Beskæftigelsesudvalget 2011-12
KOM (2012) 0131 Bilag 2
Offentligt
1111406_0001.png
HØRINGSSVAR TIL FORSLAG AF EUROPA-PARLAMENTETS OG
KOMMISSIONENS DIREKTIV OM HÅNDHÆVELSE AF DIREKTIV
96/71/EF OM UDSTATIONERING AF ARBEJDSTAGERE SOM LED I
UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSE
Indledning
Først og fremmest skal vi fra
Bygge-, Anlægs- og Trækartellet
tilkendegive,
at
vi
synes,
at
forslaget
til
”direktiv
om
håndhævelse
af
Udstationeringsdirektivet” er brugbart for de videre forhandlinger og drøftelser,
som skal foregå, inden direktivet kan endelig vedtages. Direktivforslaget
indeholder nogle klare udmeldinger om bedre og mere konkrete
håndhævelsesbestemmelser, som vil kunne modvirke den sociale dumping,
den unfair konkurrence og det massive snyd, som udstationerende
virksomheder udsætter vandrende arbejdstagere og alle europæiske lande for.
Direktivet og forslagene heri er desværre nødvendige, fordi mange
hovedentreprenører, underentreprenører og bygherrer ikke overholder
gældende regler om udstationering. Faktisk spekuleres der i at omgå
overenskomster
og
myndighedskrav
under
udstationeringens
bekvemmelighedsflag.
At ”udstationering” især ligger BAT-kartellet på sinde er naturligt al den stund,
at ca. 80 pct. af al udstationering ikke bare i Danmark, men også i resten af
Europa foregår inden for bygge- og anlægsbranchen.
Det er således de europæiske bygningsarbejdere, som mærker de fleste og de
største konsekvenser af, at udstationeringsbestemmelserne ikke overholdes.
Derfor kan det også undre, at dette direktivforslag om bedre håndhævelse ikke
har sit grundlag i Traktatens artikel 153, som har til formål at sikre
arbejdstagernes rettigheder, men derimod har sit hjemmelsgrundlag et sted i
traktaten, hvor det alene handler om at forbedre det indre markeds funktion.
Artikel 3
I forslagets artikel 3 oplistes der en række indikatorer på, om en virksomhed
er en virksomhed, om en virksomhed må have lov at udstationere og desuden
en række indikatorer på, om den enkelte arbejdstager kan udstationeres. I
udgangspunktet er disse indikatorer alle gode, imidlertid må man sige, at den
procedure, som disse indikatorer skal indgå i for at bestemme, om en
virksomhed må udstationere, eller en arbejdstager kan udstationeres, vil blive
forholdsvis langsommelig og bureaukratisk, hvis man i hvert enkelt tilfælde
skal afveje alle disse indikatorer. Givet de særlige omstændigheder
udstationering foregår under, og da denne afvejning skal ske mellem
myndigheder i mere end et land, så er chancen for, at byggeopgaven er løst og
tilendebragt, og at virksomheden og folkene er taget hjem absolut til stede,
inden man får lavet denne vurdering og truffet en afgørelse på baggrund af
indikatorerne.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1111406_0002.png
Det er BAT-kartellets erfaring, at hurtighed er et absolut ”must” i behandlingen
af sådanne sager. Vi har en lang og dokumenterbar erfaring med faglige sager
vedrørende udstationerende virksomheder. Hastigheden i sagsbehandlingen er
helt afgørende for sagens udfald. Derfor vil det være langt at foretrække, om
man i stedet for indikatorer, som skal afvejes i hvert enkelt tilfælde, har en
egentlig facitliste, en lukket liste, med krav der skal være opfyldt for, at man
kan udstationere.
En af de ting, som vi fra Bygge-, Anlægs- og Trækartellet i særlig grad
mangler som indikator både for en virksomhed og for den enkelte
arbejdstager, er den såkaldte
A1-blanket,
som vel bedst kan sammenlignes
med et gult sygesikringsbevis for vandrende arbejdstagere.
