Når vi om lidt i Folketinget trykker på de grønne knapper hos Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale, er det for at sikre, at det her den 1.
januar 2012 ikke længere er sådan, at barnløse skal have pengepungen med hen på hospitalet og fertilitetsklinikken for at få behandling.
Det er et rigtig, rigtig vigtigt skridt, vi hermed tager, imod at bekæmpe den uretfærdige brugerbetaling, som Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti indførte, da de i maj 2010 besluttede, at det her område skulle være belagt med brugerbetaling.
Jeg er personligt utrolig glad for, at den her kamp nu er slut.
Vi har brugt halvandet år på at kæmpe imod, at den frie og lige adgang til vores sundhedsvæsen skulle komme under beskydning, og med rette kunne vi gå rundt og frygte, at hvis vi var fortsat med en borgerlig regering, var der nye områder af det danske sundhedsvæsen, som også skulle underlægges brugerbetaling, nye grupper af patienter, der ikke kunne vide sig sikre på, hvis der i en sen nattetime blev lavet et forslag, et genopretningsforslag, et finanslovforslag, om de pludselig også ville være omfattet af brugerbetalingen.
Nu har vi fået en ny regering, vi har fået en ny politik, og det er en meget stor sejr, at vi nu kan rulle det tilbage og sikre, at den frie og lige adgang bliver genoprettet.
Der er jo ikke nogen tvivl om, at ufrivillig barnløshed i ni ud af ti tilfælde skyldes en bagvedliggende sygdom, og hvis man taler med nogle af dem, der arbejder med det, vil de også sige, at for den sidste tiendedel skyldes det også en sygdom, det er bare ikke en sygdom, vi er blevet gode nok til at diagnosticere endnu.
Der kan være alle mulige grunde til, at man som kvinde eller mand ikke kan sætte børn i verden, og for et samfund er det et stort problem, at vi i stigende grad ser så mange unge par, der har problemer med fertiliteten.
Det er noget, vi skal tage alvorligt, ikke bare når vi forsker, og når vi forebygger, men også når vi behandler.
For forebyggelse er rigtig godt, når vi starter tidligt ud, men er man først i den situation, at man ikke kan få et barn, skal vi gøre det muligt for helt almindelige mennesker at gøre brug af mulighederne for enten at få behandling eller adoptere eller lignende.
Det her er ikke sygdomme, som kun rammer bestemte grupper i vores samfund.
Det er noget, som man kan blive ramt af alle steder, at manden eller kvinden ikke kan sætte børn i verden.
Forskningen på det her område er i det senere år blevet ramt rigtig, rigtig hårdt, ved at man har indført brugerbetaling på fertilitetsbehandling.
Når man indfører brugerbetaling, ønsker folk alene en behandling, der skaffer dem et barn, de ønsker ikke at medvirke til forskning, og derfor har det også været et kæmpe problem, at vi er ved at tage et fyrtårn inden for dansk forskning og ødelægge det på et tidspunkt, hvor vi har brug for fyrtårne, hvor vi har brug for at vise omverdenen, at vi i Danmark er stærke, at det er her, vi udvikler ny viden.
Ja, der har vi også i virkeligheden modarbejdet os selv.
Sidst, men ikke mindst, fjerner vi også med det her lovforslag gebyret på tolkebistand, og igen handler det om at sikre den frie og lige adgang og ikke sætte barrierer for, at folk kan få den sundhedsbehandling, der skal til, når man har behov for den.
Det glæder mig utrolig meget, at vi om lidt kan stemme det her forslag igennem.