Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af lovforslag nr. L 86:

Forslag til lov om sagsbehandling og administration i Udbetaling Danmark. (Udbetaling Danmark-loven).

Af social- og integrationsministeren (Karen Hækkerup).

(Fremsættelse 09.02.2012).

Sammen med dette punkt foretages:

15) 1. behandling af lovforslag nr. L 87:

Forslag til lov om ændring af forskellige love som følge af etableringen af Udbetaling Danmark og om ophævelse af lov om ændring af regler for statens udbetaling af refusion af kommunernes udgifter i henhold til den sociale pensions- og bistandslovgivning m.v. (Fordeling af myndighedsansvaret mellem kommunerne og Udbetaling Danmark m.v.).

Af social- og integrationsministeren (Karen Hækkerup).

(Fremsættelse 09.02.2012).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Eyvind Vesselbo som ordfører for Venstre.

Jeg fik det her lovforslag torsdag inden vinterferien, og jeg kunne se, at det skulle behandles her i dag, tirsdag. Jeg fik det, uden at der havde været nogen forhåndsforhandling eller forhåndssnak med ministeren om lovforslaget. Det er selvfølgelig ikke noget, der overrasker mig sådan generelt, for der er jo ikke ret meget samarbejde på det her område, og derfor burde jeg ikke være blevet overrasket. Men det gjorde jeg nu alligevel, for det her er jo et lovforslag, som har en historie, i og med at det var den tidligere regering, som lagde op til, at det skulle komme, og det er så en videreførelse af nogle af de tanker, der har været. Så derfor ville det da have været naturligt, at ministeren havde henvendt sig til Venstre for at få en forhandling inden førstebehandlingen.

Jeg skrev så et venligt brev til socialministeren om, om vi ikke lige skulle forhandle lidt inden førstebehandlingen, og der fik jeg et svar tilbage om, at det var der sådan set ikke brug for, men der kunne godt blive en teknisk gennemgang, og så kunne vi jo eventuelt, hvis der var brug for det, forhandle mellem første- og andenbehandlingen. Altså, det er selvfølgelig også en måde at samarbejde på, men når statsministeren siger, at regeringen gerne vil samarbejde, vil jeg sige, at hvis det er den form for samarbejde, er det ikke særlig positivt.

Men tilbage til lovforslagene. Det er L 86 og L 87, og det er jo lovforslag, der som udgangspunkt skulle være med til at stramme op og effektivisere. Det er lovforslag, som betyder, at man flytter nogle opgaver fra kommunerne til en institution, som hedder Udbetaling Danmark, og der er en lang række emner, som nu skal behandles på en ny måde. L 86 drejer sig om, hvordan man administrerer det her, og L 87 beskriver, hvilke opgaver der skal ligge i Udbetaling Danmark, og hvilke der fortsat skal ligge i kommunerne.

Det, som er interessant ved de her to lovforslag, er, hvilke konsekvenser de har, hvis de bliver ført ud i praksis, og det gør de vel. Det, som bl.a. KL har argumenteret med i forbindelse med lovforslagene, er, at det, der var udgangspunktet, jo var, at vi skulle have mindre bureaukrati, og det er der sådan set en lang række af høringssvarene der sætter spørgsmålstegn ved: Bliver der mindre bureaukrati? Det ville jeg godt have forhandlet med ministeren om og fået klarhed over. Bliver der dobbeltarbejde i forbindelse med de her lovforslag? Det ville jeg godt have drøftet med ministeren inden førstebehandlingen, så man måske kunne have fået snakket om, om der var noget, der skulle justeres.

En meget vigtig ting, som kommunerne har gjort opmærksom på, er, at de føler, at med det her lovforslag kan der blive nogle problemer i forbindelse med at få afsløret social svindel rundtom i kommunerne, fordi det bliver sværere at følge sagerne op. Det ville jeg sådan set også godt have forhandlet med ministeren og diskuteret med ministeren om, for det er da et væsentligt punkt. Hvis der laves et lovforslag, hvor man forhindrer eller begrænser kommunernes mulighed for at gøre noget ved social svindel, så er det da en katastrofe, og det må vi have lavet om på.

En tredje vigtig ting er digitaliseringen. Vi må jo sørge for, at de mennesker, altså ældre mennesker eller udsatte grupper, der ikke kan følge med digitaliseringen, ikke bliver svigtet. Det ville jeg også godt have snakket med ministeren om under nogle forhandlinger inden førstebehandlingen.

Samtidig er der jo noteret nogle forudsætninger her, nogle økonomiske forudsætninger, nogle personalemæssige forudsætninger, og jeg synes, det er vigtigt, at kommunerne har sat spørgsmålstegn ved dem. Lad os se, om det, der står i lovforslaget, nu også er de rigtige parametre, for det er jo lidt underligt, at vi laver det her forslag og kommunerne så siger: Når vi regner det igennem, mener vi ikke, det holder. Altså, er det personale, der bliver tilbage, når man har gennemført det her lovforslag, og den økonomi, hvor kommunerne og staten skulle spare en masse penge, de medarbejdere og de beløb, der her er tale om?

Alle de ting mener jeg er nogle meget væsentlige ting at få drøftet med ikke bare ministeren, men også Socialdemokratiet og SF, alle, som har været med til at fremsætte det her lovforslag. For det er ganske rigtigt, at vi som tidligere regering, VK, sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance satte det her i gang, men det er jo ikke ensbetydende med, at det, der er resultatet nu, også er det, det skal lande på. For alle de her otte punkter, som jeg nævnte, er problemer, som skal løses, og som skal diskuteres. Nu blev der ikke mulighed for det før førstebehandlingen, og jeg mener, det er helt klart, at vi skal have en teknisk gennemgang af det her lovforslag i Socialudvalget.

Jeg mener også, det er helt klart, at ministeren må indkalde til forhandlinger om lovforslaget, så det kan komme på plads. For hvis ministeren vil have et flertal for det, kunne jeg forestille mig, at Venstre kunne gå hen og blive en vigtig del af regeringens parlamentariske grundlag for at få det igennem. Det kræver altså, at der bliver nogle forhandlinger, og at man får et seriøst samarbejde, men det kræver også, at man går ind og får kigget på nogle af de otte punkter, jeg har taget op her, og får præciseret og klargjort bl.a. over for KL og over for de enkelte kommuner, at de problemer, som de nævner her, selvfølgelig skal løses, og at vi skal have justeret det, hvis der er nogle ting i de her lovforslag, der forhindrer, at kommunerne kan få afsløret socialt bedrageri. Det mener jeg er en meget vigtig ting, og det er også en vigtig ting, at folk ikke bliver svigtet, at de mennesker ude i kommunerne, som har problemer, ikke bliver svigtet.

Alle de ting ville jeg som sagt gerne have drøftet med ministeren inden førstebehandlingen. Det kunne ikke lade sig gøre, men nu regner jeg med, at der bliver nogle forhandlinger, når vi har overstået førstebehandlingen, for forudsætningen for, at vi kommer videre med de her lovforslag, er, at der bliver de her forhandlinger, og at vi får kigget på de otte punkter, som jeg her har nævnt. Så det er vores udgangspunkt for det her lovforslag.

Der er et par korte bemærkninger. Det er først hr. Finn Sørensen.

Tak til hr. Eyvind Vesselbo for fremlæggelsen. Det burde jo sådan set ikke komme bag på hr. Eyvind Vesselbo, at der kunne være sådan nogle betænkeligheder, som hr. Eyvind Vesselbo nu ridsede op. Det er jo næsten ord til andet de betænkeligheder, som den daværende opposition, dvs. de nuværende regeringspartier og Enhedslisten, i fællesskab fremførte i december 2010, da den borgerlige regering med Dansk Folkepartis støtte fremsatte det her lovforslag og også fik kørt det igennem, altså ikke det her lovforslag, men etableringsloven, og også fik kørt det igennem på trods af de betænkeligheder og spørgsmål til det, der blev rejst af den daværende opposition. Derfor burde det egentlig ikke komme bag på hr. Eyvind Vesselbo, men bedre sent end aldrig. Det er jo positivt, at man nu ser, at der er en masse problemer i hele det her lovkompleks.

Derfor vil jeg spørge hr. Eyvind Vesselbo, om de betænkeligheder betyder, at man er villig til at være med til at sætte hele lovkomplekset i bero, indtil vi til bunds har fået opklaret, om der er grund til at have disse betænkeligheder og bekymringer, som jeg tror at vi alle sammen deler. Så jeg vil gerne høre ordføreren, om det er det, der ligger i det, for så mener jeg, at vi hurtigt kunne skride videre til at sige, at vi nu lægger det dødt og får undersøgt de ting, og så kan vi vende tilbage til det.

Ordføreren.

Jeg mener, at jeg ganske klart sagde, at det, vi gerne vil med det her lovforslag, er, at vi gerne vil have nogle forhandlinger samt sætte fokus på de otte punkter, som jeg nævnte, bl.a. social svindel, digitalisering, dobbeltarbejde og bureaukrati og selvfølgelig også antallet af de fremtidige medarbejdere i kommunerne og så den økonomi, der er tilbage, når man har gjort det her. Det er vores udgangspunkt. Vi vil meget gerne forhandle om det her. Vi vil ikke lægge det i mølposen. Men forudsætningen er selvfølgelig, at man får kigget på de her punkter og får dem justeret de steder, så det her lovforslag kan gøres bedre.

