Det næste punkt på dagsordenen er:

6) Forespørgsel nr. F 14:

Forespørgsel til statsministeren:

Vil statsministeren i sin egenskab af minister for rigsfællesskabet, herunder Grønland, redegøre for regeringens syn på udviklingen i den grønlandske økonomi, herunder de fremtidige grønlandske mineaktiviteter og disses indvirkning på nultolerancen over for udvinding af uranholdige mineraler, og redegøre for, hvilke konkrete tiltag statsministeren vil tage for at sikre den gode dialog internt i rigsfællesskabet og sikre varetagelsen af rigsfællesskabets samlede strategiske interesser?

Af Ellen Trane Nørby (V), Kristian Thulesen Dahl (DF), Villum Christensen (LA) og Lars Barfoed (KF).

(Anmeldelse 11.12.2012. Fremme 13.12.2012).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 26. februar 2013.

Til begrundelse for forespørgslen giver jeg ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Ellen Trane Nørby, værsgo.

Når vi har indkaldt statsministeren til forespørgselsdebat her i dag, er det for at få en klar melding fra regeringen om, hvordan regeringen ser på den økonomiske udvikling i Grønland, og hvordan statsministeren mener, at det vil påvirke rigsfællesskabet samlet set. Vi har længe ønsket en oplyst og vidensbaseret dialog om rigsfællesskabet og om varetagelsen af rigsfællesskabets samlede strategiske interesser, men vi er gang på gang blevet mødt med en bastant afvisning fra statsministeren.

Debatten i dag handler ikke om selvstyreloven. Den handler om rigsfællesskabet og om, at vi som fællesskab har samlede strategiske interesser, som vi skal samarbejde om at forberede os på. Et fællesskab er et samspil, hvor vi konstant påvirker hinanden og fællesskabet. Sådan er det også i rigsfællesskabet. Vi tager mange beslutninger her i København, som påvirker livet i Grønland, ligesom man i Nuuk tager beslutninger, som påvirker Danmark.

Selvstyreloven er netop bygget på en ånd af ligeværdighed, respekt og dialog, som sætter rammerne for det fællesskab, som Danmark, Grønland og Færøerne er en del af. Når statsministeren afviser dialogen, skubber hun også en række spørgsmål foran sig, som vi i rigsfællesskabet før eller siden skal forholde os til og finde fælles svar på. Hvis vi som to små nationer i et fællesskab skal gøre os forhåbninger om at kunne navigere mellem stormagter fra øst og vest, skal vi gribe ånden i selvstyreloven og drøfte fremtidige udfordringer på en fordomsfri, åben og ærlig måde.

Vi håber, at forespørgselsdebatten i dag kan blive startskuddet til, at vi i det danske Folketing, i det grønlandske selvstyre og i rigsfællesskabet som helhed begynder at tale mere og bedre sammen, og at vi derigennem finder fælles løsninger på vores fælles udfordringer i rigsfællesskabet.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Jeg giver derefter ordet til statsministeren, værsgo.

Tak. For det første vil jeg gerne sige tak for muligheden for at have den her debat. Jeg ser frem til den.

Jeg vil starte med at nævne, at rammen om samarbejdet og dialogen mellem Danmark og Grønland naturligvis er selvstyreloven og de forudsætninger, som loven bygger på. Det er forudsætninger for kompetencefordelingen mellem os og for samarbejdet inden for det indenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske område.

Grønlands Landsting har vedtaget en storskalalov, og i forlængelse af den grønlandske lov vil den danske regering fremsætte lovforslag her i Folketinget om opholdstilladelse til udenlandsk arbejdskraft til storskalaprojekter. Det er en sag, som interesserer mange mennesker, både i Grønland og Danmark og også her i Folketinget. Det er der god grund til, for det er en sag med mange aspekter, og derfor er jeg som sagt også glad for, at vi kan debattere den her i dag.

Dagens forespørgsel vedrører tre vigtige emner: for det første den økonomiske situation i Grønland, for det andet fremtidige mineprojekter og for det tredje problematikken om nultolerance over for udvinding af uran og varetagelsen af og samarbejdet om rigsfællesskabets samlede strategiske interesser.

Først om udviklingen i Grønlands økonomi: Det er vigtigt at se hele debatten om storskalaloven i en bredere økonomisk sammenhæng, for Grønland står over for store økonomiske udfordringer. I de kommende år vil antallet af ældre i Grønland som i andre lande stige mærkbart i forhold til antallet af erhvervsaktive, og det vil presse de offentlige finanser. Grønlands Økonomiske Råd har beregnet, at der med den nuværende erhvervs- og skattestruktur vil opstå en forskel mellem indtægter og udgifter på i gennemsnit 1 mia. kr. hvert år frem mod 2040. Simpelt omregnet til danske forhold svarer det til over 100 mia. kr. om året.

Som svar på udfordringerne har Grønlands landsstyre fremlagt en 2025-plan, som hedder »Vores fremtid – dit og mit ansvar«, og jeg vil gerne kort trække de væsentligste konklusioner frem:

På uddannelsesområdet er der særlig behov for en højere kvalitet i folkeskolen, og for at flere kommer i gang med en ungdomsuddannelse direkte efter folkeskolen. Kun en tredjedel af alle mellem 16 år og 64 år har en uddannelse ud over folkeskolen. Det afspejler sig på arbejdsmarkedet, hvor en meget stor del er ufaglærte.

Der er også andre strukturelle problemer på det grønlandske arbejdsmarked, bl.a. at mange ikke står til rådighed eller har en for lille økonomisk tilskyndelse til at arbejde. Det er noget, som også den grønlandske Skatte- og Velfærdskommission har peget på, og som gør det nødvendigt med reformer på social- og skatteområdet.

Landsstyret er derfor begyndt på reformarbejdet. Der er bl.a. vedtaget en ny folkeskolelov, som skal øge kvaliteten i folkeskolen, og der er vedtaget en første skatteomlægning, som sænker skatten på arbejdskraft. Større reformer, f.eks. på social- og pensionsområdet, er planlagt til at komme i de kommende år. Velfærdsydelserne skal målrettes de mennesker, der har mest brug for dem, og aldersgrænsen for pension skal hæves, i takt med at grønlænderne, heldigvis, lever længere. Landsstyret peger også på, at de offentlige udgifter skal styres bedre, bl.a. ved bindende flerårige udgiftslofter i selvstyret og i kommunerne, og den offentlige sektor skal være mere effektiv gennem bl.a. digitalisering.

Samtidig ønsker man indtægterne op. Statens tilskud til Grønland udgør over halvdelen af landskassens indtægter. Selvstyreloven betyder, at tilskuddet ligger fast. Der vil ikke komme øgede indtægter til Grønland fra staten. Landsstyret stræber efter alternative indtægter. Målet er mindre økonomisk afhængighed af Danmark, og målet er en selvbærende grønlandsk økonomi.

Det betyder, at nye indtægter må komme fra den private sektor. Her er fiskeriet selvfølgelig det helt dominerende erhverv og står for 90 pct. af vareeksporten, men vækstmulighederne i erhvervet er meget begrænsede. F.eks. er kvoterne i rejefiskeriet reduceret med en fjerdedel siden 2011, og den biologiske rådgivning anbefaler, at kvoterne kommer endnu længere ned for at undgå overfiskning.

Når landsstyret vil styrke væksten i den private sektor, må grønlandske erhverv jo derfor gå nye veje. Ifølge Grønlands Økonomiske Råd kan en ny erhvervsudvikling, som kan bidrage væsentligt til at gøre Grønland mere økonomisk selvbærende, kun ske, ved at man udnytter råstoffer og vandkraft. Regeringen deler den opfattelse. Den arktiske strategi for 2011-2020 betoner også, at det er vigtigt, at Grønland bruger de muligheder, som naturressourcerne giver. Og det er i det lys, at storskalaloven skal ses, og storskalaprojekter er altså en nødvendighed, hvis man kigger på Grønlands økonomiske udfordringer.

Men hvad er så de konkrete planer for fremtidens minedrift? Det er det andet tema i forespørgselsdebatten. Landsstyret har sat det mål at udvikle råstofsektoren til et erhvervsområde med fem-ti miner, heraf mindst to storskalaprojekter. Og det er samtidig målsætningen, at mindst halvdelen af de beskæftigede i råstofsektoren skal være grønlandsk arbejdskraft, men her og nu er der kun ét mineprojekt i storskalaklassen i Grønland, altså ét projekt, der er kommet så langt, at der er indgivet ansøgning om en udnyttelsestilladelse. Det er det britiske selskab London Mining A/S' jernmineprojekt i bunden af Godthåbsfjorden – det er det, der i daglig tale kaldes Isuaprojektet. Landsstyret er ikke færdig med at behandle selskabets ansøgning, og selskabet har endnu ikke kunnet tilvejebringe den nødvendige finansiering.

Jeg vil nævne, at formanden for Grønlands Økonomiske Råd, professor Torben M. Andersen, den 6. februar 2013 udtalte til Politiken:

»Skrækscenariet er, at der i løbet af fem år slet ikke kommer gang i nogen af disse projekter. Så er det en meget, meget alvorlig situation.«

Den udtalelse understreger, hvordan den økonomiske sagkundskab vurderer situationen i Grønland. Grønlands Økonomiske Råd peger samtidig på, at storskalaprojekter ikke alene kan løse de økonomiske udfordringer, der er. Reformer er afgørende for, at de positive effekter, der vil være af projekterne, vil komme det grønlandske samfund til gavn. Regeringen er også enig i den vurdering.

Det er vigtigt, at Grønland udvikler sig økonomisk og bliver mere selvbærende. Det er vigtigt for den grønlandske befolkning, og det er samtidig en forudsætning for at sikre et økonomisk mere ligeværdigt og dermed stærkere rigsfællesskab også i fremtiden.

Selv om storskalaprojekter langtfra står klar her og nu, så har debatten om Grønlands råstoffer rejst nogle spørgsmål, som vi selvfølgelig skal være klar til at besvare. Det gælder først og fremmest spørgsmålet om nultolerancen over for udvinding af radioaktive mineraler. Det er det tredje tema i forespørgslen i dag.

Det er klart, at udvinding af råstoffer i Grønland kan stille os over for sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål, hvor vi fra dansk side naturligvis skal løfte vores ansvar. Det er først, når vi kender den konkrete situation, at vi kan afgøre, om det berører rigets sikkerheds- og forsvarspolitik.

Hvad angår nultoleranceprincippet, vil jeg understrege, at Grønland i dag har et forbud mod udvinding af radioaktive stoffer. Jeg vil også understrege, at Grønland har overtaget råstofområdet og dermed kan træffe beslutning om en eventuel ophævelse af nultoleranceprincippet. Men hvis Grønland ønsker at ophæve nultoleranceprincippet, vil regeringen naturligvis drøfte konsekvenserne af det med landsstyret. Det vil vi, fordi f.eks. uran berører rigets sikkerheds- og forsvarspolitik, som er et rigsanliggende.

Der er enighed mellem regeringen og landsstyret om et samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner, som skal munde ud i en samlet samarbejdsaftale, også vedrørende råstofområdet i det omfang, det på andre måder kan have betydning for sikkerheds- og forsvarspolitikken.

Spørgsmålet om en eventuel revision af forbuddet mod udvinding af radioaktive stoffer har været drøftet i Grønland i flere år. I efteråret besluttede Landstinget så, at landsstyret skal se på, hvad konsekvenserne af en eventuel revision af nultoleranceprincippet vil være. En af de overvejelser, der ligger bag analysearbejdet, er spørgsmålet om at udvinde mineraler, hvor uran indgår som et biprodukt, som det er tilfældet for sjældne jordarter nogle steder i Grønland.

En række af de spørgsmål, som nu skal analyseres, vedrører sikkerhedspolitikken. Det drejer sig f.eks. om – og jeg citerer Landstingets beslutning:

»Den sikkerhedspolitiske rollefordeling i mellem Grønland og Danmark i forbindelse med en eventuel modifikation af nultolerencepolitiken overfor udvindingen af uran« – og jeg citerer igen:

»Hvilke internationale konventioner og aftaler bør Grønland tiltræde i tilfælde af udvinding af radioaktive materialer tillades ...«

Der er enighed mellem regeringen og landsstyret om, at danske myndigheder skal bidrage til det arbejde, og vi er allerede i gang. Det er bl.a. en kortlægning af rigets internationale forpligtelser vedrørende radioaktive stoffer, og det er Grønlands stilling i forhold til de internationale overenskomster.

Regeringen vil selvfølgelig sørge for at holde Folketinget, først og fremmest Det Udenrigspolitiske Nævn, orienteret om kortlægningen og om de sikkerhedspolitiske konsekvenser af en eventuel ophævelse af nultolerancen.

Endnu et spørgsmål, der er rejst i den aktuelle debat, er, om den danske stat skal engagere sig i Grønlands råstoffer for at holde andre investorer ude. Det har regeringen også drøftet med landsstyret, og landsstyreformanden har slået fast, at selvstyret ønsker råstofudvinding i Grønland på kommercielle vilkår, og at selvstyret ikke ønsker et fælles grønlandsk-dansk offentligt selskab vedrørende råstoffer i Grønland.

Det er den klare besked fra Grønlands landsstyre. Det er den klare besked fra et Grønland, som har selvstyre. Men det betyder selvfølgelig ikke, at Danmark ikke kan spille en rolle i erhvervsudviklingen i Grønland.

Regeringen og landsstyret har aftalt en række tiltag om erhvervsudviklingen i Grønland, tiltag, som også gælder naturressourcerne, og lad mig nævne: en arbejdsgruppe, som skal komme forslag, som kan fremme samarbejdet inden for erhvervslivet i Grønland og Danmark, og som kan bidrage til erhvervsudviklingen i Grønland på kommercielle vilkår; et samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner, som skal munde ud i en samlet samarbejdsaftale; et øget teknisk samarbejde mellem grønlandske og danske myndigheder på skatteområdet, som også vil omfatte råstofselskaber; og at der er indledt et samarbejde mellem Københavns Universitet og Grønlands Universitet om, hvordan det kan sikres, at udnyttelse af Grønlands naturressourcer kommer samfundet til gavn.

Regeringen har altså taget en række initiativer sammen med landsstyret og i respekt for selvstyret til, som det hedder i forespørgslen, at sikre den gode dialog internt i rigsfællesskabet og sikre varetagelsen af rigsfællesskabets samlede strategiske interesser. Det har vi, fordi vi ønsker et stærkt og moderne rigsfællesskab, og med det mener jeg et rigsfællesskab, der kan rumme, at Grønland udnytter de muligheder, som råstofferne forhåbentlig vil give, for at udvikle en mere selvbærende økonomi.

Regeringen ønsker at være medspiller, ikke modspiller, over for Grønland. Det gælder på råstofområdet, og det gælder naturligvis også i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Vi skal varetage rigsfællesskabets samlede strategiske interesser i et respektfuldt og ligeværdigt samarbejde med Grønland. Grønland har selvstyre inden for rigsfællesskabet.

Tak for ordet.

Tak til statsministeren.

Inden vi går i gang med ordførerne, skal jeg oplyse, at der vil være adgang til korte bemærkninger i indtil 1 time efter indlæg i den første runde. Der er til gengæld ikke adgang til korte bemærkninger til statsministeren nu, men det vil der være, når statsministeren kommer på talerstolen efter ordførererne.

Så giver jeg ordet til den første ordfører, som er fru Ellen Trane Nørby, der taler for Venstre.

I Venstre bakker vi fuldt og helhjertet op om rigsfællesskabet, og vi står fuldt ud bag den selvstyrelov, som blev til under VK-regeringens ledelse i 2009. Selvstyreloven var kronen på værket af en række af initiativer, der blev taget for at styrke Grønland, rigsfællesskabet og vores politik for Arktis.

I 2003 lagde Ittileqaftalen rammen for, at Danmark altid inddrager Grønland i udenrigs- og sikkerhedspolitiske anliggender, der vedrører Grønland. I 2008 skabte Illulissaterklæringen nye forpligtelser for de fem arktiske kyststaters politik i Arktis. Og i 2011 blev den første Arktisstrategi til efter års udviklingssamarbejde og dialog mellem Grønland, Færøerne og Danmark.

I sin tale den 21. juni 2009 i anledning af Grønlands selvstyre sagde landsstyreformand Kuupik Kleist: Vi har opnået selvstyre ved samtale, gensidig forståelse og gensidig respekt. Det, vi har opnået i dag, er frugten af vort arbejde og fælles løft. Vi har opnået selvstyre, fordi vi har forståelse for hinanden, fordi vi kan hjælpes ad, og fordi vi kan samarbejde.

Det er vi i Venstre helt enige i. Og det samarbejde, den gensidige forståelse og gensidige respekt skal fortsat kendetegne rigsfællesskabet og samarbejdet mellem Grønland og Danmark. Derfor skal ingen – hverken statsministeren, socialdemokrater, folkesocialister eller andre – gøre det illegitimt at diskutere rigsfællesskabet og de muligheder og udfordringer, som knytter sig til, at vi i fællesskab betræder fremtiden og sætter spor i den nyfaldne sne, som Kuupik Kleist billedligt talte om, da Grønland fik selvstyre. Skal det næsten 300-årige rigsfællesskab bestå, skal vi åbent, fordomsfrit og ærligt kunne diskutere både vores bekymringer og vores visioner, så vi kan sikre, at vi i fællesskab står stærkere sammen, end vi gør hver for sig.

Med selvstyreloven fulgte ansvar for såvel Grønland som Danmark. For en række politikområders vedkommende ligger ansvaret fortsat i Danmark, og derfor skal beslutninger selvfølgelig træffes på et oplyst grundlag, ligesom al anden lovgivning i Danmark bliver besluttet på et oplyst grundlag.

Hvad enten det drejer sig om udenrigs- og sikkerhedspolitik, internationale konventioner, hvor Danmark hæfter for hele rigsfællesskabet, arbejdstilsyn, udlændingelov og arbejdstilladelser til udenlandsk arbejdskraft i Grønland eller om eftersøgning og redning i de grønlandske farvande, så ligger opgaverne fortsat her i Danmark. Og det er opgaver, som hænger uløseligt sammen med den kommende grønlandske minedrift og økonomiske udvikling.

Hvis Grønland beslutter sig for at udvinde uran, skal Danmark stå til ansvar for de udenrigs- og sikkerhedspolitiske konsekvenser. Og selvfølgelig er der en udenrigs- og sikkerhedspolitisk dimension, når en stormagt som Kina investerer massivt i Grønlands undergrund. Vi skal i Grønland og Danmark såvel som internt i rigsfællesskabet kunne tale om, hvordan vi i fællesskab vil håndtere den udvikling og forberede os på fremtiden.

Vi ved godt, at Grønland har hårdt brug for nye investeringer og ny vækst. Med et bloktilskud, der har været låst fast siden 2009 og med en fiskeindustri, der er hårdt udfordret, er mineindustrien et rigtig godt bud på vækst og fremgang i Grønland. Men selvfølgelig skal vi kunne diskutere minedriften og dens konsekvenser for den unikke grønlandske kultur, natur og historie.

Når en række danske partier, fagforeninger, erhvervsliv og pensionsfonde har peget på mulighederne i at etablere et grønlandsk-dansk offentlig-privat partnerskab, så er det ikke for at begrænse Grønland, men derimod for at give det grønlandske samfund flere kort på hånden. Et grønlandsk-dansk initiativ hverken skal eller kan hamle op med kinesernes hurtighed, men det vil hvile på grønlandske og danske værdier. I sidste ende træffer Grønland valget, men så har vi i fællesskab skabt valgmuligheden.

Rigsfællesskabet er ikke en ny ting. Det er heller ikke en ny ting, at verdens stormagter retter opmærksomheden mod Grønland. Men rollefordelingen i rigsfællesskabet er helt ny. Både Danmark og Grønland skal indtage nye roller, hvor vi hver for sig og sammen bidrager til fællesskabet. Det kræver, at vi tager ånden bag selvstyreloven alvorligt og begynder en ligeværdig og respektfuld dialog om, hvordan vi i fællesskab forbereder os på fremtiden.

Kuupik Kleist rakte i slutningen af november en udstrakt hånd til Danmark. I Venstre møder vi den udstrakte hånd med åbne arme. Vi ønsker, at Danmark spiller med, og vi er uforstående over for, at regeringen totalt har afvist muligheden for et offentlig-privat samarbejde. Et fællesskab bygger på engagement og gensidige forpligtigelser. Vi i Venstre vil Grønland – spørgsmålet er egentlig, om regeringen også gør det.

Tak. Der er korte bemærkninger, først fra hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren for ordførertalen. Jeg synes da, at der var en mere fremkommelig tone, end der var, sidst vi var samlet her i salen, så det er da glædeligt. Jeg har også bemærket ordførerens kronik, som hun har skrevet sammen med et andet medlem af ordførerens parti, i dagens udgave af Berlingske, og det fører mig til et spørgsmål til ordføreren. Stiller Venstre stadig væk krav om en såkaldt timeout for at viderebehandle det, vi skal behandle her i Folketinget, og som vi skal koncentrere os om, når den tid kommer, nemlig udlændingeloven? Har Venstre stadig væk det her krav om en timeout, sådan at det hele skal sættes i stå, indtil Venstre har fået opfyldt nogle ikke nærmere specificerede krav?

Ordføreren.

Vi ønsker fortsat at afsøge og afdække mulighederne for, at der kan være fælles grønlandsk-danske investeringer, eventuelt gennem et offentlig-privat partnerskab i råstofindustrien i Grønland. Vi mener sådan set, at det er perspektivrigt, at vi også kan diskutere den mulighed.

I forhold til storskalaloven vil jeg sige, at den jo er et grønlandsk anliggende. Det, der er et anliggende her i Folketingssalen, er den følgelovgivning, som følger i kølvandet på storskalaloven. Det betyder selvfølgelig også, at den lovgivning, der skal vedtages i Folketinget, skal vedtages på et oplyst grundlag. Det er det, der er baggrunden for, at Venstre har stillet en række spørgsmål og indkaldt til samråd for at få belyst de forhold, der gør sig gældende. Jeg er nødt til at gøre opmærksom på, at vi end ikke har set et lovforslag fra regeringens side, når det handler om at ændre udlændingeloven, og derfor synes jeg egentlig, at det er sådan lidt bizart, at debatten skal handle om, hvorvidt man vil stemme for eller imod et lovforslag, som vi ikke har haft nogen som helst chance for at orientere os i, fordi regeringen ikke har fremsat det endnu. Jeg synes, det er helt naturligt, at vi kan diskutere det lovforslag både nu, hvor vi kan se nogle konturer af det, og i særdeleshed, når vi har et konkret lovforslag fra regeringens side.

Finn Sørensen.

Det sidste er jeg meget enig i. Det tror jeg at alle medlemmer af Folketinget er helt enige i. Men det, jeg spurgte om, var, om Venstre fastholder sit krav om en timeout, som jo blev formuleret meget skarpt af ordførerens partiformand. Det hele skulle sættes i stå, indtil Venstre havde fået opklaret nogle ikke nærmere definerede ting i forhold til økonomisk engagement osv. Så det var sådan set det, jeg spurgte om. Det fik jeg ikke noget svar på, så jeg er jo nødt til at spørge igen.

Så har jeg lige et tillægsspørgsmål, hvis jeg må have lov. Jeg mærkede mig jo i ordførerens kronik i dag, at en ting, der ellers har spillet en stor rolle i ordførerens argumentation, nemlig rettighederne for kinesiske og grønlandske arbejdere og fagforeninger og løn og arbejdsvilkår, ligesom ikke var nævnt. Det fremgik heller ikke med nogen vægt i ordførerens tale, så jeg skal bare høre, om det stadig væk er interessant for Venstre at få noget klarhed over de forhold, inden vi stemmer om udlændingeloven.

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at Enhedslistens ordførers kollega, hr. Christian Juhl, nok i samtlige samråd, vi har haft herinde i Folketinget vedrørende Grønland, har anført det synspunkt, at det var helt utidigt at tale social dumping og arbejdstagerrettigheder på de samråd og i de forespørgsler, som handlede om andre emner. Hvis vi så skal følge det, som Enhedslistens ordfører, hr. Finn Sørensen, siger her i salen i dag, skulle vi så også bruge debatten i dag på at diskutere det. Venstres ønske om at få afklaret, hvorvidt konventionerne er overholdt, er sådan set fuldstændig intakt, men der er et samråd, som har været i gang i Beskæftigelsesudvalget, og som fortsættes i Beskæftigelsesudvalget, og hvor vi er helt sikre på at regeringen kommer til at svare på det. Jeg har også den klare forventning, at statsministeren i dag kommer til at svare på, om vi kan få en sikkerhed for, at Danmark selvfølgelig vil overholde de konventioner, som Danmark har undertegnet på vegne af hele rigsfællesskabet.

For så vidt angår det andet, tror jeg sådan set, at hr. Finn Sørensen skal læse den artikel igen, for det, der fremgår meget klart af den artikel, er sådan set, at Venstre har det klare ønske, at vi kigger på mulighederne for at få flere grønlandsk-danske investeringer ind i råstofindustrien i Grønland. Det kan gerne være via et offentlig-privat partnerskab, men i hvert fald i form af en model, hvor vi klart siger, at vi er bevidste om, at hvis der skal være en mulighed for det grønlandske samfund for at kunne have forskellige valgmuligheder, når det handler om den økonomiske udvikling i Grønland, så er det jo også vigtigt, at der er noget at vælge imellem, og at man ikke bare siger, at der kun er én valgmulighed, og at det er London Mining. Så er man jo nødt til at være med til at skabe andre valgmuligheder, og det var i høj grad det, som var meldingen i den artikel, som jeg kan høre ordføreren refererer til.

Fru Sara Olsvig.

Tak. Jeg har bare et ganske enkelt spørgsmål, på baggrund af at der har været nogle bekymrede røster i de grønlandske medier her de seneste dage.

Vil Venstre tilbagerulle selvstyreaftalen eller selvstyreloven?

Ordføreren.

Det vil jeg meget gerne svare på. Jeg har også fulgt med i de grønlandske medier og har godt set, at der har været sådan en lidt valgkampsagtig debat om, hvad forskellige partier i Danmark mener.

Jeg kan svare klart nej på fru Sara Olsvigs spørgsmål. Venstre ønsker ikke at rulle selvstyreloven tilbage. Vi bakker fuldt op om den selvstyrelov, som blev til under VK-regeringen.

Selvstyreloven var jo ikke bare et dokument. Den var en del af hele det samarbejde og den udvikling, der har været mellem Grønland og Danmark inden for rigsfællesskabets rammer. Det står vi fuldstændig ved, men vi synes også, det er vigtigt, at der er en debat om, hvordan man i fællesskab håndterer de udfordringer og muligheder, som ligger foran os.

Sara Olsvig.

Jeg har også et spørgsmål angående det ganske interessante forslag, som Venstre kom med i pressen i går, om, at vi skulle have en årlig debat her i Folketinget.

Er Venstre så enig med mig i, at sådan en årlig debat ville en god platform for også at få debatteret alle de andre emner, som fortsat er et dansk ansvar, så vi også kan få sat skub i arbejdet omkring kriminalforsorg og retsvæsen og alle de andre ting, som er lidt svære at få frem i debatten her i Danmark på nuværende tidspunkt?

Ordføreren.

Jamen jeg tror sådan set, at en sådan årlig forespørgselsdebat – som vi har sagt kunne være en rigtig god måde at gå videre på og skabe en bredere dialog omkring rigsfællesskabets fremtidsmuligheder – selvfølgelig vil kunne rumme de emner, som er relevante.

Jeg har også noteret mig, at fru Sara Olsvig i forbindelse med åbningsdebatter og afslutningsdebatter jo også har taget nogle af de emner op, som bliver nævnt her.

Det ville jo være helt naturligt, at det er en bredt forankret og fordomsfri debat i Folketinget, hvor vi kan diskutere muligheder og udfordringer for rigsfællesskabet.

Tak til Venstres ordfører. Så går vi til Socialdemokraternes ordfører, hr. Flemming Møller Mortensen.

Tak for det. Det er rigtig godt, det er rigtig nyttigt for rigsfællesskabets tre parter, at vi har en debat, som giver muligheden for at få drøftet de væsentlige emner og udviklingstendenser, der er inden for rigsfællesskabet. Jeg glæder mig rigtig meget over statsministerens redegørelse her i dag, som utvetydigt udtrykker respekten for og glæden over rigsfællesskabet og hermed anerkender det grønlandske selvstyre og selvstyrelovens ramme for Grønlands udvikling. Jeg fæster mig især ved tre citater, som jeg gerne vil komme med. Det første citat lyder således:

»Det har vi, fordi vi ønsker et stærkt og moderne rigsfællesskab [...]«.

Det andet citat lyder således:

»[...] og med det mener jeg et rigsfællesskab, der kan rumme, at Grønland udnytter de muligheder, som råstofferne forhåbentlig vil give, for at udvikle en mere selvbærende økonomi.«

Sluttelig lyder det tredje citat:

»Regeringen ønsker at være en medspiller, ikke modspiller, over for Grønland. Det gælder på råstofområdet, og det gælder naturligvis også i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitikken.«

Det er meget tydelig tale, og det er den tale, som vi fra socialdemokratisk side altid har forsøgt at melde i forhold til Grønland. Det har vi i forhold til hjemmestyret, det har vi i forhold til selvstyret, som blev vedtaget i 2008 og trådte i kraft 2009.

Det skal være og er en udvikling, som er båret af den størst mulige respekt og forståelse for Grønlands ønsker om selv at handle og beslutte, hvor de ønsker det og føler sig klar til det. Set med socialdemokratiske øjne er rigsfællesskabet en utrolig spændende og berigende ramme for alle tre rigsdeles fælles udvikling – en ramme, som giver en reel mulighed for udvikling.

Grønland har brug for udvikling, og det arbejde er Grønland med deres politikere i spidsen i gang med hver eneste dag. De grønlandske udfordringer er synlige, og de er store. Det økonomiske grundlag for udviklingen må sikres. Og lad mig citere, hvad formanden og næstformanden for Økonomisk Råd i Grønland udtrykker i Berlingske den 19. november 2012:

»Grønland er i dag langt fra at have en selvbærende økonomi, da levestandarden er stærkt afhængig af bloktilskuddet fra Danmark og aftaler med EU.«

Et andet citat fra samme kronik lyder:

»Der er således et stort behov for at få igangsat en erhvervsudvikling for derigennem at sikre en selvbærende økonomi.«

Vi er fra socialdemokratisk side helt med på, at det er en nødvendighed for Grønland, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at understøtte den udvikling, som Grønland beslutter sig for. Vi har også givet udtryk for, at rigsfællesskabet som sagt er en nyttig, berigende og værdifuld ramme, som vi gerne ser udviklet og dermed også bevaret.

Det er sådan, at vi har arbejdet frem mod en tekst til et forslag til vedtagelse. Det er meget glædeligt, at det er lykkedes at få alle partier inklusive de grønlandske repræsentanter og de færøske repræsentanter til at bakke op om det her forslag til vedtagelse, som jeg nu (på vegne af S, V, DF, RV, SF, EL, KF, IA, SIU, SP og JF) vil læse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget udtrykker glæde over rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Folketinget konstaterer, at selvstyreloven og det deraf afledte kompetenceforhold mellem de danske myndigheder og Grønlands Selvstyre er grundlaget for forholdet mellem Danmark og Grønland.

Folketinget understreger behovet for en løbende dialog om muligheder og udfordringer i rigsfællesskabet. En god dialog er forudsætningen for et ligeværdigt og respektfuldt samarbejde mellem rigsfællesskabets parter og vil samtidig sikre varetagelsen af rigsfællesskabets samlede strategiske interesser.

Folketinget opfordrer regeringen til en årlig forespørgselsdebat i Folketinget, hvor rigsfællesskabets muligheder og udfordringer kan debatteres samlet og fordomsfrit.

