Europaudvalget 2012-13
Rådsmøde 3189 - økofin Bilag 2
Offentligt
1169111_0001.png
E
Referat fra Rådsmødet (ECOFIN) den 9. oktober 2012
Dagsordenspunkt 1: Afgift på finansielle transaktioner (FTT)
Ministrene drøftede spørgsmålet om forstærket samarbejde om en finansiel
transaktionsskat. Kriteriet for at iværksætte forstærket samarbejde er bl.a., at mindst
ni interesserede lande skal anmode Kommissionen herom. På baggrund af
tilkendegivelserne på mødet vurderes det sandsynligt, at tilstrækkeligt mange lande vil
tilslutte sig et forstærket samarbejde.
Dagsordenspunkt 2: Revision af kapitalkrav (CRR/CRD-IV)
På ECOFIN den 15. maj 2012 blev der opnået enighed i Rådet om de reviderede
kapitalkrav. Det danske formandskab indledte forhandlinger med Europa-Parlamentet,
og de fortsætter nu under det cypriotiske formandskab. Formandskabet redegjorde
kort for forhandlingerne mellem Rådet og Europa-Parlamentet og vil komme tilbage til
en drøftelse i Rådet, når man er tættere på et muligt kompromis.
Dagsordenspunkt 3: Opfølgning på uformelt ECOFIN d. 14.-15. september 2012
Formandskabet orienterede kort om drøftelserne på uformelt ECOFIN den 14.-15.
september 2012.
Dagsordenspunkt 4: Det Europæiske Semester 2012
Ministrene drøftede muligheder for forbedringer af processen for det europæiske
semester, f.eks. et mere effektivt løbende ”kollegialt pres” for reformer, større
differentiering af anbefalinger i lyset af landenes udfordringer, øget fokus på
implementering og fælles overvågning af landenes opfølgning på deres respektive
anbefalinger m.v. Drøftelsen er et bidrag til forberedelsen af det europæiske semester
for 2013.
Dagsordenspunkt 5: Revideret henstilling til Portugal
ECOFIN (eurolandene) vedtog på mødet den 9. oktober en revideret henstilling til
Portugal. Vedtagelsen af den reviderede henstilling indebærer, at Portugals frist for at
korrigere sit uforholdsmæssigt store underskud udskydes fra 2013 til 2014.
Dagsordenspunkt 6: Forberedelse af IMF- og G20-møder
På ECOFIN den 9. oktober forberedte ministrene det fælles EU-indlæg til mødet i
IMF’s ministerkomité, IMFC, i forbindelse med IMF’s årsmøde i Tokyo den 12.-14.
oktober med fokus på den aktuelle økonomiske situation, de økonomisk-politiske
udfordringer for IMF-landene samt reformer af IMF. Ministrene havde en indledende
drøftelse af forberedelsen af EU’s position til G20-mødet for økonomi- og
finansministre samt centralbankchefer den 4.-5. november. Terms of Reference til
dette møde ventes færdiggjort ultimo oktober.