Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 2. behandling af lovforslag nr. L 147:

Forslag til lov om ændring af lov om planlægning. (Nye muligheder i landdistrikterne for erhverv og helårsboliger, ændring af regler om planlægning i kystområder og til butiksformål, ophævelse af tilvejebringelses- og tilslutningspligt til fællesantenneanlæg og opsætning af panelantenner og teknikskabe i landzone).

Af miljøministeren (Ida Auken).

(Fremsættelse 07.02.2013. 1. behandling 21.02.2013. Betænkning 20.03.2013).

Ønsker nogen at udtale sig? Hr. Henrik Høegh som Venstres ordfører.

Tak for det. Jeg vil gerne oplyse Folketinget om en noget usædvanlig udvalgsbehandling i forbindelse med L 192. Efter førstebehandlingen af lovforslaget her i Folketinget blev der vedtaget en tidsplan med en betænkningsafgivelse sidst i april. Det er en sag, der har rigtig mange aspekter, og der er rigtig mange interessenter på det her område. Pludselig bliver der, en uge efter at den her tidsplan er vedtaget, indkaldt til et ekstraordinært udvalgsmøde, og et flertal i udvalget tvinger nu en tidsplan igennem, som siger, at der skal være betænkningsafgivelse den 20. marts, altså godt og vel en måned tidligere end det, der i øvrigt uden indsigelser var vedtaget en uge i forvejen.

5 deputationer og 77 spørgsmål blev presset igennem på meget kort tid inden påske. Der ligger også meget landdistriktspolitik på det her område, og Landdistriktsudvalget har haft en begrundet forhåbning om at være med ind over i det her arbejde. Det har der så ikke været tid til. Og nu har vi så i dag anden behandling, og forslaget skal tilsyneladende presses igennem tredje behandling på torsdag.

Jeg har meget svært ved at forstå, hvad der ligger til grund for, at man pludselig skal lave det her lovsjusk og presse det her lovforslag igennem så hurtigt. Hvor er alle de fine ord om god regeringsførelse? Og hvilke partier er det, der ønsker at presse det her lovforslag igennem?

Jeg må anmode om at få forslaget tilbage til udvalgsbehandling mellem anden og tredje behandling.

Jeg bliver lige nødt til at spørge ordføreren. Ordføreren sagde lovforslag nr. L 192. Det er ikke det, vi behandler nu. Det må være lovforslag nr. L 147, der ønskes til fornyet udvalgsbehandling? (Hr. Henrik Høegh (V): Selvfølgelig, ja). Tak.

Hr. Hans Christian Schmidt som privatist.

Tak for det. Når jeg har bedt om ordet, er det jo, fordi vi oppe i Udvalget for Landdistrikter og Øer sidebehandler det her lovforslag. Og jeg synes, at vi sådan helt parlamentarisk har et problem, når vi ikke giver hinanden mulighed for at få den tid, vi skal have for at kunne behandle det her lovforslag, og for, at vi bagefter har en mulighed for også at afgive betænkning, stille spørgsmål osv.

Problemet er opstået, fordi vi jo i Landdistriktsudvalget den 4. oktober 2012 gennemgik regeringens lovkatalog og drøftede, hvilke lovforslag udvalget ud fra en landdistriktssynsvinkel skulle behandle. I udvalget besluttede vi så at behandle forslaget til lov om ændring af planloven, jf. det nu foreliggende L 147.

Nu har vi så det problem, at vi i dag har haft miljøministeren i samråd, og vi vil da gerne kvittere for, at ministeren kom med så kort varsel. Men problemet er jo, at vi skal haste det igennem. Det vil sige, at der i grunden først skulle have været frist for spørgsmål i dag, men jeg kan se, at Miljøudvalget allerede senere på dagen afgiver tillægsbetænkning. Og der er jeg bare nødt til at sige, at det er meget, meget uheldigt, at der – når der er to udvalg, der sidebehandler det her forslag – pludselig bliver rykket en hel måned ved tidsfristen. Måske skulle man prøve at kigge lidt på, hvad det var for en tidsplan, der blev meldt ud.