Jeg er helt enig i, at den daværende opposition, hvor også Enhedslisten var med, havde nogle betænkeligheder. Men nu er i hvert fald en del af den opposition kommet i regering, og det er den, der nu fremsætter forslaget, så der bør jo være en mulighed for, hvis den nuværende regering stadig har betænkelighederne, at vi kan finde hinanden og få det her justeret, så det bliver på en fornuftig måde.

Hr. Finn Sørensen.

Vi er jo alle sammen enige om, at vi skal have opklaret, om der er grund til at have de her betænkeligheder. Det, jeg bare tænker på, er, at hovedparten af dem jo blev fremført, dengang lovforslaget blev lagt frem. Der mente den daværende regering ikke, at der var grund til at have sådan nogle betænkeligheder, men nu mener man det, og det er godt. Men der har jo været lidt over et års tid til at få det opklaret og til at få gjort noget ved de her ting. Det har åbenbart ikke været muligt, for så havde man jo nok gjort det og haft det med i det lovforslag. Derfor vil jeg da mene, at det er en større indsats, der skal op at stå for at få det opklaret og eventuelt få forbedret det her lovkompleks, hvilket det i høj grad trænger til.

Det mener jeg vil tage noget tid, og derfor synes jeg, at det da er bedre at skabe ro om processen, så vi nu lægger det dødt. Og jeg synes, at hr. Eigil Vesselbo argumenterer ganske udmærket for, at vi burde stoppe den proces og se at gå det hele ordentligt igennem, inden der bliver fremsat et lovforslag. Så er der også tid til, at Venstre og de andre borgerlige partier kan komme ordentligt med ind i processen. Så jeg vil gerne gentage mit spørgsmål, og jeg vil indtrængende opfordre hr. Eyvind Vesselbo til at være med til at lægge det her dødt, og så finder vi ud af, om det overhovedet kan bruges til noget.

Ordføreren.

Jeg synes, at spørgeren roder lidt rundt i det. Det her lovforslag har jo ikke før været til behandling. Det, man vedtog ved en tidligere lejlighed, var, at man ville etablere det her. Nu kommer der så et konkret lovforslag med de detaljerede oplysninger om, hvordan det skal udmøntes. Der mener jeg, at det jo er helt reelt, at vi som dem, der har sat det her i gang, så kommer ind i billedet og er med til at påvirke, hvordan det her kan udvikle sig.

Jeg er helt enig med spørgeren i, at det her tager tid, og det er jo også det, jeg siger. Det tager tid at kigge på de her ting, fordi det er nogle væsentlige ting. Derfor havde det jo også været meget, meget fornuftigt, hvis vi havde taget den tid, der nu skulle bruges, før den her første behandling til at få justeret nogle af de her ting og få klarhed over, hvor problemerne er i bl.a. de otte punkter. Det var der så ikke basis for, fordi der ikke er basis for det samarbejde, som statsministeren påstår der er. Derfor er jeg enig med spørgeren i, at det her kommer til at tage tid, men det er jo ikke ensbetydende med, at det her lovforslag skal fjernes. Vi skal bare – i gåseøjne – have gjort det sådan, at nogle af de problemer, der er, bliver fjernet.

Fru Maja Panduro for en kort bemærkning.

Jeg har to spørgsmål. Jeg skal stille dem så kort og præcist, som jeg kan, så ordføreren kan nå at svare på dem begge to.

For det første skal jeg bede ordføreren om at gentage fra Folketingets talerstol, at han har bedt ministeren om at indkalde til forhandlinger om det her forud for førstebehandlingen. Det hørte jeg ordføreren sige i sin tale, men jeg vil lige give ham chancen for at sige det en gang til. Er det korrekt forstået?

For det andet vil jeg spørge: Hvornår præcis gik det op for Venstre og for Venstres ordfører, at der måske var noget om nogle af de bekymringer, som vi jo udtrykte her i Folketingssalen tilbage i 2010, da man pressede det her igennem fra den daværende regerings side, altså da Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance pressede det her igennem? På trods af alle de betænkeligheder, vi havde, på trods af alle de samråd, vi havde, alle de spørgsmål, vi stillede, pressede man det her igennem. Man nægtede at vente lidt, se tiden an og få undersøgt nogle ting ekstra godt. Hvornår gik det op for Venstre, at der pludselig var noget om de bekymringer, som man helt præcist gentager her, og som var dem, vi havde dengang for nu snart 2 år siden?

Ordføreren.

Til det første spørgsmål vil jeg sige, at jeg har en e-mail, hvor der står noget i retning af:

Kære Karen. Jeg har modtaget det her lovforslag, og jeg vil gerne bede om, at vi får en forhandling inden førstebehandlingen på tirsdag.

Svaret er noget i retning af – jeg citerer sådan lidt fra hovedet – at det kan vi jo gøre mellem første og anden behandling, og at man i øvrigt har tilbudt en teknisk høring.

Det er det, der står i den e-mail, jeg har skrevet, og det svar, jeg har fået fra ministeren.

Med hensyn til hvornår de her ting, jeg nævner, gik op for os, vil jeg sige, at det her lovforslag jo ikke er blevet behandlet før. Som jeg sagde i min indledning, fik jeg det i torsdags og skulle planlægge, at det skulle behandles i dag, og jeg kiggede også på høringssvarene, som er kommet fra alle de høringsberettigede. Og det er klart, at man ud af dem kan se, at de her problemer er der.

Derfor vil vi gerne have en forhandling for at få klarhed over, hvor store de er, og om vi kan gøre noget ved dem, justere dem, så det bliver fornuftigt. Jeg tror ikke, at alle bliver glade og tilfredse, men vi kan måske gøre det bedre, så flere bliver glade og tilfredse.

Fru Maja Panduro.

Jeg tror næsten ikke, at der er nogen betænkeligheder i de høringssvar, vi nu har fået, som ikke også kom til udtryk i de høringssvar, der kom, da man lavede etableringsloven. Og derfor er det jo, at vi nu forsøger at polstre det, ved at KL f.eks. har været inde at lave ekstra beregninger. Men det skal jeg komme nærmere ind på i min egen tale.

Jeg vil godt lige holde fast i, at Venstre altså først har fået de her bekymringer nu, efter at der er indkommet høringssvar til det her lovforslag, og ikke havde dem, dengang man etablerede den her organisation og satte byggeri i gang for mange, mange millioner kroner. Vi har byggeri i gang lige nu i Vordingborg, i Haderslev og i Frederikshavn, tror jeg nok, det er. Vi har en kæmpe proces i gang med at flytte medarbejdere. Det er ikke os, der har sat det i gang, vil jeg sige til hr. Eyvind Vesselbo; det er den tidligere regering. Derfor synes jeg bare, det er lidt sent at begynde at blive bekymret, men det er selvfølgelig bedre sent end aldrig.

Det næste er, at jeg synes, at man skal holde sig til sandheden. Jeg står her med den mail, som hr. Eyvind Vesselbo har sendt til ministeren, og der står:

Kære Karen. Vi har som bekendt lovforslagene om Udbetaling Danmark m.v. til første behandling den 21. februar (mailen er i øvrigt sendt den 10. februar). Har du tænkt dig indkalde til forhandlinger om sagen? Venlig hilsen Eyvind.

Dertil svarer ministeren:

Kære Eyvind. Vi har tilbudt Socialudvalget en teknisk gennemgang af lovforslagene umiddelbart efter førstebehandlingen, netop fordi det er så omfattende og relativt tekniske lovforslag. Men derudover er jeg bestemt indstillet på at drøfte lovforslagene med partierne. Der vil blive indkaldt til et møde mellem første- og andenbehandlingen. God weekend. Venlig hilsen Karen.

Jeg kan ikke se ud af det her, at hr. Eyvind Vesselbo skulle have bedt om et møde, som han ikke har fået. Det kunne han jo have gjort.

Ordføreren.

Jeg mener, at det står ganske klart, at jeg beder om at få en forhandling om det her. Så det bekræfter jo bare det, jeg har sagt her fra talerstolen. Det står jo ganske klart, at vi skal have det til behandling på tirsdag, og at jeg spørger, om man derfor har tænkt sig at indkalde til forhandlinger om det her. Og til det siger ministeren: Nej, det har jeg ikke, det kan vi gøre mellem første og anden behandling. Så det er jo ganske klart.

Til det der med bekymringen vil jeg sige, som jeg har nævnt det flere gange, at det jo er den opposition minus Enhedslisten, der kritiserede det her lovforslag, som nu fremsætter det her lovforslag. Så det undrer mig, at man kritiserer mig for at fremhæve nogle ting, som vi måske godt kan gøre bedre i det eksakte lovforslag her. For som jeg har nævnt tidligere, har de her to lovforslag jo ikke været til behandling før. Det har været lovforslag om etableringen af det her, og etableringen vedrørte selvfølgelig noget med de bygninger, der skulle laves, osv. Så jeg forstår slet ikke den polemiske tilgang, som fru Maja Panduro har til det her.

Hr. Bent Bøgsted for en kort bemærkning.

