Tak, hr.
formand.
Jeg er oppe som ordfører og ikke som socialdemokraten hr.
Thomas Jensen, der gik op som ordfører og fik mere end 1 minut og så bagefter sagde, at det var med en kort bemærkning til hr.
Torsten Schack Pedersen.
Det var det så slet ikke.
Men det her er simpelt hen lige så meget vanvid som alt andet, skatteministeren laver i dag.
Det er nok ikke i dag, at skatteministeren har lavet det.
Det er i et eller andet lukket rum, hvor der ikke er nogen, der kunne rådgive skatteministeren, for de spindoktorer, de har til at rådgive, har i hvert fald ikke været gode nok.
Det her vil komme til at koste arbejdspladser, rigtig mange arbejdspladser, vil jeg sige til skatteministeren.
Så kan jeg ikke lade være med at nævne Børsen den 9., hvor skatteministeren siger:
Sundhed må gå forud for job.
Og nedenunder er der en artikel om DanSteel i Frederiksværk, hvor 400 job er på spil.
Det hænger ikke sammen.
Man siger i sundhedens tegn, at vi skal skabe renere luft i Danmark.
Ja, det er rart at have ren luft, men hvorfor gør man så ikke som i Sverige, hvor man lader pengene gå tilbage til virksomhederne til at nedbringe forureningen og så kun tager en administrationsafgift.
Nej, her går de i statskassen, og man har jo den tanke, at den her afgift er for at tilgodese Enhedslisten, for at de kan hæve fattigdomsgrænsen, som de kalder den – det er starthjælp, introduktionsydelse og kontanthjælpsloft – sammen med det tidligere forslag med sukkerafgiften, der rammer alle danskere bredt og koster arbejdspladser i udkantsområderne.
På samme måde vil NO
x
-afgiften koste arbejdspladser og øge udgifterne for den danske befolkning.
Vi har hørt om, som fru Gitte Lillelund Bech og hr.
Torsten Schack Pedersen sagde, fjernvarmestigning; i Brønderslev stiger det 747 kr.
Der er meget snak om Aalborg Portland, hvor man har den situation, at man faktisk leverer fjernvarme til 30.000 borgere i Aalborg.
Jeg skal i den forbindelse oplyse skatteministeren om, at Aalborg er en stærk rød by.
Der er mange arbejdere i Aalborg, der nyder godt af, at de har billig fjernvarme fra Aalborg Portland.
Jeg vil garantere skatteministeren for, at de vil få en stigning, hvis Aalborg Portland, som man kan frygte, kommer til at drosle meget ned eller måske lukker og flytter virksomheden til udlandet – hvem ved – der er langt højere end den, de får i Brønderslev.
Så er vi oppe og snakke om 3.000, 4.000, 5.000, 6.000 om året i stigning i fjernvarme.
Der skal skatteministeren ud og forklare borgerne, hvorfor man lukker arbejdspladser i sundhedens navn.
Jeg synes også, at det er fint, hvis vi alle sammen kunne blive 100 år.
Jeg synes også, at det er dejligt, at vi har ren luft i Danmark.
Det tror jeg at vi alle sammen gerne vil have, men på den anden side er det måske ikke så dejligt igen, hvis ikke vi har nogen produktionsvirksomheder i Danmark, fordi det er og bliver produktionsvirksomhederne, der skaber økonomien i Danmark.
Det er den private produktionsvirksomhed, der skaffer penge til, at skatteministeren kan dele ud.
Det er ikke de offentligt ansatte, der skaffer penge til skatteministeren.
Det er ikke alle dem på overførselsindkomst, der skaffer penge til skatteministeren.
Det er alle de mange private erhverv, der ansætter folk i et job.
Det kan godt være, at der måske er lidt med sundheden, som vi skal gøre noget ved.
Der har vi jo også lavet aftaler frem til 2020 om arbejdsmiljø, der skal forbedres.
Det har slet ikke noget med det at gøre, at man ikke skal have forbedret vilkårene og man ikke skal have formindsket luftforureningen.
Selvfølgelig skal man det, men man kunne jo gå lidt en anden vej og så sige til virksomhederne:
Jamen vi opkræver en afgift, I få den tilbage til at nedbringe forureningen med, og når I har nedbragt til en vis grænse, falder den afgift væk, fordi så har vi opnået det, vi gerne vil.
Det gør man ikke her.
Her går man ind og lægger en afgift på virksomhederne og siger så, at vi bare skal bruge pengene til alt muligt andet.
Så skidt med, om det koster arbejdspladser.
Så siger skatteministeren, at jamen vi skaber arbejdspladser i andre områder, men mange af de arbejdspladser, der bliver lukket herved, er lavtlønnede arbejdspladser, og det er arbejdspladser for ufaglærte.
Det er nogle af de arbejdspladser, som i stor stil forsvinder fra Danmark.
De flytter til udlandet.
Mange af dem er i lavtlønsområdet, hvor de ikke har mere ud af at gå på arbejde, end de kan få på kontanthjælp.
