Tak, hr.
formand.
Jamen med hensyn til det her forslag vedrørende afskaffelse af prisloftet på 6-ugers selvvalgt uddannelse har vi tidligere haft en debat om de problemer, der er vedrørende arbejdsmarkedsuddannelserne.
Da vi i sin tid indførte prisloftet over 6-ugers selvvalgt uddannelse, var ønsket egentlig, at vi helt havde fjernet 6-ugers selvvalgt uddannelse.
I Dansk Folkeparti mener vi ikke, at der er behov for, at der er et fast ugeantal for uddannelserne.
Vi har faktisk et ønske om, at vi skal lave en reform af arbejdsmarkedsuddannelserne.
Det er nødvendigt at se på, hvordan de er skruet sammen, hvordan arbejdsmarkedsuddannelserne fungerer, hvad vi har behov for for at få de unge i arbejde, for at få de ledige i arbejde.
Det er ikke så lang tid siden, vi hørte, at der er flere unge, der siger, at de uddannelser, de får i dag, ikke er aktuelle, de er blevet for gamle.
Derfor er der hele tiden brug for nytænkning.
Et klart ønske fra Dansk Folkeparti er faktisk, at der bliver taget hul på debatten om arbejdsmarkedsuddannelserne:
Skal vi have en reform af arbejdsmarkedsuddannelserne?
Det kan godt være, at der er nogle, der skal helt væk fra systemet.
Det kan godt være, at der er nogle AMU-centre, der kommer til at lave om på alt, hvad de har troet på de sidste mange, mange år.
Det kan også godt være, at der er nogle tekniske skoler, der skal se anderledes på de uddannelser, som vi giver de ledige.
Derfor har vi et klart ønske om, at vi skal have 6-ugers selvvalgt uddannelse væk.
Det skal være sådan, at man skal have det kursus, der kan give et job.
Om det så er 6 uger, 8 uger eller 10 uger, er det ikke det, der betyder noget.
Det skal heller ikke være prisen på det kursus, der skal være afgørende, men det skal være afgørende, om man kan få et job.
Vi skal ikke have folk til at gå og sige, at hvis de tager det her kursus, slipper de for aktivering i den periode, og så skal de heller ikke søge job i den periode.
Og så får de et kursus, der ikke giver noget job.
Nej, vi skal se på, hvilke kurser der giver et job, og dem skal vi satse på.
Derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at der er brug for en reform af arbejdsmarkedsuddannelsessystemet.
Vi kan også godt se, at prisloftet måske har været lidt for stramt, for der var nogle kurser, der gav job, der kom lidt i klemme der, og vi kan godt se det positive i, at der sker nogle ændringer her.
Men som sagt er vores ønske klart, at der kommer en debat af en reform af arbejdsmarkedsuddannelserne, og at vi får noget mere nytænkning ind og får det tilpasset det, som erhvervslivet har behov for, og som giver de ledige job.
Så med det som udgangspunkt siger vi nej til lovforslaget, men vi opfordrer regeringen til at se på, om vi skal have lavet en reform af arbejdsmarkedsuddannelserne.