Det næste punkt på dagsordenen er:

24) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 54:

Forslag til folketingsbeslutning om forhøjelse af straffen i sager om ærekrænkelse.

Af Peter Skaarup (DF), Preben Bang Henriksen (V), Tom Behnke (KF) m.fl.

(Fremsættelse 25.01.2013).

Forhandlingen er åbnet. Først er det justitsministeren.

Tak for det, formand. Beslutningsforslaget, der, som vi lige hørte, er fremsat af Dansk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti, indebærer, at Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte lovforslag om ændring af straffeloven med henblik på at skærpe straffen for grove tilfælde af æreskrænkelse. Det fremgår bl.a. af forslaget, at de elektroniske medier har gjort det lettere at udbrede grove æreskrænkelser til en meget stor del af offentligheden, og at der derfor ifølge forslagsstillerne er behov for strengere straffe.

Lad mig med det samme sige, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget, og som jeg vil redegøre for nærmere om lidt, mener regeringen ganske enkelt ikke, at der er behov for at ændre straffeloven med henblik på at skærpe straffen for grove tilfælde af æreskrænkelse.

Før jeg kommer nærmere ind på strafniveauet og retspraksis i sager om æreskrænkelse, vil jeg gerne understrege, at retten til at udtale sig kritisk, herunder ikke mindst om offentlige myndigheder, er helt centralt for ytringsfriheden. I takt med at internettet og de sociale medier har fået flere brugere, er det jo blevet muligt at nå ud til en bredere skare med sine synspunkter, også de kritiske synspunkter, og det er jo for så vidt en god ting. Dialog og debat er fundamentet for et levende folkestyre. Det er imidlertid vigtigt, at dialogen og debatten er båret af både saglighed og respekt.

Jeg vil gerne slå fast, at urigtige æreskrænkende beskyldninger ikke bør have nogen som helst plads i den offentlige debat. De, der mod bedre vidende beskylder andre, herunder også offentligt ansatte, for strafbare forhold, vil ikke finde en sikker havn i ytringsfriheden.

Som jeg har forstået beslutningsforslaget, ønsker forslagsstillerne at sikre, at straffen for æreskrænkelsen afspejler den udbredelse, som æreskrænkelsen har haft. Jeg kan glæde forslagsstillerne med, at udbredelsen af en æreskrænkelse allerede i dag bliver tillagt en skærpende betydning ved domstolene. Som eksempel herpå kan jeg nævne en dom, som er blevet afsagt af Østre Landsret tilbage i 2011. I sagen havde DR P1, altså Danmarks Radios program 1, bragt et dokumentarprogram om Rigshospitalets behandling af patienter med lungehindekræft. I programmet kom DR med forkerte oplysninger om den ansvarlige overlæges behandling af patienter. Østre Landsret dømte programmets tilrettelægger og redaktionschefen for injurier efter straffelovens § 267. I forbindelse med strafudmålingen oplyste landsretten:

»Det er en skærpende omstændighed, at de urigtige beskyldninger er fremsat i landsdækkende TV i primetime og på DR's hjemmeside, hvorved beskyldningerne har fået en betydelig udbredelse.«

Det er altså en skærpende omstændighed. Jeg kan oplyse, at straffeloven indtil 2004 indeholdt en udtrykkelig bestemmelse i § 267, stk. 3, hvorefter det bl.a. skulle betragtes som en skærpende omstændighed, at en æreskrænkelse er fremsat i et, som det hed, trykt skrift eller på anden måde, hvorved den altså får større udbredelse. Bestemmelsen blev ophævet ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 efter forslag fra den daværende regering, VK-regeringen, bl.a. med stemmer fra Dansk Folkeparti.

Hvorfor blev den her bestemmelse så ophævet? Det blev den på baggrund af et forslag i den omfattende betænkning om straffastsættelse og strafferammer fra Straffelovrådet, som fandt, at bestemmelsen er uden praktisk betydning. Som det fremgår af både Straffelovrådets betænkning og bemærkningerne til det pågældende lovforslag, tilsigtede ophævelsen ikke at udelukke, at det forhold, som var nævnt i bestemmelsen, fortsat skulle kunne tillægges en skærpende betydning ved strafudmålingen. Bestemmelsen var med andre ord overflødig.

Derfor må jeg medgive VKO, at det faktisk gav god mening dengang at ophæve den, ligeså meget som det nu synes at savne mening rent faktisk at genindføre en lignende bestemmelse. Domstolene kunne allerede dengang lægge vægt på, hvordan æreskrænkelsen var blevet fremsat og betragte det som en skærpende omstændighed, hvis æreskrænkelsen var fremsat i et trykt skrift eller på anden måde havde fået en større udbredelse. Det er helt på samme måde, som domstolene i dag – som jeg har været inde på med den tidligere nævnte dom fra Østre Landsret, der illustrerer det – helt naturligt kan tillægge det betydning, hvor stor udbredelsen af æreskrænkelsen har været.

Man kan så spørge, om den skærpende virkning er tilstrækkelig. Passer straffene nu også til overtrædelsen? Når man kigger på den afgørelse, som forslagsstillerne henviser til, må man erkende, at det kan se lidt mærkeligt ud. En beskyldning om pædofili er i sagens natur en alvorlig anklage. Det gør for så vidt ikke sagen bedre, at anklagerne er rettet mod en kommunal familiechef. Som jeg sagde tidligere, bør urigtige æreskrænkende beskyldninger ikke have plads i den offentlige debat. Jeg synes, det er helt uacceptabelt, at offentligt ansatte eller andre for den sags skyld uberettiget skal udsættes for den slags ondsindede anklager.

Jeg kender ikke de nærmere detaljer i sagen, og som justitsminister er det klart, at så bør jeg naturligvis ikke forholde mig til den konkrete dom. Jeg kan dog generelt oplyse, at en straf på fire dagbøder á 125 kr. ligger meget langt fra det strafniveau, vi normalt ser i den her type af sager. I forbindelse med dette beslutningsforslag bad Retsudvalget mig ved et spørgsmål af 30. januar 2013 at gennemgå de seneste 5 års trykt retspraksis og redegøre for strafniveauet i sager om æreskrænkelse. Som det fremgår af mit svar til Retsudvalget, viste gennemgangen, at der i sagerne blev idømt mellem 10 og 20 dagbøder, og at dagbødernes størrelse varierede fra 100 kr. til 1.000 kr. I seks ud af de ni sager skulle den dømte tillige betale en tortgodtgørelse til den forurettede. Størrelsen heraf varierede fra 5.000 kr. til 50.000 kr.

Strafniveauet i de gennemgående afgørelser ligger altså generelt væsentlig højere end det, der var resultatet i den konkrete sag, som forslagsstillerne har henvist til. Så efter min og regeringens opfattelse er straffe og godtgørelser i den størrelsesorden, som er udmålt i de gennemgåede trykte afgørelser følelige, og jeg mener derfor heller ikke, at der er behov for at foretage ændringer i de gældende regler med henblik på at forhøje straffen i sager om æreskrænkelse. Det er argumenterne for, hvorfor regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Der er et par spørgsmål. Det første er fra hr. Preben Bang Henriksen.

