Tak for ordet.
Lovforslaget, vi her behandler, er fremsat af erhvervs- og vækstministeren.
Det er et forslag, som har til formål at sikre forbrugerne, primært forbrugerne i den finansielle sektor, i forhold til nogle af de problemer, som vi inden for de senere år har set at disse forbrugere er kommet ud for i forhold til denne sektor.
Det er et forslag, som vedrører en ændring af ganske mange forskellige allerede eksisterende love, nemlig markedsføringsloven, retsplejeloven, lov om finansiel virksomhed og lov om betalingstjenester og elektroniske penge.
Det er mange love, der bliver involveret af det, der står i det her forslag.
Det, der er den overordnede målsætning, er at styrke Forbrugerombudsmandens beføjelser.
Så er der også nogle bestemmelser, der handler om at beskytte børn mod at blive misbrugt i forbindelse med markedsføringen af alkohol og rusmidler i øvrigt.
Det foreslås bl.a.
i den sammenhæng i lovforslaget, at beskyttelsen af børn og unge skal styrkes, ved at det præciseres, at den markedsføring, der er rettet mod børn og unge under 18 år, ikke må indeholde billeder af eller omtale af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.
Det kan der helt givet være god grund til at få præciseret.
Der er desværre ingen tvivl om, at der inden for den kategori af unge, vi her snakker om, er tale om et øget forbrug af alkohol og også af andre rusmidler.
Det er der grundlag for at man skal være opmærksom på.
Så er der nogle andre ting om Forbrugerombudsmanden, som skal have styrket sine beføjelser, sådan at Forbrugerombudsmanden også fremover får mulighed for at anvende markedsføringslovens regler om vildledning og købsopfordringer i forhold til finansielle virksomheder.
Forbrugerombudsmanden skal også have mulighed for at behandle sager vedrørende overtrædelse af strafbelagte bestemmelser om pris og risikooplysninger for finansielle ydelser udstedt i medfør af lov om finansiel virksomhed.
Det vil vi godt have lov til at spørge lidt mere ind til under udvalgsbehandlingen, når vi kommer dertil.
Der kan være argumenter for det, der bliver foreslået, men vi skal jo også sørge for, at det er sådan, at selv virksomhederne i den finansielle sektor er sikret en ordentlig grad af retssikkerhed.
Vi skal også være sikre på, at det ikke er sådan, at det ene myndighedsorgan overruler det andet.
Vi skal f.eks.
være sikre på, at når man har fået et tilsagn fra Finanstilsynet, så kan det ikke omgøres af Forbrugerombudsmanden og omvendt.
Det foreslås i ministerens forslag også, at Forbrugerombudsmanden skal kunne gå ind i processuelle sager, og at han får udvidede beføjelser i forbindelse med at anlægge individuelle erstatningssager og udstede administrative bøder, og ved at han får adgang til at lade sig repræsentere i retten ved sine medarbejdere.
Det sidste skal vi ikke gøre nogen ophævelser over.
Men vi har nogle spørgsmål om retssikkerheden i forhold til de administrative bøder.
Vi skal naturligvis have præciseret, at de er underlagt en domstolsprøvelse, og at der skal være den fornødne legitimitet bag sådanne administrative bøder.
Endelig er der i lovforslaget en passus om, at Forbrugerombudsmanden skal kunne påbyde erhvervsdrivende, herunder også finansielle virksomheder, at give deres kunder de oplysninger, som er nødvendige for, at de inden for en given forældelsesfrists udløb vil kunne gøre et krav gældende, sådan at der skabes større sikkerhed for, at folk, kunder, der ikke har kendskab til reglerne, og som ikke er bevidste om, at de har et krav, bliver opmærksomme på, at de skal reagere inden for udløbet af denne forældelsesfrist.
Det kan der også være nogle argumenter for at man gør, men vi skal være sikre på, at vi ikke indfører nogle regler, som bare medfører, at vi skyder gråspurve med kanoner.
Jeg vil i det hele taget sige, at der er nogle ting, som vi godt vil have uddybet og præciseret, og som vi vil spørge lidt tæt ind til i udvalgsarbejdet.
Vi vil gøre det med en positiv tilgang, men sådan, at vi sikrer, at der er balance i tingene, og sådan, at retssikkerheden i det her lovforslag også er sikret, også for den finansielle sektor.
Tak.