Man bliver lidt forundret, når man lytter til hr. Eyvind Vesselbo, for når man ser på den aftale, der var lavet før valget, som der var enighed om i de borgerlige partier, om, at der skulle fremsættes lov om Udbetaling Danmark, og centrene blev etableret – jeg vil sige til fru Maja Panduros oplysning, at i Frederikshavn var det eksisterende skatte-og toldbygninger, der blev brugt der – hvordan kan det så være, at hr. Eyvind Vesselbo nu problematiserer en normal sagsgang? Når der er lavet en aftale, og den nye regering troværdigt har fremlagt et lovforslag, som det var planlagt, hvordan kan det så være, at man nu problematiserer en hel del, bl.a. hørte jeg hr. Vesselbo nævne ældre og digitalisering? Det er vi også meget optaget af i Dansk Folkeparti, og det er også derfor, at det ligger i aftalen mellem Venstre, Konservative, Liberal Alliance, at kommunerne stadig væk skal varetage opgaverne for dem, der ikke selv kan løse den. Hvordan kan det være, at det lige pludselig er blevet så stort et problem for Venstre? Det har vi lidt svært ved at forstå i Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Det er ganske rigtigt, at vi sammen lavede etableringsloven. Nu er de her to lovforslag, L 86 og L 87, kommet med i de detaljerede beskrivelser af, hvordan det her skal være. Jeg mener, at det er fuldt ud reelt at sige, at nu har det været i høring, der er kommet en masse høringssvar, og nogle af de høringssvar påpeger nogle meget væsentlige elementer i de her lovforslag, som er vigtige at få drøftet og forhandlet, både om, hvor dybt de problemer, de ser, går, og om de ting, der står i lovforslaget, de beregninger, også holder hundrede procent stik, og om nogle af de ting, der er foreslået, måske kunne justeres på sådan en måde, så bl.a. det problem om at afsløre socialt bedrageri ikke går hen og bliver et problem for kommunerne. Med hensyn til spørgsmålet om de ældre er det jo ikke et spørgsmål om, at der ikke har været fokus på det, men spørgsmålet er, om vi kan gøre det bedre, sådan at ingen falder igennem systemet.

Hr. Bent Bøgsted.

Jeg må indrømme, at hr. Eyvind Vesselbo gør det hele mere og mere forvirret, for det er jo det, der ligger i aftalen. Kommunerne kan jo stadig væk lave en social indsats, de kan stadig væk lave noget opsøgende arbejde; det er der ikke noget til hinder for, bare fordi udbetalingerne bliver samlet. Det ligger også i aftalen, der blev lavet.

Når jeg tænker tilbage på, hvordan det var, da VK-regeringen lavede aftaler, så har man jo ikke, forud for at et lovforslag skulle vedtages, indkaldt til nye forhandlinger om det lovforslag, der havde været sendt i høring; så har man taget det imellem første- og andenbehandlingen. Og det er sådan lidt mærkværdigt, at vi skal stå her, for det her burde være en ekspeditionssag. Det er sådan lidt mystisk. Vi kunne have taget debatten imellem første- og andenbehandlingen under udvalgsarbejdet og have set på: Er der nogle ting her, hvor vi kan forbedre forholdene? Det er det, man normalt gør. Det er det, der er sådan lidt forvirrende for os i Dansk Folkeparti i hvert fald.

Nu har jeg selv været med til forhandlingerne om etablering af Udbetaling Danmark, og det er sådan lidt forvirrende, at det lige pludselig tager den her drejning. Det skulle jo have været en sag, hvor hr. Eyvind Vesselbo kunne sige: Ja, nu får vi det gennemført. Den aftale, som den nuværende regering nu er tvunget til at gennemføre, er den, som den tidligere VK-regering aftalte.

Ordføreren.

Jeg kan bare sige, at vi ikke opfatter det her som en ekspeditionssag. Jeg mener, man skal tage de høringssvar, der kommer, højtideligt. Man laver jo en høring for at få nogle tilbagemeldinger om de problemer, der kan være i sådan et lovforslag. Det er klart, at man godt kan have den holdning, at når så alle høringssvarene er kommet, så kører man bare videre alligevel. Sådan tror jeg ikke Dansk Folkeparti har det.

Sådan har vi det heller ikke, og derfor er jeg netop dykket ned i høringssvarene for at se: Hvad er problemet? Hvad er det for nogle problemer, der er rejst? Og dem synes jeg da man skal tage højtideligt, og det er det, jeg gør, ved at stille de her spørgsmål og bede om, at vi får nogle forhandlinger om det her lovforslag. Så enkelt er det faktisk.

Jeg siger tak til Venstres ordfører. Så er det fru Maja Panduro som socialdemokratisk ordfører.

Det er jo sådan lidt mærkeligt at stå her i dag og have den her diskussion på den her måde. Men mens jeg husker det, og inden jeg går i gang med min tale, vil jeg bare lige sige til hr. Bent Bøgsted, at han havde ret, da han korreksede mig. Det er ikke i Frederikshavn, man er i gang med at bygge. De tre steder, man er i gang med at bygge, er i Haderslev, i Holstebro og i Vordingborg. Det er nemlig helt rigtigt, at i Frederikshavn havde man nogle bygninger i forvejen. Men det ændrer ikke ved, at de netop er kommet ganske langt med etableringen af det her, for det er jo næsten 2 år siden, at man besluttede det. Det er jo en af grundene til, at det virker sådan helt barokt, at vi nu skal opleve Venstre stå her og sige, at vi skal tage bekymringerne alvorligt, og at, puha, man er ikke sikker. Altså, man kunne også have taget de høringssvar, der kom for 2 år siden, alvorligt; de bekymringer, som vi sandelig ikke gik stille med dørene med dengang, og hvilket høringsparterne heller ikke gjorde. Men det ville man ikke. Det her skulle partout hastes igennem med vold og magt.

Så er det jo sådan, at når man vinder valget, vinder ansvaret for at lede Danmark, så overtager man det her ansvar, og så overtager man også nogle gange noget arvegods i tilgift. Noget af det er godt, og noget af det er skidt. Noget af det har man selv tidligere støttet, og andet har man været imod.

Dengang i 2010, hvor den tidligere regering, Venstre og Konservative sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vedtog at etablere Udbetaling Danmark og centralisere den objektive sagsbehandling, stemte vi imod. Det er ikke nogen hemmelighed. Det gjorde vi, ikke fordi vi er imod, at man skal prøve på at effektivisere og frigøre kræfter og penge til at varetage noget af det, som vi opfatter som kerneopgaver, pleje osv., snarere end at lave papirarbejde. Det synes vi faktisk er en god og rigtig og vigtig prioritering. Det sagde vi også allerede dengang. Men vi stemte imod, fordi vi var bekymrede for, om man gjorde det forhastet. Vi tiggede om, at man tænkte sig grundigere om, og at man lyttede til nogle af bekymringerne, altså ikke hastede så meget igennem. Vi appellerede dengang voldsomt til både Venstre og til deres partnere. Lige lidt hjalp det. Man tvang forslaget igennem.

Så står vi nu i en situation, hvor Udbetaling Danmark reelt er etableret. Rammerne er vældig klart defineret i etableringsloven, som man vedtog i 2010, og i den aftale, som man lavede fra den tidligere regerings side samme Dansk Folkeparti og sammen med Kommunernes Landsforening i øvrigt. Processen med at overflytte og efteruddanne medarbejdere er også i gang, og byggeriet af centre i Haderslev og Holstebro og Vordingborg er også i gang. Det betyder, at hvis vi nu vil rulle det hele tilbage, bliver det meget, meget omkostningsfuldt. Det bliver meget, meget dyrt. De penge vil vi skulle finde et andet sted. Derfor er det jo meget godt, at Venstre nu er vældig bekymrede, men man kunne have ønsket sig, at de havde været det dengang.

Der er så sket det siden, at der er gået noget tid. I virkeligheden skulle det her have været vedtaget allerede i 2011, og vi har nu fået lidt længere tid til at arbejde med det. Vi har også fået en ny regering. Der er også sket det, at Kommunernes Landsforening selv har været inde og regne efter på den beregningsmodel, man brugte dengang, og som var noget af det, vi var bekymrede for. Og Kommunernes Landsforening bekræfter med deres nye beregninger, at de stadig væk mener, at tallene holder. De mener, at man kan finde de 300 mio. kr. i besparelse, som der er lagt op til i modellen. Det bekræfter ATP, som skal være implementeringsorganisationen, også. Og så har jeg det egentlig sådan, at selv om det ikke er mig selv, der har indgået den aftale, synes jeg, at det ville være meget klædeligt, at det store parti, Venstre, som indgik aftalen med Kommunernes Landsforening i sin tid, stod på mål for den. Men jeg har det også sådan, at kommunerne jo i udgangspunktet skal kunne regne med de aftaler, de indgår med regeringer, også selv om vi så vinder valget. Og de siger klart, at de stadig regner med, at tallene holder. ATP siger, at de står på mål for den her model. Vi har jo faktisk alle sammen i satspuljeforligskredsen skruet op for netop hjælpen til digitalisering til vores ældre medborgere, som kan have det svært. Vi har fået slået helt fast, at man selvfølgelig stadig væk skal kunne henvende sig hos kommunen, hvis man har det vanskeligt med digitaliseringen. Det skal man kunne, uanset om man har det svært, fordi man tilhører en generation, hvor det ikke falder naturligt, eller hvis man af en anden grund er udsat og har det svært med computere. Det bliver der afsat penge til at kommunerne stadig skal kunne.

Vi var bekymrede for bemandingen og for personalet, altså om det overhovedet ville være muligt at rekruttere til de her centrale centre, og for, at det var meget voldsomt, at man bad medarbejdere om at skulle flytte over så store afstande. Men det, vi oplever nu, er faktisk, at det ikke virker, som om det bliver svært at rekruttere. 80 pct. af medarbejderne har sagt, at de regner med gerne at ville flytte med, og de har i øvrigt også fået den melding, at de vil kunne få det center og de arbejdsområder, som de har ønsket sig. Efteruddannelsen er i gang.

