Tak.
Jeg synes nu godt, vi lige kan huske god praksis, som er, at man takker forslagsstillere for at bringe en debat op i salen, og det vil jeg også gerne gøre i forbindelse med det her, ikke bare for at være høflig, men fordi vi jo havde en udmærket debat den 21.
februar – eller også var det den dag, vi stemte; alle ved, hvad det er, jeg refererer til, den sidste forespørgselsdebat – hvor nogle kom lidt ned fra træet, så kan man selv afgøre, hvem det var, og hvor vi fik en udmærket vedtagelse som en ramme for det videre arbejde.
Derfor må man jo også sige, at en løbende diskussion om det her da er positivt, selv om vi så ikke er enige.
Der må jeg så også sige, at Enhedslisten ikke kan støtte forslaget.
Venstres ordfører betegnede det som rettidig omhu.
Jeg vil nu tillade mig at sige, at det er en lille smule utidigt på den måde, at det arbejde, man siger man vil pålægge regeringen at gå i gang med, jo allerede er i gang, måske ikke lige i den udformning, som forslagsstillerne gerne vil have, men vores opfattelse er altså, at regeringen arbejder.
Indtil det modsatte bliver bevist, har vi den opfattelse, at regeringen arbejder på grundlag af den fælles vedtagelse, som vi fik i februar måned.
Så er det vel også lidt utidigt, forstået på den måde, at de politiske begivenheder i Grønland, valget osv., har overhalet forslagsstillerne.
Og så er det jo ingen skam at trække et forslag, hvis man må se i øjnene, at tingene faktisk har rykket sig, siden man fremsatte det.
Men når nu det ligger der, skal vi kommentere indholdet i det, og der vil jeg jo sige, at ud over at det er overflødigt, synes jeg faktisk også, at det er sådan lige lidt på kant med selvstyreloven.
Og der vil jeg gerne henholde mig til de begrundelser, som forslagsstillerne kommer med.
Jeg har læst det op tidligere, og jeg vil gerne gøre det igen:
»Forslaget anfægter ikke, at selvstyreloven fra 2009 giver Grønland retten til undergrunden, men har til hensigt at sikre, at arbejdet med råstoffer kan ske på en – for alle – betryggende måde.«
Hvis vi ser bort fra vanskelige ting som uran og overholdelse af internationale konventioner, er det jo helt klart, hvem der har ansvaret for, at arbejdet med råstoffer kommer til at ske på betryggende måde, og det er Grønland selv.
Så kan vi have vores betænkeligheder over den måde, de forvalter det på.
Det har vi ret til, og vi har også ret til at give udtryk for det, men det er altså grønlænderne, der har fat i rorpinden, hvad det der angår.
Og jeg synes, at der i sådan en formulering ligger den der, måske, storebrormistillid til, at det kan de – nu var jeg nær ved at bruge et ord, man ikke må – nok ikke rigtig finde ud af, så det må vi hellere hjælpe dem med.
Jeg synes også, det skinner igennem længere henne i teksten, hvor man siger, at hvis nu vi gør, som forslagsstillerne foreslår, så vil der også blive tilvejebragt et alternativ til den vej, som Grønland med storskalaloven er i gang med at betræde, og som bl.a.
er baseret på, at investorer kan medbringe arbejdere, som lønnes på særlige og efter grønlandske forhold mere ugunstige vilkår.
Det er vores opgave i Folketinget på et tidspunkt – måske, alt afhængigt af hvordan det går med den storskalalov – at forholde os til, hvad der skal ske med udlændingeloven.
Det er den del, vi har ansvaret for, men det er ikke Folketingets opgave at komme med en alternativ vej til Grønlands måde at udvinde råstoffer på.
Vi er nødt til at holde tungen lige i munden, hvad det der angår, og der synes jeg at der er en formulering, hvor man igen begynder ligesom at snige sig lidt ind på, om det nu også var så klogt, at vi overlod forvaltningen af råstofferne til grønlænderne.
Jeg synes, at vi er nødt til at få det slået meget klart fast:
Som Folketing skal vi kun blande os – og med blande os mener jeg beslutte vedtagelser og foretage afstemninger – på de punkter, hvor vi i henhold til kompetencefordelingen skal blande os.
Og der er det jo meget klart, at når vi taler råstoffer og Grønland, kan jeg kun se to punkter, hvor det havner på Folketingets bord, og hvor vi er nødt til at blande os.
Det er i spørgsmålet om udvinding af uran, og det er i spørgsmålet om, at de internationale konventioner om arbejder- og menneskerettigheder bliver overholdt i forbindelse med den udlændingelovgivning, vi skal vedtage på baggrund af en eventuel storskalalov.
Der tror jeg det er meget vigtigt at vi holder tungen lige i munden, og at vi ikke begynder at vedtage ting, som kun kan udlægges på den måde, at nu skal vi ind og bestemme over de der råstoffer, og da vi ikke kan gøre det direkte, må vi prøve at gøre det indirekte.
Hvad økonomien i det angår, vil jeg bare sige, at det jo er slået fast, hvordan vi skal dele Grønlands eventuelle og forhåbentlige indtægter ved udvinding af råstoffer.
Til allersidst vil jeg sige, og det har jeg sagt før, at Enhedslisten har udtrykt, at vi da er positive over for, hvis Grønland ønsker det, at diskutere et grønlandsk-dansk samarbejde.
Vi har som måske de første anført, at Den Nordiske Investeringsbank også kunne være en udmærket finansieringskilde til aktiviteter i den forbindelse.
Så det er jo ikke, fordi der principielt er noget i vejen med at foreslå det, forslagsstillerne foreslår.
Det, der er vigtigt at holde fast i, er, at det er, hvis Grønland ønsker det, at vi går ind i noget sådant.
Der har grønlænderne klart markeret, at det er de ikke interesseret i, og det er så også et yderligere argument for, at vi ikke kan støtte forslaget.