UDENRIGSMINISTERIET
J.nr. 500.K.4-24.
Den 15. juni 2012
Samlenotat: Etablering af CSDP-mission i Sydsudan
Nyt notat.
KOM-dokument foreligger ikke.
1. Resumé
Rådet ventes at godkende etableringen af en CSDP-mission i Sydsudan, EUAVSEC-South Sudan, der har
til formål at bidrage til lufthavnssikkerhed i Juba lufthavn. Der ventes ingen drøftelse.
2. Baggrund
Sydsudan blev uafhængigt den 9. juli 2011 efter en fredelig folkeafstemning. Situationen i landet
er skrøbelig. Sydsudan står med en lang række udfordringer, dels som følge af en række
uafklarede spørgsmål i forhold til naboen mod nord, herunder den endelige status af det
olierige område omkring Abyei, grænsedragning og sikkerhedsrelaterede spørgsmål, dels fordi
landet har et markant behov for støtte til opbygning af institutioner, kapacitet og infrastruktur.
Rådet blev den 20. juni 2011 enige om at følge en samtænkt tilgang til udviklingen i Sudan og
Sydsudan med henblik på at støtte Sydsudan i udviklingen mod etableringen af en bæredygtig
og stabil stat. Den samtænkte tilgang åbnede for muligheden for udsendelse af en civil CSDP-
mission til styrkelse af lufthavnssikkerheden i Juba på kort sigt, med mulighed for på mellem-
lang sigt også at lade missionen omfatte integreret grænsehåndtering. Der har efterfølgende,
bl.a. gennem udsendelsen af et fact-finding-hold til Sydsudan i foråret 2012, været arbejdet på at
skabe det fornødne planlægnings- og etableringsgrundlag for missionen.
Rådet forventes i forbindelse med rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 18.-19. juni 2012 at
godkende operationskoncept og retsakt, hvormed missionen vil kunne etablereres.
3. Formål og indhold
Rådet forventes at ville godkende etableringen af CSDP-missionen European Union Aviation
Security in South Sudan, EUAVSEC-South Sudan. Formålet med missionen er at bidrage til, at
Jubas internationale lufthavn fungerer effektivt, herunder med særligt fokus på at opnå en
lufthavnssikkerhed, der lever op til internationale standarder. Missionen har til formål at rådgive
den sydsudanesiske regering og andre relevante myndigheder i forhold til etablering af de
nødvendige sikkerhedsstrukturer og institutioner samt assistere med udvikling og
implementering af sikkerhedsprogrammer og planer, herunder igennem træningsaktiviteter.
Missionen vil ikke have eksekutive funktioner.
Missionen, der indledningsvist vil have et 1-årigt mandat, forventes at have en omkostning på
12.5 mio. EUR og vil beskæftige i alt op til 50 civile eksperter. Missionen vil blive finansieret