Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af lovforslag nr. L 181:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Beskyttelse af børn og unge mod overgreb m.v.).

Af social- og integrationsministeren (Karen Hækkerup).

(Fremsættelse 13.03.2013).

Da hr. Eyvind Vesselbo ikke er til stede, vil jeg åbne førstebehandlingen med fru Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti.

En gang imellem tror man ikke, at det, man hører eller læser, kan være sandt. Ikke desto mindre har det desværre vist sig at være sande beretninger, vi i igennem det seneste par år har fået om ufattelig grove overgreb på børn og unge, ofte overgreb, som er begået af de mennesker, der skulle være barnets nærmeste, og dem, der skulle beskytte børnene allermest mod al ondskab i verden. Vi har hørt beretninger om årelange misbrug og ofte af flere børn inden for samme familie, misbrug, der ikke er opdaget, eller som er fortiet og gemt af vejen. Det er en kendsgerning, at der er mange, der har svigtet disse børn, og at de har befundet sig i et helvede og ikke haft et børneliv, som de fleste andre børn har, og ikke har oplevet glæde i tilværelsen.

Når de nærmeste svigter, er det vigtigt, at der er nogle offentlige myndigheder, der skrider ind og handler, så disse børn bliver reddet fra en forfærdelig og mareridtsagtig tilværelse. Desværre har det ikke altid været gældende, og der har vist sig så store svigt og mangler fra offentlige myndigheders side i mange af de sager, som er dukket op i de seneste år, hvilket er helt uacceptabelt. Det er svært at begribe, hvordan det kan være en del af virkeligheden i Danmark efter 2000, at så mange børn lever under forhold, der er så grusomme, at end ikke en med en livlig fantasi kan forestille sig dem. Man bliver trist og vemodig over at tænke på, at der findes mennesker, der i løbet af få leveår har oplevet så store omsorgssvigt, først af dem, som skulle passe mest på dem, og dernæst af dem, som burde tage over og beskytte dem.

Derfor har vi landspolitisk lavet den aftale, som vi behandler nu, og som skal blive et vendepunkt, så vi i årene fremover undgår at se sager som dem, der er blevet opdaget de seneste år, fordi de forhåbentlig ikke findes mere, og så de børn, som alligevel måtte udsættes for svigt, fremover vil få en værdig og hurtig behandling. Beslutningen om, at der skal være et beredskab, der skal tages i brug, straks der kommer en indberetning eller en mistanke om omsorgssvigt af et barn eller et ungt menneske, og at der er et krav om hurtig handling og bevidsthed hos myndighederne om, at der iværksættes de fornødne initiativer, er en af vejene frem.

Det er positivt, at der er bred politisk enighed om denne aftale, og Dansk Folkeparti ser frem til, at de mange delelementer i lovforslaget bliver implementeret, og at de vil være med til at gøre en forskel med hensyn til det, vi har måttet sande har været forholdene hidtil i flere kommuner. Dermed ikke være sagt, at vi med vedtagelsen af det her forslag er nået frem til en model, der er perfekt, og som ikke vil skulle ændres og justeres efterfølgende. Det kan godt være, at det bliver tilfældet, og det vil Dansk Folkeparti holde nøje øje med. Såfremt der opstår tvivl om, at lovgivningen virker efter hensigten, vil vi ikke tøve med at skride til handling. Det skylder vi de omsorgssvigtede børn og unge.

Så godt som alle politiske beslutninger er forbundet med økonomi. Det gælder også det her lovforslag. Jeg vil gerne slå fast, at for Dansk Folkeparti har det ikke været spørgsmål om, hvad det koster os. Det helt overordnede er, at der skal bruges de ressourcer på området, som er nødvendige. Derfor beklager vi også, at midlerne til finansieringen af forslaget er taget fra satspuljen. Vi mener, at netop denne pakke, hvis navn jeg for øvrigt ikke bryder mig om, da det jo ikke er en overgrebspakke, men en hjælpeforanstaltning til udsatte børn og unge, burde finansieres på den egentlige finanslov.