Med henblik på fortsat at fremme udviklingen i rigsfællesskabet opfordrer Folketinget til, at samarbejdet mellem regeringen og landsstyret styrkes inden for selvstyrelovens rammer.

Folketinget opfordrer regeringen til sammen med landsstyret at arbejde for i Grønland at skabe øgede investeringer på sammenlignelige og gennemsigtige markedsmæssige vilkår, herunder danske, og derigennem nyttiggøre Grønlands naturressourcer med henblik på en strategisk investeringsmulighed i råstofudvinding i Grønland.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 36).

Tak til den socialdemokratiske ordfører.

Forslaget til vedtagelse vil indgå i debatten, men vil først kom til afstemning på tirsdag.

Der er korte bemærkninger til ordføreren, så hvis han vil være så venlig at komme tilbage på talerstolen, vil jeg nu give ordet til fru Gitte Lillelund Bech.

Tak. Selv om der er enighed om forslaget til vedtagelse, er planen jo også, at man har debatten i Folketingssalen. Og nu er det sådan, at hr. Flemming Møller Mortensen og jeg også har haft debatten i P1 – det havde vi den 29. januar – og der noterede jeg mig jo, at da hr. Flemming Møller Mortensen blev spurgt om brydning af råstoffer og sjældne jordarter i det projekt, der hedder Kvanefjeldsprojektet, sagde han, og jeg citerer: Det er overhovedet ikke et dansk anliggende.

Nu vil jeg så bare gerne bede ordføreren om at forholde sig til det, når Kvanefjeldsprojektet rent faktisk er bundet op på, at man er nødt til samtidig at udvinde uran. Så hvordan harmonerer ordførerens udtalelse den 29. januar om, at det ikke er et dansk anliggende, med de oplysninger, vi har fået fra udenrigsministeren i et samråd i Udenrigsudvalget, hvor udenrigsministeren meget klart siger, at hvis man taler om uranproduktion og udvinding af uran, så er det et dansk anliggende, og at det i sidste ende, hvis der er uenighed mellem Danmark og Grønland, er Danmark, der træffer beslutning på det her område?

Ordføreren.

Mange tak. Det er altid godt med ekstra trappemotion, så det gjorde ikke noget, at jeg tog en tur ned først.

Til fru Gitte Lillelund Bech vil jeg sige om den diskussion og den drøftelse, der måtte blive, hvis Grønland efter det grønlandske valg beslutter sig for at ophæve nultolerancen, sådan at man kommer til at bryde mineraler og råstoffer, hvor der er et biprodukt, eller hvis man simpelt hen fra Grønlands side siger, at man godt vil have undersøgt muligheden for eksempelvis at komme til at eksportere uran, at så står rigsfællesskabet set med socialdemokratiske øjne i den situation, at der er mange, mange ting, der så skal vurderes. Det er nøjagtig det samme, som Cindy Vestergaard fra DIIS giver udtryk for: at hvis man kigger på andre lande, som har en eksport af biprodukter og i særdeleshed af rene produkter, så er der behov for, at man stiller et meget, meget stort beredskab på benene.

Så jeg vil sige, at jeg også har overværet samrådet med udenrigsministeren, og at jeg også har hørt, hvad statsministeren har givet udtryk for her og andre steder. Og det er jo lige nøjagtig noget af det, den danske regering er i gang med at drøfte med den grønlandske regering, nemlig om, hvordan man i forhold til de strategiske og sikkerhedsmæssige perspektiver bliver klar over, hvordan tingene skal være.

Gitte Lillelund Bech.

Det er da meget fint, at ordføreren har hørt, hvad statsministeren har sagt; det er jeg da glad for. Det er vi mange der har hørt i salen. Jeg er også glad for, at ordføreren har hørt, hvad udenrigsministeren har sagt.

Jeg synes, at ordføreren skal forholde sig til mit spørgsmål. Mit spørgsmål gik på, at ordføreren selv i en debat i P1 på Danmarks Radio den 29. januar sagde, at udvindinger fra Kvanefjeldet – og der ved vi begge to, at det indebærer udvinding af uran – ikke var et dansk anliggende. Kan ordføreren ikke bare erkende fra talerstolen, at han tog fejl den 29. januar, fordi ordføreren i sit svar til mig lige før sagde: Jo, det er et dansk anliggende?

Ordføreren.

Jeg husker ikke lige, hvordan det var, ordene i fru Gitte Lillelund Bechs og min debat på P1 faldt. Men jeg er som Socialdemokraternes grønlandsordfører fuldstændig klar over, at hvis der kommer sikkerhedsmæssige perspektiver ind i det, når man bryder mineraler, som kan have en strategisk betydning, så er det et rigsanliggende. Det er fuldstændig klart. Det står jo meget tydeligt i selvstyreloven, hvad det er, der er rigsanliggender, og det her er et af områderne.

Men jeg har bidt mærke i, at flere ministre har forklaret meget tydeligt, at det her er et spørgsmål om, at den grønlandske regering, før der blev udskrevet valg, og den danske regering er i en drøftelse og vil indlede et meget tættere samarbejde, end der har været hidtil, om, hvad der er sikkerhedspolitiske sager og dermed også et rigsanliggende.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak. Jeg tror, at en del danskere fik kaffen lidt galt i halsen i aftes, da man i TV-avisen, kl. 21.30, kunne se, at der i forbindelse med den grønlandske valgkamp pludselig kommer udtalelser om, at Grønland skal arbejde for at forlade rigsfællesskabet.

Jeg må spørge Socialdemokratiets ordfører her under debatten i dag: Hvis det nu blev Grønlands politik, at man vil forlade rigsfællesskabet, at det er målet, er Socialdemokratiet så enig med Dansk Folkeparti i, at det så selvfølgelig vil påvirke den måde, tingene kan tilrettelægges på i årene fremover indtil den dag, man så forlader rigsfællesskabet? Sagt på en anden måde: Det, der binder os sammen både historisk og kulturelt osv., er jo i virkeligheden fundet gennem rigsfællesskabet, mener Dansk Folkeparti, og det er det, der gør, at vi har en samhørighed, der også gør, at f.eks. danske skatteydere helt naturligt betaler bl.a. til grønlandske forhold. Det er jo, fordi vi har et rigsfællesskab, hvor vi er fælles om tingene, og hvor vi hjælper hinanden.

Er Socialdemokratiet enig i, at det er forudsætningen for den måde, vi gør det på, hvor vi altså beder danske skatteydere om at betale et milliardbeløb hvert eneste år til at understøtte det grønlandske samfund?

Ordføreren.

Jeg glad for, at ordføreren, hr. Kristian Thulesen Dahl, har mulighed for at stille et spørgsmål til, for jeg er rent faktisk ikke sikker på, at jeg fuldstændig forstår, hvad det er, hr. Kristian Thulesen Dahl mener med det.

Som rigsfællesskabet er som konstruktion, som selvstyreloven er, mener jeg ikke der er overladt noget til tvivl. Det er faktisk meget klart, hvad det er, Grønland har mulighed for. Men det er også meget klart, hvad det er, der ligger i selvstyreloven og i aftalen om rigsfællesskabet. Der er nogle ting, og det er de ting, som der meget, meget tydeligt står er rigsanliggender. Men jeg lytter meget gerne til spørgsmålet igen, for jeg fik givetvis ikke svaret, som ordføreren gerne ville have det.

Kristian Thulesen Dahl.

Nej, og det er jo ikke til at vide, om ordføreren vil gøre det, selv om han forstår spørgsmålet. Men min pointe er sådan set bare, at når vi beder danske skatteydere om at medvirke til at skaffe mellem 3,5 og 4,5 mia. kr. hvert år til at understøtte det grønlandske samfund, så gør vi det, fordi vi har et rigsfællesskab og gerne vil vise, at vi inden for rigsfællesskabet understøtter hinanden. Der er vi et fællesskab, der hjælper hinanden, og vi anerkender, at det er nødvendigt for Grønland at få pengeoverførsler fra Danmark, for at det kan fungere godt på Grønland. Hvis man fra grønlandsk side siger, at målet slet ikke er rigsfællesskabet – det er ikke højt prioriteret – for målet er at komme ud af rigsfællesskabet, så er det sværere at forklare danske skatteydere, at man skal hive 3,5-4,5 mia. kr. op af lommen hvert år, spare på andre områder i Danmark, for at understøtte det grønlandske samfund.

Det var sådan set bare den sammenhæng, som jeg synes er meget naturlig, for det er svært at forklare danske skatteydere, hvordan man ellers kan forholde sig til det. Og så ville jeg egentlig bare høre, om Socialdemokratiet er enig i det.

Ordføreren.

Så forstår jeg det, for det er jo heri, at Dansk Folkeparti har en grundholdning, som også gjorde, tror jeg, at Dansk Folkeparti var det eneste parti, der i 2008 ikke støttede op omkring selvstyreloven. Fra socialdemokratisk side anerkender vi og har respekt for, at Grønland som folk har lyst til på lang sigt at arbejde hen imod det, der måtte være et bæredygtigt økonomisk samfund, som står på mere frie fødder, end når det er bundet op på et dansk bloktilskud. Det var præcis det, jeg citerede Torben M. Andersen og næstformanden for grønlandsk Økonomisk Råd for også at sige.

Jeg vil blot igen udtrykke, at der for mig og Socialdemokratiet at se intet nyt er i, at mange på Grønland, mange partier på Grønland, har haft det ønske gennem lang tid og stadig væk har det, nemlig at arbejde frem mod en selvstændighed. Men det bygger jo naturligvis på den forudsætning, at Grønland kan stå på egne ben rent økonomisk.

Dermed giver jeg også udtryk for, hvad den socialdemokratiske holdning er. Den socialdemokratiske holdning er, at vi ønsker rigsfællesskabet. Vi synes, at det beriger alle tre parter inden for rigsfællesskabet.

Hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak. Ordføreren render lidt stærkt, også når han siger, at det forslag til vedtagelse, han har fremsat, har fået accept fra alle partier i Folketinget. Jeg er nødt til at sige, at jeg så den endelige ordlyd, lige før statsministeren gik på talerstolen og ikke har haft lejlighed til at melde tilbage til ordføreren, hvad vi synes om den. Nu vil jeg så bare sige til ordførerens beroligelse, at det ikke er, fordi den forskrækker mig.

Der står nogle gode ting i den med nogle gode formuleringer. Jeg har dog bare et enkelt spørgsmål, og det er til det sidste afsnit, hvor der tales om, at vi skal skabe øgede investeringer på sammenlignelige og gennemsigtige markedsmæssige vilkår. Hvad ligger der i det? Det vil jeg gerne have en uddybning af.

Så har jeg også lige et spørgsmål til den her diskussion om uran. Den 26. januar tror jeg da der var mange andre, der fik kaffen galt i halsen, og det var, da ordføreren, åbenbart på vegne af i hvert fald to af regeringspartierne og måske også statsministeren, meldte ud, at hvis det nu var sådan, at Selvstyret gerne vil åbne op for udvinding og eksport af uran, så var der ingen hindringer fra ordførerens side. Så spørger jeg: Hvad var anledningen til, at ordføreren syntes, det var nødvendigt at melde sådan noget ud? For Selvstyret har jo ikke ændret politik endnu da – i hvert fald ikke mig bekendt.

Ordføreren.

Tak. Til hr. Finn Sørensen vil jeg sige, at min aktivitet var stor, også under statsministerens redegørelse, for at få teksten gjort klar for med stor glæde at kunne sige, at alle – og jeg håber også Enhedslisten – står bag den tekst, der nu ligger. Men sådan arbejder vi en gang imellem til allersidste sekund. Det gjorde vi også her.

I forhold til det sammenlignelige og gennemsigtige er det jo et spørgsmål om at prøve at få udtrykt det, som også landsstyreformand Kuupik Kleist tidligere har sagt: at det er kommercielle, markedsmæssige vilkår, som man ønsker at investeringerne i forhold til råstofudvindingen i fremtiden i Grønland skal bygge på. Så det er det, der er baggrunden.

I forhold til min udtalelse tidligere om en eventuel, og man må sige eventuel, grønlandsk ophævelse af nultolerancen – det er hypotetisk, om det overhovedet vil ske – har vi fra socialdemokratisk side sagt, at de internationale konventioner og traktater er bundne, men kan der gøres noget inden for det, traktaterne giver mulighed for, og kan man gøre noget inden for det beredskab, som Danmark, altså rigsfællesskabet, givetvis skal opbygge, så vil vi ikke sætte en snubletråd op. Det er et spørgsmål om at være ansvarlig over for Grønlands udvikling og også at være ansvarlig i forhold til de konventioner og traktater, vi som rigsfællesskab og som land har bundet os til internationalt.

Finn Sørensen.

Jeg spurgte, hvad anledningen er til, at man pludselig kom med den der udmelding. Som ordføreren selv siger, har selvstyret jo ikke ændret politik. Det var mig bekendt ikke engang til fornyet diskussion i det grønlandske Landsting, så hvad var anledningen til, at man pludselig fandt det nødvendigt at komme med en udmelding om et meget hypotetisk spørgsmål? Det synes jeg ikke jeg har fået noget svar på.

Det andet spørgsmål er, om den udmelding er udtryk for, at Socialdemokratiet har ændret holdning til udvinding og eksport af uran. Vi har jo en meget klar politik herhjemme om, at det er noget, vi til nød har brugt på forsøgsbasis nede på Risø, men ellers vil vi ikke have noget med det skidt at gøre, fordi det er giftigt og farligt og alt muligt andet. Det har vi indtil nu været enige om. Er det udtryk for en holdningsændring i ordførerens parti?

Ordføreren.

I forhold til hvorfor debatten kom op, og hvorfor jeg gav udtryk for en socialdemokratisk holdning, vil jeg sige, at det er, fordi der i Grønland er en debat om det her. Det er ikke rigtigt, hvad hr. Finn Sørensen siger, nemlig at det ikke har udgangspunkt i en grønlandsk debat, for det har det. Der er en politisk uenighed i Grønland om, hvorvidt man skal ophæve nultolerancen eller ej.

I forhold til den socialdemokratiske holdning på området vil jeg blot henlede opmærksomheden på, at demokratier, som vi meget gerne sammenligner os med, og som også har kultursammenfald, eksempelvis Canada og Australien, altså har en eksport af uran eller radioaktive produkter. Det kræver blot – det var det, jeg forsøgte at citere, nemlig det, DIIS ved eksperten Cindy Vestergaard har været ude at sige i debatten – at man opbygger et rigtig, rigtig detaljeret kontrolapparat. Det er ikke noget, man bare kommer til.

Fra socialdemokratisk side kunne vi aldrig drømme om at slippe tøjlerne i forhold til at have den absolut største ansvarlighed på området. Men vi vil også gerne give signalet til, at hvis der i Grønland bliver truffet den her beslutning, er der måske nogle muligheder. Men det bygger på en hypotese, fordi Grønland ikke har besluttet sig for det, men vi har givet en umiddelbar melding fra socialdemokratisk side, som vi synes er rigtig at give.

Fru Ellen Trane Nørby for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil egentlig gerne følge lidt op på det, fru Gitte Lillelund Bech og nu også hr. Finn Sørensen spørger til, nemlig urandiskussionen, som jo ikke kommer op på foranledning af en ændret grønlandsk holdning i uranspørgsmålet.

Nu kan jeg så forstå på Socialdemokraternes ordfører, at man ikke ser noget problem eller nogen udfordringer i at skulle håndtere hele spørgsmålet om uran og udvinding og eksport af uran. Jeg vil blot høre Socialdemokraternes ordfører: Set i lyset af at Danmark tilbage i 1968 undertegnede traktaten om ikkespredning af kernevåben og dermed også binder og hæfter for rigsfællesskabet, når det handler om bl.a. at håndtere nukleare stoffer som uran, er ordføreren så fuldstændig overbevist om, at det ikke vil skabe nogen som helst udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer eller konkrete praktiske problemer at håndtere det at eksportere uran og fra dansk side sikre, at hvis der er andre kommercielle aktører i Grønland, der udvinder uranen, så falder det ikke i hænderne på lande, som er underlagt restriktioner fra det internationale verdenssamfund?

Ordføreren.

Jeg er rigtig glad for at kunne få lov til at svare fru Ellen Trane Nørby, for der er i hvert fald sket en misforståelse, når fru Ellen Trane Nørby siger, at jeg giver udtryk for, at Socialdemokraterne overhovedet ikke synes, at det måtte være forbundet med problemer eksempelvis at ophæve en nultolerance og dermed at skulle til at stå med et ansvar inden for rigsfællesskabet for en eksport. Det er lige nøjagtig, hvad jeg giver udtryk for – at det er forbundet med rigtig store udfordringer. Men en gang imellem skal man jo også tage tyren ved hornene og konfrontere udfordringerne og se, om der er noget, der kan lade sig gøre. Det er det eneste, jeg har givet udtryk for.

Jeg ser store problemer. Hvis vi går ind konkret og kigger på, hvad det er, eksempelvis Canada og Australien har opbygget af kontrolapparater på det her område, så må vi sige, at vi overhovedet ingen kompetencer har, vi har ingen erfaring på det område. Så det i sig selv vil være en meget, meget stor udfordring. Jeg har også givet udtryk for, at det sikkerhedspolitiske aspekt i det her er et rigsanliggende, og jeg har bidt meget mærke i, at statsministeren sammen med landsstyreformanden har sat sig for, at det skal undersøges, og man vil sidde meget tæt sammen og undersøge, hvilke problemstillinger der kan rejse sig i en situation som den her eller andre. Derfor vil jeg sige, at der ligger rigtig mange udfordringer i de her problemstillinger.

Med hensyn til ikkespredningsaftalen: Det er jo netop det, jeg forsøger at præcisere meget tydeligt – at vi fra socialdemokratisk side aldrig nogen sinde kunne drømme om at begynde at slække på internationale konventioner og traktater. Vi ved lige nøjagtig, hvad det er, der ligger i det. Hvad der ligger i det, som vi ikke ved noget om, er, hvad statsministeren og den grønlandske regeringsleder har sat sig for at undersøge. Så vi bliver klogere på det her område.

Ellen Trane Nørby.

Altså, nu bliver det ærlig talt en lille smule forvirrende, for det, fru Gitte Lillelund Bech spurgte til, var det, som ordføreren siger i P1 debat den 29. januar, hvor ordføreren udtaler: Uran i Kvanefjeldet er overhovedet ikke et dansk anliggende. Det harmonerer jo ikke særlig godt med det, ordføreren siger nu, om, at Socialdemokraterne har en bekymring på det her område og også anerkender, at hvis såfremt der kommer et ønske fra Grønlands side om at ophæve nultolerancen, så vil det selvfølgelig forudsætte, at der er styr på eksporten og der er styr på ikkespredning og selvfølgelig også konventionerne. Det giver bare anledning til at spørge, hvad det egentlig er, Socialdemokraterne mener. Støtter Socialdemokraterne uranudvinding, eller gør de ikke? Og mener Socialdemokraterne, at der er det apparat, der skal være til stede for at kunne håndtere en sådan ophævelse af nultolerancen?

Ordføreren.

Nu synes jeg, at fru Ellen Trane Nørby skal lytte til mine udsagn her i stedet for at tage noget løsrevet fra et radioprogram. Det, der er givet udtryk for i radioprogrammet, er, så vidt jeg husker tilbage, præcis om debatten om sjældne jordarter, nemlig om sjældne jordarter kan brydes, uden at det bliver et problem for traktaterne. Det kan de nogle steder, fordi der ikke er et restprodukt, der er radioaktivt. Kan sjældne jordarter brydes, uden at det bliver et sikkerhedsmæssigt politisk og strategisk problem? Nej, det er ikke sikkert. Det er noget af det, der bliver kigget på de to regeringer imellem.

Til spørgsmålet, om Socialdemokraterne kan støtte en brydning af uran, vil jeg blot sige, at det er et spørgsmål om at prøve at trække kanten så meget op, at den ikke kan holde, for det er overhovedet ikke det, der bliver drøftet. Jeg har netop givet udtryk for, at kommer det som et ønske fra Grønland – og det er deri, hypotesen ligger, for vi ved ikke, om det nogen sinde sker – vil vi fra socialdemokratisk side mene, at det er rigtigt at kigge på, hvad der er muligt, hvilket beredskab der skulle stilles op, for at vi på en forsvarlig, ordentlig måde kan blive et rigsfællesskab, der eventuelt bliver eksporterende.

Men vi er slet ikke dér, hvor vi har en holdning til det. Vi vil jo ikke ophæve nultolerancen i Danmark. Hvorfor skulle vi det? Vi synes, at det er en rigtig ramme at få lagt ned over det, men hvis Grønland ønsker det i en eksportsammenhæng for netop at udvikle deres land og det kan gøres, uden at det betyder noget sikkerhedspolitisk og konventions- og traktatmæssigt, så mener vi, at man skal lade muligheden undersøge.

Hr. Lars Barfoed for en kort bemærkning.

Jeg synes jo, at Socialdemokratiet har haft en underlig tilbagelænet holdning til hele det her spørgsmål om udnyttelse af råstoffer i Grønland i relation til at bringe grønlandske og danske erhvervsinteresser og finansielle interesser i spil.

Derfor vil jeg gerne spørge, om hr. Flemming Møller Mortensen ikke er enig i, at vi da skal søge efter, at grønlandske og danske erhvervsinteresser og finansielle interesser får mulighed for at tage del i minedrift og udnyttelse af råstoffer i Grønland, og i den forbindelse, om hr. Flemming Møller Mortensen vil udelukke, at det f.eks. kunne ske ved et offentlig-privat partnerskab.

Ordføreren.

Til hr. Lars Barfoed vil jeg sige, at det her jo er et spørgsmål, som ministre har besvaret meget tydeligt. Det er også et sted, hvor statsministeren sammen med den grønlandske regeringsleder har lavet en aftale om, at man i erhvervsministerielt regi arbejder på tværs af de to parter inden for rigsfællesskabet. Her er der givet udtryk for, at man gerne vil forsøge at gøre, hvad man kan, for at skaffe de investeringer, der skal til, for at Grønland kan udvikles.

Hvad angår offentlig-privat partnerskab, vil jeg sige, at vi nu har skrevet en tekst til et forslag til vedtagelse her i dag, som også lige nøjagtig præciserer, at der faktisk er en enighed i Folketinget om, at kan man lave noget, som øger investeringsmuligheden og -lysten i Grønland, er det vejen at gå.

Så en tilbagelænet socialdemokratisk holdning her må jeg blot på det kraftigste afvise at der er tale om.

Lars Barfoed.

Det glæder mig da meget, at Socialdemokratiet nu går i offensiven med den her sag. Det synes jeg klæder Socialdemokratiet.

Så mangler vi bare at få svar på et klart spørgsmål, og jeg hørte det næsten som et ja, men alligevel: Er hr. Flemming Møller Mortensen ikke enig i, at en mulighed kunne være – og det må vi jo undersøge nærmere – at vi får et egentligt offentlig-privat partnerskab mellem Grønland og Danmark og private investorer om at søge at drage nytte af de muligheder, der er for en økonomisk udvikling i Grønland?

Ordføreren.

Jo, vil jeg svare hr. Lars Barfoed, drage økonomisk nytte. Men det er dog også vigtigt at lytte til, hvad det er, den grønlandske regering har sagt om råstofudvinding i Grønland. Man har sagt, at man ønsker frie markedsvilkår, kommercielle vilkår. Det er det, udnyttelsen og udvindingen af råstoffer i Grønland skal bygge på. Det er jo for at gøre det stabilt rent økonomisk.

Jeg har som socialdemokratisk ordfører givet udtryk for, at i en situation, hvor vi i Danmark har et milliardstort underskud på det offentlige budget, er vi fra socialdemokratisk side ikke villige til at tage penge fra budgettet i Danmark til at lave en risikovillig investering i råstofudnyttelsen i Grønland.

Samtidig er det også vigtigt at fæstne sig ved, hvad Grønland har givet udtryk for, nemlig at de ikke ønsker at give danske investeringer en særstatus. Det skal være almindelige markedsvilkår, og de skal være frie, og det er det, der ligger i, at det skal være kommercielle vilkår.

Men nu kigges der i Erhvervsministeriet herhjemme og i erhvervsministeriet i Grønland på at afsøge mulighederne, og det er glædeligt at se, at danske pensionskasser så sent som i dag også har meldt ud, at de faktisk er villige til det. Men det er risikovillig kapital. Der er ingen af storskalaprojekterne i Grønland, der endnu har finansieringen på plads, og det illustrerer også, at det er en usikker investering, man her taler om.

Så giver jeg ordet til hr. Kim Andersen for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg synes, den socialdemokratiske ordfører bruger mange ord i besvarelsen af mine kollegaers spørgsmål om uran. Må jeg forstå det sådan, at det er helt tydeligt, at hvis grønlænderne ikke kan garantere, at alle konventioner i forbindelse med brydning af uran eller uranholdigt materiale er overholdt, og hvis der ikke er opbygget det fornødne internationalt anerkendte kontrolapparat, er svaret fra Socialdemokratiet og dermed fra den danske regering nej. Er det rigtigt opfattet?

Ordføreren.

Nu skal hr. Kim Andersen jo passe på med ikke at sammenligne mine udtalelser og mine holdninger med regeringens holdning. Jeg giver udtryk for, hvad der er Socialdemokratiets holdning på det her punkt, og jeg har sagt det så tydeligt: Vi kunne ikke drømme om fra socialdemokratisk side at slække på sikkerheden på det her område. Man kunne jo også godt forestille sig, at det er en af årsagerne til, at det her, da man lavede selvstyreloven, netop blev fastholdt som et rigsanliggende. Det er et rigsanliggende. Det drejer sig om sikkerhed.

Kim Andersen.

Men et rigsanliggende er jo ikke noget, der kommer dalende ned fra himlen som en åbenbaring. Det er jo noget, der opstår, ved at der er nogle mennesker, der har noget indsigt og nogle holdninger.

Nu skal jeg så undlade at tage den socialdemokratiske ordfører til indtægt for, hvad regeringen måtte mene, men så alene spørge den socialdemokratiske ordfører om, hvad der er Socialdemokratiets klare og utvetydige position i det her anliggende. Er det Socialdemokratiets holdning, at man vil sige nej til Grønland, hvis det er sådan, at brydning af uran eller materiale indeholdende uran i Grønland ikke er hundrede procent i overensstemmelse med konventionerne, og der ikke er opbygget det internationalt anerkendte kontrolapparat i forbindelse med brydning af uranholdige materialer? Er det rigtigt opfattet, at Socialdemokratiet så vil sige nej? Er det Socialdemokratiets indgang til det, som ordføreren kalder for et rigsfællesskabsanliggende?

Ordføreren.

Tak til hr. Kim Andersen. Der er to ting, jeg gerne vil sige her. Det er jo altså sådan, at det er vigtigt at være opmærksom på, om man eksempelvis bryder nogle mineraler i Grønland, som har et restprodukt, som er radioaktivt. Inden for EU har man et regelsæt, som siger, at det er acceptabelt at eksportere, hvis radioaktiviteten er på et bestemt niveau. Sådan har man det rundt i verden. Det er også noget af det, der ligger i de internationale konventioner.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt Socialdemokraterne kunne finde på at acceptere eksport af uran uden opfyldelse af traktaterne, er svaret nej. Det kunne vi aldrig finde på. Jeg har også givet udtryk for, at det, som DIIS gennem deres ekspert, Cindy Vestergaard, giver udtryk for, er en nødvendighed, hvis et respekteret demokrati som det danske, som altid har taget et stort ansvar for den internationale sikkerhed og balance i verden, skulle nå dertil. Hvis det måtte være et grønlandsk ønske at gøre sådan, ville vi skulle sætte et meget fintmasket kontrolsystem op. Og jeg har givet udtryk for, at det er den socialdemokratiske holdning. Hvis man kommer dertil, er det en nødvendighed, det er en forudsætning. Jeg tror, det var et meget klart svar til hr. Kim Andersen.

Hr. Søren Espersen for en kort bemærkning.

Nu er der ikke nogen i kongeriget, der taler så hjertevarmt om rigsfællesskabet som hr. Flemming Møller Mortensen. Der holdes skåltaler om, hvor vidunderligt det her samarbejde er, og hvor glade vi alle sammen er for at beholde det og bevare det. Synes ordføreren så slet ikke, det er spor mærkeligt, at den ene part i det her stærkt berømmede rigsfællesskab, et meget stort parti, som snart muligvis bliver regeringsparti, siger, at lige så snart de bliver rige, skrider de. Det lyder da ikke som et særlig godt ægteskab. Synes ordføreren det?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvordan man taler hjertevarmt, men altså nu har hr. Bertel Haarder lige forladt formandsstolen, og jeg bed mærke i, at vi er flere medlemmer i Folketinget, som taler meget hjertevarmt om Grønland og rigsfællesskabet. Hr. Bertel Haarder udtrykte det i en kronik for nylig med, at han elsker Grønland. Jeg kunne sige det på nøjagtig samme måde, så vi er flere, der gør det.

Men hvad angår det, som hr. Søren Espersen giver udtryk for om det, som Siumuts leder i Grønland har sagt, må jeg blot sige, at det ikke er det eneste parti i Grønland, som i meget, meget lang tid har givet udtryk for, at man på sigt ønsker selvstændighed. Det har alle partier i Danmark vidst på det tidspunkt, da man i 2008 i det danske Folketing vedtog selvstyreloven, nemlig at det også på det tidspunkt var partierne i Grønlands holdning, i hvert fald de fleste partiers. Så der er ikke noget nyt under solen i den her sag, vil jeg sige til hr. Søren Espersen, og ud over at vi Socialdemokrater taler hjertevarmt, har vi altså også den allerdybeste respekt for samarbejdet inden for rigsfællesskabet.

Hr. Søren Espersen.

Men vores indgang til rigsfællesskabet har jo ikke noget at gøre med, hvor rige eller fattige, vi er. Vi holder af rigsfællesskabet, vi vil gerne bevare det rigsfællesskab mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Det er fuldstændig uafhængigt af, om vi er på fallittens rand, det er uafhængigt af, om vi er gået konkurs i 1813, det har ikke spor med det at gøre. Vi tænker ikke på penge, vi har ikke en kræmmermentalitet i den forbindelse. Vi holder nemlig af rigsfællesskabet.

Jeg vil spørge igen: Hvis det nu var hr. Flemming Møller Mortensens kone, der sagde, at hun bliver, indtil hun tjener penge og bliver rigere end hr. Flemming Møller Mortensen, og når det sker, er hun væk, var det så et ægteskab, der var værd at samle på?

Ordføreren.

Til hr. Søren Espersen vil jeg blot indledningsvis sige, at det måske lige nøjagtig var derfor, jeg valgte ikke at få en kone.

Men jeg vil sige til hr. Søren Espersen, at det jo er et spørgsmål om, hvorvidt vi udtrykker respekten for den udvikling, som et lille folk som det grønlandske ønsker skal være Grønlands fremtid. Vi udtrykker fra socialdemokratisk side den fulde respekt. Der er altså ikke noget nyt i, at partier i Grønland udtrykker ønske om at stå på egne ben den dag, de kan.

Jeg tror, at hvis vi danskere, Danmark som land, havde haft den historie, som Grønland har, og hvis vi pludselig kunne se, at der måske ude i fremtiden åbner sig en mulighed for, at vi kunne blive et selvstændigt land, helt selvstændigt, uden en økonomi, der er afhængig af en tidligere koloniherre, så tror jeg, jeg ville have samme holdning, som mange grønlændere giver udtryk for.

Men det her er på sigt. Det er ikke sikkert, det nogen sinde sker. Eventyret skal være med Grønland, og der skal tjenes rigtig mange penge på enten råstoffer eller store rejer, for at den grønlandske økonomi kan blive selvbærende. Desværre.

Tak. Så er det hr. Esben Lunde Larsen fra Venstre.