Jeg synes stadig væk, at der er grund til at følge det her meget nøje. Jeg synes, der er masser af grunde til, at vi, hvis vi etablerer det, følger det meget nøje. For det er en kæmpeforandring, som blev vedtaget dengang i 2010 af den tidligere regering, men jeg tror også, det bliver godt, hvis det lykkes for os, og vi må jo tro på det, når vores aftaleparter fra KL og ATP siger det. Det er ubetinget godt at kunne flytte ressourcer fra papirarbejde og over til kerneopgaverne, til pleje og omsorg.

Jeg tror faktisk, at lige præcis når det kommer til socialt bedrageri, vil vi med netop den her model, hvor vi kan bruge Udbetaling Danmark til at sammenkøre registre til at lave en anden form for overvågning af data, end vi har kunnet tidligere, have mulighed for at kunne gøre en forskel. Jeg håber, at vi alle sammen kan være enige om at følge det meget nøje.

Jeg håber, at man også fra den tidligere regerings side vil have så meget respekt for de aftaler, man selv har indgået, at man vil stå ved den aftale, man har indgået med Kommunernes Landsforening. Kommunernes Landsforening står på mål for den her model, ATP, som skal implementere den, står på mål for den her model. Der er indgået en aftale, og derfor støtter Socialdemokraterne også de her lovforslag og ser frem til det videre arbejde.

Der er to medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg har prøvet at lytte nøje for at finde ud af, hvad ordførerens begrundelse er for at støtte et lovforslag, der bygger videre på noget, som man i sin tid var imod.

Det lyder, som om man nu ligesom har sat det i værk, og så er man nødt til at gennemføre det, men betyder det, at ordføreren mener, at det er en parlamentarisk naturlov, at man skal gennemføre ting, som tidligere flertal har besluttet, også selv om det kan være til skade for borgernes retssikkerhed og borgernes service, fordi det ikke giver de besparelser, som man forventer, og fordi der er alle de andre bekymringer, som hr. Eyvind Vesselbo ridsede op, og som Enhedslisten stadig væk deler? Der er flere, som jeg vender tilbage til senere.

Eller er det, fordi ordføreren mener, at der ikke er grund til bekymring på de punkter, for nu har lovforslagene løst alle de betænkeligheder og problemer, som vi var enige om der var dengang?

Ordføreren.

Jeg er mindre bekymret nu, end jeg var for 2 år siden. Jeg synes, vi har fået svar, der har fjernet nogle af vores bekymringer, og det var det, jeg prøvede på at ridse op før. Jeg tror faktisk, at det er ubetinget godt, hvis det kan lykkes for os at flytte ressourcer, flytte kræfter fra papirarbejde og over til omsorg og pleje, for vi ved jo alle sammen godt, at vores ressourcer er vældig knappe. Kommunernes Landsforening siger, at de står på mål for, at de kan det, og ATP siger, at de står på mål for, at de kan det, og Rigsrevisionen har i øvrigt meldt, at de vil følge det her meget nøje, og det gør mig glad, at de vil det.

Når vi har fået lidt mere tid til at kunne gøre det her bedre, end det virkede til at blive i etableringsloven, når vi ruster vores it-udfordrede borgere til bedre at kunne gøre det her, når vi sikrer os, at hvis man ikke selv kan, kan man få hjælp, når vi faktisk skruer op for indsatsen imod socialt bedrageri, er jeg mindre bekymret, end jeg var dengang. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke er bekymret.

Det er heller ikke ensbetydende med, at jeg synes, man bevidstløst skal videreføre alt, hvad en tidligere regering til enhver tid har lavet. Men jeg synes egentlig, det giver mening, at vi prøver at sige, at der godt må være en vis kontinuitet, når man har lavet meget store aftaler, særlig når det samtidig vil være så omkostningsfuldt at skulle rulle tilbage, fordi det er kommet så langt – det er meget tid lang tid siden, man vedtog det her. Og de penge har jeg ikke lyst til at skulle finde et andet sted. Det tror jeg heller ikke at hr. Finn Sørensen har.

Hr. Finn Sørensen.

Jo, det har jeg sgu ikke nogen problemer med. Undskyld. Det har vi en masse gode forslag til, hvis vi på et eller tidspunkt skulle komme dertil. Man kan jo sige, at politiet jo også har ligget og rodet med et it-system, det kostede vist 500 mio. kr. at skrotte det. Så det må jo være indholdet.

Men jeg kan forstå, at fru Maja Panduro er mindre bekymret. Det er Kommunernes Landsforening jo ikke. De siger i deres høringssvar, at der er stor fare for dobbeltarbejde og bureaukrati i den her løsning. Lad det nu ligge.

Jeg vil gerne høre ordførerens mening om det for mig at se helt centrale høringssvar, der er fra statsforvaltningerne. For det udtrykker jo i virkeligheden en meget skarp kritik af det her, når det drejer sig om borgernes retssikkerhed. Det er vanskeligere at få overblik over sin sag, skriver de. Borgernes mulighed for personligt møde med en konkret sagsbehandler bliver vanskeliggjort. Der er alt for stor mulighed for at udveksle oplysninger inden for systemet uden borgernes samtykke, og borgernes mulighed for at få efterprøvet deres sag i ankesystemet bliver begrænset osv.

Jeg vil gerne høre ordføreren, om ordføreren mener, at det her bare er grebet ud af den blå luft, når statsforvaltningerne peger på de her alvorlige betænkeligheder for borgernes service og retssikkerhed.

Ordføreren.

Der er jo faktisk lavet nogle ændringer af lovforslaget netop på baggrund af nogle af de høringssvar, der har været, og som har talt om borgernes retssikkerhed og udveksling af oplysninger. Men jeg vil også sige, at jeg altså ikke kommer til at synes, at det er utrolig synd for den borger, som eventuelt har begået socialt bedrageri, at han så skal have med to myndigheder at gøre. Og jeg tror faktisk, lige præcis når det kommer til socialt bedrageri, at det for det første er nødvendigt, at myndigheder har mulighed for at udveksle oplysninger. Ellers kan vi ikke fange dem, der begår socialt bedrageri, og det synes jeg faktisk er en meget vigtig prioritet – måske særlig fra os i de partier, som mener, at vi skal have et udbygget sikkerhedsnet, og at vi skal aflevere en relativt stor del af vores indkomst i skat. Vi har en særlig forpligtelse til at sikre, at de penge så også bliver brugt på det rigtige og ikke på, at der er nogle, der snyder sig til dem. Derfor synes jeg indsatsen mod socialt bedrageri er så vigtig, og den kan vi ikke lave, medmindre man har mulighed for at udveksle oplysninger.

Det skal der selvfølgelig være nogle strenge regler for hvordan man kan gøre, og det er der jo også, men jeg tror faktisk, at netop koblingen mellem Udbetaling Danmark som en myndighed, der har det forkromede overblik, som har alle dataene, og kommunerne, som har – og jeg skal nok skynde mig, formand – lokalkendskabet, vil kunne hjælpe os i den meget vigtige kamp mod socialt bedrageri. Men det er også nødvendigt, at man kan udveksle oplysninger.

Hr. Eyvind Vesselbo for en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes sådan bare som en historisk betragtning, at det kunne være interessant at høre, hvordan tingene har ændret sig for Socialdemokratiet, når man kan notere sig, at ordføreren, hr. Rasmus Prehn, under den tidligere behandling af etableringsloven sagde, at folkepensionister ikke vil få de ydelser, de har krav på, og at loven er noget makværk, og at det er tvivlsomt, om der vil være noget at spare med det her forslag, og at vi vil komme til at svigte de ældre.

Kunne fru Maja Panduro ikke lige klart på de fire punkter beskrive, hvor det er blevet placeret i det her lovforslag, altså hvordan man har sikret, at det, som hr. Rasmus Prehn sætter spørgsmålstegn ved, ikke sker?

Ordføreren.

Det synes jeg egentlig jeg allerede gjorde i min ordførertale, men jeg gør det gerne igen:

I forhold til de ældre er der f.eks. sket det, at der er kommet en ny regering, som rent faktisk er rigtig optaget af, at vi også sikrer, at ældre har medbestemmelse og også er med på den digitale bølge.

Vi har fået slået fast med syvtommersøm i lovforslaget her, at man selvfølgelig stadig væk skal kunne henvende sig til sin kommune, hvis man ikke kan finde ud af det. Og så har vi jo sammen med bl.a. hr. Eyvind Vesselbo i satspuljen netop prioriteret, at vi får rustet de ældre bedre digitalt.

I forhold til, at det var noget makværk, kan jeg sige, at det var det jo. Det er sådan set også det, jeg allerede har prøvet på at sige. Noget af det har vi så fået rettet op på nu, fordi der er gået næsten 2 år og vi har fået en ny regering.

Der er også sket det på den tid, at hr. Eyvind Vesselbos daværende regering jo altså har nået at sætte det her i værk, har nået at begynde etableringen af centrene, overflytningen af medarbejderne – nogle ganske, ganske omkostningstunge ting. Hr. Eyvind Vesselbo har jo været inde og kigge på ordførertalerne fra dengang, kan jeg forstå, og det har jeg også, og det var jo hr. Eyvind Vesselbos gode kollega, den daværende beskæftigelsesminister – for det var dér, det lå dengang – som bl.a. var meget irriteret på hr. Rasmus Prehn over, at han havde de her bekymringer, og som mente, at man godt nok måtte være født under en utrolig pessimistisk stjerne, hvis man overhovedet kunne mene, at det her på nogen måde kunne være dårligt eller bekymrende.

