Jeg synes også, det er en spændende debat, der har været om oliefyr, og på nogle områder jo en nyttig debat, forstået på den måde, at det gav regeringen mulighed for at give indrømmelser til de borgerlige partier, som ikke har skadet, og den slags muligheder skal man selvfølgelig benytte sig af.
Det eneste skadelige er, hvis den opfattelse breder sig blandt mennesker, der har oliefyr, at nu skal de udnytte den frihed, de har fået til at beholde oliefyret, for så sparer de nok penge.
For den opfattelse er i al væsentlighed forkert, og her behøver vi slet ikke at operere med olieprisstigninger, som vi tror de vil udvikle sig; mindre kan gøre det.
Det, man så kan ærgre sig lidt over, er, at vi ikke har haft den reelle diskussion, der kunne have været brug for at føre, nemlig om der er mennesker i det her land – særlig mennesker, der bor i tyndt befolkede dele af landet – der har ejendomme, der er så lidt værd i handel og vandel, og har så lave indkomster, at de har svært ved at finansiere investeringer, der sådan set også ud fra en personlig økonomisk interesse er fornuftige, og hvordan vi kan gå ind og understøtte det i forhold til de mennesker.
Men heldigvis findes der jo andre aftaler i den her verden end dem, der ligger i energiaftalen, hvor der er penge, der kan bruges til det formål, og den opgave må vi jo så forsøge at løfte sammen med regeringen.
Og det vigtige for de borgerlige partier i den her sag har været at sikre, at folk fortsat kan være afhængige af olie, hvad jeg sådan set ikke tror er nogen økonomisk gevinst.
Ellers vil jeg sige, at det, der ligger omkring den del af lovforslaget, synes vi sådan set er meget fornuftigt.
Jeg vil sige, at vi jo også er glade for – og man burde måske endda svinge sig op til at sige, at vi er begejstrede over – at vi nu arbejder på at gøre os uafhængige af kul.
Det er jo et mangeårigt ønske fra vores side, og når begejstringen så er en lille smule mindre, end den måske burde være, er det, fordi det minder mig en lille smule om, dengang vi fik atomkraft ud af dansk energipolitik og så fik kul i stedet for.
Det er jo lidt det, der er problemet her:
Hvad er det, vi får i stedet for?
Og der tror jeg da, at der i de år, der er gået, er kommet mere og mere forståelse for, at vi faktisk har at gøre med en noget kompliceret problemstilling, fordi der givetvis er nogle måder, man kan producere biomasse på, som faktisk ud fra en klimamæssig og miljømæssig synsvinkel er ganske skadelige.
Det er jo ikke formålet, så derfor handler det selvfølgelig om, at vi er nødt til at få lavet den analyse af bioenergien, biomassen, som vi har aftalt, med henblik på at afdække, hvordan vi faktisk kan sikre os, at vi får miljømæssige og klimamæssige gevinster ved at bruge vedvarende energikilder, alternative energikilder.
Der er et andet element i forhold til biomasse, som jo også må fylde noget.
Det er spørgsmålet om, om det er økonomisk fornuftigt i det lange løb at gøre sig afhængig af biomasse, hvis det er sådan, at biomasse udvikler sig til at være et produkt, der måske ikke er sådan vældig stor overflod af; tværtimod kan man risikere, at det bliver dyrt.
Man må så prøve at se på, om der faktisk findes nogle af de andre energikilder – det, jeg vil kalde de reelt vedvarende energikilder – som så kommer til at spille en større og større rolle.
Det er i hvert fald min opfattelse og Enhedslistens opfattelse, at biomasse næppe bliver en del af løsningen på længere sigt i samme omfang, som der lægges op til i det her lovforslag.
Men alt det kan man sige, at der findes rigtig mange analyser, rapporter og meget store debatter om blandt mennesker, der alle sammen har lange og indviklede titler og er i stand til at skrive indlæg i debatten, som kan være uigennemskuelige for os andre at forstå.
Men når vi får lavet den her analyse, som vi går i gang med at lave rimelig hurtigt, og som jeg er glad for at høre at ministeren har en forventning om kan være færdig i løbet af et års tid, så kan vi vel ud fra den træffe de nødvendige beslutninger for at sikre, at alternativet til kul i Danmark på alle måder bliver både økonomisk, miljømæssigt og klimamæssigt bæredygtigt.
Jeg ser frem til, at vi kommer i gang med den her proces.
Men Enhedslisten medvirker selvfølgelig som et led i aftalen også i det her lovforslag, og det gør vi da ikke mindst, vil jeg sige, fordi vi faktisk synes, det bliver fantastisk vigtigt, hvilke konklusioner der drages, når vi får lavet en analyse af bioenergiens bæredygtighed.
Og de diskussioner og de beslutninger synes vi ærlig talt ikke at vi vil overlade til regeringen at have og træffe helt alene med de borgerlige partier, så der vil vi gerne give et konstruktivt bidrag, når vi kommer så langt.