Satspuljen er jo en pulje, der finansieres af modtagerne af overførselsindkomster, og det finder Dansk Folkeparti er forkert. Alle borgere bør have mulighed for at bidrage til puljen, men det er ikke tilfældet i dag. Satspuljens størrelse udhules hvert år, og dermed udhules de midler, der er til de svageste i vores samfund, herunder de omsorgssvigtede børn. Skal det undgås fremover, må pengene findes på den store finanslov.

For Dansk Folkeparti er det meget afgørende, at der bliver etableret børnehuse. Vores store forventning er, at disse børnehuse, som vi besluttede som en del af satspuljen både i 2012 og 2013, og som der nu er fastsat en nogenlunde geografisk placering af, vil kunne hjælpe et stort antal børn i en proces mod et bedre liv. At det er barnet, der er i centrum, og at de personer, der skal hjælpe barnet, fysisk skal komme til barnet og ikke omvendt, finder vi er det rette. For Dansk Folkeparti har det været vigtigt, at børnehuse etableres i børnevenlige rammer.

Endvidere mener vi, at der også sker nogle store forbedringer i det forebyggende arbejde og i den tværfaglige indsats, som vil komme børnene til gavn og også give medarbejdere i kommunerne en bevidsthed og sikkerhed i deres arbejdsmetoder.

Noget af det, som har manglet, og som bliver styrket med dette lovforslag, er barnets ret til at blive hørt og have en bisidder. Det er Dansk Folkeparti meget tilfreds med, og vi ser frem til at følge området og forhåbentlig om få år konstatere, at det er en indsats, der virker. Det skylder vi børn og unge. Tak.

Jeg siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger. Vi vender så tilbage til den oprindelige talerrække og starter med hr. Eyvind Vesselbo fra Venstre.

Ja, nu er jeg her, og det er jeg glad for, for det er et godt lovforslag, som vi er blevet enige om her i Folketinget. Vi har jo i en lang, lang periode set den ene frygtelige sag efter den anden om børn, der er blevet misrøgtet, børn, der er blevet misbrugt; ja, en overgang var det jo næsten sådan, at man fik en ny sag hver uge. Og derfor var det vigtigt, at der blev taget fat på det her område.

Man kan jo sige, at der egentlig var skabt nogle forudsætninger i forskellige lovgivninger for, at tingene skulle kunne fungere. Man havde bl.a. lavet Barnets Reform. Problemet var, at Barnets Reform jo ikke blev efterlevet på sådan en måde, at man fik forhindret og forebygget alle de her ting, som så er kommet frem i løbet af de sidste 1½-2 år, og derfor er det jo godt, at alle partierne nu i fællesskab kan være enige om, at der skal gøres en indsats for at hjælpe de børn, som har en risiko for at lide overlast, og at man også skal tage sig af de børn, som har lidt overlast, bagefter.

Men det vigtigste er selvfølgelig at få sikret, at så få som muligt bliver misbrugt eller misrøgtet enten derhjemme eller i det opholdssted eller hos den plejefamilie, hvor de er. Derfor er de fire centrale punkter, som er nøglen i det her lovforslag, vigtige, og dem vil jeg lige nævne.

Børnene skal høres og beskyttes, når der er mistanke om overgreb. Det er klart, at det er vigtigt, at også børnenes udsagn bliver en central del af den viden, der skal til for at forebygge eller reparere på det, der er sket. Det bliver så styrket nu.

Det næste har været et af de punkter, der sådan set har været mest diskussion om, for det er mest håndgribeligt. Det handler om de underretninger, som kommer fra folk, som siger, at der er noget galt i en familie eller på et opholdssted. Og dem skal man så også tage sig af så hurtigt som muligt. Nu er det indføjet her ganske klart, at underretninger skal vurderes inden for 24 timer. Men det er ikke nok at vurdere dem, det er et spørgsmål om, at der også skal ske en opfølgning på de her underretninger.

Det er en god ting, for så bliver det præciseret, at det altså ikke er nok, at man får en underretning og siger: Hovsa, det var da meget godt, den lægger vi lige over i vindueskarmen eller ned i skuffen, indtil vi får tid til at tage os af den. Nej, nu skal det ske inden for 24 timer, og der skal være en opfølgning.

Så er det også en meget vigtig ting, at man skal sikre, at mistrivsel og overgreb skal håndteres så tidligt som overhovedet muligt. Altså, det er jo egentlig bedst at forebygge, at der sker noget. Men når det så er i gang, gælder det om at få stoppet det så tidligt som muligt.

