Tak for det, formand.
Med beslutningsforslaget pålægges regeringen i indeværende folketingssamling at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage, som det hedder, de nødvendige administrative ændringer, der sikrer en samlet og koordineret myndighedsindsats, som kan nedbringe antallet af udlændinge med ulovligt ophold i Danmark.
Det er et vigtigt emne, som forslagsstillerne med dette beslutningsforslag har sat på dagsordenen her i dag, og det vil jeg faktisk gerne kvittere for.
Regeringen er helt enig med forslagsstillerne i, at det er fuldstændig uacceptabelt, at personer, der indrejser, opholder sig ulovligt i Danmark og i den forbindelse måske tillige arbejder ulovligt her i landet.
Udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal naturligvis udrejse af Danmark.
Sker det ikke frivilligt, ja, så skal de jo så vidt muligt udsendes tvangsmæssigt, som det hedder, ved politiets foranstaltning.
Regeringen prioriterer indsatsen højt, og regeringen har i den forbindelse iværksat en række tiltag, herunder en intensiveret myndighedsindsats på området.
Lad mig her indledningsvis nævne et par af eksemplerne herpå:
Politiets indsats på området er offensiv og rettet mod de relevante brancher og geografiske områder på baggrund af aktuelle risikovurderinger.
Der er et veletableret samarbejde mellem SKAT, politiet og det, der hedder Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, Arbejdstilsynet og kommunerne i forhold til de såkaldte fairplayaktioner.
Regeringen og Enhedslisten har jo desuden aftalt, at der bliver afsat 65 mio.
kr.
årligt i 2012 og 2013 og yderligere 100 mio.
kr.
over de næste 4 år til en øget myndighedsindsats mod social dumping.
Lad mig i øvrigt tilføje, at regeringens fokus og målrettede indsats på området ikke er begrænset til initiativer på nationalt plan.
Ulovlig indvandring er en udfordring for mange EU-lande, og derfor stod regeringen under EU-formandskabet da også i spidsen for vedtagelsen af en omfattende plan mod lige nøjagtig ulovlig indvandring.
Den er allerede begyndt at virke, og vi kan se, at bl.a.
antallet af ulovlige indvandrere over den græsk-tyrkiske grænse er faldet markant.
Herudover har jeg indledningsvis tænkt mig at indskrænke mig til at kommentere nogle af de forskellige delelementer, som indgår i forslaget, hvoraf nogle dog alligevel synes at være temmelig vidtgående.
Så lad mig allerede nu indledningsvis afsløre, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget, og begrundelserne kommer her:
I relation til omfanget af den rejste problemstilling, altså antallet af udlændinge, der opholder sig illegalt her i landet, henvises der fra forslagsstillernes side til en artikel i Politiforbundets blad fra marts 2012, hvor betjente blev citeret for, at det antagelig drejer sig om mellem 20.000 og 50.000 personer.
Allerede i oktober 2012, hvor en af forslagsstillerne bag beslutningsforslaget havde kaldt mig og fire af mine ministerkolleger i samråd om samme problemstilling, oplyste jeg, at tallet ikke stammer fra Rigspolitiet, der i øvrigt meget nødig giver sig af med at gætte eller løseligt antage, og at ingen i sagens natur ved, hvad det konkrete tal er.
Der er jo netop tale om personer, som helst ikke vil registreres på nogen vis.
Det gentager jeg ikke, fordi jeg ikke anerkender, at problemet eksisterer, jeg ønsker blot at gøre opmærksom på, at man bør være forsigtig med at henvise til tal, der bygger på rene gisninger eller populært sagt et slag på tasken.
Det gælder ikke mindst, når man som forslagsstillerne så heraf ønsker at iværksætte en række tiltag.
Forslagsstillerne ønsker som en del af beslutningsforslaget nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der løbende skal følge udviklingen samt sikre en koordineret myndighedsindsats på området.
I tilknytning hertil foreslås myndighedsindsatsen på området endvidere intensiveret.
Jeg må blankt erkende, at jeg ikke kan genkende forslagsstillernes udlægning af, at myndighedsindsatsen og det indbyrdes samarbejde mellem de relevante myndigheder på området er utilstrækkelig.