Det var sådan, at den 2. april var der frist for spørgsmål, den 8. april frist for svar, den 21. april frist for betænkningsbidrag og den 25. april frist for endelig betænkning. Så rykker man altså lige pludselig hurtigt hele forløbet en måned, uvist af hvilken grund, og der bliver nu i stedet for den 14. marts frist for spørgsmål, den 18. marts frist for svar, den 19. marts frist for betænkningsbidrag, og den 20. marts frist for betænkning.

Det er altså en helt urimelig måde at arbejde på rent parlamentarisk. Hvordan og hvorledes man ellers vil håndtere det – stemme for forslaget eller imod forslaget – er en helt anden historie. Men i selve det parlamentariske arbejde synes jeg, at vi parlamentarikere skylder hinanden at give tid til at kunne arbejde det igennem.

Det er helt utilfredsstillende, at vi har sagt i dag, at man skal stille spørgsmål til miljøministeren, efter hun har været i samråd med os her i formiddag. Og så kan vi se, at Miljøudvalget allerede ikke alene afgiver betænkning, men nu tillægsbetænkning, og at lovforslaget tredjebehandles på torsdag. Det beder jeg bare om at vi som parlamentarikere siger til hinanden altså ikke er en rigtig måde at behandle hinanden på.

Dermed skal jeg selvfølgelig også opfordre til, at Miljøudvalget i eftermiddag tager beslutning om, at man vil respektere det arbejde, der foregår i Landdistriktsudvalget, så vi kan blive sidestillet og komme med de synspunkter, som også er meget vigtige, synes vi i hvert fald, for det her lovforslag. Tak.

Hr. Jørn Dohrmann som ordfører for Dansk Folkeparti.

I Dansk Folkeparti kan vi kun tilslutte os den kritik, der er kommet i forbindelse med L 147. Der er ingen eksempler på misbrug, men alligevel så vi jo, at der efter førstebehandlingen ikke var mulighed for, at Folketinget kunne være samlet i uge 10, og nu er der påsken, men alligevel skal tidsplanen hastes igennem. Man har endda været så fræk at indkalde Miljøudvalget til et ekstra møde for at fremrykke tidsplanen, måske fordi man ikke ønskede at svare på alle spørgsmålene, og nogle af de spørgsmål, der blev stillet i første omgang, blev da heller ikke besvaret godt nok.

Så der må stilles endnu flere spørgsmål, og derfor kunne man jo godt spørge Enhedslisten om, hvad det er, der lige pludselig er faret i dem, som gør, at de nu går ind for lovsjusk og faktisk presser så meget på, at ikke alle stillede spørgsmål kan blive besvaret. Det samme kunne man spørge De Konservative om: Hvad er det, der lige pludselig skal hastes igennem på det her område? Derfor må jeg sige, at vi i Dansk Folkeparti føler, at regeringen på det her område igen begår lovsjusk og dermed ikke er med til at skabe det brede fundament og det brede samarbejde, men bare presser tingene igennem.

Så vi tager stærkt afstand fra den metode, det her fremføres med, vi har jo ikke haft det fornødne antal uger til at holde møde i i Folketinget, det er faktisk ganske få mødedage, der har været til at behandle den her sag i, og det synes jeg man skulle tænke over.

Ville hr. Michael Aastrup Jensen have ordet som privatist? Ja.

Tak for det. Vi kan jo desværre nok godt se svaret på spørgsmålet om, hvorfor man ønsker sådan at jage det her lovforslag igennem. For der sidder faktisk 100.000 borgere i Danmarks sjettestørste by, nemlig Randers, som nu bliver totalt ramt af det her lovforslag. De bliver nu ramt af, at et smalt flertal i Folketinget vælger at fremrykke den tidsplan, som ellers er vedtaget, hvilket nu resulterer i, at man har spildt flere års forvaltningsarbejde, flere millioner kroners forvaltningsarbejde på at gøre klar til at få et stort varehus i Danmarks sjettestørste by. Det kan nu ikke lade sig gøre.