På den måde er det bare lidt sjovt at opleve, hvad der sker, når Venstre så pludselig kommer i opposition. Nu er man pludselig med 2 års forsinkelse blevet utrolig bekymret over alt muligt, som vi nævnte allerede dengang, og som vi så i øvrigt er i gang med at gøre noget ved.

Så er det er hr. Eyvind Vesselbo.

Tak. Nu kan man se, at rollerne er byttet om, for nu er det nogle andre, der bliver irriteret over, at der bliver sat spørgsmålstegn ved det lovforslag, der bliver fremsat.

Men det er stadig ikke helt klart for mig, hvor det helt præcis er, man i lovforslaget sikrer, at der ikke opstår dobbeltarbejde og mere bureaukrati. Hvor er det helt konkret i lovforslaget, man sikrer, at kommunerne kan gribe ind og finde folk, der laver socialt bedrageri? Hvor er det helt konkret i lovforslaget, man sikrer, at der ikke er nogen, der bliver tabt som følge af digitaliseringen? Og endelig er der det spørgsmål, som Enhedslisten stillede: Hvor er det, man helt konkret præciserer, at retssikkerheden for borgerne er i orden?

Det var fire klare spørgsmål, så jeg regner selvfølgelig med – selv om der er en vis irritation over mine spørgsmål oppe fra talerstolen – at der kommer nogle svar.

Ordføreren.

Jeg har lovforslagene her, og jeg vil gerne sætte mig ned bagefter med hr. Eyvind Vesselbo og lave en gennemgang side for side, hvor vi kan sætte stjerner og lave æselører, for jeg kan nok ikke nå det på det ene minut, jeg har til at svare her.

Til gengæld vil jeg gerne sige, at jeg ikke er irriteret over hr. Eyvind Vesselbos spørgsmål. Jeg er måske en lille smule irriteret over hele Venstres håndtering af den her sag. Jeg var vældig irriteret, da man i 2010 tvang det her igennem på trods af alle de bekymringer, vi havde, og som vi sammen med alle høringsparterne søreme gjorde Venstre meget, meget opmærksom på. Jeg blev en smule irriteret over, at man gjorde det dengang, men jeg er næsten endnu mere irriteret over, at man – nu hvor man kommet i opposition – render alt, hvad remmer og tøj kan holde, fra de aftaler, man selv har indgået, og overlader det til os andre at stå på mål for dem, og at man oven i købet har den frækhed at stå her i salen og lade, som om der er nogle bekymringer, som er nye, og som man lige har opdaget, og som lige er opstået på grund af de her lovforslag, når det er præcis de samme bekymringer, som vi havde for 2 år siden. Det kan godt gøre mig en lille smule irriteret, men jeg er sikker på, at mit humør nok skal blive fint igen.

Jeg siger tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det fru Karin Nødgaard som ordfører for Dansk Folkeparti.

Som vi lige har hørt, vedtog Folketinget i 2010 en lov om, at der skulle etableres en selvejende institution ved navn Udbetaling Danmark. Dengang bakkede Dansk Folkeparti op, og jeg vil gerne understrege, at det gør vi stadig væk.

De to lovforslag, vi behandler her i dag, er i realiteten en opfølgning på denne lov, hvor en række detaljer nu bliver lovfæstet. Hovedprincippet i denne nyskabelse er, at staten ønsker, at folkepensionen og en række andre offentlige ydelser fra efteråret 2012 skal sagsbehandles og udbetales i de fem nye centre, som skal etableres. Dog vil opgaverne blive overført successivt for at understøtte en stabil drift i overgangsfasen, og det er naturligvis meget vigtigt, eftersom Udbetaling Danmark skal udbetale 180 mia. kr. til ca. 2 millioner borgere. På personalefronten medfører det, som vi også har hørt, at 500 af de 2.000 nuværende medarbejdere skal fortsætte i kommunernes borgerservicekontorer, og at de øvrige vil blive tilbudt arbejde i centrene på uændrede lønvilkår.

Det er klart, at en sådan nyskabelse vil få nogle startvanskeligheder, som det er set tidligere, f.eks. i forbindelse med flytningen af SKAT's betalingscenter til Ringkøbing. Derfor er det vigtigt med en overgangsperiode, hvilket forslaget også lægger op til. På den måde vil succeskriterierne for borgertilfredshed, medarbejdertilfredshed, stordriftsfordele, en klar opgavefordeling og et konstruktivt samarbejde mellem kommunerne og Udbetaling Danmark forhåbentlig blive opfyldt. Den årlige besparelse for kommunerne vil være ca. 300 mio. kr. Denne besparelse opnås selvfølgelig ikke straks, men først senere når ordningen er fuldt etableret.

I de fem nye centre, som skal bestyres af ATP og en bestyrelse, er der udelukkende mulighed for at henvende sig telefonisk eller digitalt. Dette må dog ikke medføre, at borgere, som ikke kan håndtere en digital henvendelse, lades i stikken. Disse borgere skal fortsat kunne få hjælp og vejledning i kommunernes borgerservice, som skal være behjælpelig med, at oplysningerne når frem til de rette modtagere i de fem centre.

Hele spørgsmålet omkring digitaliseringen er noget, som har bekymret Dansk Folkeparti en hel del, og derfor har det i forbindelse med de her to forslag – og også da man i sin tid besluttede at lave Udbetaling Danmark – været vigtigt at være opmærksom på, at der er borgere i vores samfund, som ikke har de samme digitale muligheder, som størstedelen af befolkningen har.

Det er også vigtigt at fremhæve, at den rationaliseringsgevinst, som vil komme med etableringen af Udbetaling Danmark, tilfalder kommunerne, som kan bruge disse midler til velfærdsforbedringer. ATP, som jo er den drivende kraft i Udbetaling Danmark, har udtalt, at gevinsten for kommunerne opnås, når systemet har kørt i op til 2 år. Det synes vi lyder som en flot målsætning.

Det er Dansk Folkepartis håb og overbevisning, at alle, der har del i Udbetaling Danmark, bl.a. landets kommuner, vil medvirke aktivt til, at der bliver så få vanskeligheder som muligt, så alle på sigt kan blive tilfredse med denne organisering. Dansk Folkeparti støtter begge lovforslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Jeg kan så forstå, at vi her får et sammenhængende, konsistent synspunkt, der svarer til det, man havde, da etableringsloven blev indført. Men bare for at være helt sikker vil jeg spørge: Betyder det, at Dansk Folkeparti har den opfattelse, at der ikke er nogen grund til at nære de betænkeligheder, som den daværende opposition havde i 2010, og som hr. Eyvind Vesselbo nu er nået frem til at have i dag?

Der er ingen grund til betænkeligheder, når det drejer sig om borgernes muligheder for at få ordentlig service; om deres retssikkerhed; om, hvorvidt der kommer de besparelser, der er lovet; og om, hvorvidt det hele foregår ordentligt i forhold til de ansatte osv. Der er ingen grund til bekymring, og alle de høringssvar, der er indgivet, er tilgodeset, og alt er i orden. Er det sådan?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at ordføreren fra Enhedslisten netop har noteret, at vi ikke på nogen som helst måde har ændret holdning i forhold til, hvad vi sagde i 2010. Selvfølgelig har man altid betænkeligheder, når man laver lovgivning, og derfor er Dansk Folkeparti også altid meget optaget af, at lovgivningen følges løbende, og at der ses på, hvordan og hvorledes noget udvikler sig. Ofte lægger man jo evalueringer ind i en lovtekst osv. Jeg synes også, at vi måske især fra Socialdemokraternes ordfører har hørt, at man selvfølgelig er opmærksom på mange ting i forhold til det videre arbejde, og at det faktisk også måske ser lidt lysere ud, end man i sin tid havde forventet det ville gøre. Jeg var også inde på, at der, dengang man flyttede SKAT, også var en del bekymringer. I dag oplever vi faktisk en større tilfredshed med mange af de ting.

Med hensyn til om der bliver de besparelser, som man lovede, vil jeg sige, at det også kan være, at de bliver større. Det ved vi jo ikke endnu, og vi skal så huske på, at KL er med i det her. De har accepteret beslutningen og været en sparringspartner i forbindelse med den, og vi kunne jo håbe, at der så kommer flere midler, hvilket faktisk vil medvirke til, at der bliver lavet nogle velfærdsforbedringer rundtomkring i landets kommuner.

Hr. Finn Sørensen.

Hvad angår besparelserne, er det jo ikke mere end lige nøjagtig 2 måneder siden, at Danmarks Radio spurgte alle kommuner, om de forventede, at der vil komme de besparelser, der blev lovet. Det store flertal af dem, nemlig to ud af tre, sagde, at de aldrig ville se noget til den besparelse, som de var blevet stillet i udsigt. Det er bare for at nævne noget. Tre ud af fire kommuner forventede en merudgift på tilsammen 144 mio. kr. alene i 2013. Så jeg vil da gerne høre ordføreren, om ikke det gør indtryk, når kommunerne udtaler sig sådan.

Jeg ved ikke, hvor meget tid jeg har, men jeg vil gerne stille et spørgsmål mere om en gruppe af borgere i samfundet, som Dansk Folkeparti tit giver udtryk for at bekymre sig om. Mener fru Karin Nødgaard, at det her er betryggende for de svage medborgere, som ikke kan betjene it, som ikke selv har mulighed for at møde fysisk frem hos kommunen og få hjælp, men som gerne vil have lov til at indgive ansøgninger på papir og modtage skriftligt svar, fordi de er mest trygge ved det. Mener fru Karin Nødgaard, at lovforslaget tilgodeser den gruppe borgere?