Endelig er det også vigtigt, at man får udbygget det forebyggende arbejde med en tværfaglig indsats.

Alle de ting er nogle helt centrale punkter, og jeg håber, at det her vil gøre, at der bliver mere styr på tingene.

Derudover er vi også i gang med at få vedtaget en tilsynsreform, som ud over den her overgrebspakke skulle kombinere tingene, sådan at man forebygger, men samtidig også hele tiden har tjek på både det kommunale tilsyn og nu også de nye socialtilsyn. Det er jo nogle alle tiders initiativer, vi her har taget i fællesskab.

Der er en enkelt lille ting, som man skal være opmærksom på i lovgivningen, og som ikke har været helt central, men den er så kommet med, nemlig at det også foreslås i lovforslaget her at øge støtten til plejefamilier, som ønsker at adoptere deres plejebarn. Det er sådan set fint nok. Man skal bare være opmærksom på det, som plejefamiliernes organisation udtaler i deres høringssvar, nemlig at det jo ikke skal være sådan, at man nærmest tvinger plejefamilierne til at adoptere med det formål, at man så sparer nogle penge på anbringelsen af børnene.

Det kunne jeg heller ikke forestille mig at nogen ville gøre – det ville man forhåbentlig ikke. Man skal bare være opmærksom på, at det her ligesom skal formuleres på sådan en måde, at plejefamilierne ikke bliver presset til at adoptere, fordi kommunerne eventuelt kan se en mulighed for, at hvis familierne adopterer, er der ikke længere de udgifter, som der er ved at anbringe børnene i familiepleje.

Det er bare lige en bemærkning om, at vi skal være opmærksomme på, at der ikke kommer en eller anden uheldig virkning af den her lovgivning.

Med de ord vil jeg sige, at Venstre støtter det her lovforslag, og vi ser frem til og glæder os til det videre samarbejde om det.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Maja Panduro, Socialdemokratiet.

Der sker jo vældig mange ting i dag. Nogle gange kan man have indtryk af, at det sted, der sådan er mindst bevågenhed på udefra, er Folketingssalen. Det er lidt en skam, for jeg synes faktisk, at det, vi står med her i dag, og som vi blevet enige om meget, meget bredt, er så helt utrolig vigtigt.

Vi er jo alle sammen gået ind i politik af en grund, og en af grundene til, at jeg endte med at engagere mig, var ønsket om at kunne gøre en forskel for lige præcis den her gruppe af børn, som måske er nogle af dem, der har vanskeligst ved selv at råbe op, og som der ikke altid rigtig har været så mange der har taget hånd om. Det gør vi noget ved nu – sammen – meget, meget bredt. Det er jeg helt vildt stolt over og helt vildt glad for.

Det er jeg, fordi jeg synes, at de ting, vi tager fat på nu, lige præcis repræsenterer mange af de ting, som jeg både har hørt i min tid som byrådsmedlem, og som jeg hører, når jeg kommer rundt og taler med fagpersonale, med pædagoger, skolelærere, med sagsbehandlere, og når vi taler med børneorganisationerne. Det er nogle af de ting, som har været efterlyst af så mange igennem ganske lang tid.

Foruden at bygge på en meget bred politisk enighed og et fælles politisk ønske om faktisk at ville gøre en forskel for at skærme og værne om de her børn, bygger forslaget også på et meget grundigt forarbejde, både fra Ankestyrelsen og fra et ekspertpanel. Ministeren nedsatte panelet på baggrund af den kulegravning af alle de frygtelige sager, vi har hørt om igennem de seneste år, så de kunne komme med nogle meget konkrete anbefalinger til, hvad det så lige præcis er, vi skal gøre.

Når nu vi har ønsket og den politiske vilje, hvad er det så for nogle redskaber, vi skal sætte ind med for rent faktisk at kunne gøre en forskel for lige præcis de her børn?

Ordførerne før mig har jo forklaret flere af grundelementer i den her pakke. Det er en ganske stor pakke, så jeg vil anbefale, hvis man sidder derude, at man faktisk går ind og kigger den igennem. Og jeg ved, at ude i kommunerne og derude, hvor de har med de her børn at gøre, glæder de sig faktisk rigtig meget til at komme i gang med de her nye værktøjer, som vi nu giver dem.