Tak for det. Ministeren koncentrerede sig meget om spørgsmålet om, hvorvidt udbredelsen allerede i dag tillægges skærpende betydning, men jeg skal skynde mig at sige, at udbredelsens omfang jo ikke er det eneste bærende for forslaget; det drejer sig jo altså mere om det, der er overgået den forurettede.

Ministeren citerede Østre Landsrets dom – jeg går ud fra, at det er den, der er offentliggjort på side 1929 i ugeskriftet fra 2012 – og det er korrekt, som ministeren siger, at den udbredelse, der har fundet sted, var en skærpende omstændighed. Men det, ministeren så glemmer at nævne, er, hvad den skærpede straf, der kom ud af det, så var. Den skærpede straf, som ikke overgik hr. Jensen eller hr. Pedersen, men derimod en tilrettelægger og en redaktionschef, altså folk, der nok burde kende reglerne, bestod af 10 dagbøder a 1.000 kr. Det er altså under skærpende omstændigheder. Jeg synes jo faktisk, at den dom til fulde illustrerer, at den almindelige straf i hvert fald er alt for lav.

Ministeren.

Det er rigtigt, at det er den dom, der bliver henvist til. Når man ser på det svar, som er sendt over til Folketingets Retsudvalg, på spørgsmålet vedrørende de sidste 5 års retspraksis på området, så er konklusionen, at der er tale om dagbøder, altså mellem 10 og 20 dagbøder, hvor dagbøderne enkeltvis varierer fra 100 kr. op til 1.000 kr., og det betyder jo, at man allerede dér kommer noget op over. Tillige er der eksempler på, at dømte også skulle betale en tortgodtgørelse til den forurettede i størrelsesordenen fra 5.000 kr. til 50.000 kr.

Jeg synes, at det skal med i billedet, at det er det, der får regeringen til at mene, at der sådan set er en ganske udmærket balance. Det er ikke ensbetydende med, at vi synes, at det, der sker, er acceptabelt, og jeg håber, at det er noget, vi alle sammen kan tage klart afstand fra.

Spørgeren. Spørgeren vil ikke. Hr. Peter Skaarup.

Men jeg må sige, at jeg jo ikke rigtig synes, at justitsministeren svarer på det spørgsmål, der kom fra hr. Preben Bang Henriksen, og det skyldes måske, at det er ulogisk, at vi stadig væk skal operere med den her forholdsvis forældede lov på det her område, som justitsministeren så stadig væk åbenbart forsvarer. Sagen er jo, at internettet og tv-udbredelsen i den grad sætter det her lovkompleks under pres, fordi vi ser, at nogle, det kan være enkeltpersoner, det kan være medier, benytter sig af, at det er forholdsvis straffrit at udsprede løgnagtige oplysninger om andre mennesker. Ligesom vi skal behandle kriminalitet, der udføres og har ofre, med hård afstandstagen efter Dansk Folkepartis opfattelse, er der også brug for, at regeringen tager den her form for tilsvining for reel.

Så er det ministeren.

Jeg tror ikke, at der er to synspunkter om, at noget af det, man har set, er helt uacceptabelt. Vi har jo alle sammen erfaringer med internettets udbredelse og debatter på internettet som sådan, og der bliver sagt ting en gang imellem, hvor man tænker, om det virkelig kan være rigtigt, og det bliver jo spredt i meget stor hast. Når der er behov for at sætte ind, bliver der sat ind, og den gennemgang, som der jo er på beslutningsforslaget, viser altså også, at der så at sige bliver hugget til i straffene for det – altså, mellem 10 og 20 dagbøder varierende fra 100 kr. pr. dagbøde op til 1.000 kr. plus altså tortgodtgørelse fra 5.000 kr. og op til 50.000 kr. Det var det, der var svaret til hr. Preben Bang Henriksen. I den konkrete sag var min holdning jo også den – og det skal jeg selvfølgelig afholde mig fra at gå ind i, men jeg tror, at man må sige, som jeg også sagde – at den som sagt ligger noget under, hvad der synes at være det sædvanlige på området.

Spørgeren.

Jeg synes, at justitsministeren bevæger sig sådan lidt på tynd is, fordi virkeligheden er, at justitsministeren taler for, at man ved særlig skærpende omstændigheder, hvor man hænger andre mennesker ud for f.eks. at være pædofil, så bare giver en dagbøde på måske 100 kr., ti dagbøder a måske 100 kr. eller ti dagbøder a måske 1.000 kr. Hvis justitsministeren virkelig mener, at det er afskrækkende f.eks. for en redaktør, der har viderebragt sådan nogle oplysninger i sin avis eller i sit ugeblad, så tror jeg, at justitsministeren er nødt til at tænke lidt over sin regnemetode, fordi virkeligheden er, at en redaktør med en bøde af den størrelse jo bare fortæller sit blad eller avis, at den betaler det blad eller den avis, og det er vel at mærke en meget lille bøde for at sælge blade eller aviser til flere mennesker, end man ellers ville gøre det. Så vil justitsministeren ikke uddybe, hvad det er, der er begrundelsen for ikke at gøre noget?

Så er det ministeren.

Det var sådan set det, jeg forsøgte i min indledning og min tale her. Det er en skærpende omstændighed i dag, altså man tager højde for så at sige udbredelsens karakter. Hvorfor gør man det? Det er, fordi man selvfølgelig mener, at det er alvorligt. Så det er allerede en skærpende omstændighed i dag. Dansk Folkeparti har selv stemt for i 2004, at man så at sige skulle fjerne en unødig bestemmelse i straffeloven, fordi Straffelovrådet mente, at den var overflødig. Den dom, som jeg før læste op fra tilbage fra 2011, altså en dom, der ligger 7 år efter, at Dansk Folkeparti stemte for, at man skulle fjerne paragraffen om en skærpende omstændighed, og det skulle stå i en isoleret paragraf, viser, at det er en skærpende omstændighed i dag.

Så det, Dansk Folkeparti her vil, bider sig selv lidt i halen. Dommen viser, at det er en skærpende omstændighed, og Dansk Folkeparti vil gerne have, at det skal fremgå, at det er en skærpende omstændighed. Nu viser dommen, at det er en skærpende omstændighed, når man ser på udbredelsens karakter, og derfor sammenholdt med de bøder, der bliver givet, og de tortgodtgørelser, der bliver idømt, og de dagbøder, der som sagt bliver givet, synes regeringen, at det er i balance.

Jeg siger tak til justitsministeren. Så er det den første ordfører, som er hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Det beslutningsforslag, der er fremsat, har til formål at forhøje straffen for ærekrænkelse, også kaldet injurier. Det er sådan i dag, at ringeagtsytringer eller falske sigtelser som f.eks. »han er en tyveknægt« eller »han er pædofil« er strafbare efter straffelovens § 267. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er nok nærmest, at udbredelsen af de her sigtelser er blevet langt nemmere og langt mere populær – om man må bruge det kedelige udtryk – via de elektroniske medier.

En gennemgang af de sidste 5 års domspraksis afslører, som justitsministeren også har bekræftet, et niveau i dagbødestørrelsen på 10-20 dagbøder a 100-1.000 kr. Jeg synes måske det niveau kommer allertydeligst til udtryk i den sag, som der nævnes i forslagets bemærkninger, hvor en kommunal familiechef af to mænd på internettet bliver beskyldt for at være pædofil. Straffen fastsættes til fire dagbøder a 125 kr. Det er fuldstændig latterligt.

