Tak for det.
Jeg vil blot gøre Folketingets medlemmer opmærksomme på, at der i dag er en artikel i BT med overskriften »Afsløring:
To mulige terrorister får dansk statsborgerskab«.
Så står der længere nede i artiklen, og jeg citerer:
»To udlændinge har det seneste år fået godkendt dansk statsborgerskab, selv om Politiets Efterretningstjeneste (PET) har advaret Folketinget om, at de kan udgøre en fare for landets sikkerhed«.
Justitsministeren skriver så i en mail til BT, at han ikke vil bryde med statsløsekonventionen til trods for PET's advarsler.
Han siger, og jeg citerer:
»Regeringen ønsker at overholde Danmarks konventionsmæssige forpligtelser«.
Det er jo tankevækkende, at der skal komme en sådan artikel i dag, hvor Dansk Folkeparti faktisk har fremsat et beslutningsforslag, som behandler bl.a.
det her spørgsmål i forhold til statsløsekonventionen, men også generelt i forhold til de bindinger, som internationale konventioner lægger på Danmark.
Jeg vil læse noget af det op, som står i bemærkningerne til det beslutningsforslag, som vi har fremsat fra Dansk Folkepartis side, og jeg håber jo, at det kan få nogen til at ombestemme sig.
Der står:
»Et andet meget konkret eksempel på, at Danmark har måttet føje sig for internationale konventioner, har vi set på statsborgerskabsområdet.
Her er Danmark i henhold til FN’s konvention af 1961 om begrænsning af statsløshed forpligtet til at meddele indfødsret til personer, der er statsløse og født i Danmark, uanset at de ikke lever op til de krav, der ellers stilles til personer, der ønsker dansk statsborgerskab.
Danmark er ovenikøbet forpligtet til at give statsborgerskab til statsløse personer, selv i de tilfælde, hvor Politiets Efterretningstjeneste har vurderet, at de pågældende personer kan udgøre en fare for rigets sikkerhed.
Her er der altså tale om et tydeligt eksempel på, at konventionen tillægges mere vægt end grundlovens § 44, der ellers bestemmer, at det tilkommer Folketinget at meddele indfødsret, da »Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov«.
Det er efter forslagsstillernes« – altså Dansk Folkepartis – »opfattelse yderst problematisk, når internationale konventioner og aftaler som i dette eksempel dikterer, hvordan Folketinget skal lovgive, og dermed fratager Danmark sin suverænitet.«
Så hvis Folketingets medlemmer stemmer for dette beslutningsforslag, vil Danmark jo få en mulighed for f.eks.
at afvise kriminelle udlændinge og udlændinge, som af vores efterretningstjeneste vurderes at udgøre en sikkerhedsrisiko for Danmark.
Og det er da sund fornuft.