Det ser jeg rigtig meget frem til at vi får gjort. Og hvis vi netop, som også den tidligere ordfører nævnte, samtidig med at vi nu får lavet tilsynsreformen, som vi jo heldigvis også meget bredt er enige om, rent faktisk lykkes med det her, mener jeg, at vi skaber en mindre socialpolitisk revolution for nogle af dem, som har allermest brug for os. Og det ser jeg frem til.

Derfor kan Socialdemokraterne meget varmt bakke op om lovforslaget, som det ligger her.

Tak til ordføreren. Så er det fru Linda Kristiansen, Radikale, som ordfører.

Tak for ordet. Fru Liv Holm Andersen er desværre forhindret, så jeg har fået lov til at få æren af at læse hendes tale op. Jeg må sige, at emnet taget i betragtning er jeg stolt over at få lov til at læse den her tale op.

Dette lovforslag udmønter overgrebspakken, som er en samlet pakke af tiltag for at forebygge overgrebssager og behandle disse sager bedre. Forslaget er en del af satspuljeaftalen og dermed en prioritering af og satsning på et område, som vi bredt hen over Folketingets partier finder vigtigt. Det er betryggende og glædeligt, for ethvert barn, der har været udsat for noget af det frygteligste, der kan overgå et barn, hvor der ikke er blevet grebet ind, er et barn for meget.

Derfor er jeg glad for at stå på talerstolen i dag med et lovforslag, der bl.a. indeholder, at alle, der arbejder med børn, skal opkvalificeres til at komme videre med overgrebssager, at der kommer børnehuse i hver region, som bliver en fælles indgang til sociale myndigheder og politi og sundhedsvæsen, at alle indberetninger skal vurderes inden for 24 timer, og flere andre tiltag, som alle baserer sig på det samme, nemlig hurtigere og bedre handling i forbindelse med overgrebssager.

Samtidig sættes der et arbejde i gang, som baseres på både kampagnevirksomhed og undervisning, med at udbrede viden om rettigheder blandt børn for på den måde at ruste børnene til at sige fra og søge hjælp. Børnene skal vide, hvad der er forkert, og at de også har rettigheder, selv om de voksne normalt bestemmer.

Alt i alt er vi i Det Radikale Venstre meget glade for lovforslagets initiativer og kan således støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det fru Anne Baastrup fra Socialistisk Folkeparti som ordfører.

Det her er forhåbentlig sidste skud på stammen af de talrige ændringer af servicelovgivningen, vi har lavet siden, tror jeg, 1999. Da hed det så Barnets Reform og barnepakke I, og jeg skal komme efter dig. Nu har vi simpelt hen været alle små hjørner igennem i servicelovgivningen.

Vi har haft rigtig mange forfærdelige børnesager. Vi har gang på gang kunnet konstatere, at kommunerne ikke engang opretter en sag, hvis de får en anmeldelse af, at der er et barn, der er truet. Vi kan se, at selv i pæne kommuner viser det sig, hvis der bliver foretaget sådan en undersøgelse af et konsulentfirma, at der er sket fejl på fejl på fejl. Det er ikke bare sådan nogle formelle fejl, men det er materielle fejl, og det vil sige, at man ikke tager en børnesamtale med et barn, som er alvorligt truet. Man tager ikke fat i det der enkelte barn, man tager ikke kontakt med familien. Jamen altså, man kan simpelt hen blive overrasket over, hvor mange fejl der kan nå at blive lavet i en enkelt i øvrigt velfungerende kommune.

Derfor må vi satse på, at det her simpelt hen er sidste gang, vi skal ind at reparere på lovgivningen. Vi har været meget detaljerede i den her lovgivning – i mine øjne i virkeligheden for detaljerede. Derfor skal vi også, når vi så har fået opdraget kommunerne ordentligt, sikre, at vi ikke fastholder en meget detaljeret lovgivning, hvis det viser sig, at vi får ændret det, som jeg tror er det helt, helt afgørende, nemlig kulturen i den enkelte socialforvaltning. Det skal være helt grundlæggende og fundamentalt, at man tager en samtale med børnene, og at man naturligvis involverer netværket: Hvad er udfordringerne med den her familie? Er der nogle andre ting, vi kan sætte i gang, således at vi får samlet op på en dysfunktionel familie, samlet op på de problemer, den pågældende familie har?

