UDENRIGSMINISTERIET
Center for Europa
EUK j.nr. 400.A.5-0-0
Den 17. november 2011
Rådsmøde (udenrigsanliggender - udenrigsdelen)
den 14. november 2011
REDEGØRELSE
1. Rusland
Ministrene drøftede under en uformel middag søndag aften EU’s samarbejde med Rusland
frem mod det kommende EU-Rusland topmøde. Fokus var på det russiske WTO-
medlemskab samt samspillet med Rusland i forhold til internationale spørgsmål, herunder fx
demokrati, menneskerettigheder og handel.
2. Afghanistan
Rådet drøftede Afghanistan som optakt til Bonn-konferencen den 5. december. Der var bred
enighed om, at EU skulle forpligtige sig på et langsigtet engagement i Afghanistan, hvilket
godkendelsen af forhandlingsdirektiver forud for forhandlingerne om en samarbejdsaftale om
partnerskab og udvikling også var et konkret signal om. Flere medlemslande talte for øget civil
bistand med henblik på at følge op på den militære indsats. Der var også en understregning af,
at Afghanistan også måtte levere på sine forpligtigelser herunder vedr. regeringsførelse, kor-
ruptionsbekæmpelse og menneskerettigheder, hvis støtten til Afghanistan skulle kunne fast-
holdes. Flere medlemslande fremhævede EUPOL som en vigtig indsats og udtrykte bekym-
ring over EP’s forslag om at reducere missionens budget for 2012.
3. Sydlige naboer
Rådet havde en længere drøftelse af hhv. Libyen, Tunesien og Syrien, og der blev vedtaget
rådskonklusioner om alle tre lande. For så vidt angår Libyen var vurderingen af den nye pre-
mierminister generelt positiv, og der blev opfordret til tålmodighed omkring dannelse af en
overgangsregering. Medlemslandene understregede i drøftelsen bl.a. vigtigheden af national
forsoning, nødvendigheden af at integrere militserne i hhv. militæret og politiet, vigtigheden af
retsstatsprincipper, herunder kvinders rettigheder, samt ønsket om EU’s integration i EU’s
naboskabspolitik og Unionen for Middelhavet. Der var enighed om, at EU skal være aktiv og
støtte op om FN’s koordinerende rolle. Udviklingen i Tunesien gav anledning til forsigtig op-
timisme, og vigtigheden af at anerkende valgets resultat blev understreget. Flere medlemslande
understregede nødvendigheden af dialog med både regeringen, den grundlovsgivende forsam-
ling og civilsamfundet. Der var udbredt bekymring over situationen i Syrien og Rådet beslut-
tede på baggrund heraf at indføre nye restriktive foranstaltninger imod regimet i form af en
indefrysning af lån fra den Europæiske Investerings Bank samt en udvidelse af listen over per-
soner ramt af sanktioner. Der var bred opbakning til at øge samarbejdet med den Arabiske
Liga og kontakter til Gulf Cooperation Council.
4. Serbien og Kosovo
Punktet blev taget af dagsordenen.