Tak for det. Nu handler det jo ikke kun om råstoffer og store rejer; det handler også om vidensressourcer. Hvad er Socialdemokraternes holdning til de rettigheder, der bliver på baggrund af de forskningsmæssige samarbejder inden for rigsfællesskabet eksempelvis finansieret af de statslige forskningsråd i Danmark, men udvirket i samarbejde med Grønland i de forskningsprojekter, der måtte blive?

Ordføreren.

Jamen jeg vil sige, at det her igen er et af de områder, jeg ikke detailmæssigt er klædt på til at gå ind i. Men jeg har jo bidt mærke i, at det er noget af det, regeringen i Grønland og regeringen i Danmark også har sagt, altså at man på det forskningsmæssige, det universitære samarbejde, i det miljø, der er der, vil indlede et endnu stærkere samarbejde.

Det er jo et spørgsmål om, at vi ser os selv som ligeværdige i det her udviklingsfelt, fordi det er et spørgsmål om, at vi fra socialdemokratisk side så inderligt ønsker, at alle tre parter, alle tre dele af rigsfællesskabet, får så gunstig en udvikling som muligt med baggrund i en god økonomi, et godt uddannelsesniveau, nogle gode muligheder i verden, nogle gode muligheder for at være et attraktivt sted at investere, når der kommer investeringer udefra. Det er jo det, der er med til at opbygge et højt vidensniveau også i et universitært regi.

Hr. Esben Lunde Larsen.

Jo, men det er jo meget godt at tale om ligeværdighed, når der er en part, der betaler. Altså, Socialdemokraternes ordfører må jo have gjort sig nogle overvejelser om, hvori det forskningsmæssige samarbejde skal bestå, og hvordan vidensressourcerne, der knyttes op på meget store fremtidige satsninger i Grønland, skal udfoldes.

For som det er i øjeblikket, er det jo for en stor dels vedkommende danske midler, der finansierer den universitets- og forskningsindsats, som der er i Grønland, og det tror jeg vi er mange der bakker op om. Men der er jo et helt andet sigte på de råstofressourcer i form af viden, der vil komme ud af projekter bl.a. i forbindelse med nogle af de nye initiativer, der kommer. Det må man vel forvente at ordføreren har gjort sig en overvejelse om i en forespørgselsdebat om Grønlands økonomi.

Ordføreren.

Det lyder næsten, som om hr. Esben Lunde Larsen giver udtryk for, at Venstre synes – selv om hr. Esben Lunde Larsen godt nok siger, at det ikke er sådan – at det her er et urimeligt felt at have et tæt samarbejde på. Hvem er det, der profiterer af hvad? Altså, i det tilfælde, at man får udviklet råstoffer i Grønland, profiterer Danmark så af det? Ja, det gør vi da. Loven er helt klar: De første 75 mio. kr., der bliver tjent på mineraler og råstofudvinding, går til den grønlandske kasse; derefter er det halvt-halvt, altså fifty-fifty. Og der er altså rigtig mange penge i bloktilskuddet. Der er 3,6 mia. kr. eller i omegnen deraf. Så der kan være en interesse i det her.

Vi vil altså ikke have et storebror-lillebror-forhold. Vi vil rigtig gerne hjælpe Grønland til at få muligheden for at stå på egne ben også forskningsmæssigt, også uddannelsesmæssigt, og der må jeg altså sige at jeg ikke kan andet end tolke det, som hr. Esben Lunde Larsen giver udtryk for, i den retning, at der bliver sat spørgsmålstegn ved det.

Tak for det. Der er ikke flere, der har bedt om bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Kristian Thulesen Dahl som ordfører for Dansk Folkeparti.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har glædet mig til den her debat. I Dansk Folkeparti glæder vi os faktisk generelt over de debatter, der for tiden er her i Folketingssalen om rigsfællesskabet og om færøske forhold, men jo i særdeleshed om grønlandske forhold. De er interessante for tiden.

Jeg må også sige, at jeg synes, at for hver gang vi har sådan en debat, er der en positiv udvikling i debatten. Altså, da vi diskuterede storskalaloven tilbage i december, hvor den var blevet vedtaget i Grønland, fik vi jo alle sammen indtryk af, at regeringen i Danmark stak hovedet i busken og helst ville undgå enhver debat om de vilkår, som er indeholdt i storskalaloven, og de konsekvenser, der efterfølgende kan blive Grønland til del på grund af de investeringer, der kan komme ud af storskalaloven.

Regeringen forsøgte endda med statsministerens brev til Folketingets formand at sige, at der var spørgsmål, som man – af rent princip – ikke ville besvare i Folketinget, fordi det var rent grønlandske forhold. Det ville man slet ikke drøfte her i Folketingssalen. Vi stod altså med et udgangspunkt, hvor det var endog meget svært at få en fordomsfri og åben debat her i Folketinget om de her forhold i en vigtig del af rigsfællesskabet.

Derfor har vi selvfølgelig fra Dansk Folkepartis side sammen med andre gode kræfter arbejdet ihærdigt på at få den her diskussion til at live op og blive legitim – altså en debat, hvor det anerkendes, at man selvfølgelig godt kan tage en debat om, hvad der foregår i Grønland, og hvilke konsekvenser der kan komme ud af storskalaloven på Grønland. Det har vi gjort i en lang række samråd i Folketinget, og vi har gjort det i form af en hasteforespørgsel her i salen for et par onsdage siden og nu altså i forbindelse med en forespørgselsdebat i dag. Senere kommer der et beslutningsforslag, som mere konkret definerer, hvordan vi synes man kan gribe arbejdet an med at sikre, at der også kommer danske investeringsinteresser i forbindelse med udvindingen af råstoffer. Så vi får en lang række debatter, og vi kan jo konstatere, at for hver gang, vi har en debat, så rykker vi tingene lidt i en positiv retning.

Derfor bliver jeg også nødt til at anerkende og glæde mig over det forslag til vedtagelse, som vi er blevet enige om. Det kan godt være, at det var hektisk i den sidste fase, men ikke desto mindre vil jeg gerne kvittere meget positivt for, at vi har kunnet nå til enighed om det forslag til vedtagelse, der foreligger. For det forslag til vedtagelse understreger lige præcis vigtigheden af, at man kan debattere de her ting samlet og fordomsfrit, som der står. Det forholder sig også til nogle af de investeringsspørgsmål, som vil opstå på Grønland som følge af storskalaloven.

Det er meget positivt, at Folketinget på den måde kan understrege værdien af rigsfællesskabet, hvilket Dansk Folkeparti også meget gerne vil understrege vigtigheden af. Man må forholde sig til, at vi fra dansk side må kunne diskutere de her ting fuldstændig frit og uden fordomme. For lige så vel som det på Grønland skal kunne diskuteres, hvordan tingene udvikler sig, skal vi også kunne diskutere det her i Danmark. Det er det, som demokrati og folkestyre faktisk går ud på. Det synes vi er rigtig, rigtig flot.

Jeg vil gerne understrege, at for os i Dansk Folkeparti handler rigsfællesskabet om meget mere end økonomi, og vi er ærgerlige over, at der er en del aktører – nu altså

også manifesteret i den grønlandske debat her i valgkampen – der ikke har det på den måde. Man kan sige, at det også har været tilfældet før, men det er sådan set lige meget i den her sammenhæng. Vi er ærgerlige over, at der findes folk, som alene tillægger rigsfællesskabet værdi, når det handler om økonomi, og om, at der er en afhængighed af, at Danmark og danske skatteydere årligt sender store bidrag til Grønland for at understøtte det grønlandske samfund.

For os i Dansk Folkeparti er rigsfællesskabet meget mere end økonomi. Det er sådan set derfor, at vi synes, at det er godt, at Danmark har understøttet det grønlandske samfund økonomisk. Jeg må bare indtrængende bede om, at der virkelig bliver tænkt over, hvad det kan få af konsekvenser – også i forhold til en reaktion over for Danmark. Konsekvensen kan blive: Ja, vi vil gerne være sammen med jer danskere, så længe vi har brug for jeres penge. Men i samme øjeblik, at råstofindvindingen er af en karakter, der gør, at vi kan klare os selv økonomisk, så skal I ikke regne med, at vi ønsker at være sammen med jer mere. Det er altså mærkeligt at sige til danske skatteydere, der hvert år skal betale mellem 3,5 og 4,5 mia. kr., at vi baserer fællesskabet på det.

Vi mener, at man burde tage udgangspunkt i, at rigsfællesskabet er baseret på et historisk kendskab og et slægtskab mellem Danmark, Færøerne og Grønland, og at det har meget stor betydning for rigtig mange mennesker. Der er mange danskere, der har meget stærke rødder i og tilknytning til Grønland, ligesom der er mange grønlændere, der har det i forhold til Danmark. Det giver et langt stærkere bånd end det, der handler om økonomi.

Det er i hvert fald vores ønske, at valgkampen på Grønland kommer til at illustrere det, og at man på Grønland også vil anerkende den del.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt, der har bedt om ordet, og det er hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten.

Tak, også til ordføreren. Jeg vil gerne høre, om ordføreren og hans parti – på trods af, at ordførerens parti var modstander af selvstyreloven – respekterer selvstyreloven.

Ordføreren.

Ja, det er fuldstændig klart. Vi er et parti, der er et hundrede procent funderet på demokratiets vilkår. Vi kæmper for det, vi tror på, her i Folketinget, og vi måtte acceptere, at vi i debatten om selvstyreloven kom i mindretal. Det betyder ikke, at vi har ændret holdning; vi har skrevet, præcis hvad vi mener om selvstyreloven, i det betænkningsbidrag, som vi afgav dengang – det er fem-seks fyldige sider, og det kan enhver forholde sig til. Men vi anerkender selvfølgelig, at der var et flertal, der vedtog selvstyreloven, og vi konstaterer – og det gør vi jo også nu i forslaget til vedtagelse – at det jo er selvstyreloven, som forholdet mellem Danmark og Grønland nu hviler på.

Det betyder så ikke, at vi ikke mener, at man fra dansk side skal være utrolig aktiv for at vise grønlænderne, at der er alternative investeringsmuligheder på Grønland ud over at ringe til Beijing og spørge kineserne, om de vil engagere sig voldsomt på Sydgrønland, måske med det til følge, at der kommer tusindvis af kinesiske arbejdere, som arbejder på løn- og arbejdsvilkår, som vi ikke bryder os om. Det mener vi sagtens man kan, og det mener vi at man bør gøre.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg er glad for, at ordføreren klart bekræfter, at man, selv om man kom i mindretal, respekterer loven. Det er jo en værdig, demokratisk indstilling at have til det.

Men af den her lov fremgår det jo, at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse. Heraf følger jo, at hvis grønlænderne ønsker det – og det er hele ånden i den her selvstyreaftale – kan de få fuld uafhængighed og selvbestemmelse og oprette deres egen stat. Så er det vel heller ikke urimeligt, at de også giver udtryk for, at de, den dag de økonomisk er i stand til at klare sig selv og føler, at de er klar til at være fuldstændig uafhængige af Danmark, så også gerne vil være det. Det er selvfølgelig et spørgsmål, jeg stiller på baggrund af ordførerens kritik af, at man på Grønland siger, at det er det, man gerne vil.

Ordføreren.

Altså, jeg har her i Folketingssalen flere gange tidligere sagt, at hvis Grønland ønsker at være et selvstændigt land og løsrive sig fra Danmark og fra rigsfællesskabet, vil vi hverken foreslå at sende flåden, hæren eller luftvåbnet. Så er det sådan, det er.

Det, at man har retten til at blive et selvstændigt land, har jo bare ikke noget som helst at gøre med, om man vil det. Jeg synes jo, at det netop kunne være stærkt, hvis man sagde: Vi har principielt retten til at blive et selvstændigt land, men fordi vi anerkender det solide fællesskab, der er opbygget i forbindelse med rigsfællesskabet gennem 300 år, ønsker vi ikke at rive os løs, så ønsker vi at være en del af det fællesskab. Det har ikke noget med økonomi at gøre, det har noget med alt muligt andet at gøre – det er kultur og historie, det er den sammenhæng, der er mellem mange danskere og grønlændere. Det siger man bare ikke. Der er mange, der siger noget andet, nemlig at straks de kan klare sig selv økonomisk, skal vi regne med, at de vil løsrive sig. Det synes jeg er en mærkelig besked at sende af sted til de danske skatteydere, som finansierer gildet.

Tak for det. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Radikale Venstre, hr. Jeppe Mikkelsen.

Tak, formand. Tak for ordet. Først og fremmest vil jeg starte med at takke statsministeren for hendes redegørelse. Vi i Radikale Venstre er glade for og tilfredse med det arbejde, som statsministeren og regeringen i øvrigt foretager på dette område. Det er jo et meget bredt emne, som stillerne af denne forespørgsel har bragt på banen, men jeg tror, at hvis man skal se overordnet på det grønlandske samfund, så kan man sige, at Grønland både står over for nogle gigantiske udfordringer og nogle gigantiske muligheder.

Udfordringerne er mange: ældrebyrde, at for få unge får en uddannelse og faldende rejekvoter – og jeg kunne nævne mange, mange flere. Men ligeledes er mulighederne for udvinding af naturressourcer også store. Man er langt i processen, selv om den danske debat måske først er lige ved at begynde, men storskalaloven er jo vedtaget, og målet er mellem fem og ti mineprojekter. Herudover undersøges jo også mulighederne for olieudvinding, og så er der faktisk også en ting, som ofte overses i den danske debat, nemlig mulighederne for at udnytte vandressourcer til vandkraft, f.eks. til produktion af aluminium, hvilket er meget energitungt.

Jeg kan godt forstå, at grønlænderne med landsstyret i spidsen ønsker at udnytte disse ressourcer. Jeg kan vitterlig godt forstå, at grønlænderne ønsker at fremtidssikre deres velfærdssamfund, især når det står over for så store udfordringer. Jeg tror faktisk, at alle i dette hus ville gøre absolut det samme, hvis vi var i deres sted.

Fra radikal side håber vi på, at Danmark kan være med i denne proces, ikke som storebror, heller ikke som kolonimagt, men som en ligeværdig partner for Grønland. Derfor er vi glade for den dialog og det samarbejde, som regeringen har indledt med landsstyret. Det er klart, at vi i rigsfællesskabet har stærke bånd til hinanden, og det er også klart, at der er mange sikkerhedspolitiske spørgsmål, som skal drøftes i hele rigsfællesskabet, først og fremmest spørgsmålet om udvinding af uran. Grønland har jo fortsat en nultolerancepolitik. Skulle det ændre sig, må vi naturligvis drøfte det meget nøje og intenst i rigsfællesskabet.

Jeg håber også på, at vi vil se det danske erhvervsliv være involveret i udvindingen af naturressourcer. Mærsk og DONG er allerede med på oliefronten, skal jeg skynde mig at sige, og jeg glæder mig da også over at kunne læse i dag i Berlingske, at et par danske pensionskasser overvejer at investere i eventuelle projekter. Der er også blevet nævnt ideer her i debatten i Danmark om, at den danske stat skulle smide milliarder i et statsligt selskab, som skulle udvinde mineraler i Grønland. Til det må man sige, at der fra grønlandsk side er sendt et klart signal om, at udvindingen skal foregå på kommercielle vilkår. Vi vil ikke få forrang som dansk stat. Det synes jeg at man skal huske i debatten, også før man ytrer ønske om at smide en række af skatteydernes milliarder ind i sådan et projekt.

Jeg synes dog, at vi skal samarbejde om at sikre grobund for, at flere danske virksomheder kan få en fod inden for på det grønlandske marked – helt i tråd med den arbejdsgruppe, som regeringen og landsstyret i fællesskab har nedsat, og den konference, som blev afholdt for nylig.

Så for at opsummere her til sidst vil jeg sige, at fra radikal side er vi glade for regeringens indsats og for statsministerens redegørelse, og så kan jeg selvfølgelig også meddele, at vi støtter forslaget til vedtagelse og er glade for, at så mange partier står bag.

Tak. Der er foreløbig fire medlemmer, der har bedt om en kort bemærkning. Den første er hr. Kim Andersen fra Venstre.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge den radikale ordfører om det, som jeg også spurgte den socialdemokratiske ordfører om: Hvad er De Radikales holdning til uranspørgsmålet og spørgsmålet om nultolerance? Vil De Radikale acceptere, eller vil man ikke acceptere, at der brydes uran eller uranholdigt materiale i Grønland, hvis konventionerne ikke er opfyldt til punkt og prikke, og hvis der ikke er opstillet det nødvendige internationalt anerkendte kontrolapparat? Vil man så sige nej fra radikal side? Det er et spørgsmål, som den radikale ordfører må kunne svare klart og tydeligt på.

Så vil jeg også gerne stille et spørgsmål med hensyn til investeringer. Vi er jo helt enige om, at investeringer skal være på markedsmæssige vilkår, og at de naturligvis skal være konkurrencebaseret, men det kan de vel godt være, selv om der måtte være et konsortium, hvori der med en vægt på f.eks. 10 pct. var deltagelse fra den danske stat og så i øvrigt indgik alle mulige andre investorer, som foretog nogle investeringer i Grønland for at få gang i noget kapitaltilvækst og jobskabelse i Grønland. Kunne det ikke være på acceptable vilkår for Det Radikale Venstre?

Ordføreren.

Først vil jeg til det med konventioner og kontrolapparat osv. i forbindelse med udvindingen af uran sige, at det da er klart, at det vil vi være stærkt kritiske over for, men jeg hører for det første heller ikke, at grønlænderne har truffet afgørelse om, at de nu vil ophæve nultoleranceprincippet, og for det andet hører jeg ikke nogen i Grønland snakke om, at man skulle se stort på konventioner og kontrolapparat i det hele taget. Så jeg synes ikke, at der er så stor en konflikt på det her punkt internt i rigsfællesskabet som sådan.

I forhold til et konsortium af virksomheder vil jeg sige, at det jo er fuldstændig korrekt, at den danske stat godt kunne skyde f.eks. 10 pct. ind i et konsortium. Jeg er i hvert fald endnu ikke overbevist om, at det er en god idé, og det hænger simpelt hen sammen med, at jeg ikke ved, om vi ville kunne tjene nogle penge til de danske skatteydere på det. Nu plejer jeg ikke at sige, at jeg er sådan vanvittig kendt ud i at drive forretning og især ikke, når det gælder minedrift, men man kan sige, at Danmark har nogle salthorste, og vi har udvundet kryolit tidligere i Grønland, men det er jo ikke, fordi vi har den sådan store erfaring som nation med at udvinde f.eks. sjældne jordarter. Så det er jo klart, at for at vi også skal tjene penge på det her til de danske skatteydere og det skal være en god investering og vi ikke bare skal spilde nogle milliarder, synes jeg i hvert fald, at der mangler nogle yderligere undersøgelser.

Hr. Kim Andersen.

[Lydudfald] ... i forslaget til vedtagelse her i dag enige om i stor samdrægtighed, at vi skal til at snakke åbent og ærligt med hinanden om tingene. Det begynder jo med, at man gør sin egen stilling op og står ved nogle holdninger. Og det var derfor, jeg spurgte Det Radikale Venstres ordfører, hvad Det Radikale Venstre ville have af tilgang til spørgsmålet om udvinding af uran og uranholdigt materiale i forhold til traktaterne og i forhold til kontrolapparatet.

Er der nogle fiflerier her fra De Radikales side? Der er naturligvis en grund til, at jeg spørger. Den radikale udenrigsordfører udtalte til Politiken den 27. januar i år, at man bør gå positivt ind i det – underforstået i uraneksport. Derfor synes jeg faktisk, det er påkrævet, at et regeringsbærende parti som Det Radikale Venstre ved en debat som i dag siger, hvad man mener, klart og utvetydigt, og ikke slår det hen med at sige, hvad der er tvivl om, hvad der er diskussion om, og hvad det nok ikke så meget er et spørgsmål om, fordi andre mener noget andet.

Hvad mener Det Radikale Venstre som regeringsparti til et helt centralt spørgsmål? Må vi få svaret nu?

Ordføreren.

Hr. Kim Andersen behøver ikke sådan ligefrem at stå og pege. Jeg kan godt se, at det er hr. Kim Andersen, som står og snakker.

Jeg synes egentlig, at jeg prøvede at svare rimelig tydeligt på det. Vi vil da tage det meget seriøst, hvis grønlænderne ønsker at ophæve deres nultoleranceprincip, ingen tvivl om det. Og vi vil være meget kritiske over for, hvis de har et ønske om ikke at følge konventioner osv., for det er jo et stof, som kan være meget, meget alvorligt i forhold til sikkerhedspolitik. Derfor er det selvfølgelig påkrævet, at man følger konventioner osv. for at sørge for, at det ikke bliver solgt i øst og vest osv.

Så jeg synes egentlig, at jeg prøvede at svare meget tydeligt på det. Men vi skal også huske på, at grønlænderne endnu ikke selv har taget stilling til dette spørgsmål.

Så er det fru Gitte Lillelund Bech fra Venstre.

Hvis man læser Politiken, og det er vi nogle, der gør, kan man i hvert fald se, at Det Radikale Venstre den 27. januar har taget stilling til, at hvis Grønland siger ja til at ønske at eksportere uran, vil Det Radikale Venstre også sige ja. Det er sådan set det, den radikale udenrigsordfører siger i den artikel.

Derfor synes jeg måske, at det er lidt tyndt, at grønlandsordføreren står og taler sådan lidt udenom. For det fremgår meget klart af Politiken, at Det Radikale Venstre siger: Ja, hvis det er sådan, at grønlænderne siger ja, siger vi også ja fra Det Radikale Venstres side.

Derfor er jeg nødt til at spørge lidt ind til, lige præcis hvad Det Radikale Venstre mener på det her område. For når hr. Jeppe Mikkelsen siger, at vi skal være meget kritiske, hvis Grønland kommer og siger, at man ønsker at eksportere uran, hvad er det så, vi skal være kritiske over for? Siger man så bare fra Det Radikale Venstres side: O.k., vi er kritiske over for jer, men I må godt have lov, hvis I har et flertal, der siger ja? Eller hvad er det, man skal være kritisk over for?

Ordføreren.

Jeg sagde til fru Gitte Lillelund Bechs kollega, hr. Kim Andersen, fordi hr. Kim Andersen spurgte til, hvad der vil ske, hvis det ikke lever op til konventioner og lignende, at det vil vi naturligvis være kritiske over for, det tror jeg alle i dette hus vil være. Det synes jeg sådan set ikke er synderlig kontroversielt, det tror jeg egentlig at alle danske partier er enige om. Så jeg synes sådan set ikke, at jeg prøver at tale med uld i mund eller noget i den stil.

Det jeg tror hr. Rasmus Helveg Petersen sagde i Politiken – nu kan jeg ikke præcis huske den konkrete artikel – er, at vi selvfølgelig vil være åbne over for et grønlandsk ønske om det. Vi vil tage det meget seriøst og drøfte det med grønlænderne.

Men det er klart, at det skal foregå på nogle ordentlige vilkår, på nogle rimelige vilkår, sådan at vi sikrer, at det f.eks. lever op til konventioner og lignende.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Det er lidt synd, at ordføreren ikke har det præcise udsagn. For det, udenrigsordføreren siger, og nu citerer jeg fra Politiken, er:

»Man bør gå positivt ind i det. Vi vil være tilbage i en meget mærkelig dansk rolle, hvis vi blokerer et grønlandsk ønske ...«.

Det kan jeg kun læse som, at De Radikale siger ja, hvis Grønland siger ja.

Nu vil jeg så spørge ind til det der med at være meget kritisk, hvis de ikke overholder konventionerne. Skal det forstås sådan, at man fra Radikale Venstres side siger: O.k. Grønland, hvis I bare overholder konventionerne, så kan I godt få lov? Ja eller nej?

Ordføreren.

For det første er det jo ikke en situation, vi står i nu. ( Gitte Lillelund Bech (V): Det er da ligegyldigt). Nej, det er ikke ligegyldigt, at vi ikke står i situationen nu og her. Alle spørgsmål er jo ikke vendt i den her sag.

Hvad skal der f.eks. ske i et tvistspørgsmål? Hvis Danmark og Grønland bliver uenige om et spørgsmål, hvad skal der så ske? Det har jeg ikke taget stilling til. Det tror jeg faktisk også er nogle større juridiske spørgsmål og ikke kun politiske spørgsmål. Men det kan være, at Venstre har taget stilling til det. Så vil jeg gerne høre, om Venstre har opfundet den dybe tallerken på det område.

Så er det hr. Lars Barfoed fra De Konservative.

Tak. Jeg ville jo egentlig gerne spørge hr. Jeppe Mikkelsen om, hvad der lå til grund for, at hr. Jeppe Mikkelsen før sagde, at man jo ikke ville være med til at smide milliarder væk, smide penge væk i forbindelse med investeringer i Grønland. Mig bekendt er der ingen overhovedet, som har det synspunkt, at vi i forbindelse med investeringer i Grønland skal smide milliarder væk.

Vi er nogle, der taler om, at en mulighed er, at vi får et offentligt-privat partnerskab om investeringer i Grønland. Derfor vil jeg gerne spørge hr. Jeppe Mikkelsen, hvis det i øvrigt er baseret på sunde markedsøkonomiske vurderinger, om hr. Jeppe Mikkelsen så ikke er enig i, at det kunne være en mulighed, at vi havde et offentligt-privat partnerskab om de investeringer.

Ordføreren.

Jo, altså, det vil jeg sådan set ikke stå og afvise kategorisk her fra talerstolen, men det, jeg bare vil sige, er, at jeg ikke har set den model endnu. Jeg tror ikke, der er nogen, der har præsenteret den hellige gral, i forhold til at Danmark kan komme og tjene en hel masse penge, og jeg har lidt skepsis over for, om vi kan drive den slags forretning. Og så har jeg også skepsis, med hensyn til om grønlænderne kunne være interesseret i at være partnere i sådan et fællesskab. Vi er jo to, der skal træffe sådan en beslutning.

Hr. Lars Barfoed.

Jamen så kan jeg sige, at jeg heller ikke har set sådan en model. Det er jo derfor, vi er nogle, der mener, at vi skal undersøge mulighederne for sådan en model, i forbindelse med at vi jo må gøre alt, hvad vi kan, for, at både grønlandske og danske erhvervsinteresser og finansielle interesser får mulighed for at komme i spil i forbindelse med udnyttelsen af råstoffer i Grønland.

Ordføreren.

Jeg tænker, at det er sådan nogle spørgsmål, der bl.a. bliver drøftet i den arbejdsgruppe, som er blevet nedsat af den danske regering og det grønlandske landsstyre, og at de bl.a. vender hver en sten i sådan nogle spørgsmål. Jeg tror, at hvis der ligger en helt oplagt mulighed for at tjene mange, mange milliarder til både Grønland og Danmark, kunne man nok godt finde på at byde på det, men jeg har ikke set det endnu. Jeg har ikke hørt det. Folk har fundet på fine navne som DONG 2 osv., men der er ikke nogen, der har præsenteret konkrete eksempler på, hvordan og hvorledes vi skulle kunne tjene en hel masse milliarder.

Tak. Så er det fru Ellen Trane Nørby fra Venstre.

Tak. Der er jo meget, man kunne tage fat i, men jeg vil egentlig gerne vende tilbage til hele spørgsmålet om tvist. Her nævnte ordføreren, at det har Det Radikale Venstre ikke taget stilling til, når det gælder uran.

Skal jeg dermed forstå, at Det Radikale Venstre er uenig med udenrigsministeren, som både over for Grønlandsudvalget og på det åbne samråd, der var i Udenrigsudvalget, sådan set refererer til både selvstyreaftalen og selvstyreloven, nemlig at når der er tvister på uranområdet, som falder ind under de strategiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske områder, så henfører det til grundlovens § 19, hvilket indikerer, at så er det selvfølgelig Danmark, som det er foreskrevet i grundloven, der varetager det?

Skal jeg forstå det sådan, at ordføreren er uenig med udenrigsministeren, når udenrigsministeren siger, at det selvfølgelig er Danmark, der afgør det i de sager, hvor vi taler om mineraler, herunder uran, fordi der er udenrigspolitiske og strategiske interesser?

Ordføreren.

Nej, så må jeg have fortalt mig. Altså, det er sådan, at der stadig er rigtig, rigtig mange spørgsmål, der er uafklarede. Det allerstørste er jo sådan set, om grønlænderne ønsker at ophæve deres nultoleranceprincip. Det har vi sådan set ikke på det rene endnu. Det, der så er, er, at man bl.a. sidder og kigger på, hvordan man vælger at gøre det i praksis.

Det er jo fuldstændig korrekt, som fru Ellen Trane Nørby siger, at alting i sidste ende kan føres tilbage til grundloven, ingen tvivl om det. Der er jeg fuldstændig på linje med udenrigsministeren.

Fru Ellen Trane Nørby.

Jeg er fuldstændig enig i, at der er meget, der er uafklaret, hvad angår fremtidens udfordringer og muligheder, men der er også en række forhold, der ikke er uafklarede. Det fremgår f.eks. meget tydeligt, at det er Danmark, der er folkeretssubjekt i forhold til rigsfællesskabet, således at når der er § 19-tvister, er det på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område Danmark, der varetager udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Det gælder jo ikke kun i spørgsmålet om uran.

Derfor kan man igen tage fat i det i forhold til udenrigsministeren, for det virker lidt, som om den radikale ordfører er uenig med udenrigsministeren. Udenrigsministeren har i et svar til fru Doris Jakobsen i Grønlandsudvalget svaret, at det er Udenrigsministeriets generelle vurdering af et givent minerals strategiske betydning, som indgår i de internationale anerkendte definitioner osv., der afgør, om det konkrete mineral vil falde ind under dansk udenrigs- og sikkerhedspolitisk betydning, eller om det ikke vil. Så jeg er bare lidt i tvivl om, hvad Det Radikale Venstre mener er så uafklaret. Udenrigsministeren mener jo ikke, at det er uafklaret. Hvad er det sådan helt præcis?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at der er forskel på mineraler. Nogle har stor sikkerhedspolitisk betydning, andre har det ikke. Det er der garanteret nogle konventioner osv. der er gode til at klarlægge. Men hvordan og hvorledes man hypotetisk set, hvis grønlænderne skulle ophæve deres nultoleranceprincip osv., skulle forvalte det i praksis, tror jeg stadig at der er nogle uafklarede spørgsmål omkring.

Men så er det heldigvis sådan, at vi har et godt samarbejde med grønlænderne, at vi har nedsat en arbejdsgruppe til også at kigge på dette spørgsmål, således at vi holder kontakten og fortsætter med at drøfte, hvordan det kan diskuteres i fremtiden, for det er klart, at der er store sikkerhedspolitiske interesser forbundet med Grønlands undergrund. Der er det selvfølgelig helt relevant, at rigsfællesskabet står sammen. Der er det ikke kun et spørgsmål om, hvad grønlænderne selv mener. Der er det et spørgsmål om, hvad hele rigsfællesskabet mener.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak. Jeg fik det indtryk, da hr. Jeppe Mikkelsen svarede hr. Lars Barfoed, at man også i det her embedsmandsudvalg kigger på de muligheder, der kunne være for at få flere danskbaserede investeringer i Grønland. Det synes jeg faktisk var meget interessant. Det synes jeg vi skal gøre lidt ekstra ud af at finde hoved og hale i – også hvad hr. Jeppe Mikkelsens holdning er til, at man fra dansk side engagerer sig stærkere i at give grønlænderne et alternativ til eksempelvis kinesiske investeringer i Grønland. Altså, er hr. Jeppe Mikkelsen grundlæggende enig i, at det vil være positivt og godt, hvis vi får tilbudt grønlænderne et dansk-grønlandsk partnerskab om, at der kommer investeringer f.eks. fra Danmark på området?

Der er jo grønlændere, der mener, at Danmark for længst burde have gjort det her. I lyset af at der er kritik af, at vi nok burde have været ude endnu tidligere, kan man sige, at det er med at komme i gang. Så er hr. Jeppe Mikkelsen enig i, at det vil være positivt?

Ordføreren.