Så er vi jo heldigvis også ved at lave en tilsynsreform – vi satser på, at forslaget bliver fremsat her efter påske – som rent faktisk også kan tage et skridt ned i, hvad det så er, der sker, når barnet bliver anbragt uden for eget hjem. Er der den ordentlige behandling af barnet? Har vi sikkerhed for, at der ikke er børn, der på den der institution eller det opholdssted, hvor de bliver anbragt, bliver udsat for overgreb?

Jeg tror, at vi har været alt igennem. Jeg håber, at hver en sten er blevet vendt. Jeg håber inderligt, at vi så også i forbindelse med den rådgivning, vi har fået af forskellige kloge folk, har truffet de rigtige valg om, hvad det er for nogle metoder, der skal bruges.

Jeg er fuldstændig enig med hr. Eyvind Vesselbo i, at noget af det vigtige er, at man får sagerne ind, og at velkvalificerede folk får mulighed for at se alle de indberetninger, der måtte komme til kommunen, og så kan man på fagligt kvalificeret vis træffe beslutning om, hvem der skal visiteres videre til særlig behandling, og hvor man kan sige, at det er en fejl, at den her indberetning er kommet, og at man tager en samtale med lægerne om, hvad det handler om der, således at man kan fokusere på de børn, der er alvorligt truet.

Vi satser på børnehusene, men først og fremmest tror jeg vi skal satse på, at vi kan få flyttet og ændret tænkningen hos lærere, hos personalet i daginstitutioner og i socialforvaltninger, i forhold til hvad det er for en tilgang, vi har til børn og deres barndom. Så satser jeg på, at vi nu for sidste gang laver en ændring af servicelovens kapitel om særlige foranstaltninger for børn og unge, således at vi kan føle os mere trygge – vi kan aldrig være sikre – når vi fremover slår op i en eller anden tilfældig avis, og kan sige: Der er ingen børnesager i den her uge. Det er rigtig, rigtig godt. Fremover, om et halvt år er der ingen børnesager.

Sådan tror jeg at vi hele tiden skal satse på, at det her er sidste punktum. Nu kører det bare. Vi forventer, at socialrådgivere, kommunalpolitikere og vi selv bruger den indvendige side af hovedet i fortolkningen af den her lovgivning, således at vi tager det store skridt frem og holder op med at lave ændringer i den her lovgivning. Nu skal der bare handling til. Men vi støtter naturligvis forslaget.

Tak for det. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger. Jeg ser ikke ordføreren for Enhedslisten, og derfor går vi videre til ordføreren for Liberal Alliance, fru Thyra Frank.

Præcis som fru Maja Panduro nævnte, har de tidligere ordførere så smukt gennemgået det her lovforslag, L 181, og jeg vil blot tilføje, at vi fra Liberal Alliance med glæde støtter forslaget, som vi synes det er fantastisk at vi er kommet frem til.

Tak for det. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Det Konservative Folkeparti, fru Benedikte Kiær.

De seneste år er vi blevet rystede gang på gang af nogle forfærdelige historier, nogle forfærdelige historier om nogle børn og unge mennesker, som er blevet svigtet, svigtet af deres forældre; måske er de blevet udsat for overgreb, måske også seksuelle overgreb, men de er også blevet svigtet af det samfund, som ellers skal gribe ind, når der er nogle børn, der er i sådan en forfærdelig situation. Det er noget, der ryster os alle, og især er det rystende, at nogle af de her børn har levet under sådan nogle vilkår i mange år. Noget af det har vi ikke engang opdaget, og det er først, når de bliver voksne, at vi får at vide, hvad det er for en forfærdelig historie, de har at fortælle.

Det er nogle historier, som også i den grad viser, at der er behov for ændringer, også ændringer af den kultur, der er i forhold til børn, der har det svært, og den tilgang, man har til børn, der har det svært. Og det er jo baggrunden for, at vi gennem årene har kunnet se det ene tiltag efter det andet for netop at hjælpe de her børn, sådan at de ikke skal leve under sådan nogle forhold. Der har f.eks. været anbringelsesreformen, og Barnets Reform er jo også en af de rigtig store reformer, et af de rigtig store tiltag, som netop skal ændre revolutionerende ved det her område.

