Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af lovforslag nr. L 223:

Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats og forskellige andre love. (Reform af kontanthjælpssystemet, uddannelsespålæg, uddannelsesrettet indsats til unge, jobrettet indsats til kontanthjælpsmodtagere, helhedsorienteret indsats til udsatte m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen).

(Fremsættelse 28.05.2013).

Sammen med dette punkt foretages:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 224:

Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, SU-loven, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag samt forskellige andre love. (Reform af kontanthjælpssystemet, uddannelseshjælp for unge, aktivitetstillæg, gensidig forsørgelsespligt mellem samlevende, ændrede rådighedskrav og sanktioner m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen).

(Fremsættelse 28.05.2013).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er hr. Hans Andersen fra Venstre.

Tak for det. L 223 og L 224 udmønter aftalen om en reform af kontanthjælpssystemet fra den 18. april i år – en reform, som har det klare mål at få flere mennesker i arbejde. Det mål bakker vi selvfølgelig op om i Venstre, og vi er tilfredse med at have trukket reformen i den rigtige retning, så vi i dag står med to gode lovforslag.

Det er to lovforslag, der vil bringe os nærmere et velfungerende kontanthjælpssystem og vil sikre vækst og arbejdspladser til glæde for alle her i landet. Alt for mange mennesker modtager kontanthjælp i dag, og det er på tide, at vi stiller større krav og forventninger til de mennesker, der kan selv, og at vi tilskynder vores unge til at tage en uddannelse, der bringer dem tættere på arbejdsmarkedet, og at vi tager ordentligt hånd om udsatte borgere.

Det er det, de to lovforslag sigter mod, og det gør de helt grundlæggende ved at afskaffe matchgruppesystemet og i stedet inddele de ledige i tre kategorier, nemlig jobparate, uddannelsesparate og aktivitetsparate.

Da forslagene er ret omfattende, vil jeg blot fremhæve en række af de ting, som vi er tilfredse med i Venstre.

Det sikres, at endnu flere unge under 30 år får en uddannelse, både dem, der kan gå i gang med det samme, og dem, der har brug for en aktiv indsats først. Alle unge uden uddannelse får således et uddannelsespålæg og en grundig visitation. Kontanthjælpen nedsættes til SU-niveau for alle uddannelsesparate unge, så der ikke længere er en økonomisk gevinst ved at fravælge en uddannelse.

Vi vil også fremhæve, at det er positivt, at arbejdsgiverne ikke får ekstra udgifter i forbindelse med de flere skolepraktikker, som jo er en følge af den øgede brug af uddannelsespålæg.

I dag er der kun forsørgelsespligt mellem gifte par, og det bliver nu ændret, så samlevende par, hvor begge er fyldt 25 år, får gensidig forsørgelsespligt. På den måde kommer kontanthjælpssystemet til at afspejle moderne samlivsformer og familiemønstre.

Alle ledige skal fremover have samtaler og deltage i aktivering, så snart de søger om kontanthjælp, og det skal de, helt frem til at de kan påbegynde en uddannelse eller et arbejde. Aktivitetsparate modtagere af kontanthjælp og uddannelseshjælp skal med lovforslaget have en tidlig helhedsorienteret og tværfaglig indsats. Og for de jobparate vil der de første 3 måneder være fokus på intensiv jobsøgning, og senest efter 3 måneder skal den enkelte arbejde for sin kontanthjælp, f.eks. gennem en nytteindsats.

Et nyt sanktionssystem vil sætte en stopper for dem, der udnytter systemet. Fremover kan de kontanthjælpsmodtagere, der gentagne gange nægter at stå til rådighed for job eller uddannelse, miste op til 3 måneders kontanthjælp. Og det er vi godt tilfredse med.

Vi glæder os også over, at unge med handicap på STU-uddannelserne får gavn af, at formueafhængigheden nu afskaffes.

Hvad angår de økonomiske fordele ved lovforslagene, er vi tilfredse med at have trukket reformen i den rigtige retning. De offentlige budgetter bliver forbedret med omkring 1,2 mia. kr. i 2020. Over de kommende år henter vi samlet næsten 1 mia. kr. mere i kontanthjælpssystemet, end regeringen lagde op til, og det betyder selvfølgelig, at vi har haft 1 mia. kr. mere til at bruge på vækstpakken til glæde for erhvervslivet og danske arbejdspladser. Beskæftigelsen øges desuden med 4.500 i 2020 mod de foreslåede 3.900 i regeringens udspil.

Det var nogle af fordelene, men i Venstre vil vi også gerne understrege, at reformen kun er ét skridt i den rigtige retning. Efter valget gjorde regeringen det som bekendt mere attraktivt at være ledig, og det problem bliver ikke løst, og vi vil derfor fortsat gøre meget mere for, at det altid kan betale sig at arbejde. Desuden er der en problematik i forskelsbehandlingen af unge uddannelsesparate og aktivitetsparate. Vi mener stadig, at aktivitetstillægget skaber forkerte incitamenter. Det sender forkerte signaler om, at det bedre kan betale sig at være aktivitetsparat frem for at være uddannelsesparat.

Men alt i alt ser vi meget positivt på reformen, og Venstre vil bakke op om de to lovforslag, som de foreligger. Tak.

Tak for det. Der er foreløbig tre medlemmer, der har ønsket at komme med korte bemærkninger. Den første er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Jeg kan forstå, at Venstre og hr. Hans Andersen er godt tilfredse med, at sanktionerne strammes og ydelserne sættes ned. Der bliver sagt, at man er godt tilfreds med det i Venstre.

Gad vide, hvor langt ydelserne skal sættes ned, før man er rigtig, rigtig tilfreds, og hvor mange sanktioner der skal læsses på, før man er endnu mere tilfreds, når man siger, at det endnu bedre skal kunne betale sig at arbejde? Er det sådan, at Venstre gerne så, at man fuldstændig fjernede kontanthjælpssystemet, eller hvad er ideen bag, at man går så kontant til værks som det her? Jeg kan forstå, at 1,2 mia. kr. skal flyttes fra kontanthjælpsmodtagerne over til erhvervslivet.

Ordføreren.

Vi har sådan set været optaget af at sikre, at det har en konsekvens, hvis man udebliver fra tilbud, fra samtaler uden gyldig grund. Den konsekvens skal også kunne mærkes. Det er sådan set det, vi nu har aftalt med partierne bag kontanthjælpsreformen. Det er vi sådan set tilfredse med. Vi synes sådan set, at vi har fundet et fornuftigt niveau, der gør, at man sådan set kan få frataget op til 3 måneders kontanthjælp, hvis man gentagne gange udebliver fra aktivering eller samtaler. Der synes vi sådan set man har fundet et fint niveau. Tak.

Hr. Christian Juhl.

Tak. Nu synes Venstre, at man har fundet et fint niveau, og nævner selv, at pengene skal gå til erhvervslivet. Hvis man fortsatte den sammenligning, kunne man sige følgende: Når der i erhvervslivet snydes i skat, er der en meget mild sanktion, hvis man skal sammenligne med kontanthjælpsmodtagere. Kontanthjælpsmodtagere kan miste op mod en fjerdedel af deres indtægt i 1 år, hvis de ikke gør, som øvrigheden og staten beder dem om. Tænk, hvis man nu indførte samme sanktionsregime for erhvervslivet, hvis der ikke var fremmøde eller ikke blev betalt skat til tiden eller blev direkte snydt i skat. Ville hr. Hans Andersen følge op på eller stemme for nogle forslag, som også ville betyde en indførelse af det samme regime for erhvervslivet og i samme proportion?

Ordføreren.

Nu er det jo kontanthjælpsreformen, vi drøfter i dag, og ikke skattesystemet eller erhvervslivets overholdelse af gældende lov på det område. Jeg synes sådan set, at med den aftale, der foreligger her i dag, har vi fundet en fornuftig balance, og vi har slået fast, at der skal være respekt om, at man møder op til samtaler, man er indkaldt til, man møder op til aktiveringstilbud. Hvis man ikke gør det uden gyldig grund, er man ikke berettiget til kontanthjælp i en periode. Det synes jeg sådan set er et fornuftigt signal. Vi er sådan set meget optaget af, at der både er rettigheder og pligter, når man er en del af et velfærdssamfund, og her har vi sådan set fundet en udmærket løsning på det.

Tak. Det næste medlem er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak, og tak til ordføreren for fremlæggelsen. Det kommer jo ikke bag på mig, at Venstre gerne vil være med til at tage fra nogle af dem, der har allermindst her i samfundet, for at give til nogle af dem, der har mest. Så der er ikke noget overraskende i det.

Men ordføreren gjorde jo meget ud af at sige, at det her kun er det første skridt i retning af en tilfredsstillende løsning. Så er det, jeg spørger: Hvad er så det næste skridt efter ordførerens opfattelse? Hvor er det, der skal skæres yderligere i kontanthjælpen? Ordføreren løftede jo sløret for noget af det: Aktivitetstillægget skal væk, og alle skal ned på den lave ydelse, 5.742 kr. Det skal alle, også dem, der hverken kan tage et arbejde eller tage en uddannelse. Det har vi fanget. Hvilke yderligere skridt vil ordføreren gerne have taget? Er man f.eks. enig i Dansk Industris forslag om, at der skal være en tidsgrænse for, hvor længe man overhovedet kan få kontanthjælp?

Ordføreren.

Jeg håber, at vi er enige om, at kontanthjælp skal være en midlertidig ydelse. Det skal ikke være borgerløn. Man kunne næsten forstå på hr. Finn Sørensens ordvalg, at Enhedslisten måske overvejer at komme med det som et forslag næste gang, altså borgerløn. Vi er sådan set optaget af, at kontanthjælp er en midlertidig ydelse. Vi har så sagt, at vi sådan set gerne vil arbejde for, at der fortsat også kunne være et loft over kontanthjælpen, men det vil regeringen og regeringens parlamentariske flertal jo ikke være med til. Men det er da et af de elementer, vi fortsat er optaget af. Vi er optaget af at få genindført loftet over kontanthjælpen.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at ydelser som kontanthjælp og dagpenge jo helst skal være midlertidige, fordi målet selvfølgelig er at tilbyde mennesker et job eller en uddannelse. Den grundlæggende forskel mellem Venstre og Enhedslisten er, at Enhedslisten mener, at hvis samfundet ikke kan tilbyde mennesker et job, de kan bestride, eller en uddannelse, de kan klare, skal vi ikke tage forsørgelsen fra dem af den grund. Men det er jo det, som Venstre helt tydeligt er ude på.

Jeg fik så klemt et konkret forslag ud af Venstre: Venstre vil genindføre kontanthjælpsloftet – og vi kan også lige spørge, om man også vil genindføre starthjælpen – hvilket jo medførte langt flere fattige her i landet. Jeg har forstået, at det vil Venstre gerne. Vil Venstre være med til at genindføre starthjælpen? Hvad mener Venstre om Dansk Industris forslag om, at der skal være en tidsgrænse for, hvor længe man overhovedet kan få kontanthjælp?

Ordføreren.

Vi er sådan set optaget af, at kontanthjælpen er en midlertidig ydelse. Vi skal sådan set bringe mennesker i uddannelse og i job. Det er så derfor, vi har lavet den her aftale, og derfor, at vi synes, at det er en rigtig god aftale. Den bringer mennesker i job og i uddannelse, og vi stiller helt berettigede krav til, at når man er på en midlertidig ydelse, man er på kontanthjælp, skal man også møde op til tilbud om både aktivering og samtaler.

Vi har sådan set hele tiden haft den holdning, at loftet over kontanthjælpen var et rigtig, rigtig fornuftigt værktøj. Ser man på et ægtepar, hvor begge er på kontanthjælp i dag, skal den ene ud at tjene omkring 30.000 kr., for at det kan betale sig for en af dem at komme i arbejde. Både hr. Finn Sørensen og jeg ved jo godt, at hvis man er på kontanthjælp, så finder man ikke lige et job med en løn på 30.000 kr. som det første. Så derfor er incitamentet der ikke i dag til at tage et job, hvis begge i et par er på kontanthjælp.

Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak. Jeg kan forstå på Venstres ordfører, at det er vigtigt, at vi får flere unge til at tage en uddannelse. Den intention er jeg meget enig i. Men hvad med de unge, der har en uddannelse? Hvad med de unge, som har gjort alt det, som bl.a. Venstre har bedt dem om, altså dem, der har taget en uddannelse, dem, der måske har været ude at investere i at købe en bolig, og dem, der har stiftet familie? Bliver den gruppe unge mennesker ikke ramt meget hårdt af den her kontanthjælpsreform? Kan Venstres ordfører ikke bekræfte, at den gruppe unge mennesker, som har taget en uddannelse, som er jobparate, som har gjort alt det, de er blevet bedt om, nu vil gå markant ned i indkomst?

Ordføreren.

Det er korrekt, at for så vidt angår mennesker mellem 25 år og 30 år, vil der være en reduktion i ydelserne. Det vil være sådan, at det ikke længere skal kunne betale sig at være på kontanthjælp frem for i uddannelse, og det skal også gælde gruppen op til 30 år. Det har vi sådan set drøftet, og vi er jo så også blevet enige om at gennemføre det her forslag, fordi det faktisk viser sig, at det får mennesker til at tage en uddannelse og komme videre. Så jeg står sådan set ved, at der i dag er mennesker, der vil få en lavere ydelse, når vi vedtager det her lovforslag. Jeg ville stå og lyve, hvis jeg ikke sagde det.

Fru Rosa Lund.

Jamen jeg kan da kun være enig i, at det er en fordel, at man tager en uddannelse frem for at være på kontanthjælp. Men jeg spørger nu en gang til de unge mennesker, som har taget en uddannelse, de unge mennesker, som har taget en erhvervskompetencegivende uddannelse, f.eks. som elektriker, SOSU-assistent, pædagogisk assistent eller tømrer. Skal de unge mennesker under 30 år ifølge Venstre så tage en ny uddannelse, for at det her kan give mening? Har de ikke mere brug for at komme i arbejde? Jeg forstår Venstres logik sådan, at unge, der har taget en uddannelse, åbenbart har brug for mere uddannelse. Er det sådan, jeg skal forstå Venstres ordfører?

Ordføreren.

Det korte svar er her, at de sådan set skal i arbejde. De har en erhvervskompetencegivende uddannelse. De skal i arbejde. Det er jo også derfor, at der er en lang række elementer i det her lovforslag, der styrker arbejdet med at bringe dem tættere på arbejdsmarkedet, hjælpe dem og matche dem med en arbejdsplads, der har brug for dem. Det er sådan set der, at vi med dette lovforslag sætter ind og bruger flere kræfter. Så det er jeg meget tilfreds med. De skal i arbejde. De skal ikke nødvendigvis tage endnu en uddannelse.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Socialdemokraterne, hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Tak. Kontanthjælpen er det nederste sociale sikkerhedsnet i Danmark, som sikrer en forsørgelse til alle, der ikke kan forsørges på anden vis. Det er fundamentet i det danske sociale sikringssystem, et fundament, som vi som Socialdemokrater har været med til at skabe, og som vi er stolte af, men som vi også er parate til at forandre, når det er nødvendigt. For med årene er kontanthjælpen også blevet et sikkerhedsnet, som alt for mange mennesker bliver filtret ind i, så de sidder fast. Det er dybt ulykkeligt for den enkelte, det er meget dyrt for samfundet, og frem for alt har det aldrig været meningen. For kontanthjælpen er tænkt som en midlertidig forsørgelse, men for mange er den blevet et livsvilkår. Den virkelighed er uløseligt forbundet med, at der med årene har bredt sig en passivkultur i kontanthjælpssystemet, hvor vi har overladt mennesker til passiv forsørgelse i årevis, mennesker, som har haft brug for hjælp til at komme videre. Vi har accepteret, at unge mennesker opbygger en hverdag med kontanthjælpen som grundlag, ledsaget af marginalisering, svage netværk og stadig dårligere beskæftigelsesmuligheder. Det er, som om systemet har mistet retning, som om hovedopgaven er kommet ud af fokus, som om vi for en stund har glemt, hvad det egentlig er, det hele handler om.

