Retsudvalget har i brev af 9. april 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 61 (Alm. del) somhermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Skipper (EL).

Spørgsmål 61:

”Vil ministeren nævne konkrete eksempler på, at den gældende lov om offentlighed iforvaltningen ikke i tilstrækkelig grad har givet ministeren ”et fortroligt rum” at arbejdei som minister, jf. artiklen ”Hvad er det, vi ikke må få at vide?”www.jyllands-posten.dkden 7. april 2013.”

Svar:

Jeg vil indledningsvis bemærke, at justitsministeren den 2. maj 2013 har besvaretsamme spørgsmål vedrørende L144 om lov om offentlighed i forvaltningen (spørgsmålnr. 52). Da lovforslaget hører under Justitsministeriets ressort, henviser jeg således i dethele til justitsministerens svar, som jeg helt kan tilslutte mig.Jeg har med særlig stor interesse læst justitsministerens beskrivelse af den udvikling,der i de senere år har været i centraladministrationens organisation ogsamarbejdsstrukturer, som bl.a. har medført en øget inddragelse af direktoraters ogstyrelsers ekspertise i ministerbetjeningen samt det øgede tværministerielle samarbejdeom sager og beslutninger af politisk karakter.Denne udvikling med væsentligt ændrede samarbejdsformer har således øget behovetfor, at forvaltningsmyndighederne, herunder bl.a. styrelser og departement i fortrolighedkan udveksle dokumenter og oplysninger som led i den interne og politiskebeslutningsproces. Fødevareministeriet har siden tilblivelsen af den gældendeoffentlighedslov i 1985 undergået adskillige organisationsændringer. Det daværendeLandbrugsministeriums departement havde således en organisation og en struktur, derbevirkede, at departementet den gang i langt højere grad end nu varetogministerbetjeningen egenhændigt, hvorved de dokumenter og oplysninger, der i den

forbindelse tilgik ministeren, jo som udgangspunkt var interne i medfør af den gældende§ 7 i offentlighedsloven.Den seneste større omorganisering i Fødevareministeriet fandt sted i 2011-2012, hvilketbl.a. betød, at departementet blev gjort væsentligt mindre samtidig med, at en langrække opgaver, herunder ministerbetjeningsopgaver, blev lagt ud til styrelserne.Omorganiseringen har således medført, at hovedparten af den faglige ekspertisebefinder sig i styrelserne, og jeg har derfor ikke længere mulighed for at få den sammerådgivning og betjening i departementet, som jeg havde tidligere.Dermed kan der heller ikke herske tvivl om, at hovedformålet med offentlighedslovenoverordnet set må være at fremme det grundlæggende princip om åbenhed ogdemokratisk kontrol med den offentlige forvaltning, hvilket der i øvrigt også er lagt optil med lovforslaget (L 144).