København, den 6. juni 2013
Kære Folketingets Europaudvalg
Vedrørende EU's og EU’s medlemsstaters nationale CSO køreplaner
Concord Danmark har netop udgivet en ny rapport ”Country CSO Roadmaps: How EU delegations can
strenghten engagement with civil society” udarbejdet af PolicyAdvice. Den sætter fokus på EU’s
civilsamfundsmeddelelse fra 2012, hvori EU og EU’s medlemsstater forpligter sig til at indgå i en mere
strategisk og struktureret dialog med civilsamfundet på landeniveau via nationale CSO køreplaner.
Formålet med rapporten er at skabe et solidt fundament for Concord Danmark og vores partneres
arbejde med EU’s nationale CSO køreplaner, samt at bidrage med input til Danmarks kommende
strategiske ramme for deltagelse i EU's udviklingsarbejde og politik for civilsamfundet i Danmarks
udviklingssamarbejde.
Concord Danmark værdsætter, at der i arbejdet med disse to danske initiativer lægges op til, at
Danmark engagerer sig i implementeringen af EU's civilsamfundsmeddelelse og EU's
menneskerettigheds- og demokratipakke. Med Concord Danmarks nye rapport opfordrer vi til, at dette
engagement vil stå stærkt i de endelige versioner, men samtidig skal rapporten også ses som et oplæg
til fortsat dialog om den kommende danske civilsamfundspolitik og hvordan det danske engagement i
EU's nationale CSO køreplaner kan udfoldes og koordineres.
Rapporten konkluderer at EU-delegationerne ikke konsekvent inddrager civilsamfundet i en strategisk
og struktureret dialog udover bistandsprogrammering. Der er således lang vej til at realisere ambitionen
om at udarbejde nationale CSO køreplaner, der rummer potentialet til at understøtte en struktureret
dialog og strategisk samarbejde med civilsamfundet. Europæiske udviklingsaktører bør erkende, at EU’s
civilsamfundsmeddelelse udgør et paradigmeskifte og at de alle har betydelige roller at spille og
interesse i, at fremme et mere strategisk samarbejde samt dialog på alle niveauer mellem EU og
civilsamfundet - herunder særligt i forbindelse med nationale CSO køreplaner. Rapporten anbefaler, at
samarbejdet baseres på en menneskerettighedsbaseret tilgang med ikke-diskrimination, deltagelse,
gennemsigtighed og ansvarlighed hos alle aktører. Den har desuden konkrete anbefalinger til
Europakommissionen, EU delegationerne, medlemsstater og civilsamfundsorganisationer.
Anbefalingerne til EU’s medlemsstater er:
At tage aktiv del i udviklingen af EU’s nationale CSO køreplaner samt understøtte EU-
delegationerne med analyser og information.
At etablere partnerskaber med civilsamfundsorganisationer, der sikrer langsigtede og
forudsigelige finansieringskilder, der understøtter institutionel kapacitetsopbygning.
Aktivt og åbent adressere menneskerettighedskrænkelser og pres på politisk handlerum, samt
støtte civilsamfundets politiske dialog med regeringer.
Concord Danmark – Fælledvej 12 – Global Platform 4. th. – 2200 København N – www.concorddanmark.dk
1