Med kontanthjælpsreformen foretager vi store beskæftigelsesmæssige og socialpolitiske ændringer af det danske socialsikringssystem, og det gør vi for netop at vende tilbage til det, det hele handler om: at hjælpe mennesker med at komme videre i livet. Vi gør op med passivkulturen, så de svageste borgere ikke længere er dem, der får mindst og dårligst hjælp; ingen skal længere overlades til sig selv.

Vi afskaffer kontanthjælpen for alle unge under 30 år, til fordel for en uddannelseshjælp, fordi unge mennesker i starten af livet grundlæggende ikke hører hjemme i kontanthjælpssystemet, men i uddannelse.

I dag har mere end 90 pct. af de unge på kontanthjælp ikke en uddannelse. De indtager en meget sårbar position på arbejdsmarkedet og går en meget usikker fremtid i møde. Derfor stiller vi krav til de unge ufaglærte under 30 år om at tage en uddannelse. Samtidig styrker vi overgangen til uddannelse med øget vejledning, brobygning til uddannelsesinstitutionerne og særlig støtte til enlige forsørgere.

For de mennesker, der kan arbejde, stiller vi nu krav om 3 måneders intensiv jobsøgning; herefter skal man arbejde for kontanthjælpen. Kritiske røster har hævdet, at det er urimeligt, og at man ikke kan kræve, at arbejdsløse arbejder. Intet kunne være mere forkert. Mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, skal ind i arbejdsfællesskabet; det er afgørende, at vi fastholder arbejdsperspektivet, og at vi modvirker det umiddelbart umærkelige skred ind i passivitet og mismod, der så ofte følger af det at være overladt til sig selv. Derfor er det progressive svar til kontanthjælpsmodtagere ikke, at de skal passe sig selv på passiv forsørgelse, men at stille krav om at medvirke til at komme videre. Det er også at tage det enkelte menneske alvorligt at tale ind til de forventninger, vi alle har til os selv om at bidrage.

Med reformen tydeliggør vi begreberne om ret og pligt. Vi styrker retten til hjælp for læse- og skrivesvage. Vi giver mennesker ret til hjælp, når de efter psykiatrisk indlæggelse eller afsoning af en fængselsstraf skal ind på arbejdsmarkedet. Men vi skærper samtidig sanktionerne over for de mennesker, der ikke lever op til pligten om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. For dem, der har evnerne, har også pligten.

For dem, hvis evner ikke rækker så langt, styrker vi hjælpen. Kontanthjælpsmodtagere med komplekse problemer får fremover en helhedsorienteret indsats og ret til en sagsbehandler, der koordinerer på tværs af offentlige instanser. For de særligt udsatte giver vi ret til en mentor, som skal hjælpe med at få stabiliseret livet så meget, at de med tiden kan deltage i en jobrettet indsats.

At tage livtag med kontanthjælpssystemet er ikke nogen let opgave. Det vil kræve en stor indsats fra de involverede, men det er en nødvendig opgave, som hovedparten af Folketinget med reformen har forpligtet sig på, og som vi skal løse i fællesskab.

I centrum af reformen står fokus ensidigt på job og uddannelse, på ret og på pligt, på at hjælpe mennesker, der har brug for hjælp, videre i livet. Der er al mulig grund til at være stolt af det, og derfor kan Socialdemokraterne støtte begge forslag.

Tak for det. Der er foreløbig tre medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak, og tak for ordførertalen. Vi skal gøre op med passivkulturen, sagde hr. Lennart Damsbo-Andersen. Betyder det, at kontanthjælpsmodtagere er dovne, og at det er det, man skal lovgive om? For så har jeg misforstået den socialdemokratiske politik. Så bliver ydelserne sat voldsomt ned. Er det socialdemokratisk politik, at man for dem, der har de dårligste forhold økonomisk, skal sætte ydelserne ned? Er det den nye socialdemokratiske linje?

Ordføreren.

Når jeg siger, at vi har en passivkultur, er det for så vidt ikke møntet på kontanthjælpsmodtagerne, for de ligger jo, som der er redt til dem, og det er derfor, vi har tænkt os at lave det her om. Vi har i Danmark skabt en situation, hvor vi har indrettet os med matchgrupper – matchgruppe 1, 2 og 3. I matchgruppe 3 har vi i dag 10.000 unge under 30 år, og der bliver for dem i matchgruppe 3 overhovedet ikke gjort nogen indsats. Det er der, jeg mener at vi skal gøre op med passivkulturen – det vil sige vores passivitet i forhold til de unge mennesker, som er overladt til sig selv i matchgruppe 3.

Hr. Christian Juhl.

Der var et spørgsmål mere, men inden jeg stiller det en gang til, vil jeg gerne bede ordføreren om at vælge en anden sprogbrug. Jeg tror, at 99 pct. af alle danskere, der lytter til det her, eller som man møder, vil tro, at Socialdemokratiet nu mener, at kontanthjælpsmodtagerne er dovne, når man snakker om passivkulturen. Kan man så ikke sige, at nu skal der gøres op med statens og kommunernes forkerte behandling af kontanthjælpsmodtagerne? For det bringer med det samme tankerne frem mod en debat, vi havde sidste sommer, og jeg synes, det er meget, meget negativt og meget, meget forkert af arbejderbevægelsens parti at vælge den sprogbrug.

Så vil jeg gerne vide, om det er Socialdemokraternes nye politik, at ydelserne for kontanthjælpsmodtagere skal sættes ned, og at pengene så i stedet skal føres over til en vækstpakke til erhvervslivet. Det vil sige, at man tager penge fra de økonomisk set svageste i samfundet og giver til de økonomisk set stærkeste. Er det Socialdemokraternes politik, at man nu skal omfordele den modsatte vej af, hvad vi før har været enige om?

Ordføreren.

Jeg er ked af, hvis jeg kom til at udtale mig, så det kunne misforstås. Jeg har overhovedet ikke på noget tidspunkt klandret kontanthjælpsmodtagere i Danmark for noget, for de gør jo det, de skal, men vi har som regering og via kommunerne lavet et system, der gør, at de bliver overladt til passivitet, for vi gør ingenting. Det har intet med kontanthjælpsmodtagerne at gøre, det har noget med systemet at gøre. Bare for at slå det helt fast vil jeg sige, at det er systemet, der har indrettet den passivkultur, som vi så gør op med. Jeg har overhovedet ingen grund til at gå ind på det spor, som hr. Christian Juhl påpeger.

I forhold til ydelserne vil jeg sige, at jeg tror, at hr. Christian Juhl og Enhedslisten har misforstået noget, for nedsættelsen af ydelserne bliver ikke brugt til at blive sendt over til nogle andre, de bliver udelukkende brugt på at investere i uddannelse og aktivitet til dem, der er på kontanthjælp i dag, og som så kommer på uddannelseshjælp eller aktivitetshjælp fremover.

Tak. Den næste med en kort bemærkning er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak. Så ved jeg ikke, hvem der har misforstået noget, for så vidt jeg har forstået, er det her en del af et forlig med en række partier i Folketinget – så vidt jeg husker alle andre end Enhedslisten – og de besparelser, der bliver lavet i forhold til SU og kontanthjælp, til sammen lidt over 3 mia. kr., indgår i en finansiering af lettelser af øl- og sodavandsafgifter. Sådan husker jeg da det forlig. Det er da i hvert fald den økonomiske mekanik i det. Så der vil jeg da gerne høre, hvad ordførerens sociale sindelag siger ham i forhold til det.

Så har jeg et andet spørgsmål. Ordføreren er jo bekendt med, at regeringen lige har fastsat en fattigdomsgrænse. Hvordan har ordføreren det så med, at man nu laver en reform af kontanthjælpssystemet, som betyder, at mange flere tusinde kommer ned under den fattigdomsgrænse, man lige selv har fastsat, som jo er 8.500 kr. i disponibel indkomst om måneden? Her taler vi jo om langt lavere ydelser.

Ordføreren.

Jamen jeg har det sådan set godt med mit sociale sindelag, og det har jeg, fordi – som jeg sagde før – den reform, vi laver her, ikke laver en omfordeling. Det er korrekt, at hvis vi lykkes med det her, og det håber jeg virkelig vi gør, så er der rigtig mange af dem, der er på kontanthjælp i dag, som kommer i arbejde. Og det betyder så, at der bliver en besparelse på statsmidlerne på nogle milliarder kroner – fred være med det. Det, som vi gør, er, at de midler, vi i dag bruger på passivt at forsørge kontanthjælpsmodtagere, vil vi fremover bruge aktivt på at sikre, at dem, der er på uddannelseshjælp eller i aktivitet, kommer frem imod en uddannelse, så de kan forsørge sig selv. Det har intet at gøre med at flytte penge fra dem, der har mindst, til dem, der har mest. Det er helt forkert opfattet.

Hr. Finn Sørensen.

Så tror jeg ordføreren må studere det forlig, der er indgået om det. Så lad det ligge.

Jeg fik ikke rigtig svar på mit spørgsmål om, hvordan ordføreren har det med, at regeringen indfører en fattigdomsgrænse, som er ca. 8.500 kr. om måneden i disponibel indkomst, dvs. efter skat. Her foreslår man så en stribe ydelser til unge mennesker helt op til 30 år, der ligger meget lavere end det. Og hvis ordføreren svarer – for nu kan jeg jo ikke komme igen – at det jo kun er en midlertidig ydelse, så vil jeg spørge, hvordan det så hænger sammen med, at ministerens egne tal for, hvor mange man forventer kommer i arbejde og uddannelse viser, at knap 20 pct. af kontanthjælpsmodtagerne kommer i arbejde eller uddannelse; sagt på en anden måde: Lidt over 80 pct. kommer ikke i arbejde og uddannelse og vil jo altså så risikere at komme til at leve i hvert fald 3 år, måske mere, på de her lave ydelser og vil dermed være omfattet af regeringens definition af fattigdom. Hvad mener ordføreren om det? Hvad vil ordføreren gøre ved det?

Ordføreren.

Jeg tror, at hr. Finn Sørensens regnestykke er helt forkert. Det er jo rigtigt, at der så i fredags er kommet et bud på en fattigdomsgrænse i Danmark. Og det er helt korrekt, at når jeg skal svare på det, så vil jeg sige, at i forhold til de unge mennesker under 30, som får et uddannelsespålæg, og som er klar til at gå i gang med en uddannelse, er det meget midlertidigt; det vil være nogle ganske få måneder, det er midlertidigt, at de er på en lavere ydelse, så de vil aldrig nogen sinde ramme ind i den her fattigdomsgrænse. Resten af de unge mennesker op til 30 år bliver jo ikke ramt af det her, for de er jo i en situation, hvor de enten vil være i gang med en uddannelse, hvor de får SU, og det er ikke omfattet af reglerne for fattigdomsgrænsen, eller også er de i aktivitet, og det vil sige, at de stadig væk har den ydelse, de altid har haft, og derfor vil de ikke blive ramt af fattigdomsgrænsen, som Enhedslistens ordfører her påstår.

Tak for det. Det sidste medlem, der har bedt om en kort bemærkning, er fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak. Det virker lidt, som om vi har behov for at få opklaret nogle misforståelser her, så måske Socialdemokraternes ordfører kan være så venlig at redegøre for, hvordan de her penge, der bliver sparet på kontanthjælpen, bliver kanaliseret over i uddannelse.

For i Enhedslisten er vi sådan set enige i intentionen om, at unge, der ikke har en uddannelse i dag, skal have en uddannelse, men erhvervsskolernes kommentar til den her kontanthjælpsreform har jo været: Vi er ikke rustet til at tage imod så mange unge. Det kan muligvis være, fordi forligspartierne bag den her aftale tænker, at det er en anden uddannelse, de unge skal have, men jeg kunne i hvert fald godt tænke mig en opklaring af, hvor det er, de her penge bliver kanaliseret hen, så det styrker uddannelsessystemet, som jo skal tage imod de her unge mennesker, som skal have en uddannelse.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at svaret på fru Rosa Lunds spørgsmål næsten giver sig selv. Altså, hun svarede faktisk selv på sit spørgsmål undervejs, for det, som er tanken bag det her, er jo netop, at de penge, der bliver sparet, ved at ydelserne bliver sat ned for dem, der er uddannelsesparate, skal bruges til at finansiere uddannelsen, f.eks. på erhvervsskole eller på VUC eller på universitet, eller hvor det nu er, den unge skal hen. Det kan vi jo ikke vide med sikkerhed. Og det ligger sådan set i forliget, at pengene bliver overført direkte til uddannelserne.

Fru Rosa Lund.

Synes ordføreren så ikke, det er en lille smule mærkeligt, at de ude på uddannelsesinstitutionerne siger, at den her kontanthjælpsreform kommer til at ramme dem meget hårdt, fordi de simpelt hen ikke har ressourcerne til det? Jeg kan prøve at spørge på en anden måde: Bliver kontanthjælpsreformen fulgt op af investeringer i hf-enkeltfag, i VUC, i GSK, i erhvervsuddannelserne, i en praktikpladsgaranti?

Altså, det, jeg leder efter, er: 1) Hvad er det for en uddannelse, man forestiller sig at de her unge mennesker skal have? 2) Hvordan vil man sikre, at institutionerne rent faktisk er klar til at tage imod de her unge, hvilket jeg fornemmer er en fælles ambition, vi har i regeringen og Enhedslisten?

Ordføreren.

Jamen det, der er problemet her, er jo, at institutionerne ikke har set pengene endnu, og derfor begynder de at råbe op allerede nu. Det er der for så vidt ikke noget at sige til, de har ikke set pengene, men pengene skal nok komme ud til dem.

Men en del af pengene bliver faktisk brugt på noget rigtig fint, nemlig at vi med det her sikrer, at de særlig udsatte, dvs. enlige forsørgere, som gerne vil have en uddannelse, har den samme forsørgelse hele vejen igennem, uanset om de er i uddannelse eller i praktikperiode, så der ikke er nogen steder, hvor de får et hul i forsørgelsen eller der bliver en nedgang i forsørgelsesniveau. Det er et af de områder, hvor vi virkelig kan se at der bliver mulighed for at vi kan få flyttet en generation fra ikke at have en uddannelse til at få en uddannelse, specielt når det gælder de unge og enlige forsørgere.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Bent Bøgsted.

