Først vil jeg sige, at jeg personligt synes, at tilskuddet til Færøerne næste år burde være på 615 mio.
kr., som der står i det foreliggende forslag.
Som det er de fleste bekendt, bliver dette beløb modsat andre af finanslovens poster ikke pristalsreguleret, men er fastfrosset nominelt, og det har det været siden 2002.
Historien er, at det daværende landsstyre skar en tredjedel af støtten, som dengang var på rundt regnet 1 mia.
kr.
Derudover indgik man en aftale om, at restbeløbet skulle fastfryses nominelt.
Som hr.
Edmund Joensen sagde, var der ikke enighed om reduktionen på Færøerne, men fastfrysningen har der siden hen været bred tilslutning til.
År efter år har skiftende færøske regeringer, der har repræsenteret samtlige af Lagtingets partier, indgået aftale om, at blokstøtten skal forblive fastfrosset nominelt, således at støttens værdi reduceres hvert eneste år.
Denne politik udspringer af et ønske om, at Færøerne skal tilstræbe at have en selvstændig økonomi uden subsidier udefra, og de fleste mener, at fastfrysningen af blokstøtten er en ansvarlig og forsigtig måde at gøre det på.
Derfor støttes denne kurs af hele seks af Færøernes syv partier, men der gives og tages som bekendt i forhandlinger, og et kompromis, som de nye færøske regeringspartier har indgået, er, at fastfrysningen ikke skal fortsætte.
Desuden ønsker man at forhøje blokstøtten op på det beløb, den ville have været på, hvis de sidste 10 års aftale om fastfrysningen ikke var blevet indgået.
Det drejer sig altså om et beløb, der, alt efter hvordan man beregner det, ligger på et sted mellem 140 og 200 mio.
kr.
Jeg er uenig i dette, for økonomisk afhængighed har uheldige konsekvenser.
Den er aldrig statisk.
Et afhængigt land er enten på vej ud af afhængigheden eller på vej dybere ind i den.
Og der er mange eksempler på, at nationer, der har kurs mod dybere afhængighed, også har kurs mod mindre konkurrencedygtighed og en mindre ansvarlig omgang med de betroede midler.
Når den udefrakommende støtte vokser, har fokus en tendens til at flytte sig væk fra det, man selv kan skabe, til det, man får udefra.
Økonomisk vækst kan i den politiske bevidsthed blive synonymt med mere støtte udefra.
Når støtten omvendt reduceres, som det sker på Færøerne i disse dage, bliver både det politiske system og erhvervslivet tvunget til i højere grad at se på andre muligheder for at skabe det økonomiske fundament for eget samfund.
Det skaber en ansvarlighed, og det giver også en sund følelse af stolthed.
I et afhængigt samfund er der naturligvis også altid en kamp mellem dem, der kæmper imod afhængigheden, og dem, der ikke kæmper imod den.
Derfor vil den udefrakommende støtte fylde utrolig meget i debatten, og valgene kommer til at ligne folkeafstemninger, hvor man siger ja eller nej til subsidier, og politik bør handle om andet end det.
Derfor mener jeg, at Færøerne bør gøre sig fri af blokstøtten.
Ved en fastfrysning sker dette meget langsomt, men det gør ikke noget.
Det vigtigste i livet er ikke, hvor man står i dag, eller hvor man håber på at stå om 10 år.
Liv er bevægelse, og det er retningen, der er det afgørende.
I denne sag fører fastfrysningen af blokstøtten efter min mening Færøerne i den rigtige retning.
Der er dem, der mener, at Danmark har en strategisk interesse i en høj blokstøtte, for jo mere økonomisk afhængig Færøerne er af Danmark, jo mindre er chancen for, at vi forlader rigsfællesskabet.
Det er helt forkert.
Det, der binder rigsfællesskabet sammen, er ikke og må ikke være økonomiske subsidier.
Jeg synes, at subsidierne er en belastning for rigsfællesskabet, for de giver en følelse af manglende ligeværdighed, og det er præcis den følelse, som kan true fællesskabet.
Jo mere selvstændigt det færøske samfund er, jo stærkere er rigsfællesskabet.
Jeg er altså ikke enig med Færøernes landsstyre i denne sag.
På den anden side anerkender jeg, at det ikke er mig, men landsstyret, der fra Færøernes parlamentariske flertal har fået det demokratiske mandat til at føre disse forhandlinger.
Sådan er de demokratiske kommandolinjer, og dem vil jeg respektere.
Derfor vil jeg ikke gå imod den aftale, som bliver indgået – det har jeg sagt klart på Færøerne – men jeg vil i denne sag heller ikke bruge min parlamentariske position i Folketinget til at presse regeringen til at imødegå landsstyrets ønsker.
Sammen med bl.a.
de to grønlandske folketingsmedlemmer har jeg som bekendt mulighed for at presse regeringen, men så skal det være i forbindelse med sager, som jeg selv tror på, og sager, der er bred enighed om i den færøske befolkning, og til den kategori hører ønsket om højere blokstøtte ikke.
Men som sagt vil jeg heller ikke via min position som folketingsmedlem modarbejde landsstyret.
Det ville være at underminere det demokratiske mandat, som det er landsstyret der har i denne sag.
Tak for ordet.