Det gør det jo bare endnu mere grotesk, når vi har en situation, hvor det lovforslag, som er her nu, åbner for, at de fem største byer stadig væk har lov til at lave store varehuse uden for centrum, mens Danmarks sjettestørste by og byer mindre end den ikke må. Det vil sige, at dem, der har været hurtige og gennem 90'erne og lignende og har bygget ting, vil kunne sikre sig og sige, at de har det godt nok, mens en by som Randers ikke kan.

Hvad vil det betyde i dagligdagen? Det vil i dagligdagen betyde, at de folk, som bor og arbejder i Randers, nu vil kunne handle i en by som Aarhus 25 km væk. Alle de arbejdspladser, der er i sådan en Bilka, og den store handel vil blive flyttet fuldstændig væk. Jeg synes, det er grotesk; jeg synes, det er lovsjusk af værste skuffe; jeg synes, det er sørgeligt, når man hører, hvordan Randers Kommune, som ellers er en socialdemokratisk ledet kommune, føler sig fuldstændig underkendt i den her sag. Vi har jo haft borgmesteren i deputation. Vi har også haft et samråd i sagen med miljøministeren, og lige meget hvad kan man mærke den arrogance, man igen og igen mødes med, når miljøministeren fuldstændig lægger afstand til at tage ansvar i den her sag.

Vi har altså en situation, hvor den socialdemokratisk ledede kommune kan fremvise klokkeklare beviser på, at de har handlet i god tro. De har altså i Randers Kommune brugt alle de her millioner af forvaltningskroner på at sørge for at få et beslutningsforslag frem. De er få uger fra at kunne vedtage det, når man nu sørger for, at det bliver endelig vedtaget her ved tredje behandling. Det vil sige, at det er få uger, der afgør, om Randers Kommune kan gøre det her.

Jeg synes simpelt hen, at det er arrogant; jeg synes, det er sørgeligt. Jeg synes ikke, man tænker på, at det altså er et massivt og stort flertal, inklusiv Socialdemokraterne, i Randers Byråd, som altså har vedtaget det her. Det virker, som om man her i salen fra den her side bare er lidt ligeglad. Man har den her holdning: Nå ja, hvis det kommer til at koste dem noget, hvad så? Jeg synes, det er sørgeligt, og jeg håber virkelig på, at der er mange, der sidder med en grim smag i munden, når de tænker på, hvad det betyder for almindelige danskere. Det vil komme til at betyde, at 550 arbejdspladser i en by som Randers ikke vil blive til noget. 550 arbejdspladser, som ellers ville kunne gøre meget gavn i en by, som ellers har oplevet en markant fraflytning af arbejdspladser. Det er man åbenbart også ligeglad med.

Man er bare generelt ligeglad med alt, der handler om fremgang og vækst. Jeg synes, det er sørgeligt. Jeg er så naiv at tro på, at det alligevel vil have en eller en form for betydning og resultere i, at det meget smalle flertal, inklusiv miljøministeren, vil tage herop og sige: O.k., nu er der en kommune, der har brugt så lang tid bakket op af så bredt et flertal i Randers Byråd, så vi i det mindste vil kunne åbne for en dispensation eller sørge for, at der kan køres tilbage til den oprindelige tidsplan, som er blevet vedtaget.

Jeg kan ikke huske, at jeg i de 8 år, jeg har siddet her i Folketinget, har set så smalt et flertal bare jage en lovbehandling som den her igennem uden tanke for, hvad det er for nogle mennesker, man rammer. Jeg synes, det er skammeligt; jeg synes, det er sørgeligt. Jeg håber på, at det smalle flertal vil ombestemme sig.