Tak, formand. Den her kontanthjælpsreform er noget, der har været talt om i lang tid, nemlig at der skulle ske ændringer på kontanthjælpsområdet, og det er så lykkedes at få en bred enighed om et nyt kontanthjælpssystem. Nu er der blevet sagt en hel del, så jeg vil lægge vægt på noget af det, som vi i Dansk Folkeparti har arbejdet for at ændre, og det er, at der skal ske en kraftig indsats for de unge. Vi skal simpelt hen have stoppet fødekæden til kontanthjælpssystemet. Det betyder, at vi så vidt muligt skal have alle unge under 25 gennem uddannelsessystemet på en eller anden måde. Der er mange muligheder at vælge imellem, og der er selvfølgelig nogle, der ikke er i stand til sådan lige uden videre at tage en uddannelse, og de skal selvfølgelig have hjælp. Men der skal laves en kraftig indsats for at få de unge igennem. De skal ikke bare have lov til at gå ledige.

Vi skal også se mere på, hvad det egentlig er, den enkelte er mest tjent med. Det er ikke sikkert, at vejlederne ude på skolerne skal sørge for, at der er så mange som muligt, der kommer på gymnasiet. Jeg tror, de skal have noget mere fokus på, hvad det er, den enkelte selv ønsker, og hvad mulighederne for den enkelte er: Er det en erhvervsuddannelse, eller er det en videregående uddannelse? Det skal der mere fokus på, så vi får de unge igennem systemet. Den rigtig gode indsats er jo, at vi hjælper de unge til at få en uddannelse og de kan komme i job med den uddannelse. Så vil der jo blive færre og færre kontanthjælpsmodtagere på mellem 25 og 30 år, i hvert fald, og det vil jo være den ultimative succes. Jeg tror så ikke helt på, at det lykkes på den måde, men vi kan i hvert fald gøre en kraftig indsats for at forbedre forholdene og sikre, at de unge kommer igennem.

Det hænger også lidt sammen med, at det nu er blevet varslet, at man skal kigge på erhvervsuddannelserne. I den forbindelse skal man også være opmærksom på, hvad der er sket i forbindelse med de aftaler om kontanthjælpsreformen, så i hvert fald undervisningsministeren ikke glemmer, at vi har lavet en kontanthjælpsreform, der går på, at flere unge skal i arbejde. Så der håber jeg da at undervisningsministeren måske tager kontakt til arbejdsmarkedsordførerne, så vi får lidt indflydelse på, hvad de laver i Ministeriet for Børn og Undervisning.

Et andet punkt, som vi i Dansk Folkeparti lagde vægt på at ændre fra starten af, var jo det ønske, der var, om, at alle skulle have forsørgerpligt – også de helt unge. Der fik vi igennem, at unge under 25 er fritaget for forsørgerpligten, og det skyldes jo, at de unge ikke er klar til at danne par for livet, så der kan man ikke forlange, at bare fordi de er flyttet sammen, skal de forsørge hinanden. Det er ikke ret og rimeligt, for det er den periode, hvor man afprøver en hel del, og det skal der også være plads til. Desuden har vi sikret, at unge, der har taget en uddannelse, ikke ryger helt ned på uddannelseshjælp, men at de får den hidtidige ungesats, så de får lidt mere.

Noget af det, som det er vigtigt at vi skal kigge på i den forbindelse, er den indsats, der bliver gjort af jobcentrene, for de ledige, kontanthjælpsmodtagerne. Der har været for meget passivitet i jobcentrene, og der skal jobcentrene altså være mere opsøgende. De skal have mere kontakt til virksomhederne, de skal have mere kontakt til kontanthjælpsmodtagerne, med hensyn til hvilke muligheder der er i uddannelsessystemet. Det skal samordnes mere, og der er det selvfølgelig også lidt spændende, hvad det er, der kommer, for ministeren har jo varslet, at der kommer en reform af jobcentrene med hensyn til den indsats, der skal gøres. Jeg ved ikke lige, hvornår den kommer, men det er allerede til efteråret, der kommer noget. Der skal vi i den forbindelse være opmærksom på, hvad vi har aftalt her, og så sikre, at den rigtige indsats vil blive gjort, for det kan ikke hjælpe, at de ude i jobcentrene bare sidder på deres kontor uden at have kontakt til arbejdsgiverne, når de skal finde ud af, hvad de enkelte vil. I den forbindelse er det selvfølgelig også vigtigt, at den her sikring af praktikpladser til de unge, når de så skal have en uddannelse, så også er til stede.

Et andet punkt, som er meget vigtigt, og som betyder utrolig meget for kommunerne, er det refusionssystem, som det også er aftalt skal ændres i forbindelse med kontanthjælpsreformen. Hvis det nuværende refusionssystem kører videre, er der altså en hel del kommuner, der kommer i klemme. Der håber jeg at ministeren lige hører efter, for det er altså sådan, at yderkommunerne, de små kommuner, bliver klemt. Hvis ikke der bliver lavet et ordentligt refusionssystem, er det de store byer, der render med de penge, der skal ud i refusionssystemet. Vi kan se, at København i forvejen render med ret så meget, og så er det de små yderkommuner, der kommer til at betale, og så kommer de i klemme. Så det er vigtigt der at se på, hvordan den fordelingsnøgle i refusionssystemet kommer til at fungere. Lige hvordan det kommer til at være, kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, da jeg ikke lige kender ministerens tanker, men vi skal i hvert fald have det sådan, at kommunerne kan se, at det kan betale sig at gøre en indsats for de unge og få dem videre i systemet.

Et andet punkt, der betyder utrolig meget for folk, er det her med, om det kan betale sig at tage et job, når man er på kontanthjælp, fordi der er forsørgerpligt for samlevende. Det havde vi da ønsket at man kunne have set på. Nu er det sådan, at hvis man er gift, får man den andens personfradrag, hvis den anden ikke har en indtægt. Det gør man ikke her, og det er så et minus, som jeg mener vi skal prøve at arbejde videre med, så vi kan sikre, at når der er tale om samlevende, får den ene i hvert fald den andens personfradrag. Det ville være en hjælp, og så ville der være lidt mere reel ligestilling med gifte. Som det ser ud nu, kan jeg selvfølgelig kun opfordre til, at man bliver gift, for det er en fordel at blive gift nu med det system her, for så får man den andens fradrag. Så det kan være, det medfører, at der er flere, der vælger at blive gift. Det skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige noget om, og det er heller ikke mit ansvar; jeg skal ikke sige, om folk skal giftes, men økonomisk vil det med det nye system her være en fordel.

Dansk Folkeparti synes, der er så mange gode tiltag i forbindelse med kontanthjælpsreformen, at vi er gået med i det. Der er ingen roser uden torne, som det bliver sagt, og det må vi også erkende her. Men med den rigtige indsats er vi overbevist om at vi kan få hjulpet mange videre i systemet, så de ikke havner på kontanthjælp for tid og evighed. Det er en midlertidig ydelse. Det er ikke meningen, at man skal kunne gå på kontanthjælp for tid og evighed. Hvis man gør det, er det, fordi det er den forkerte indsats, der bliver gjort her.

Men alt i alt støtter Dansk Folkeparti selvfølgelig den aftale, vi er gået ind i.

Tak for det. Der er foreløbig tre medlemmer, der har meldt sig med korte bemærkninger. Den første er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak til hr. Bent Bøgsted for fortællingen om Dansk Folkepartis politik. Jeg vil gerne stille et spørgsmål, delvis som følge af Venstres ordførers beretning: Er det Dansk Folkepartis politik at tage 1,2 mia. kr. fra de mennesker, der har meget lidt i indtægt, og så ifølge hr. Hans Andersen give dem til erhvervslivet – det var han vældig tilfreds med, som han sagde? Er Dansk Folkeparti også tilfreds med, at man tager 1,2 mia. kr. fra dem, der har den mindste indtægt i samfundet, og leverer over til dem, der har den højeste indtægt i samfundet?

Ordføreren.

Det er selvfølgelig nødvendigt med en forklaring på det. Det, der ligger i det her, er, at de penge, der bliver taget fra kontanthjælpsmodtagerne, bliver i systemet. De bliver brugt til den indsats, der skal laves over for kontanthjælpsmodtagerne.

De der 1,2 mia. kr., som hr. Christian Juhl taler om, er flyttet over til en vækstpakke, det er rigtigt nok. De 1,2 mia. kr. fremkommer ved, som der står i aftalen, at der er flere, der kommer i arbejde, der er flere, der kommer i uddannelse og dermed ikke får kontanthjælp. Så de 1,2 mia. kr. fremkommer ikke, fordi man tager noget fra nogen, der stadig væk er på kontanthjælpsydelser, det er den besparelse, der bliver opnået ved, at dem, der kommer over i uddannelsessystemet, tager en uddannelse og kommer i arbejde. Det er der, de 1,2 mia. kr. opstår. De andre penge, som bliver taget i forbindelse med omfordelingen af kontanthjælpen, bliver i kontanthjælpssystemet til at hjælpe med uddannelsen, det står sort på hvidt, det burde hr. Christian Juhl også kunne læse.

Hr. Christian Juhl.

Det må jeg sige er en lidt letsindig omgang med penge. Man tror, man kan skaffe flere arbejdspladser ved at gøre folk fattigere. Jeg tror da, at man skulle have nogen til at regne det igennem for sig, inden man arbejder videre med den model.

Så vil jeg gerne lidt over til forsørgerpligten, for hr. Bent Bøgsted siger i JydskeVestkysten i februar, at regeringen kan komme til at opbygge en monokultur for de unge, der ikke tør flytte sammen, ved at man også udvider forsørgerpligten til dem, der er samboende. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, hvad hr. Bent Bøgsted mener med ægteskabslignende forhold, og hvordan man kan kontrollere den slags, men det kan vi jo lade ligge til en anden gang. Jeg vil bare gerne vide noget. I dag siger hr. Bent Bøgsted, at han egentlig ønskede, at forsørgerpligten skulle gælde alle, også de unge mellem 18 og 25 år. Hvordan hænger det sammen med citatet fra JydskeVestkysten den 25. februar, hvor man siger: Jamen det vil fremme en monokultur, så det duer ikke? Man kan jo ikke i et parti have to forskellige synspunkter. Det samme gælder hans påstand om, at det ikke kan betale sig at tage et job, når man får gensidig forsørgerpligt. Det er jeg fuldstændig enig i, men hvordan vil hr. Bent Bøgsted løse det dilemma?

Ordføreren.

Ja, jeg kan starte med at konstatere, at hr. Christian Juhl ikke har hørt særlig godt efter. Hr. Christian Juhl sagde, at jeg ønskede en forsørgerpligt for dem mellem 18 og 25 år. Jeg sagde netop, at Dansk Folkeparti fik det pillet ud, så der først er forsørgerpligt fra 25 år. Fra starten var der et ønske fra regeringen om, at det skulle gælde fra 18 til 25 år, og det fik Dansk Folkeparti pillet ud, så der ikke var forsørgerpligt for dem under 25 år. Det mener jeg absolut at jeg sagde her fra talerstolen, det kan læses i referatet. Det er ønsketænkning at komme og sige, at det er det, Dansk Folkeparti ønsker. Det er det ikke.

Angående det her med monokultur står jeg stadig væk ved, at det kan føre til, at der er flere, der ikke tør at flytte sammen, hvis de er på kontanthjælp. Så bor de enkeltvis. I den forbindelse vil jeg sige, at man skal sikre sig, at der bliver lavet klare regler for, hvornår man er samboende og ikke samboende, for man skal stadig væk have lov at være kærester, det er jo ikke det. Der skal være klare regler. Men det vil absolut medføre, at der er nogle, der vælger at bo alene, det er der nok ingen tvivl om.

Tak. Så er det fru Rosa Lund.

Tak. Jeg kan forstå på hr. Bent Bøgsted, at det er afgørende, at de unge mennesker, som ikke har en uddannelse i dag, får en. Det mener vi også i Enhedslisten. Jeg skal bare spørge hr. Bent Bøgsted om en ting.

Anerkender Dansk Folkeparti, at der er mange unge, der er på kontanthjælp i dag, fordi de er blevet afbrudt i deres erhvervsuddannelse, enten fordi de er faldet fra, eller fordi de ikke kan få en praktikplads?

Ordføreren.

Jamen der er en del, der er faldet fra, fordi de ikke kan få en praktikplads – helt klart. Og det er også derfor, jeg sagde i min tale, at der skal arbejdes på at sikre, at der er praktikpladser til de unge. Den indsats for de unge under 25 er vigtig, hvis vi skal opretholde fødekæden , og det kræver, at de får den rigtige vejledning om, hvilken uddannelse de skal have. Det kræver også, at det sikres, at de har mulighed for at få en praktikplads. Det mener jeg også jeg sagde i min ordførertale – så helt klart ja.

Fru Rosa Lund.

Tak. Grunden til, at jeg gerne ville have ordføreren til at gentage det, er, at jeg tror, der er mange unge mennesker, som føler sig svigtet af Dansk Folkeparti, for det første fordi Dansk Folkeparti har været med til at lave en SU-reform, selv om de havde lovet ikke at ville være med til at indføre besparelser på SU'en for 2 mia. kr. – det har man nu været med til – og for det andet fordi det nu bliver sværere for de unge mennesker, der er på kontanthjælp i dag, f.eks. at tage enkeltfag på hf eller et VUC-kursus eller en erhvervsuddannelse.

Så mit sidste spørgsmål skal bare være: Skal jeg betragte det med praktikpladserne og den bedre vejledning som et løfte, Dansk Folkeparti har tænkt sig at overholde, eller er det et løfte på samme måde som med SU-reformen, altså et løfte, man ikke har tænkt sig at overholde?

Ordføreren.

Altså, hvad SU angår, tror jeg, at fru Rosa Lund skal spørge vores SU-ordfører om, hvad der er sket i de forhandlinger. Dem har jeg ikke været med til.

Men det er helt klart, at vi i Dansk Folkeparti vil arbejde for at sikre, at der er nok praktikpladser.

Tak for det. Den næste spørger er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak, og tak til ordføreren for fremlæggelsen. Det undrer mig, at ordføreren står og siger, at vi skal have klare regler om ægteskabslignende forhold. Var det ikke en god idé at få lavet de regler, inden man vedtager sådan et lovforslag, der har så store konsekvenser? Det er det ene spørgsmål.

Det andet er, at jeg bare undrer mig over ordførerens udtalelser, for det er jo ikke engang 14 dage siden, at ordførerens parti stemte imod et forslag fra Enhedslisten om, at vi skal have klare regler i det her spørgsmål om ægteskabslignende forhold, uden at ordføreren selv var i stand til at fremlægge et alternativt forslag. Så det vil jeg da gerne lige høre ordførerens bemærkninger til.

Ordføreren.

Jeg går ud fra, at det, hr. Finn Sørensen spørger om, er kontrollen af, om man reelt er samboende eller ikke er samboende. Det drejer sig om de kontrolforanstaltninger, der skal til. Det står der jo noget om i lovforslaget. Der står noget om, hvad der skal til, for at man kan betragte sig som samlevende. Det, der så ligger i det, er, at socialministeren har varslet, at der kommer et nyt tiltag med klare regler for kontrol af samboende, samlevende. Jeg har ikke lige set, om der er kommet et udspil. Det kan godt være, at der er kommet et udspil fra socialministeren, for den kontrolforanstaltning ligger jo under socialministerens ressort. Jeg har forstået det sådan, at ministeren er på vej med det.