Jeg har selv som minister oplevet mange af de her forfærdelige sager, og jeg var med til at få vedtaget Barnets Reform. Jeg husker tydeligt, hvor mange gange vi hørte kommentaren i forbindelse med Barnets Reform, når nogle kommuner ikke havde implementeret den, at de jo var i gang med at implementere den. Men loven var trådt i kraft, og loven skulle sådan set virke alle steder, i alle egne, i alle kommuner. Derfor satte jeg også gang i en undersøgelse, som Børnerådet skulle foretage, netop for at tale med de børn, det drejer sig om, om, hvordan de egentlig oplevede det at være anbragt på en institution. Der blev også nedsat et ekspertudvalg, som netop skulle se på, hvordan og hvorledes Barnets Reform egentlig blev iværksat og implementeret ude i de enkelte kommuner. For vi skal simpelt hen hjælpe de børn, som ellers er udsat for et kæmpe svigt.

Der kom som bekendt et valg, og jeg er glad for, at ministeren, som sidder på området, har taget tråden op på det område, for det er et område, som i høj grad har været præget af, at vi alle sammen er meget enige om, at der skal ske noget, og at der skal ske noget revolutionerende. Det kan man bare se med anbringelsesreformen og med Barnets Reform, altså at der er en enighed i Folketinget om, at vi skal give de her børn den rigtige hjælp.

Vi kan også nu se resultatet af det arbejde, som ministeren har sat i gang. I det, som så hedder overgrebspakken – man kunne måske have brugt et andet ord – er der nogle forslag, som netop skal lave nogle justeringer. Nogle af de justeringer er rigtig gode, rigtig kloge, og om andre justeringer tænker jeg: Skal man virkelig til at skrive det ind i en lovgivning, for det er jo egentlig noget, der for mig virker som sund fornuft. Det er f.eks., at man ikke skal lade børn have samvær med deres forældre, uden at der er en eller anden overvågning, hvis det drejer sig om nogle forældre, som faktisk har udøvet seksuelle overgreb på barnet.

Men som sagt går det her forslag ind og præciserer og justerer nogle ting, og så er der også et par ting, jeg meget gerne lige vil fremhæve, som jeg synes er meget, meget væsentlige, og som virkelig vil styrke området og virkelig vil hjælpe de børn, som det drejer sig om. Med det her forslag får børn nu ret til en bisidder, når de i de her sager skal sidde over for en socialrådgiver. Jeg synes, det er rigtig, rigtig godt, at de nu har ret til en bisidder, for nogle gange, når man har siddet over for en myndighedsperson, som har gennemgået ens sag, kan man bagefter ikke huske, hvad det var, der blev sagt til en, eller man har måske ikke helt forstået, hvad det egentlig er, det hele går ud på. Derfor er det rigtig godt, at børn nu får ret til en bisidder.

Derudover synes jeg også, det er meget spændende – og jeg vil følge det meget nøje – med den her støtte til børn og unge, hvis de gerne vil køre en erstatningssag mod en af de kommuner, som i den grad bare har siddet på hænderne og fuldstændig overhørt den ene underretning efter den anden. Det er der jo desværre nogle eksempler på – det har vi desværre set i nogle af de her sager – altså at der er kommuner, der bare har siddet på hænderne. Nu bliver der så mulighed for, at de pågældende børn og unge kan få støtte til faktisk at køre en erstatningssag. Det er også noget, jeg venter mig meget af og vil følge meget nøje.

Så blev det sagt af SF's ordfører, at der er sket mange tiltag gennem årene, og det er jeg fuldstændig enig i. Og der var en bøn, kunne jeg høre, fra SF's ordfører om, at det ligesom må være der, hvor vi kan sætte punktum i forhold til de tiltag, og at vi nu forhåbentlig ikke skal i gang igen med at lave ny lovgivning. Det kunne jeg håbe, men jeg tør ikke give nogen garanti, for det er et område, der også er under fortsat udvikling. Med det forslag, vi står med nu, håber jeg at vi i langt højere grad og meget hurtigere kan give de børn, som er udsat for omsorgssvigt, en meget hurtigere og mere kvalificeret og effektiv hjælp.