Har fru Maja Panduro bedt om ordet? Nej. Sådan så det ud her oppe fra.

Hr. Hans Christian Schmidt for anden omgang, hvor taletiden er 3 minutter.

Jamen nu udvikler det her sig jo til at blive helt trist. Det vil altså sige, at medmindre ministeren vil komme på talerstolen og sige, at det, vi lige har hørt, ikke passer, så skal arbejdet i Landdistriktsudvalget åbenbart afstemmes efter, at man sidder og laver noget for nedrullede gardiner og finder ud af, hvordan man kan køre noget igennem. Jeg har troet, at det var et spørgsmål om, at man havde behov for den tid. Det kan jeg så forstå at man slet ikke har. Det er simpelt hen bare en måde, hvorpå man lige kan luske noget igennem.

Det tror jeg simpelt hen ikke på. Det kan da ikke være rigtigt, at et udvalg her i Folketinget forhindres i at behandle et lovforslag ordentligt, fordi nogle har et eller andet kørende med nogle, de kender i Randers, eller hvor de kender dem henne, og derfor vil de gerne have, at loven skal træde lidt før i kraft, sådan at man ikke kan få et supermarked i Randers, eller hvad det er, man går og roder med.

Jeg må bede miljøministeren komme herop og forklare, om det virkelig er tilfældet, at vi nu skal udsættes for sådan en behandling i Landdistriktsudvalget, fordi regeringen kører noget igennem, som den har brug for af hensyn til, jeg ved ikke hvad. Det er da en helt urimelig måde, og jeg må sige, at det da kan undre mig, at Enhedslisten sidder og smiler sådan. Normalt når jeg hører på Enhedslisten, taler de jo altid om, at der skal være gennemsigtighed og ordentlighed. Det må da være sådan, at jeg i det mindste så kan få at vide, om Enhedslisten vil støtte det og sige, at vi i hvert fald skal have ordentlig tid til at behandle det i Landdistriktsudvalget.

Det her er altså en skamplet på den måde, vi arbejder på herinde. Det kan godt være, at vi kan diskutere politik ved forskellige lejligheder og være uenige, men vi plejer ikke at forhindre hinanden i at arbejde ordentligt med tingene.

Der er en lille smule forskellig praksis blandt medlemmerne, når de vil have ordet. Nogle bruger knappen, og det vil jeg anbefale; andre bruger hånden, og det er ikke sikkert, at jeg får øje på det. Men jeg tror nok, at jeg har registreret, at fru Ellen Trane Nørby ville have ordet. Eller ville hr. Per Clausen have en kort bemærkning?

Undskyld, så må vi have hr. Hans Christian Schmidt herop igen. Jeg troede, at det var et indlæg i anden omgang.

Jeg forstår ikke hr. Hans Christian Schmidts klager over den tidsplan, som er vedtaget i forbindelse med det her lovforslag. Og så henvender han sig til ministeren. Er hr. Hans Christian Schmidt ikke enig med mig i, at det er Folketinget, som fastlægger planerne for, hvordan lovforslaget skal behandles, og at det sådan set overhovedet ikke vedrører ministeren? Det er det første spørgsmål, jeg gerne vil stille hr. Hans Christian Schmidt.

Det andet spørgsmål, jeg vil stille ham, er, om det ikke er fuldstændig korrekt, at vi overholder alle formalia i den her sag, og at Landdistriktsudvalget vel så burde være i stand til at tilpasse sit arbejde, så det i lighed med Miljøudvalget er i stand til at lave det fornødne arbejde i forhold til det her lovforslag, som jo ikke hastes igennem, men køres igennem fuldstændig i overensstemmelse med de sædvanlige regler.

Hr. Hans Christian Schmidt.

Nu er det jo fuldstændig forkert, men det er formentlig sådan, at hr. Per Clausen ikke engang kender sin egen tidsplan. Det ville være en god idé at sætte sig ind i den. Jeg skal gerne gentage den.