Hr. Finn Sørensen.

Som jeg hører socialministeren, har hun ikke lovet os klare regler. Hun har lovet os nogle klare vejledninger, men som Statsforvaltningen Sjælland har påpeget, er det altså reglerne, der gør, at man ikke kan give folk en ordentlig vejledning i, hvad det vil sige at leve i et ægteskabslignende forhold.

Så jeg vil da gerne spørge ordføreren: Er ordføreren i stand til her at give os en klar, konkret, letforståelig fortolkning af, hvad det vil sige, når der i den her lov tales om ægteskabslignende forhold? Det er vel det mindste, man kan forlange, nemlig at borgerne kan få klar besked om det? Så jeg ser frem til at høre ordførerens klare definition af, hvad det vil sige at leve i et ægteskabslignende forhold.

Ordføreren.

Altså, det er noget, vi skal have set på i forbindelse med den videre lovbehandling. Der ligger i teksten her nogle regler om, hvad det vil sige at være samboende. Den vejledning, der kommer, skal selvfølgelig være sådan, at den er forståelig. Det skal vi stadig væk arbejde videre med.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Radikale Venstre, hr. Nadeem Farooq.

Tak for det. Vi står midt i en krisetid. Økonomien står i stampe, og regeringen gør sig store bestræbelser på at genrejse dansk konkurrenceevne og dansk økonomi. Derfor gennemfører vi reformer, og jeg er overbevist om, at de vil virke til gavn for Danmark. Men det betyder ikke, at vi bare må læne os tilbage og vente på bedre tider. Det betyder heller ikke, at vi skal holde op med at søge nye løsninger på velkendte, men alvorlige udfordringer. Nationaløkonomi må ikke fjerne fokus fra vores sociale ansvar. For dem, som ikke er en del af vores arbejdsfællesskaber, skal hjælpes.

Der er i dag ca. 135.000 personer, der modtager kontanthjælp. Det er alt for mange. Personer på kontanthjælp er en meget sammensat gruppe. Det glemmer man ofte her i Folketinget og i medierne og i offentligheden. Det er en sammensat gruppe, og folk har derfor meget forskelligartede udfordringer og behov. Problemet er imidlertid, at det nuværende kontanthjælpssystem ikke på rette vis tager hånd om den kompleksitet og den forskelligartethed, der ligger i, at gruppen er sammensat og ikke homogen.

Mange medborgere mødes ikke med klare krav, og mange får ikke den rette indsats og hjælp til at komme væk fra kontanthjælp og videre i arbejde eller uddannelse. Det er urimeligt, og det er uacceptabelt.

Hvis man er på kontanthjælp i mange år, er der naturligt nok desværre stor risiko for, at man aldrig får ordentligt fodfæste eller vender tilbage til arbejdsmarkedet. Det har ikke kun betydning for den enkelte, men også for den næste generation og for hele samfundet i øvrigt. Mere end 50.000 af kontanthjælpsmodtagerne er unge under 30 år. I gennemsnit har ni ud af ti ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse. Igen kommer jeg med gennemsnitstal: Tre ud af fire har højst gennemført folkeskolen.

De mange på kontanthjælp er en udfordring, som vi skal tage meget alvorligt. For unge skal ikke være på kontanthjælp. De skal gøre nytte, først og fremmest for deres egen fremtids skyld. De skal mødes med en tro på, at de har evner og potentiale til at få en uddannelse, som kan give dem fodfæste på arbejdsmarkedet. Det skal akkompagneres af en indsats, der understøtter målet om uddannelse og opkvalificering. Omtrent hver femte på kontanthjælp er enlige forsørgere. Det er typisk unge med et lavt uddannelsesniveau. Det har ikke kun betydning for den enkelte, men også for deres børn, hvis kontanthjælpen mere eller mindre bliver et livsvilkår, hvilket vi skal undgå.

Målet med kontanthjælpsreformen er, at mange flere bliver i stand til at varetage et arbejde og færre ender på livslang offentlig forsørgelse. Kontanthjælpsmodtagerne skal væk fra passiv forsørgelse og via en aktiv, målrettet indsats ledes på sporet af enten uddannelse eller job. De, der kan selv, skal selv, og de, der endnu ikke kan selv, skal hjælpes. Reformen viser, at der er brug for alle i vores samfund. Reformen handler ikke kun om at sætte ind over for nuværende kontanthjælpsmodtagere, men i lige så høj grad om at forebygge, at fremtidige generationer ender på kontanthjælp. Fokus på den næste generation er helt afgørende.

Generelt bygger det kontanthjælpssystem, vi ønsker at lave en aftale om, på tre principper. Først og fremmest er det ret og pligt. Alle kontanthjælpsmodtagere skal mødes med klare krav og forventninger. Personer, der modtager kontanthjælp, fordi de midlertidigt ikke kan forsørge sig selv, har ret til hjælp og støtte for at komme i job og uddannelse. Men man har også en pligt til at leve op til kravene for at modtage hjælpen.

For det andet opgiver vi ingen. Alle kontanthjælpsmodtagere skal mødes med en klar forventning om, at de har et potentiale, og at de kan udvikle sig positivt.

For det tredje skal unge i uddannelse. Unge uden uddannelse skal ikke være i kontanthjælpssystemet. De skal i uddannelse. Alle unge uden uddannelse skal mødes med troen på og støtten til, at de kan få sig den uddannelse og få et liv, hvor de kan realisere deres potentiale.

Regeringen erstatter den meningsløse passive forsørgelse med en aktiv indsats målrettet den enkelte kontanthjælpsmodtager. Alle, der kan, skal tage en uddannelse eller et arbejde, mens de allersvageste kontanthjælpsmodtagere – og det er blevet meget overset i offentligheden – skal hjælpes bedre end i dag via en tværfaglig og helhedsorienteret indsats, der bringer dem tættere på arbejdsmarkedet.

Der er en anden pointe, som dele af Folketinget glemmer, og som jeg håber vi kan råde bod på. Det er, at de penge, som reformen frigiver, anvendes krone for krone inden for kontanthjælpssystemet, mens det provenu, som reformen skaber i kraft af flere job og færre på kontanthjælp, anvendes i vækstplanen. Reformen øger beskæftigelsen med knap 4.500 personer frem mod 2020, og samtidig forventes det, at 4.500 flere unge kommer i uddannelse. De bidrager også til højere beskæftigelse. Så er der nogle andre ting om skøn for provenu osv., som jeg ikke skal trætte forsamlingen med.

Reformen giver god økonomisk mening. Først og fremmest er reformen et udtryk for en vigtig social indsats over for vores udsatte borgere. Radikale Venstre kan derfor med disse kommentarer støtte begge lovforslag, L 223 og L 224.

Tak for det. Der er foreløbig to medlemmer, der har meldt sig med korte bemærkninger. Den første er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak, og tak til ordføreren for redegørelsen. Nu vil jeg gerne have svar på følgende spørgsmål: Hvorfor skulle der opstå flere arbejdspladser, hvorfor skulle der opstå flere uddannelsespladser, hvorfor skulle der opstå en bedre sagsbehandling i kommunerne, fordi man skærer så drastisk ned på kontanthjælpen, som man gør her? Hvordan hænger det sammen? Hvor kommer de arbejdspladser, de uddannelsespladser og den bedre sagsbehandling fra, ved at man skærer ned på kontanthjælpen?

Ordføreren.

Vi siger heller ikke, at alle de 135.000, der er på kontanthjælp, bare sådan kommer i job. Vi har sådan nogle rimelige konservative, moderate og realistiske skøn for, hvor mange der kan komme i job frem mod 2020, og vi siger 4.500. Det er for det første ud fra det, at vi animerer dem, der godt kan selv, til hurtigere at tage en uddannelse eller komme i job i stedet for at hænge fast i kontanthjælpen – det kommer der højere beskæftigelse ud af. For det andet, og det er sådan med en lidt længere indflyvning, er der så alle dem, som i dag ikke kan selv, men som har brug for støtte – den her holistiske, den her tværfaglige støtte – og de kommer jo hele tiden tættere på arbejdsmarkedet. Det, vi skal huske på, er, at jo længere væk man er fra arbejdsmarkedet, jo mere støtte skal der til for at komme hen til arbejdsmarkedet. Så samlet set vil det give en øget beskæftigelse på knap 5.000 personer.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Ja, det var jo ikke nogen lysende klar sammenhæng, jeg fik ud af det. Det hjælper jo ikke at animere, hvis der ikke er nogen job, og hvis der ikke er nogen uddannelsespladser. Jeg fik heller ingen forklaring på, hvorfor sagsbehandlingen skulle blive bedre, bare fordi man skærer ned på kontanthjælpen.

Men jeg vil da gerne holde ordføreren oppe på de tal, han selv har fat i, nemlig hvor få der i virkeligheden forventes at komme i arbejde og uddannelse som følge af den her reform. Det er jo knap 20 pct. af den målgruppe, vi taler om – knap 20 pct.! Det vil sige, at 80 pct. hverken kommer i job eller i uddannelse, men alligevel skal leve i meget lang tid for disse lave ydelser, der for manges vedkommende jo drejer sig om næsten en halvering af det indtægtsgrundlag, de har i dag, altså fra 10.500 kr. og ned til 6.700 kr. eller endnu lavere til 5.700 kr. Hvad er det store lysende sociale perspektiv i den øvelse? Kan ordføreren prøve at forklare mig det?

Ordføreren.

Det her er først og fremmest en social reform, og så handler det om beskæftigelse og økonomi i anden række – noget, som også er vigtigt, også fordi tingene ikke er hinandens modsætninger, men hænger sammen.

Så vil jeg gerne sige – nu står jeg ikke med lovforslaget – at jeg håber, at jeg tager fejl. Jeg håber, at vi tager fejl i forhold til beregningerne. Altså, det vil jeg da håbe. Jeg håber da, at langt flere kommer i job, at langt flere får en uddannelse, og at langt flere kommer til at gøre nytte. Men vi må også være realistiske, i forhold til hvad vi så at sige kan have rygdækning for.

Så på den måde synes jeg stadig, det er en meget vigtig reform. Og jeg håber da, at det perspektiv, det giver dem, som kommer i job, også ansporer andre til at gøre en større indsats og også ansporer systemet til at gøre en større indsats.

Tak. Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Krone for krone skal pengene bruges, hvis det lykkes. Og så siger ordføreren, at 4.500 personer kommer i arbejde. Hvis man ser det i forhold til 135.000 på kontanthjælp, betyder det, at 3,33 pct. – 3,333 hvis vi skal være helt retfærdige – kommer i arbejde. Gad vide, om ordføreren synes, at det er et særlig ambitiøst projekt, at 3,33 pct. af kontanthjælpsmodtagerne kommer i arbejde af den her såkaldte reform. Er det Radikale Venstres målsætning for, hvor meget man synes man skal nå? Det tager i alt 33 år, hvis man får 3,33 pct. i arbejde – og det er endda, hvis man hvert eneste år realiserer de 4.500 arbejdspladser.

Ordføreren.

Der er så en anden del i det her, som hr. Christian Juhl overser, og det er jo alle dem, som får en uddannelse. Vi taler om samme størrelse som beskæftigelseseffekten, altså at det er 4.500. Og det er også meningen, at de skal i beskæftigelse på et senere tidspunkt.

Så jeg synes, det er lidt ærgerligt, at hr. Christian Juhl faktisk ikke tillægger det nogen værdi, at vi også forsøger så at sige at bryde fødekæden i forhold til næste generation, altså at de børn, der vokser op i familier, hvor man i flere generationer har været på kontanthjælp, får en chance for at komme ud af den negative spiral. Det må også betyde noget; det er en værdi i sig selv. Og det tror jeg også kan generere en højere beskæftigelse, hvis vi nu skal blive i den terminologi i forhold til beskæftigelse.

Så jeg mener, det er vigtigt ikke alene socialt i forhold til at bryde den negative sociale arv, men også i forhold til at få den beskæftigelseseffekt. Og igen vil jeg sige, at jeg håber, at jeg tager fejl; jeg håber, at endnu flere kan komme i beskæftigelse og uddannelse.

Hr. Christian Juhl.

Tak. Men selv om man tager de 4.500 på uddannelse med, er man kun oppe på 9.000, og det er det samme som 6,66 pct. af kontanthjælpsmodtagerne. Lad os så sige, at de kom i arbejde eller uddannelse og vi havde så stor en ambition, at det var hvert år, så ville det tage 15 år at få kontanthjælpsmodtagerne i arbejde. Så virker det en smule som varm luft at snakke om, at vi lukker fødekæden. Jeg synes, det er en meget tynd forklaring og en meget lav ambition.

Så vil jeg gerne have et enkelt svar på et andet spørgsmål, som jeg har grublet meget over. Erhvervslivet skal lokkes og pleases med skattelettelser og vækstpakker – det har jeg oplevet, når vi fælles har været ude at diskutere med arbejdsgiverne – men kontanthjælpsmodtagere skal mødes med lavere ydelser og barskere sanktioner. Kan ordføreren forklare mig den psykologiske forskel på arbejdsgivere og kontanthjælpsmodtagere, siden de skal mødes med to helt forskellige metoder – pleases og have tilskud, altså en gulerod, eller tæves med sanktioner og lavere ydelser, altså pisk?

Ordføreren.

Jamen det var en eksercits i, hvor meget man kan tage fejl. For det første er det ikke to forskellige metoder. Det er den samme metode, nemlig at bruge incitamenter, det at tilskynde, vise, at en økonomisk gulerod virker. Når vi giver erhvervsskattelettelser til virksomhederne, er det jo ikke for at gøre virksomhedernes pengetank større; det er jo ikke det, der er målet. Målet er, at man bliver ansporet til at investere i Danmark, og at man ikke investerer i udlandet, og det betyder flere job. Og for det andet er det sådan, at når vi gerne vil bruge incitamenter i forhold til vores udsatte medborgere, er det under skyldigt hensyn til den balance, der skal være i forbindelse med vores sociale hensyn. Det er også derfor, vi har ophævet kontanthjælpsloftet, for vi mener, at det lå under de livsbetingelser og de økonomiske betingelser, vi vil give de familier.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Jo? Så skal der trykkes på knappen. Der er yderligere et medlem, der har bedt om en kort bemærkning. Det er hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance.

Jeg synes måske, at det var relevant for ordføreren at påpege, når Enhedslisten kommer med procenttal for, hvor mange af kontanthjælpsmodtagerne der kommer i arbejde som konsekvens af den her reform, at den her reform sådan set kun rammer de 25-29-årige kontanthjælpsmodtagere. Så det at lave et regnestykke og sige 4,5 pct. ud af 135.000 er jo ikke særlig relevant, når den her reform kun retter sig mod en meget lille gruppe af det samlede antal kontanthjælpsmodtagere.

Ordføreren.