A1-blanketten har sin rod i EU-forordningen om koordinering af sociale
sikringsordninger nr. 883/2004. Hvis man gør det obligatorisk, at en A1-
blanket skal fremvises for værtslandets myndigheder for alle arbejdstagere,
der skal deltage i et projekt, som en udstationerende virksomhed skal løse,
inden opgaven går i gang, således at værtslandets myndigheder kan tjekke,
om disse oplysninger er rigtige i virksomhedens hjemland, så vil man have
nået en stor del af vejen med at lave en forudgående kontrol både af
virksomhedens eksistens, dens berettigelse til at udstationere, og om den
enkelte arbejdstager er lovmæssigt forsikret imod sygdom og ulykke.
Vi har jo set indtil flere tilfælde i Danmark, hvor polske bygningsarbejdere har
ligget meget længe på danske hospitaler, og fordi de ikke havde A1-
blanketten, ville de polske myndigheder ikke betale regningen, som de er
forpligtet til iflg. forordningen.
Pointen er også, at man jo ikke får en A1-blanket til sine medarbejdere i en
virksomhed, hvis ikke virksomheden eksisterer, hvis ikke virksomheden betaler
det, den skal i sociale bidrag osv. Derfor er A1-blanketten i virkelighedens
verden et meget velegnet kontrolinstrument at sætte ind på denne
indikatorliste. A1-Blanketten bør derfor spille en central rolle i forslagets artikel
3.
Fra BAT vil vi dog understrege, at A1-testen ikke kan stå alene. De andre
indikatorer er absolut relevante, men de bør konkretiseres, og det bør være i
en form, hvor det ikke skal vurderes løbende men vurderes en gang for alle,
om virksomheder kan udstationere eller ej, og om arbejdstagere kan
udstationeres eller ej.
Man bør i øvrigt se indikatorlisten i artikel 3 i sammenhæng med de nationale
kontrolforanstaltninger i
Artikel 9.
Det vil således være hensigtsmæssigt, om
A1-blanketten indgik som en obligatorisk del af de oplysninger, som den
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
udstationerende virksomhed skal give til værtslandets myndigheder. I en
dansk sammenhæng vil det være at få A1-blanketten ind i RUT-registreringen.
Desuden kan man om de nationale kontrolforanstaltninger sige, at den
registrering, der kan foregå af udstationerende virksomheder, naturligvis bør
gælde alle brancher, og at der bør gælde det krav, at alle de medarbejdere,
som udstationeres, også er identificerbare. Også det ville man løse, hvis A1-
blanketten bliver obligatorisk, når en virksomhed registrerer sig hos
værtslandets myndigheder.
Det vil i det hele taget være noget nemmere for alle parter, hvis en
udstationerende virksomhed skulle henvende sig til en central myndighed
(Quickskranke) i værtslandet, fremlægge al dokumentation for værtslandets
myndighed, som så havde eksempelvis 8 dage til at kontrollere, at forholdene
er i orden. Denne kontrol skal selvfølgelig ske sammen med oprindelseslandets
myndigheder, og først når kontrollen er udført, må man påbegynde en opgave.
Det vil spare meget offentligt bureaukrati og megen administration for alle EU-
landenes myndigheder, som ikke skal løbe efter problemerne, men som så
kunne tage dem ”up front”. For alle virksomheder, der har orden i tingene, vil
det ikke være vanskeligt at aflevere disse oplysninger til en central myndighed
i værtslandet. Derimod vil det for alle andre blive næsten umuligt! Hvilket vil
sikre en høj grad af målopfyldelse for direktivet.
Den sorteringsmekanisme, som indføres med indikatorlisten og de nationale
kontrolforanstaltninger, kan man i BAT’s optik lige så godt gøre forlods, som
man kan gøre den løbende. Hvis den sortering af virksomheder, der kan og må
udstationere, bliver effektiv fra starten, så vil muligheden for snyd og svindel
også mindskes væsentligt.
I artikel 9, punkt 1d)
synes vi i øvrigt, at det er rigtig godt, at der skal
udpeges en kontaktperson, som kan forhandle. Denne kontaktperson skal
naturligvis også have mandat til at tegne virksomheden, således at han ikke
bare kan forhandle, men at han også kan afslutte forhandlinger og underskrive
eksempelvis en tiltrædelsesoverenskomst.