Tværtimod finder jeg anledning til at slå helt fast, at der hos de relevante myndigheder på området er stor fokus på problemet, og at de relevante myndigheder har et veletableret og godt samarbejde om kontrolindsatsen i forhold til udlændinge, der opholder sig illegalt her i landet.
I forhold til politiets indsats på området er jeg sådan set enig i, at der er behov for en offensiv indsats, og jeg kan forsikre om, at der fra politiets side er stor opmærksomhed herpå.
Kontrol af udlændinges opholdsgrundlag foregår løbende som et led i politiets opgavevaretagelse, og der er tale om en ganske høj kontrolhyppighed.
Indsatsen omfatter bl.a.
løbende undersøgelser af udlændinges opholdsgrundlag rettet mod relevante brancher og geografiske områder på baggrund af som sagt tidligere aktuelle risikovurderinger.
Til illustration af den store indsats, der fra politiets side ydes på området, vil jeg prøve at fremhæve eksempelvis Københavns Politis udlændingekontrolgruppe.
Denne kontrolgruppe, der fører kontrol ved besøg i bl.a.
virksomheder, restauranter, kiosker, hoteller og på gadeplan, har i de sidste 6 måneder behandlet ca.
1.265 sager og udvist mere end 200 personer, og det samlede antal udviste personer er siden oprettelsen af kontrolgruppen i oktober 2011 nu oppe på mere end 500 personer.
Ifølge Rigspolitiet har også en række andre politikredse oprettet særlige udlændingeafdelinger, og indsatsen på området drøftes løbende mellem Rigspolitiet og politikredsene.
Politiet deltager endvidere i samarbejde med bl.a.
SKAT og Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, Arbejdstilsynet og kommunerne i de såkaldte fairplayaktioner.
Under de aktioner opsøger myndighederne virksomheder; herunder kontrolleres det bl.a., om man har et lovligt opholdsgrundlag.
Aktionerne sker på baggrund af konkrete anmeldelser og i brancher, hvor der erfaringsmæssigt træffes udlændinge, der ikke har et lovligt opholdsgrundlag.
Regeringen besluttede endvidere sammen med Enhedslisten i forbindelse med finansloven for 2012 at styrke indsatsen mod social dumping.
Der er i den forbindelse afsat i alt 65 mio.
kr.
årligt i 2012 og 2013 til en øget myndighedsindsats på lige nøjagtig det her område.
Aftalen betyder, at politiet, SKAT og Arbejdstilsynet har fået væsentlig bedre mulighed for at føre kontrol med virksomheder, hvor der kan være mistanke om social dumping, og i den forbindelse sikre en mere konsekvent håndhævelse af indsatsen.
En del af kontrollen foregår ved uvarslede aktioner, der bl.a.
indebærer, at politiet med bistand fra Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering kontrollerer, om de ansatte i virksomheden har gyldig opholds- og arbejdstilladelse.
I 2012 blev der gennemført 6 landsdækkende og 18 regionale fællesaktioner, mens der i 2013 vil blive afholdt mindst 8 landsdækkende og 24 regionale fællesaktioner.
Jeg kan i øvrigt i relation hertil tilføje, at regeringen og Enhedslisten som led i finansloven for 2013 blev enige om at bruge yderligere 100 mio.
kr.
over de næste 4 år til at bekæmpe social dumping.
Herudover foretager udlændingemyndighederne som led i deres opgavevaretagelse stikprøvekontroller med det formål at opdage, om der er tilfælde, hvor udlændinge, der ikke længere har et gyldigt opholdsgrundlag, fortsat opholder sig her i landet og arbejder her.
Udlændingestyrelsen og Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering har i den forbindelse adgang til at samkøre oplysninger fra styrelsernes respektive elektroniske sagsbehandlingssystemer med oplysninger i en række andre myndigheders registre, herunder f.eks.
cpr-registeret og e-indkomstregisteret, som det hedder.
Det er regeringens klare linje, at de forskellige myndigheders fokus på dette område skal fastholdes, herunder at det tværfaglige samarbejde mellem de involverede myndigheder selvfølgelig skal fortsætte.