Man kan stille regnestykket op på forskellige måder, også i forhold til hvad der er mest fokus på, og der er mest fokus på de unge, så på den måde vil jeg sige at det er et meget fortegnet billede, som Enhedslisten sætter op, og det udstiller sig selv. Men tak til Liberal Alliance.

Så er der ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Til gengæld er det ordføreren fra SF, hr. Eigil Andersen, som den næste.

Mange tak for det.

For SF er det meget vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at unge får en uddannelse, og det gælder også for dem, der er på kontanthjælp. Vi ved jo, at uddannelse er og bliver en hovedhjørnesten, det bedste fundament, hvis man skal sikre sig en fremtid på arbejdsmarkedet. Nogle vil så sige, at vi ikke alle sammen kan være akademikere. Det er så sandt, som det er sagt. Samfundet har slet ikke brug for, at vi alle er akademikere, og vi er da for øvrigt også mange, der ved, at man kan have et udmærket liv uden at være akademiker.

Nej, det, som det handler om, er, at nærmest enhver jobfunktion i det danske samfund, som man overhovedet kan nævne, kræver en uddannelse af kortere eller længere varighed, og det gælder faktisk også hovedparten af det, som vi ellers i daglig tale kalder ufaglært arbejde. Men selv om også meget ufaglært arbejde i dag kræver lidt uddannelse, går den samfundsmæssige udvikling i retning af, at mange ufaglærte job forsvinder og der er brug for flere faglærte, og det er et meget vigtigt perspektiv også i forbindelse med det, som vi diskuterer i dag.

I SF er vi glade for, at kontanthjælpsreformen rummer en opprioritering af uddannelse, fordi det er vejen til en bedre udsigt til at få et job i fremtiden, end man ellers ville have. Det er klart, at for at man kan nå hen til det mål for det enkelte menneske skal der også ske forbedringer i uddannelsessystemet. Her tænker jeg på erhvervsskolerne, som man også kigger på for øjeblikket, og jeg tænker også på behovet for at oprette en såkaldt fleksuddannelse, som man også forhandler om.

Et andet vigtigt princip for SF er, at efter reformen skal kommunerne tage mere hensyn til den enkelte unges forudsætninger og muligheder, frem for at man bliver placeret i nogle firkantede kasser gennem det nuværende matchgruppesystem. Vi tror, at afskaffelsen af de tre matchgrupper er en fordel. Dels kan nogle komme i gang med uddannelse som nævnt, dels kan man så gøre en større og en stærkere socialfaglig indsats over for de unge, som har brug for det, fordi de i deres hidtidige korte liv har haft meget vanskelige vilkår. Det kan f.eks. skyldes en svær opvækst med dårligt fungerende forældre, som jo kan præge det enkelte menneske på en dårlig måde resten af livet. Det kan også være en psykisk lidelse, som er problemet, eller det kan være misbrug af alkohol eller stoffer. Og i virkeligheden kan det være det hele på en gang bundende i en dårlig opvækst med forældre, som ikke var deres opgave voksen. Her er der virkelig brug for socialfaglig hjælp til den unge, og det mener vi i SF at kontanthjælpsreformen i højere grad end hidtil lægger op til, i kraft af at dem, der ikke umiddelbart er job- eller uddannelsesparate, nu vil få en hjælp, hvor der er mere fokus på den enkelte.

For det tredje mener vi, at det også er en stor fordel, at der nu lægges op til en koordinerende sagsbehandler, som samler trådene. Det er vild forvirring for den enkelte unge, når de i dag nærmest løber spidsrod mellem forskellige sagsbehandlere, hvor forløbet er opsplittet, man kunne også kalde det fragmentarisk, og desværre ofte uden en helhedstænkning. For os i SF vil det være en naturlig ting, hvis princippet om en koordinerende sagsbehandler på et senere tidspunkt bliver fulgt op med, at der også kan udarbejdes eller skal udarbejdes én samlet plan for, hvad der skal ske med den enkelte. Det sidste her omkring én samlet plan i stedet for en række planer er et fremtidsperspektiv, som ikke indgår i den kontanthjælpsreform, som vi behandler i dag, men som måske kan komme ind i billedet på et senere tidspunkt.

For det fjerde vil jeg fremhæve den stærkt øgede brug af mentorer. Det er dokumenteret, at en mentor, altså en voksen person, der har kontakt til den unge og hjælper og råder den enkelte unge, har en rigtig god virkning. Derfor er det meget positivt, at brugen af mentorer bliver stærkt forøget gennem en kontanthjælpsreformen.

Så summa summarum stemmer SF for de her to lovforslag.

Tak for det. Der er foreløbig to medlemmer, der har meldt sig med korte bemærkninger. Den første er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak til ordføreren. Jeg ved, at ordførerens parti er tilhænger af den fattigdomsgrænse, som socialministeren for nylig har fastsat. Hvordan har ordføreren det med, at mange flere tusinde unge som konsekvens af den her reform vil komme til at leve i længere tid, op til de 3 år og måske mere, på ydelser, der er lavere end den fattigdomsgrænse, som socialministeren har fastsat? I den forbindelse må jeg lige sige, at det jo ikke er rigtigt, som den socialdemokratiske ordfører sagde tidligere, at der ikke er nogen, der kommer til at få de der lavere ydelser. Det fremgår jo klart af reformen, at job- og uddannelsesparate kontanthjælpsmodtagere helt op til de 30 år får en væsentlig lavere ydelse, end de får i dag.

Så jeg vil gerne spørge ordføreren, hvordan ordføreren har det med det. Og hvordan rimer det med ordførerens sociale sindelag og ordførerens oplevelse af regeringsgrundlagets målsætning om, at vi skal mindske ulighed og fattigdom?

Ordføreren.

Det er jo helt rigtigt, at der i regeringsgrundlaget står, at vi skal mindske ulighed og fattigdom, og det er også sket med en række ting, som vi i øvrigt har lavet sammen med Enhedslisten. Jeg tænker her på fjernelsen af starthjælpen og fjernelsen af kontanthjælpsloftet, hvor der er sket en væsentlig forbedring, ved at de grupper, der hidtil havde fået de ydelser, nu får almindelig kontanthjælpssats.

Så har vi spørgsmålet om unge og uddannelse. Det er jo ikke sådan, at vi i Danmark betragter unge, som må klare sig for en SU, som fattige. Der har vi jo et princip om, at når man uddanner sig og er ung, kan man klare sig for mindre, end hvis man har en familie med hus og bil og børn. I den forbindelse er det jo også sådan, at der er nogle problematikker i det system, vi har haft hidtil, omkring balancen mellem dem, som uddanner sig, og dem, som ikke uddanner sig. Det vil jeg gerne uddybe i mit næste svar.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg synes altså ikke, at ordføreren forholder sig til spørgsmålet. Konsekvensen af den her reform vil være, at mange flere tusind unge mennesker på helt op til 30 år kommer til at leve for ydelser, der er væsentlig under den fattigdomsgrænse, som regeringen selv har fastsat. Så spørgsmålet er: Hvordan hænger det sammen? Det vil jeg gerne have at ordføreren forklarer.

Ordføreren.

Jeg regner med, at Enhedslisten og SF er enige om, at når man er ung og under uddannelse, har vi en tradition for, at man kan klare sig for mindre, også mindre end den fattigdomsgrænse, som nu er blevet fastsat. Det går jeg ud fra.

Men så vil jeg gerne forsøge at forklare hr. Finn Sørensen, at det jo er klart, at man hidtil har haft et system, hvor man har præmieret, at folk ikke uddannede sig. Sådan har det jo været. Det vil sige, at den, der uddannede sig, skulle klare sig for en SU-ydelse og fik en lavere indtægt end den, som ikke uddannede sig og fik kontanthjælp. Det er jo den problematik og balance, man prøver at finde en anden form for løsning på. Man kunne måske sige, at det hidtil har været en form for ubalance.

Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for ordet.

Til ordførerens udenomssnak, som jeg vil kalde det, om, at job- og uddannelsesparate får en lavere ydelse, vil jeg sige, at det jo er et faktum. Det er også et faktum, at ydelsen kommer ned på SU-niveau. Men det er samtidig også et faktum, at SU-modtagere jo i dag ikke lever for et lavere beløb. Det er jo forkert. I gennemsnit lever en SU-modtager for cirka det dobbelte af, hvad man får i SU, fordi man har lån, fordi man har erhvervsarbejde, og fordi man har en række rabatter. Hvordan vil ordføreren forklare den forskel, der er?

Rent faktisk har SU-modtagere bedre forhold end de her kontanthjælpsmodtagere, vi taler om, fordi de netop har de muligheder for indtægter, som de jo selvfølgelig også bruger.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at hvis man som under 30-årig tager en erhvervsuddannelse, kan man jo melde sig ind i en a-kasse, og så kan man få dimittendsats. Det vil jeg da råde enhver til at gøre, det er nemt at blive a-kassemedlem i den situation, og man får så et beløb, der svarer til, så vidt jeg husker, cirka 15.000 kr. om måneden. Så dem, der tager en uddannelse, vil jo så, når de har gennemført den, have et leveniveau, som er væsentlig højere end de satser, vi i øvrigt snakker om nu, vedrørende SU og den ny uddannelsesydelse.

Hr. Christian Juhl.

Undskyld mig, men synes ordføreren ikke, at han snakker lidt udenom? Vi snakker om nogle satser i et lovforslag, som bliver behandlet i dag. Vi snakker ikke om nogle unge, der er kommet i a-kasse og får dagpenge. Vi snakker om de konkrete ydelser, der er her, som sammenlignes med SU, og som nogle mennesker kommer til at leve for – uden ret til at have erhvervsarbejde, uden ret til at låne penge, uden adgang til studierabat osv. Det er jo den sammenligning, som vi synes er uretfærdig.

I den sammenhæng: Hvordan har ordføreren det med at lave nogle ting med Enhedslisten, der gavner ligheden, og så bagefter at skulle over og ødelægge det hele og forøge uligheden med den her reform?

Ordføreren.

Jeg vil sige flere forskellige ting. Det ene er, at det jo er lidt specielt, at man i dag har et system, som belønner dem, som ikke uddanner sig. Det er da et underligt system, at man belønner dem, som ikke gør det rigtige, nemlig at uddanne sig.

Så vil jeg sige som det næste, at når der skal indgås sådan et forlig, som man har lavet omkring kontanthjælpsreformen, så er det jo et samlet hele. Der er en række forskellige partier, som har lavet det her i fællesskab, og det er jo ikke sådan, at man som det enkelte parti så synes, at ethvert aspekt i det, der er aftalt, er det, som man lige selv umiddelbart havde tænkt på skulle ske, eller som ville være det bedste. Men der er foretaget en samlet afvejning af de faktorer, som indgår i forliget, og den styrkelse, der sker af, at der er større vægt på uddannelse i det her system, er en af de ting, som vi ser som en fordel.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Enhedslisten, hr. Christian Juhl.

Der var engang, da reformer betød forbedringer og ikke nedskæringer; der var engang, da Socialdemokratiet og fagbevægelsen stod i spidsen for sociale forbedringer. Der blev gennemført gode og store reformer, der gav nogle forbedringer til folkepensionen, førtidspensionen, revalideringen, sygedagpengene, arbejdsløshedsdagpengene og bistandsloven, hvilket betød, at vi næsten fik udryddet fattigdommen. For ikke at glemme efterlønnen, der sikrede en værdig tilbagetrækning. Det skete i 1960'erne og 1970'erne, og det kan vi alle sammen med rette være stolte af.

Det tager lang tid at bygge op, men det er hurtigere at rive ned og ødelægge et velfærdssamfund. Det gjorde den forrige regering med stor effektivitet, og den nuværende regering fortsætter desværre i samme spor på en række afgørende områder.

Vi havde en drøm om, at meget ville blive bedre, når der kom en ny regering. Vi håbede, at skattelettelserne til de rigeste ville blive rullet tilbage, så der var penge til at fjerne dagpengeforringelserne og nedskæringerne fra genopretningspakken. I stedet for har vi fået endnu flere skattelettelser til erhvervslivet og til de rigeste, som de syge, de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagerne og pensionisterne skal betale.

Vi havde en drøm om, at vi sammen med arbejdsministeren kunne gennemføre forbedringer for borgerne – forbedringer i sygedagpengesystemet og kontanthjælpssystemet, afskaffelse af varighedsbegrænsninger for sygedagpenge, afskaffelse af bureaukratiet og den rigide kontrol, og at vi kunne indføre en menneskelig og social sagsbehandling. I stedet har man næsten fået afskaffet efterlønnen, fået forringet forholdene for fleksjobberne og gjort det næsten umuligt for alvorligt syge borgere og borgere med handicap at få førtidspension, hvis de er under 40 år.

Vi har fået regeringens udspil om sygedagpenge, der halverer sygedagpengeperioden, og i dag behandler vi forslaget om ændring af kontanthjælpen, der sender mange tusind mennesker ud i fattigdom.

Jeg vil trods alt starte med at rose regeringen for de forbedringer, jeg har kunnet finde i forslaget, og de er: Aktivitetsparate får ret til en koordineret sagsbehandler; de, der har behov for læse-, skrive-, regne- eller ordblindekursus, får det; offentlige løntilskudsjob begrænses til 6 måneder; man får uddannelseshjælp fra uddannelsens start, og indtil man begynder at få SU; en enlig forsørger får hjælp i perioden mellem to uddannelsesforløb; unge, der deltager i STU, kan beholde deres formue; en kontanthjælpsmodtager kan beholde 150.000 kr. af erstatningen for kritisk sygdom; de 25-29-årige får dækket størstedelen af deres tandlægeregning; endelig kan enlige forsøgere få suppleret børnetilskuddet i praktikperioder. Men så har jeg vist også fået alle detaljerne med helt ned i anden decimal.

Forbedringerne opvejes slet ikke af de store nedskæringer og forringelser, nemlig indførelsen af den gensidige forsørgerpligt for samlevende, der er særdeles problematisk. Det virker absurd, at man med helt ny lovgivning kan ændre på retstilstanden. De rettigheder, som ægtefæller har, følger jo ikke med, f.eks. arveretten, ret til uudnyttede skattefradrag og ret til bodeling ved skilsmisser. Man kunne med lige så god ret lovgive om, at voksne børn skal forsørge deres forældre. Det er meningsløst.

Det er et voldsomt indgreb, der sker over for samleveren. Hvis man bor sammen med en kontanthjælpsmodtager, hæfter man for sin samlevers pligt til tilbagebetaling af hjælp, man får pålæg om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, fordi samleveren får hjælp, man får reelt forsørgerpligt over for samleverens særbørn, og man kan modtage opkrævning for den hjælp, som kommunen har givet samleveren, fordi man har forsømt sin forsørgelsespligt.

Samlevendes forsørgelsespligt får vidtrækkende konsekvenser. Der skal bygges flere boliger, når samlevende par bliver tvunget til at flytte fra hinanden af økonomiske grunde, og flere husstande betyder øget energiforbrug, for slet ikke at snakke om, at børnene bliver ramt, når forældre bliver tvunget til at flytte fra hinanden.

Det går ud over kærlighedslivet. Det vil afholde mange fra at indgå parforhold. Og hvor længe skal man være kærester i samme bolig, før der er tale om samliv? Der er mange uafklarede spørgsmål, og de besvares ikke i det her materiale.

