Uanset hvad man mener om finanspagten, er vi vel enige om, at den får enorm betydning for den økonomiske politik i Europa, i Danmark, på kort sigt, på lang sigt, og at den virkelig er med til at lægge nogle spor for den økonomiske politik, herunder lægge det spor, som jo er helt tydeligt fra debatten, der har været i Europa, at man skal prioritere det, man kalder tilliden på markederne, altså at finansmarkederne har tillid til vores økonomi er vigtigere end det spørgsmål om at skabe beskæftigelse for dem, der er arbejdsløse, og i det hele taget sætte grænser for, hvordan den økonomiske politik udfolder sig.
Vi ser så for Danmarks vedkommende, at så skal finanspagten jo følges op med en budgetlov, som skal vedtages her i Folketinget, og jeg har læst finansministeren udtale, at det er den vigtigste lov i årtier.
Så det er altså på EU-plan, der sker en voldsom forandring, præcisering af den måde, man synes der skal føres politik på i de enkelte lande, samtidig med at vi får den fulgt op i Danmark med en lov, som er den vigtigste i årtier.
Vi ved også, at den budgetlov, der skal vedtages i Danmark, skal kunne udsættes for afprøvning ved EU-Domstolen.
Jeg går ud fra, at den senere tolkning af denne lov, eventuelle ændringer af denne lov, også skal afprøves ved EU-Domstolen.
Det vil sige, at EU-Domstolen lige pludselig også kommer ind meget direkte i forhold til den økonomiske politik og vurderingen af den økonomiske politik i Danmark – uden nogen tvivl skelsættende for den økonomiske politik i Danmark.
Det er derfor, at jeg ikke forstår, hvorfor man ikke med det samme siger, at der skal være en folkeafstemning.
Det er jo ikke et juridisk spørgsmål.
Det er jo et politisk spørgsmål, om den danske befolkning synes, at det en god idé, at man på den måde lægger sporene for de kommende mange, mange års økonomiske politik i Danmark, og om det sker ved en folkeafstemning eller ved nogle partier i Folketinget, der på forhånd er enige.
Jeg vil også bare sige til sidst, at det jo viser sig, at det, der måske er det vigtigste i sådan en proces, er debatten, så alle forstår, hvad der sker, i stedet for at det bare er noget, der tromles igennem.