EU-note - 2012-13 - E 12: EU-Domstolen annullerer Europa-Parlamentets beslutninger om at begrænse Parlamentets møder i Strasbourg

SammenfatningEU-domstolen har den 13. december 2012 annulleret Europa-Parlamentets afgørelser fra 2011 om at holde 2 årlige plenarforsamlingerinden for samme uge. Sagen var anlagt af Frankrig, som beskyldte Par-lamentet for at tilsidesætte en protokol til Lissabontraktaten, som fastslårParlamentets hjemsted.Sagen er en udløber af den lange strid om det såkaldte ”rejsecirkus”, somtvinger Europa-Parlamentets medlemmer og deres medarbejde til 12gange om året at rejse fra Bruxelles til Strasbourg for at afholde plenar-møder.

EU-Domstolen i Luxembourg har den 13. december 2012 afsagt dom i en sag1anlagt af Frankrig mod Europa-Parlamentet . Frankrig havde gjort gældende,at Europa-Parlamentet overtrådte Protokol nr. 6, som fastlægger hjemstedetfor EU’s institutioner, da den besluttede, at to af Europa-Parlamentets måned-lige samlinger i Strasbourg skulle afholdes i samme uge. Domstolen giverFrankrig medhold. Parlamentets afgørelser var i strid med traktaterne.Sagen er en udløber af den lange strid om det såkaldte ”rejsecirkus”, somtvinger Europa-Parlamentets medlemmer og deres medarbejde til 12 gangeom året at forlade deres kontorer i Bruxelles til for at afholde plenarmøderStrasbourg.Rejsecirkusset – kort fortaltForklaringen bag Parlamentets såkaldte ”rejsecirkus” er historisk. Efter opret-telsen af Kul- og Stålfællesskabet i 1951 holdt den parlamentariske forsam-ling, som senere blev til Europa-Parlamentet, sine møder i Europarådets loka-ler i Strasbourg, som var det eneste sted med passende lokaler og tolkeudstyrtil en forsamling af den størrelse. Men efterhånden som EU’s institutionerudviklede sig og flere og flere beslutninger blev truffet fra Bruxelles, begyndteEuropa-Parlamentets parlamentariske udvalg at holde møder i Bruxelles, forat være tættere på Kommissionen og Rådet.Det var dog ikke fra starten bestemt i EU’s traktatgrundlag, hvor Parlamentetshjemsted skulle ligge. Men der havde efterhånden udviklet sig en praksis om,at plenarmøder blev holdt i Strasbourg. Så da Parlamentet i 1985 besluttedeat bygge en ny mødesal i Bruxelles, lagde Frankrig – som havde betydeliginteresse i at bevare Strasbourg som centrum for EU – stort pres på for atsikre, at Parlamentet fik fast placering i Strasbourg. Det hele kulminerede meden beslutning truffet på Edinburgh-topmødet i 1992. Beslutningen indebar, atParlamentet skulle have hjemsted i Strasbourg og dér skulle holde sine 12månedlige plenarmøder. Yderligere plenarmøder skulle holdes i Bruxelles.Beslutningen blev i 1999 indskrevet i Protokol nr. 6 til Amsterdamtraktaten.Hvad siger traktaten om Parlamentets hjemsted?Reglerne for Europa-Parlamentets hjemsted blev oprindeligt nedfældet iEdinburgh-Afgørelsen fra 1992. I 1999 blev Afgørelsen i forbindelse med Am-sterdamtraktaten indskrevet i Protokollen om EU-institutionernes hjemsted,

En ændring af protokollen kræver en traktatændring, og dermed enstemmig-hed mellem EU-landenes regeringer.Ikke første sag om Parlamentets placeringDet er ikke første gang, et EU-land sagsøger Parlamentet ved Domstolen om2Europa-Parlamentets mødesteder eller placeringen af dets tjenester .Da Parlamentet i 1981 besluttede at have plenarmøder i Strasbourg og ud-valgsmøder i Bruxelles, besluttede man også, at Parlamentets Generalsekre-tariat skulle tilpasses i overensstemmelse hermed. Luxembourg – som ogsåråder over lokaler til Parlamentet, herunder en plenarsal – var utilfreds medbeslutningen og anlagde sag ved Domstolen, men tabte. Domstolen mente, atLuxembourg ikke kunne forhindre Parlamentet i at stoppe med plenarmøder iLuxembourg, fordi disse ikke var en del af "status quo".I juli 1983 besluttede Parlamentet at dele sit Generalsekretariat op i to, hvorafden ene del skulle tage sig af plenarmøder i Strasbourg, og den anden tagesig af udvalgsmøder i Bruxelles. Igen gik Luxembourg til Domstolen, dennegang med held. Domstolen vurderede, at Parlamentets beslutning var et brud3på status quo .Og endelig besluttede Parlamentet i nogle år efter Edinburgh-afgørelsen fra1992, at det af praktiske årsager ikke ville afholde alle 12 månedlige samlin-ger. Frankrig anlagde sag mod Parlamentet og fik medhold. I sin dom fra ok-4tober 1997 fastslog Domstolen, at Parlamentet skulle afholde 12 plenarmø-der om året i Strasbourg. I de år, hvor der er valg til Parlamentet, kan antallet

