EU-note - 2012-13 - E 43: Nye EU-domme udfordrer SU-ordninger

SammenfatningEU-Domstolen har i det forløbende halvår markeret sig i en række sager,der handler om EU-borgeres ret til at modtage studiestøtte.Denne note gennemgår dels den danske SU-dom fra februar 2013 omudbetaling af SU til EU-borgere fra andre lande i forbindelse med er-hvervsarbejde, dels en dom fra juni 2013 i en sag fra Luxembourg omstudiestøtte til grænsearbejderes børn.Endelig omtales en verserende tysk sag ved EU-Domstolen om betingel-ser for at udbetale studiestøtte til studier i udlandet, hvor EU-DomstolensGeneraladvokat har fremsat sit forslag til afgørelse i sagen. Der forventesafsagt dom i sagen den 18. juli 2013.

IndledningEU-Domstolen har i den seneste tid behandlet en række sager om studeren-des ret til studiestøtte fra andre EU-lande. To af dommene er afsagt i februarog juni, mens en tredje dom ventes afsagt den 18. juli. Denne note gennem-går de tre sager.Det er dog langt fra første gang, EU-Domstolen tager stilling til EU-borgeresret til studiestøtte ved studier i andre EU-lande. Der findes allerede en omfat-tende retspraksis om emnet. De nye domme føjer dermed nye elementer tilden eksisterende retspraksis om EU-borgeres fri bevægelighed og ret til stu-diestøtte fra værtslandet.

SU-dommen - C-46/12 LNDen 21. februar 2013 afsagde EU-Domstolen dom i den såkaldte ”SU-sag”,som handlede om en EU-borgers ret til dansk SU ved studier i Danmark iforbindelse med erhvervsarbejde.Sagen drejede sig om en EU-borger (LN), der i marts 2009 havde søgt opta-gelse på Handelshøjskolen i København. I juni 2009 flyttede han til Danmark,hvor han begyndte at arbejde på fuld tid. I august 2009 søgte han om danskSU til uddannelsen på Handelshøjskolen, som han påbegyndte i september2009. Da han startede på studiet, gik han over til at arbejde på deltid.SU-styrelsen nægtede ham SU med henvisning til, at han var kommet tilDanmark med det hovedformål at studere, og at han dermed skulle betragtessom studerende og ikke som arbejdstager.Under klagesagen stillede Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtte EU-1Domstolen et spørgsmål om fortolkningen af EU’s opholdsdirektiv fra 2004 .Direktivet fastslår bl.a. i artikel 24, at en værtsmedlemsstat ikke er forpligtet tilat yde studiestøtte til EU-borgere, som ikke er arbejdstagere eller familiemed-2lemmer til arbejdstagere mv .I sin dom fastslog EU-Domstolen, at EU-borgere, der studerer i Danmark ogsamtidig udøver reel og faktisk beskæftigelse og derved opnår status af ”ar-

bejdstagere” efter EU-retten, ikke kan nægtes SU. I den forbindelse kunne detikke tillægges betydning, hvilke bevæggrunde der havde fået LN til at søgearbejde i Danmark. Domstolen lagde bl.a. vægt på, at LN havde fuldtidsarbej-de, da han ankom til Danmark, og at han ved studiestart havde skiftet fuldtids-jobbet ud med et deltidsjob. Han var således arbejdstager i direktivets for-stand.Regeringen har den 2. april 2013 udarbejdet en konsekvensanalyse af dom-men. Det fremgår bl.a. af analysen, at dommen umiddelbart ventes at medfø-3re årlige merudgifter på godt 200 mio. kr. efter skat og tilbageløb .

Giersch, sag C-20/12Den 20. juni 2013 afsagde EU-Domstolen dom i den såkaldte ”Giersch-sag”,som handlede om studiestøtte til børn af grænsearbejdere.Sagen drejede sig om fire EU-borgere, der boede hos og blev forsørget afderes forældre i hhv. Belgien og Tyskland. De fire havde det til fælles, at dehver især havde én forælder, der arbejdede i Luxembourg som grænsearbej-der. På denne baggrund søgte de alle fire om studiestøtte fra Luxembourg tilderes studier i hhv. Belgien og UK. De henviste til, at studiestøtten var ensocial fordel jf. i artikel 7 i EU-forordningen om arbejdskraftens frie bevæge-4lighed .De luxembourgske myndigheder afslog deres ansøgninger med henvisning til,at de fire studerende hverken havde ophold i Luxembourg som arbejdstagereeller var familiemedlemmer til sådanne eller havde ret til permanent ophold iLuxembourg. I forbindelse med det præjudicielle spørgsmål, der blev forelagtEU-Domstolen, gjorde Luxembourg yderligere gældende, at bopælskravetskulle sikre, at flere tog en videregående uddannelse og at kravet skulle øgeantallet af personer med en videregående uddannelse i Luxembourg.Den danske regering afgav indlæg i sagen til støtte for Luxembourg, fordi dedanske regler om SU til studier i udlandet på centrale punkter svarer til deluxembourgske, herunder navnlig kravet om forudgående ophold for at få5studiestøtte til studier i udlandet .