På baggrund af det myndighedssamarbejde, som jeg har omtalt her, er der efter regeringens opfattelse hverken behov for at nedsætte en tværministeriel arbejdsgruppe på området, for at komme med en årlig redegørelse fra Justitsministeriets side om indsatsen på området eller for en intensivering af myndighedsindsatsen i øvrigt.
Derimod er det vigtigt, at fokus fastholdes på den indsats, der allerede finder sted.
Forslagsstillerne ønsker så endvidere at skærpe straffen for forsætlig bistand til ulovligt ophold her i landet samt for at beskæftige en udlænding uden fornøden arbejdstilladelse.
Strafferammen foreslås i den forbindelse forhøjet fra de nuværende 2 års fængsel til 5 års fængsel.
Der foreslås herudover indført en minimumsstraf på 1 års fængsel for overtrædelse af de nævnte bestemmelser.
For så vidt angår spørgsmålet om minimumsstraffe, er det jo et generelt princip i dansk ret, at domstolene i den enkelte sag fastsætter straffen på baggrund af en konkret vurdering af sagens omstændigheder.
I den vurdering skal der tages hensyn til både formildende og skærpende omstændigheder.
Derfor rejser forslaget om anvendelsen af minimumsstraffe nogle mere principielle spørgsmål.
Straffelovrådet har flere gange udtalt sig om brugen af minimumsstraffe, herunder senest i begyndelsen af 2012.
Straffelovrådets stillingtagen til emnet indgår i en betænkning om, hvordan Folketinget ønsker hvad straffen for bestemte lovovertrædelser bør være, og hvordan det mest hensigtsmæssigt kan udtrykkes, altså med respekt for domstolenes rolle som den dømmende magt.
Det er Straffelovrådets vurdering, at minimumsstraffe er et unødvendigt og samtidig et uhensigtsmæssigt middel for lovgivningsmagten til at give anvisninger om strafniveauet i såkaldte normaltilfælde.
Straffelovrådet peger i den forbindelse bl.a.
på, at det vil være nødvendigt at fastsætte minimumsstraffen betydelig lavere end det ønskede udgangspunkt for straffastsættelsen i normaltilfælde, hvis der skal gives plads til at fastsætte en passende straf også i mere sjældent forekommende tilfælde med formildende eller eventuelt særlig formildende omstændigheder.
Fastsættes minimumsstraffen i stedet efter det ønskede strafniveau i normaltilfælde, giver det ikke domstolene mulighed for at fastsætte en passende straf i de tilfælde, hvor der er formildende eller eventuelt særlig formildende omstændigheder i en sag.
Domstolene vil i givet fald være afskåret fra at fastsætte en straf, der står i rimeligt forhold til forbrydelsens grovhed.
Lad mig i den forbindelse nævne et par konkrete eksempler, hvor en minimumsstraf på 1 års fængsel efter regeringens opfattelse vil være uden nogen form for proportionalitet.
Eksempelvis fandt Østre Landsret i februar 2012 en far skyldig i i en periode på 4 år at have bistået sin datter, som han havde forældremyndigheden over, med at opholde sig ulovligt her i landet.
Landsretten lod i denne sag straffen bortfalde med den begrundelse, at datteren ikke kunne opholde sig hos sin mor eller hos sin mormor i hjemlandet.
Burde tiltalte i denne sag – det er spørgsmålet – være blevet idømt 1 års fængsel?
Efter min opfattelse er svaret klart nej.
Som et andet eksempel kan jeg nævne en dom afsagt af Højesteret i november 2009, hvor tiltalte i nogle måneder i et meget begrænset månedligt timeantal havde fået gjort rent i sit hjem af en udlænding, der tidligere havde haft opholdstilladelse her i landet som au pair, men hvis opholdstilladelse siden var ophørt.
Den pågældende blev i denne sag idømt en bøde på 40.000 kr.
Også i denne sag forekommer en straf på 1 års fængsel uproportionalt.
Men naturligvis er der også mere alvorlige sager.
Som eksempel herpå kan jeg nævne en dom, som Vestre Landsret afsagde i 2004, hvor tiltalte, der tidligere to gange var straffet for at beskæftige udlændinge uden arbejdstilladelse, blev idømt ubetinget fængsel i 20 dage for gennem 2 måneder at have beskæftiget to udlændinge uden arbejdstilladelse.