Jeg bemærkede, at justitsministeren sagde, at han ikke har læst dommen. Han refererede dog en anden dom, som han havde læst. Jeg synes måske, der var endnu mere grund til at læse den dom, der henvises til i netop bemærkningerne til beslutningsforslaget, fordi fakta er, at den er et ganske godt udtryk for, at retspraksis er kommet helt ude af trit med virkeligheden. Det er helt ude af proportioner, helt uden nogen special- eller generalpræventiv effekt overhovedet. Straffen bør skærpes væsentligt i de her tilfælde, hvis det skal have nogen som helst præventiv effekt.

Så siger justitsministeren, at når der er behov, så bliver der sat ind. Nej, det er nu en sandhed med modifikationer, for forholdet er det, at den her type sager jo ikke er sager, der rejses af politiet. Det er jo sager, der rejses af den private i en noget særegen procesform, nemlig i strafferettens procesform. Det er et privat søgsmål, kan man sige, selv om der påstås straf.

Det betyder jo i realiteten, at de, der ikke selv har råd til at bekoste en sådan sag, der måske løber op i 20.000-40.000 kr. i sagsomkostninger for sagsøgeren, har svært ved at værne om deres egen ære, om jeg så må sige. Fri proces, fremgår det faktisk af § 228, er særdeles svær at få i sådanne sager. Det er en yderligere konsekvens af en dom, der tilkender sagsomkostninger hos modparten og ofte kun giver spinkelt håb om refusion hos den modpart, der ingen penge har. Tilsvarende gælder udgifter til offentliggørelse, som man også kan få med i en dom, og hvis ikke den, der har fremsat beskyldningerne, har penge, får man jo ikke refunderet udgifter til det.

Endelig er det også fint, at ministeren nævner torterstatning, som man kan nedlægge påstand om efter erstatningsansvarsloven § 26. Men også her gælder der jo, at hvis der ingen penge er at hente, så er der ingen penge at hente. Så det korte af det lange er, at man som oftest i de her injuriesager står med en stor regning, fordi man selv er nødt til at anlægge søgsmålet. Det er ikke noget, det offentlige gør på ens vegne eller det offentlige supporterer.

En ting er, at skadelidte ikke får nogen økonomisk oprejsning, men med forslaget ønsker vi, at den straf, som det offentlige via domstolssystemet fastsætter, i det mindste bliver relevant og proportional i forhold til den krænkelse, der er sket. Det er ikke tilfældet i dag, og det viser den refererede domspraksis og ikke mindst straffen på fire gange 125 kr. for at blive kaldt pædofil på internettet.

Det hører ingen steder hjemme, og med forslaget ønsker vi i det mindste, at den, om jeg så må sige, offentlige straf – for de penge, der skal udveksles mellem private, kan vi jo ikke rigtig gøre noget ved – skærpes i overensstemmelse med den krænkelse, som er overgået offeret, hvor omtalen har givet et uopretteligt sår på livet. Det nuværende strafniveau har hverken special- eller generalpræventiv effekt af nogen som helst betydning. Tak.

Jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Ole Hækkerup fra Socialdemokraterne. Nej, der var et enkelt spørgsmål. Hr. Jeppe Mikkelsen.

Tak, formand. Tusind tak for den spændende debat, det synes jeg faktisk det er, så den tak vil jeg gerne give til ordføreren fra Venstre.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om den sag, der var fremme i pressen for nylig, hvor hr. Søren Pind – fra ordførerens eget parti – hængte en mand ud på Facebook for noget, som politiet mente der ikke var beviser for, har givet inspiration til det her forslag.

Ordføreren.

Ja, jeg har set, at spørgeren har været ude med den udmelding før. Jeg skal sige, at uanset hvad resultatet af det her forslag bliver, uanset hvilken lovgivning vi har i dag og kommer til at leve under fremover, vil det også gælde for hr. Søren Pind, ingen tvivl om det. Men så må jeg nok lige erindre om, at § 267, som vi taler om at forhøje straffen for her, omhandler sigtelser, der kan bevises. Hvis de viser sig ikke at kunne bevises, ifalder man straf, og det gør hr. Søren Pind selvfølgelig også, men han var åbenbart så sikker i sin sag, at han mente, at det kunne bevises. Så det kan være en af grundene til, at han ikke har fået en injuriesag på nakken.

I forhold til politiets holdning stemmer min erindring nu ikke helt overens med spørgerens, men det skal ikke skille os ad. Jeg tror nu, der blev rejst tiltale mod den anden bilist, men det er dog sagen uvedkommende.

Jeppe Mikkelsen.

Jo, der blev rejst tiltale for visse dele, det er korrekt. Men der var også det, der ikke var belæg for. Altså, der er ingen tvivl om, at når man kører ind i en person, så skal man kontakte vedkommende og ikke bare køre væk, som personen jo gjorde i den konkrete sag. Og det er vedkommende blevet straffet for. Men hr. Søren Pind hængte jo personen ud for at have kørt ind i hr. Søren Pind bevidst, fordi hr. Søren Pind var hr. Søren Pind. Men jeg er da glad for, at ordføreren er enig med mig i, at det selvfølgelig er regler, der gælder for alle.

Ordføreren.

Jamen det er helt korrekt, og jeg kan kun sige, at hr. Søren Pind skal have en strengere straf, hvis det her gennemføres, såfremt den sigtelse, han kom med, ikke kan bevises. Men det følte hr. Søren Pind sig overbevist om den kunne. Hvis det er korrekt, og det har jeg ingen grund til at betvivle, vil han blive frifundet.

Jeg siger tak til ordføreren. Så er det hr. Ole Hækkerup.

Tak, fru formand. Som det allerede er fremgået, ønsker man med det her beslutningsforslag at skærpe straffen for grove æreskrænkelser. Forslagsstillerne anfører i den forbindelse, at straffen skal afspejle den udbredelse, som krænkelsen har haft, og at udbredelsen af krænkelsen er blevet mere omfattende med den teknologiske udvikling med udbredelsen af nettet, de sociale medier osv. Socialdemokraterne er helt enige i, at det skal afspejle sig i straffen, og derfor er det vigtigt, også som det sker i dag, og som det allerede er fremgået af justitsministerens besvarelse, at udbredelsen er en skærpende karakter, når straffen udmåles.

Kunne det så, som det har været fremme i debatten, have været hensigtsmæssigt, at det var en særskilt skærpende omstændigheder i loven, altså ud over i domstolspraksis? Som det jo også er fremgået, var det faktisk tidligere en særskilt paragraf. Den blev så afskaffet under VK-regeringen, og det var netop med henvisning til, at bestemmelsen var uden praktisk betydning. Ville den så være værd at genindføre? Næppe, hvis domstolene allerede dømmer efter, at udbredelsen er en skærpende omstændighed.

I forslaget er der så henvist til en konkret sag om falske beskyldninger. Jeg må sige, at når jeg læser det, der står i beslutningsforslaget, synes jeg også, at den helt konkrete sag umiddelbart virker mærkelig. Jeg ved så ikke, om den konkrete sag er anket videre, og i givet fald den er anket videre, så synes jeg jo, at det er uhensigtsmæssigt, hvis vi står her i Folketinget og har en diskussion om den. Så den vil jeg meget nødig forholde mig til. Jeg formoder selvfølgelig – og nu kigger jeg på hr. Preben Bang Henriksen – at hvis den var anket videre, havde man ikke haft den med her i Folketingssalen. Det tænker jeg.