Jeg ved ikke præcis, hvad de sidder i det embedsmandsudvalg og drøfter. Men jeg tænker, at det i hvert fald er et skridt, som sådan nogle tanker kan vokse ud af. Derudover sidder vi jo bl.a. også og laver konferencer og øvrige tiltag, som kan gøre danske virksomheder mere interesserede i at investere i Grønland og sørge for, at de overhovedet får øjnene op for de muligheder, der måtte være. Det er måske derfor, to pensionskasser i dag går ud i Berlingske Tidende og siger, at de faktisk godt kunne være interesserede i at investere i grønlandske projekter.

Som jeg synes jeg svarede hr. Lars Barfoed, og som jeg sådan set også sagde i min tale, så nej, jeg er ikke sikker på, at det vil være en god idé. Jeg mangler stadig at se en fornuftig forretningsmodel. Men hvis hr. Kristian Thulesen Dahl kan trylle en fornuftig forretningsmodel frem, der viser, at hvis vi investerer 10 mia. kr. i det, så får vi 100 mia. kr. ud, så tror jeg, det vil være svært ikke at finde en vis begejstring for det her i det danske Folketing. Men vi mangler at se sådan nogle beregninger. Dem har vi simpelt hen ikke set, de findes jo ikke i dag.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nej, der er mange usikkerheder ved sådan nogle ting her. Det er jo rigtigt, at jo større risiko der er, jo større er selvfølgelig også afkastmuligheden. Sådan er det jo tit.

Men jeg synes bare, jeg ligesom savner en holdning til det her fra hr. Jeppe Mikkelsens og andres side. Jeg savner en holdning, også fra regeringens side – det kan jeg jo komme tilbage til, når statsministeren får ordet – til, om man synes, det ville være en positiv udvikling, hvis vi fra dansk side kommer mere frem i stolen og viser, at der også er alternative muligheder.

Det kan da godt være, at det kræver, at der etableres et såkaldt DONG 2. Den danske stat ejer jo hovedparten af DONG. DONG har jo foretaget en masse investeringer rundtomkring, også risikofyldte investeringer. Sådan er det jo. Men det har jo ikke gjort, at hr. Jeppe Mikkelsen har stået hernede på Folketingets talerstol og sagt, at nu skal vi søreme skynde os at afhænde DONG, og derfor er det jo et spørgsmål om, at man siger, at det er en god idé, hvis vi engagerer os noget stærkere. Så kræver det, at vi finder en model for det. Så spørger jeg hr. Jeppe Mikkelsen: Er hr. Jeppe Mikkelsen grundlæggende positivt indstillet over for, at vi gør det?

Ordføreren.

Jeg ville se det som gambling, i hvert fald på det grundlag, som vi har i øjeblikket. Der ville jeg se det som en gambling at investere danske skatteyderes milliarder, og jeg gætter på, at vi skulle ud at investere et tocifret milliardbeløb, hvis sådan et selskab her skulle have pondus. Så jeg tvivler på, at det ville være en god idé.

Så vil jeg sige en ting til debatten i øvrigt: Man skal huske på, at Danmark faktisk tidligere har engageret sig i et samarbejde med det grønlandske landsstyre igennem det, der hed NUNAOIL, men man valgte jo faktisk at sælge sine aktier i det og sælge dem til landsstyret. Det gjorde man tilbage i 2009, så vidt jeg erindrer. Så det er jo faktisk sådan, at vi tidligere har været engageret i udvinding af råstoffer generelt set, og i dette tilfælde var det så olie. Men det valgte man at gå væk fra. Jeg kender ikke så godt historien bag NUNAOIL, men man har tidligere forsøgt sig med det, og det gik man faktisk væk fra.

Tak. Så er det hr. Per Stig Møller fra Det Konservative Folkeparti.

Vi ønsker jo alle sammen Grønland alt det bedste i forbindelse med de muligheder, der pludselig opstår for Grønland. Det manglede bare. Men vi skal selvfølgelig her i Folketinget også varetage interesserne hernede, og der er jo grundlovens § 19, som sætter grænser for, hvor meget man i arbejdsgruppen om udenrigspolitik, rare earth og uran kan lade en arbejdsgruppe og en samarbejdsaftale afgøre det, for der ender det jo i sidste instans hos rigsmyndigheden, dvs. den danske regering. Men så står ordføreren her og nævner to arbejdsgrupper: en om de økonomiske muligheder og en om de udenrigspolitiske muligheder. Jeg vil egentlig godt vide, hvornår de arbejdsgrupper er nedsat.

Ordføreren.

Jeg har ikke den specifikke dato med her på talerstolen. Der fanger hr. Per Stig Møller mig nok desværre i ikke at have undersøgt det. Det beklager jeg.

Hr. Per Stig Møller.

Jeg kan altså konstatere, at der er nedsat nogle arbejdsgrupper, som Det Radikale Venstre ikke kender noget til. Jeg kender nemlig heller ikke noget til dem.

Ordføreren.

Jeg vil meget gerne vende tilbage til hr. Per Stig Møller med flere detaljer omkring arbejdsgrupperne, og så kan vi vist få et større overblik over, hvorledes Danmark og Grønland samarbejder i øjeblikket.

Så er det fru Sara Olsvig fra IA.

Jeg har bare et enkelt spørgsmål til ordføreren. Det omhandler noget af det, som udenrigsministeren og statsministeren også har sagt i de her utallige samråd, der har været – og der kommer flere – og det handler om, at vi i kraft af selvstyreaftalen jo sådan set har en aftale om, at den udøvende og lovgivende magt på råstofområdet ligger hos Grønland. Det er selvstyret, der har den. Det vil jeg bare høre om ordføreren er enig i.

Ordføreren.

Det er jeg fuldkommen enig i. Der kan selvfølgelig være nogle råstoffer, som er forbundet med sikkerhedspolitiske interesser, og der er det jo vigtigt, at Grønland og Danmark samarbejder meget nøje om de spørgsmål.

Fru Sara Olsvig.

I forlængelse af det vil jeg høre, om ordføreren så ikke også er enig i, at selve beslutningen om, hvad vi skal udvinde i Grønland, og hvor og hvornår det skal ske, er Grønlands. Det er det, det betyder, når man siger, at Grønland har den lovgivende og udøvende magt.

Ordføreren.

Jo, i en lang række af tilfældene er der ingen tvivl om det. Men der kan jo selvfølgelig være spørgsmål om udvinding og eksport af f.eks. uran, som har store sikkerhedspolitiske konsekvenser, og det er jo sådan noget, man så må drøfte mellem Grønland og Danmark. Men i øjeblikket har Grønland ikke ophævet nultoleranceprincippet, så den diskussion venter jo kun, såfremt man vælger at gøre det.

Så er det ordføreren for SF, hr. Steen Gade.

Den her debat kommer jo, efter vi har haft lidt tumult i forbindelse med debatter om Grønland, synes jeg. Somme tider har man haft en mistanke om, at det handlede mere om, at der var nogle her i Danmark, der ville blande sig i Grønlands valgkamp. Andre gange har det været en måske dårlig samvittighed over, at man ikke fik taget sig sammen i tide til at tage nogle af de her diskussioner. Men ligegyldigt hvad der nu måtte ligge forude, synes jeg egentlig, at det er godt, at vi har debatten. Så det var det første, jeg ville sige.

SF er stor tilhænger af selvstyreloven. Jeg er jo så gammel, at jeg også kan huske hjemmestyreloven og det skridt fremad, den var.

Grønland er jo et samfund, der udvikler sig, og som får mere styr på sine egne anliggender. Og den regering, vi har nu, synes jeg virkelig har formået at hæve, kan man sige, Grønlands stemme på en værdig måde, en stemme, der siger, at man vil tage ansvar for sin egen fremtid. Det er jo det, der karakteriserer et folk: at det vil tage ansvaret for sin egen fremtid.

Vi har her i Syddanmark nok egentlig ikke helt forstået, at det kræver ligeværdighed. Egentlig gik det vel først op for os, da Grønland blev interessant globalt med klimaændringerne og skibsruterne og nu med råstofferne. Men det er så også lige meget, for det betyder jo, at vi skal håndtere det her meget mere ligeværdigt, end vi har været vant til. Derfor skal vi også diskutere det mere ligeværdigt.

Målet om en selvbærende økonomi i Grønland deler vi i SF. Det kræver råstofudnyttelse, og råstofudnyttelse kræver storskalaprojekter, og det kræver også arbejdskraft udefra, når man er et land af Grønlands størrelse; dermed være sagt, at jeg synes, at der er svaret godt på de spørgsmål om storskalaloven, som også ministre fra Grønland har beskrevet i artikler i Danmark.

Så er der den store diskussion om minedrift. Her synes jeg egentlig vi somme tider mangler lidt klarhed i diskussionen. Der er en diskussion om jernmalm og andre malmtyper, som ikke involverer uran og ikke involverer de andre strategiske mineraler. Der må vi jo sige, at der har Grønland kompetencen fuldt ud – ingen diskussion, det er Grønlands kompetence.

Så kommer der et felt med de der jordmineraler, som man kan sige ligger og roder et eller andet sted, hvor der er noget sikkerhedspolitisk i det, men det er måske ikke totalt hardcore sikkerhedspolitik.

Der, hvor det er hardcore sikkerhedspolitik, er på uranområdet.

Hvis vi fik den opdeling i diskussionen, synes jeg også, at vi kunne håndtere den bedre, end jeg synes vi har gjort indtil nu.

Må jeg om uran sige, at der ingen hundrede procents sikkerhed findes for, at uran, der brydes og sælges til civile formål, selv med de mest omhyggelige regler og overholdelse af traktater, ikke kan risikere at ende i en atombombe. Det udsagn er der ingen eksperter der vil betvivle. Den sikkerhed findes ikke. Det er vi nødt til at tage højde for.

Det andet, jeg vil sige, er, at det, der måske kunne blive tale om, hvis man skulle eksportere fra Grønland, er det uran, der hedder yellowcake. Det er det mindst regulerede af alle de her materialer overhovedet i verden, når man snakker om uran. Det er kæmpe udfordringer, hvis det her skulle – hvad skal vi sige? – komme på dagsordenen.

Lad mig så sige, at hvis det kommer på dagsordenen, er det i hvert fald nogle kæmpe udfordringer, at der ikke findes hundrede procents sikkerhed, og at det, der kan komme på tale at eksportere, er det mindst regulerede af de radioaktive materialer, vi snakker om her.

Så vil jeg sige, at den store sikkerhedspolitiske diskussion er knyttet til det, jeg har sagt her, men den er altså også knyttet til, at Danmark jo ændrer position i verden. Vi har været førende i ikkespredningskampagner. Vi har været førende i kampagner imod atombombesprængninger. Vi har været førende i indsatsen mod spredning, og sidste år kom regeringen oven i købet med en forstærket indsats for ikkespredning.

Det stiller os da over for den opgave, at før vi begynder at kaste os ud i alle mulige diskussioner og fritte hinanden om alt muligt her, skal der være mere ro på – mere ro på – for det kræver grundige overvejelser. Hvis vi skulle tage det skridt i rigsfællesskabet, ville det være en stor ændring af Danmarks sikkerhedspolitiske placering. Og det vil på det praktiske plan også være en kæmpe opgave at lave et sikkerhedssystem, der er i nærheden af 99,5 pct. sikkert.

Tak. Der er foreløbig fem, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er hr. Kim Andersen fra Venstre.

Tak for det. Det har været rigtig interessant at høre SF's ordfører gøre sig mange nuancerede overvejelser om sikkerhedsspørgsmålene i forbindelse med brydning og markedsføring af uranholdigt materiale. Det fritager os jo nok ikke for, at vi bliver nødt til hver især sådan principielt at begynde at gøre vores stilling op til det her spørgsmål, hvis det for alvor kommer på dagsordenen til en konkret beslutning.

Derfor vil jeg gerne spørge, hvad SF har af indstilling til den situation, som kunne opstå, nemlig at man brød uran eller uranholdige materialer i Grønland, uden at man et hundrede procent levede op til de konventioner, vi har på området, herunder uden at man havde det kontrolapparat, som også kræves.

Jeg tror, at vi er derhenne, hvor vi må sige, at nu må partierne i en debat som den her melde ud, hvad deres fuldstændig principielle holdning er til sådan et centralt spørgsmål. Det synes jeg i og for sig at vi skylder hinanden. Der vil jeg gerne høre hvad SF mener.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at jeg jo synes, det er et hypotetisk spørgsmål, og det er måske en af de gale ting ved debatten. Jeg er blevet citeret for i en avis at have sagt, at vi skulle have lidt mere ro på i det her land. Grønland er jo i den situation, at Grønland har sagt nej. De har jo ikke sagt ja. De har jo sagt nej. Danmark har aldrig anfægtet det nej. Det er ikke det, vi arbejder på. At vi så skal forberede os, undersøge det og få styr på den her diskussion, siger jeg ja til.

Til det mere konkrete spørgsmål, om jeg vil være med til noget, der er ringere end det bedste, der findes i dag, vil jeg sige: Nej, det vil jeg selvfølgelig ikke. Jeg synes faktisk, at jeg holdt en tale om, at det bedste, der findes i dag, når det gælder om at overholde konventioner, også i forhold til det, Canada og Australien gør, ikke er godt nok.

Hr. Kim Andersen.

Tak for det. Det kom jo så alligevel frem til en præcisering, og det takker jeg for. Jeg tager svaret fra SF som en klar afvisning efter det spørgsmål, jeg stillede.

Må jeg spørge med hensyn til øgede danske investeringer i Grønland: Kan SF da ikke forestille sig, at man på markedsøkonomiske vilkår, på fuldt kommercielle og gennemsigtige vilkår, ville kunne etablere et konsortium, hvor den danske stat deltager med et relativt begrænset indskud, men hvor man er med for at legitimere og blåstemple det, og hvor der så i øvrigt er alle hånde andre investorer, virksomheder, institutionelle investorer, som kan indgå i en kurv, og som kan lave forskellige velovervejede investeringer i Grønland med henblik på at få afprøvet nogle investeringsmuligheder for at få tilvejebragt virksomheder, som kan lave en værditilvækst i Grønland og dermed skabe forudsætning for grønlandske job? Var det ikke en mulighed, der kunne overvejes i en SF-terminologi?

Ordføreren.

På olieområdet var det vist et skotsk firma, der først kastede sig ud i Grønland, men jeg mener, at Mærsk er til stede. Det har så ikke noget med staten at gøre. Det er private virksomheder.

Man må vel sige, at ikke bare danske firmaer, men også europæiske firmaer har sovet i timen. Jeg læste for flere år siden en rapport fra Europa-Kommissionen om jordarter og nødvendigheden af, at man fra europæisk side gik ind på at gøre noget for at sørge for at udnytte jordarterne i Grønland. Så vi har vel sovet lidt i timen.

Jeg ved ikke, om det nødvendigvis er en god idé. Det, der egentlig er spørgsmålet fra hr. Kim Andersen, er vel bare, om staten ikke også skulle gå ind. Det er vel egentlig det, hr. Kim Andersen spørger om. Man kan sige, at staten jo har rigtig mange erfaringer på Grønland eller i Grønland – dengang vi kaldte det på Grønland – og det var vel ikke altid succesfuldt. Jeg har ingen principielle indvendinger imod det, men det er jo en konkret vurdering.

Tak. Så er det fru Ellen Trane Nørby for Venstre.

Tak. SF's ordfører siger, at der er nogle, der har sovet i timen. Jeg tror snarere, at man kan sige, at både selvstyreloven og den arktiske strategi sådan ligesom var anlægsfasen, og at det, vi går ind i nu, er driftsfasen. Nu begynder realiteterne så at melde sig, og det betyder også, at noget, som måske før var hypoteser og teori, lige pludselig bliver praksis. Dermed går vi også over i en fase, hvor der skal nogle andre svar på bordet, end når vi forholder os åbent til noget, der måske kan ske.

Men det var nu egentlig ikke det, jeg ville spørge til. Jeg ville gerne spørge til SF's holdning til offentlig-private partnerskaber, for det er jo noget, som SF og også SF's ordfører tidligere har været meget positiv over for. Nu er det jo sådan, at den radikale ordfører sammen med statsministeren tidligere meget sådan bastant har afvist mulighederne for, at man kan kigge på det offentlig-private partnerskab, når det handler om at sikre grønlandske og danske investeringer i den grønlandske råstofindustri.

Jeg vil blot høre, om SF's ordfører er enig med den radikale ordfører i, at det her er gambling med skatteborgernes penge.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det er gambling, men jeg ville da undersøge, om det var gambling, inden jeg sagde ja til det. Jeg har sagt, at det jo ikke er noget, jeg principielt er modstander af, og at jeg kan se fordelen ved det nogle gange, men at det jo ikke er altid, at der er fordele ved det.

Så kan jeg også godt forstå det grønlandske synspunkt, at de ikke nødvendigvis vil vente på os. De har retten til at udvinde den her jernmalm, og hvis de så også har nogle investorer, vil de jo ikke nødvendigvis vente på os, for de ønsker en udvikling i Grønland til fordel for den grønlandske befolkning, hvilket også kommer skatteyderne i Danmark til gode – for nu at knytte den kommentar til det, at en del af overskuddet også går til Danmark.

Fru Ellen Trane Nørby.

Jeg ved sådan set ikke helt, hvorfra SF's ordfører har det her med at skulle vente. Jeg kunne også høre, at statsministeren talte meget om, at man skulle holde andre ude. I min og Venstres forståelse handler det her jo ikke om en jernmine i bunden af Godthåbsfjorden. Det handler jo sådan set om det store perspektiv, der ligger i råstofudvinding i Grønland. Hvis jeg kigger på de meldinger, der er kommet fra det grønlandske landstyre, ser jeg, at vi taler en række projekter. Man siger, at fordi der nu er et konkret projekt på bedding, må der ikke tales om, hvilke investeringsmuligheder der kan være fremadrettet. Det er da en lidt underlig tilgang til, hvornår toget er kørt for en udvikling.

Derfor vil jeg egentlig blot høre SF's ordfører om noget. For nu var der jo et åbent samråd tidligere i dag i Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget og Grønlandsudvalget med erhvervs- og vækstministeren. Det er ordførerens partifælle og partiformand. Hun svarede klart og tydeligt, at et offentligt-privat partnerskab ikke nødvendigvis indbefatter offentlig kapital, men også kan handle om, at man faciliterer og varetager interesser. Er SF's ordfører enig i det? Og er det så en model, som harmonerer med SF's syn på, hvordan man kunne kigge på investeringsfremtiden i Grønland?

Ordføreren.

Jeg er jo glad for det, fru Ellen Trane Nørby sagde om, at det her ikke handler om at stoppe et projekt, som måske er i god gænge. Det ved vi jo ikke om det er. Så er jeg mere med, og så har vi heller ikke noget hastværk, så lad os da kigge på nogle modeller. Sådan er det i mit hoved. Lad os kigge på nogle modeller, det er jo ikke noget, vi skal beslutte i eftermiddag. Det er noget, der kan arbejdes med. Jeg kan se forskellige modeller. Jeg kan da godt se, at staten kan have en rolle. Jeg kan også godt se, at det kan være, at det bare er vigtigt, at det er nogle danske virksomheder, der går ind i det. Jeg ved, at den Europa-Kommissions-rapport, jeg før henviste til, for nogle år siden faktisk opfordrede EU-landene til at gå ind i specielt det med jordarterne. Så jeg mener, der er mange muligheder, som vi selvfølgelig skal kigge på. Vi har da en interesse i, hvis jeg nu går væk fra uran og over til jordarterne, at Kina ikke sidder på hele markedet i verden.

Tak. Så er det hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten.

Tak til ordføreren, specielt for ordførerens melding om uranspørgsmålet. Jeg skal bare høre, om jeg har opfattet det rigtigt, det tror jeg jeg har, og om ordføreren kan bekræfte, at ordførerens holdning er, at Danmark bør holde fast i den politik, vi har haft i rigtig, rigtig mange år, om et nej til udvinding og eksport af uran og modstand mod atomkraft og atomvåben.

Ordføreren.

Enhedslistens ordfører har ret i, at jeg holder fast i den position, som er den grønlandske og den danske. Hvis Grønland tager en beslutning om – og det kan de selv gøre – at de vil ophæve nultolerancen, får vi en diskussion, for vi er også nødt til at tage det svar fra Grønland alvorligt. Vi får en diskussion, men det er en rigsfællesskabsbeslutning, og der er jeg utrolig skeptisk over for at gå nogle skridt videre, fordi jeg netop mener, at det betyder, at Danmarks sikkerhedspolitiske placering i verden ændres radikalt på det overordnede plan.

Desuden skal vi meget omhyggeligt eksaminere, hvordan man kan få den her eksport til at fungere, så vi nærmer os hundrede procents sikkerhed for, at det ikke ender i atombomber. Det vil sige stærkere regulering end det, der eksisterer på verdensplan i dag.

Hr. Finn Sørensen.

Men det vil altså sige, at ordføreren heller ikke kan udelukke, at Danmark siger ja til en ændring af den politik, vi har haft indtil nu?

Ordføreren.

Nu synes jeg, at hr. Finn Sørensen skal være glad for det, jeg sagde. Og ikke ked af det og prøve at udlægge det på en anden måde.

Tak. Så er det fru Gitte Lillelund Bech, Venstre.

Tak. Jeg vil gerne følge op på min kollega fru Ellen Trane Nørbys spørgsmål, for jeg synes faktisk, det er nogle meget positive toner, der kommer fra SF's ordfører om, at vi skal have undersøgt mulighederne for, hvad der skal til for at understøtte industrien, givet at det sker på en ligeværdig måde, givet at det sker som partnerskab, fordi vi er ligeværdige partnere i henhold til selvstyreaftalen.

Derfor vil jeg bare spørge lidt ind til SF's holdning til muligheden for at få lavet et samarbejde mellem Grønland og Danmark på erhvervsområdet. Er SF villig til at åbne for, at nogle af de danske eksportstøtteordninger, som vi rent faktisk har, også vil kunne anvendes? Det er så ud af Grønland og ikke ind i Grønland, men det vil rent faktisk betyde, at man åbner for, at grønlandske virksomheder i meget højere grad, hvis de vil ud, kan anvende de eksportstøtteordninger, der findes allerede i dag?

Ordføreren.

Nu er det, man skal passe på, når man er regeringsparti. Men jeg vil alligevel gerne svare. Jeg synes egentlig, at hvis Grønland ønsker det, er det noget, vi virkelig seriøst skal drøfte. Vi kan hjælpe dem med eksport.

Vi skal også forstå, at vi også skal hjælpe dem med investeringer. Vi beder jo også om investeringer fra Kina, Indien, Brasilien, andre BRIK-lande osv. til den her del af rigsfællesskabet. Så må vi vel også forstå, at det har vi også en interesse i i forhold til Grønland. Der er jo noget, som nogle måske vil opfatte som nisser, der flytter med, hvis vi tager det her skridt, men hvis ønsket kommer fra Grønland, så lad os da snakke om det. Jeg tror, at det helt afgørende i de næste år er, at det bliver ligeværdigt, og at vi forstår, hvad det betyder, for i Grønland ved man godt, at man skal kæmpe for at få ligeværdighed.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Jeg tror godt, jeg kan råbe salen op, men det er nok bedst, at der er lyd på.

Jeg vil sige, at jeg bestemt er enig med hr. Steen Gade i hele diskussionen og hele det med, at det her er et ligeværdigt partnerskab, for det er jo også det, som fremgår meget klart af selvstyreaftalen. Det var også det, der ledte op til selvstyreaftalen i 2009, nemlig at det her er et ligeværdigt partnerskab. I et sådant partnerskab kan man netop tage dialogen om nogle af de områder, som ligger som ansvarsområder hos henholdsvis den ene og den anden partner.

Jeg noterede mig tilbage i november, at PensionDanmark var på banen for at sige, at man rent faktisk er interesset i, at den danske regering, selvfølgelig efter aftale med og i samarbejde med den grønlandske regering, går ind og faciliterer private investeringer. Jeg citerer direktøren, som hedder Torben Möger Pedersen, og så er der nok en klokke, der ringer hos hr. Steen Gade. Torben Möger Pedersen siger:

»Hvis der fra regeringen bliver taget initiativ til et samarbejde med Grønland, det private erhvervsliv og en kreds af investorer, så indgår vi gerne i en dialog.«

Jeg vil bare spørge hr. Steen Gade, om ikke jeg kan forstå de tilkendegivelser, som er blevet givet fra talerstolen nu, sådan, at man fra SF's side rent faktisk meget gerne ser, at der bliver taget et sådant initiativ, og at der bliver taget den her dialog for derved netop at få undersøgt og afsøgt alle muligheder for investeringer både ind og ud af Grønland.

Ordføreren.

Jeg kan sige, at jo flere dage der går, jo flere af dem, der har penge på spil, melder sig også som seriøse. Det starter jo lidt med, at nogle kommer og siger, at hvis staten kommer med en masse penge, vil vi også godt være med. Den går ikke, for det er rigtig mange penge. Det vil sige, at jo flere, der kommer på banen og siger, at de godt vil vove deres penge, jo mere realistisk bliver det at lave noget, i hvilket også staten kan have en rolle. Det kan være nogen, der siger, de godt vil vove deres pensionspenge, eller det kan være Mærsk, der kommer og siger, at de godt vil vove nogle investeringspenge, eller hvem der måtte komme.

Tak. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak. Jeg sagde i mit ordførerindlæg, at jo længere tid vi debatterer de her forhold, jo bedre går det. Jeg må også kvittere over for hr. Steen Gade for ud over at komme med et spændende ordførerindlæg også at komme med nogle gode svar på de spørgsmål, der bliver stillet.

Jeg noterede kl. 15.22, at hr. Steen Gade siger, at vi skal se på nogle modeller, at der er mange muligheder, vi skal kigge på. Han siger også, at vi har en interesse i, at Kina ikke sidder på det hele, når det angår de sjældne jordarter. Altså, det er jo lige sådan, det skal være. Det er jo i virkeligheden at kigge på det her på en seriøs måde, og det følger op på det forslag til vedtagelse, som vi er enige om, nemlig at vi skal se på, hvordan vi kan få øget eventuelle danske investeringer i det grønlandske samfund.

Jeg er fuldstændig enig i, at hvis vi vil have et stærkere engagement i råstofudvindingen i Grønland, kræver det selvfølgelig også, at man er villig til at investere noget. Det siger sig selv. Hr. Steen Gade betegnede det som nissen, der følger med, men det er oplagt. Det skal den danske stat tage et medansvar for, og den danske stat skal i virkeligheden stille sig i spidsen for sådan en proces her. Det er jo det, forslaget til vedtagelse går ud på.

Jeg vil bare komplimentere hr. Steen Gade for som i virkeligheden den eneste af de tre regeringspartiers ordførere at have fanget tanken i forslaget til vedtagelse helt.

Ordføreren.

Nu er det, man bliver bange. Så meget ros er jeg ikke vant til at få, så der må være et eller andet galt. Men om det er her eller der, ved jeg ikke. Nå, skal vi ikke lade det ligge der, og håbe, at vi får en lidt bedre debat de kommende måneder og år, end vi måske før har haft, og at det her hus begynder at forstå det med ligeværdighed, hvad jeg synes er sket i dag.

Man kan sige, at det, der er sket, er, at da Grønland kom på verdenskortet og vi andre fandt ud af, at Grønland er meget vigtigt, fandt vi altså også ud af, at vi selv skulle komme lidt op af hullerne og forstå, at vores rolle ikke er at være storebror, men ligeværdig.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Hr. Steen Gade skal slet, slet ikke være urolig. Han skal bare nyde det, så længe det varer. Der kommer nok en normalisering af situationen, når hr. Steen Gade er kommet ned fra talerstolen og har fået at vide, at han måske skal finde nogle andre nuancer frem. Jeg ved det ikke, jeg håber bare, at hr. Steen Gade holder fast.

Til en anden del af det her sagde hr. Steen Gade i indledningen af sit ordførerindlæg, at et økonomisk selvbærende Grønland kræver investeringer, også udefra, og at det også kræver arbejdskraft udefra. Men der er jo en særskilt diskussion af, på hvilke vilkår den udenlandske arbejdskraft kan fungere på Grønland. Den kender hr. Steen Gade selvfølgelig til fulde.

Mit spørgsmål til hr. Steen Gade er bare: Hvad er SF's reaktion egentlig på, at fagbevægelsen, en ret forenet fagbevægelse, er dybt bekymret over de vilkår, der kan blive en følge af storskalaloven? Altså, det, som vi i Danmark vil betegne som social dumping, er der stor risiko for kan blive en følge af storskalalovens betingelser om, hvordan udenlandsk arbejdskraft bliver aflønnet i Grønland. Hvad er SF's og hr. Steen Gades svar til de fagforeninger, der åbenlyst har udtrykt bekymring over det?

Ordføreren.

Jeg har svært ved at kalde det social dumping, når det er et lands, Grønlands, mindsteløn, der fastholdes. Det er jo mindsteløn. Vi opererer i en diskussion med et land, der har et andet system end det danske. Grønland har en mindsteløn, den fastholdes. Så er der nogle ting om, hvor meget man kan fradrage for at bo og spise, det er vel ikke unfair? Jeg kan ikke gennemskue, om de tal skulle være unfair, men det ser ikke sådan ud for mig. Så jeg har meget svært ved den diskussion.

Så er der spørgsmålet om at organisere sig som fagforening, og det tror jeg er en vigtig del, der skal kigges på fra de grønlandske myndigheders side, for det betyder faktisk noget, når man får udenlandsk arbejdskraft.

Jeg vil så sige, at jeg lidt har sonderet den vækst, der sker i mineraludvinding i hele verden, også i vores nabolande. Man er i gang med at åbne miner i Sverige og Norge, og i hvert fald i Norge kommer de altså også til at arbejde med import af udenlandsk arbejdskraft. Der vil jeg også tro, at de vælger i de lande, hvis de har en mindsteløn, at det er mindstelønnen, som skal være minimum.

Tak til ordføreren. Den næste er ordføreren for Enhedslisten, hr. Finn Sørensen.

Tak for en god debat, indtil nu i hvert fald. Det er jo godt, at vi har kunnet afvikle den her debat i en noget mere fremkommelig tone end sidst, vi var samlet for at drøfte grønlandske forhold. Jeg tror også, det er meget gavnligt for vores forhold til Grønland og Færøerne og for hele rigsfællesskabet, for jeg tror, at der er store dele af befolkningen i de egne af rigsfællesskabet, der er lidt trætte af den måde, vi indtil nu har diskuteret det her spørgsmål på, i hvert fald i de seneste måneder.

Sådan lidt ydmyghed er nok også meget godt at huske på her i det danske Folketing. For sagen er jo, at Danmark intet var, absolut intet, i arktiske sammenhænge, hvis vi ikke i sin tid havde koloniseret Grønland. Så lad os nu glæde os over, at vi i 2009 kom så langt, at vi fik en selvstyrelov, som giver Grønland mulighed for selvstændighed i det tempo, som de nu mener det skal foregå i. Det er en ret enestående ordning, og den skal vi være glade for og stolte af at vi kom frem til.

Hvad har vi så fået ud af debatten indtil nu? Ja, vi er da efter noget besvær landet på at bekræfte noget, som vi havde i forvejen, nemlig en enighed om at respektere selvstyreaftalen, og det er glædeligt, at alle partier i Folketinget er enige om det, selv om det ikke blev enstemmigt vedtaget i sin tid, da vi vedtog den. Det er trods alt, synes jeg, et fremskridt på baggrund af de udmeldinger, som især Venstres formand var ude med, hvor han krævede en timeout i behandlingen af udlændingeloven. Det kunne dårligt opfattes som andet end et forsøg på benspænd, altså et forsøg på indblanding i Grønlands kompetence med hensyn til råstofområdet. Derfor er jeg meget glad for, at Venstres ordfører i dag undlod at gentage sin partiformands krav om en timeout. Jeg må da opfatte det på den måde, at Venstre ikke længere har sådan et krav, og så håber jeg jo ikke, at vi i morgen skal læse i aviserne, at Venstres formand har et andet synspunkt.

