SUPPLERENDE GRUND- OG
NÆRHEDSNOTAT TIL
FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Forslag til forordning e-signatur og elektronisk identifikation
Ændringer er markeret med streg i marginen.
1. Resumé
Kommissionen har den 4. juni 2012 stillet forslag om en forordning om identi-
fikation og tillidstjenester. Forslaget er fremsat med henblik på at fremme
borgere og virksomheders muligheder for at anvende elektroniske tjenester på
tværs af EU's indre grænser.
Forslaget skal erstatte det eksisterende direktiv om elektroniske signaturer,
1999/93/EF, men har et bredere anvendelsesområde, idet forordningen i tillæg
til regulering af elektroniske signaturer også regulerer en bredere gruppe af
elektroniske tillidstjenester samt elektroniske identiteter og dokumenter.
2. Baggrund
Kommissionen har den 4. juni 2012 fremsat forslag til forordning om elektro-
nisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på
det indre marked (KOM(2012) 238).
Forslaget til forordningen er baseret på TEUF artikel 114 om harmonisering af
medlemsstaternes lovgivninger vedrørende det indre markeds funktion og den
frie bevægelighed for tjenesteydelser.
Forslaget skal vedtages af Rådet og Europa-Parlamentet efter den almindelige
lovgivningsprocedure, jf. traktatens artikel 294. Rådet træffer afgørelse med
kvalificeret flertal.
Baggrunden for forslaget er, at lovgivning om elektroniske signaturer samt
gensidig anerkendelse af elektronisk identifikation og autentifikation er
nøgletiltag i Den digitale dagsorden for Europa (KOM(2010)245).
Lovgivning om gensidig anerkendelse af elektronisk identifikation og
autentifikation på EU-plan og revision af direktivet om digitale signaturer er
også blandt nøgletiltagene i akten for det indre marked (KOM(2011)206).
Endelig understreger køreplanen for stabilitet og vækst (KOM(2011)669)