Jeg vil for den politiske del af det gerne sige, at det er vigtigt for Socialdemokraterne, at straffen for æreskrænkelser skal kunne føles. Og vi mener, at det, som justitsministeren sagde, er tilfældet med den domstolspraksis, der er i øjeblikket, når man ser på de sidste 5 års sager om æreskrænkelser Dette fremgår jo netop af det første spørgsmål til dette beslutningsforslag. Men vi vil gerne være med til at holde et vågent øje med, at det bliver ved med at være på den måde, for vi har sådan set den samme grundholdning – det tror jeg man kan sige – som hr. Preben Bang Henriksen gav udtryk for.

På den baggrund skal jeg afvise det her konkrete forslag.

Der er et enkelt spørgsmål fra hr. Peter Skaarup.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Ole Hækkerup som socialdemokratisk ordfører, om hr. Ole Hækkerup er enig i følgende udsagn, der kom fra kommunaldirektøren i Morsø Kommune, Per Flemming Laursen, til avisen.dk den 26. marts 2012. Han relaterede sig til den her sag, hvor en familiechef i Morsø Kommune af to personer var blevet hængt ud for at være pædofil. Det var altså usandt, for det var vedkommende ikke. Den pågældende kommunaldirektør sagde så: Der skal meget til at chokere mig. Jeg har hørt meget i min tid som kommunaldirektør, men det her var simpelt hen under lavmålet.

Er hr. Ole Hækkerup ikke enig i, at det da er uholdbart i længden, at det, hvis man udspreder den slags rygter om en anden person på internettet om, at vedkommende er pædofil, bare så straffes med nogle få hundrede kroner i bøde? Skal man virkelig tage Socialdemokraternes holdning til det her forslag som udtryk for, at man ingenting vil gøre?

Så er det ordføreren.

Hvis man skal være god og rar og helt ærlig, tror jeg, der var tale om, at jeg var meget tæt på at blive lagt en række antagelser og betragtninger i munden, som der vist ud fra min ordførertale ikke rigtig var dækning for. Jeg synes, at der skal skrides ind konsekvent i forhold til æreskrænkelse, og det skal være sådan, at det er en straf, der kan mærkes. Jeg synes også, det er det, der fremgår af svaret på spørgsmål nr. 1 til netop det her beslutningsforslag, hvor justitsministeren er blevet bedt om at redegøre for de seneste 5 års domspraksis, når det gælder overtrædelse af netop bestemmelsen om æreskrænkelser.

I forhold til den konkrete sag vil jeg sige, at hvad angår det, som står skrevet i bemærkningerne til det her beslutningsforslag, har jeg det, tror jeg, ligesom hr. Peter Skaarup, på den måde, at det umiddelbart virker mærkeligt på mig, at det ikke har ført til en anden og hårdere straf. Nu kender jeg ikke den konkrete sag, og som jeg sagde i min ordførertale, ved jeg ikke, om sagen er anket videre i systemet, jeg ved ikke, hvor den står henne i systemet, for ellers ville det være uhensigtsmæssigt, at Folketinget behandler den. Jeg ved heller ikke, hvad der konkret er sket i den sag, men hvis der kun er sket det, som der står oplyst her, har jeg den samme forundring, som hr. Peter Skaarup har, men det gælder bare ikke generelt, hvad man kan se af besvarelsen fra Justitsministeriet.

Så er det hr. Peter Skaarup.

Men er vi ikke nødt til at være borgernes advokater nogle gange herinde på Christiansborg og følge med i, hvad det er for en lovgivning, vi har, hvordan den virker, hvad det er for nogle straffe, der bliver givet for ting og sager ude i samfundet? Så langt kan vi vel være enige. Så er det så, at jeg undrer mig over, hvordan det kan være, justitsministeren har energi og mandskabsressourcer til i sit ministerium at følge en sag, som måske passer meget godt ind i Justitsministeriets eller justitsministerens kram. Jeg synes ikke, det er en meget høj bøde, der gives i den konkrete sag fra Østre Landsret, men det er så, hvad det er. Man har ikke energi til at sætte sig ind i den sag, som er nævnt i beslutningsforslaget, som bl.a. er afsættet til, at vi overhovedet diskuterer det her, hvor Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har syntes, det har været vigtigt at diskutere det ud fra den her sag. Virker det ikke mærkeligt på hr. Ole Hækkerup også, at justitsministeren har energi til at kigge en sag igennem, der passer ind i hans kram, men vil ikke se på den sag, det i realiteten handler om?

Så er det ordføreren.

Jo, men jeg vil da bestemt tro – og det passer i hvert fald ind i mit kram at sige det – at hvis man skal være borgerens advokat, som hr. Peter Skaarup sagde, er opgaven selvfølgelig også at kigge på, hvad det er for nogle sager, der overhovedet har været på det her felt med æreskrænkelser. Derfor synes jeg sådan set, det er et glimrende svar, der er på spørgsmål nr. 1 til præcis det her beslutningsforslag. Og så er det jo også at være borgerens advokat at sige, at hvis vi har otte sager, hvor der er en af dem, der er mundet ud i en straf, som hr. Peter Skaarup og jeg måske havde ønsket havde været på en anden måde, skal vi selvfølgelig ikke kun kigge på den ene sag, men kigge på alle otte sager, når vi så spørger, om vi synes, lovgivningen er tilfredsstillende. Det tror jeg i øvrigt hr. Peter Skaarup og jeg vil være enige om. Derfor kan vi jo godt undre os over den enkelte sag. Men der må jeg bare sige, at hvis vi skal lave lovgivning efter én sag, selv om vi synes, straffen har været den rigtige i de øvrige syv sager, er vi jo også meget tæt på at være ude i noget, der godt kan blive en lille bitte smule uholdbart, for så skal man virkelig være grundigt nede i den enkelte sag og finde ud af, hvorfor den har skilt sig ud fra de øvrige syv sager. Det kan man så godt gøre, men hvis nu vi skal være gode og rare og helt ærlige over for hinanden, fremgår det jo ikke af bemærkningerne til det her beslutningsforslag, hvor det adskiller sig fra alle de øvrige sager om æreskrænkelser, siden straffen efter hr. Peter Skaarups opfattelse har været så mild.

Så er der en ny til korte bemærkninger. Hr. Preben Bang Henriksen.

Ganske kort: Altså, man kan jo sige, at den der Morsøsag adskiller sig fra de øvrige sager ved det, at den er et udtryk for den nyeste retspraksis; så er den historie jo næsten ikke længere. Det er jo den vej, retspraksis går, og jeg kan da kun dele hr. Peter Skaarups undren over, at justitsministeren og ministeriet har haft energi til at løbe alle mulige andre praksis igennem, men ikke den allerseneste og ikke den, der decideret nævnes i beslutningsforslaget. Det er nærmest helt fremmed land, og det er da noget mærkeligt noget.