Ordføreren.

Så vil jeg gerne vælge at svare på den sidste del først, for det er helt korrekt, som hr. Finn Sørensen siger, at Dansk Folkeparti er meget optaget af den her gruppe af borgere, som ikke bare lige kan gå hen og sætte sig ved en computer og udfylde tingene og ad digital vej kontakte de offentlige instanser. Det var jo også derfor, det i sin tid kom med i den oprindelige tekst, at vi skulle tilgodese den her gruppe, at der aldrig måtte være nogen, som ville blive ladt i stikken.

Derfor sagde jeg også meget klart, synes jeg, i min ordførertale, at det netop var noget af det, som vi var bekymret for, og som vi ville have med, og at vi skulle sørge for, at der aldrig var nogen, der ville blive ladt i stikken, og at man kunne få hjælp i et borgerservicecenter i ens egen kommune. Det er der stadig væk lagt op til, og det håber jeg at man har lyttet nøje til ude i kommunerne. Det lyder måske ikke, som om man har gjort det alle steder, men så har vi jo heldigvis den overordnede organisation, Kommunernes Landsforening, som kan præcisere, hvordan det egentlig skal være. For det må ikke ende sådan, at vi har nogle borgere, som ikke kan få håndteret deres sager. Sådan må det ikke blive.

Tak til ordføreren. Så er det fru Marlene Borst Hansen som radikal ordfører.

Den tidligere regering stemte i december 2010 sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance for at etablere den selvejende institution Udbetaling Danmark, og den etablering byggede bl.a. på den daværende regerings økonomiaftale med KL. Dengang stemte Radikale Venstre imod loven, imod etableringen af Udbetaling Danmark, og nu står vi så her som regeringsparti og er med til at fremsætte forslaget, og hvorfor så det?

Det er først og fremmest vigtigt at slå fast, at vi ikke har noget imod konstruktionen, og tanken om at samle udbetalingen af de tusindvis af ydelser, som hver måned udbetales af det offentlige til borgerne, er der god ræson i; der er et godt effektiviseringsrationale i at samle alle de ukomplicerede overførsler, som langt de fleste overførsler er. F.eks. bliver der hver tredje måned indsat en børnefamilieydelse på min NemKonto af det offentlige, og det er jo netop hele tankesættet bag Udbetaling Danmark, at alle de her ukomplicerede sager og overførsler flyttes fra 98 kommuner til 5 store centre. Det giver god mening, og der vil naturligvis være en eller anden form for økonomisk rationale ved det. Det har vi sådan set hele tiden ment.

Det, vi i sin tid var betænkelige ved, var de økonomiske beregninger, som lå bag rationaliseringsgevinsten, og vi var måske især betænkelige ved, om borgere, som havde brug for mere støtte og kontakt, stadig væk kunne få det, efter at en hel masse kommunale medarbejdere nu skulle overflyttes fra de enkelte kommuner til et Udbetaling Danmark-center.

I forhold til økonomien og de beregninger, som ligger til grund for, hvor meget den enkelte kommune skal bidrage til Udbetaling Danmark, så har vi godt hørt, set og læst de mange henvendelser, som er kommet fra kommuner, som føler, at de underkompenseres. Det gør naturligvis indtryk, og derfor var vi også meget spændte på høringssvarene og især på høringssvaret fra KL, som jo taler på alle kommuners vegne. Og KL har ikke haft nogen indvendinger til beregningsgrundlaget, de har tværtimod selv været ude og efterprøve tallene, og realiteten er, at de fandt frem til det samme resultat, som den første undersøgelse, som blev lavet af Deloitte for Finansministeriet, viste.

I forhold til borgere, som har brug for mere hjælp og støtte til enten at komme i kontakt med Udbetaling Danmark eller til at lave digitale ansøgninger, og i forhold til borgere, som i det hele taget har sager, som kræver, at de får hjælp ansigt til ansigt, menneske til menneske, har det været vigtigt for os, at de borgere ikke svigtes; de må ikke føle sig sat uden for samfundet. Derfor har det været så afgørende vigtigt, at vi med det her lovforslag får sat en tyk streg under kommunernes forpligtelse til fortsat at hjælpe de her borgere, og kommunernes borgercentre og biblioteker må indstille sig på, at de får nogle nye opgaver med at lære borgere at lave digitale ansøgninger og henvende sig til Udbetaling Danmark og hjælpe dem med det, og nogle borgere vil altid have brug for ansigt til ansigt-hjælp, nøjagtig ligesom det er i dag.

Så med den sikring og med det fokus, vi har fået sat ind i lovforslaget på netop den her gruppe borgere, føler vi, at en væsentlig del af vores tidligere betænkeligheder nu er indtænkt i forslaget, og derfor støtter Radikale lovforslagene L 86 og L 87.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Jeg vil da opfordre ordføreren til at læse den fælles betænkning en gang til, som vi lavede i sin tid, for så tror jeg, at ordføreren må give mig ret i, at det var en noget bredere kritik, der blev fremført. Det drejede sig ikke udelukkende om svage borgere. Hr. Morten Østergaard udtrykte jo – han var den daværende radikale ordfører på sagen – en meget stærk skepsis. Han var med til at skrive under på betænkningen, hvor vi jo skriver, at det er usikkert, om borgerne fortsat vil få god service, og at der er risiko for, at de som følge af opdelingen vil miste ydelser, de har ret til, og så selvfølgelig det her igen med pengene. Det var jo sådan de tre centrale kritikpunkter, vi havde. Det gik ikke kun på en gruppe svage, men generelt på borgere.

Jeg kan nu forstå, og det skal jeg så have be- eller afkræftet, at ordføreren ikke mener, at der er grund til overhovedet at have de betænkeligheder, som vi havde i 2010. Alle problemer er løst med de fremlagte lovforslag. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Det er altid vigtigt at have fokus på, om borgere får den hjælp og den støtte, som de har krav på, og som de har ret til. Min ordførertale handlede ikke kun om svage borgere, min ordførertale handlede om borgere generelt, som af forskellige grunde har brug for mere hjælp end bare det, at det kører automatisk måned efter måned. Den gruppe er stor, den gruppe er nuanceret. Vi har i satspuljeforliget afsat nogle midler til den gruppe borgere, som har vanskeligheder, på grund af at de ikke har de digitale færdigheder, der skal til. Men det er selvfølgelig et område, som vi hele tiden skal følge. Det skal man også i dag. På den måde er der ikke nogen ændringer. Kommunerne har i dag også en pligt til – og gør det da også, heldigvis – at være opsøgende i forhold til borgere, som ikke får de ydelser, som de har krav på, eller som er vanskeligt stillede i den ene eller den anden situation. På den måde tror jeg sådan set ikke, at der bliver forskel. Men det er klart, at området skal følges.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Så kan jeg forstå, at det jo må være ordførerens opfattelse, at det er hr. Eyvind Vesselbo og undertegnede, der ikke kan læse og ikke har set alle de gode ting og forsikringer, der nu er indbygget i de her lovforslag. Men mener ordføreren så også, at en af ordførerens partifæller, fru Liv Holm Andersen, heller ikke kan læse og heller ikke kan forstå det her geniale lovforslag, når fru Liv Holm Andersen, efter at der har været rejst spørgsmål om usikkerhed i økonomien, til Kommunalbladet skriver, at man – det er altså De Radikale – er meget optaget af det i både socialt og kommunalt regi og er meget opmærksom på de uheldige konsekvenser. Det vil sige, at fru Liv Holm Andersen helt har misforstået det. Der er ikke nogen uheldige konsekvenser i forhold til økonomien og udsigten til besparelser.

Ordføreren.

Som jeg også var inde på i min ordførertale, har vi jo set og hørt og fået rigtig mange henvendelser fra enkelte kommuner, som har gjort opmærksom på, at de føler, at de underkompenseres. Derfor så vi med stor interesse hen til de høringssvar, som vi så ville få på det her lovforslag. Der må man bare sige, at kommunernes samlede organisation, altså dem, som vi som regering skal forhandle med, og som Folketinget forhandler med, ikke har de her betænkeligheder. De har regnet det igennem, og selvfølgelig vil der være kommuner, der underkompenseres, ligesom der vil være kommuner, der måske får en overkompensation. Sådan er det, når man laver de her store aftaler. På den måde synes jeg ikke, at der er nogen uoverensstemmelse mellem det, fru Liv Holm Andersen og resten af Det Radikale Venstre, herunder jeg selv, mener.

Tak til den radikale ordfører. Den næste er fru Özlem Sara Cekic som SF's ordfører.

Den offentlige sektor skal være moderne og tidssvarende. Der skal sættes fokus på løbende nytænkning, effektivisering og bedre ressourceudnyttelse, og det er især vigtigt i en tid, hvor der mangler økonomiske ressourcer. For at Danmark fortsat skal være et førende informations- og kommunikationssamfund, er det bl.a. regeringens mål, at al kommunikation mellem borgere og virksomheder og det offentlige skal foregå digitalt fra 2015.

Lovforslaget er jo en gammel aftale mellem den daværende regering og Dansk Folkeparti, og det er en del af genopretningen af dansk økonomi fra 2010, som KL også er med i. Dengang stemte SF imod lovforslaget, og det gjorde vi, fordi vi havde en række betænkeligheder. Det havde vi i forhold til den tidsramme, der var blevet sat. Jeg er meget imponeret over, at Venstres ordfører synes, at der burde have været holdt formøder. Vi havde jo i den grad problemer med alene tidsfristerne. Vi synes, at når man laver noget så omfattende, er det nødvendigt, at vi også i fællesskab kan diskutere det grundigt.