Jeg vil også gerne kvittere for Venstres konstruktive forslag om, at vi afholder en årlig forespørgselsdebat om, hvordan vi har det med hinanden i rigsfællesskabet. Det burde vi nok have fundet på for længe siden, for det vil jo være at vise de to andre dele af rigsfællesskabet respekt med en sådan årlig debat. Så måske kunne vi udvikle det til, at det bliver en årlig redegørelse, hvor baggrunden for debatten er en grundig rapport fra regeringen. Under alle omstændigheder vil jeg sige tak til Venstre for at være kommet med det forslag, som jo også ser ud til at nyde fremme her i salen i dag.

Så har vi haft en lidt pudsig debat om uran, for jeg kan stadig væk ikke finde ud af, hvad Socialdemokraterne og regeringen egentlig mener, og hvor de er på vej hen. Den 26. januar mente den socialdemokratiske og den radikale ordfører pludselig uden nogen anledning, i hvert fald så vidt jeg kunne se, at det var meget nødvendigt at melde ud, at hvis Grønland valgte at ophæve nultolerancen og begyndte at eksportere uran, så var der ikke nogen problemer i det, så længe de internationale konventioner om det spørgsmål blev overholdt.

Nu var jeg tilfældigvis i Grønland på det tidspunkt, og jeg tror, at jeg opfattede det helt rigtigt, nemlig at de to partiers udmelding vakte stor undren i den grønlandske befolkning af den simple grund, at det grønlandske Landsting jo ikke havde taget skridt til at ændre den gældende politik. Som jeg hørte udmeldingerne, så gjorde man, dvs. den socialdemokratiske ordfører og den radikale ordfører, den 26. januar 2013 op med mange års dansk politik i forhold til udvinding og eksport af uran, især eksport af uran; man gjorde op med mange års modstand mod atomkraft og atomvåben, for det er jo det, uran bliver brugt til.

Vi har i mange år været enige om, at udvinding af uran er ekstremt farligt for mennesker og miljø, og at atomkraftværker er nøjagtig lige så farlige, hvilket befolkningerne omkring Tjernobyl og Fukushima jo kan tale med om. Og her er det ikke særlig beroligende, at den socialdemokratiske ordfører henviser til, at man jo ikke vil gøre op med nultolerancepolitikken her i Danmark. Det er jo ret uinteressant, i betragtning af at vi ikke har noget uran i den danske undergrund, men kun helt uskyldsrent og aldeles miljøvenligt kridt og ler.

Bortset fra det synes jeg, det er positivt, at den grønlandske og den danske regering har taget skridt til et tættere samarbejde mellem Danmark og Grønland om de mange spørgsmål, der er af fælles interesse, også i forhold til investeringer i råstoffer. Der er ingen tvivl om – det må der ikke herske – at det er Grønlands kompetence at afgøre, hvem der skal gives tilladelse til med hensyn til efterforskning og udvinding af råstoffer. Det er dem, der bestemmer, hvilke selskaber der skal have adgang til det arbejde. Men alle, også den grønlandske regering, erkender, at for visse af disse råstoffers vedkommende – og der er jeg nok enig i at det især er uran, vi taler om – er der tale om udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, og derfor skal disse spørgsmål selvfølgelig tackles i fællesskab.

Herudover ser jeg da frem til, at vi kan afvikle resten af den debat, der er opstået på baggrund af storskalaloven, i god ro og orden. Og som før sagt: Her har Enhedslisten jo indtil videre kun et problem, og det er at sikre, at der ikke sker en begrænsning af de grønlandske fagforeningers forhandlingsret, og at internationale konventioner om arbejder- og menneskerettigheder vil blive overholdt. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig tre, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er hr. Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Ordføreren kommer jo også ind på storskalaloven og lidt ind på de vilkår, som den giver mulighed for at udenlandske arbejdere, eventuelt kinesiske arbejdere, kan komme til Grønland og arbejde under. Jeg vil bare spørge Enhedslistens ordfører, om han er enig i den karakteristik af det, som er kommer til udtryk hos bl.a. danske fagforeninger. Lizette Risgaard, næstformand i LO, har sagt:

»Jeg er meget bekymret over, at den danske regering vil støtte Grønland i at gennemføre en politik, som betyder social dumping, samtidig med at det er det, vi med alle midler forsøger at bekæmpe i Danmark.«

3F's formand, Poul Erik Skov Christensen, har sagt:

»Det er ekstremt skamfuldt, at den danske regering, som vi stolede på i den slags spørgsmål, ikke står fast på et værdipolitisk grundlag om, at storkapitalen ikke kan bestemme, om folk kan ansættes under så elendige forhold. Jeg er meget, meget skuffet over, at man ikke træder i karakter og blokerer den lov.«

Er ordføreren enig i de to udsagn?

Ordføreren.

Jeg blev spurgt om det samme, sidst vi diskuterede det her, og jeg svarer på samme måde, nemlig at jeg deler fagforeningernes holdning. Og det er jo ikke kun dansk LO, det er alle de fire nordiske landes LO'er, der har udtrykt de samme holdninger. Jeg vil gerne præcisere, at det, der jo er problemet set med Enhedslistens øjne, sådan som vi læser loven, er, at loven beskytter de udenlandske overenskomster på bekostning af de grønlandske fagforeningers muligheder for at tegne overenskomst for alt arbejde i anlægsfasen. Dermed kommer man efter vores opfattelse også i strid med i hvert fald tre ILO-konventioner.

Den grønlandske regerings repræsentanter har en anden udlægning af det, og jeg har jo skrevet til den grønlandske erhvervsminister den 17. december og sat de to ting op over for hinanden for at få en afklaring. Der vil også blive samrådsspørgsmål, hvor det centrale for Enhedslisten er at få afklaret, om vores læsning af loven på det her område er rigtig. For jeg mener, at vi har ansvaret for, at de relevante ILO-konventioner bliver overholdt. Det er Danmark, der har det folkeretlige ansvar der, og derfor er det relevant at inddrage i diskussionen af den ændring af udlændingeloven, som vi skal i gang med.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Så er spørgsmålet jo, hvordan Enhedslisten så vil sikre, at tingene bliver ændret. Det kan vel meget vel være sådan, at regeringens vurdering er – det har jeg forstået – at man fra grønlandsk side holder sig inden for ILO-konventionerne, og at regeringen bare baserer sig på en tillid til, at Grønland selvfølgelig gør det. Hvis det også er situationen på det tidspunkt, hvor vi skal behandle ændringen af udlændingeloven for at skabe mulighed for at gennemføre storskalaloven, vil Enhedslisten så tage konsekvensen og stemme imod den ændring af udlændingeloven?

Ordføreren.

Jeg har jo sådan set sagt, at vi skal have en garanti for, at de ting er i orden. Så må vi jo afvente de svar, vi får fra den danske regering på de spørgsmål, der er stillet, og så tager vi stilling ud fra det, når vi ser det konkrete lovforslag og de bemærkninger og forklaringer, der kommer på de spørgsmål, vi stiller. Vi nåede jo ikke så langt i det der samråd. Vi nåede faktisk ikke til de spørgsmål, som var kritiske for Enhedslisten, om man så må sige, nemlig lige nøjagtig spørgsmålene om fagforeningernes forhandlingsret og ILO-konventionerne.

Tak, så er det hr. Kim Andersen fra Venstre.

Tak for det. Jeg er meget enig med Enhedslistens ordfører i, at forslaget til vedtagelse indeholder en udmærket beskrivelse af forholdene i rigsfællesskabet og holdninger til rigsfællesskabet – forhold, som hele vejen igennem og fuldt ud dækker Venstres synspunkter.

I den forbindelse vil jeg så også gerne spørge ordføreren, om ikke Enhedslisten mener, det er i overensstemmelse med ånden i forslaget til vedtagelse, om man prøvede at se på, hvordan vi kunne fremme nogle flere danske investeringer i Grønland – i Grønland generelt, ikke nødvendigvis bare på området for minedrift og olie og gas, men i erhvervslivet generelt – med henblik på at skabe øget værditilvækst og job i Grønland for grønlændere. Kunne det ikke være hensigtsmæssigt og befordrende måske for at rejse den fornødne kapital og få en bredde i investorkredsen, at staten gik foran med en lille andel for at blåstemple projektet, legitimere og give en form for access til beslutningstagere og politiske myndigheder? Hvad er Enhedslistens holdning til det spørgsmål?

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg ikke opfatter forslaget til vedtagelse som, kan man sige, en indrømmelse til Venstres synspunkt, der drejede sig om en timeout. Det står der heldigvis ikke noget om.

Det er klart, at Enhedslisten også gerne indgår i en diskussion om investeringsmuligheder i Grønland og om, hvem der eventuelt kunne bringes på banen der. Det, der er centralt for Enhedslisten, er, at det foregår på Grønlands betingelser. Det er jo grønlænderne, der bestemmer, hvem de vil give koncessioner, og den grønlandske regering har anlagt det synspunkt, at det skal foregå på almindelige konkurrencevilkår, og det skal vi respektere. Det er det, der kan siges om det.

Så deltager Enhedslisten jo også gerne i en diskussion om at komme med ideer til, hvem der eventuelt kunne bringes på banen. Og der har jeg – det har måske ikke være så meget fremme i overskrifterne – jo prøvet at komme med en helt tredje idé, som måske også kunne være mere fremkommelig for grønlænderne at diskutere, nemlig at vi bragte Den Nordiske Investeringsbank på banen. Det er en bank, der skal investere med miljømæssige hensyn, og der slap man måske for den forståelige reaktion, der har været hos grønlænderne. Når man pludselig taler om et statsligt selskab, et dansk statsligt selskab, lugter det lige pludselig af gamle dage, hvor det danske erhvervsliv skulle have snabelen ned i de grønlandske kasser. Det er ikke sikkert, det er sådan, men det er jo en – kan man sige – forståelig reaktion.

Tak. Hr. Kim Andersen.

Jamen det er et udmærket svar, og Den Nordiske Investeringsbank kan da også være en mulighed til afprøvning. Det siger sig selv, og det ligger jo i det, som forslaget til vedtagelse her også beskriver, nemlig at myndighedsansvaret for udstedelse af efterforskningstilladelser og udvindingstilladelser ligger i Nuuk. Sådan er det. Det vil være et grønlandsk anliggende.

Men man kan jo sagtens indgå med statslig kapital i et konsortium og så agere på markedsmæssige, konkurrencemæssige vilkår. Det er der jo ikke noget til hinder for. Det ville være helt naturligt, ja, det ville være en forudsætning.

Må jeg i øvrigt ikke også lige spørge, om ikke Enhedslisten er enig med mig i, at forslaget til vedtagelse i dag er en understregning af, at inden for rigsfællesskabet deler vi de oplysninger, vi ligger inde med, med hinanden. Vi har en dialog, vi kan spørge ind til tingene, også til ting, der er hjemtaget. Vi er i det hele taget åbne og informative over for hinanden ud fra devisen, at de bedste beslutninger træffes på et oplyst grundlag. Er det ikke også en del af ånden i dagens tekst?

Ordføreren.

Jo, sådan læser jeg den bestemt også. Og det er bestemt også ånden i selvstyreaftalen, og det er jo den ånd, vi alle sammen skal forvalte det i.

Tak. Inden jeg giver ordet videre, skal jeg lige minde om, at taletiden i forbindelse med både spørgsmål og svar er 1 minut. Med hensyn til det sidste var det meget fint, men med hensyn til det første svar rakte det langt ud over. Og når jeg rejser mig op, er det ikke, fordi tiden er ved at være gået, men så er det, fordi den er gået.

Den næste på talerlisten er fru Gitte Lillelund Bech fra Venstre.

Jeg vil sådan set gerne spørge ind til det der med en timeout, som hr. Finn Sørensen hele tiden henviser til, for det var jo en overskrift i Politiken; det var sådan set ikke det, som hr. Lars Løkke Rasmussen havde sagt.

Men jeg vil gerne bede hr. Finn Sørensen om at forholde sig til: Hvem er det, eller hvad er det, der gør, at der ikke er vedtaget noget i det danske Folketing endnu, som gør, at storskalaloven træder i kraft? Er det den danske regering, som ikke har bragt et lovforslag på bane, eller er det en avisartikel i Politiken, hvor journalisterne foroven havde skrevet, at der var en timeout i forhold til storskalaloven? Hvem er det, der trænerer processen her?

Ordføreren.

Jamen det er regeringen, der skal fremsætte et lovforslag. Og det er klart, at så længe den ikke har gjort det, kan vi ikke behandle det. Men jeg må sige, at jeg ikke tror, jeg var den eneste, der opfattede Venstres formands udmelding om en timeout sådan. Altså, dette ord er vel ikke blevet opfundet af Politiken; det er jo et ord, han er citeret for at have brugt. Timeout er jo et ord, det er almindeligt at bruge inden for sporten – håndbold og andet – og som betyder, at man stopper kampen, og at man så ligesom ikke kan komme videre, før et eller andet er afklaret; uden at vi andre så i øvrigt rigtig kunne få at vide, hvad det var, der skulle afklares, ud over at det var noget med danske erhvervsinteresser.

Så jeg tror ikke, jeg har opfattet det forkert, men jeg er da glad for, at det åbenbart ikke er aktuelt at diskutere på den bane længere.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Så det vil sige, at hr. Finn Sørensen ikke betragter det som en timeout, at regeringen ikke har fremsat et lovforslag? Altså, jeg må jo sige, at jeg måske synes, hvis der skulle tales om, hvem det var, der skulle sørge for, at man fik noget igennem, at det så var regeringen, der skulle fremsætte et lovforslag, som kunne gøre, at storskalaloven rent faktisk kunne blive implementeret. Men det lovforslag har vi jo endnu ikke set. Derfor er jeg bare nødt til at spørge: Hvem er det, der reelt set laver timeout her?

Ordføreren.

Altså, jeg har så meget tillid til regeringen, at jeg tror, at de arbejder på det der lovforslag. Og så længe de arbejder på det, er det jo ikke en timeout. Men ellers synes jeg da, at man skulle stille det spørgsmål til regeringen og ikke til Enhedslisten. For vi sidder jo ikke inde i det værksted, hvor man laver det der lovforslag.

Tak. Så er det fru Ellen Trane Nørby fra Venstre.

Tak. Jeg vil egentlig gerne fortsætte der, hvor min kollega, fru Gitte Lillelund Bech, slap, og spørge, om vi ikke, med Enhedslistens ordførers egne ord, skulle prøve at få den her debat over i et toneleje og ind i en rille, hvor den svarer til virkeligheden og ikke til fancy overskrifter, som man griber ud af en sammenhæng, og som man sætter ind i en sammenhæng, som man selv ønsker at skabe.

Det, der er blevet sagt fra Venstres side – og det skal jeg gerne gentage – er, at vi synes, det ville være hensigtsmæssigt, hvis Danmark engagerede sig mere, hvis man kiggede på mulighederne for et offentlig-privat partnerskab, og hvis man imødekom de mange bekymringer, der er udtrykt af såvel fagbevægelse som erhvervsliv, med hensyn til at der ikke er noget dansk engagement, at der ikke er nogen investeringsplatform i forhold til det her. Et offentlig-privat partnerskab betyder jo ikke nødvendigvis, at Danmark smider milliarder ind i det; det kan også være, at staten er med til at facilitere en sådan proces.

Så vil jeg egentlig blot følge op på det, fru Gitte Lillelund Bech sagde, og sige, at det eneste, der hindrer Folketinget i at kunne diskutere det konkrete lovforslag, er, at regeringen ikke har fremsat det. Og derfor vil jeg blot spørge Enhedslistens ordfører, om Enhedslisten har været i kontakt med regeringen, og om man kender til indholdet af det her lovforslag, som Folketinget endnu ikke kender til.

Ordføreren.

Nej, det kender jeg ikke indholdet af. Og hvad de øvrige spørgsmål angår, mener jeg, at jeg fik svaret på dem, for de var identiske med de spørgsmål, som fru Gitte Lillelund Bech stillede. Så jeg vil af hensyn til formandens blodtryk ikke gentage mine svar.

Tak. Fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Jamen så fik vi jo slået fast, at Enhedslistens ordfører i hvert fald ikke er uenig med mig i, at vi skal have den her debat til at handle om det, der er det reelle, og ikke om fancy overskrifter, der er taget ud af forskellige sammenhænge. Og der vil jeg egentlig gerne spørge om det her med et offentlig-privat partnerskab:

Enhedslistens ordfører forsøger i sin ordførertale sådan lidt at sige, at det nærmest ville være koloniherrestil, hvis Danmark skulle investere. Skal jeg forstå det sådan, at Enhedslisten fuldstændig afviser mulighederne for, at man kan engagere sig i en offentlig-privat partnerskabskonstruktion, positivt set i forhold til et grønlandsk-dansk samarbejde omkring også at sikre danske investeringer og grønlandske investeringer i råstofsfindustrien i Grønland?

Hvis det ikke er tilfældet – det kan jeg lidt se på Enhedslistens ordfører at det ikke er – vil ordføreren og Enhedslisten så være med til at afsøge mulighederne, lidt i tråd med det, hr. Steen Gade fra SF sagde, nemlig: Lad os da kigge på de muligheder og modeller?

Ordføreren.

Jeg tror, at fru Ellen Trane Nørby misforstod det. Jeg prøver at udlægge, hvordan det meget nemt kan opfattes i Grønland, når nogen her i salen kørte frem med, at nu skulle vi have oprettet et statsligt selskab, der på en eller anden måde skulle stå for råstofudvindingen. Vi medvirker da meget gerne til diskussionen; det sagde jeg faktisk også i mit svar til fru Gitte Lillelund Bech, hvor jeg også nævnte en anden investor, der måske på en eller anden måde kunne inddrages her på en fornuftig måde, nemlig Den Nordiske Investeringsbank; den diskussion deltager Enhedslisten da meget gerne i.

Vi er jo bestemt heller ikke modstandere af statslig involvering i produktion og den slags, og vi ser med stor glæde på, at borgerligheden pludselig begynder at interessere sig meget for den del, så det kan da blive en vældig interessant diskussion. Det, der er afgørende for os, er, at det sker på grønlændernes præmisser. For det er dem, der har kompetencen i forhold til det med råstofferne. Og der er jo ikke nogen grund til at oprette alle mulige selskaber, hvis grønlænderne ikke synes, det er en god idé.

Tak for det. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Den næste ordfører er ordføreren for Liberal Alliance, Villum Christensen.

Tak for en god redegørelse fra statsministeren, selv om det snart er længe siden. I Liberal Alliance deler vi nemlig synspunktet om, at råstofsituationen og de implikationer, der følger med udviklingen, ikke er en akut opgave for den siddende regering, hvis jeg må udtrykke det sådan. Næppe noget lovkompleks har jo været drøftet grundigere i de grønlandske parlamentariske fora, inklusive i den tidligere regering helt tilbage i midten af 00'erne, hvor selvstyrelovens forberedelse startede. Der er ikke noget, der pludselig er dukket op, ud over måske at VKO er begyndt at interessere sig en del for området. Det er kendte og forventede problemstillinger, hvilket også fremgår af den tidligere regerings arktiske strategi. Grønlænderne går ind i det her med åbne øjne og skal således også selv have mulighed for at løfte det ansvar, der følger med.

Selv om der selvfølgelig kan være nogle gråzoner i forhold til myndighedsbehandlingen, når sikkerhedspolitiske problemstillinger inddrages – det siger sig selv – bryder vi os ikke rigtig om ordet eller begrebet timeout, som har været nævnt nogle gange. Det sender ikke et pænt signal til grønlænderne, og ingen har nogen som helst dokumentation for, at den grønlandske administration skulle være ringere udrustet til at håndtere udfordringerne end så mange andre.

Hvad vi derimod skal have styr på, og hvad der er rejst med rette, er følgeomkostningerne, som vi kan forvente, og her tænker jeg på alle de instanser, som vil blive påvirket af et højere aktivitetsniveau. Vi har allerede sagt ja til et forsvarsforlig, som vil kanalisere rigtig mange millioner til det arktiske område, men hvad med retsområdet, domstolene, fængslerne osv. og de myndighedsopgaver, som stadig væk er danske? Her må vi kunne få en oversigt over, hvad der bliver involveret og hvor meget. Kan vi få sikkerhed for, at omkostningerne bliver minimale, så synes jeg bestemt også, at vi skal være positivt stemt over for de ændringer af udlændingelovgivningen, som er nødvendige. Grønland har helt naturligt brug for denne udvikling.

For så vidt angår de sikkerhedspolitiske aspekter, er der vel ikke så meget andet at sige, end at man må sætte sig sammen og snakke om de gråzoner, hvilket jeg også har forstået man har taget initiativ til. Selvfølgelig må det kunne lade sig gøre at indhegne de her problemstillinger. Jeg kan ikke rigtig se, hvorfor man skulle have modstridende interesser. Meget af det her synes jeg er talt lidt voldsomt op.

Samlet set synes jeg, at vi skal have tillid til, at grønlænderne kan løse den opgave, og jeg er slet ikke enig i, at vi skal blande os i, om det er dansk eller udenlandsk kapital, som ligger bag de projekter, som nyder fremme. Det er fint nok at gøre opmærksom på erhvervsmulighederne, som ethvert andet erhvervskontor i en kommune vil gøre. Der er jo ikke i den forstand den store forskel. Vi skal jo huske, at der ligger temmelig meget erhvervspotentiale uden om selve råstofboringerne. Det er store mængder, der skal transporteres, og skibsfart, veje, havneanlæg og broer er jo noget, vi har forstand på her i landet. Men det må foregå på markedsvilkår. Det er fint at være klar ved havelågen, men vi skal bestemt ikke have statspenge i nogen af de her projekter.

Tak for det. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Det Konservative Folkeparti, hr. Lars Barfoed.

Grundlaget for den debat, vi har i dag, omfatter naturligvis i hvert fald tre ting: at Grønland på en lang række væsentlige områder har selvstyre, det gælder f.eks. udnyttelsen af råstoffer; at Danmark har væsentlige ansvarsområder og forpligtelser i Grønland; og at Grønland og Danmark er en del af det samme rigsfællesskab. I respekt for det har vi så i det danske Folketing jo ikke alene en ret, men også en pligt til at drøfte, træffe beslutninger og have meninger om anliggender, der angår netop det fælles dansk-grønlandske. Bl.a. har vi en fælles interesse i, at der er en positiv økonomisk udvikling i Grønland. Det er i den forbindelse, håber jeg da, en fælles ambition, at både grønlandske og danske erhvervsinteresser og for den sags skyld også finansielle interesser kan komme i spil, bl.a. i forbindelse med udnyttelsen af råstoffer i Grønland.

I den forbindelse har vi jo desværre ikke indtil nu set nogen initiativer fra regeringen. Først efter et hårdt pres er der tilsyneladende nu ved at komme gang i et forberedende arbejde, der netop skal dreje sig om det, at vi bringer grønlandske og danske interesser i spil i denne sammenhæng. Det vil vi fra konservativ side fortsat presse på for. Det er jo også derfor, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti sammen har fremsat et beslutningsforslag, der netop handler om mulighederne for, at vi får et partnerskab mellem Danmark og Grønland om udvinding af råstofferne i den grønlandske undergrund.

Det undrer mig meget, hvis det er sådan, at regeringen på forhånd vil udelukke det. Derfor har jeg under debatten her i dag også interesseret mig for, om de forskellige partier, også dem, som deltager i regeringen, ville være med på også at undersøge et sådant offentlig-privat partnerskab i forbindelse med mulighederne for at bringe danske og grønlandske interesser i spil i forbindelse med udnyttelsen af råstofferne i Grønland.

Så har man i Grønland vedtaget en storskalalov med henblik på at kunne iværksætte minedrift, i første omgang i forbindelse med anlæg af en mine, der skal udvinde jern på bunden af Nuukfjorden. Det kræver så en følgelovgivning her i det danske Folketing, fordi der skal åbnes op for en stor tilgang af udenlandsk arbejdskraft, som jo er et dansk lovgivningsanliggende. Det må vi så se på. Nu har vi ikke fået et lovforslag fra justitsministeren endnu, men jeg skal bare sige, at det jo ikke er sådan, at det altid er en selvfølge, at Folketinget vedtager et lovforslag, som regeringen fremsætter. Vi må jo forbeholde os ret til at undersøge konsekvenserne for også Danmark af et lovforslag, der er en følgelovgivning af storskalaloven.

I hvert fald har Det Konservative Folkeparti en række spørgsmål, vi vil interessere os for at få belyst i den forbindelse, og der er jo allerede et arbejde i gang om det i nogle af Folketingets udvalg, selv om der ikke er et lovforslag. I hvert fald har vi nogle krav fra konservativ side, som vi vil have opfyldt i forbindelse med en storskalalov.

Vi må jo sikre, at den danske stat ikke bliver påført et uoverskueligt ansvar og meget store omkostninger i den forbindelse. Vi skal sikre, at ansvar og omkostninger hviler hos de virksomheder, der bringer de pågældende medarbejdere til Grønland. Lovgivningen må jo så også koncentrere sig om de projekter, som kommer i spil i den kommende tid, så vi i Folketinget på et tidspunkt kan få lejlighed til at vurdere erfaringer og konsekvenser, hvis vi overhovedet skal vedtage sådan en lovgivning. Og så skal der gennemføres et arbejde, der sikrer det bedst mulige grundlag for – og det er jo noget af det, vi har drøftet her i dag – at grønlandske og danske erhvervsinteresser og finansielle interesser kan drage nytte af råstoffer i Grønland. Endelig må vi jo også inden for rigsfællesskabets rammer sikre, at der er en dialog om de udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter af udviklingen i Grønland i de kommende år.

Så der er altså væsentlige krav og betingelser, vi må interessere os for. Der er væsentlige spørgsmål, vi skal have undersøgt, før vi kan gå videre med en sådan lovgivning. Alt det vil vi få lejlighed til at gøre i Folketingets udvalg i den kommende tid. Jeg synes, det er godt, at vi har debatten her i dag, og Det Konservative Folkeparti kan naturligvis tilslutte sig det fælles forslag til vedtagelse, der ligger.

Der er en kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak. Jeg vil gerne stille hr. Lars Barfoed et spørgsmål. Der rejses nu en kritik af den nuværende regerings sådan sendrægtighed, langsommelighed i forhold til at komme op i gear med hensyn til at få kigget på erhvervsinvesteringer Grønland og Danmark imellem – sådan forstår jeg kritikken ligger. Hvis vi ser tilbage på VK-regeringen, hvor hr. Lars Barfoed selv sad med som minister, er der så noget, der ærgrer hr. Lars Barfoed ved, at man ikke på det tidspunkt i VK-regeringens tid satsede på det, som den nuværende regering eksempelvis gør med et tæt samarbejde mellem erhvervsministerium i Danmark og erhvervsministerium i Grønland?

Ordføreren.

Det arbejde er jo altså ikke sat i gang endnu. Det er sådan, forstår jeg så på statsministeren og andre her i dag, at det er et arbejde, man vil sætte i gang. Det er jo glimrende, men det, vi har efterlyst i lang tid, er en offensiv tilgang fra regeringens side, og den har vi ikke set noget til endnu, på trods af at vi har haft denne debat om storskalaloven i nogen tid. Og det, jeg bebrejder regeringen, er, at man ikke, i forbindelse med at vi har fået hele den debat om storskalaloven, har set, at regeringen har taget offensivt fat på at sikre en debat om, hvordan vi kan få grønlandske og danske interesser i spil i den sammenhæng.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Offensiv debat og offensiv indsats. Jeg kan håbe, at statsministeren vil præcisere, hvornår det arbejde er sat i gang erhvervsministerierne imellem, for ud fra det, jeg kender til, er det sat i gang. Den her regeringen har også udråbt en arktisk ambassadør – det skete ikke i VK-regeringens tid – og det er dog også et meget tydeligt signal om, at man er offensiv i forhold til opmærksomheden på hele det arktiske område.

Jeg vil gerne stille et spørgsmål mere til hr. Lars Barfoed, og det er i forhold til risikovillig kapital, når det gælder råstofudvinding i Grønland: Er hr. Lars Barfoed villig til at satse sine pensionsmidler eller dele af pensionsmidler i råstofudvinding i Grønland? For det her er et spørgsmål om risikovillig kapital, og som jeg kender det danske erhvervsliv og pengestrømmene, havde man måske for længe siden været ude, hvis man vidste, at der var et stort tilbageløb på en investering. Men altså er hr. Lars Barfoed selv villig til at investere, i og med at hr. Lars Barfoed bliver ved med at tale om, at der skal være offentlig-private partnerskaber, også med statslige penge i investeringen?

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, hvilke forestillinger hr. Flemming Møller Mortensen gør sig om min pensionsopsparing, men jeg kan sige så meget, at det er nok ikke det, om min pensionsopsparing kommer i spil, der gør forskellen på, om man får igangsat minedrift i Grønland eller ej. Men det er da sådan, at investeringer altid skal baseres på – og det er jo også det, der i øvrigt står i det forslag til vedtagelse, som jeg går ud fra vi vedtager her – at det skal ske på markedsmæssige vilkår. Det udelukker jo ikke, at der er et offentlig-privat partnerskab bag det. Et offentlig-privat partnerskab har at gøre med, om det offentlige og det private går sammen om nogle initiativer, men det kan man jo sagtens gøre på grundlag af nogle kalkuler, der viser, at der er et markedsbaseret grundlag for at gøre det, og det er jo det, vi skal have undersøgt.

Hr. Steen Gade for en kort bemærkning.

Egentlig havde ikke tænkt mig at spørge hr. Lars Barfoed om noget, men når nu hr. Lars Barfoed bruger så meget krudt på at sige, at det her går langsomt, kan jeg ikke lade være med at spørge hr. Lars Barfoed, om ikke det er rigtigt, at der lå en rapport fra Europa-Kommissionen for flere år siden, som talte om behovet for på europæisk plan at involvere sig kommercielt i at udvinde de her sjældne jordarter også i en grønlandsk sammenhæng. Er det noget, den daværende regering var fuldstændig uvidende om? Foretog den daværende regering sig noget som helst? Mig bekendt var hr. Lars Barfoed jo da også med til et meget berømt arktisk møde, som gjorde, at hr. Lars Barfoed vel godt kunne have sat sig lidt mere ind i de muligheder, der var her, i tide.

Ordføreren.

Nu tror jeg, at tingene bliver blandet lidt sammen. Det gjorde hr. Flemming Møller Mortensen også før. Altså, den tidligere regering har i den grad gjort en indsats for at styrke det samarbejde, der skal være i det arktiske område, bl.a. for at berede grundlaget for, at der også kan være en erhvervsøkonomisk aktivitet, efterhånden som også de fysiske muligheder tillader det. Det er jo bl.a. det, vi har taget initiativ til et møde om i vores regeringstid. Så vi har bestemt gjort en markant indsats, som sætter sig spor den dag i dag i de ting, vi også drøfter her i salen i forhold til at kunne udnytte de ressourcer, der er i det arktiske område, på en bæredygtig måde.

Hr. Steen Gade.

Nu vil jeg så overraske hr. Lars Barfoed ved at sige: Ja, det er rigtigt. Der er lavet selvstyrelov under den tidligere regering. Der blev lavet en arktisk strategi af daværende udenrigsminister Per Stig Møller. Det var godt.

Men hvorfor er det så nødvendigt at stå og hakke på nogle her? Man kunne i stedet for have sagt: Vi bygger videre; det foregår faktisk i ro og orden. Men man bruger alt sit krudt på at sige, at alt er dårligt, fordi det er en anden regering.

Ordføreren.

Jeg tror ikke helt, der er blevet lyttet til det, jeg sagde, for jeg brugte faktisk ikke noget særlig krudt for det. Jeg brugte sådan set mit krudt på at fortælle, hvad Det Konservative Folkeparti har af holdninger til den her sag. Men jeg sagde, at regeringen ikke før nu overhovedet har vist nogen offensiv i forhold til at sikre, at danske og grønlandske interesser kommer i spil i den her sag.

