Afgivelse af skriftligt indlæg i tysk præjudiciel sag, C-118/13 Bollacke

1. Indledning

Landesarbeitsgericht Hamm har i en sag anlagt af Gülay Bollacke mod K + KKlaas & Kock B.V. & Co. KG forelagt EU-Domstolen tre præjudicielle spørgsmålom fortolkningen af artikel 7, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæg-gelse af arbejdstiden (arbejdstidsdirektivet). Artikel 7 vedrører retten til årlig betaltmindsteferie og har følgende ordlyd:”1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle ar-bejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmel-se med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgiv-ning og/eller praksis.2. Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansielgodtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.”De tre forelagte spørgsmål lyder således:”1. Skal artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF fortolkes således, at den er til hin-der for nationale retsregler eller praksis, ifølge hvilke retten til den årlige betaltemindsteferie ved arbejdstagerens død bortfalder i sin helhed, dvs. ud over den rettil at blive fritaget fra arbejdsforpligtelsen, som ikke længere kan virkeliggøres,også retten til betaling af feriepenge?2. Skal artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88/EF fortolkes således, at retten til en fi-nansiel godtgørelse for den årlige betalte mindsteferie ved arbejdsforholdets ophører knyttet til arbejdstagerens person på en sådan måde, at dette krav kun tilkommerdenne med henblik på, at han også på et senere tidspunkt kan virkeliggøre de for-mål om rekreation og fritid, der er forbundet med ydelsen af den årlige betalte fe-rieperiode?3. Skal artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF fortolkes således, at arbejdsgiverenmed henblik på at beskytte arbejdstagerens sikkerhed og sundhed ved tilrettelæg-gelsen af arbejdstiden er forpligtet til også reelt at give arbejdstageren ferie indenkalenderårets udgang eller senest inden udgangen af den overførselsperiode, derer relevant for arbejdsforholdet, uafhængigt af om arbejdstageren har ansøgt omferie?”

2. Sagens baggrund

Sagen vedrører en arbejdstager, som ved sin død havde opsparet over 140 ferieda-ge, hvilket er muligt ifølge de regler, som lønmodtageren var omfattet af.Der er mellem parterne ikke enighed om, hvorfor arbejdstageren igennem årenehavde undladt at holde den opsparede ferie. Sagsøgeren, afdødes hustru, har gjortgældende, at det skyldtes personalemangel. Sagsøgte har ikke angivet nogen be-grundelse.Sagsøgeren har gjort gældende, at det ikke er foreneligt med EU-retten at lade kra-vet på feriegodtgørelse afhænge af, om kravet på ferie kan opfyldes. Desuden harhun gjort gældende, at manden ikke fik lov til at holde ferie.Efter tysk praksis er ferieretten defineret som en ophævelse af arbejdstagerens ar-bejdsforpligtelse, mens arbejdsgiverens lønforpligtelse består. Efter den indankededom bortfalder en arbejdstagers ret til ferie ved dennes død, da arbejdstagerensydelsesforpligtelse ikke længere består, og alle krav på fritagelse for denne arbejds-forpligtelse falder væk. Dette gælder også retten til ferie, som herefter ikke kanændres til et godtgørelsesbeløb. Det er arbejdstagerens død og ikke ophøret af an-sættelsesforholdet, der medfører bortfaldet af feriekravet.Sagsøger har derfor ikke krav på afdødes feriepenge for den ikke afholdte ferie.Den forelæggende ret bemærker bl.a., at en arbejdstager efter tysk ret kan have eterstatningskrav mod en arbejdsgiver, hvis arbejdstageren har bedt om ferie, og ar-bejdsgiveren ikke efterkommer det uden grund. Denne erstatningsydelse kan eftertysk ret måske arves, da den ikke er knyttet til personen. Den forelæggende ret me-ner imidlertid ikke, at arbejdstageren i den konkrete sag har givet påkrav om ferien.Dette kan være uden betydning, fordi tidspunktet for ydelsen skal beregnes på bag-grund af kalenderen og ikke efter påkrav.Efter den tyske ferielov og praksis har arbejdsgiveren imidlertid ikke en forpligtel-se til selv at fastsætte ferien. Det er derfor spørgsmålet, om arbejdsgiveren somfølge af arbejdstidsdirektivet har en forpligtelse til, at arbejdstageren rent faktiskholder sin ferie på trods af den tyske ferielov og praksis.Den forelæggende ret anfører, at arbejdsgiveren som følge af dennes organisati-onsbeføjelse kan sørge for, at arbejdstageren holder sin ferie. Herom anfører denforelæggende ret bl.a. følgende:”At overlade det fulde ansvar herfor til arbejdstageren ved at stille krav om en an-søgning kan være til hinder for en effektiv gennemførelse af den beskyttelse af ar-bejdstagere, der forfølges med direktivet. Dette gælder især ud fra det synspunkt,at arbejdsgiveren helt kunne slippe for forpligtelsen til at betale den finansiellegodtgørelse, der er forbundet med retten til ferie. Han kunne muligvis have en øko-nomisk interesse, som var i konflikt med en virkeliggørelse af arbejdstagerens sik-kerhed og sundhed. Det tredje spørgsmål drejer sig derfor om de forpligtelser, der