Det andet, som vi var bekymret for, var i forhold til økonomidelen, hvad det ville betyde i forhold til nogle kommuner, og den tredje del var i forhold til udsatte borgere, ældre, de handicappede borgere, som ikke havde mulighed for ansigt til ansigt-hjælp fra socialrådgiverne. Jeg synes faktisk også umiddelbart, at det ville være uansvarligt at tilbagerulle alt, der er blevet lavet her, alle de penge, der er blevet givet, samtidig med at det er en aftale, KL har lavet med den tidligere regering, som vi bakker op om.

Med hensyn til, om det her vil glide fuldstændigt og det vil være problemfrit, vil jeg sige: ikke nødvendigvis. Jeg tror, at vi løbende er nødt til kigge på de ting, vi laver, for at se, om der er brug for justeringer, om der er nogle ting, der skal gøres anderledes. Det håber jeg sandelig også med det her. Det ville da selvfølgelig være ønsketænkning, hvis det bare var smertefrit. Det tror jeg ikke det bliver. Men der er nogle af de her punkter, som jeg har nævnt, som vi faktisk har taget har højde for, bl.a. at det stadig væk skal være muligt for den enkelte borger, som har problemer, også at kunne få den her hjælp, hvor man henvender sig.

Så alt i alt vil jeg bare sige, at den er landet o.k., og vi glæder os til, at vi senere også skal drøfte det her i udvalget og i fællesskab, også med Venstre og andre, prøve at se på de betænkeligheder, bekymringer eller udfordringer, vi har.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Nu tror jeg altså, at jeg bliver nødt til at læse op af den fælles betænkning, vi vedtog i oppositionen dengang. De to første betænkeligheder lød sådan: at det er usikkert, hvorvidt den enkelte borger, der søger folkepension, boligsikring eller anden såkaldt objektiv sagsbehandling, vil kunne opretholde den samme gode personlige vejledning i forbindelse med sin ansøgning; at det er usikkert, om den store omstrukturering med opdeling i henholdsvis objektiv og individuel sagsbehandling vil kunne medføre, at visse grupper i fremtiden kan falde ned mellem to stole i ansøgningsproceduren og dermed gå glip af ydelser, de ellers lovgivningsmæssigt har ret til.

Det var en kritik, der rettede sig imod selve strukturen med, at man skal behandle visse ydelser i Udbetaling Danmark, de såkaldte objektive, og de individuelle i kommunerne. Det var en kritik af hele strukturen; det handlede ikke kun om enkelte udsatte borgere. Og derfor må jeg spørge: Hvor fremgår det i de her lovforslag, der er fremsat, at der ikke længere er grund til bekymring i forhold til de to helt principielle spørgsmål, som vi rejste dengang?

Ordføreren.

Jeg læser ikke betænkningen på samme måde. Det, jeg kan forstå på betænkningen, er, at vi har været bekymret i forhold til nogle grupper af borgere, som kunne have et særligt behov for at få hjælp. Og der mener jeg, hvis man læser lovforslaget, at der er gjort rigtig meget ud af – det har i hvert fald været utrolig vigtigt for os – at de borgere ikke skulle falde igennem. Og samtidig ved jeg jo også, at der løbende skal kigges på det her, og at vi skal se på, hvordan og hvorledes vi kan gøre det. Men jeg synes grundlæggende, at hvis der er mulighed for, at man kan gå ind og effektivisere, frigøre ressourcer fra papirarbejde til borgerkontakt, så skal man støtte det. Langt størstedelen af danskerne kan sagtens benytte sig af it, men samtidig er der en gruppe borgere, som har det svært med det, og de skal have hjælp. Og det mener jeg at vi har taget højde for i lovforslaget.

Hr. Finn Sørensen.

Nu er der jo ifølge de opgørelser, vi kender, ca. 500.000 borgere, der ikke har adgang til it, og ikke ved, hvordan man bruger det, og måske aldrig nogen sinde har prøvet det. Ud af disse 500.000 er der 400.000 ældre, og vi ved jo nok alle sammen, at det ikke er nogle, der sådan bare lige lærer det på en eftermiddag, og nogle af dem tør det aldrig. Der er så ifølge Kommunernes Landsforening afsat 140 årsværk fordelt på 98 kommuner til at tage sig af den gruppe borgere, når de skal have hjælp til på en eller anden mærkelig måde at få behandlet deres ansøgninger og forstå de elektroniske svar, nej, det får de jo ikke, for de har ikke nogen pc., men altså, de svar, som de får fra myndighederne, hvordan de så end skal få det, hvis ikke de kan kræve at få det på papir. Så er det bare, jeg siger: Hvor i lovforslagene er det, at den gruppe borgeres retssikkerhed og gode service er blevet sikret? Jeg kan ikke finde det, men det kan være, at fru Özlem Sara Cekic kan finde det til mig.

Ordføreren.

Med hensyn til det der med, at fordi man er ældre, kan man ikke benytte sig af it, vil jeg sige, at der er rigtig mange, der kan lære det. Jeg vil give et konkret eksempel: Min mor kan næsten ikke noget dansk, hun har aldrig tændt en computer, men til gengæld har hun faktisk, når vi har sat os ned og vist hende, hvordan hun kan gå på Facebook og chatte og snakke med sine veninder i Tyrkiet, lært det. Jeg tror faktisk godt, at folk kan lære det. Det er det ene. Det andet er, at mennesker heldigvis har pårørende, har et netværk, hvor man også kan hjælpe hinanden, og hvor er det dog fantastisk og skønt. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at man også kan styrke, at vi altså har et civilsamfund, hvor vi hjælper og støtter hinanden.

I forhold til lovforslaget spørger Enhedslistens ordfører direkte: Hvor står det i lovforslaget? Jeg har ikke lovforslaget med, men når jeg kommer ned fra talerstolen, vil jeg gerne komme over til Enhedslistens ordfører. Vi sidder jo trods alt lige ved siden af hinanden.

Tak til SF's ordfører. Så er det hr. Finn Sørensen som ordfører for Enhedslisten.

Jeg skal lige have en tår vand. Det er jo service, som man kan få fra sin gode venner i regeringen. Tak skal du have, Maja.

Jeg undrer mig meget over, at regeringen fremsætter det her lovforslag. Det gør jeg, fordi Folketinget i december 2010 behandlede lovforslag nr. L 57 om etablering af Udbetaling Danmark. Da stemte de tre nuværende regeringspartier sammen med Enhedslisten imod. Vi lavede en fælles betænkning, hvori de vigtigste argumenter imod lovforslaget er følgende:

Det er usikkert, om den enkelte borger vil kunne opretholde den samme gode personlige vejledning i forbindelse med sin ansøgning som i dag, hvor kommunerne forvalter alle de ydelser, der nu foreslås overført til Udbetaling Danmark; der er fare for, at visse grupper vil kunne falde mellem to stole i ansøgningsproceduren og derved gå glip af de ydelser, de ellers har ret til; det er højst uvist, om landets kommuner vil kunne opnå de besparelser og den effektivisering, som lovforslaget lægger op til; det er usikkert, om den påtænkte flytning af personalet kan lade sig gøre uden efterfølgende retssager.

Når man ser det fremlagte lovforslag, bemærkningerne til det og de fremsendte høringssvar, må man sige, at disse spørgsmål stadig ikke er blevet besvaret på betryggende vis.

Jeg har derfor spurgt ministeren, hvad der har fået hende og regeringspartierne til at ændre holdning. Det er spørgsmål nr. 94 til social- og integrationsministeren. Ministeren mener nu uden nærmere begrundelse, at der kan høstes betydelige stordriftsfordele. Ministeren svarer også, at Udbetaling Danmark allerede er i en fremskreden fase, og i det lys ønsker regeringen ikke at ændre på de aftaler, der er blevet indgået med Kommunernes Landsforening.

Jeg synes ikke, det er en acceptabel begrundelse. Der er en ny situation, et nyt flertal, som ikke behøver at begå de samme fejl, som tidligere flertal begik. Det er vel tværtimod vores pligt at rette op på de fejl. Efter at have studeret lovforslaget og høringssvarene er vi i Enhedslisten da også kun blevet endnu mere kritiske og bekymrede.

De argumenter og betænkeligheder, vi i 2010 var enige med de nuværende regeringspartier om, holder stadig. Det her vil gå ud over servicen til den enkelte borger, især for borgere, som ikke kan begå sig i den digitale verden. Jeg vil gerne henvise til høringssvarene fra Dansk Handicap Forbund, Ældre Sagen m.fl., hvis indvendinger der ikke er taget højde for.

Borgerne mister overblikket over deres sag, når de skal kommunikere med to myndigheder, hvor de før kunne nøjes med en. Sammenholdt med det førnævnte vil det nemt medføre, at borgere ikke får de ydelser, de har ret til. De forventede besparelser holder heller ikke. En lang række kommuner – det har jeg nævnt tidligere i dag – har beregnet, at overgangen til Udbetaling Danmark kommer til at koste dem rigtig mange penge. De har altså fastholdt deres synspunkter, uanset hvad Kommunernes Landsforening siger.

Konsekvensen vil jo være, at der ikke er bemanding i kommunerne til at tage vare på de borgere, der løber sur i den nye struktur, og kommunerne tvinges til at skære i velfærdsydelser.

