Europaudvalget 2011-12
Rådsmøde 3124 - udenrigsanliggender Bilag 3
Offentligt
1040263_0001.png
SUPPLERENDE SAMLENOTAT - Rådsmøde (udenrigsanliggender) den 14.
november 2011
11. Iran
KOM-dokument foreligger ikke.
Nyt notat.
1. Resumé
Iran er kommet på dagsordenen i lyset af rapporten om Iran af den 8. november 2011 fra Det Internationale
Atomenergiagentur og drøftelsen vil fokusere herpå.
2. Baggrund
Iran er kommet på dagsordenen i lyset af rapporten om Iran af den 8. november 2011 fra Det
Internationale Atomenergiagentur og drøftelsen vil fokusere herpå. Rapporten konkluderer ikke
entydigt, at Iran har et aktivt atomvåbenprogram, men kommer tæt på med en formulering om,
at IAEA er alvorligt bekymret for mulige militære dimensioner af Irans atomprogram, og at
IAEA efter grundigt og kritisk at have vurderet den omfattende information, det har til
rådighed, finder informationen generelt troværdig. Informationen indikerer endvidere ifølge
IAEA, at disse aktiviteter før udgangen af 2003 fandt sted i et struktureret program, og at nogle
aktiviteter fortsat kan være i gang.
I rapporten sammenfattes de iranske aktiviteter, der er relevante for udviklingen af et
atomvåben, som: militære personers og organisationers forsøg – til dels vellykkede – på at
anskaffe nukleart og dual use udstyr og materiale, forsøg på at udvikle ikke-deklarerede metoder
til produktion af nukleart materiale, anskaffelse af information og dokumentation fra et
hemmeligt netværk vedrørende udvikling af atomvåben samt arbejde på at udvikle et eget
atomvåben-design, herunder test af nogle komponenter. Dette udbygges i et bilag, der
indeholder detaljerede oplysninger om iranske aktiviteter på tolv nærmere definerede områder.
Det fremgår, at mens disse hver for sig til dels kan have civile eller ikke-nukleare formål, udgør
de tilsammen et billede, der med størst sandsynlighed peger på et militært atomprogram.
Rapporten fastholder desuden tidligere udsagn om, at Iran fortsat ikke overholder
Sikkerhedsrådsresolutionerne for så vidt angår de fortsatte berigelses- og tungtvandaktiviteter,
den manglende implementering af tillægsprotokollen etc. Rapporten medtager tillige denne
gang mere omfattende oplysninger om igangværende aktiviteter i forbindelse med uran-
konvertering og brændselsfremstilling, som tillige betegnes som værende i modstrid med Irans
forpligtelser.
Menneskerettighedssituationen i Iran er fortsat dybt bekymrende. Regimet overvåger og
undertrykker sine egne borgere – særlig brutal er undertrykkelsen af politiske aktivister,
journalister, menneskerettighedsforkæmpere, kunstnere, minoritetsgrupper og
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2
oppositionsmedlemmer. Endvidere tegner 2011 til at blive rekordår for henrettelser. I 2010
blev 253 personer henrettet, mens der ifølge Amnesti International i de første 6 måneder af
2011 er blevet henrettet 190 personer og der rapporteres om yderligere 130 henrettelser. I
gennemsnit henrettes 2 personer om dagen. Irans henrettelsesmetoder er middelalderlige og
inhumane, hvilket i september 2011 blev demonstreret ved offentlig langsom hængning af en
teenager dømt for drab.
3. Hjemmelsgrundlag
Spørgsmålet om hjemmelsgrundlaget er ikke relevant.
4. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
5. Formål og indhold
Iran er kommet på dagsordenen i lyset af rapporten om Iran af den 8. november 2011 fra Det
Internationale Atomenergiagentur og drøftelsen vil fokusere herpå. I rapporten sammenfattes
de iranske aktiviteter, der er relevante for udviklingen af et atomvåben. Rapporten fastholder
desuden tidligere udsagn om, at Iran fortsat ikke overholder Sikkerhedsrådsresolutionerne for
så vidt angår de fortsatte berigelses- og tungtvandaktiviteter, den manglende implementering af
tillægsprotokollen.
6. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig om sagen.
7. Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor
Ikke relevant.
8. Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller
beskyttelsesniveauet
Evt. forstærkede sanktioner kan - afhængigt af deres udformning- have konsekvenser for såvel
erhvervslivet som statsfinanserne.
9. Høring
Sagen har ikke været sendt i høring.
10. Regeringens foreløbige generelle holdning
Fra dansk side støttes udenrigsrepræsentantens og EU 3+3’s tilgang til Irans atomprogram,
hvor man søger at indgå i realitetsforhandlinger med Iran og samtidig tilskynder Iran til dette
med indførslen af målrettede sanktioner.
11. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der ventes at være generel enighed om udenrigsrepræsentantens og EU3+3’s tosporsstrategi.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3
12. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
En styrkelse af EU’s sanktioner på menneskerettighedsområdet har været forelagt Folketingets
Europaudvalg den 3. oktober 2011. Irans atomprogram har senest været forelagt den 31. januar
2011.