EU-Domstolen fastslog imidlertid, at studiestøtten udgjorde en social fordel,og at ligebehandlingen i forhold til egne statsborgere ikke alene skulle gældefor vandrende arbejdstagere (dvs. personer der arbejder i et andet EU-landend deres eget) men ligeledes for grænsearbejdere (dvs. personer, der arbej-der i et EU-land men er bosat i et andet). Videre fastslog Domstolen, at detluxembourgske bopælskrav udgjorde en indirekte forskelsbehandling pågrund af nationalitet, idet den især ville skade EU-borgere fra andre lande endLuxembourg.Domstolen anerkendte dog, at bopælskravet var egnet til at opfylde målet omat fremme forfølgelsen af en videregående uddannelse og om at øge antalletaf bosiddende i Luxembourg med en videregående uddannelse. Domstolenfandt imidlertid, at den luxembourgske studiestøtteordning var for udelukken-de. Kravet om forudgående bopæl i Luxembourg var nemlig ifølge Domstolenikke nødvendigvis den eneste indikator for den reelle grad af tilknytning mel-lem den berørte og Luxembourg.Domstolen bemærkede i den forbindelse, at der fandtes mindre indgribendeforanstaltninger mhp at opfylde det mål, der forfølges af den luxembourgskelovgiver. Dette kunne fx være at ændre støtten til et lån eller til et finansie-ringssystem, der gjorde tildeling af studielånet, lånets størrelse eller dets ikke-tilbagebetaling betinget af, at den støttemodtagende studerende efter at haveafsluttet sin uddannelse i udlandet vender tilbage til Luxembourg for at arbej-de og bo dér.Domstolen bemærker videre, at for at forhindre »studiestøtte-turisme« og forat sikre, at den i Luxembourg skattepligtige og -betalende grænsearbejderfremviser en tilstrækkelig tilknytning til det luxembourgske samfund, kunnetildelingen af den økonomiske støtte gøres betinget af, at denne forælder hararbejdet i Luxembourg i en bestemt minimumsperiode.Endelig kan risikoen for kumulerede ydelser ved udbetaling af en tilsvarendeøkonomisk støtte i den medlemsstat, hvori den studerende er bosiddende,alene eller med sine forældre, ifølge Domstolen undgås ved, at der tageshensyn til en sådan støtte ved tildelingen af støtte fra Luxembourg.På den baggrund udtalte Domstolen, at den luxembourgske lov gik ud over,hvad der var nødvendigt for at opfylde de lovlige formål bag lovgivningen.

EU-Domstolen er i øjeblikket i færd med at behandle en tredje sag om adgangtil studiestøtte til studier i andre EU-lande.Sagen drejer sig om to tyske statsborgere, Laurence Prinz og Philipp Seeber-ger, som var opvokset uden for Tyskland – hhv. i Tunesien og Spanien -sammen med deres respektive forældre. I 2007 og 2009 flyttede de til Tysk-land, og i 2009 begyndte de at studere i hhv. Nederlandene og Spanien. I denforbindelse ansøgte de om tysk studiestøtte.Det fik de imidlertid afslag på med henvisning til, at de ikke opfyldte det tyske3-årskrav, nemlig et krav om at man for at få tysk studiestøtte til at studere iudlandet i mere end 1 år skulle have haft fast bopæl i Tyskland i mindst 3 år.Under den efterfølgende retssag ved de tyske forvaltningsdomstole spurgteVerwaltungsgericht Karlsruhe og Verwaltungsgericht Hannover EU-Domstolen om traktatens regler om unionsborgerskabet - artikel 20 og 21 iTEUF - var til hinder for et krav som den tyske 3-årsregel.Den danske regering afgav indlæg i sagen til støtte for Tyskland, idet de dan-ske regler om SU til studier i udlandet på centrale punkter svarer til de tyske,herunder navnlig kravet om forudgående ophold for at få studiestøtte til studi-er i udlandet. I Danmark stilles der dog kun krav om 2 års sammenhængendeophold i Danmark inden for de sidste 10 år forud for ansøgningstidspunktet.Omvendt er der ikke i Danmark mulighed for at få SU i en kortere periode, når6betingelsen ikke er opfyldt .EU-Domstolens generaladvokat Eleanor Sharpston fremsatte den 21. februar2013 sit forslag til afgørelse i sagen.Som udgangspunkt anerkender generaladvokaten, at hensigten bag den ty-ske 3-årsregel, som dels er at forhindre at udbetaling af støtte til studerendefra andre EU-lande bliver urimelig byrdefuld for landet, dels at sikre, at støttenkun gives til studerende, der er integrerede i Tyskland, i princippet kan be-grunde den begrænsning i bevægelsesfriheden, som reglen medfører. Dogfinder generaladvokaten, at reglen er mere restriktiv end nødvendigt, og atden ikke sikrer, at støtten tilfalder de studerende, der er mest integrerede i dettyske samfund. Generaladvokaten finder således, at Tyskland burde overveje,om reglen kunne udformes på en måde, der var mindre begrænsende, udenat miste reglens evne til at identificere de studerende, der er tilstrækkeligtintegrerede i Tyskland.