Så den sidste bemærkning vedrørende, om den er anket eller ej. Jamen det er jo godt eksempel på det, jeg sagde, nemlig at det er en type sager, som føres af private, men i strafferetligt regi. Hvis man skal anke, er det derfor en privatmand, der skal ud at anke den her sag. Det er jo en utrolig bekostelig affære. Nu kan det godt være, at kommunen støttede op om familiechefen her, men ellers er det jo årsagen til, at mange af sagerne ikke ankes.

Så er det ordføreren.

Jo, men efter det, der fremgår af bemærkningerne – det jo ikke mig, der skal stå til ansvar for, hvad der står i bemærkningerne til det her beslutningsforslag, det er jo forslagsstillerne – vedrører den konkrete sag, man henviser til, så vidt jeg kan vurdere, perioden fra den 30. januar 2008 til den 30. januar 2013; altså må den konkrete sag, der henvises til her, så vidt jeg umiddelbart kan se, også være med i besvarelsen af spørgsmål 1, for i besvarelsen af spørgsmål 1 siger justitsministeren jo netop, at det dækker de 5 år, der ligger fra 30. januar 2008 til 30. januar 2013. Så umiddelbart vil jeg mene, at det må være en af de sager, der er med her.

Det ændrer ikke på min grundlæggende pointe, nemlig følgende: Vi er jo nødt til, synes jeg, med hensyn til lovgivningen fra Folketingets side selvfølgelig at kigge på enkeltsager, men vi er jo også nødt til at kigge på summen af sager. Derfor er jeg heller ikke sikker på, når hr. Preben Bang Henriksen siger, at det her er udtryk for retspraksis, at det nødvendigvis er rigtigt. Der ville jeg jo nok mere kigge på sagerne over de sidste 5 år.

Spørgeren.

Jamen altså, nu skal uenigheden jo heller ikke blive større, end godt er. Jeg noterede, at ordføreren var indstillet på at holde et vågent øje med udviklingen på dette område, og min personlige opfattelse er, at udviklingen er i gang med at skride. Det gælder ikke bare udviklingen inden for almindelige injuriesager, men altså også tilsvining i pressen osv. Jeg kvitterer for, at ordføreren vil være med til at holde øje med udviklingen. Tak.

Tak. Jeg er jo sådan set enig. Der er ingen grund til nødvendigvis at snakke sig fra hinanden. Så kan vi jo diskutere lidt, om det her er udtryk for, hvordan retspraksis er ved at udvikle sig. Men jeg tror jo i hvert fald, at jeg er enig med Venstre i – det er også lidt bredere end retspolitikken, det er også sådan lidt kulturpolitisk næsten – at hvis man ser på tendensen i medierne i den offentlige debat for, hvad der sker, og hvor grænserne går for, hvad man vil hænge folk ud for, og hvor hurtig man er til at hænge folk ud, så flyttes de i de her år.

Jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis lige er her, man skal tage fat, i den forbindelse, men der har vi som samfund generelt en udfordring af en helt anderledes karakter. Der kan vi sagtens finde hinanden og sige: Hvad pokker kan man så i øvrigt gøre ved det?

Jeg siger tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, hr. Jeppe Mikkelsen. Men han er ikke til stede, så det bliver SF's ordfører, fru Mette Boye.

Tak til formanden. Jeg er her på vegne af fru Karina Lorentzen Dehnhardt, som desværre ikke kunne være her i dag.

I dag behandler vi Dansk Folkepartis, Det Konservative Folkepartis og Venstres forslag til folketingsbeslutning om forhøjelse af straffen i sager om æreskrænkelse. SF tager stærkt afstand fra de sager, hvor der sker æreskrænkelse.

Der er ikke nogen tvivl om, at udbredelse af de sociale medier har gjort den potentielle udbredelse af æreskrænkelser meget mere alvorlig og skræmmende. Der er jo folkeskoleelever, der nu sidder derude og ikke kan koncentrere sig i skoleundervisningen, fordi de konstant er bange for, at der bliver skrevet krænkende og decideret onde kommentarer og trusler på deres netprofiler. Mobning har jo altid været et problem, men det kan antage nogle helt andre dimensioner, end da jeg f.eks. var barn i 1970'erne.

Dertil kommer også, at krænkelser på sociale medier står for tid og evighed. Der er på flere af de sociale medier det problem, at det er meget, meget svært at få slettet krænkende udtalelser og statusopdateringer osv. Så de står der altså for tid og evighed.

Vi mener, at der bl.a. skal en holdningsændring til, også blandt brugerne af de her sociale medier, i retning af, at man er mere bevidst som bruger om at beskytte sine private oplysninger og bruger en god tone på nettet. Vi kan let blive enige om, at æreskrænkelser ikke bør tolereres. Spørgsmålet til diskussion i dag er, om straffen for æreskrænkelser skal skærpes. Som ministeren oplyste i sin tale, bliver udbredelsen af æreskrænkelser allerede i dag tillagt skærpende betydning ved domstolene.

Vi mener ikke i SF, at vi løser problemet med æreskrænkelser ved at skærpe straffen yderligere, og derfor kan vi ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Jeg siger tak til ordføreren. Så er det hr. Tom Behnke for De Konservative.

Vi kan fra konservativ side selvsagt støtte beslutningsforslaget her. Vi er medforslagsstiller på det, så selvfølgelig kan vi det.

Grunden til, at vi er medforslagsstiller, er jo, at der er kommet eksempler frem, som gjorde, at vi tog os til hovedet og sagde, at det da ikke kan være rigtigt, at man kan slippe så billigt for at komme med æreskrænkelser, når vi tænker på, i hvilken udstrækning de bliver udbredt. Det var vores klare opfattelse, at vi med den lovgivning, vi har i dag, måske ikke helt er fulgt med den teknologiske udvikling. Domstolene er måske ikke helt fulgt med, retspraksis tager måske ikke helt højde for, at der er nogle nye muligheder i dag i forhold til før i tiden.

Før i tiden var jo sådan, at hvis man råbte noget grimt om sin nabo, kunne man være heldig, at den eneste, der hørte det, var naboen selv, og at ingen andre hørte det. Nu er det sådan, at man på Facebook, Twitter og alle mulige andre sociale medier og på internettet i det hele taget kan komme med den ene beskyldning efter den anden. Så er det pludselig ude hos rigtig, rigtig mange tusinde mennesker, der ser den her æreskrænkelse.

Det næste, som gør sig gældende, og som for mig at se også er en meget skærpende omstændighed, er, at når det først har været ude på nettet, forsvinder det jo aldrig igen. Man kan gøre nok så mange forsøg på at slette det igen, men det bliver ikke slettet. Det står der til evig tid. Hvis man derimod har råbt noget grimt til sin nabo, er ordene væk, så snart man er færdig med at råbe. Selv hvis man havde været heldig at få noget trykt i en avis – det er nærmest en umulighed, fordi der er en chefredaktør, der holder øje med, at sådan noget ikke sker – ville den være brugt til at pakke fisk ind i dagen efter, og så var den også væk.

Men det er en ny tid, det er nye muligheder, som teknologien giver. Der kunne vi i hvert fald godt tænke os, at vi lovgivningsmæssigt fulgte med. Det er vores indtryk fra de eksempler, vi har set, at man ikke er det. Derfor har vi fremsat beslutningsforslaget.

