Beskæftigelsesudvalget 2011-12
KOM (2012) 0131 Bilag 2
Offentligt
1111409_0001.png
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K
Att.: Stig Hansen Nørgaard
Den 17. april 2012
Høring over forslag til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv om håndhævelse af direktiv
96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som
led i udveksling af tjenesteydelser
LO og FTF er anmodet om bemærkninger til forslag til direktiv om håndhævelse af
udstationeringsdirektivet. LO & FTF hilser det velkomment, at der foreslås
bestemmelser, der har til formål at sikre en bedre implementering af udstationerings-
direktivet og hindre omgåelser af direktivet.
Forslaget angiver artikel 53, stk. 1, og artikel 62 i TEUF som hjemmelsgrundlag.
Imidlertid har direktivet som formål at sikre arbejdstagernes rettigheder. Det er derfor
ikke helt forståeligt, at artikel 153 ikke angives som hjemmel.
Forslagets
artikel 3
er en absolut kernebestemmelse. Desværre er den valgte
reguleringsmåde ikke særlig operationel. Man har valgt en såkaldt kvalitativ
angivelse af elementer, der skal indgå i en samlet bedømmelse. Denne
fremgangsmåde skaber stor usikkerhed i retsanvendelsen. I stedet må det anbefales at
anvende absolutte kvantitative elementer. Fx bør det angives, hvor stor en omsætning
en virksomhed må have i hjemlandet for at kunne betegnes som en udstationeret
virksomhed. Tilsvarende bør det angives, hvor længe en arbejdstager kan være
udstationeret, for (fortsat) at kunne betegnes som udstationeret arbejdstager.
Herudover bør det være en absolut betingelse for at kunne anses som udstationeret
arbejdstager, at den pågældende arbejdstager er i besiddelse af en til ham udstedt A1-
blanket, der dækker hele udstationeringsperioden.
I relation til artikel 3 har vi noteret os, at de forskellige elementer i bestemmelsen
benævnes forskelligt i henholdsvis bemærkning til bestemmelsen og i selve
bestemmelsen i den danske oversættelse. I bemærkningerne til bestemmelsen side 14,
sidste afsnit, benævnes elementerne således som vejledende, mens de i selve
bestemmelsen side 31, sidste afsnit, benævnes som retningsgivende. Denne
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
uoverensstemmelse forekommer uhensigtsmæssigt og optræder ikke i den engelske
udgave, hvor der anvendes samme begreb både i kommentarerne og i direktivteksten
(”indicative”).
I bestemmelsen savnes der endvidere en angivelse af konsekvenser af, at
betingelserne i stk. 1 og stk. 2 ikke er opfyldt. For arbejdstageren bør konsekvensen
være, at han anses for omfattet af artikel 45 i TEUF og dermed af et
ligebehandlingskrav.
I
artikel 5
er det positivt at det pålægges medlemsstaterne at sikre information om
løn og arbejdsvilkår, således at disse oplysninger er tilgængelige for arbejdstager på
en klar og forståelig måde på elektroniske medier og platforme.
I
artikel 6,
stk. 5, er det ikke klart hvilke særlige situationer, der kan begrunde svar
inden for 24 timer. I bestemmelsens stk. 7 foreskrives der et fortrolighedskrav. Det er
ikke klart, hvorledes et sådant krav kan bringes til at harmonere med de faglige
organisationers behov for de selvsamme oplysninger.
Artikel 9,
stk. 1, angiver at være udtømmende, jævnfør ordet ”kun”. Dette er
uheldigt, idet ingen kan vide, hvilke yderlige krav EU-domstolen ville acceptere. I
bestemmelsens litra d gives der mulighed for at udpege en kontaktperson, der kan
forhandles med. Dette er meget positivt. Denne bestemmelse bør derfor gøres
obligatorisk for medlemsstaterne og det bør præciseres, at personen selvfølgelig skal
befinde sig i værtslandet.
Bestemmelsen i
artikel 10,
stk.4 er positiv, idet den anerkender medlemsstater med
en model som i Skandinavien. Imidlertid er det nærmere indhold af bestemmelsen
ikke helt klar. Det væsentlige er jo, at det selvfølgelig er de faglige organisationer, der
overvåger bestemmelserne i henhold til de kollektive overenskomster, de har indgået
med arbejdsgiverorganisationer eller med uorganiserede virksomheder.
I nær sammenhæng hermed virker bestemmelsen i
artikel 11,
stk. 3, problematisk.
Individuelt aftalte og lovbaserede arbejdsvilkår kræver selvsagt arbejdstagerens
godkendelse, hvis de skal forfølges civilretligt i Danmark. Dette gælder imidlertid
ikke for så vidt angår kollektive, arbejdsretlige vilkår. Tværtimod er det her helt
afgørende, at det er organisationernes overenskomst, som skal håndhæves, uanset den
pågældende arbejdstagers holdning hertil. Ofte kan den udenlandske arbejdstager
optræde i et interessefællesskab med arbejdsgiveren i at bryde overoverenskomsten.
Dette er selvsagt helt uacceptabelt. Det bør således tilføjes stk. 4: ”endsige nationale
bestemmelser, hvorefter overenskomstparterne håndhæver overenskomsterne”.
I artikel 11, stk. 5, er det ikke særligt klart, hvad der menes med ”nødvendige
ordninger”.
Artikel 12
drejer sig om solidarisk hæftelse for nettoløntilgodehavender svarende til
mindsteløn og/eller bidrag til fælles fonde eller arbejdsmarkedsinstitutioner, hvis de
er omfattet af art. 3, stk. 1, i udstationeringsdirektivet samt efterbetaling eller
tilbagebetaling af uretmæssigt indeholdt skat eller socialsikringsbidrag.
2
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1111409_0003.png
Vi er enige i dette forslag. Vi mener imidlertid, at en sådan solidarisk hæftelse ikke
bør begrænses til særlige brancher.
Der er yderligere anledning til at påpege visse uklarheder i bestemmelsen. I stk. 1,
sidste afsnit, er der således en begrænsning i ansvaret. Men hvad går den ud på?
Muligt er der tale om en begrænsning til krav opstået under udstationeringen. Dette
giver mening, men bør i så fald fremgå tydeligere af bestemmelsen.
I relation til stk. 2 savnes en uddybning af hvad der forstås ved ”nødvendigt omhu”.
Da stk. 2 er en undtagelse til kædeansvaret er det vigtigt at der er fuldstændig klarhed
over hvilke situationer der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen. Vi har imidlertid
forstået, at det overlades til de nationale myndigheder at formulere kravene til
indholdet af en sådan undtagelse fra kædeansvaret, hvilket vi finder meget positivt.
Det er endeligt helt uklart, hvad forholdet er imellem bestemmelsens stk. 2 og 3. Kan
der således efter stk. 3 foretages en fravigelse fra stk. 2?
Artikel 13 og 14
indeholder vigtige bestemmelser. I en dansk sammenhæng er det
vigtigt at få medtaget afgørelser på fagretlige møder (mæglings-, organisations- og
fællesmøder med videre). Disse er eksigible efter dansk ret. De bør derfor medtages
her eventuelt i form af et nyt stk. 4 i artikel 14.
Med venlig hilsen
Marie-Louise Knuppert
LO
Bente Sorgenfrey
FTF
3