Jamen det vil sige, at hvis den her gruppe kom på overførselsindkomst i stedet for, skal skatteministeren ud og pålægge virksomhederne yderligere afgifter for at betale de sociale overførselsindkomster med det resultat, at der er endnu flere, der bliver afskediget, og så skal man opkræve endnu flere penge, og så flytter virksomhederne.
Så man har opnået at gøre det, som slet ingen i en krisetid havde troet en rød regering ville gøre, nemlig at gå ud og lukke arbejdspladser.
I en krisetid har man behov for at kigge på, hvordan man kan stimulere væksten, hvordan man kan stimulere virksomhederne til at skabe arbejdspladser, og det gør man altså ikke ved at pålægge virksomhederne afgift efter afgift efter afgift.
Vi har også hørt om gartnerier med tusindvis af arbejdspladser, og nu kan jeg ikke engang huske, om det er 10.000 eller 30.000, nej, det er vist 10.000, jeg vil ikke her lægge mig fast på et tal, men det er rigtig mange arbejdspladser, der er på spil der, og det er også et lavtlønsområde, der forsvinder.
Det handler om folk, som skatteministeren og hans parti og de andre partier i rød regering siger at man vil gøre en indsats for.
For at skabe arbejdspladser, for at få kontanthjælpsmodtagere ud på arbejdsmarkedet og for at dem, der er på dagpenge, kan komme ud på arbejdsmarkedet igen, pålægger man lige nogle store afgifter, der gør, at virksomhederne lukker, fordi de ikke kan konkurrere.
Hvis man kigger på omkringliggende lande som Tyskland, Norge, Holland og Sverige, vil man se, at der altså ikke arbejdes med NO
x
som led i en statsfinansiering.
Tyskland har ikke afgifter på NO
x
, Holland har ikke afgifter, men dog et kvotesystem for overskridelse af aftalte udledningsmængder, Norge har en fond for visse sektorer, og Sverige opkræver afgiften primært i kraftsektoren, inklusive visse industriers egen kraftproduktion, og de penge går så tilbage til virksomhederne.
Det er de lande, vi skal konkurrere med.
Tager man de grønsager, man kan få fra Holland, oplever man, at de kommer hertil og udkonkurrerer de danske grønsager; de er desuden meget forurenede af sprøjtegifte og ikke så sunde som de danske, men de udkonkurrerer de danske, fordi de er billigere, og sådan er det hele vejen igennem.
Det er det, vi er oppe imod, vil jeg sige til skatteministeren.
Vi skal konkurrere mod lande, der sælger varer til Danmark, og så skal skatteministeren ud og forklare danskerne, hvorfor de skal betale tre eller måske fire gange mere for varen i Danmark, end de skal betale på den anden side af grænsen.
Det er altså et kæmpestort problem, som vi i Dansk Folkeparti ikke har forståelse for.
Derimod skulle man være gået ud til virksomhederne og have sagt:
Vi har en krise her, og vi skal ud af den krise.
Hvad skal der til, for at I kan skabe arbejdspladser?
Og så vil jeg garantere for, at virksomhederne havde budt ind med rigtig mange forslag til, hvordan man kunne gøre det.
Men det lytter man ikke til.
Man siger:
O.k.
Vi udskyder NO
x
-afgiften et halvt år, og det er helt fint.
Det synes vi også i Dansk Folkeparti, jo længere, jo bedre.
Og så skal skatteministeren ned i EU og forhandle et bundfradrag igennem.
Hvad sker der så, hvis ikke skatteministeren kan forhandle et tilfredsstillende stort bundfradrag igennem?
Jamen så er det loven, der gælder, og så står vi med de store afgifter.
Det er situationen, som vi oplever den i dag.
Vi står med en regering, der består af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Radikale, og det er totalt uforståeligt, at Radikale går med til den her slags.
Jeg har altid haft opfattelsen af, at Radikale ville styrke de danske produktionsvirksomheder og hjælpe dem til at kunne have en produktion i Danmark.
Nej, nej, det gør man ikke, og man har støtte af Enhedslisten, der siger:
Ja tak, bare vi får noget til overførselsindkomsterne.
Men deres ønske er også, at alle skal have lige lidt, at alle skal være lige fattige, at der ikke må være nogen, der tjener penge, at der ikke må være nogen, der skaber vækst i Danmark.
Vi skal tromles tilbage til middelalderen, for det er der, vi hører hjemme, med et gammelkommunistisk system som i Sovjet, der spillede fallit, det er der, vi skal hen.
At regeringen hopper på den limpind, er ufatteligt.
Så til skatteministeren:
Det ville være dejligt, hvis skatteministeren ville gå herop på talerstolen og forklare, at det her ikke lukker arbejdspladser på nogen som helst måde, og ville give en skriftlig garanti for, at de her afgifter ikke koster nogen danske arbejdspladser – de arbejdspladser, som vi har så stor brug for i den her krisetid.
Men man kan jo have sine tvivl om, hvorvidt skatteministeren egentlig vil gå op og love, at det ikke koster arbejdspladser, for regeringen har jo dårlig erfaring med at love for meget.
Men jeg håber da, at ministeren er mand nok til at gå herop og give et løfte om, at det ikke skal koste arbejdspladser.