Kulturudvalget 2012-13
L 119 Bilag 6
Offentligt
1213645_0001.png
1213645_0002.png
1213645_0003.png
Illustration: Bob Katzenelson

Under Langsteds Lup

07-02-2013Af: Jørn Langsted- Der skal helst være noget med om børneteater, altså en børneteatervinkel, sigerredaktøren. Og det skal han så få.I scenekunstloven står der bl.a. om den støtte, som Scenekunstudvalget uddeler, at "Envæsentlig del af støtten skal anvendes til støtte til scenekunstvirksomhed, der henvendersig til børn og unge." (§ 18, stk. 2.) Sådan en bestemmelse har der været siden Arilds tid.Men den er ikke kommet af sig selv. Der er blevet slåsset for at få lovfæstet B&U-teatretsstatus, og der er blevet slåsset internt i Teaterråd og nu Scenekunstudvalg for at fastholdeen væsentlig del af rådets/udvalgets støtte til B&U-teater.Denne bestemmelse forsvinder fra 1. jan. 2014. I det lovforslag til "Lov om StatensKunstfonds virksomhed", som Folketinget netop har haft 1. behandling af, foreslås der ogsåen række ændringer i scenekunstloven. Én af ændringerne er at fjerneScenekunstudvalgets forpligtelse på B&U-teater.Men det kan da ikke være rigtigt, hører jeg den letophidselige læser udbryde. Der må davære noget, lupholderen ikke har fattet. Han må se at få pudset sine brokke-briller!Jo, det er rigtigt. Den kommende "Lov om Statens Kunstfonds virksomhed" er den lov, derbeskriver den kommende struktur, hvor Statens Kunstfond og Statens Kunstråd bliver lagt
sammen til en organisation, den nye Statens Kunstfond. I denne lov er der en generelbestemmelse om, at Statens Kunstfond, dvs. dens underudvalg, udover at tildele støtte pågrundlag af kvalitet og talent også skal tilstræbe forskellige andre ting, og én af dem er at"tilgodese formidling af kunst over for børn og unge." (§ 3, stk. 3).Udover at den kommende bestemmelse forekommer lupholderen at være betragteligsvagere end den nuværende bestemmelse i scenekunstloven, så er det også som om, dertales om to forskellige ting. Scenekunstloven taler om produktion, rettet mod børn og unge.Og den kommende kunstfondslov taler om formidling.Der er efter lupholderens læsning overhovedet ingen tvivl om, at det særegne danskebørneteater bliver stillet betragtelig svagere, fordi det skal puttes i en over-lov med allemulige andre kunstarter. Man snitter en hæl og skærer en tå, og så kan der skaltes ogvaltes med den støtte, som tidligere gik til børneteater, og med den rimeligt stærke stilling,børneteatret har i scenekunstloven.Lupholderen fatter godt mekanikken i det her. Centralisering af lovgivningen fører til, atsærtræk i den enkelte kunstarts liv udraderes til laveste fællesnævner. Men lupholderenfatter ikke, at der ikke er nogen af dem, der sidder med indflydelsen, der råber vagt igevær. Lovforslaget har godt nok været i høring, inden det nåede frem til Folketinget, meningen af de hørte organisationer har haft bemærkninger til, at børneteatrets stillingreduceres under den kommende Statens Kunstfond.Efter lupholderens ringe mening er det her noget lusk, som åbner for, at børneteatretsstøtte kan blive trængt ud i periferien igen.Hovedideen i den kommende lov er jo ellers at slå Statens Kunstfond og Statens Kunstrådsammen til én organisation med – som man siger – to søjler. Og de to søjler er dehidtidige underudvalg i Statens Kunstfond og i Statens Kunstråd. Dvs. der vil fremovervære et legatudvalg for scenekunst og et projektstøtteudvalg for scenekunst. Hovedfidusener altså organisationsomlægninger i de støttegivende instanser. Det drejer sig ikke om atforandre den offentlige kunststøtte. Så det her lyder lidt som ny vin på gamle flasker.Det karakteristiske er desuden, at de kunstneriske faglige organisationer får tildelt øgetmagt i det nye system. Det gør de gennem repræsentantskabet, hvor de bl.a. skal sidde oguddele livsvarige ydelser (fremover benævnt: hædersydelser). Kan man forestille sig, atkunstnere, der ikke er organiserede, fremover vil kunne modtage livsvarig ydelse? Desudener det repræsentantskabet, der udpeger hovedparten af medlemmerne i de 12 underudvalg,der sidder på magten og pengekasserne i det nye Statens Kunstfond. Efter lupholderensringe mening vil det betyde, at man ikke altid får udpeget de bedste udvalgsmedlemmer,men snarere dem, der er loyale overfor de faglige organisationers politik og synspunkter.Den her konstruktion gør det nødvendigt at diskutere armslængde. I lovforslaget erarmslængden styrket i forhold til det politiske system. Det er selvfølgelig godt. Men tilgengæld er der absolut ingen armslængde i forhold til det, der i andre brancher hedderarbejdsgiver- og fagforeninger. Kunststøttesystemet er blevet fagorganisationernes system.Ingen andre lande har på samme måde afleveret den statslige kunstøtte til de fagligeorganisationer. Lupholderen tror, at vi på et tidspunkt bliver nødt til at etablere et mereåbent og uafhængigt system for kunststøtte i Danmark. Og at kunststøtten ikke alene skalhave armslængde til politikere og embedsapparat, men også til faglige organisation:Dobbelt armslængde.I høringssvarene til lovforslaget var det kun Dansk Forfatterforening, der gjordeopmærksom på den her problemstilling. Og man havde også et forslag til, hvad man burdegøre i stedet. I lupholderens lille sorte bog får Dansk Forfatterforening en stjerne forfremsynethed og ikke mindst for uselviskhed. Det er jo deres egen indflydelse og magt, degør op med.Bestyrelsen i den nye Statens Kunstfond vil bestå af de 12 formænd for underudvalgene, ogde vil ikke have nogen penge til rådighed til kunststøtte. Bestyrelsen vil stort set være udenindflydelse. Det vil blive en kaffeklub, hvor alle sidder og holder hinanden i skak. Hertiltjener også, at formanden kun udpeges for to år ad gangen. Det vil altså være plat umuligtat anlægge langsigtede strategier og profileringer. Satsningsområder og profileringer af dentype, Kunstrådets bestyrelse har excelleret i, særligt med Mads Øvlisen som formand, vilder være lukket for. Al magt til underudvalgene! Der er ingen, der fremover har ansvar ogmyndighed til at tale om kunst som sådan i samfundsmæssige sammenhænge. Det er enskam.Man kan meget vel forestille sig, at næste reform af støttestrukturen for dansk kunst vilføre til, at bestyrelsen i Kunstfonden afskaffes, at fonden splittes op, og at vi får nogleautonome råd: Et råd for scenekunst med underudvalg for legatstøtte og projektstøtte. Ogtilsvarende for de andre kunstarter. Så kan man da rigtig sige: Hen til kommoden og tilbavsigen! Eller: Stor ståhej for ingenting!Kort sagt: Loven om den nye Statens Kunstfond har små forbedringer, men er overordnet
noget kompromispræget juks, der ikke er tænkt konsekvent, og som ikke har skelet nok tilLiebst-udvalgets rapport. Og for børneteatret kan det her være begyndelsen til enstøttemæssig udgrænsning og deroute.