Forslaget vil gå ud over borgernes retssikkerhed. Der lægges op til samkøring af registre og udveksling af oplysninger mellem kommunerne og den private institution Udbetaling Danmark. Følsomme personoplysninger vil flyde rundt mellem langt flere mennesker, alt sammen uden borgernes samtykke. Borgerne klagemuligheder bliver begrænsede. Jeg vil især henvise til høringssvaret fra statsforvaltningerne, der i sin pæne og høflige form retter en meget hård for ikke at sige dræbende kritik af retssikkerheden i hele det her projekt.

Udbetaling Danmark er en selvejende institution. Den er ganske vist under offentlig kontrol, men ikke desto mindre er der altså tale om en privatisering af et følsomt velfærdsområde, som udbetaling af offentlige ydelser er. Dermed er der også tale om et tab af demokrati. I dag kan borgerne skifte en kommunalbestyrelse ud, hvis de mener, den ikke forvalter ydelserne ordentligt. Den mulighed har man ikke med de ydelser, som Udbetaling Danmark skal forvalte.

Endelig bliver hele projektet gennemført i strid med almindelige regler for god personalepolitik og muligvis også i strid med gældende aftaler. Det er i hvert fald opfattelsen hos de ansattes organisationer. Derfor må vi desværre forvente, at den bekymring, vi havde i 2010 om en stribe retssager i kølvandet på det her, vil blive bekræftet.

Så Enhedslisten opfordrer derfor regeringen til at trække dette lovforslag tilbage og sætte etableringen af Udbetaling Danmark i bero. I modsat fald vil vi stemme imod lovforslaget.

Så havde jeg jo ikke forventet, at jeg i dag skulle få hjælp fra uventet hold, for jeg mener jo, at når selv hr. Eyvind Vesselbo kan få øje på, at der er nogle store problemer i det her lovforslag i forhold til borgernes retssikkerhed, om de får deres ydelser, og om der er de besparelser, der er blevet lovet osv., burde regeringspartierne jo også være i stand til at se det. Så jeg appellerer virkelig til, at man pudser brillerne en ekstra gang og får stoppet den her proces, til vi finder ud af, om alle de bekymringer, vi har, holder vand.

Tak til ordføreren. Så er det fru Thyra Frank fra Liberal Alliance.

LA stemmer for L 86 og L 87, også kaldet Udbetaling Danmark-loven.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, skal den offentlige sektor være moderne og tidssvarende, og LA støtter alle initiativer, der samtidig effektiviserer og udnytter ressourcerne bedre. Med disse lovforslag skønnes det, at kommunerne årligt kan spare knap 300 mio. kr. i administrationsomkostninger.

Den daglige kommunikation mellem borgerne, virksomhederne og det offentlige kommer i fremtiden til at foregå digitalt. Samtidig sikres det, at de borgere, der ikke er it-parate, sikres den nødvendige hjælp og vejledning i kommunerne. Ikke mindst ældre og personer med handicap kan få den fornødne hjælp og bistand i kontakten til det offentlige, hvis der er behov for det.

Liberal Alliance støtter lovforslagene.

Tak til alle ordførerne. Så spørger jeg, om socialministeren vil have ordet. Det vil hun, og hun hedder social- og integrationsministeren.

Jeg skal beklage, at jeg ikke lige var i nærheden af talerstolen, men jeg havde tænkt, at der var en konservativ ordfører, der skulle på, men jeg kan se, at det er der så ikke i dag.

Jeg vil starte med at sige tak for debatten. Vi har jo været omkring etableringen af Udbetaling Danmark i den snak, der har været i den sidste time. Det står nu klart for alle, at det her er noget, der bygger oven på en aftale, der er lavet mellem den tidligere regering, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Der har været givet udtryk for nogle bekymringer, som allerede blev udtrykt for 2 år siden, og som man må sige at der i dag er taget hånd om. Jeg synes, at man har taget hånd om de bekymringer, der gives udtryk for, når vi taler om borgere, som er bekymrede, fordi de ikke vil kunne møde frem ved Udbetaling Danmark. Der har man faktisk sørget for, at de svage og udsatte borgere skal kunne få hjælp på deres borgerservicekontor eller andre steder i kommunen.

Der har været rejst spørgsmål om, hvorvidt det her vil føre til mindre bureaukrati, og om, hvorvidt økonomien i det er i orden. Jeg vil gerne sige, at Kommunernes Landsforening bakker op om, at de 300 mio. kr. kan findes, og at ATP står på mål for det. Derfor har jeg ikke grund til at sige andet, end at vores udgangspunkt må være, at det selvfølgelig vil være det, der kommer til at ske.

De to lovforslag, der behandles sammen, og som altså er om det nye Udbetaling Danmark, er således en opfølgning på etableringsloven. Det andet lovforslag angiver, hvilke dele af lovgivningen der skal overgå til Udbetaling Danmark, og hvilke ydelser der skal blive i kommunerne. Den nuværende regering er sådan set enig i, at vi skal effektivisere og nytænke den offentlige sektor. Udbetaling Danmark-projektet er et stort projekt, og der er rigtig mange penge involveret, og det er mange medarbejdere, det berører. Derfor har vi også været meget grundige i den forberedelse, vi har haft, efter vi overtog regeringsmagten. Vi har sørget for, at medarbejderne flytter med, at indholdet bliver i orden, og at kvaliteten er tilfredsstillende.

Jeg vil sige tak til partierne for gennemgangen. Jeg synes, at det har været nogle gode taler og gode indlæg, der har været. Jeg synes også, at der er givet svar på de bekymringer, der er blevet givet udtryk for. Jeg kan så meddele, at jeg, som det tidligere er blevet nævnt, er blevet spurgt om, hvorvidt der vil blive indkaldt til forhandlinger. Jeg er nu ikke blevet spurgt om, hvorvidt der ville blive indkaldt til forhandlinger inden førstebehandlingen, hvilket også er blevet læst op, men jeg svarede naturligvis hurtigt og høfligt på det spørgsmål, jeg fik, at det er et meget kompliceret og lovteknisk svært lovforslag, og derfor vil vi indkalde til en teknisk gennemgang og også til forhandlinger, hvis det skønnes nødvendigt. Først og fremmest må vi jo se, hvad der sker, når vi har den tekniske gennemgang, og se, om der stadig væk er behov for det.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at flertallet for lovforslagene er på plads, og i den forbindelse vil jeg gerne rette en stor tak til især Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, som jeg synes har kvitteret for og stået bag den holdning, de hidtil har haft, og det vil jeg gerne sige tak for her fra talerstolen.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg er da i hvert fald glad for, at ministeren vil indkalde til en teknisk gennemgang, og så må vi jo se, om vi undervejs i den gennemgang kan finde svarene på de spørgsmål og betænkeligheder, som vi har. Der skal man da møde frem med åbent sind og se, om man kan lade sig belære.

Men jeg vil gerne hæfte mig ved den del af det, hvor ministeren ligesom henviser til Kommunernes Landsforening. Altså, Danmarks Radio bringer den 12. december et interview med formanden for Kommunernes Landsforening, Jan Trøjborg. De refererer ham for at sige, at han mildt sagt ikke er fyldt med forventninger om den store gevinst. Det går altså på besparelserne. Han henviser til, at den tidligere regering tromlede Udbetaling Danmark igennem. Så citeres Jan Trøjborg for følgende:

»Det er bestemt ikke en tidsel, der er vokset i vores have, og vi forstår udmærket kommunernes skepsis.«

Det tyder jo ikke på, at formanden for Kommunernes Landsforening er helt så overbevist om det gode i det her projekt, som ministeren er. Ville det så ikke have været en god anledning til at tage en drøftelse om at stoppe projektet, når nu en vigtig spiller som Kommunernes Landsforening på den her måde ytrer sin skepsis over for lovforslagene?

Ministeren.

Jeg er jo glad for, at der er kommet forskellige meldinger fra Kommunernes Landsforening, for der er også kommet andre toner end dem, som hr. Finn Sørensen her redegør for.

Jeg vil gerne sige, og det tror jeg har været meget tydeligt for dem, der har lyttet med på debatten i dag, at da den tidligere regering sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vedtog etableringsloven til Udbetaling Danmark, var vi mange, der havde store bekymringer. Vi stemte, også vi, der nu sidder i regering, faktisk for den etableringslov. Det, der så er sket efterfølgende, er jo, at en af de bekymringer, der var, var, at man ville haste tingene igennem. Vi kan konstatere nu, at det har taget et år længere.

Sagde jeg noget forkert? Det virker sådan. Imod, jeg sagde forkert. Jeg beklager, jeg kunne se på ansigterne, at de var lagt i de forkerte folder. Jeg gentager selvfølgelig, hvad det var, jeg ville have sagt, og ikke hvad jeg sagde. Vi stemte imod, fordi vi havde en række bekymringer.

De bekymringer har vi jo til dels taget hånd om nu. ATP, som er dem, der skal stå for det her, står inde for, at den effektiviseringsgevinst, vi taler om, er der. Jeg vil gerne understrege en gang for alle, at de penge, der vil blive sparet, jo ikke er penge, som vi sidder herinde i Folketinget og labber til os. Det er penge, der vil være ude i kommunerne og vil kunne bruges til omsorg, til varme, til personlig pleje, til hjælp til undervisning. Det er penge, der vil kunne gives til velfærd. Det er ikke os, der sidder herinde, der skummer fløden og siger, at nu skal man løbe stærkere derude. Det er en aftale, KL selv har lavet, og de beholder selv det overskud, der er.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslagene henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.