Den første tidsplan, vi har fået meldt ud, siger: Den 2. april er der frist for spørgsmål, den 8. april frist for svar, den 21. april frist for betænkningsbidrag, og den 25. april er der betænkning. Jeg går da ud fra, at hr. Per Clausen ved, at der skulle være tid til, at man kunne nå det, hvis ikke vi lige pludselig fik en melding om, at nu skulle det hele gå hurtigere og rykkes en måned frem.

Jeg er da nødt til at henvende mig til ministeren, for jeg kan ikke tro, at det kan være nogen her i Folketinget, der forhindrer et udvalg i at have en ordentlig arbejdsgang.

Hr. Per Clausen.

Det er jo stærke ord fra hr. Hans Christian Schmidts side, når han nu siger, at miljøministeren forhindrer Folketinget i at udføre et ordentligt stykke arbejde, når hr. Hans Christian Schmidt godt ved, at det har miljøministeren ingen mulighed for at bestemme over. Det bestemmer vi selv.

Så vil jeg bare igen spørge hr. Hans Christian Schmidt: Hvad er det i de almindelige regler for folketingsbehandling af et lovforslag, som ikke bliver overholdt ved den her behandling? For Venstre taler hele tiden om et hastværksarbejde, og man får indtryk af, at det nærmest er blevet en bananrepublik, og at det er tæt på en revolutionstilstand. Men sagen er jo, at vi overholder hvert eneste ord og bogstav og tal osv. i forretningsordenen for Folketinget på den måde, vi behandler det her lovforslag på.

Hr. Hans Christian Schmidt.

Nu er det jo rent faktisk sådan, at vi lige har haft samråd i formiddag, og der kunne jeg forstå på ministeren – det var jo et åbent samråd – at det sker i samarbejde med Miljøudvalget, altså at man fastlægger en tidsplan. Det ville da også være helt naturligt, for man skal da helst gøre det sådan, at både minister og udvalg kan være der.

Så har jeg bare troet, at der måske var noget, der gjorde – jeg skal ikke komme ind på hvad – at ministeren havde behov for at det blev fremrykket, så det blev tidligere. Der kan være mange forhold, der gør det, og så er det da naturligt, at man kan rette henvendelse til et udvalg, men det forstår jeg ikke er tilfældet. Så er der altså kun udvalget tilbage, og jeg er da nødt til at sige til hr. Per Clausen – og det tror jeg de fleste, der følger den her debat, kan sige:

Det skulle lige være sket i en regering, hvor hr. Per Clausen ikke havde en interesse i, at det kom til at foregå i det tempo, så skulle man have hørt hr. Per Clausen. Men det skifter åbenbart, alt efter om det er noget, som hr. Per Clausen har en egen interesse i, og det synes jeg ikke er klædeligt.

Tak til hr. Hans Christian Schmidt for svaret på den korte bemærkning. Så er det – i anden omgang – hr. Michael Aastrup Jensen.

Det er jo sørgeligt, at miljøministeren ikke vil tage ordet, for situationen er den, at jeg jo havde miljøministeren i samråd i Miljøudvalget, hvor jeg gentagne gange stillede miljøministeren spørgsmålet, om miljøministeren havde været initiativtager til eller på nogen måde arbejdet for, at tidsplanen blev fremrykket i Folketingets Miljøudvalg. Det ville miljøministeren ikke svare på direkte i vores samråd. Derfor havde jeg jo håbet på, at miljøministeren kunne mande sig op og sørge for at komme på talerstolen og så måske give svaret her til Folketingets medlemmer. Men jeg tager åbenbart fejl. Jeg synes, det er sørgeligt.