Nu kan jeg så forstå på ministeren, at det er en misforståelse, der ligger faktisk en række domme, der netop understreger, at det i sig selv er en skærpende omstændighed, at man udbreder det til så stor en personkreds, som man gør, når man lægger ting ud på internettet. Det er vi da interesserede i at høre mere til og grave dybere ned i, for det er klart, at vi ikke skal stramme en lov, som ikke har behov for at blive strammet. Er der en enkelt retsafgørelse, der stritter helt vanvittigt og forkert ud, skal den ikke være årsag til, at vi strammer noget. Men fra konservativ side vil vi nu gå i udvalgsbehandling med beslutningsforslaget her og forfølge det spor, nemlig at det må være en endda særdeles skærpende omstændighed, at de æreskrænkelser, man kommer med, lægges ud på nettet, fordi de rammer så mange tusinde, og fordi de står der til evig tid.

Jeg siger tak til ordføreren. Og så giver jeg ordet til De Radikales ordfører, hr. Jeppe Mikkelsen.

Det var lidt pinligt før; det vil jeg godt beklage over for formanden. Jeg havde glemt, at hr. Peter Skaarup skulle på til sidst, så jeg troede, at jeg lige havde tid til at ordne et telefonopkald uden for salen. Det beklager jeg mange gange.

Men jeg siger tusind tak for ordet og tak til forslagsstillerne for denne debat. Jeg synes faktisk, at den er ret interessant, for jeg tror sådan set, at forslagsstillerne på mange måder har ret i, at ting er accelereret en smule i takt med internettet.

Jeg tror dog ikke, at det nødvendigvis handler så meget om strafferammerne. De er nok langt hen ad vejen ret fine, da de også afspejler, at det er en skærpende omstændighed, når ærekrænkelser bliver slynget ud i en større personkreds. Jeg synes dog, at det eksempel, som forslagsstillerne fremhæver, har et meget lavt strafniveau, men som justitsministeren oplyste, er det her langt fra det normale strafniveau. Man kan altid finde enkeltsager, der falder uden for den normale ramme, og det understreger jo, at vi aldrig må lave politik på baggrund af enkeltsager.

Men jeg vil gerne være med til at drøfte, hvordan vi kan skabe et bedre debatmiljø på nettet. For nettet har jo uanede muligheder for at demokratisere den offentlige debat, men vi ser også til tider en meget hård tone på nettet og nogle rigtig dårlige eksempler på, at folk får krænket deres ære. Vi så f.eks. for nylig, at hr. Søren Pind fra Venstre lagde en nummerplade ud på nettet og beskyldte en mand for bevidst at have kørt ind i ham, fordi han var hr. Søren Pind. Det var ganske vist en mand, der havde kørt ind i hr. Søren Pind og efterfølgende forlod stedet uden at kontakte hr. Søren Pind. Det er jo en forbrydelse, som man kun kan tage afstand fra, og som manden mig bekendt også er blevet straffet for. Men politiet fandt ikke beviser for den alvorlige beskyldning om, at manden bevidst skulle have påkørt hr. Søren Pind.

Derfor er det jo vigtigt, at man ikke hænger en person ud og gør det muligt at identificere vedkommende på baggrund af personens nummerplade. Vi har ikke brug for Facebookdomstole eller Twitterinkvisitioner. Vi lever med et retsvæsen, som skal tage sig af den slags, ikke folkets domstol.

I forlængelse af den uheldige sag tror jeg, at man her i Tinget bør starte med sig selv, altså med som politiker at være en rollemodel, for vi er på mange måder rollemodeller for, hvordan man debatterer online og bruger sociale medier. Men øvrige bud på, hvordan vi kan ændre kulturen, vil jeg også meget gerne være med til at drøfte. Jeg takker for buddet her, men jeg tror ikke, det er det rigtige middel, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget. Men jeg takker stadig væk forslagsstillerne for det.

Jeg siger tak til ordføreren. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for Liberal Alliance.

Jeg skal starte med at beklage over for Tingets formand og de ærede medlemmer, at jeg ikke var til stede på rette tid. Det skal forhåbentlig aldrig gentage sig, men man skal passe på, hvad man lover.

Lad os forholde os til beslutningsforslaget, som ligger her, om forhøjelse af straffen i sager om æreskrænkelser. Partierne bag forslaget siger, at formålet med beslutningsforslaget er at ændre straffeloven, sådan at straffen for grove tilfælde af æreskrænkelser skærpes.

Jeg er lidt i tvivl – og derfor spørger jeg; det kan jo være, at der er nogen, der vil tage ordet – om, hvor meget man egentlig forestiller sig, at de skal skærpes. Vi stiller os nemlig tvivlende over for, at det gør den store forskel, om man får bøder i størrelsesordenen 10.000 kr. kontra 20.000 kr., eller om det er 5.000 kr. kontra 10.000 kr., eller om det er sådan mindre skærpelser. Derfor kommer vi også ud i nogle andre problemer, for hvis det skal have en stor nok afskrækkende effekt, kan man så forestille sig, at hvis folk har sagt et eller andet tosset på internettet, skal de pludselig betale 100.000 kr. eller 250.000 kr. eller 500.000 kr. for sådan æreskrænkelser? Jeg synes i hvert fald, at der er nogle klare dilemmaer i forhold til, hvornår man mener, at straffen har en størrelse, så den har en effekt og ikke bare er ren symbolik.

Det er jo klart, at i alle de eksempler, der er, tænker man, at det da også er noget værre noget, at folk har sagt sådan. Men nogle gange tror jeg også, at man må lade det ligge. Der er selvfølgelig de slemme sager, der også bliver nævnt eksempler på, og der er jo også blevet straffet i de sager. Det tror jeg sådan set er godt nok. Men i en lang række andre sager må man jo bare sige, at de her injuriesager er sager – jeg ved ikke, om man må bruge de ord – hvor det er en idiot, der anlægger en sag mod en anden, fordi man tit i stedet for at lade det ligge lader sig hidse op og gør det til en sag for domstolene. Jeg tror også, at hvis man begynder at gennemtrawle Facebook og Twitter og lignende steder, vil der simpelt hen ligge oceaner af mulige sager, og jeg er ikke sikker på, at det er det, domstolssystemet skal bruges til at gøre noget ved.

I Liberal Alliance har vi egentlig også det udgangspunkt, at hvis vi skal gøre noget ved æreskrænkelser og i øvrigt andre spørgsmål i forhold til ytringsfriheden, vil vi hellere udvide ytringsfriheden, end vi i første omgang vil indskrænke den. Hvis man kan lave en pakke, hvori det kunne indgå, når der engang måtte komme en borgerlig regering, at man gør noget ved racismeparagraffen og blasfemiparagraffen og nogle af de mere tåbelige dele af det her med injurier, kan det da godt være, at vi er til at tale med. Men så må det være sådan et større kompleks, hvor man samlet set udvider ytringsfriheden og ikke det modsatte.

Det er jo ikke, fordi jeg prøver at bagatellisere nogle ting, der selvfølgelig for den enkelte godt kan føles alvorligt, men jeg har altså lidt svært ved det her med, hvor man vil sætte niveauet, så straffen ikke virker fuldstændig uproportional, samtidig med at den har en effekt. Jeg tror desværre, at det bliver svært at finde det gyldne punkt. Så Liberal Alliance stemmer umiddelbart nej til beslutningsforslaget.

