Europaudvalget 2010-11 (1. samling)
Rådsmøde 3082+3083 - almindelige anl. Bilag 2
Offentligt
979330_0001.png
10. Rådsbeslutning om indførelse af restriktive tiltag mod personer, der krænker
menneskerettigheder i Iran
KOM-dokument foreligger ikke
Nyt notat
1. Resumé
Menneskerettighedssituationen i Iran er fortsat dybt bekymrende. Regimets hårdhændede forfølgelse af egne
borgere fortsætter, specielt er de seneste måneders markante stigning i antallet af henrettelser alarmerende. Der
lægges op til, at EU vedtager målrettede restriktive tiltag i form af indrejseforbud og indefrysning af aktiver for
personer, der har deltaget i eller er ansvarlige for alvorlige menneskerettighedskrænkelser i Iran.
2. Baggrund
Det iranske styres meget hårdhændede forfølgelse af egne statsborgere er fortsat dybt
bekymrende. Borgernes ytringsfrihed og forsamlingsret undertrykkes systematisk, de seneste
måneder er antallet af henrettelser steget markant, der rapporteres om brug af tortur i
forbindelse med fængsling og afhøring specielt af menneskerettighedsaktivister, journalister,
advokater og oppositionelle kræfter, borgere arresteres arbitrært og retssager synes ikke at lave
op til internationale standarder.
Rådet udtrykte den 21. marts 2011 dyb bekymring over udviklingen på
menneskerettighedsområdet i Iran. Rådet udtrykte endvidere parathed til at drøfte
menneskerettighedssituationen med de iranske myndigheder og lagde samtidig op til hurtig
vedtagelse af målrettede restriktive foranstaltninger. På den baggrund lægges nu op til
vedtagelse af målrettede restriktive tiltag mod personer, der har taget del i eller er ansvarlige for
grove krænkelser af menneskerettigheder i Iran. Disse tiltag omfatter forbud mod indrejse og
transit samt indefrysning af alle midler for navngivne personer. Ved deltagelse i visse
internationale møder kan der dog gøres en undtagelse fra restriktioner efter forudgående
notificering og godkendelse fra Rådet.
Listen over personer, der rammes af disse tiltag, skal vedtages af Rådet. Den er udarbejdet på
baggrund af to kriterier:
1. Personer, der har deltaget i eller er ansvarlige for at lede eller gennemføre alvorlige
menneskerettighedskrænkelser mod fredelige demonstranter, journalister, menneskerettigheds-
forkæmpere, studenter eller personer, som forsvarer deres legitime rettigheder, herunder
ytringsfrihed.
2. Personer, der har deltaget i eller er ansvarlige for at lede eller gennemføre alvorlige brud på
retten til en fair retssag, tortur, eller overdreven brug af dødsstraf.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2
De restriktive tiltag skal foreløbigt være gyldige i 12 måneder. Parallelt hermed gøres der forsøg
på at indlede en menneskerettighedsdialog med Iran.
EU's restriktive tiltag er en del af et stigende internationalt pres mod Iran for at forbedre
landets overholdelse af menneskerettighederne. FNs Menneskerettighedsråd vedtog den 24.
marts at udpege en Special Rapporteur for menneskerettigheder i Iran, mens USA i september
2010 indførte restriktive tiltag mod en række navnegive iranske personer, pga. deres rolle i
krænkelse af menneskerettigheder i Iran.
3. Hjemmelsgrundlag
Spørgsmålet om hjemmelsgrundlaget er ikke relevant.
4. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
5. Formål og indhold
Rådet ventes at vedtage en rådsafgørelse vedrørende gennemførelsen af målrettede restriktive
tiltag mod personer, der har deltaget i eller er ansvarlige for grove krænkelser af
menneskerettighederne i Iran. Parallelt søges indledt en dialogproces med Iran.
6. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
7. Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor
Ikke relevant.
8. Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller
beskyttelsesniveauet
Sagen forventes ikke at have konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet
eller beskyttelsesniveauet.
9. Høring
Sagen har ikke været sendt i høring.
10. Regeringens foreløbige holdning
Den danske regering har ved flere lejligheder udtalt stærk bekymring for menneskerettigheds-
situationen i Iran og støtter indførelsen af målrettede EU-sanktioner, med det formål at lægge
pres på regimet for en forbedring af situationen.
11. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der forventes bred opbakning i EU til indførelse af målrettede sanktioner mod Iran.
12. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3
Sagen har senest været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering den 18. marts 2011.