3. Sagens betydning for Danmark

De to første spørgsmål er i dansk henseende isoleret set uinteressante, da spørgs-målet er reguleret i ferielovens § 30, stk. 5, hvorefter boet kan få udbetalt feriepen-gene.Det tredje spørgsmål kan derimod få betydning for den danske ferielov afhængig afEU-Domstolens udtalelse.Efter dansk ret er det arbejdsgiveren, der i sidste ende fastlægger ferien, jf. ferielo-vens § 15, samt forarbejderne hertil. Lønmodtageren kan, såfremt arbejdsgiverenikke fastsætter ferien, give meddelelse om, at ferie holdes uden derved at mislig-holde ansættelsesforholdet. Holdes ferien ikke indenfor ferieåret, er ferien tabt, ogde uhævede feriepenge tilfalder statskassen, Arbejdsmarkedets Feriefond eller enprivat feriefond, jf. § 36, stk. 1 og 2, medmindre lønmodtageren kan få feriepenge-ne udbetalt eller få overført ferien efter ferielovens regler herom.Lønmodtageren kan i vidt omfang få udbetalt den ikke direktivbeskyttede ferie ef-ter ferieårets udløb efter § 34 a og b, dvs. ferie, der enten vedrører den 5. ferieugeeller et ophørt ansættelsesforhold. Af hensyn til at undgå dobbeltforsørgelse inde-holder reglerne dog visse begrænsninger heri, jf. § 34 b, stk. 3. Ferieloven giverdesuden mulighed for overførsel af optjent ferie udover 20 dage til det efterfølgen-de ferieår, jf. § 19.De uhævede feriepenge anvendes af fondene til ferieformål for lønmodtagere. Sta-ten får en andel af de uhævede feriepenge som kompensation for, at en andel af deuhævede feriepenge kan henføres til personer, der i stedet for at holde deres ferie,har fået udbetalt arbejdsløshedsdagpenge m.v.Hverken arbejdsgiveren eller lønmodtageren tjener derfor på, at arbejdstageren ik-ke holder den direktivbeskyttede ferie.Hvis EU-Domstolen når frem til, at arbejdsgiveren har en egentlig pligt til at sørgefor, at arbejdstageren holder ferien, kan det få betydning for den danske ferielov.Efter arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 2, kan den minimale årlige betalte feriepe-riode kun erstattes med en finansiel godtgørelse i tilfælde af, at arbejdsforholdetophører.Artikel 7 er derfor ikke til hinder for, at medlemslandene kan fastsætte regler,hvorefter arbejdstageren fortaber retten til den årlige ferie ved udløbet af referen-

ceperioden og/eller overførselsperioden, forudsat at arbejdstageren rent faktisk harhaft mulighed for at gøre brug af den ferieret, der følger direkte af EU-retten.Den danske model tilgodeser i den henseende både hensynet til, at arbejdsgiverenikke tjener på, at arbejdstageren ikke holder sin ferie, men også hensynet til, at ar-bejdstageren ikke i større omfang kan undlade at holde ferien for derved i sidsteende at få feriepengene udbetalt ved fratræden.Det forhold, at en arbejdstager, såfremt arbejdsgiveren ikke fastsætter ferien, kangive meddelelse om, at ferie holdes uden derved at misligholde ansættelsesforhol-det, må samtidig i tilstrækkelig grad tilgodese direktivets formål om arbejdstage-rens ret til en årlig betalt mindsteferie.Regeringen vil afgive indlæg til støtte for det synspunkt, at artikel 7, stk. 1, i direk-tiv 2003/88/EF skal fortolkes således, at arbejdsgiveren ikke kan pålægges en for-pligtelse, der rækker videre end til, at arbejdstageren faktisk skal have haft mulig-hed for at gøre brug af den ferieret, der følger direkte af EU-retten.