Det hører vi så i dag at man nu vil sætte et arbejde i gang om. Det er jo så godt. Det er jo også det, der ligger i opfordringen her i forslaget til vedtagelse, og det er det, som det beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti har fremsat, og som vi skal drøfte på et senere tidspunkt, handler om. Så jeg håber da meget, at der nu sker noget, men det skal jo ske i tæt tilknytning til den storskalalov, som er vedtaget, og hvorefter man fra regeringens side så vil fremsætte forslag til følgelovgivning.

Tak til den konservative ordfører. Hr. Sjúrður Skaale som ordfører for Javnaðarflokkurin.

Nu drejer den her forespørgsel sig selvfølgelig mest om Grønland og en specifik grønlandsk sag, og det er det, der er anledningen til forespørgslen. Men der spørges også om tiltag for at sikre den gode dialog i rigsfællesskabet og for at sikre rigsfællesskabets fælles, strategiske interesser. Så har der også været ytret et ønske både i forslaget til vedtagelse og i pressen i går og i dag om at have en årlig debat om rigsfællesskabet som helhed. Så jeg vil sådan komme lidt ind fra siden og tale om de ting og mere specifikt selvfølgelig også om de færøske erfaringer og de færøske udfordringer.

Der er jo sådan, at der er rigtig mange statsløse nationer i verden, rigtig, rigtig mange. Der er langt flere statsløse nationer end nationer med stat, og det er der også i Europa. Jeg har deltaget i adskillige seminarer, som har været arrangeret af de statsløse nationer i Europa, og de bliver altid meget imponeret, når jeg forklarer, hvordan det foregår i rigsfællesskabet.

Når jeg forklarer, at på Færøerne er der 50.000 mennesker, men at vi har vores fuldstændig egen økonomi, at vi har vores eget skattesystem for 50.000 mennesker, synes de, det er vildt imponerende, også når jeg siger, at alle love, som gælder på Færøerne, går igennem Lagtinget, at også love på områder, som ikke er overtaget som færøske sagområder, bliver vedtaget i Lagtinget, før de bliver sat i kraft på Færøerne. Hvis man fra færøsk side ønsker en lov på et område, som man ikke har overtaget, så vedtager man en beslutning om at henvende sig til de danske myndigheder, så bliver loven vedtaget her i huset, og så bliver den sat i kraft på Færøerne. Det synes catalanere, baskere, korsikanere og skotter er meget imponerende. Vi har langt større selvstyre, end de har.

Når det gælder sport, repræsenterer vi os selv under eget flag og eget navn bortset fra i OL-sammenhæng. Det synes de også er meget imponerende, det får man ikke lov til i Catalonien eller Baskerlandet.

Når det gælder udenrigspolitikken, forvalter vi jo vores egen udenrigspolitik, når det gælder vores helt specifikke interesser, når det gælder handelsaftaler og fiskeriaftaler med andre lande. Det synes man også andre steder i verden er meget imponerende, når det drejer sig om en statsløs nation. Vi fik også mulighed for at stå uden for EF i 1973, det fik andre statsløse nationer ikke mulighed for, når deres stater gik ind. Det har selvfølgelig i dag sat os i en lidt klemt situation, for nu er vi efterhånden det land i hele Europa, som har det mest perifere forhold til EU. Vi står helt udenfor, mens hele resten af Europa på den ene eller den anden måde er en del af EU. Det er et problem i dag, men fiskeripolitikken gør det selvfølgelig meget svært at komme med i EU, som situationen er i dag.

Men Island forhandler om medlemskab. De forventer at få en god aftale om fiskeripolitikken, at få lov til at kontrollere deres egne fiskeriområder, og det kan være isbryderen, som baner vejen for, at Færøerne også kan få sådan en aftale. Og så er der behov for, at vi diskuterer her i salen i en god dialog med regeringen om at arbejde for at finde en position i Europa, som er mere gavnlig end den, som vi har i dag. Det er en stor udfordring, og det vil forudsætte en meget tæt dialog mellem Færøerne og Danmark.

Jeg vil sige som helhed, at man ofte lærer mest om sine egne forhold ved at kigge på andres forhold. Jeg har f.eks. været utrolig meget i Baskerlandet, og der har jeg virkelig set, hvor stor en succes de ordninger, som er i Danmark med Færøerne og Grønland, egentlig er, hvor vi har utrolig mange rettigheder. Nede i Spanien, i Baskerlandet, en del af EU, sidder der 700 fanger, og mange at dem er simpelt hen fanger på grund af politisk virksomhed. Nogle har selvfølgelig haft forbindelse med terrororganisationer, men de fleste er fængslet for noget, som kun kan defineres som politisk virksomhed. Det kender man jo ikke til her i disse egne. Så jeg synes, det er en succes, i hvert fald hvis man sammenligner det med andre lande.

Så kan man spørge: Hvorfor er det så en succes? Hvorfor har det fungeret så godt? Det er, fordi man har spurgt sig selv, hvad der er ønske om, hvad der er rimeligt, hvad der er behov for, og så har man gjort det. Man har ikke låst sig fast på juridiske bestemmelser eller på grundlovens bestemmelser, man har fundet frem til løsninger, som har været rimelige og ønskelige, og som der har været behov for.

For at komme tilbage til forespørgslen vil jeg sige, at jeg mener, at hvis rigsfællesskabet skal fortsætte med at være en succes, skal fortsætte med at fungere så godt, som det gør, så er det den kurs, der skal holdes, den politiske kurs. Jeg har før talt om den måske største konflikt, som har været mellem Færøerne og Danmark. Det var nemlig forhandlingerne om retten til undergrunden. De foregik i 17 år, og de gik helt i hårdknude, fordi man fra dansk side fastholdt, at det var grundlovsstridigt, at det var imod grundloven, at det ikke kunne lade sig gøre – indtil man så skiftede spor og sagde: O.k., måske er det imod grundloven, men det er et politisk ønske, og så gør vi det alligevel. Og så fik man en fin løsning, som har været til meget stor gavn for færøsk økonomi.

Jeg kan se, at tiden er gået, og så må jeg desværre standse. Jeg vil bare sige til sidst, at det er det spor, man skal følge. Man skal passe på med at låse sig fast i juraen, men følge politikken, så får vi et godt fællesskab.

Der er to med korte bemærkninger, først hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren og specielt tak for den, synes jeg, gode og konstruktive tilgang til det. Jeg er også meget enig i ordførerens udsagn om, at det er det politiske, der er det vigtigste. Jeg vil bare høre ordføreren: Er der nogle konkrete forslag eller punkter, hvor ordføreren mener at vi godt kunne gøre det bedre – i fællesskab, selvfølgelig?

Ordføreren.

Som hr. Finn Sørensen ved, har der længe været en færøsk forfatning på vej. Der er selvfølgelig meget stor uenighed på Færøerne om forholdet til Danmark. Det er svært at nå til enighed. Men forslaget bliver fremsat igen i næste uge i Lagtinget, og i den forbindelse bliver der behov for, at man fra dansk side ikke låser sig fast i juraen, men indser, at rigsfællesskabet er en politisk ordning, ikke en juridisk ordning, og at rigsfællesskabets virkelighed er langt uden for grundlovens rammer.

Det er ikke grundloven, der regulerer rigsfællesskabet, det er det simpelt hen ikke. Det er en forkert antagelse, at den gør det. Man kan ikke læse rigsfællesskabets virkelighed gennem grundlovens optik, fordi der først og fremmest er tre forskellige lovgivende forsamlinger, og det er det vigtigste, som viser, at det altså er uden for grundlovens rammer. Det må man forstå fra dansk side. Når der kommer en forhandling om den sag, må man fra dansk side forstå, at det er en politisk løsning, som må findes uden for grundlovens meget stringente rammer.

Hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren for også at være rimelig konkret, og så vil jeg da bare kvittere herfra med en positiv holdning til et eventuelt færøsk ønske om at udarbejde sin egen grundlov og en stor vilje fra Enhedslistens side til også at få det til at passe med juraen.

Ordføreren.

Tak for det. Juraen kommer altid til at passe til sidst. Der er så utrolig mange eksempler i forholdet mellem Danmark og Færøerne på, at man først har sagt: Det er ikke juridisk muligt. Men så har det været politisk nødvendigt, at man gjorde det, og så har det alligevel passet med juraen. For så får man juristerne til at fortolke grundloven på en måde, så det alligevel passer. Sådan har man altid gjort, og det kan man selvfølgelig fortsætte med at gøre, og det må man fortsætte med at gøre, hvis det skal fungere.

Fru Ellen Trane Nørby for en kort bemærkning.

Tak. Det er fuldstændig rigtigt, som ordføreren siger, at fokus i dag nok mest har været på Grønland frem for på Færøerne som den tredje part af rigsfællesskabet. Det forhold kan vi jo få rig lejlighed til at ændre på, når vi nu på baggrund af forespørgselsdebatten og forslaget til vedtagelse fremover får en årlig debat om rigsfællesskabets rammer. Så det håber jeg sådan set at vi kan råde bod på.

Men jeg vil godt spørge til et element, som også har været oppe i diskussionen om Grønland, og som også er omtalt i regeringens arktiske redegørelse til Folketinget fra 2012. Det drejer sig om den øgede risiko, der er kommet i forhold til søredning og havmiljøet generelt – de konventioner, der er på det område, og det arbejde, der gøres der – set i lyset af den stigende trafik af krydstogtskibe og fragtskibe i takt med isens afsmeltning og mulighederne for nye handelsruter.

Føler ordføreren, at der er et stort nok fokus på de risici, som det indebærer, at der bliver en øget trafik også i farvandene omkring Færøerne og Grønland, men i det her tilfælde mest Færøerne?

Ordføreren.

Nej, det har der ikke været specielt meget fokus på. Det har der ikke. Men i øjeblikket udarbejdes der en arktisk strategi for Færøerne, som bliver fremlagt i april måned, hvor forskellige ting så kan debatteres. Det vil også kræve et godt samarbejde mellem Danmark og Færøerne og EU osv. Det er klart. Men der har hidtil været meget lidt fokus på det.

Det er lidt mærkeligt, for på de søruter, som vil komme, ligger Færøerne meget centralt placeret, og der er helt klart behov for et meget stort samarbejde mellem Færøerne, Danmark og EU og forskellige andre parter om sikkerheden i det område i fremtiden. Fra færøsk side vil man først komme med sit eget udspil og sin arktiske strategi og så sammenkøre dem med Danmarks og EU's strategier på et senere tidspunkt.

Fru Ellen Trane Nørby.

Det lyder spændende, og det er jo også noget af det, der har været diskuteret i forbindelse med hele debatten om den økonomiske udvikling i Grønland.

Men når jeg spørger, at det jo også, fordi man kan have visse bekymringer, når man f.eks. ser tilbage på ulykkerne med tankskibet Exxon Valdez og boreriggen Deep Water Horizon, som jo henholdsvis kostede over 4 mia. dollar og langt over 7 mia. dollar i oprydning, og som krævede en massiv indsats bl.a. fra det amerikanske kystvæsen.

Vi ved, at havmiljøet i Arktis er meget sårbart, og det er nødvendigt, at vi inden for rigsfællesskabet har en dialog og en diskussion om, hvad vi skal gøre set i lyset af den stigende trafik.

Jeg håber på, at vi får mulighed for at diskutere det mere. Vi har diskuteret det i Forsvarsudvalget og i Erhvervsudvalget. Det er en relevant diskussion at tage, også på grund af spørgsmålet om, hvem der skal betale for det her. Skal det f.eks. være forsikringsbaseret, som der er lagt op til i nogle af de svar, der er kommet? Kan man stole på det? Eller kan det her få økonomiske konsekvenser for Færøerne, Danmark og Grønland og rigsfællesskabet samlet set?

Ordføreren.

Det er et meget aktuelt problem, der rejses her.

Det er jo sådan, at der i mange år har været olieboringer på Færøerne. Man er nu i gang med, jeg mener, det er den syvende boring, og der er blevet foretaget massive investeringer fra de store olieselskaber i verden. Sidste efterår måtte Statoil indstille en boring, fordi vejret blev for dårligt, men den vil blive taget op igen senere på foråret. Det viser, hvor barske forholdene er, og hvor stor en risiko, der er, for at der sker et eller andet. Det er klart.

Men det, at der er de aktiviteter, og det, at man overdrog undergrunden til Færøerne og gav Færøerne kompetencen, har udviklet Færøerne utrolig meget. Vi har udarbejdet vores egen lovgivning, og de store selskaber har arbejdet på Færøerne efter færøsk lovgivning. Store selskaber byder sig til i den industri.

Så det var et utrolig stort fremskridt, at man fik den aftale, som man fik, fordi der var den politiske forståelse, som jeg mener er nødvendig.

Tak til ordføreren. Så er det fru Sara Olsvig som IA's ordfører.

Tak. Det er jo sådan set en lidt besynderlig situation at stå i at skulle stå og fortælle lidt om Grønlands økonomi og udviklingen af Grønlands økonomi, men jeg synes, det er en god anledning til at få sagt lidt om, hvordan vores parti forholder sig til det her.

I den forbindelse vil jeg også sige, at jeg er rigtig glad for det forslag til vedtagelse, der er fremsat, om, at vi har en årlig debat. Det mener jeg selv vil være en god platform for os grønlandske og sikkert også de færøske medlemmer til at bringe nogle af de emner op, som vi tydeligvis mener og føler ikke får nok opmærksomhed fra Folketingets side.

Inuit Ataqatigiit har gennem de seneste 4 år fremsat finanslove, som har været baseret på en ansvarlig økonomisk politik. Det er finanslove, som har været i balance på drifts- og anlægsområdet, og det har været finanslove, hvor vi har taget den store udfordring med stagnerende indtægter og øgede udgifter dybt alvorligt. Vi er godt i gang med at stabilisere den grønlandske økonomi, så vi også i de kommende år har råd til et velfærdssystem i Grønland.

Inuit Ataqatigiits mål er at skabe et samfund med øget lighed og øgede muligheder for alle. Vores økonomi er presset, og ændrer vi ikke politik, og finder vi ikke nye indtægtskilder, beregnes det, at vi frem mod 2040 vil mangle 1 mia. kr. om året, hvad også statsministeren, tror jeg, nævnte i sin tale.

Fiskeriet udgør i dag 90 pct. af Grønlands eksport. Det Økonomiske Råd i Grønland vurderer i deres rapport fra 2012, at en vækststrategi i et fremadrettet perspektiv ikke kan baseres udelukkende på fiskeriet. Derfor har Inuit Ataqatigiit også et klart mål om at udvikle nye industrier. Vi skal have flere ben at stå på erhvervsmæssigt.

Vi har i denne valgperiode sikret, at rammelovgivningen i forhold til udnyttelsen af Grønlands ikkelevende ressourcer er på plads. Vi har også igangsat en reform på fiskeriområdet. Senest har vi sikret, at vores rejer er mærket med det internationale bæredygtighedsmærke MSC, så vi får en bedre pris for rejerne og adgang til et bredere marked.

Derudover har vi lavet en national turismestrategi frem til 2015, hvor målet er øget beskæftigelse og vækst i turismen. Inuit Ataqatigiit har også et erklæret mål om, at styrke vores rige kulturliv, så det bliver en mere værdiskabende ressource også i økonomisk henseende.

Men vi ved også, at ud over at sikre en øget og mere flerstrenget erhvervssektor er der også andre fundamentale forhold, som skal reformeres. Derfor har vi planlagt og delvis igangsat reformer med det mål at tilpasse den offentlige sektor i Grønland. For fortsat at have råd til velfærd i fremtiden har vi defineret reformer på skatteområdet, socialområdet, boligområdet og erhvervsområdet.

Vi har en plan for, hvordan vi skal sikre en mere solid økonomi. Denne plan er beskrevet i 2025-planen »Vores fremtid – dit og mit ansvar«, som Naalakkersuisut med Inuit Ataqatigiit i spidsen fremlagde sidste år.

2025-planen indeholder også klare mål om, at mindst 70 pct. af en ungdomsårgang i 2025 skal have en erhvervskompetencegivende uddannelse, og om, at vi generelt skal have flere i arbejde. Det kræver, at vi skaber flere arbejdspladser, og det kræver, at vi sikrer de bedste rammevilkår for skabelsen af nye erhverv.

På nuværende tidspunkt er der kun indgivet én ansøgning om udnyttelsestilladelse på råstofområdet. Det er den mulige jernmine i Isukasia ved Nuuk. Vi forventer, at der også snart indgives en ansøgning fra Kringlerne i Sydgrønland om udnyttelse af sjældne jordarter. Vi har en lille guldmine i drift i Sydgrønland, og derudover er der et par projekter mere på tegnebrættet, men ingen af disse projekter er realiseret eller finansieret endnu.

Vi mener, at projekterne skal vælges med omhu, og at alle beslutninger omkring projekterne skal tages på baggrund af grundige vurderinger af virkninger på miljøet og samfundet og ved bred involvering af befolkningen. Alle aktiviteter skal være baseret på et helhedsorienteret bæredygtighedsprincip.

I Inuit Ataqatigiit har vi derfor også en klar holdning om at bibeholde nultolerancen over for udvinding af mineraler indeholdende radioaktive stoffer. Vi mener ikke, der er tilvejebragt et nyt videnskabeligt grundlag for at ændre denne holdning. I øvrigt er der heller ikke aktuelt indgivet nogen ansøgning om udnyttelse af mineraler, som berører problematikken omkring radioaktive stoffer.

I Inuit Ataqatigiit fører vi en stabil og solidarisk finanspolitik. Vi vil sikre velfærden for vores fremtidige generationer. Vi har fortsat som eneste parti i Grønland en klar holdning om at indføre progressiv beskatning, og vi inviterer alle andre grønlandske partier til at samarbejde.

Vi har også været meget klare i mælet om, at vi ønsker et øget samarbejde med Danmark, særlig på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, og vi er glade for, at den danske regering tydeligt har vist interesse i at styrke de interne strukturer i rigsfællesskabet. Men vi vil ikke føre kompetencer tilbage til Danmark, hvad angår udvinding, og hvad angår hvornår vi beslutter, hvad der skal udvindes. Det vil jeg gerne bede statsministeren bekræfte her: Det er først, når vi har taget beslutning i Grønland, og såfremt der er udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter i det, at vi skal ind og se på det som et rigsfællesskabsanliggende. Tak for ordet.

Der er foreløbig tre korte bemærkninger. Det er hr. Kim Andersen først.

Tak for det, og tak for ordførertalen til fru Sara Olsvig. Jeg vil gerne spørge, om det er ordførerens opfattelse, at et tankesæt om at lave et dansk-skandinavisk konsortium eventuelt med en lille procentdel danske statspenge for ligesom at blåstemple det og gå foran er noget, der set med fru Sara Olsvigs øjne kunne have interesse i Grønland. Det skulle være for at være aktiv i en erhvervsudvikling på mineområdet, men måske også på andre områder, med henblik på at få gang i nogle investeringer og få skabt nogle job i Grønland. Hvad er fru Sara Olsvigs opfattelse af den tankegang?

Så er jeg meget enig i vurderingen af teksten til forslaget til vedtagelse og i den ånd, der ligger bag. Jeg mener så også, at den må omfatte, at vi i den årlige forespørgselsdebat og i det hele taget kan spørge ind til sager, der er relevante for rigsfællesskabet, herunder også projekter. Er fru Sara Olsvig ikke enig med mig i den udlægning?

Ordføreren.

Tak. Jeg vil sige det sådan, at jeg synes, at man her i Danmark selv skal bestemme, hvordan involveringen skal være investeringsmæssigt i råstofferne i Grønland. Det er noget, Danmark skal tage stilling til. Vi har sagt: Hvis I vil involvere jer, kan I involvere jer på linje med alle de andre og på de samme vilkår, som alle de andre. Men hvordan man præcis vil organisere det fra dansk side, må Danmark om. Så vil jeg så også lige tilføje, at f.eks. DONG er jo aktive i Grønland i forvejen, så det er jo ikke noget, der ikke sker i forvejen.

Så til den debat, som jeg her i dag støtter at vi får fremover: Jeg sagde også til medierne i går, da medierne spurgte, hvad min holdning til det her er, at den debat selvfølgelig skal foregå på basis af selvstyreaftalen med respekt for den kompetencefordeling, som vi har i kraft af selvstyreloven.

Hr. Kim Andersen.

Kan ordføreren fortælle os lidt om, hvad det er for et samarbejde, vi har hørt om i dag i det samråd med erhvervsministeren, der var i Folketingets Erhvervsudvalg, om et tiltag mellem Grønland og Danmark med henblik på at fremme erhvervsaktiviteter, eventuelt med investeringer, eventuelt med udveksling af informationer, understøttelse af forskellige kompetencer og ekspertiser, og hvad ved jeg? Hvad er det for nogle ting, der er lagt op til her fra Grønlands side?

Ordføreren.

Tak. Det har jeg ikke indblik i, men jeg ved jo, at ordføreren selv var til stede ved samrådet, og som erhvervsministeren sagde, har man så at sige lavet en hensigtserklæring om, at man vil lave en aftale. Den kan man så først lave efter valget i Grønland.

Fru Gitte Lillelund Bech for en kort bemærkning.

Tak, og tak for ordførertalen. Jeg synes, det er ret relevant, når vi taler om udviklingen i den grønlandske økonomi, og jeg giver fru Sara Olsvig fuldstændig ret i, at det er meget vigtigt – det er jo også det, der har ligget i hele selvstyreaftalen – at man ikke ensidigt fokuserer på ét erhverv, nemlig fiskeriet, men at man netop begynder at tænke ud af boksen. Nu havde vi et samråd tidligere i dag med erhvervs- og vækstministeren, som også kort var inde at berøre åbningen af Nordøstpassagen og Nordvestpassagen, og i den forbindelse er jeg sådan set interesseret i at høre fru Sara Olsvig om, hvad debatten er, og hvorledes fru Sara Olsvig ser mulighederne for Grønland for, at det i øvrigt også kan være med til at generere noget økonomi og noget erhverv på det grønlandske område.

Ordføreren.

Debatten omkring udviklingen i Arktis fylder selvfølgelig også i Grønland, også i medierne og i det politiske liv. I forhold til lige præcis det, som erhvervsministeren var inde på ved det åbne samråd tidligere i dag, har det, der har fyldt mest i den grønlandske debat, været det grønlandske turismeerhvervs betænkeligheder i forhold til de stramninger, som erhvervsministeren også talte om. Og der mener jeg, som erhvervsministeren også sagde, at det er rigtig vigtigt at have en tæt dialog med erhvervslivet. Turismeerhvervet er specielt bekymret over nogle af de stramninger, som er på vej på søfartsområdet, fordi de er bange for, at krydstogtskibe så vil fravælge Grønland, og det er derfor, at vi har været inde at sige, og at jeg har været inde at sige, at det er rigtig vigtigt, at vi får fælles standarder i hele Arktis, så det ikke kommer til at være standarder, som kun gælder Grønland og derfor kan resultere i, at eventuelle krydstogtturister fravælger at komme til Grønland.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Jeg noterede mig også tidligere fru Sara Olsvigs synspunkter på det her område, og jeg giver hende faktisk fuldstændig ret, for generelt, når vi taler om søfartsindustri og søfartsnationer, er det bedste, uanset hvor det er, at vi har internationale regler, for ellers kommer vi til at lave nogle begrænsninger for os selv.

Jeg kunne også godt tænke mig at spørge lidt ind til den dialog, som jeg håber der er mellem Grønland og naboerne, altså om det er sådan, at man faktisk, f.eks. i forbindelse med krydstogtsdelen, har en dialog direkte mellem det grønlandske selvstyre og Canada, for det er et af de steder, hvor vi ser der er problematikker, altså bl.a. med krydstogtskibene. Tilsvarende vil jeg spørge, om der, når Nordøstpassagen bliver yderligere åbnet, er en løbende dialog mellem det grønlandske selvstyre og folk på den russiske side.

Ordføreren.

Tak. Det har jeg desværre heller ikke noget indblik i, så jeg tror, man skal stille spørgsmålet til selvstyret. I forhold til dialog med Canada vil jeg sige, at vi generelt har en dialog med andre inuitter i hele Arktis – Canada, Alaska og Rusland – og der er det som regel den vej, vi går, i forhold til at have en dialog om det kulturelle og andre sager, som vedrører os alle sammen. Men om der er en officiel dialog mellem selvstyret og Canada og Rusland om Nordvestpassagen og Nordøstpassagen, ved jeg ikke.

Hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak til ordføreren for fremlæggelsen. Jeg vil stille et spørgsmål, der lidt ligner det, jeg stillede hr. Sjúrður Skaale. Nu ser det ud til, at vi bliver enige om, at vi skal have en årlig forespørgselsdebat. For at det hele ikke skal drukne i råstoffer og ting og sager, vil jeg høre ordføreren, hvordan ordføreren kunne forestille sig at vi prøvede at bruge den forespørgselsdebat. Jeg ved godt, det er nyt, men lad os da få nogle ideer på bordet. Og hvad mener ordføreren i øvrigt vi, og her mener jeg det danske Folketing, kunne gøre bedre for at leve op til de smukke ord, vi nu skriver i dagens forslag til vedtagelse?

Ordføreren.

Jeg ser da sådan en fremtidig årlig debat her i salen som en god platform for at komme ind og flage nogle af de sager, som jeg arbejder med. F.eks. kan det være udsatte grønlændere i Danmark. Dem har der ikke været særlig meget fokus på, og man har manglet bevillinger til at videreføre værestederne for udsatte grønlændere her i Danmark, de grønlandske huse. Det er først kommet på plads i midten af januar, så nogle af dem har været nødt til at lukke midlertidigt og åbne op igen. Det er den slags ting, som jeg synes det er helt uacceptabelt at der er så lidt fokus på i Folketinget. Dem vil jeg da komme ind og flage ved sådan nogle årlige debatter som dem, vi nu beslutter vi gerne skulle have.

Der er selvfølgelig også andre sager, som vedrører Grønland mere direkte, som Kriminalforsorgen, som også er en af de sager, som desværre ikke har fået nok opmærksomhed og politisk omsorg fra dansk side i forhold til økonomi. Nu står Kriminalforsorgen over for store udfordringer, og Europarådets Torturkomité har kritiseret en lang række forhold på de grønlandske anstalter for domfældte, men der er ikke afsat penge til at forbedre de her forhold i det kriminalforsorgsforlig, som forligskredsen vedtog i efteråret.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg tør jo ikke rejse mig op, før jeg får lov.

Tak til ordføreren for de konkrete ideer. Jeg har et spørgsmål, som ordføreren måske heller ikke sådan har forberedt sig på. Ordføreren nævner, at Grønland er nødt til at udvikle flere forskellige erhverv, og turismen er oplagt et af dem. Hvordan kunne vi f.eks. fra dansk side fremme en form for turisme i Grønland, som man ville være tilfreds med i hjemmestyret? Var der nogle konkrete ting, vi kunne gøre fra dansk side for ligesom at hjælpe sådan en turisme bedre på vej? Ikke dermed sagt, at vi ikke gør noget, men kunne vi gøre mere og gøre det bedre?

Ordføreren.

Vi skal først og fremmest sikre, at vi får sat den her rammelovgivning i forhold til sikkerheden på krydstogtskibe og sikkerheden ved sejlads i arktiske og grønlandske farvande på plads. Vi skal have bearbejdet den i dialog med erhvervslivet, og man skal også fra dansk side have kigget på, hvad realiteten er i Grønland omkring krydstogtssejlads. F.eks. har jeg bidt mærke i, at man skal stille nogle særlige krav i isfyldte farvande, men vi er også nødt til at gå ind og kigge på, hvordan vi så definerer »isfyldte farvande«, for farvande er altså ikke lige isfyldte omkring hele Grønland. Så der ligger rigtig meget arbejde i forbindelse med opstramninger på søfartsområdet.

Der synes jeg man skal gå ind og være mere aktiv politisk og måske også øge dialogen med det grønlandske parlament, som vi f.eks. har gjort i Grønlandsudvalget, hvor vi har haft møde med erhvervsudvalget. Der kan man øge dialogen med det grønlandske parlament og de grønlandske udvalg i parlamentet for at komme ind og se på, hvad det så er for nogle bekymringer, vi har hjemme hos os i de sager, som man så sidder og har ansvaret for her i Danmark. Jeg har konkret foreslået et møde med lovudvalget, Inatsisartut, og Retsudvalget her i Folketinget, sådan at de også kan komme ind og tale mere direkte om de udfordringer, vi har inden for bl.a. Kriminalforsorgen og retsvæsenet.

Fru Ellen Trane Nørby for en kort bemærkning.

Tak. Først vil jeg egentlig gerne sige tak for den klare melding, som ordføreren kom med i sit svar til fru Gitte Lillelund Bech, vedrørende, at det er Danmark og dermed den danske regering, der ligesom må finde ud af, hvad det er for en konstruktion, der skal ligge bag eventuelle danske investeringer i Grønland, men at det selvfølgelig skal ske på en ligeværdig måde i forhold til de øvrige aktører, der melder sig. Der er jo ikke nogen, der har talt om nogen monopollignende tilstande eller andet. Men jeg kan i hvert fald sige, at vi fra Venstres side fra starten har haft et klart ønske om, at man også afsøgte det og gerne positivt fremmede mulighederne for, at der også kunne komme grønlandske og danske investeringer i råstofindustrien. Så det var egentlig en konstatering.

Jeg vil egentlig gerne tilbage til den del, som fru Gitte Lillelund Bech også talte om, nemlig den øgede sejlads på sejlruter ikke bare Grønlands farvand, men arktisk farvand i det hele taget. Det rejser jo også nogle spørgsmål ikke bare om krydstogter, som der er en særskilt problematik omkring, men også i forhold til udskibning af råstoffer, hvor der jo i storskalaloven er lagt op til en række forsikringsprincipper. Er ordføreren af den opfattelse, at det er tilstrækkeligt, hvis der skulle indtræffe en ulykke? For vi har jo set nogle frygtelig store ulykker, som også har haft store konsekvenser, ikke bare i arktiske områder, men også i Den Mexicanske Golf, når vi taler råstofudvinding.

Ordføreren.

Den model, vi har brugt i Grønland, har været den her forsikringsmodel i forhold til de mineaktiviteter, vi allerede har haft, og i forhold til de olieefterforskningsaktiviteter, vi allerede har haft. Det er nu engang den model, der gælder i Grønland.

I forhold til risici og oliespild osv. må vi jo konstatere, at der er rigtig meget fokus på det og heldigvis for det. Vi forventer, der kommer en bindende aftale i Arktisk Råd om et oliespildsberedskab, hvor man går ind og samarbejder helt konkret imellem de arktiske stater. Det er jo sådan nogle ting, vi skal ind at arbejde på, så vi netop får sat de mekanismer op, som er helt nødvendige for at kunne gå praktisk ind og rydde op, hvis der sker et oliespild fra et skib eller fra en efterforskningsboring eller senere måske fra en udvindingsboring.

De risici har vi jo sådan set levet med i mange år i forvejen. Der er da masser af skibe, der sejler rundt i grønlandske farvande, og der er også isbrydere, som har sejlet igennem Nordøst- og Nordvestpassagen som forsøg i en lang årrække. Så vi har jo levet med det i forvejen, og derfor synes vi, at det er rigtig, rigtig vigtigt, at man får kæmpet de her sager igennem i de internationale fora, sådan at vi for det første får nogle fælles standarder, og for det andet sikrer os, at der er et konkret og praktisk samarbejde mellem de arktiske stater og mange af de her sager, som altså ikke kan blive løftet af nogen af staterne alene, heller ikke af Grønland, selvfølgelig. De andre er jo også interesseret i, at der er et praktisk samarbejde.

Fru Ellen Trane Nørby.