Så er det hr. Peter Skaarup med en kort bemærkning.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Simon Emil Ammitzbøll, om det alligevel ikke giver stof til eftertanke, at resultatet, hvis man på internettet beskylder en kommunal familiechef for at være pædofil, så er, at de to mænd, der gør det, får en bøde på 500 kr. Til trods for at hr. Simon Emil Ammitzbøll jo er liberal – og det er også fint – og er repræsentant for Liberal Alliance, er der så ikke grænser for, hvor liberal man skal være over for det?

Ordføreren.

Det er tankevækkende. Det synes jeg, og jeg synes, at det er godt, at der er en straf. Man kan selvfølgelig sagtens diskutere, om det i den pågældende sag burde have været en højere straf. Nu blev der nævnt nogle andre eksempler, hvor der var en højere straf. Men det er jo svært for mig at kende alle detaljerne og vide, hvorfor man har vægtet det på én måde i en sag og på en anden måde i en anden. Det ville det jo også være, selv om vi lige hævede det til det dobbelte. Det ville efter min opfattelse stadig være latterligt små beløb. Men jeg ved ikke, i hvilken størrelsesorden hr. Peter Skaarup har forestillet sig at straffen skulle være. Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at få et bud på, og det er jo heldigt, at hr. Peter Skaarup har en chance for at fortælle os det nu.

Spørgeren.

Nu er jeg jo ikke dommer, men jeg har været med til at lave noget lovgivning herinde, der sikrer, at niveauet skulle være højere, og sagen er jo, at hvis domstolene af forskellige årsager ikke følger det, vi fra politikernes side har ment var det rigtige niveau sådan i store træk, så har vi mulighed for at sadle om. Jeg synes ikke, at det, justitsministeren er kommet med i dag, har overbevist mig – eller Venstre og Konservative – om, at det niveau, der er i dag, er tilfredsstillende, hverken hvad angår den sag, som er nævnt i beslutningsforslagets bemærkninger, eller i andre sager. For vi har fået internettet, hvor det er så forholdsvis nemt at anklage folk for alt muligt, og hvor det desværre er meget svært at få slettet ting. Det kan ikke lade sig gøre, så derfor står de anklager der mere eller mindre for tid og evighed.

Så er det ordføreren.

Altså, hvis jeg selv prøver at se på, hvad folk dog anklager mig for på internettet – og det er sikkert det samme, der gør sig gældende for hr. Peter Skaarup – så vil jeg i hvert fald sige, at jeg sikkert ikke havde tid til at passe mit arbejde her i Folketinget, hvis jeg skulle tage mig af alle de anklager, der var, i hvert fald i form af et retsligt efterspil. Jeg medgav jo faktisk, at den konkrete sag, som blev nævnt, virker bemærkelsesværdig. Som jeg hørte ministeren, gav regeringen i hvert fald også udtryk for et ønske om, at man ville følge det her område og se, om der var yderligere problemer ud over den enkeltsag, som har været diskuteret her i dag. Det synes jeg sådan set er et meget fint tilsagn, som man er kommet med, og vi vil gerne kvittere for, at man kommer med det tilsagn. Så må vi jo se, om det står så galt til, som det umiddelbart kan virke på baggrund af en enkeltsag.

Men jeg synes stadig, at hr. Peter Skaarup glemte at svare. Jeg ved ikke, om hr. Peter Skaarup vil komme herop igen som den sidste; det tror jeg nok han gør. Så kan hr. Peter Skaarup jo sige, hvad det er for et niveau for bøder, Dansk Folkeparti forestiller sig, for det er da det nemmeste i verden at sige, at det ikke er godt nok, hvis man ikke har noget svar.

Så er det hr. Preben Bang Henriksen.

Jeg kan have misforstået det, og derfor beder jeg hr. Simon Emil Ammitzbøll om at be- eller afkræfte det, han sagde om ytringsfriheden. Er det er hr. Simon Emil Ammitzbølls opfattelse, at en højere straf, som der lægges op til i forslaget her, indskrænker ytringsfriheden?

Ordføreren.

Det er jo sådan, at vi alle vel ønsker en eller anden form for indskrænkninger af ytringsfriheden, eksempelvis at der er grænser i forbindelse med injurier og lignende. Men det er vel stadig rent formelt en eller anden form for indskrænkning, selv om det, der bliver sagt, er løgn. Sådan ville jeg umiddelbart opfatte det, men det er sådan set ikke det, der skal skille os ad. Det ændrer jo sådan set ikke på det politiske synspunkt i forhold til, om vi synes, man skal vedtage det her forslag eller ej, og hvad det er for et niveau, man så forestiller sig. Det kunne Dansk Folkeparti ikke svare på. Jeg forestiller mig, hr. Preben Bang Henriksen måske har haft fingrene endnu mere nede i forslaget, så det kunne være, Venstres ordfører kunne komme med et mere specifikt bud på, hvad det egentlig er, vi står og diskuterer.

Hr. Preben Bang Henriksen.

Nej, jeg hverken kan eller vil komme med noget specifikt bud, for det ligger jo i enhver form for domstolsbehandling, at det er undergivet domstolenes frie skøn over sagens samtlige omstændigheder, så hr. Ammitzbøll får altså ikke mig til at give et bud på, hvad straffen skal være i en sag, som ingen af os kender. Så enkelt er det.

Jeg må tilbage til det her med ytringsfriheden og så sige, at jeg er bange for, at hvis man ikke gør noget ved det her, hvis man ikke sørger for, at der er tilpas høje straffe og sanktioner i de her situationer, så kommer vi netop til at indskrænke ytringsfriheden, for så begrænses folks lyst til at ytre sig i aviser, i læserbreve, på blogs osv., for de bliver jo beskyldt for hvad som helst bagefter. Og det allerværste er jo, at folks lyst til at blande sig i det politiske liv begrænses også. Man skal ikke rodes ind i noget, for så bliver man svinet til, enten på de førnævnte medier eller også i avisen, som jo altså også, som vi har været inde på tidligere på dagen, har fået friere og friere retninger for, hvad man må have lov til at skrive.

Så er det ordføreren.

Mit indtryk er faktisk lidt det modsatte, selv om jeg egentlig deler bekymringen for alle de mærkelige beskyldninger, der florerer. Men mit indtryk er faktisk, at der er langt flere, der blander sig i den politiske debat i dag, end der var for 5, 10, 15 år siden. Det er jo helt imponerende, hvilken feedback man også som folketingsmedlem kan få via Facebook og andre sociale medier og også via e-mail osv. Der er klart nogle, som burde lære at opføre sig ordentligt. Det tror jeg sådan set ikke vi kan blive uenige om, men derfra og så til at gå ind og ville støtte det her forslag er der stadig et stykke. Men jeg synes, at hr. Preben Bang Henriksen skulle lægge mærke til, at jeg faktisk sagde, at vi kvitterede for det, justitsministeren sagde, om, at man følger området og ser på, om det bliver nødvendigt at gøre noget. Og det vil sige, at der jo ikke ligger en fuldstændig afvisning af, at der kan ske noget på et tidspunkt.

Jeg siger tak til ordføreren, og så giver jeg ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peter Skaarup.