Vi støtter forslaget.

Tak for det. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det social- og integrationsministeren.

Tak for det.

Hvis man på et eller andet tidspunkt vil gå tilbage og finde ud af, hvad der egentlig blev sagt fra Folketingets talerstol den dag, hvor vi skulle førstebehandle L 181, vil folk nok sidde og tænke: Ja, der var lidt debat, og der var mange gode ting, der blev nævnt. Men det, som folk ikke kan se, er, at vi, som er til stede her i salen, og som repræsenterer alle de politiske partier i Folketinget, har arbejdet med det her dag ud og dag ind. Det kan man ikke se, hvis man på et tidspunkt skal læse udskriften igennem for at finde ud af, hvad det så egentlig var, der blev drøftet og forhandlet fra Folketingets talerstol. Da vil man ikke kunne se, at vi har siddet i Social- og Integrationsministeriet og holdt det ene møde efter det andet om, hvordan vi præcis kunne løfte den her indsats.

Jeg vil gerne bruge anledningen til sige tak – tak til alle repræsentanter for alle Folketingets partier. Nogle gange kommer man til at tænke på, at når vi er i sådan et politisk miljø, som vi er, går det nogle gange lidt op i, at man også skal være lidt efter hinanden – der er nogle, der er i regering, der er nogle, der er i opposition – og der er nogle gange noget, som afstedkommer, at man så kan fornøje sig lidt med det. Men når alt skrælles væk og vi kommer til at sidde og tale om det, der er allermest alvorligt, og det, der ligger vores hjerte allernærmest, så er det lige præcis, hvordan vi hjælper de udsatte børn. Hvordan forhindrer vi, at børn bliver udsat for overgreb? Hvordan styrker vi den indsats, der skal være?

Når vi sidder og kigger hinanden i øjnene hen over bordet, er det også, at vi kan finde hinanden, og at samtlige Folketingets partier lægger alt til side og kun har ét fokus, nemlig hvordan vi i fællesskab sørger for at få lavet en aftale, der holder, og som hjælper. Det vil jeg bare sige alle tak for. Jeg er stolt af, at det er lykkedes at samle alle om den her indsats. Alle har bidraget med spørgsmål og ideer. Vi har et fælles ejerskab til den her lovgivning, og vi har et fælles ejerskab til også at følge op på den.

En af de ting, som tidligere ordførere har været inde på, har jo været, at man i mange år har arbejdet på at løfte og rette op på børneområdet, fordi den sagsbehandling, der har været i kommunerne, ikke har været tilstrækkelig. Den hjælp, børn og familier har fået, har ikke været god nok. Man har vedtaget lovgivning, og alligevel er den ikke blevet implementeret, og der har været det ene og det andet.

Det har vi jo i fællesskab taget konsekvensen af med det her nye lovforslag, fordi vi bl.a. sørger for, at Ankestyrelsen skal følge op på implementeringen. Vi ændrer den måde, kommunerne skal lave deres indsats på, så de eksempelvis efteruddanner sig samlet og løfter. Vi har haft fokus på barnets rettigheder; på de fagligheder, der skal være i spil, når man skal give den rigtige indsats; på hastigheden, hvormed det er vigtigt at en underretning bliver kigget på; at der skal være systematik i den måde, som kommunerne arbejder med de her sager på.

Så uden at gennemgå lovforslaget fra A til Z vil jeg bare slutte af med endnu en gang at sige, at vi har siddet med hinanden i rigtig, rigtig mange timer, og det vil jeg igen sige tak for. Og så vil jeg love, at vi kommer til at bruge endnu flere timer, for vi følger det her til dørs, og det gør vi i fællesskab. Det her skal implementeres, det her skal lykkes. Det skal vi, der er herinde, tage ansvar for i fællesskab, og det gør vi, for det fortjener ungerne. Og vi har alle sammen indtil videre vist, at vi også er i stand til at levere det. Så tak for et rigtig godt samarbejde om L 181. Jeg glæder mig til, at vi følger det til dørs, for den her indsats kan kun blive bedre, og det bliver den, når vi gør det i fællesskab. Tak.

Tak for det.

Der er ingen, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen slut.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.