Sammen med regeringen afskaffede vi de fleste af fattigdomsydelserne – det var stort fremskridt. Nu indfører regeringen nye fattigdomsydelser. De nye ydelser er så lave, at man ikke kan leve af dem. Det er påfaldende, at det altid er arbejdsgivere, ministre, politikere og embedsmænd med en indkomst på langt over en halv million kroner, der udtaler sig om, hvor lav en indtægt man kan leve af. De har sjældent selv prøvet at leve af de lave indtægter.

Den lave ydelse svarer til SU, står der i lovforslaget, men der er så godt som ingen studerende, der alene lever af SU. De tager SU-lån og har erhvervsarbejde, så den sammenligning holder ikke.

Beskæftigelsesministeriet har lavet en tabel over rådighedsbeløb efter reformen. Her er et eksempel. De 25-29-årige uddannelsesparate har med en bruttoydelse på 5.753 kr. efter skat og husleje et rådighedsbeløb på 2.300 kr. Embedsmændene er gået ud fra en husleje på 3.000 kr. Er det med eller uden varme? Hvor kan man finde en lejlighed i dag til 3.000 kr.? De 25-29-årige har også udgifter til telefon og internet, som jo er nødvendigt for at få kontanthjælp, indboforsikring, licens, tv-pakker og transport. Hvor er pengene til mad, tøj og vask? Og hvor er lommepengene blevet af? Ved regeringen ikke, hvor mange unge hjemløse der er, og hvor meget det tal stiger? Vi vil fremover se rigtig mange udsættelser og rigtig mange unge hjemløse.

Ja, de unge skal motiveres til at tage en uddannelse, men hvorfor skal unge, der har en kompetencegivende uddannelse, sættes ned på ungeydelse og miste 3.700 kr. i hjælp? Skal det motivere dem til at tage en ny uddannelse eller hvad? Jeg har endnu ikke set, at det hjælper at gøre mennesker fattigere, men en ting er sikkert: I kommunerne virker de økonomiske incitamenter. De retter omgående ind, så det i meget vid udstrækning er den størst mulige refusion og den lavest mulige ydelse, der afgør, hvilken hjælp borgeren får. Jeg tror, at et stort antal unge vil blive visiteret til at være jobparate og uddannelsesparate, på trods af at de har problemer ud over ledigheden.

Vi tager også afstand fra den nye 3-månederssanktion. Den gør stor skade. Den nedbryder tilliden og det gode forhold, der bør være mellem borgere og sagsbehandlere, og vil bidrage til yderligere at marginalisere borgere med psykiske og sociale problemer. I det hele taget vil vi godt have afskaffet alle sanktionerne i det her system. Ministeren er vist ikke klar over, hvor mange udsættelser fra lejligheder der skyldes, at lejeren mangler penge til huslejen på grund af sanktioner.

Vi kan i Enhedslisten fint tilslutte os LO's høringsbidrag, der bl.a. nævner, at nytteindsatsen skal reguleres efter samme regler som ansættelse med løntilskud, at personer i nytteindsats skal ansættes og aflønnes efter overenskomsten, og at der for arbejdsløse i nytteindsats skal indgås skriftlige aftaler med tillidsrepræsentanten. Endelig skal de normale rimelighedskrav også gælde for nytteindsatsen. Nytteindsatsen må kun omfatte arbejde, der ellers ikke ville blive udført. Reglerne for offentligt løntilskud skal afskaffes og erstattes af reglerne for privat løntilskud. Og efter udløbet af en periode med nytteindsats skal der tilbydes kompetencegivende uddannelse inden for det område, man har arbejdet.

Vi synes generelt ikke om nyttejob, men hvis de skal ind, skal der i hvert fald gælde de her betingelser. Nyttejob er dybest set skræmmejob, der skal vende de unge i døren, som man siger oppe i Aalborg. Formålet er, at man skal arbejde for sin ydelse, så i princippet er vi tilbage i Jens Vejmands tid.

Så er der til sidst en række spørgsmål, som helt naturligt kommer, når man læser oplægget. Hvorfor er revalidering slet ikke skrevet ind i forslaget, når alle fagfolk ved, at det er den sikreste og bedste vej til arbejde og selvforsørgelse? Hvorfor skal lønnen i offentlige løntilskudsjob sættes ned til under 82 pct. af højeste dagpengeydelse? Hvorfor kan åbenlyst uddannelsesparate ikke få løntilskudsjob? Må de kun arbejde i nyttejob? Hvorfor kan jobparate ikke længere få et tilbud om uddannelse som det første tilbud? Hvorfor gives der ikke refusion for job- og uddannelsesparate i de første 9 måneder? Og hvorfor skal der hives godt 1 mia. kr. fra nogle af de økonomisk set mest udsatte i vores samfund, som måske skal gives til skattelettelser til nogle af de rigeste eller bruges til at fjerne sodavandsafgifter?

Jeg håber og tror, at det klart fremgår af den her gennemgang, at Enhedslisten ikke kan støtte forslaget.

Tak. Der er ingen medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Liberal Alliance, hr. Joachim B. Olsen.

Tusind tak. I 1960 var der 200.000 danskere på offentlig forsørgelse. I dag er der over 800.000. Det er på alle måder et paradoks, at udviklingen er gået i den retning. I samme periode er reallønningerne steget med over 300 pct., og produktiviteten er blevet mere end fordoblet. Det er altså på alle parametre blevet lettere at forsørge sig selv – alligevel har vi set den modsatte udvikling.

Der er kun én forklaring på denne udvikling: Politikerne har gennem meget høje sociale ydelser betalt mennesker for at holde sig væk fra arbejdsmarkedet. Høje sociale ydelser har presset mindstelønningerne op og dermed de mennesker med de færreste kompetencer ud af arbejdsmarkedet, de mennesker, som med de høje mindstelønninger ikke har været i stand til at sælge deres arbejdskraft. De høje skattefinansierede sociale ydelser har mindsket borgernes reallønninger og dermed forbruget, hvilket også har kostet beskæftigelse.

Med dette lovforslag laver man en justering af kontanthjælpen for de under 30-årige, men der er stadig behov for omfattende ændringer af kontanthjælpssystemet. Det vil stadig være sådan, at hvis den ene i et ægtepar på kontanthjælp får et job, skal lønnen være på 35.000 kr. om måneden, for at ægteparret får øget deres rådighedsbeløb med 2.000 kr. om måneden. Det er ganske enkelt ikke realistisk for mange kontanthjælpsmodtagere at få et job til 35.000 kr. om måneden. Det vil også stadig være sådan, at 90 pct. af forsørgere på kontanthjælp vil tjene mindre end 8 kr. i timen ved at tage et job til en overenskomstmæssig mindsteløn. Det er ganske enkelt ikke rimeligt over for dem, der går på arbejde.

Denne aftale løser heller ikke det paradoks, at et stigende antal udlændinge arbejder i Danmark til overenskomstmæssige lønninger på mellem 105 og 145 kr. i timen, samtidig med at et stort antal danskere er på offentlig forsørgelse.

Når det er sagt, er der også nogle positive elementer i aftalen: Beskæftigelsen øges med 4.500 frem mod år 2020, samlevende får forsørgerpligt, og alle ledige får hurtigere samtaler, hvilket er et værktøj, vi ved virker.

Der er også elementer, som vi er skeptiske over for i Liberal Alliance. Vi er bl.a. skeptiske over for, at den økonomiske gulerod ved ikke at være uddannelsesparat eller jobparat bliver meget stor med den her reform. Alt andet lige vil det betyde, at færre kontanthjælpsmodtagere vil komme i arbejde eller uddannelse.

Men samlet set kan vi støtte denne lille justering af kontanthjælpen. Tak.

Tak for det. Der er foreløbig to medlemmer, der har meldt sig med korte bemærkninger. Den første er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for det. Vil ordføreren hjælpe mig med at afklare en uklarhed? Først siger ordføreren, at man skal tjene 35.000, for at det kan betale sig at tage et job på grund af den gensidige forsørgerpligt. Bagefter siger ordføreren, at det er rigtig godt, at man har fået gensidig forsørgerpligt. Hvad mener ordføreren egentlig? Er det godt eller skidt, at det ikke kan betale sig at tage et arbejde? Eller er det godt og skidt, at man nu får forsørgerpligt? Man må vælge et standpunkt, man kan jo ikke vælge begge standpunkter.

Ordføreren.

Det er jo, fordi det er to forskellige ting, der her er tale om. Vi synes, det er rigtig godt, at lovgivningen tilpasses de forhold, der er ude i virkeligheden, og i dag er det sådan, at mange par vælger ikke at være gift, men at være samlevende. Det er jo helt fair, men hvis man vælger at bo sammen, f.eks. gennem 10 år, som jeg gjorde med min kæreste, inden vi blev gift, og f.eks. får børn sammen, køber hus sammen, så er det vel også rimeligt nok, at når mennesker tager det ansvar for hinanden på alle andre områder end lige præcis at have en vielsesattest, så forsørger de også hinanden, i tilfælde af at den ene skulle blive arbejdsløs, hvis det er muligt.

Hr. Christian Juhl.

Jamen det gav jo ikke svar på det. Den gensidige forsørgerpligt gør så, at det ikke kan betale sig at tage et arbejde, så det hænger jo sammen. Altså, der er en indre logik i det. Personligt mener jeg, at hvert enkelt menneske har en ret og en pligt, og at det er det, vi skal tage udgangspunkt i, for så ville det altid kunne betale sig at tage et stykke arbejde.

Jeg vil gerne spørge: Når Liberal Alliance er tilhænger af forsørgerpligt, når man ikke er gift, så kunne det være rart at vide: Hvad er et ægteskabslignende forhold? Hvordan skal der skelnes? Hvordan vil ordføreren forklare, hvordan der kan skelnes imellem det og så det bare at bo sammen og ikke være forpligtet over for hinanden? Og hvorfor er det under lovgivningen så ikke sikret, at de rettigheder, som ægtefæller har, f.eks. arveret, ret til uudnyttet skattefradrag, ret til bodeling ved skilsmisser og sådan nogle ting, følger med? Det er jo noget miskmask bare at tage en lille del af nogle rettigheder, som man har som ægtefæller, og så sige: Jamen det passer lige ind i systemet her.

Ordføreren.

Jamen det er jo korrekt nok, at den gensidige forsørgerpligt godt kan skabe incitamentsproblemer. Det er fuldstændig korrekt, men det samlede billede er jo stadig væk, at det betyder, at statskassen sparer nogle penge, fordi den så ikke skal betale de samme ydelser til par, som er samlevende. Incitamentsproblemerne, som rigtigt nok kan opstå, skal jo løses gennem yderligere reformer af kontanthjælpssystemet.

Nu glemte jeg faktisk den sidste del af spørgsmålet. Jeg ved ikke, om hr. Christian Juhl kan stille det igen.

Jo, gerne.

Jeg vil spørge, hvorfor man kun laver et halvt lovforslag. Hvorfor giver man ikke de rettigheder, ægtefæller har, f.eks. arveret, ret til uudnyttet skattefradrag og ret til bodeling ved skilsmisse? Det er noget mærkeligt miskmask, at man kun giver den ene pligt og så ikke giver de rettigheder, der følger med.

Ordføreren.

Det, man kan sige, er vel, at indtil nu har det været en fordel ikke at være gift. Det har man haft en økonomisk fordel af, når man modtog sociale ydelser. Nu er det så sådan, at der i visse tilfælde er en lille fordel ved at være gift, men den fordel er langt mindre, end fordelen ved ikke at være gift var tidligere. Så det er en justering, som vi finder rimelig nok.

Tak for det. Så er det hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak. Tak til ordføreren. Nu var ordføreren, som jo altid gerne boltrer sig i statistikker, tilbage til 1960 og nævnte, hvor mange der var på offentlig forsørgelse dengang, og hvor mange der er det i dag, og kan ordføreren så bekræfte, at det, vi kalder erhvervsfrekvensen, det vil sige, hvor stor en andel af befolkningen der er i arbejde, er steget støt igennem alle de år?

Jeg har ikke lige tallet for 1960, jeg er helt sikker på, at ordføreren har det, men i dag ved vi jo i hvert fald, at vi er oppe på en erhvervsfrekvens på knap 80 pct., en af de højeste, om ikke den højeste, i hele verden. Mit spørgsmål er: Tyder det ikke på, at det godt kan betale sig at arbejde, siden så stor en del af befolkningen gør det? Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Hvor langt skal kontanthjælpen ned, for at ordføreren er tilfreds i forhold til sin opfattelse af, hvad det vil sige at kunne betale sig at arbejde?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at vi har en høj erhvervsdeltagelse i Danmark, men det er der også andre lande der har. Sverige har f.eks. overhalet os i erhvervsdeltagelse. Svenskerne har sammenlignet med os 270.000 færre på overførselsindkomst, på trods af at de faktisk har en erhvervsdeltagelse, som er lidt højere end vores. Altså, hvis vi havde samme andel af danskere på overførselsindkomst, ville det svare til, at vi havde 270.000 færre på overførselsindkomst. Samtidig kan vi konstatere, at lande omkring os som Holland og Tyskland faktisk er ved at indhente os på erhvervsdeltagelsen.

Så der er ikke nogen sammenhæng. Man kan ikke sige, at fordi vi har en høj erhvervsdeltagelse – og den er ikke meget højere end i de lande, som ligger omkring os – kan det forklare, hvorfor vi har så forholdsvis mange flere på overførselsindkomst. De to ting hænger ikke sammen.

Kan det betale sig at arbejde? Ja, det kan det for rigtig mange danskere, det kan det for langt de fleste. Nu kan man altid diskutere, hvad det vil sige at kunne betale sig at arbejde, men vi er det land, hvor det mindst kan betale sig for dem med de laveste kompetencer at komme i arbejde. Altså, forskellen på at tage et arbejde og være på overførselsindkomst er forsvindende lille for meget, meget store grupper af samfundet, og det er en af forklaringerne på, at vi har rigtig mange på overførselsindkomst.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg er helt enig med ordføreren i, at der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem erhvervsfrekvens, og hvor mange der er på overførselsindkomst, og derfor kan man jo heller ikke bruge eksemplet med Sverige til noget som helst i den sammenhæng. Men det får vi jo lejlighed til at diskutere på et lille debatmøde på Bornholm, så det ser jeg frem til.

Men jeg fik ikke svar på mit andet spørgsmål: Hvor langt skal kontanthjælpen ned, førend ordføreren synes, det er tilfredsstillende, set fra et liberalistisk synspunkt?

Ordføreren.