Jeg er fuldstændig enig i, at der ligger et praktisk samarbejde, og der ligger også et behov for en stor koordinering af det. Noget af det, der jo så også ligger et behov for koordinering af, og det har jeg også noteret mig at ordføreren sådan set har stillet spørgsmål omkring, er jo søopmålingen og kortlægningen af, hvordan man så praktisk skal tage sig af det, hvis der sker en katastrofe, set i lyset af at det jo ikke er alle steder, der er så stor afdækning, som man kunne ønske sig.

Der vil jeg blot høre, hvad status er på det arbejde, og om ordføreren er tilfreds med den dialog, der er inden for rigsfællesskabet, i forhold til at få afdækket de her ting, herunder netop at spørge nogle af de andre arktiske stater, om de måske skulle ligge inde med viden, som vi kunne drage nytte af, og som Grønland kunne drage nytte af.

Ordføreren.

Tak. Nu glemte jeg lige at svare på det første, som vistnok ellers bare var en kommentar. Men vi har altså også en principbeslutning i vores 2025-plan, hvor vi siger, at investeringer i milliardklassen skal ikke komme fra Grønlands landskasse. Det kan vi simpelt hen ikke løfte. Det er også derfor, jeg siger, at man i Danmark så må tale om, hvordan man vil gøre det, hvis man gerne vil ind at investere i Grønland. Vi har taget stilling i forhold til vores egen landskasse, og investeringer i milliardklassen kommer ikke fra landskassen – i hvert fald ikke sådan, som vi forestiller os det fra Inuit Ataqatigiits side.

I forhold til søopmåling er det rigtigt, at jeg har presset rigtig meget på, for at vi skulle få belyst, hvad det er for nogle udfordringer, der er. Og jeg er da glad for at høre, at der sidste år altså blev opmålt 2.000 km linje mere, end man havde regnet med. Så det er jo et godt skridt i den retning.

Men vi er nødt til at få afsøgt, om der er nogle andre tekniske muligheder for at opmåle mere effektivt, for det går utrolig langsomt. Sådan er det. Man skal sejle frem og tilbage i linjer og frem og tilbage i den samme fjord for at få opmålt den fjord. Men det, som vi også har som udfordring, er, at f.eks. fragtskibe osv. og også krydstogtskibe på nuværende tidspunkt slet ikke må sejle der, hvor der ikke er opmålt. Så vi har en masse uudnyttet potentiale for områder, som man måske kunne udvikle erhverv i eller sejle i med krydstogtskibe, men som man simpelthen ikke kan sejle i, fordi de ikke opmålt.

Så siger jeg tak til IA's ordfører. Så er det fru Doris Jakobsen som Siumuts ordfører.

Først vil jeg gerne sige, at jeg også er medstiller på forslaget til vedtagelse.

Emnet for denne debat er udviklingen i den grønlandske økonomi. Siden 2009 har Grønland haft sit eget økonomiske råd. Rådet består af seks personer, og formanden er for tiden professor i nationaløkonomi Torben M. Andersen. Rådet udgiver hvert år en rapport om netop udviklingen i den grønlandske økonomi.

Rapporten fra 2012 hedder »Naturressourcer som vækststrategi«. Det hedder den, fordi rapporten påpeger, at der vil blive alvorlige problemer for Grønlands økonomi i fremtiden, hvis der ikke kommer gang i nye erhverv, der kan skaffe nye indtægter. Det skyldes både, at mængderne af de fisk, vi kan fange, er vigende, og at antallet af ældre, vi skal forsørge, er stigende.

Rapporten konkluderer:

»... der er store, uløste problemer for de offentlige finanser på mellemlangt sigt. Antallet af ældre vil stige mærkbart i forhold til antallet af erhvervsaktive, hvilket vil sætte finansieringen af velfærdssamfundet under pres ... Med uændret politik vil der opstå en systematisk forskel mellem indtægter og udgifter, der i gennemsnit vil svare til omkring 1 mia. kr. hvert år frem mod 2040.«

Rådet konkluderer videre:

»Med mindre aktiviteten i forbindelse med efterforskning efter olie og mineraler igen stiger, eller ansøgninger om udvindingstilladelser fører til investeringer i anlæg på mineralområdet, er der udsigt til, at BNP vil falde yderligere ...«.

Jeg tror at disse to citater mere end mange politiske taler forklarer, hvad det er, der sker i Grønland lige nu. Der er ganske enkelt et helt nødvendigt behov for, at vi får sat gang i minedriften i vores land, hvis vi skal bibeholde vore borgeres levestandard – og ikke mindst hvis vi skal blive fri for bloktilskuddet i fremtiden.

Dette er også en af grundene til, at vi i Siumut har fremsat et ønske om at få ophævet den nultolerancepolitik over for udvinding af råstoffer, der indeholder uran, som den siddende regering i Grønland har fastholdt indtil nu. Vi må simpelthen bruge de muligheder, vi har, for at omsætte vores lands ressourcer til økonomisk rigdom for vores samfund.

Det skal ske på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde; det skal være på et bæredygtigt grundlag; det skal ske, uden at borgernes sundhed udsættes for fare; og det skal ske med hensyntagen til vores skrøbelige arktiske miljø. Men det skal ske, og det er Siumuts opfattelse, at det er os i Grønland, der nu alene skal bestemme, hvornår og hvordan det skal ske.

Vi skal selvsagt følge de internationale retningslinjer, der findes på dette område. Vi skal lige så klart kunne tage imod investeringer fra legale og anerkendte investorer. Og vi skal selvfølgelig kun lade andre komme til vores land og arbejde efter regler, vi selv fastsætter. Men naturligvis skal vi bruge de muligheder for internationale investeringer og international arbejdskraft, der skal til for at få startet vores nye industri.

Vi kan simpelthen ikke bare sidde og vente. Det viser rapporten fra Det Økonomiske Råd. Vi må starte så hurtigt som muligt – og efter Siumuts mening også gerne med brydning, der indeholder uran på det niveau, der allerede er accepteret i EU.

I Siumut undlod vi at stemme for den nye storskalalov. Vi syntes, den blev kørt for hurtigt igennem, og at der var en række spørgsmål, der burde have været afklaret bedre, og muligvis visse områder, der burde komme under bedre kontrol. Men vi stemte ikke imod, fordi vi ønskede at sende et signal til investorerne i mineindustrien. Signalet er, at vi ikke ønsker at bremse udviklingen. Det, vi ønsker, er at styre den bedre – ikke at bremse den. Det vil vi gøre efter valget den 12. marts. Tak.

Der er tre, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det fru Gitte Lillelund Bech.

Jeg vil godt spørge lidt ind til netop mineprojekterne og udviklingen af mineprojekterne. Jeg har jo noteret mig, at fru Doris Jakobsen i Grønlandsudvalget har stillet en række spørgsmål om de kommende arbejdslejre, som jeg formoder at fru Doris Jakobsen og Siumut forventer at der vil blive oprettet i forbindelse med storskalaprojektet – i hvert fald det planlagte storskalaprojekt, som er på bedding.

Hvad er det præcis, Siumut lægger i ordet arbejdslejr, og præcis hvordan ser Siumut og fru Doris Jakobsens på storskalaloven? For mig er ordet arbejdslejr meget, meget negativt ladet, og det lyder ikke, som om man fra Siumuts side har en interesse i at gå ind og understøtte det, som i hvert fald et flertal i Landstinget har besluttet, nemlig at man skal give mulighed for at lave storskalaprojekter.

Ordføreren.

Vi kan ikke undgå at oprette arbejdslejre, eller hvad man nu kalder det på dansk, når vi skal have de der store projekter. Vi har allerede erfaringer med de forskellige arbejdslejre på kysten i Sydgrønland, i Nuuk og andre steder, og de arbejdslejre er måske nogle af de bedste i verden med hensyn til arbejdernes vilkår. Jeg har selv besøgt nogle af de arbejdslejre, og der har man fjernsyn og særskilte bade- og soveværelser. Man regner også med, at der, når der bliver opført et aluminiumssmelteværk i Grønland, skal oprettes en arbejdslejr uden for byen, og vi vægter fra vores partis side, at der skal være gode vilkår i disse arbejdslejre.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Men hvem fastsætter vilkårene for de her arbejdslejre? Er det noget, der bliver fastsat, når der bliver givet koncession? Er det noget, der bliver fastsat under diskussionerne i Landstingets forskellige partier? Hvem fastsætter de her vilkår? Er det den contractor, der har fået opgaven, der selv kan fastsætte vilkårene?

De spørgsmål, som jeg kan se at fru Doris Jakobsen har stillet i Grønlandsudvalget, udviser jo netop en ret stor bekymring for vilkårene i de her arbejdslejre – vilkårene for, hvornår Arbejdstilsynet kan gå ind, vilkårene for, hvordan man vil håndtere de forskellige myndighedsområder, som ligger under dansk ansvar. Jeg synes i hvert fald ikke, at de spørgsmål, der er blevet stillet, tyder på, at det her er noget, der tegner til, at der vil blive tale om gode vilkår.

Så hvem er det, der skal sikre, at der er så gode vilkår, som fru Doris Jakobsen godt kunne ønske sig?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at jeg har stillet flere spørgsmål om arbejdstilsyn og arbejdsvilkår, fordi arbejdstilsynet stadig væk er et dansk ansvarsområde. Derfor har jeg for nylig haft et møde med beskæftigelsesministeren om mine bekymringer, også fordi Danmark skal være klar til at tage ansvar for arbejdstilsynet, når der kommer sådan nogle storskalaprojekter. Og jeg var tilfreds med, at beskæftigelsesministeren meldte ud, at Danmarks regering er klar til at tage ansvar for disse kommende storprojekter.

Hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak til ordføreren for redegørelsen. Nu kommer ordføreren jo selv ind på Siumuts betænkeligheder ved storskalaloven. Jeg har også læst Siumuts bemærkninger i betænkningen til lovforslaget og set, at Siumut også deler bekymringerne i spørgsmålet om social dumping osv. Så vil jeg gerne spørge ordføreren, om ordføreren mener, at storskalaloven i den udformning, den har, lever op til relevante ILO-konventioner, bl.a. nr. 98 om retten til fri kollektiv forhandling, og om ordføreren og ordførerens parti overvejer at tage initiativ til at ændre storskalaloven på det felt, hvis lejligheden byder sig.

Ordføreren.

I vores parti lægger vi stor vægt på, at ILO-konventionerne skal overholdes også i Grønland, også når det gælder storskalaloven. Derfor har vi et ønske om at få en længere periode til at arbejde med storskalaloven i, så vi kan være sikre på, at loven lever op til kravene i ILO-konventionerne. Vi vil gerne sikre, at de udenlandske arbejderes vilkår er acceptable også i henhold til de internationale regler.

Hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren. Jeg kan jo forstå, at ordførerens parti så er i tvivl om, hvorvidt ILO-konventionerne er overholdt på det her felt.

Så vil jeg bare høre, om ordføreren er bekendt med, at der jo findes en meget enkel måde at få det afklaret på. Man kan nemlig sende en anmodning til ILO's dertil indrettede kontor og få en – hvad skal vi kalde det? – forhåndsudtalelse om, om ILO skønner, at den lov, man i givet fald har lavet, er i overensstemmelse med de relevante ILO-konventioner.

Så jeg vil høre, om ordføreren er bekendt med det, og om ordførerens parti har overvejet, at man kunne tage sådanne skridt og få det afklaret på forhånd.

Ordføreren.

Mit parti, Siumut, er ikke afvisende over for at forbedre loven, hvis vi får magten. Men jeg regner også med, at alle de grønlandske politikere lægger vægt på, at storskalaloven også skal overholde ILO-konventionerne. Som sagt har vi snart valg, nemlig den 12. marts, og efter det må vi se, hvem der sidder i regering.

Vi synes, at vi skal overholde disse konventioner. Vi er åbne over for at forbedre loven i samarbejde med de andre internationale organisationer og fagforeninger.

Fru Ellen Trane Nørby, en kort bemærkning.

Tak. Der er jo sådan set relativt meget, man kunne tage fat i. For set i lyset af at der er visse partier her i Folketingssalen, som er blevet beskyldt for at bruge ord i debatten, som er fortegnende, må man jo nok sige, at det eksempel, som fru Gitte Lillelund Bech nævnte, om sprogbrugen med ordet arbejdslejre i et officielt udvalgsspørgsmål, måske også indikerer en tilgang til et spørgsmål.

Men jeg vil egentlig gerne spørge til en kronik, som fru Doris Jakobsen havde i Berlingske den 5. februar, hvor fru Doris Jakobsen sammen med hr. Mogens Jensen skrev:

»VK-regeringen tog ikke noget ansvar for Grønland overhovedet.«

Det vil jeg egentlig gerne høre om ordføreren vil uddybe sådan bredt set, set i lyset af at vi nu sådan set taler om en udvikling, som er blevet grundlagt over mange år.

Jeg kan så forstå på Siumut og fru Doris Jakobsen, at man ikke mener, at den tidligere regering spillede nogen rolle og overhovedet tog ansvar. Vil ordføreren uddybe det?

Ordføreren.

Vi har allerede forklaret i den kronik, hvad vi mente om Venstres holdning. Vi ved jo godt, at den regering og Den Nordatlantiske Gruppe, som Grønland var en del af, før i tiden har lavet flere konferencer med hensyn til Grønlands udvikling. Og der kom aldrig rigtig nogen af de danske politikere til dem.

Vi har jo altid et ønske om et tættere samarbejde med den danske regering, så vi synes, at det er lidt ærgerligt, at der først kommer en kæmpe interesse, når der kommer store muligheder. Derfor har vi kritiseret det.

Jeg synes også, at der er nogle, der ikke helt har forstået selvstyreloven. Selvstyreloven indeholder jo også selvbestemmelse.

Det er rigtig ærgerligt, at udlændingepolitik eller sikkerhedspolitik og meget mere skal bremse vores udvikling i Grønland.

Jeg synes, at vi skal have tillid til hinanden og respekt for hinanden.

Fru Ellen Trane Nørby.

Tak. Men fru Doris Jakobsen skriver jo i den her kronik:

»VK-regeringen tog ikke noget ansvar for Grønland overhovedet.«

Jeg vil bare gerne lige høre, om det skal forstås i den sammenhæng, at Itilleqaftalen fra 2003, som jo sikrede, at Grønland fremover blev inddraget i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, når det var sager, der også vedrørte Grønland, Ilulissatataftalen fra 2008 om de arktiske kyststaters nye forpligtelser i forbindelse med Arktis, selvstyreloven fra 2009, som skabte rammen for det samarbejde, vi jo også står og diskuterer i dag, og Arktisstrategien fra 2011 er udtryk for, at fru Doris Jakobsen og Siumut opfatter det sådan, at VK-regeringen overhovedet ikke tog noget ansvar for Grønland.

Ordføreren.

Jeg vil hellere henvise til kronikken igen. Der står vores kritik allerede, svarene står i den kronik.

Hr. Kim Andersen for en kort bemærkning.

Tak for det. Og tak for ordførerens tale.

Ordføreren kommer jo ind på arbejdslejre, som hun kalder dem, og siger, at det er noget, der er nødvendigt, og som man må acceptere. Men det er unægteligt et ord, som klinger lidt fælt i ørerne hos de fleste af os.

Jeg vil gerne høre fru Doris Jakobsen beskrive forholdene lidt i de her arbejdslejre. Der skal jo angiveligt være flere tusinde mennesker.

Hvem har ansvaret for sundhedstilstanden, for sundhedsvæsenet i de her lejre? Hvem har ansvaret for retsordenen, for politimyndigheden, for ro og orden i det hele taget? Hvem er det, der skal stå for det, og hvem skal sørge for, at nogle bliver beskikket til det? Og hvem refererer de pågældende til? Er der i det hele taget også nogle ressourcer forbundet med det her?

Er det noget, fru Doris Jakobsen har gjort sig nogle overvejelser om?

Ordføreren.

Først og fremmest: Hvis man er utilfreds med ordet arbejdslejre, kan jeg godt forstå det. Jeg mener også, at man kan finde på nogle andre ord, camps eller andre – hvad hedder det? – mere tilfredsstillende ord.

Med hensyn til hvem der har ansvaret for sundhed og retshåndhævelse, vil jeg sige, at vi ved, at Danmark stadig væk har ansvaret for retsvæsenets område og for politiets område. Derfor har jeg stillet nogle spørgsmål til justitsministeren om, om regeringen er klar til at tage ansvar for retsvæsenets område.

Hvis de danske politikere er bekymrede for det, synes jeg også, at man kan kalde ministeren i samråd om det for at få nogle klare svar fra justitsministeren.

Med hensyn til sundhed er det nogle store selskaber. Nogle af selskaberne har selv sundhedsordninger. Men vi skal også være klar til at samarbejde med dem fra vores myndigheders side.

Hr. Kim Andersen.

Det er vel også et spørgsmål om, hvem der har et myndighedsansvar, ikke? Og det er vel også et spørgsmål om, hvem der uddelegerer et eventuelt myndighedsansvar.

Så kan jeg også godt forstå på det svar, vi får her fra fru Doris Jakobsen, at der sådan set er en erkendelse af, at der er en problemstilling her, som er væsentlig, og som ikke er fuldt ud besvaret.

Vi har søgt at spørge justitsministeren. Vi har ikke fået klare svar på spørgsmålet om retshåndhævelse.

Under alle omstændigheder er der også nogle ting omkring finansiering af sådan nogle faciliteter her. I det omfang ressourcerne i det hele taget er tilgængelige i Grønland, har det jo en eller anden omkostning og skal tages et andet sted fra. Og der går jeg ud fra, at fru Doris Jakobsen har den opfattelse, at det er helt legitimt, at vi spørger ind til det, og at vi bliver ved med at spørge, indtil vi får nogle svar, så vi også kan forsvare det over for danske skatteydere.

Ordføreren.

Så længe Danmark stadig væk har ansvaret for nogle områder i forbindelse med Grønland, har vi nogle fælles områder, som vi skal arbejde med, som f.eks. området for retsvæsenet, Arbejdstilsynet og meget mere.

Derfor har vi også brug for flere samråd og konferencer, så vi kan få en fælles forståelse for hinanden.

Med hensyn til finansieringen er der sat et stort spørgsmålstegn ved, hvor mange omkostninger det her kommer til at give regeringen. Det kan jeg ikke svare på herfra, men det er noget, som vi skal være forberedt på.

Tak til Siumuts ordfører. Så er det hr. Edmund Joensen som ordfører for Sambandspartiet.

Spørgsmålene, der er til debat her i dag, er interessante. Grønlands økonomi, mineaktiviteter og mulig udvinding af uran er store og interessante emner.

Som færøsk folketingsmedlem vil jeg være meget forsigtig med at komme med bastante meninger om interne grønlandske forhold. På den anden side rejses der også mere principielle spørgsmål om selve rigsfællesskabet, og dem vil jeg gerne kommentere.

Et af spørgsmålene i dag drejer sig om, hvad statsministeren vil gøre for at sikre den gode dialog internt i rigsfællesskabet.

Jeg må sige, at det kan være svært at fastholde en god dialog, når der er valgkamp i Grønland, og når de politiske fronter her i huset er trukket skarpt op. Debatten om Grønland, råstofferne og om pengene trænger til at komme ned på jorden, for i øjeblikket er tonen ret skinger.

Der er efter min mening to centrale punkter i denne debat.

Det ene er, at vi nu for første gang står over for, at Grønland bruger sine nye kompetencer på råstofområdet. Det er nyt, og det skal man vænne sig til, både i Grønland og her i Danmark. Der må tages hensyn til rollefordelingen i denne sag, og her har Grønland altså kompetencen.

Jeg kan så inderligt godt forstå, at Grønland vil i gang med aktiviteter, der kan give indtægter til borgerne, virksomhederne og landskassen. Det er kun naturligt. Men dette bør ikke forhindre, at der skabes konsensus omkring sikkerhedspolitiske aspekter af råstofudvindingen i Grønland.

Den sikkerhedspolitiske kompetence ligger som bekendt hos regeringen, men i rigsfællesskabet bør det kunne lade sig gøre at finde en fordragelig løsning.

Det andet centrale punkt er spørgsmålet om adgangen til de såkaldt sjældne jordarter i Grønland, strategisk vigtige jordarter, der er helt centrale i moderne industri, f.eks. på IT-området.

Jeg ved godt, at mange i Grønland oplever spørgsmålet malplaceret, men i vores fællesskab må det være tilladt at reflektere over spørgsmålet om, hvorvidt stærke kinesiske interesser på sigt vil prøve at sikre sig adgang til disse jordarter. Det har Kina gjort andre steder i verden.

I en sikkerhedspolitisk sammenhæng er det – for at sige det mildt – uhensigtsmæssigt, hvis Kina på globalt plan opnår et de facto-monopol på strategiske råvarer. Jeg håber, at man fra grønlandsk side kan se, at netop det kinesiske engagement i Grønland kan vække bekymring andre steder i verden.

Lad mig runde af med at understrege, hvor vigtigt det er, at vi i rigsfællesskabet med respekt for hinanden og ikke mindst Grønlands selvstyre finder en fordragelig løsning på disse spørgsmål. Lad os passe godt på vores fællesskab.

Her til allersidst vil jeg sige, at der har været forslag om en årlig debat om rigsfællesskabet.

På den ene side er det på sin plads, at Folketinget har en årlig debat om rigsfællesskabet. Alt for længe har der her i salen hersket en berøringsangst over for rigsfællesskabet. Det er kun godt, at vi får en årlig debat. Det skal Tinget have tak for.

På den anden side – og nu kommer der lidt ris – vil jeg påpege, at partiernes interesse for at deltage i andre debatter om Færøerne og Grønland er til at overse.

Jeg ved, at Grønlandsudvalget har været nødt til at aflyse arrangementer på grund af for få tilmeldinger. I Færøudvalget afholder vi først et temamøde i april måned. Det har været udsat én gang, fordi der var for lidt interesse, så nu vil jeg indbyde samtlige i salen og i Folketinget til det her temamøde først i april. Tak.

Der er to korte bemærkninger, først fra hr. Søren Espersen.

Jeg glæder mig til at komme med til det temamøde. Det har været svært at finde en dato, det ved hr. Edmund Joensen også godt. I øvrigt vil jeg sige tak for indlægget. Jeg er enig i det, der er blevet sagt.

Jeg har et spørgsmål til hr. Edmund Joensen: Ligesom der er en kompetencefordeling mellem Grønland og Danmark, er der også en kompetencefordeling mellem Danmark og Færøerne. På et tidspunkt meddelte statsministeren, at nu vil hun ikke længere svare på spørgsmål, som ikke havde det, der kaldes retlig interesse. Hvad mener hr. Edmund Joensen om det?

Bør det ikke være sådan, at man kan spørge statsministeren om alt inden for hendes ressortområde, som er rigsfællesskabet, hvis vi f.eks. har en interesse i at finde ud af en eller anden ting, der foregår på Færøerne? Er det ikke en forkert måde at have en åben og fri og fordomsfri debat på, hvilket i øvrigt står i det forslag til vedtagelse, der ligger, nemlig at »rigsfællesskabets muligheder og udfordringer kan debatteres samlet og fordomsfrit«?

Ordføreren.

Jeg er helt enig i, at vi bør diskutere det helt åbent og fordomsfrit. Og når det gælder juridiske spørgsmål, skulle der absolut ikke være nogen problemer i det, for juraen kan selvfølgelig fortolkes, men det er den samme jura, man skal fortolke. Så det burde jo ikke være noget problem.

Fru Ellen Trane Nørby for den sidste korte bemærkning.

Tak for indlægget, som jeg synes sådan set tegner nogle gode konturer af de muligheder og perspektiver, der ligger for vækst inden for rigsfællesskabets rammer.

Jeg har også noteret mig, at ordføreren i den grønlandske presse har været fremme med et synspunkt om færøske investeringer i Grønland. Set i lyset af det, og fordi det jo egentlig handler om fælles investeringer inden for rigsfællesskabets rammer, vil jeg egentlig blot spørge ordføreren, om ordføreren ser noget perspektiv i sådan et offentlig-privat partnerskab – som jo i princippet også ville kunne involvere færøske investeringer, såfremt sådan nogle måtte være der, og såfremt der måtte være en interesse for det – med henblik på at rigsfællesskabet også engagerede sig aktivt som de tre nationer, der ligger inden for rigsfællesskabet, i den råstofudvindingsmulighed, der netop nu tegner sig i det grønlandske samfund.

Ordføreren.

Jeg er glad for det spørgsmål, for jeg har netop opfordret færøske virksomheder til at deltage i udvindingen af råstoffer i Grønland, og de er godt i gang med at forberede sig på det. Færingerne er, som de fleste ved, meget mobile folk og også veluddannede og har været meget aktive i Grønland, både hvad angår fiskeri og i byggebranchen på land. Specielt mobile folk har ikke noget imod at være udstationeret og være borte i lang tid, så jeg vil mene, at både Grønland og Færøerne ville få stor gavn af det, og det ville hele rigsfællesskabet også. Det skulle undre mig, om der ikke var stor interesse for, at vi i rigsfællesskabet i et regi, i en selskabsform, som passede, kunne bidrage både til udvinding af råstoffer i Grønland og til det grønlandske samfund. Det tror jeg bestemt at der er stor interesse for.

Så siger jeg også tak til Sambandspartiets ordfører. Så er det statsministerens til afslutning.

Jeg vil godt starte med at sige tak for en god debat. Der har været mange forskellige synspunkter i den her debat, og jeg vil forsøge at gruppere dem lidt efter bedste evne.

Først har vi jo drøftet de konkrete planer for fremtidens minedrift i Grønland, også på baggrund af den økonomiske situation, man har i Grønland. Der er det jo helt tydeligt, at vi alle sammen er klar over, at de konkrete planer for fremtidens minedrift bygger på, at man nu har vedtaget storskalaloven, og det har man gjort, fordi man er klar over, at storskalaprojekter er en nødvendighed, når man kigger på de økonomiske udfordringer, Grønland står over for. Landsstyret har simpelt hen sat sig det mål, at de vil udvikle råstofsektoren til et erhvervsområde med fem til ti miner, og heraf skal to af dem gerne være storskalaprojekter. Realiteten er så også, at der kun er et mineprojekt i stor skalaklassen, hvor der er ansøgt om en egentlig udnyttelsestilladelse. Her har landsstyret så endnu ikke færdigbehandlet selskabets ansøgning, og selskabet har endnu ikke kunnet tilvejebringe den nødvendige finansiering.

I den forbindelse har der været meget diskussion om, hvorvidt den danske stat – tror jeg er det, der menes – skal engagere sig yderligere i et offentlig-privat partnerskab. Det er en spændende diskussion, og der skal jeg bare minde om, at vi sådan set har spurgt landsstyret om, hvad de mener om en sådan konstruktion. Landsstyreformanden har meget klart tilkendegivet, at et eventuelt dansk offentlig-privat selskab ikke vil få fortrinsstilling i forbindelse med råstofudvinding i Grønland. Selvstyret ønsker råstofudvinding i Grønland på kommercielle og frie markedsmæssige vilkår.

Ud over det kan man sige, at der ikke er behov for et statsligt engagement for at sikre, at staten får andel i de indtægter, der kan komme fra råstofaktiviteter i Grønland. Det har vi styr på i selvstyreloven, for staten har allerede ret til halvdelen af indtægterne som følge af selvstyrelovens økonomiske ordning. Så jeg vil bare sige, at uanset om regeringen var åben over for at drøfte en selskabskonstruktion med offentlig dansk og grønlandsk deltagelse, så har landsstyreformanden eksplicit på vores møde den 10. januar i år udtrykt, at selvstyret ikke har et ønske om det. Det synes jeg er værd at tage med.

Det betyder selvfølgelig ikke, at Danmark ikke kan spille en rolle i erhvervsudviklingen i Grønland, eller at danske virksomheder eller danske investorer ikke kan spille en rolle i erhvervsudviklingen i Grønland. Det er vi da mange der håber at de vil. Det er også derfor, regeringen og landsstyret har aftalt en række tiltag i forbindelse med erhvervsudviklingen i Grønland, som også gælder naturressourcerne. Jeg vil bare nævne en arbejdsgruppe, som skal komme med forslag til, hvordan vi kan fremme samarbejdet inden for erhvervslivet i Grønland og Danmark, og som kan bidrage til erhvervsudviklingen i Grønland på kommercielle vilkår. Så er der et samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner, som skal munde ud i en samlet samarbejdsaftale, og et øget teknisk samarbejde mellem grønlandske og danske myndigheder på skatteområdet, som også vil omfatte råstofselskaber. Så er der også det her samarbejde mellem Københavns Universitet og Grønlands Universitet.

Det vil altså sige, at regeringen har taget en række initiativer, selvfølgelig i enighed med landsstyret og i respekt for selvstyret, for netop at sikre, som det også hedder i forespørgslen, den gode dialog internt i rigsfællesskabet og sikre varetagelsen af rigsfællesskabets samlede strategiske interesser.

Det andet store emnefelt, vi har drøftet i dag, er spørgsmålet om en eventuel ophævelse af nultoleranceprincippet. Det er rigtig vigtigt at slå fast ved indgangen til den debat, at der i dag gælder et nultoleranceprincip, og at Grønland har overtaget råstofområdet, og at det er Grønland, der kan træffe beslutning om en eventuel ophævelse af nultoleranceprincippet. Jeg siger det, fordi der i debatten var nogle, der sagde, at vi skulle give grønlænderne lov til det. Jeg vil bare understrege, at det ikke er sådan, det er. Det er Grønland, der kan træffe beslutning om en eventuel ophævelse af nultoleranceprincippet.

Men det er samtidig også vigtigt at understrege – det vil jeg godt sige meget tydeligt – at hvis Grønland skulle ønske at ophæve nultoleranceprincippet, vil regeringen naturligvis drøfte konsekvenserne af det med landsstyret, og det vil vi, fordi radioaktive stoffer, herunder uran, berører rigets sikkerheds- og forsvarspolitik. Der er ingen tvivl om, at det er rigsanliggender. Der er enighed mellem regeringen og landsstyret om et samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner, som skal munde ud i en samlet samarbejdsaftale, også vedrørende råstofområdet, i det omfang det måtte berøre eller have betydning for sikkerheds- og forsvarspolitikken.

Ud over for de radioaktive stoffer tror jeg ikke det er muligt på forhånd at give en facitliste på de spørgsmål, vi kan blive stillet, men det er også derfor, vi har taget initiativ til at styrke samarbejdet på det her område, ligesom der også er enighed mellem regeringen og landsstyret om, at danske myndigheder skal bidrage til det analysearbejde, som Grønland nu har indledt, om konsekvenserne af en eventuel ophævelse af nultoleranceprincippet. Det er et arbejde, vi sådan set allerede er i gang med.

Det her er nogle af elementerne i vores debat i dag. Jeg synes, at det har været en vigtig debat, for det er vigtigt også at diskutere principperne for hele vores rigsfællesskab. Jeg holder meget af rigsfællesskabet, og jo mere jeg arbejder mig ind i det, jo mere må jeg sige, at jeg holder af rigsfællesskabet. Det er sådan set også derfor, regeringen fuldt ud anerkender det arbejde, som den tidligere regering har gjort for at styrke rigsfællesskabet.

Selvstyreloven var rigtig god og fremadskuende, den arktiske strategi var det samme, og vi har egentlig lagt os temmelig meget i selen for at stå på det fundament, som den tidligere regering har skabt på det her område, og videreudvikle det arbejde. Det er jo så også grunden til, at jeg håber på, at vi kan fortsætte den videreudvikling. Det, det handler om, er, at vi videreudvikler rigsfællesskabet i respekt for det selvstyre, som vi alle sammen undtagen Dansk Folkeparti har været med til at beslutte.