Det må også fra myndighederne være et ønske, at man har en sådan person i
landet, helst på den plads hvor udstationeringen foregår, som tegner den
udstationerende virksomhed.
Vi har alt for mange gange i de forløbne år oplevet udenlandske arbejdstagere,
som siger, ”at de ikke kender noget til noget som helst, men at vi kan ringe til
Pjotr i Polen”. Det er ikke tilfredsstillende, og det er igen omstændeligt og
bureaukratisk for at håndhæve de regler, som de udstationerende
arbejdstagere egentlig skal nyde godt af. Igen er en sådan repræsentant for
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
virksomheden medvirkende til, at problemerne kan løses ”up front”, i stedet
for, at vi alle løber efter problemerne.
Kædeansvar i Artikel 12
er et centralt og et særdeles positivt element i
direktivforslaget. Det gælder naturligvis, at statskasserne rundt omkring i
Europa får det, de skal have i form af skatter, afgifter, moms m.v. Det handler
om, at i de lande, hvor man har forskellige sociale sikringsordninger, som der
indbetales til af arbejdsgiverne og/eller arbejdstagerne, ikke udhules af den
snyd og svindel der foregår, og så handler det naturligvis også om, at de
udstationerede medarbejdere, som eventuelt snydes for løn og lønandele af
deres udstationerende underentreprenør, kan rejse et krav, gerne gennem
deres fagforening, således at de kan få deres løntilgodehavende hos
hovedentreprenøren.
Det er vigtigt for BAT at understrege, at vi fuldt og helt støtter Kommissionens
initiativ og forslag om at indføre kædeansvaret på hovedentreprenører, når det
gælder løn og lønandele. Det er også vigtig for os at understrege, at vi gerne
ser, at denne del af direktivet overenskomstimplementeres. Men skulle det
ikke være muligt at få arbejdsgiverne i tale på dette punkt, så kan vi også leve
med, at vi i Danmark får en lovimplementering, der hviler på, at en sag om
manglende løn er afgjort i det fagretslige system, så hvis en underentreprenør
så ikke betaler det han skylder i løn, så kan vi rejse kravet over for dennes
hovedentreprenør.
I BAT er vi stærkt bekymrede over den mulighed, der er for hoved-
entreprenører, for at slippe for deres kædeansvar ved at foretage en såkaldt
”due diligence” af sine underentreprenører. Der er ikke noget sted i direktivet
præciseret, hvad der egentlig menes med en ”due diligence”. Det er således op
til hvert enkelt EU-medlemsland at finde ud af, hvad kriterierne for en såkaldt
”due diligence” skal indeholde i forhold til målopfyldelsen om bedre
håndhævelse af udstationeringsbestemmelserne, når det gælder kædeansvar.
Eftersom kædeansvaret kun kommer til at gælde bygge- og anlægsbranchen,
så er det nærliggende, at man forholder sig lidt til, hvordan ”due diligence”
foregår i praksis i byggeriet.
Groft skitseret kan man sige, at der er tre forskellige måder at lave ”due
diligence” på. Der er dels en teknisk, en økonomisk og en juridisk ”due
diligence”.
Den tekniske ”due diligence” handler typisk om, at en bygherre,
hovedentreprenør eller andre samarbejdspartnere tester hinanden på, om de
har de kompetencer, den tekniske kunnen og den nødvendige erfaring i at løse
en bestemt type byggeopgave.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Den økonomiske ”due diligence” handler meget om, hvorvidt virksomheden er
solid. Dens soliditet og dens evne til at levere tingene til tiden og i den rigtige
kvalitet, dens bankgarantier osv., således at man ikke entrerer med en
forretningspartner, som har hul i kassen, og derfor ikke kan finansiere sin del
opgaven.
Den juridiske ”due diligence” handler om at sikre sig, at virksomheden rent
faktisk er den, den udgiver sig for, og at den naturligvis også har formalia på
plads omkring opgaveløsningen, herunder de nødvendige forsikringer.
