Folketingets Europaudvalg
Sagsnr.
2012-01521
Doknr.
14121
Dato
23-10-2012
Folketingets Europaudvalg har d. 20. september 2012 stillet følgende spørgsmål KOM
(2012) 0304, nr. 1 til europaministeren. Spørgsmålet er viderestillet til økonomi- og
indenrigsministeren, som hermed svarer. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Nikolaj
Villumsen (EL).
Spørgsmål nr. 1:
Ministeren bedes redegøre for hvad der menes med ”udgiftsreferencesatsen” i Rådets
henstilling nr. 1 til Danmark om Danmarks nationale reformprogram for 2012:
"HENSTILLER, at Danmark i perioden 2012-2013 tager skridt til: 1. at gennemføre
budgetstrategien som planlagt for at rette op det uforholdsmæssigt store underskud
senest i 2013 og sikre den gennemsnitlige årlige strukturelle tilpasning, der er angivet i
Rådets henstillinger under proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store
underskud. Derefter bør Danmark sikre en passende strukturel tilpasning til at gøre
tilstrækkeligt fremskridt i retning af den mellemfristede budgetmålsætning, herunder
nå udgiftsreferencesatsen."
Svar:
Med reformen af det økonomiske samarbejde, som trådte i kraft i december 2011, er
der indført en
udgiftsreferencesats
eller udgiftsregel i relation til reglerne om
mellemfristede budgetmål (MTO) i Stabilitets- og Vækstpagten. Det mellemfristede
budgetmål (MTO) udtrykker det niveau for den offentlige sektors saldo, der bør nås på
mellemfristet sigt.
Udgiftsreglen skal blandt andet sikre, at beslutninger om højere offentlige udgifter
finansieres af højere skatteindtægter. Udgiftsvæksten kan være så høj, som det
enkelte land ønsker, så længe udgifterne finansieres af skatter og dermed ikke øger
underskud og gæld. Reglen skal dermed bidrage til konsistens i udgiftspolitikken og
den samlede finanspolitik.
Udgiftsreferencesatsen beregnes konkret ved at beregne realvæksten i de offentlige
udgifter fratrukket renteudgifter, ændringer i overførsler til ledige og eventuelle
skatteforhøjelser. Denne udgiftsreferencesats sammenholdes med den mulige
realvækst i BNP.
Der gælder som hovedregel for et land, som har nået sit MTO, at den årlige realvækst
i de offentlige udgifter fratrukket eventuelle skatteforhøjelser m.v. ikke må overstige
den mulige realvækst i BNP. For et land, som
ikke
har nået sit MTO, bør den årlige
realvækst i de offentlige udgifter fratrukket eventuelle skatteforhøjelser m.v. ligge
så meget under den mulige realvækst i BNP, at der sikres budgetforbedringer på
mindst 0,5 pct. af BNP i gennemsnit om året.
Med venlig hilsen
Margrethe Vestager