Grunden til, at jeg tager ordet her ved andenbehandlingen, er jo – ligesom for hr.
Torsten Schack Pedersens vedkommende – at der er et meget uhensigtsmæssigt ikrafttrædelsestidspunkt, da loven skulle træde i kraft den 1.
januar, hvilket kun giver virksomhederne 6 arbejdsdage til at rette ind.
Det er simpelt hen ikke en rimelig frist, vi giver her fra Folketingets side, da man derved tvinger virksomhederne og de mennesker, der nu skal indrette sig efter loven, til at bryde den.
Det kan simpelt hen ikke være rimeligt.
Jeg synes, at både folk og virksomheder skulle kunne forvente af Folketinget, at vi giver dem en fair frist til at indordne sig efter den lovgivning, vi nu engang påbyder dem, og det har vi simpelt hen ikke gjort med den her lovgivning.
Derfor opfordrer jeg kraftigt til, at regeringspartierne og Enhedslisten støtter vores ændringsforslag om, at vi udskyder ikrafttrædelsestidspunktet med 2 måneder, så man får en fair chance for at kunne indordne sig efter loven.
Ellers vil jeg sige, at siden første behandling af lovforslaget har vi fået endnu mere klarhed over, hvad det egentlig er, der er konsekvensen af det her lovforslag, og det er, at man nu vil brandskatte danskerne på alle de små ting, der gør tilværelsen lidt sjov, med det ene argument at få flere penge i statskassen.
Noget af det, der bekymrer os mest i Dansk Folkeparti, er, at grænsehandelen vil få et ordentligt hak opad, hvilket er rigtig ærgerligt.
Vi har gennem udvalgsspørgsmål fået klarlagt, at det vil betyde et omsætningsfald i detailhandelen i Danmark på omkring 1 mia.
kr., som nu fremover vil blive lagt i Tyskland.
Hvis man tager beregninger lavet af Dansk Erhverv, vil det koste omkring 778 arbejdspladser alene i detailhandelen.
Skatteministeren er så kommet frem til 480, men det er et tal, som har varieret lidt, alt efter hvilke spørgsmål der er blevet stillet i løbet af udvalgsbehandlingen, og som efterhånden er steget, så på et tidspunkt kommer han måske op på de samme tal, som Dansk Erhverv er kommet med.
I øvrigt skal det nævnes, at det er fuldtidsstillinger, jeg snakker om – det er 778 – men mange af de mennesker, som arbejder i detailhandelen i supermarkeder rundtomkring, arbejder jo ikke fuld tid, de har måske en 30-timers-stilling og nogle helt ned til en 7-8-timers-stilling.
Så antallet beskæftigelsesmæssigt vil være et langt højere tal end det, vi har fået oplyst indtil videre.
Det, der står tilbage, når man ser på de her beskæftigelsestal, er jo, at når regeringen snakker om, at man gerne vil skabe arbejdspladser, er det jo åbenbart arbejdspladser i Tyskland, der er tale om, for det er jo det, den her store grænsehandelseffekt vil medføre.
I lovforslaget siger regeringen, at grunden til, man vil ændre de her afgifter, alene er, at der en sundhedsforbedrende effekt, men er en pakke cigaretter købt i Tyskland måske sundere?
Eller er det sundere at få højere forbrug af slik og sodavand, fordi man køber i store mængder i Tyskland?
Eller hvis det skulle være den sundhedsforbedrende effekt, hvorfor er der så ikke kommet ekstra afgift på spiritus?
Logikken i lovforslaget er jo, at man laver en lille afgiftsstigning på øl, fordi det er det, der er mindst skadeligt, en lidt højere afgift på vin, fordi vin har en højere alkoholprocent og derfor er lidt mere skadelig.
Men spiritus, som er den virkelige synder, og som virkelig er skadelig, putter man ikke nogen afgift på, alene fordi det ikke giver nogen penge i statskassen.
Jeg synes, at det her lovforslag, for sige det rent ud, er torskedumt.
Det er torskedumt at lade skatter og afgifter stige så meget, når man kan se, at det koster så mange arbejdspladser, og det, der gør det endnu værre, er, at skatteprovenuet bruges til at finansiere en afskaffelse af starthjælpen, som gør, at det ikke kan betale sig arbejde.
Denne lov er ikke bare gift for den danske økonomi, den er simpelt hen også bare den helt forkerte medicin.