I en ideel verden vil det naturligvis altid være godt at foretage ”due diligence”
af ens samarbejdspartnere, og det kan jo undre, at det ikke foregår i større stil
end tilfældet er for nuværende.
Imidlertid skyldes det jo nok, at langt de fleste udstationerende
underentreprenører i byggebranchen, som vi oplever i Danmark og for den
sags skyld i resten af Europa, jo er virksomheder, der er oprettet til lejligheden
og er under fuldstændig kontrol af hovedentreprenøren, og derfor er det jo
naturligvis ikke nødvendigt med en ”due diligence” i deres optik!
Vi har rigtig, rigtig mange gange igennem de seneste år oplevet
hovedentreprenører og bygherrer, som fralægger sig ansvaret for
underentreprenørens gerninger, gøren og laden, selv om der er klare
økonomiske, forretningsmæssige og personlige forbindelser imellem de to. Det
ville kædeansvaret naturligvis gøre op med, og derfor er der ingen grund til, at
man har noget i direktivet, der kan vise sig at blive et smuthul, kaldet ”due
diligence”.
Det rene ubureaukratiske snit vil være at sige, at hovedentreprenøren, som
har fordelen af at benytte en underentreprenør naturligvis også bærer ansvaret
for dennes forsømmelser, og det er ikke et ukendt fænomen i byggebranchen,
at hovedentreprenøren er ansvarlig for underentreprenøren overfor kunden. Så
hvorfor ikke også overfor statens og underentreprenørens ansattes
tilgodehavender?
Bygge- og anlægsvirksomheder, kunderne, deres forretningspartnere og
forretningsforbindelser i øvrigt dækker sig af over for hinanden ved hjælp af
bankgarantier, kontraktmæssige forpligtelser med meget mere.
Så at sige at det ville smadre byggebranchen og hindre mobilitet i Europa er
ikke bare en sandhed med modifikationer, det er ren løgn og latin.
I øvrigt eksisterer der jo kædeansvar i 8 EU-lande, og desuden har også Norge
et kædeansvar. Det har BAT bekendt ikke ødelagt deres byggebranche, og i
øvrigt synes vi, at direktivet skal indeholde en passus om, at de lande, der i
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
forvejen har et kædeansvar, kan beholde deres ordninger, uanfægtet af
direktivet, hvis de måtte ønske det.
Med andre ord, hvis en ”due diligence” skal have nogen som helst effekt af
positiv karakter i forhold til håndhævelse af udstationeringsbestemmelserne,
må den under ingen omstændigheder virke som et smuthul. Den skal derimod
være omfangsrig og bygge på dokumenterbare sandheder, der kvalificerer
virksomhederne.
I artikel 10
vil vi gerne fra BAT-kartellet have det tydeliggjort, at når det
gælder løn- og arbejdsvilkår, som er reguleret i overenskomsterne, så er det
fagforeninger, der har retten til at kontrollere, om disse vilkår bliver overholdt.
Desuden vil vi gerne have tydeliggjort, at de informationer, som er nødvendige
for myndighederne, og som tilvejebringes af oprindelseslandets myndigheder,
og som tilvejebringes af værtslandets nationale kontrolforanstaltninger, fuldt
og helt kan tilflyde de overenskomstparter, som netop har i opdrag at
kontrollere, om løn- og arbejdsvilkår er opfyldt, så overenskomstparterne kan
sikre en højere grad af overenskomstdækning på det danske arbejdsmarked.
Løn- og arbejdsvilkår er ikke en uvæsentlig del af Udstationeringsdirektivet, og
derfor er det på tide, at man tager et endeligt opgør med det problem, at vi i
fagbevægelsen kun kan få delvise oplysninger fra RUT-registreringen. På
baggrund af bedre håndhævelse må det præciseres, at hvis vi udøver denne
type opgaver, så kan vi også få alle oplysninger, der måtte være om disse
virksomheder.
Med disse ord skal BAT slutte sit høringssvar. Vi står naturligvis altid til
rådighed for yderligere drøftelser og diskussioner.
Med venlig hilsen
Gunde Odgaard
Sekretariatschef i BAT-kartellet