I en anden sag fra 2004 blev en tiltalt af Østre Landsret idømt en bøde på 200.000 kr.
for på sit autoværksted i en periode på ca.
3 måneder at have beskæftiget fire polske statsborgere uden fornøden arbejdstilladelse.
Endelig vil jeg nævne et mere grelt eksempel på en dom, som sammen med de øvrige domme efter Justitsministeriets opfattelse ikke alene illustrerer, at der er tale om sager af meget forskellig karakter, men også at det nuværende strafniveau er passende.
Det drejer sig om en dom, der er afsagt af Østre Landsret i 2007, hvor tiltalte blev idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for menneskesmugling ved i 16 tilfælde mod betaling at have formidlet proformaægteskaber og rådgivning og derved bistået kinesiske statsborgere med ulovlig indrejse og ulovligt ophold i Danmark.
Regeringen kan på den anførte baggrund ikke støtte forslaget om at indføre minimumsstraffe for hjælp til og ansættelse af udlændinge uden lovligt ophold eller forslaget om en strafskærpelse.
Der lægges med beslutningsforslaget endvidere op til, at der skal etableres kontrolforanstaltninger i sundhedsvæsenet for at stoppe misbrug af falske eller lånte sundhedskort, hvorved udlændinge, der opholder sig her i landet illegalt, uberettiget får adgang til sundhedsydelser.
Den problemstilling vedrører selvsagt sundhedsområdet, der hører under ministeren for sundhed og forebyggelse.
Om adgangen til sundhedsydelser har Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse oplyst, at udlændinge uden lovligt ophold må behandles som alle andre uden fast bopæl her i landet, herunder f.eks.
turister.
Helt overordnet har en sådan udlænding ikke ret til løbende behandling m.v.
hos almenpraktiserende læger eller praktiserende speciallæger, hvorimod de vederlagsfrit har adgang til akut sygehusbehandling – det være sig skadestuebehandling eller indlæggelse på de offentlige sygehuse i tilfælde af en ulykke, af pludseligt opstået sygdom, fødsel eller forværring af en kronisk sygdom.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har endvidere oplyst, at der
ikke
er konstateret problemer med misbrug af sundhedskort eller sundhedsvæsenets ressourcer.
I forhold til spørgsmålet om misbrug af sundhedskort har regionerne oplyst, at det allerede er regional praksis, at sundhedspersoner i sundhedsvæsenet viderebringer mistanke om misbrug af sundhedskort.
Der er endvidere mellem overenskomstparterne på området indgået en aftale om kontrolforanstaltninger i forhold til at sikre mod uberettiget brug af sundhedsvæsenets ressourcer fra sundhedspersonalets side.
For så vidt angår muligheden for at forsyne sundhedskortet med et foto, har Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse oplyst, at sundhedskortet ville kunne forsynes med et sådant og herefter kunne anvendes som id-kort.
Det vil imidlertid medføre ganske betydelige merudgifter til produktion, implementering og administration.
Id-kort af den omhandlede karakter er således ca.
12 kr.
dyrere at fremstille end det nuværende sundhedskort, og alene en udskiftning af de nuværende ca.
4,6 millioner sundhedskort vil, når udgifterne til den personlige betjening i det kommunale borgercenter medregnes, beløbe sig til minimum – minimum – 450 mio.
kr.
Hertil kommer de merudgifter, der vil være forbundet med den løbende udskiftning af kort i forbindelse med navne-, bopæls- og lægeerklæringer; det drejer sig om ca.
1,8 millioner kort på årsbasis.
Herudover vil der eventuelt også være omkostninger forbundet med udskiftningen af de terminaler, der i sundhedsvæsenet anvendes til læsning af sundhedskort.
Det er herudover væsentligt at være opmærksom på, at et foto på sundhedskortet ikke nødvendigvis vil kunne sikre mod misbrug.
Det skyldes, at de blå EU-sygesikringskort, der kan udstedes til EU- og EØS-borgere, og som efter EU-reglerne giver ret til behandling i Danmark, ikke er forsynet med foto.