Det vil jeg meget gerne svare på. Vi har sagt, at kontanthjælpen for alle bør ligge på ca. 6.700 kr. Det vil ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets familietypemodel, som Enhedslistens ordfører også refererede til for lidt siden, betyde, at en enlig kontanthjælpsmodtager med ét barn vil have et rådighedsbeløb på 6.183 kr. efter skat, boligudgifter, el, vand, varme og daginstitution. Det synes vi sådan set er et ganske rimeligt beløb, når man har betalt de udgifter. Tilsvarende vil en kontanthjælpsmodtager med to børn have et rådighedsbeløb på ca. 9.000 kr. efter de før omtalte udgifter som skat osv. Et par på kontanthjælp vil have et rådighedsbeløb på 6.884 kr. Tilsvarende vil et par på kontanthjælp med ét barn have et rådighedsbeløb på 9.464 kr. efter skat. Det synes vi er rimeligt. Og må jeg lige have lov at tilføje, at Finansministeriet siger, at gennemfører man en sådan reform, sænker kontanthjælpen til 6.700 kr. og bruger provenuet på at hæve beskæftigelsesfradraget, vil det øge beskæftigelsen i Danmark med 30.000 mennesker, hvoraf de 25.000 vil være folk, der ikke længere vil være på overførselsindkomst. Det synes vi vil være en rigtig god idé og en socialt meget anstændig reform.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Det Konservative Folkeparti, fru Benedikte Kiær.

Vi står her med to lovforslag, som skal udmønte den aftale om reform af kontanthjælpen, som blev indgået her for nogle få måneder siden. I dag er der jo omkring 135.000 mennesker, som modtager kontanthjælp. Det er rigtig mange, og det er alt for mange. Ser man på dem, som modtager kontanthjælp, er der noget, der virkelig får de røde alarmlamper til både at bimle og ringe og lyse, og det er, at der er rigtig mange unge, som er på kontanthjælp. Omkring 50.000 kontanthjælpsmodtagere er under 30 år, og af dem er der rigtig mange, der ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, faktisk har 9 ud af 10 ikke en uddannelse med erhvervskompetencer. Det er faktisk sådan, at kun 3 ud af 4 har gennemført maks. en folkeskoleuddannelse. Det er virkelig noget, som er ødelæggende, ikke kun for samfundet, men også for de unge mennesker, som får virkelig svært ved at få sig et arbejde, også når vi kan se, at der faktisk er rigtig mange, som har været på kontanthjælp i mange år. Faktisk kan vi se af statistikkerne, at der er nogle, der har været på kontanthjælp i nærmest årtier, og vi ved bare, at det er ødelæggende, at det er invaliderende at være på passiv forsørgelse i så mange år, og man får faktisk flere og flere problemer. Fra at man kun havde et problem med at få et arbejde, får man også alle mulige andre problemer, og hvis man ser på, hvordan familien er strikket sammen, og hvordan det er for børnene, kan man se, at den negative sociale arv især trives i sådan nogle familier. Det er noget, vi skal kigge på med alvor, det er noget, vi skal gøre noget ved. Og det gør vi nu med den her reform, som er en rigtig god reform.

Målet er, at færre skal være på kontanthjælp, enten fordi de er kommet i arbejde, eller fordi de er kommet i gang med at tage sig en uddannelse, for det er jo et problem, når mange af de unge sådan set ikke engang har en ungdomsuddannelse. Samtidig synes jeg også, det er godt, at vi med den her reform og de her to lovforslag tager et livtag med det matchsystem, som vi har haft gennem nogle år, og som på nogle områder har virket godt, men på andre områder også har haft nogle alvorlige bivirkninger. Vi gør nu op med det matchgruppesystem, og så får vi i stedet et system, hvor vi ser på, om man er jobparat, om man er aktivitetsparat, eller om man er uddannelsesparat. Samtidig er der også med de her lovforslag lagt op til en langt mere målrettet indsats for at få de unge i uddannelse. Og for de unge, som måske har nogle problemer eller har brug for en ekstra hjælpende hånd, ligger der rigtig mange muligheder i den her reform. Og for dem, som har større sociale problemer, dem, der har komplekse problemer, er der også virkelig lagt op til en langt mere og bedre helhedsorienteret indsats for at hjælpe dem, som har nogle udfordringer.

Der er også et men, og det er, at for dem, som kan og kun har et problem, der hedder, at de ikke har noget arbejde, dvs. dem, som vi kalder for den stærke kontanthjælpsmodtager, er der så også skruet op for bissen, ved at sanktionerne er blevet betydelig skærpet. Så mens man kigger med mildere øjne på dem, som er udsatte og er i en særlig svær situation, også i forhold til sanktionssystemet, er der lagt vægt på, at dem, der kan, også skal. Der bliver stillet nogle krav; de har nogle rettigheder, men de har også pligter, og der er stillet flere krav her.

Men der er blevet sagt meget om det her forslag af de tidligere ordførere, så jeg vil egentlig runde af med at sige, at Det Konservative Folkeparti kan støtte begge lovforslag, det er ikke nogen hemmelighed, da vi også er med i reformen. Vi vil følge det nøje. Vi havde også håbet, at vi kunne have gjort noget ved de her problemer med, at det for nogle grupper sådan set ikke kan betale sig at gå fra passiv forsørgelse til at få et arbejde. Det her såkaldte kontanthjælpsloft må vi tage på et andet tidspunkt, så det altid er sådan, at det kan betale sig at gå fra en passiv forsørgelse til at tage et arbejde. Men vi støtter begge forslag.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har meldt sig for en kort bemærkning, og det er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak. Jeg vil gerne høre ordføreren, hvordan hun har det med, at hun tilhører et tidligere regeringsparti, der er årsagen til alle de her ulykker, som hun har læst op: 135.000 på kontanthjælp, nogle af dem endda i årtier, mens regeringen, altså den borgerlige regering, sad der, 50.000 unge i kontanthjælpssystemet, 90 pct. af dem har ingen uddannelse; nogle af dem var kun lige blevet født eller var i hvert fald kun lige blevet færdige med grundskolen, da den borgerlige regering kom til.

Hvordan har fru Henriette Kjær det med at tilhøre et parti, der har haft regeringsansvaret, mens alle de her ulykker er kommet til veje?

Ordføreren, fru Benedikte Kiær.

Den tager vi på et senere tidspunkt; det kommer i kategorien kvajebajer, for jeg hedder Benedikte Kiær og ikke Henriette Kjær.

Der er også nogle mennesker, som sådan set har været på kontanthjælp siden 1990'erne, som har puttet sig i systemet. Der må vi bare sige, at sådan som kontanthjælpssystemet er skruet sammen – eller som det var skruet sammen, før vi fik den her reform, og før vi fik de her to lovforslag – har der været nogle gode ting, men der er også noget, der har været skidt. Der er noget, der har været skidt i forhold til nogle af dem, som har været længst væk fra arbejdsmarkedet. De er havnet i matchgruppe 3, og der har man i kommunerne desværre ikke haft et tilstrækkeligt fokus på at hjælpe dem. Der er blevet gjort mange ting gennem tiderne, men nu får vi virkelig for alvor taget fat.

Men jeg må så også sige, at når det gælder nogle af de unge mennesker, som ikke har fået sig en uddannelse, og som sådan set heller ikke engang har fået sig en ungdomsuddannelse, er det jo sådan set noget, vi alle sammen må tage ansvar for. For det omfatter jo i høj grad også den folkeskole, vi har, hvor der er brug for at vi får styrket fagligheden og hjulpet dem, der har behov.

Hr. Christian Juhl.

Tak. Man kan jo altid skubbe ansvaret; går man endnu længere tilbage, var der sikkert en anden socialdemokratisk regering, men man kunne jo også tage ansvaret for det og sige: Vi har haft magten i 10 år, og vi gjorde ikke en pind ved det.

En af de ting, jeg synes er rigtig, rigtig alvorlige, er det med den gensidige forsørgerpligt. Vil ordføreren forklare mig, hvordan man kan leve i et ægteskabslignende forhold? Og hvordan gives der en kort og klar definition af, hvordan man kan skelne imellem det bare at bo sammen og så et ægteskabslignende forhold? Jeg synes, at reformen stiller socialrådgiverne og kommunerne over for en ganske umulig opgave.

Ordføreren.

Jeg er nu ikke enig med Enhedslistens ordfører i, at vi ikke tager ansvar; jeg synes netop, at vi tager ansvar ved at være en del af den her reform på kontanthjælpsområdet. Da vi var i VK-regeringen, tog vi også ansvar, vi fremsatte et forslag til en førtidspensionsreform, for da kunne vi også se, at der var nogle udfordringer. Den overvintrede så en valgperiode, hvorefter vi jo har indgået en glimrende aftale med regeringen omkring førtidspensionssystemet. Der er sket mange ting i VK-regeringens tid, men nu er det altså sådan, at tingene ændrer sig, og så gælder det også om at tage fat og ændre tingene i en bedre retning, og det er jo det, vi gør med de her to forslag på kontanthjælpsområdet.

Så nævner hr. Christian Juhl det her med forsørgelsesforpligtelsen over for hinanden. Jeg må så også sige, at jeg synes, det er absurd – og det hører jeg og får også mange henvendelser om – at der faktisk er mennesker, som lader sig skille, fordi de kan få mere ud af det end af at forblive gift. Så jeg synes egentlig, det er meget fint, at man har et ansvar over for hinanden, og at man også tager vare på hinanden, hvis man har brug for hjælp i kortere eller længere tid.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det beskæftigelsesministeren.

Tak for det. Tak for en god debat i dag og også for en forventelig bred opbakning til de to lovforslag, vi behandler. Tak for et langstrakt, men godt politisk forhandlingsforløb om en reform af kontanthjælpssystemet, som ikke alene er afgørende nødvendig og vigtig for de borgere, der er på kontanthjælp i dag og i fremtiden, men som er vigtig for hele Danmark og det samlede danske samfund, fordi den måde, vi behandler mennesker på, der står i en udsat situation, nu engang er spejlet på, hvad det er for nogle værdier, der skal kendetegne både os danskere og det danske samfund.

Kontanthjælpsreformen er en god reform. Det er også en reform, som har været længe ventet, fordi der er så store og alvorlige problemer og fejl i det nuværende kontanthjælpssystem. Den største fejl overhovedet og af dem alle er jo, at når man først er inde i kontanthjælpssystemet, og især hvis man er der over en længere periode, er der en overhængende risiko og fare for, at man ikke kommer derfra igen. Og lige så vigtigt det er, at vi har et stærkt socialt sikkerhedsnet i Danmark – og det er vigtigt, og det er en af grundsøjlerne i det at have et moderne velfærdssamfund – lige så vigtigt er det jo, at et sikkerhedsnet aldrig bliver til snubletråde, men snarere masker i en trampolin, der gør, at mennesker kan komme videre i deres liv.

Det synes jeg ikke at de nuværende kontanthjælpsregler har været gode nok til at sikre. Vi har i dag for mange unge på kontanthjælp. Der er for mange af de unge, der er i kontanthjælpssystemet, der ikke har nogen uddannelse. Vi har i dag for mange børn, der vokser op i Danmark med en mor eller far – ofte en mor – på kontanthjælp. Vi kan se, at der er en direkte sammenhæng mellem, om ens mor eller far har været på kontanthjælp, og om man selv er i risiko for at ende der. Vi har for mange flygtninge og indvandrere, der lever i år og årtier på kontanthjælp. Ja, vi har i det hele taget et kontanthjælpssystem, der ikke i tilstrækkelig grad sikrer, at mennesker kan komme videre i deres liv.

Med reformen her tager vi nogle afgørende skridt i den rigtige retning. Det er fuldstændig rigtigt, som det blev sagt af en af ordførerne, at det stærkeste ved reformen her er det, der sker på ungdomsområdet, at vi nu sender det meget, meget klare og tydelige signal, at unge skal være i uddannelse og ikke på kontanthjælp; at vi veksler mellem på den ene side at sige, at dem, der kan, skal – dem, der har ressourcerne, styrken, kompetencerne og forudsætningerne, tør vi godt stille flere krav til, end vi gør i dag – og på den anden side sige, at alle dem, der ikke kan endnu, skal vi passe bedre på, end vi gør.

Lad mig tage den sidste gruppe først. Vi har mange mennesker i kontanthjælpssystemet, der har sammensatte problemer, der går på tværs. Man har måske en diagnose i psykiatrien, man har måske massive sociale problemer. Det kan være, at man er ramt af hjemløshed og gæld. Det kan være, at tandsættet ikke er, hvad det har været engang. Det kan være, at der er problemer omkring ens familie. Man har været lang tid væk fra arbejdsmarkedet. Man har ingen uddannelse, og de formelle kompetencer er få. Det er ikke noget ualmindeligt billede. Og det, der er så stærkt ved den her reform, er jo, at vi bygger oven på det, vi allerede gik i gang med i reformen af førtidspensionsområdet: at det skal være slut med, at det er de mest udsatte borgere, der skal løbe spidsrod mellem mange forskellige sagsbehandlere og mange forskellige forvaltninger. Vi bliver nødt til at nå derhen, hvor det reelt bliver mennesket, der bliver sat før systemet, og hvor den udsatte borger kommer i centrum for de overvejelser, vi gør os på sundhedsområdet, socialområdet, uddannelsesområdet og beskæftigelsesområdet.

Det tog vi vigtige skridt til i reformen af førtidspensionen, hvor vi nu har fået lavet rehabiliteringsteam og ressourceforløb for vores meget udsatte borgere. Nu kommer vi et skridt videre med kontanthjælpsreformen med én koordinerende sagsbehandler for de mest udsatte grupper og én plan på beskæftigelsesområdet.

Men vi stopper jo ikke der, for vi ophæver også det matchgruppesystem, der i dag skubber borgere længere væk fra arbejdsmarkedet. Jeg tror grundlæggende ikke på, at mennesker får et bedre liv, vokser og bliver stærkere af at blive overladt til sig selv, hvis de står i en i forvejen svær situation. Og hånden på hjertet er det jo det, vi har gjort i det her samfund. Vi har igennem år og årtier skubbet nogle af de mest udsatte grupper langt væk fra os andre, og alene det, at reglerne i dag, hvad angår matchgruppe 3, er sådan, at hvis du har store massive sociale problemer, skal du slet ikke være omgivet af en aktiv indsats, viser jo et forkvaklet – undskyld mit ligefrem sprogbrug – syn på mennesker, for det burde jo være omvendt, nemlig at jo sværere, du har det, jo flere problemer, du har, jo mere udsat livssituation, du befinder dig i, jo mere hjælp kan du forvente af os andre.

Det er en af styrkerne ved den her reform, at de unge, der godt kan, skal gå i gang med uddannelse. De skal ikke spilde værdifulde ungdomsår af deres liv på at sidde derhjemme og være passive. Men alle dem, hvor sindet driller, hvor økonomien driller, hvor der er svære opvækstbetingelser, hvor de formelle kompetencer er for få, hvor livet spænder ben, hjælper vi. Vi overlader dem ikke til sig selv længere.

Vil reformen her løse alle problemer? Nej, det kan en enkelt reform ikke. Vil der fortsat være mennesker, der falder igennem vores sociale sikkerhedsnet? Ja, det vil der desværre. Men vi kommer her et skridt længere i retning af at se dem tidligere og at kunne reagere derpå.

Jeg synes, vi har fundet en ualmindelig stærk balance mellem at stille både indholdsmæssige og ydelsesmæssige krav til de unge, der godt kan, og tage mere vare på dem, der ikke kan, uden at gå på kompromis med det, der set med regeringens øjne er det vigtigste, nemlig at økonomiske incitamenter kan være et fint instrument at bruge over for alle os, der er stærke nok til reagere derpå, men vi overfører dem ikke blindt til alle grupper. Deri har der også ligget politiske uenigheder i forligskredsen, og det tror jeg er kendt for alle. Jeg synes, at slutresultatet er fornuftigt.