Tak for det, og tak til de ordførere, der har tilkendegivet en forståelse for det her problem, som jo desværre har vist sig at være omsiggribende, som vi behandler i dag, og det er spørgsmålet om ærekrænkelse. Her tænker vi jo bl.a. på den sag, som har været i offentlighedens søgelys, fra Morsø Kommune, hvor en kommunal familiechef bliver hængt ud på internettet for at være pædofil.

Man kan sige – som hr. Simon Emil Ammitzbøll også var inde på – at der jo er masser af beskyldninger og små og store insinuationer mod politikere, givetvis, og andre mennesker her i vores samfund. Men det at blive hængt ud som pædofil må være meget grænseoverskridende for dem, det går ud over. En beskyldning om at have misbrugt et lille barn kan man næsten ikke forestille sig hvordan man på nogen måde skal kunne forsvare over for et menneske, der overhovedet ikke har andel i sådan en situation. Så jeg forstår godt, at den her familiechef reagerer, og jeg forstår også godt, at der er andre, der reagerer, hvis de bliver beskyldt for at have været pædofile, have udøvet vold mod andre eller begået drab eller lignende. Og derfor er det også rimeligt, at der falder en følelig straf.

Fra Dansk Folkeparti og forslagsstillernes side har vi jo nævnt internettet som det, der i virkeligheden er årsagen til, at vi diskuterer de her ting, fordi internettet har vundet den udbredelse, det har, og man på den måde, via internettet, kan komme ud til en meget stor gruppe af mennesker. Justitsministeren nævner også, at det er en skærpende omstændighed, hvis man når ud til en større gruppe af mennesker med det her ærekrænkende budskab.

Men internettet – og tv og radio sådan set også – og nye teknologiske medier har jo betydning i den her fagre nye verden, vi oplever, hvor alle inden for få øjeblikke ved, hvad der foregår på den anden side af jordkloden. Det kunne man for bare få år tilbage regne med at der måske skulle gå uger før man fandt ud af. Der er jo Facebook, der er chatfora, der er Twitter, der gør, at man på meget få øjeblikke kan sprede nyheder og sensationer, også når der måske kan være tale om ren fri fantasi hos dem, der spreder sådan nogle informationer. Og det er ikke et ukendt fænomen, at borgere udsættes for mediernes opmærksomhed eller andre borgeres opmærksomhed via internettet og sættes i forbindelse med forskellige holdninger eller episoder, også selv om de ikke nødvendigvis har været involveret i dem.

Sagen er, at man egentlig, hvis man først bliver sat i forbindelse med sådan nogle episoder, har meget svært ved at blive renset for den slags beskyldninger. Det kan være næsten umuligt at blive renset, og vi har også i forbindelse med udarbejdelsen af det her forslag kigget på en hel del sager, hvor mennesker, ukendte og kendte, er blevet beskyldt for noget, men hvor de umuligt har kunnet frigøre sig fra de beskyldninger, som nogen har rejst i en avis eller via medierne i det hele taget.

Vi ved jo også godt, at selv om man vinder, hvis det endelig kommer dertil – hr. Preben Bang Henriksen har fortalt, hvor svært det kan være – og man endelig bliver renset ved en sag i Pressenævnet eller ved domstolene, så er sagen jo, at den anklage mod ens integritet, som der i virkeligheden var tale om, stod måske på forsiden af en avis eller et ugeblad. Men den tilbagevisning, man fik gennemtrumfet med møje og besvær og efter store økonomiske omkostninger, kommer så i en notits nederst på side 8. Det er jo virkeligheden, og den kan vi ikke se bort fra. Så ubegrundede og firkantede beskyldninger, som udgives på tryk eller fremføres på tv, kan koste mennesker deres karriere, deres ægteskab og deres sociale liv i yderste konsekvens. Og det er blevet ganske nemt og hyppigt, at vi ser, at danskere i det hele taget bliver hængt ud på et løst grundlag og ofte uden at have mulighed, reel mulighed, for at forsvare sig i tide.

Man kan så sige, at det næsten kun er de mennesker, der udsættes for ubegrundede og uunderbyggede beskyldninger i al offentlighed, der lider under dem. Men skadevolderen vil som regel kunne gøre det, uden at det får konsekvenser for vedkommende selv. Og det betyder jo f.eks., at incitamentet nogle gange hos visse medier til at researche sine kilder grundigt og i det hele taget benytte sig af troværdige kilder kan ligge på et ret lille sted, når det gælder om at få den gode historie ud i medierne og solgt nogle aviser eller ugeblade.

Det er derfor, at vi ser et behov for, både selvfølgelig med fokus på den aktuelle sag, som vi har set på, men også med fokus på de sager, som ministeren har vurderet i det svar, vi har fået i Folketingets Retsudvalg, at stoppe de her halve vinde og hele rygter, som ignorerer, at det har med mennesker at gøre, der f.eks. bliver udsat for at blive beskyldt for at være pædofile.

Det må aldrig være sådan, at man kynisk spekulerer i, at hvis man bare hænger et menneske tilstrækkelig meget ud, f.eks. i den offentlige forvaltning, så gør vedkommende nok ikke det, som vedkommende er sat til. Det er også derfor, at kommunaldirektøren fra Morsø Kommune reagerer så kraftigt, for det er jo en af hans ansatte, der bliver beskyldt for de her ting, og måske kommer beskyldningen i forbindelse med, at vedkommende personer føler sig gået for nær på en eller enden måde i forbindelse med nogle myndighedsudøvelser, som de pågældende har været i gang med.

I Dansk Folkeparti ser vi desværre det her skred, og vi ser det sådan, at vi er nødt til at gøre noget fra Folketingets side. Det nytter ikke noget at kaste med grus og komme med undskyldninger om, at der engang i 2004 var et lovforslag, som nogle stemte for og andre ikke stemte for. Det har jo vist sig at være anderledes. Det er lige nu, at vi ser internettet eksplodere yderligere. Ja, det eksploderer i og for sig næsten hvert eneste år, fordi antallet af brugere bliver større, udbredelsen bliver større, og dem, der går ud over, hvis man beskylder nogen uretmæssigt for noget, bliver jo så også desto hårdere ramt. Så vi skal stoppe glidebanen, inden vi når nogle tilstande, hvor mennesker helt uden modspil kan karaktermyrde andre mennesker, der ikke har nogen jordisk chance for at forsvare sig.

Derfor er tiden kommet til at sige, at hvis ikke nu – og det lader det jo ikke til at regeringen vil være med til – så skal vi i hvert fald snart komme med nogle mere markante restriktioner, selvfølgelig ud fra ønsket om at bevare den totale ytringsfrihed og kun, selvfølgelig, begrænset af, at man ikke må ærekrænke personer i forhold til pædofili eller ubegrundede beskyldninger om voldsudøvelse eller drab.

Der er situationen kommet så langt nu, at vi er nødt til at gøre noget. Vi kan ikke bare se på det her, uden at vi gør noget. Og der burde det egentlig være sådan, at alle partier i Folketinget seriøst kunne gå ind i en debat omkring det her. Der har været nogle initiativer i Kulturudvalget og Retsudvalget i forhold til specielt pressens behandling af nogle ting, der har været meget spændende og interessante, men vi er også nødt til at kigge på strafdelen, for det skal ikke kunne betale sig at svine andre mennesker til og sige, de er pædofile og så få en bøde samlet set for to mennesker på 500 kr.

Jeg siger tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis der ikke er nogen, der gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.