Jeg synes også, det er sørgeligt, når vi tænker på, at det helt store spørgsmål jo stadig væk er hvorfor. Hvorfor har man valgt at fremrykke en tidsplan? Hvad er de saglige argumenter for at fremrykke en tidsplan, der allerede var vedtaget af Miljøudvalget? Hvorfor i alverden skulle man gøre det, andet end hvis det havde til formål at ramme det store projekt, de havde vedtaget i Randers Kommune igennem rigtig lang tid. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvorfor man ellers skulle gøre det. Så miljøministeren må jo tage ordet og sige, hvorfor man synes, det var vigtigt at fremrykke den her tidsplan. Det spørgsmål flagrer fuldstændig i vinden.

Så er der jo også det andet spørgsmål, og det er: Hvordan ville det mon have set ud for bare et par år siden, hvis den daværende borgerlige regering havde gjort præcis det samme? Ville Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten så bare have sagt: Nå ja, men det er jo demokratiske spilleregler, og det kan man jo gøre osv. – eller hvad? Havde de måske ikke sagt: Nej, det er da totalt uhørt, for det gør man selvfølgelig ikke? Man sørger selvfølgelig for ikke at misbruge den måde, som flertallet har gjort det på i den her sag.

Jeg synes, det er sørgeligt. Jeg synes, det er skammeligt. Og jeg håber virkelig, at miljøministeren tager ordet og prøver at indvie os i, hvorfor i alverden man ønsker at fremrykke tidsplanen.

Fru Ellen Trane Nørby for en bemærkning i anden omgang.

Hvis miljøministeren ikke vil komme herop for at forklare, hvorfor regeringen ikke ønsker at sikre udviklingsmulighederne i Randers Kommune, så kunne miljøministeren måske komme herop og fortælle, hvorfor regeringen stemmer imod, at man kan skabe et øget frit valg på tv-området. For det her lovforslag indeholder jo også planlovsbestemmelserne, som regulerer tilslutningspligten i forhold til antenneforeningerne. Det har jo været et udbredt ønske fra mange partier gennem mange år, at man skulle sikre øget frit valg for danske tv-seere, altså at de ikke længere skulle være tvunget til at have store pakker og, fordi de boede i et vist område i Danmark, være tvunget til at være tilknyttet et selskab og ikke kunne melde sig ud og vælge en anden tv-udbyderform.

Jeg har stillet et forslag til det her lovforslag. Vi havde sådan set et klart håb om, at der ville være bred opbakning til det i Folketinget på baggrund af de politiske tilkendegivelser, der er kommet, både fra Socialdemokraterne, fra SF, fra Det Radikale Venstre og fra andre partier. Men vi har ud fra betænkningsbidraget måttet konstatere, at det kun er Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der støtter vores ønske om at skabe mere frit valg på tv-området for de danske tv-seere. Jeg synes, det er dybt beklageligt, at ministeren er løbet fra de ellers positive tilsagn, der kom fra kulturministeren, da vi havde medieforhandlingerne, nemlig at vi skulle kigge på at få øget frit valg for tv-seerne.

Hvis ministeren ikke vil svare på, hvorfor ministeren og regeringen ikke vil sikre udviklingsmuligheder i Randers, så håber jeg i det mindste på, at ministeren vil komme op og forsvare, hvorfor regeringen ikke vil sikre frit valg på tv-området for de danske tv-seere. For det er det, ændringsforslag nr. 1 til det her lovforslag handler om.

Tak til fru Ellen Trane Nørby.

Jeg har ikke registreret flere, der ønsker ordet, i hvert fald ikke fra talerstolen. Det betyder, at vi går til afstemning. Vi går til afstemning!

Der stemmes om ændringsforslag nr. 1 af et mindretal (V), tiltrådt af et mindretal (DF og LA). Der kan stemmes nu.

Jeg slutter afstemningen.

For stemte 46 (V, DF og LA), imod stemte 63 (S, RV, SF, EL og KF), hverken for eller imod stemte 0.

Ændringsforslaget er forkastet.

Ønskes afstemning om ændringsforslag nr. 2, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL, KF og LA) eller om ændringsforslag nr. 3, tiltrådt af udvalget?

De er vedtaget.

Der er stillet forslag om, at lovforslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.