Da der som nævnt ikke er konstateret problemer med misbrug af sundhedskort eller sundhedsvæsenets ressourcer, ja, så finder regeringen ikke behov for, at de nuværende sundhedskort forsynes med foto, eller at regionerne bør pålægges at etablere særlige kontrolenheder.
Det indgår som en del af beslutningsforslaget endvidere også, at kontrollen med udstedelsen af skattekort til udlændinge skal øges.
Det foreslås i den forbindelse, at SKAT skal have dokumentation for lovligt ophold, før et skattekort kan udstedes til en person.
Det er selvsagt et spørgsmål, der hører under Skatteministeriet.
Såfremt SKAT skulle have mulighed for generelt at undersøge udlændinges opholdsgrundlag, før et skattekort udstedes, ville det kræve omfattende ændringer af både SKATs og udlændingemyndighedernes systemer, selvfølgelig med deraf følgende meromkostninger.
Hertil kommer, at SKAT og Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering allerede har udviklet en it-løsning, hvorefter arbejdsgivere, der ansætter tredjelandsstatsborgere med et skattekontonummer, underrettes om deres ansvar for at sikre sig de ansattes ret til ophold.
Aktuelt arbejdes der på at udvide denne løsning til at omfatte en større gruppe af udlændinge.
Regeringen har ikke nogen aktuelle planer om at etablere en løsning som foreslået og kan så derfor heller ikke på den anførte baggrund støtte beslutningsforslaget på dette punkt.
Endelig indgår det som en del af beslutningsforslaget, at regeringen skal iværksætte en landsdækkende kampagne om de negative konsekvenser af tilstrømningen af udlændinge med illegalt ophold her i landet.
Forslagsstillerne har i den forbindelse henvist til, at der er oprettet en hotline, som alle, der observerer mistænkelig udenlandsk arbejdskraft, kan ringe ind til, men som imidlertid kun få danskere kender til.
Lad mig i relation hertil slå fast, at jeg stiller mig temmelig tvivlende over for, om det kun er et fåtal af danskere, der er klar over, at de rent faktisk har muligheder for at rette henvendelse til enten politiet eller udlændingemyndighederne med en mistanke om, at en eller flere personer opholder sig illegalt her i landet.
Det tror jeg simpelt hen ikke er rigtigt.
Allerede af den grund kan jeg ikke se noget formål med en landsdækkende kampagne.
I forhold til den hotline, der er oprettet, og som der i beslutningsforslaget henvises til, kan jeg oplyse, at den ikke som anført af forslagsstillerne er oprettet med henblik på modtagelse af opkald om mistænkelig udenlandsk arbejdskraft.
Hotlinefunktionen er derimod oprettet med henblik på modtagelse af opkald ved mistanke om, at en udenlandsk virksomhed udfører arbejde i strid med anmeldepligten i Registreret for Udenlandske Tjenesteydere – det, der også hedder RUT-registeret – samt ved mistanke om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.
Af de grunde, som jeg her har været inde på, kan det forhåbentlig ikke komme som nogen overraskelse, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.
Som nævnt indledningsvis ligger heri ikke, at regeringen ikke anerkender, at udlændinges illegale ophold her i landet selvfølgelig er fuldstændig uacceptabelt, og ej heller at regeringen ikke anerkender, at der
er
et problem.
Tværtimod vil jeg sige, at udlændinges illegale ophold her i landet så afgjort er en sag, som regeringen har fokus på, og som jeg var inde på, prioriteres den også højt.
Regeringen
har
allerede iværksat en hel række initiativer på området.
Som nævnt er politiets indsats på området offensiv og rettet mod brancher og geografiske områder på baggrund af aktuelle risikovurderinger, ligesom der er et veletableret samarbejde mellem de relevante myndigheder i forhold til de såkaldte fairplayaktioner.
Som sagt har regeringen og Enhedslisten endvidere afsat 65 mio.
kr.
årligt i 2012 og 2013 og yderligere 100 mio.
kr.
de næste 4 år til en øget myndighedsindsats mod social dumping.
Så som det fremgår, er mange initiativer allerede iværksat, og på den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.