Europaudvalget 2012-13
EUU Alm.del Bilag 526
Offentligt
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
NaturErhvervstyrelsen/EUINT
Dep. sagsnr. 20400
Den 6. august 2013
FVM 179
O
RIENTERENDE NOTAT TIL
F
OLKETINGETS
E
UROPAUDVALG
Om Kommissionens gennemførelsesforordning om fastlæggelse af foranstaltninger i forhold
til Færøerne med henblik på at sikre bevarelsen af bestanden af atlanto-skandisk sild.
Kommissionen fremsendte til mødet i den Stående Komité for Fiskeri og Akvakultur den 31. juli
2013 forslag om sanktioner mod Færøerne med henblik på at sikre bevarelsen af bestanden af
atlanto-skandisk sild.
Under kyststatsforhandlingerne om forvaltningen af atlanto-skandisk sild for 2013 ønskede
Færøerne en højere kvoteandel. Forhandlingerne herom mellem Færøerne og de øvrige kyststater
(EU, Norge, Island og Rusland) brød sammen, og i januar 2013 indgik de øvrige kyststater en aftale
uden Færøerne om fordelingen af den atlanto-skandiske sild. Færøerne fastsatte i marts 2013 sin
egen kvote på 17 % for 2013, hvilket er en markant stigning i forhold til deres hidtidige andel på
5,16 %. De øvrige kyststater holdt sig til deres hidtidige andele.
Kommissionen konkluderede, at Færøerne ikke udviste reel forhandlingsvilje, idet Færøerne ikke
fremsatte et konkret forslag til en revideret kvotefordeling af den atlanto-skandiske sild. På den
baggrund notificerede Kommissionen den 17. maj 2013 sanktioner over for Færøerne med hjemmel
i EU’s generelle sanktionsinstrument, (EU) Nr. 1026/2012. Færøerne har af deres svar af 17. juni
2013 på notifikationen og ved senere henvendelser til Kommissionen anført, at de har været og
fortsat er villige til forhandlinger.
Ved afstemningen i Komitéen for Fiskeri og Akvakultur 31. juli 2013 blev resultatet et kvalificeret
flertal for forslaget. Danmark stemte imod. Sanktionerne indebærer forbud mod import og transit af
fisk og fiskeprodukter indeholdende atlanto-skandisk sild og makrel fanget under kontrol af de
færøske myndigheder samt forbud mod anvendelse af EU-havne for fartøjer, der fisker eller
transporterer sild og makrel fra Færøerne.
Forslaget skal igennem Kommissionens sprog- og juridiske tjeneste. Kommissionen vil herefter
kunne offentliggøre forslaget i EU-Tidende. Sanktionerne træder i kraft syv dage efter denne
offentliggørelse.
1