Der er seks medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det hr. Kim Andersen.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge statsministeren, hvorfor statsministeren i spørgsmålet om OPP-samarbejde og om investeringer i Grønland fra dansk side, eventuelt i et konsortium med statslig deltagelse, konsekvent bliver ved med at have en negativ attitude over for den problemstilling? Hvorfor bliver statsministeren ved med at fremhæve, at grønlænderne har sagt, at der ikke må være tale om en fortrinsstilling, og at det skal være på frie markedsvilkår? Der er jo ikke nogen, der har bedt om en fortrinsstilling, og der er ikke nogen, der har sagt, at det ikke skulle være på frie markedsvilkår. Der er derimod nogle, der erkender, at der er et behov for investeringer i Grønland, og der er nogle, der erkender, at der er behov for økonomisk vækst, for at Grønland kan klare de økonomiske udfordringer, Grønland står over for. Der siger vi, at hvis vi kan hjælpe, ved at vi laver et OPP-samarbejde, og ved at staten i en eller anden mindre grad også involverer sig økonomisk for at blåstemple et projekt, og det kunne være med til at samle industriforetagender, institutionelle investorer, var det så ikke en vej, vi skulle prøve at betræde for at få gang i noget jobskabelse og værditilvækst i Grønland? Man får næsten indtryk af, at statsministeren fremturer, fordi det ikke er hende selv, der er kommet med forslaget.

Statsministeren.

Det er nok, fordi jeg ikke er helt overbevist om, at det er en god idé at sætte skatteborgernes penge på spil på et område, som vi ikke er helt sikre på kan give et afkast. Når vi så samtidig lytter til landsstyret, som klart og tydeligt giver udtryk for, at det her skal foregå på kommercielle vilkår, og at danske investeringer ikke skal have fortrinsret, synes jeg egentlig, at vores opgave er – og der tror jeg vi alle sammen er meget enige – at sikre, at vi nu får danske investeringer og også gerne pensionspenge til Grønland, der kan investeres i Grønland på helt markedsmæssige vilkår. Det, der er det virkelige spørgsmål, er, om danske skatteborgere skal gå ind og afløfte noget af risikoen for de her midler, og der er mit instinkt nok, at som økonomien er nu – presset, som den er – skal danske skatteborgere ikke gå ind og afløfte noget af den risiko.

Hr. Kim Andersen.

Jeg har hørt flere ordførere her være positive over for tanken om et OPP-samarbejde og statslig involvering. Vi hørte også erhvervsministeren i dag på samrådet i Erhvervsvalget være åben over for OPP. Og OPP kan jo have mange former. Det behøver ikke nødvendigvis at være i form af store statslige indskud. Alene det, at man engagerer sig i et konsortium, kan jo være med til at få andre til at turde være med og se en fordel ved, at man har en access ind i det politiske system og ind i myndighedssystemet.

Jeg synes, at statsministeren mangler at erkende, at selv om man har et sådant statsligt engagement i et konsortium eller i et OPP, kan man sagtens agere på kommercielle vilkår og i en fri markedsøkonomi. Er statsministeren ikke enig med mig i, at man rent faktisk godt kan det, hvis man vil, og er statsministeren ikke enig i, at der måske kunne være rigtig god brug for, at vi tog et sådant skridt og satsede for at vise grønlænderne, at vi også mener noget med det, og at vi erkender, at der i den grad er brug for økonomisk udvikling i Grønland? Og samtidig kunne det så være udtryk for, at vi kunne lave nogle strategiske investeringer, som også kunne være rigsfællesskabet til gavn på lang sigt.

Statsministeren.

Jeg må indrømme, at jeg har det lidt sådan, at hvis der er et økonomisk afkast af en investering, tror vi så ikke, at dem, der har mulighederne for at investere, f.eks. de store danske pensionskasser, involverer sig i den investering? Jeg vil hellere end gerne have, at danske midler investeres i Grønland, men jeg er bekymret, hvis skatteborgerne skal gå ind og afdække en risiko. Der synes jeg at tingene skal foregå på markedsmæssige vilkår. Men jeg lytter også meget gerne til, hvad grønlænderne selv siger. Det er derfor, jeg har spurgt ved så mange lejligheder, hvad grønlændernes opfattelse af det her er.

Hvis formanden vil tillade det, kan jeg ikke lade være med også at henvise til, at vi jo faktisk har haft et fælles dansk-grønlandsk selskab, NUNAOIL A/S. Staten og det tidligere hjemmestyre havde faktisk etableret et fællesejet selskab – og det var NUNANOIL A/S – og deres opgave var sådan set at varetage den fælles dansk-grønlandske offentlige deltagelse i kulbrinte- og mineralaktiviteter i Grønland. I forbindelse med selvstyreloven blev det aftalt i den daværende VK-regering, at staten mod vederlag skulle afhænde sine aktier i NUNAOIL A/S.

Det var en god idé dengang at afhænde det her og overdrage aktierne. Men hvorfor gjorde man det dengang, hvis det i virkeligheden er et sådant selskab, man gerne vil opfinde? Det her var i 2009, og det undrer mig bare, at det dengang var en god idé at afhænde aktierne og ikke være en del af sådan et selskab, men nu er det pludselig blevet en fantastisk god idé. Jeg undrer mig over det.

Hr. Søren Espersen for en kort bemærkning.

For vores vedkommende har det også været en god debat, en glad debat. Det er første gang siden selvstyrelovens vedtagelse, at vi er med i et forslag til vedtagelse om Grønland. Og det er, fordi jeg synes, der er så mange positive elementer i det her og det forslag til vedtagelse, der er. Det er vi glade for.

Derfor vil jeg egentlig også komme med et forslag: Når der nu er sådan en god stemning og hele Folketinget er samlet omkring det her, kunne vi så ikke også begynde på en frisk i forhold til at få svar på de spørgsmål, vi gerne vil have svar på? Kunne vi ikke få statsministerens tilsagn om, at vi på trods af det brev, det svar, hun afgav til hr. Kim Andersen fra Venstre, om, hvorfor hun ikke vil svare på spørgsmål mere – og videresendte til Folketings formand – godt kan få svar nu? Nu har vi en åben og god debat, et åbent og frit rigsfællesskab, hvor vi kan få svar på alle ting. Vi hørte også hr. Edmund Joensen før sige, at vi da selvfølgelig kan få at vide, hvad der foregår i Klaksvig og på Suðuroy og alle de andre steder.

Kan ikke få tilsagn om, at vi nu starter glade på en frisk?

Statsministeren.

Jeg er sådan set altid parat til at starte på en frisk. Jeg vil godt understrege, at jeg er meget glad for vores vedtagelse, men det ville også være forfriskende, hvis Dansk Folkeparti så i dag ville sige, at de nu bakker helhjertet op om den selvstyrelov, som vi har, for det ville jo betyde, at vi alle sammen har et fælles udgangspunkt i de her diskussioner, for mit og regeringens udgangspunkt er hele tiden selvstyreloven. Det er en fantastisk lov, som man bør læse igen og igen, det er selvstyreloven, og det er også grunden til, at vi har valgt at besvare de her spørgsmål. Vi kommer jo til at besvare masser af spørgsmål om storskalalov. Det er derfor, vi har sagt, at vi vil besvare alle de her spørgsmål, men der er også nogle områder, hvor vi ikke har en retlig interesse i at svare, og der vil vi ikke gøre det.

Hr. Søren Espersen.

Så friske er vi altså ikke, at vi vil rose selvstyreloven, som i den grad i de her dage har vist sine kæmpe svagheder. Tænk engang, hvis Folketingets partier dengang havde været lige så interesseret, og her tænker jeg også på den borgerlige fløj, i at spørge, hvad det er, der foregår her, som vi var. Så vi vil ikke rose selvstyreloven, det var en dårlig lov for Danmark, og det var unfair for Danmark, altså den måde, den økonomiske fordeling blev. Men prøv lige at høre her, i morgen har vi en debat om Kina og Tibet, som vi har rejst, og der er ingen grænser for alle de svar, vi kan få om Kina og Tibet. Udenrigsministeren vil ligge på langs for at hjælpe os med alle mulige ting om, hvad der foregår i Peking, hvad der foregår i Lhasa, vi kan få det hele at vide, men når det er inden for rigsfællesskabet, må vi ikke få noget at vide, det er lukket land. Hvad er meningen med det? Kan statsministeren ikke godt se, at det virker meget, meget underligt, at netop i et område, som Danmark er med til at bidrage til hvert eneste år med næsten 4 mia. kr., er alting skjult, der må vi ikke vide noget? Det giver da ingen mening.

Statsministeren.

Nu er det jo ikke så lang tid siden, vi havde en debat om hele det her spørgsmål. Vi havde en hasteforespørgsel, fordi jeg i et brev til Folketingets formand havde udtrykt nogle holdninger til, hvad vi ville svare på i forbindelse med storskalaloven. Og jeg vil gerne opsummere, hvorfor regeringen mener, som vi gør.

Regeringens grundsynspunkt er selvfølgelig, at spørgsmål fra Folketinget skal besvares. Det siger sig selv. Derfor vil regeringen også besvare langt, langt de fleste af de spørgsmål, der bliver stillet i den her forbindelse, altså i forbindelse med storskalaloven. Samtidig mener vi også, at det er vigtigt at respektere den retlige ramme, som Folketinget selv har været med til at beslutte, da vi besluttede selvstyreloven, og den retlige ramme er, at det er selvstyret, der har såvel den lovgivende som den udøvende kompetence på råstofområdet. Og når regeringen så har valgt ikke at besvare nogle få spørgsmål, så skyldes det ikke uvilje mod at besvare spørgsmål for Folketinget, det er derimod blot et udtryk for, at vi synes, at Folketinget i lyset af spørgsmålenes indholdsmæssige karakter så at sige går ind og blander sig i, hvordan selvstyret forvalter og udøver den kompetence, som de har i forbindelse med selvstyreloven. Og derfor synes jeg, at besvarelse af spørgsmålene i realiteten ville være udtryk for, at vi ikke respekterede den retlige ramme, som vi selv har været med til at stemme for.

Den næste for en kort bemærkning er Ellen Trane Nørby fra Venstre, værsgo.

Tak. Egentlig ville jeg spørge til noget andet, men jeg vil lige starte med at foreholde statsministeren et svar fra Departementet for Sundhed under Grønlands Selvstyre. For i den hasteforespørgsel, som statsministeren henviser til, og i det brev, der blev skrevet til Folketinget om, at statsministeren og regeringen ikke længere ville svare på spørgsmål, blev der sagt, at de spørgsmål skulle stilles direkte til Grønland. Jeg må læse op fra det svar, som er kommet fra Grønland på baggrund af de spørgsmål.

»Tak for Jeres henvendelse til Departementet for Sundhed. Vi skal bede om, at spørgsmål fra danske folketingsmedlemmer vedrørende det grønlandske sundhedsvæsen og dets ansatte stilles til Statsministeriet eller til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i Danmark.«

Så den der holdning, som statsministeren gav udtryk for, var i hvert fald ikke koordineret med Grønland og partnerne i rigsfællesskabet.

Det bringer mig frem til det, jeg egentlig gerne ville spørge til, nemlig OPP-projektet. Her bliver statsministeren ved med at henvise til, at det er en afvisning fra grønlandsk side, der gør, at vi her i Danmark ikke kan diskutere, om der kan være en statslig ramme, eventuel finansiering, men måske bare en facilitering af fælles grønlandsk-danske investeringer i råstofindustrien. Vi har i dag hørt fru Sara Olsvig sige, at man ikke har noget problem med det i Grønland.

Hvad skyldes statsministeren bastante modstand?

Statsministeren.

To ting, som jeg også synes, jeg har besvaret, men jeg skal gerne gøre det igen.

For det første har vi jo spurgt landsstyret, om det er noget, vi er interesseret i, og landsstyreformanden har eksplicit på vores møde den 10. januar givet udtryk for, at der ikke er et ønske om det. Venstre har selv – det var den tidligere regering, der gjorde det – været med til at trække sig ud af NUNAOIL A/S. Det var der rigtig gode grunde til.

Nu har vi så en situation, hvor det handler om regeringens holdning til, om det kunne være en god idé, at sætte danske skatteborgeres penge på spil i et sådant foretagende. Der vil jeg have lov til at have mine tvivl om at sætte danske skatteborgeres penge på spil.

Når det her spørgsmål er vigtigt, så er det, fordi vi er nødt til at skelne. Skal vi have danske investeringer i Grønland? Ja, gerne, for alle de virksomheder, som har lyst til at være i Grønland, skal da være der. Vi har et fantastisk, langvarigt kulturelt fællesskab med Grønland. Det skal da bruges til noget, og jeg opfordrer alle landets virksomheder til at være til stede på Grønland, hvis de kan. Det gælder også, hvis der er tale om store investeringsmuligheder – eksempelvis pensionskasser: Vær til stede i Grønland.

Men skal danske skatteborgere gå ind og afhjælpe noget af den her risiko? Det er jeg ikke så overbevist om, og jeg har heller ikke hørt et stærkt ønske om det fra grønlændernes side. Jeg skal ikke afvise, at det på et tidspunkt kan lade sig gøre, men jeg er personligt ikke så overbevist om, at vi skal bede danske skatteborgere om at afhjælpe den risiko, som er i en sådan situation.

Fru Ellen Trane Nørby, anden korte bemærkning.

Tak. Jeg skulle måske tage fat i noget at det, statsministeren sagde i sit indlæg, hvor hun roste den tidligere regering for de mange initiativer, der er taget. Det vil jeg egentlig gerne kvittere for.

Men jeg vil også sige, at de initiativer jo ikke bare står som noget stationært. Det er jo noget, der skal fortsætte, og der kommer den dialog ind, som vi i langt over et halvt år har forsøgt at få med statsministeren.

Det handler jo bl.a. om de her investeringsmuligheder, der ligger i et OPP-projekt, som jo ikke nødvendigvis, som statsministeren siger, har noget at gøre med at gamble med skatteydernes penge. Det er sådan set ikke det, der er tale om.

Der er tale om at være med til at facilitere en investeringsramme. Det er noget helt andet end det statslige engagement, der i sin tid var i NUNAOIL A/S. Jeg synes egentlig, vi skal rette debatten mod fremtiden i stedet for at blive ved med at forholde os til de statslige aktier i NUNAOIL A/S som en del af selvstyreaftalen tilbage i 2009. Det er jo ikke det, der er tale om.

Jeg har altså statsministeren mistænkt for, at statsministerens modstand sådan set ikke skyldes modstand mod OPP-projekter. Jeg kunne i hvert fald høre på det åbne samråd i dag, at Erhvervs- og Vækstministeren synes, at det er en spændende idé. Jeg tror egentlig, at statsministerens modstand skyldes, at forslaget er kommet fra oppositionen og ikke er statsministerens eget, og det synes jeg er trist, når det handler om rigsfællesskabets fremtid.

Statsministeren.

Jeg har ikke nogen principielle ideologiske problemer med OPP-projekter. Det kan da være meget udmærket.

Men når vi nu spørger grønlænderne, om der er yderligere behov som f.eks. behov for, at vi faciliterer en investeringsramme, som det udtrykkes, og om der er behov for OPP-projekter og yderligere tiltag i den forbindelse, så siger grønlænderne, at det vurderer de ikke, at der er behov for. Det bliver jeg nødt til at tage til efterretning.

Når jeg så samtidig som statsminister er lidt loren ved at sætte danske skatteborgeres penge på højkant i et projekt, som jeg ikke er helt sikker på afkastet af, så synes jeg da, at det er nok til, at man i hvert fald lader det projekt hvile en lille smule.

Jeg siger ikke, at det aldrig kan blive til noget. Hvis Grønland kommer og siger til mig, at de utrolig gerne vil have, at Danmark bidrager til at facilitere de her investeringer, så tager vi diskussionen igen.

Det er jo netop det, dialogen handler om, og vi har haft dialogen. Det påstås hele tiden, at der ikke har været dialog, men vi har haft dialogen og egentlig også fået de svar, som jeg giver udtryk for her og også har givet udtryk for tidligere.

Den næste, der har bedt om adgang til en kort bemærkning, er fru Gitte Lillelund Bech fra Venstre. Værsgo.

Jeg ville gerne have været en flue på væggen til det møde, som statsministeren havde med hr. Kuupik Kleist, og så have kontrolleret eller i hvert fald været forsikret om, at alle de spørgsmål, som statsministeren nu stod og remsede op, også var præcis de spørgsmål, der blev stillet til hr. Kuupik Kleist i den forbindelse.

Jeg har altså lidt svært ved at finde ud af, hvad regeringen mener, for nu har jeg siddet 2 timer i formiddag til åbent samråd med erhvervs- og vækstministeren, og erhvervs- og vækstministeren gav på det åbne samråd tilsagn om, at den arbejdsgruppe, som statsministeren også har fremhævet, og som skal arbejde med erhvervspolitik, selvfølgelig skal undersøge mulighederne for, hvordan man kan facilitere danske investeringer, herunder om det er muligt, at nogle af de erhvervsstøtteordninger, vi har i Danmark – det vil sige, at det er statspenge – i øvrigt kan indgå, således at man kan facilitere mineprojekter. Det vil altså sige, at erhvervsstøtteordninger fra Danmark – sådan nogle, som vi bruger til små og mellemstore virksomheder osv. – vil kunne gå ind og facilitere dele, underleverandører osv., som skal levere til mineprojekterne, og det er da at involvere statslige kroner. Vi har i dag fået tilsagn fra erhvervs- og vækstministeren om, at hun regner med, at hun skal kigge på det i den arbejdsgruppe, der kommer, lige så snart det grønlandske valg er overstået. Så hvad mener regeringen egentlig?

Statsministeren.

Vi mener lige præcis det, som erhvervs- og vækstministeren har sagt. Det har man jo allerede spurgt om tidligere. Men det, jeg bliver spurgt om, er, om vi vil facilitere en investeringsmekanisme eller et OPP-projekt på det niveau, der bliver spurgt om, og der siger jeg, at det har vi ikke nogen planer om at gøre. Vi er ikke optaget af, at skatteborgerne skal tage den risiko. Hvis der er penge at tjene på mineprojekter, er jeg helt overbevist om, at de store investorer kommer, og jeg håber virkelig, at det også gælder danske investorer, f.eks. pensionskasser. Det ville da være fantastisk, hvis de også involverer sig i det. Det ville på mange måder være en rigtig god idé. Men der er stor forskel på det og det arbejde, vi er i gang med i den arbejdsgruppe, som erhvervs- og vækstministeren taler om, og så det her med at have et stort OPP-projekt, hvor den danske stat skal ind med egentlige investeringsmidler til et storskalaprojekt.

Fru Gitte Lillelund Bech for anden kort bemærkning.

Jeg tror måske, at det kunne have bidraget lidt til statsministerens forståelse, hvis man havde taget dialogen om, hvad det her drejer sig om. Det lyder, som om statsministeren har et billede af, at Venstre har foreslået, at vi næsten skal ind at overtage ISUA-mineprojektet med danske statskroner. Det er jo ikke det, der er tale om. Det, Venstre har foreslået – og nu har foreslået i op til flere måneder – er, at regeringen i samarbejde med det grønlandske landsstyre undersøger mulighederne for at facilitere offentlig-privat samarbejde, offentlig-privat partnerskab mellem grønlandske og danske offentlige og private partnere, altså undersøge mulighederne for at facilitere det her og i den forbindelse, om det er muligt, at der kan komme statslige midler med.

Jeg må bare sige, at det i hvert fald er det, vi har diskuteret med erhvervs- og vækstministeren i formiddag. Erhvervs- og vækstministeren synes, at det er ret interessant og har faktisk givet tilsagn om, at det er noget af det, man vil gå ind at kigge på, når valget til Landstinget er overstået her den 12. marts og den arbejdsgruppe, som skal se på erhvervspolitikken, skal igangsættes. Jeg vil i hvert fald sige, at uanset om det er store eller små penge, der kommer med, er det stadig væk skattekroner. Så jeg vil sige til statsministeren, at hvis det er sådan, at danske erhvervsstøtteordninger indgår for at facilitere mineprojekter eller underleverandører til mineprojekter, er det jo stadig væk skattekroner. Jeg føler måske lidt, at statsministeren er ude af sync med det, der foregår på erhvervsområdet. Det må jeg bare sige.

Statsministeren.

For mig lyder det, som om Venstre er ved at skifte lidt tone i den debat, for først skulle der være en timeout, så skulle der være et statsligt engagement, og så er der nogle partier i Folketinget – og jeg anerkender, at det ikke er Venstre – som er optaget af, at vi skal have et DONG II. Så det virker, som om Venstre er ved at skifte en lille smule tone i den debat. Fred være med det.

Jeg er meget optaget af, at vi får det her samarbejde på det erhvervspolitiske område. Jeg er stærkt optaget af, at vi får flere danske investeringer og danske investorer til Grønland. Jeg er bestemt også optaget af, om der er noget, vi kan gøre inden for det erhvervspolitiske område. Men der er stor forskel på den slags projekter og så et DONG II, som nogle i debatten – og jeg anerkender, at det ikke har været Venstre – har været ude at tale om. Men det er jo alt sammen godt; det tyder på, at vi er ved at nærme os hinanden, hvis Venstre nu er gået væk fra de der store modeller, og det er fint.

Tak for det. Vi skal bede om, hvis man har bemærkninger, at man så går ud bagved og offentliggør de bemærkninger, ikke herinde i salen, for det er meget lydt herinde.

Den næste, der har bedt om adgang til korte bemærkninger, er hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten, værsgo.

Tak til statsministeren, også tak for de klare svar på spørgsmålene fra Venstre om alt det her med investeringer. Det kan jeg fuldt ud tilslutte mig.

Jeg var mindre begejstret for bemærkningerne om det her med uran. Jeg vil gerne lige starte med at læse et lille stykke fra selvstyreloven, det er § 16, stk. 2:

»Foranstaltninger, som selvstyret påtænker at træffe, og hvis iværksættelse er af væsentlig betydning for rigets forhold til udlandet, herunder rigets deltagelse i internationalt samarbejde, forhandles med regeringen inden vedtagelsen.«

Der står altså »inden vedtagelsen«. Mit spørgsmål er: Er statsministeren enig i, at storskalaloven, for så vidt angår relationen til internationale konventioner om arbejde og menneskerettigheder, er omfattet af det stykke, jeg lige har læst op?

Er statsministeren også enig i, at en eventuel beslutning i det grønlandske Landsting om uranudvinding og -eksport vil være omfattet af det stykke, jeg lige har læst op?

Statsministeren.

Der er ikke nogen tvivl om, at råstofudvinding, det tror jeg også at vi er helt enige om, er et ansvarsområde, som ligger i Grønland ifølge selvstyreloven. Det betyder, at en eventuel beslutning om at ophæve nultolerancen i forhold til uran også er en grønlandsk beslutning. Men som jeg sagde indledningsvis, jeg har faktisk sagt det et par gange, er det jo også sådan, at hvis man når dertil, bliver det også et rigsanliggende, fordi det at ophæve nultolerancen i forhold til uran selvfølgelig har sikkerhedsmæssige og forsvarspolitiske konsekvenser, og dermed bliver det også et rigsanliggende.

Jeg synes egentlig, det hænger ganske logisk sammen, og det er jo, fordi det egentlig er beskrevet så fint, hvordan tingene er. Og det er på den baggrund, at vi, når nu man i Grønland er optaget af at få undersøgt de her ting nærmere, bistår den gruppe, ligesom vi også er i gang med at øge vores samarbejde i forhold til det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, herunder også betydningen af de her kritiske råstoffer.

Hr. Finn Sørensen for den anden korte bemærkning.

Når jeg læste det lille stykke op, var det jo, fordi statsministeren i selve redegørelsen her for lidt siden sagde, at først – sådan opfattede jeg det – træffer Landstinget en eventuel beslutning om at ophæve nultolerancen, og først derefter er det et rigsanliggende. Det nikker statsministeren til, men det er vel ikke det, der står i selvstyreloven. For der står, at inden selvstyret påtænker at træffe sådanne beslutninger, der har væsentlig betydning for rigets forhold til udlandet – altså inden Landstinget træffer beslutning – så skal det forhandles med regeringen. Det var derfor, jeg spurgte, for jeg syntes, jeg hørte statsministeren sige det modsatte.

Så vil jeg gerne lige gentage spørgsmålet om, om statsministeren er enig i, at storskalaloven, for så vidt angår relationen til de internationale konventioner, og kun det, også vil være omfattet af den her bestemmelse om, at det skal forhandles med regeringen inden vedtagelsen i Landstinget.

Statsministeren.

Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, hvad der egentlig gælder her, og hr. Finn Sørensen læser jo også selv op fra selvstyreloven. Det er så rart, at vi har en lov, som tilrettelægger det her. Det, der er vigtigt for mig at slå fast, er for det første, at der gælder et nultoleranceprincip. Nogle gange kan man diskutere det, som om der ikke gør. Der gælder et nultoleranceprincip, som tingene er nu. For det andet ved vi også, at Grønland har overtaget råstofområdet, og at det er Grønland, der kan træffe beslutning om en eventuel ophævelse af nultoleranceprincippet.

Så er det jo rigtigt, at fordi det her også vedrører riget, vil det være et rigsanliggende, når bare vi slår fast, at det er Grønland, der kan ophæve nultoleranceprincippet. Det er grundlaget for det, vi skal. Som jeg også har sagt flere gange: Hvis man ophæver det, også i fasen op til, at man gør det, vil det med det samme blive et rigsanliggende, som vi skal tage højde for.

Den næste, der har bedt om adgang til en kort bemærkning, er hr. Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre, værsgo.

Tak for det, og tak til statsministeren for at tage denne debat. Vi drøfter jo mange ting her, og som hr. Finn Sørensen var inde på, er der hele den her ansvarsfordeling af de ting, der både falder ind under selvstyret og falder ind under rigets interesser i form af udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Vi havde et samråd i Udenrigsudvalget med udenrigsministeren, der handlede lidt om denne ansvarsfordeling, og udenrigsministeren fortalte om, at han sammen med formanden for Naalakkersuisut vil drøfte den her ansvarsfordeling og lave en aftale om, hvordan man finder ud af det.

Det fremgår imidlertid af grønlandske medier, at en sådan aftale allerede findes, at man har forhandlet den på plads, og at den først af hensyn til det grønlandske valg vil blive afsløret på et senere tidspunkt. Det kan jeg jo vanskeligt forestille mig, henset til at nærværende regeringen har udtrykt, at den gerne vil lave god regeringsførelse, og det ville det her ikke helt være i tråd med. Så kan statsministeren be- eller afkræfte, at der findes en sådan hemmelig aftale?

Statsministeren.

Der findes ingen hemmelige aftale. Der er ingen aftale, før alle er enige om, at der er en aftale. Vi arbejder meget på det, for det er vigtigt, men der findes ingen aftale.

Tak. Jeg har ikke noteret hr. Jakob Ellemann-Jensen for en anden kort bemærkning, men det har jeg nu, værsgo for en anden kort bemærkning.

Jeg har ulykkeligvis for fede fingre til at betjene knappen hernede. Tak til statsministeren for et svar, som naturligvis beroliger mig en hel del. Hvornår er det statsministerens forventning at en sådan aftale vil falde på plads? Det er klart, at der vil være elementer, f.eks. tvistløsningsfora osv., som man ikke kan få på plads i den aftale. Men hvornår forventer man, at en aftale vil være plads?

Statsministeren.

Der skal jo være valg i Grønland, og det har gjort, at nogle af de ting, vi arbejder med, nu har et lidt andet tempo. Det gælder også aftalen. Nu er der flere, der har klandret os for, at vi ikke har fremsat lovforslaget, altså opfølgningen på storskalaloven. Men det handler jo om, at der skal afholdes valg i Grønland, og vi har besluttet ikke at fremsætte lovforslaget, før valget er overstået og der er en regering i Grønland.

Den sidste, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Esben Lunde Larsen fra Venstre, værsgo.

Tak for det. Tak til statsministeren for at møde frem til debatten. Jeg vil gerne sige til statsministeren, at vi bestemt ikke har ændret tone i den her debat, på ingen måde. Selv om statsministeren på lidt demagogisk vis står og siger det med et smil, vil jeg bare understrege over for statsministeren, at hvis der er nogen, der virker til at have ændret tone, er det erhvervs- og vækstministeren tidligere i dag, og det hilser vi i Venstre meget velkommen, for det er naturligvis væsentligt.

Det, jeg gerne vil spørge statsministeren om, er den bekymring, som statsministeren giver udtryk for om risikoen ved OPP-midler, altså statslige midler. Gælder den bekymring også hos statsministeren, når det gælder de statslige forskningsmidler? Der er jo også en risiko, det er der ved al forskning. Der foregår i øjeblikket adskillige forskningssamarbejder for statslige midler. Eller gælder statsministerens bekymring kun inden for et bestemt område?

Statsministeren.

Jeg synes, at vi har en meget fin ordning med at have et godt samarbejde mellem Grønlands Universitet og Københavns Universitet. Det udbygger vi nu i den kommende tid. Det er en del af det fundament, som jeg har nævnt tidligere. Det er vi meget glade for, også fordi det netop handler om råstoffer. Det er rigtig godt, at vi har den her udveksling af forskning. Der er også forskningsmidler, som tilfalder Grønland, og jeg synes også, det er korrekt, at det er sådan i et stærkt rigsfællesskab.

Hr. Esben Lunde Larsen for den anden korte bemærkning.

Det vil altså sige, at det ifølge statsministeren ikke er noget problem at risikere statslige midler på ét felt, men man må ikke risikere det på et andet felt. Det er jo sådan, jeg skal forstå statsministeren. Så vil statsministeren så gerne vurdere, hvor det er mest eller mindst risikabelt. Nu skal statsministeren ikke vide alt i detaljen, og det kan man bestemt heller ikke beskylde statsministeren for at gøre, og derfor må jeg også hellere spørge uddannelsesministeren, om han mener det samme som statsministeren om de statslige midler, for det er meget rart at få overblik over.

Men jeg vil alligevel gerne have at vide fra statsministeren, ud fra hvilken position statsministeren synes hun er stand til at vurdere, hvad der er mere eller mindre risikabelt at skulle satse på, for her taler vi jo om rigtig mange penge, når det gælder statslige forskningsprojekter via de statslige danske forskningsråd.

Statsministeren.

Inden ordføreren bliver for frisk i sin konklusion på, hvad jeg siger, vil jeg bare understrege, at jeg ikke har nogen grund til at tro, at de forskningsmidler, som vi investerer i Grønland, ikke også er en god investering. I det hele taget bruger vi jo penge på forskellig vis i Grønland, og jeg er helt overbevist om, at det er en god investering. Så det her handler ikke om, at vi ikke skal bruge offentlige penge. Det handler om, hvorvidt man skal have et egentligt selskab, som for skatteborgernes kroner investerer i noget, som man ikke sikker på har et afkast.

Jeg har min holdning til det, og jeg har også drøftet det her med landsstyret og fået deres holdning til det. Det, man ønsker, er, at tingene skal foregå kommercielt, og det har jeg rigtig stor respekt for, for så er vi tilbage ved det, som den her diskussion dybest set handler om, nemlig om et land, Grønland, som gerne vil være selvhjulpet, som gerne vil tjene sine egne penge, og som gerne langsomt vil løsrive sig fra et bloktilskud. Det bør vi da have den allerstørste respekt for, og det har jeg i hvert fald. Det er også derfor, at vi har sagt, at vi vil behandle storskalaloven i en sådan ånd, at vi bliver en partner, der hjælper grønlænderne med hensyn til det hæderlige ønske, de har, frem for at det bliver nogle, der spiller imod.

Nu er vi ved at nå til afslutningen af debatten, og jeg fornemmer egentlig også en god og fordragelig stemning. Hr. Søren Espersen har jo sådan set ret i det. Det kan jo være, at den debat, vi har haft i dag, kan blive et nyt skridt i vores diskussion om ikke bare Grønland, men også om rigsfællesskabet, og jeg ser i hvert fald frem til at opfylde det, som også er en del af vores forslag til vedtagelse, nemlig at det er noget, vi diskuterer årligt – og det bliver næppe bare ved det – så vi tager det her seriøst, for det vedkommer også os, at vi har et stærkt rigsfællesskab.