dog begrænses til 11. Dommen fastslog, at Parlamentet ikke må planlægge atafholde plenarmøder i Bruxelles, medmindre man først har planlagt for afhol-delse af de 12 (11) plenarmøder i Strasbourg.Hvad gik den nye sag ud på?I marts 2011 vedtog Europa-Parlamentet to afgørelser om Parlamentets ka-lendere for hhv. 2012 og 2013. Afgørelserne indebar, at Parlamentet i oktobermåned i både 2012 og 2013 skulle afholde to af de 12 plenarmøderækker iStrasbourg lige efter hinanden, dvs. i den samme uge. Desuden blev varighe-den af hver af disse møderækker reduceret fra 4 til 2 dage.Forslaget om flytningen af de to mødeperioder havde baggrund i, at der pågrund af EU-institutionernes sædvanlige sommerferie i august er tradition forat flytte den månedlige plenarmøderække i august til oktober. Der plejer der-for at blive afholdt to plenarmøderækker i Strasbourg i oktober måned.Imidlertid var konsekvensen af Parlamentets ændring, at den ene af de tooktobersessioner reelt bortfaldt, og at antallet af uger om året, i hvilke derskulle holdes samlinger i Strasbourg, reelt blev kortet ned fra 12 til 11 uger.Frankrig indbragte derfor sagen for EU-Domstolen med påstand om, at de toafgørelser skulle annulleres, fordi de var i strid med Protokollen.

Hvad siger EU-Domstolen i dommen fra 13. december?EU-Domstolen henviser til sin egen retspraksis om fortolkning af Edinburgh-afgørelsen, og navnlig til sin dom fra 1997 (se ovenfor), som fastslog, at kra-vet om 12 samlinger om året i Strasbourg ikke kunne fraviges.Domstolen bemærkede, at EU-landene med Edinburgh-Afgørelsen har ønsketat Parlamentets hjemsted i Strasbourg er det sted, hvor der ”med regelmæs-sige mellemrum skal afholdes tolv ordinære plenarmøderækker”. Domstolenkonstaterer, at Europa-Parlamentets to afgørelser betyder, at de månedligeplenarmøderækker på hver fire dage, som oprindelig var fastsat i oktober i2012 og 2013, blev erstattet af to plenarmøderækker på hver to dageI den forbindelse fastslår Domstolen, at en møderække, for at kunne betrag-tes som en »ordinær«, skal svare til de øvrige ordinære månedlige møderæk-ker, bl.a. for så vidt angår deres varighed. Det gør de ikke for de to møder,der ligger i samme uge, idet de er halvt så lange - 2 dage - som de ordinære,som er på 4 dage. I øvrigt har Parlamentet ikke fremført grunde vedrørende

udøvelsen af dens interne organiseringsbeføjelse, som til trods for den fortsat-te forøgelse af Parlamentets kompetencer kan begrunde den store nedsæt-telse af mødernes varighed i 2012 og 2013.Domstolen slutter af med at bemærke, at selv om man anerkender ulemperneog omkostningerne ved, at Parlamentet har flere arbejdssteder, er det hver-ken op til Parlamentet eller EU-Domstolen, men i givet fald EU til -landeneselv at ændre reglerne om Parlamentets hjemsted.På den baggrund annullerer Domstolen Parlamentets to afgørelser, som fast-lægger kalenderne for 2012 og 2013.

Reaktioner fra Europa-ParlamentetSelvom EU-Domstolen dom var forventet, blev den alligevel modtaget medærgrelse i Europa-Parlamentet, hvor hovedparten af medlemmer mener, atEuropa-Parlamentet bør have ét hjemsted – og at det skal være i Bruxelles.MEP’erne så derfor aftalen om de to samlinger som et skridt i den rigtige ret-ning. Her følger et uddrag af de forskellige udmeldinger på dommen.Europa-Parlamentet fortsætter kampenEuropaparlamentariker Ashley Fox, der i 2011 udarbejdede forslaget om atslå de to samlinger sammen, er skuffet over dommen. Han mener, at Europa-Parlamentet skal fortsætte med at kæmpe for sagen: ”Parlamentetskal bliveved med at sende klare beskeder til Rådet om, at der er et stort flertal for etenkelt hjemsted”.Fox har dog ikke opgivet ideen om, at man fra Europa-Parlamentets side kan finde alternative måder hvorpå man kan ændre kalen-deren for de 12 samlinger, med det formål at reducere antallet.Traktatændringer på taleDen liberale gruppe (ALDE) er ligeledes ærgerlige over Domstolens afgørel-se, men er også klar til at kæmpe videre. ALDE’s Edward McMillan Scott, derer en af frontfigurerne i den såkaldte Single Seat-kampagne, mener at dom-men er en overbevisende grund til at arbejde for en traktatændring. Han poin-terer, at når både parlamentarikere og borgere (i form af 1,2 millioner indsam-lede underskrifter) ønsker ændringer, er det nødvendigt at EU-landene skridertil handling.

På den grønne gruppes vegne udtaler formændene Daniel Cohn-Bendit ogRebecca Harms, at afgørelsen tydeligt viser, at Europa-Parlamentet nu målægge endnu mere pres på EU-landene: ”Dagensforventede afgørelse er etstort incitament til, at Europa-Parlamentet omsider må tage sagen i egenhånd og formelt rejse spørgsmålet om Europa-Parlamentets fejlbehæftedeorganisationsstyring”.Europa-Parlamentet må respektere lovenJoseph Daul, formanden for den konservative og kristendemokratiske gruppe(EPP) deler ikke den overordnede holdning til dommen: ”EU-Domstolenharblot stadfæstet loven, og Europa-Parlamentets medlemmer bør være de før-ste til at respektere de europæiske traktater”,sagde han efter domsfældelsen.Spørgsmålet om et enkelt hjemsted for Europa-Parlamentet har delt med-lemmerne af EPP, selvom der i den seneste periode er sket et skift til fordelfor et ønske om etSingle Seat.Daul understreger, at forhandlinger om atændre Europa-Parlamentets hjemsted hører hjemme i Det Europæiske Råd.