Der er gået sport i at tale grimt om de mennesker, som har mistet deres arbejde; det er blevet almindeligt at kalde de medmennesker, som for manges vedkommende har arbejdet hårdt, indtil krisen ramte Danmark, for dovne, slappe, for tabere, nassere, eller at sige, at de har en krævementalitet.
Måden, som de arbejdsløse bliver omtalt på, minder mig om den retorik, vi har hørt om udlændinge i de sidste 10 år:
hadsk, nedladende og generaliserende.
En ung socialdemokrat skrev forleden på sin blog:
Jeg kan ikke holde det ud længere; nu stopper I med at tale om arbejdsløse som undermennesker.
Jeg er meget enig med ham.
Med det her lovforslag bliver retorikken omsat til konkret virkelighed.
De arbejdsløse, efterlønnerne, førtidspensionisterne, folkepensionisterne og de andre, som ikke har et arbejde, får et økonomisk gok i nødden.
Til gengæld får alle de andre en skattelettelse:
Jo højere indkomst de har, jo højere gevinst.
For at gøre det endnu mere konkret vil jeg sige:
De medarbejdere, som stadig har et job hos Vestas, får en mindre skattelettelse, direktøren får en stor skattelettelse, og den bliver finansieret af de medarbejdere, som er blevet fyret, og deres dagpenge.
Signalet er klokkeklart:
De, som er uden for arbejdsmarkedet, bliver ikke regnet for at være på niveau med de andre borgere.
Men de folk, som har et arbejde, og de folk, som ikke har et arbejde, er ikke hinandens fjender, tværtimod; de er hinandens venner, naboer, hinandens familie og hinandens tidligere kollegaer.
Så når regeringen med skatteaftalen bevidst går efter at skabe et skel mellem dem, som har et arbejde, på den ene side, og dem, som ikke har et arbejde, på den anden side, er det en falsk modstilling.
Vi kan alle sammen blive ramt af sygdom og kan få brug for sygedagpenge eller førtidspension.
Vi kan alle sammen blive udsat for en arbejdsulykke og kan få brug for en håndsrækning, og vi kan få en fyreseddel.
Ingen går igennem tilværelsen, uden at der er svære tider eller at man har brug for hjælp fra samfundet.
Så når dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, sygedagpenge, efterløn, folkepension, barseldagpenge og mange flere ydelser bliver forringet, er det ikke kun et angreb på de mennesker, som i dag er uden for arbejdsmarkedet, men så er det også et angreb på den tryghed, som vi indimellem alle sammen har brug for, når det går galt og vi falder.
Er det så, fordi man bare skal kunne læne sig tilbage på kontanthjælp, eller er det, fordi vi er ligeglade med, om folk vil bidrage på arbejdsmarkedet?
Nej, det er det ikke.
Selvfølgelig skal man bidrage til vores samfund efter bedste evne – vi er afhængige af hinanden, og vi er afhængige af, at alle tager en tørn – og derfor er der naturligvis også et krav om, at alle, som er arbejdsløse, skal stå til rådighed for at tage et job og søge alt det, de overhovedet kan, og springe til, når muligheden byder sig.
Det mindste, vi til gengæld kan gøre, er at sikre, at man har et anstændigt levegrundlag, og at gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at der kommer flere job både i den private sektor og i den offentlige sektor.
Enhedslisten stemmer derfor imod det her lovforslag, L 200, hvor overførselsindkomsterne forringes.
Og jeg vil til alle de folketingsmedlemmer, som vil være med til at værne om trygheden, og som vil være med til at sikre et mere lige samfund, gerne sende en opfordring til, at de stemmer sammen med os.
Så jeg vil til alle de Socialdemokrater og SF'ere, som stadig synes, det er solidarisk politik at kæmpe for de mennesker, som har den mindste indkomst i vores samfund, sige, at det er nu, man skal trykke på den røde knap.