Rådsmøde (udenrigsanliggender) den 14. november 2011
2. Afghanistan
KOM-dokument foreligger ikke.
Nyt notat.
1. Resumé
Der er på rådsmødet lagt op til en drøftelse af situationen i Afghanistan med fokus på den forestående
Afghanistan-konference den 5. december 2011 i Bonn. Der forventes i den forbindelse vedtaget et mandat til at
indlede forhandlinger om en langsigtet Partnerskabs- og Samarbejdsaftale mellem EU og Afghanistan samt
rådskonklusioner.
2. Baggrund
Det altoverskyggende internationale fokus i øjeblikket er transitionsprocessen og arbejdet med
at få skabt de rammer, der skal gøre det muligt for afghanerne selv at overtage det fulde ansvar
for sikkerheden ved udgangen af 2014. Der er efterhånden også – med især Bonn-konferencen
som drivkraft – ved at komme mere fokus på perspektiverne for den internationale
tilstedeværelse efter 2014.
Bonn-konferencens fokus er især det civile engagement i Afghanistan, og der lagt op til tre
over-ordnede tema-drøftelser: 1) De civile aspekter af transitionen op til 2014, 2) Det
langsigtede engagement i Afghanistan og 3) Støtte til den politiske proces i Afghanistan, dvs. de
afghanske bestræbelser på at gennemføre en national forsonings- og reintegrationsproces i
forhold til Taliban og andre oprørsgrupper.
Transitionen er drevet af det militære spor, men den politiske og civile side er vigtig for en
bæredygtig ansvarsoverdragelse. Transitionsprocessen gennemføres i faser og blev formelt sat i
gang i juli 2011 med overdragelsen af de første syv provinser og distrikter, inkl. LashKar Gah
(provinshovedstaden i Helmand). Næste fase ventes udmeldt i løbet af de næste uger og ventes
bl.a. at inkludere et distrikt i Helmand-provinsen.
Den civile indsats har skabt store fremskridt over årene, bl.a. er millioner af børn kommet i
skole og millioner af afghanere har fået adgang til basale sundhedsydelser. Den afghanske stats
svaghed er en stor udfordring for den civile side af transitionsprocessen – den langsigtede
tilgang, som præger udviklingsbistanden, matcher dårligt med transitionsprocessens krav om
hurtig fremdrift. Samtidig er manglende fremskridt på centrale men vanskelige områder som
god regeringsførelse og korruptionsbekæmpelse en udfordring for hele transitionsprocessen.
På den positive side ser det nu ud til, at IMF er klar til at indgå en ny finansieringsaftale med
den afghanske regering. Aftalen har været på hold det sidste år pga. krisen omkring den
korruptionsramte Kabul Bank, hvilket har blokeret store dele af den internationale bistand.
Den internationale prioritering af en politisk løsning på konflikten er steget mærkbart efter
udenrigsminister Clintons udmelding om nødvendigheden af en ”diplomatisk surge” i februar
2011. Der udestår imidlertid stadig et gennembrud i forsoningsprocessen, og det er nødvendigt