Er der udfordringer på vores vej stadig væk? Ja, det er der, og de er mange. En del af dem er i øvrigt påtalt af Enhedslisten her i dag, nemlig: Er vi sikre på, at vores erhvervsskolesystem er stærkt nok, at vores ungdomsuddannelsessystem, at vores VUC, vores hf, vores SOSU-uddannelse og vores gymnasieskole og alle de andre er stærke nok til at løfte den kæmpemæssige opgave, at tusindvis af unge skal gå fra at være ufaglærte kontanthjælpsmodtagere til at få en uddannelse og et stærkere fundament at stå på? Kan vores uddannelsessystem det?

Det er ikke sikkert, at det kan det i alle facetter i dag. Skal det kunne det? Ja, det skal det da. Vores politiske mål må klart være, at når vi har en målsætning om, at 95 pct. alle unge i Danmark skal have en ungdomsuddannelse, så skal vi også have et uddannelsessystem, der kan løfte den opgave.

Løser kontanthjælpsreformen det? Nej, det gør den ikke, men den giver nogle vigtige redskaber til at nå det mål: Brobygning til de unge, der har behov for det, ret til FVU, hvis ikke man kan læse og skrive og regne på et niveau, der svarer til 9. klasse, og særlige uddannelsesforløb for vores unge enlige forsørgere, fordi vi i øvrigt gerne vil komme tættere på at bryde den negative sociale arv.

Det skal jo ikke være sådan i Danmark, at fordi man som barn er vokset op med en mor på kontanthjælp, skal man også selv være kontanthjælpsmodtager. Det barn skal have præcis lige så gode muligheder formelt og reelt som alle andre børn i det her land for at realisere sit potentiale og række ud efter de drømme og de stjerner, det måtte have i sit liv.

Så samlet set er det en ualmindelig vigtig reform for de mennesker, der er i kontanthjælpssystemet, for de mennesker, der kommer der i fremtiden, og for Danmark og de værdier, vi bygger på, nemlig at dem, der kan, skal – vi tør godt stille krav til hinanden – men vi passer til gengæld på dem, der ikke kan det endnu.

Det allersidste, jeg vil komme ind på her, er det element af snusfornuft, om man vil, som jeg synes vi har fået lagt ind i reformen. Der har med god grund været megen kritik af det, som mange igennem årene har oplevet som meningsløs aktivering. Nu går vi væk fra den sti. De unge skal i uddannelse, og kan man ikke læse og skrive og regne – og det er en alvorlig barriere for mange voksne mennesker – får man ret til at lære det, og de voksne skal arbejde for kontanthjælpen. Det er slut med at sætte folk til ting, som ikke er meningsfyldte. Det er i hvert fald den politiske intention. Nu er det op til kommunerne at skabe rammerne for, at de nyttejob, der skal oprettes i fremtiden, har en nytteværdi, har en merværdi – både for det enkelte menneske og for samfundet.

Vil der komme eksempler på ting, som er lige så fjollede som ting, vi har set i fortiden? Det vil der måske – desværre – så lad os tage dem en efter en og få dem gjort bedre.

Jeg tror grundlæggende på, og regeringen tror grundlæggende på, at jo mere meningsfyldt en indsats, man kan etablere omkring det enkelte menneske, jo mere vokser det enkelte menneske også. Og det værste, vi kan udsætte hinanden for, er ting, der ikke har værdi – hverken på det menneskelige plan eller samfundsmæssigt.

Så vi tager altså her afgørende skridt i retning af et kontanthjælpssystem, der hviler på nogle grundlæggende sunde, kloge værdier, og som samtidig skaber forudsætningen for, at flere unge kan gå i gang med uddannelse, og at flere voksne kan få lov til at opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Vil der være problemer på vores vej fortsat? Ja, det vil der. Er der en kæmpestor implementeringsopgave ude i kommunerne? Ja, det vil der være, og det kommer til at tage tid.

Jeg tror også, det er vigtigt, at vi både fra regeringens side – og det er hermed gjort – og fra Folketingets side klart tilkendegiver over for landets kommuner, vores dygtige sagsbehandlere og vores ledige borgere, at vi vil gøre, hvad vi kan, for, at den her reform også kommer til virke i virkelighedens verden.

Tak for det. Der er foreløbig to medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak. Tak for ministerens fremlæggelse og for erkendelsen af, at vores uddannelsessystem ikke er klar til at løse den opgave, som man nu vil pålægge det med den her kontanthjælpsreform. Så synes jeg bare, det ville være en rigtig, rigtig god idé at vente med at lave sådan en reform, til vi havde fået uddannelsessystemet op på højde med det, det skal yde. Det må ministeren gerne forholde sig til.

Så er jeg ked af, at jeg må belemre ministeren med mit forkvaklede menneskesyn, som er, at hvis samfundet ikke kan give de arbejdsløse og de unge mennesker et job eller en uddannelse, skal vi sikre dem et rimeligt eksistensgrundlag. Og der har vi tidligere været enige om, at de nuværende kontanthjælpssatser var et rimeligt eksistensgrundlag, men det er vi åbenbart ikke mere.

Der synes jeg, det er stærk tobak, at ministeren fremstiller det, som om vi nu får et mere finmasket system – et mere finmasket system, som betyder, at 80 pct. af de her kontanthjælpsmodtagere, som ikke kommer i job, og som ikke kommer i uddannelse, skal leve for noget, der er tæt på det halve af det, de har i dag.

Ministeren.

Med al respekt for min udmærkede, gode kollega hr. Finn Sørensen vil jeg sige, at det næsten altid går galt, når hr. Finn Sørensen skal konkludere, hvad jeg sagde, og hvad jeg ikke sagde. Det gør det også i den her sag, for jeg sagde ikke, at uddannelsessystemet ikke er klar til at løfte den her opgave. Jeg sagde, at det skal uddannelsessystemet være.

Det, der er vores opgave, set med kontanthjælpssystemets briller, er jo at være sikre på, at de unge, vi sender videre til uddannelsessystemet, faktisk er klar til at gå i gang med en uddannelse. For valgte man den lette vej bare at slippe dem fri og sige, at det måtte uddannelsessystemet klare, så ville vi ikke leve op til vores ansvar, men det er jo ikke det, vi gør. Tværtimod siger vi, at de unge, der godt kan gå i gang med en uddannelse, skal i gang med en uddannelse, og ja, de skal ikke have en højere kontanthjælpsydelse end det, de kommer til at få i SU. Det synes jeg er fornuftigt.

Men vi siger jo tilsvarende, og det er lige så vigtigt, at de unge, der ikke er klar til det endnu, skal have en bedre socialfaglig indsats, en bedre tværfaglig indsats og en bedre uddannelsesrettet indsats, end tilfældet er i dag, altså så de bliver klar til at tage en uddannelse. Det kan være med brobygningsforløb, det kan være med ret til FVU, det kan være med et særligt forløb for enlige forsørgere. Det var det, jeg sagde.

Hr. Finn Sørensen.

Det må referaterne så vise. Jeg hørte, at der lå en erkendelse af, at uddannelsessystemet ikke var godt nok, men det studerer vi nærmere, når vi får teksterne.

Jeg synes ikke, at ministeren forholdt sig til den anden del af mit spørgsmål. Ministerens egne tal i fremlæggelsen af forslagets reform – og de er jo, så vidt jeg kan se, ikke blevet ændret i selve lovforslaget – viser, at man forventer, at ca. 80 pct., at lidt over 80 pct. af den målgruppe, vi taler om her, ikke kommer i job, ikke kommer i uddannelse. Alligevel vil man spise dem af med nogle ydelser, der er tæt på det halve af, hvad de har i dag – en stor del af dem, i hvert fald dem, der er over 25 år.

Hvordan harmonerer det med den fattigdomsgrænse, som ministerens egen regering lige har fastlagt, og som er væsentlig højere end de henholdsvis 5.700 kr. og 6.700 kr., man vil tilbyde en meget stor gruppe, som jo ifølge ministerens egne tal ikke kommer i arbejde? Er det ikke en stor bekræftelse af, at hele den filosofi om, at det skulle skabe job og uddannelse til folk, at vi tager nogle penge fra dem, ikke holder en meter?

Ministeren.

Men der er jo en afgørende forskel her, og det er, at Enhedslisten definerer SU i Danmark som en fattigdomsydelse, og det gør vi ikke i regeringen. Det har vi aldrig gjort, og det kommer vi heller ikke til. Det er det ene, jeg vil sige.

Det andet, jeg vil sige, er, at hr. Finn Sørensen overser det måske allervigtigste i den her reform, og det er, at vi jo ikke sætter ydelserne ned over en bred kam. Vi siger jo ikke til unge mennesker, der ikke kan gå i gang med en uddannelse, at de skal leve for et lavere beløb end i dag. Tværtimod siger vi jo præcis, at dem, der har behov for at være i kontanthjælpssystemet i længere tid, end vi egentlig ønsker – fordi sygdommen, fordi de sociale problemer, fordi levevilkårene, fordi opvækstbetingelserne spænder ben – ikke skal sættes ned i ydelse. For vi tror grundlæggende ikke på den filosofi. Derimod siger vi, at de unge stærke, der har ressourcerne, har forudsætningerne og har kompetencerne til at gå i gang med en uddannelse, ikke også skal opleve den barriere, at man kan få flere penge ind på kontoen ved at blive i kontanthjælpssystemet, end hvis man går i gang med en uddannelse, der er SU-berettiget. Det er i mine øjne den rette balance og også den sunde fornuft.

Hr. Joachim B. Olsen, en kort bemærkning.

Beskæftigelsesministeren sagde i sin tale nu her, at økonomiske incitamenter for de stærkeste er noget, man godt vil tage i brug – og det gør man jo så også her. Man tror sådan set på, at det kan virke for de stærkeste. Jeg synes, det er dejligt at høre, at man i Socialdemokratiet er af den opfattelse, at økonomiske incitamenter faktisk påvirker de valg, som folk tager.

Sådan har det jo ikke altid været i Socialdemokratiet. Tidligere har det været socialdemokratisk politik, at der ved tab af arbejde skulle være fuld dækning for tabt arbejdsfortjeneste. Det var officiel socialdemokratisk politik. Det blev godt nok vedtaget, lang tid før beskæftigelsesministeren og også jeg selv blev født, og derfor vil jeg heller ikke stille beskæftigelsesministeren til ansvar for den tidligere politik, men det dominerede trods alt socialdemokratisk arbejdsmarkedspolitik i mange, mange årtier. Der må vi bare konstatere, at i den samme periode steg antallet af mennesker på overførselsindkomst i det her land, uanset konjunkturerne.

Var det en fejl fra Socialdemokratiets side dengang? Var det naivt, at man havde en tro på, at det ikke betød noget, om der var en forskel på at gå på arbejde eller ikke gøre det, og hvilken betydning det havde for, hvor mange der så var på overførselsindkomst?

Ministeren.

Jeg ved ikke, om jeg synes, at en førstebehandling af en kontanthjælpsreform er det rette sted at have en større historisk udredning og efterfølgende diskussion af, hvilke værdier i forskellige stadier af udviklingen af velfærdssamfundet der har været de rette, og hvilke konsekvenser de har haft.

Det, jeg kan sige af mere nutidig karakter, er, at det i mine øjne er en helt naturlig konsekvens af at være tilhænger af ret og pligt, at der må være tilknyttet sanktioner, hvis man ikke lever op til de pligter, man har, men også at der er et reelt ligestillet medborgerskab i forhold til rettighederne. Selvfølgelig skal det ikke være sådan i Danmark, at man har ubegrænset adgang til overførselsindkomster, ligegyldigt hvordan man i øvrigt opfører sig.

På den ene side er selve indholdet i ret og pligt: Ja, der er et stærkt socialt sikkerhedsnet, men vi forventer også af dig, at du gør, hvad du kan, for at bringe dig i en anden situation, herunder opnå tilknytning til arbejdsmarkedet. Så for mig at se er det en helt naturlig konsekvens af at være socialdemokrat og tro på ret og pligt, at der selvfølgelig også følger sanktioner.

På den anden side er det jo sådan, at man skal behandle folk ordentligt, og det med at bygge en beskæftigelsespolitik op på, at det mere handler om at opbevare, kontrollere og sanktionere end reelt at bibringe mennesker et fundament at stå på i fremtiden, er det, vi er i gang med at ændre for nærværende.

Hr. Joachim B. Olsen.

Jeg synes nu ikke, det gør noget, at man en gang imellem også diskuterer de overordnede emner, som relaterer sig til de konkrete lovforslag, vi beslutter her i Folketinget. Det synes jeg ikke gør nogen skade. Og jeg synes faktisk, at det er relevant, at man i Socialdemokratiet kigger sig selv i øjnene og siger: Den filosofi, vi engang havde – som også udmøntede sig i konkret politik – om, at man skulle have fuld dækning, når man mistede sit arbejde, gjorde faktisk nogen skade. Den gjorde faktisk, at folk blev fastholdt uden for arbejdsmarkedet med store sociale konsekvenser til følge for rigtig, rigtig mange mennesker. Jeg roser beskæftigelsesministeren og Socialdemokratiet for at have taget et delvist opgør med den filosofi, men lidt selvransagelse ville måske ikke være nogen skade til.

Ministeren.

Nu må man sige, at selvransagelse sjældent skader, og det gælder jo, næsten ligegyldigt med hvilke øjne man ser på det samfund, man er en del af. Generaliseringer af mennesker og mennesker i en udsat livssituation kan jo være lige så alvorligt og have lige så store konsekvenser, som hvis man blindt adopterer et princip uden at tænke det igennem for resten af samfundet.

Selvfølgelig skal det være sådan i vores samfund, at det kan betale sig at gå på arbejde. Det kan det jo også for langt, langt hovedparten af os. Hvis man følger spørgerens logik, ville de fleste i Danmark jo blive hjemme på sofaen, og sådan er danskerne ikke. Jeg tror, at man, når man tilrettelægger sin beskæftigelsespolitik – og i øvrigt sin socialpolitik – bliver nødt til at lægge til grund, at langt hovedparten af os gerne vil, at langt hovedparten også gør sig umage, og at folk en gang imellem, på trods af hvordan livsvilkårene i øvrigt er, gør, hvad de kan, for at være en aktiv del af det her samfund. Forudsætningerne for at kunne det er forskellige, og barriererne er fortsat til stede i nogle menneskers liv, og jeg tror, at det er der, man skal bruge sin primære energi.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Mange tak. Arbejdsministeren sagde, at vi skulle gøre op med det forkvaklede syn på mennesker. Der har tidligere været en debat mellem arbejdsministeren og hr. Finn Sørensen om den meget lave ydelse for job- og uddannelsesparate, der jo sættes ned. Er det at sætte ydelserne ned i stedet for at vise mennesker tillid at gøre op med et forkvaklet syn på mennesker ifølge ministerens opfattelse? Er det ikke rigtigt, at der i forvejen er stor forskel på at få kontanthjælp og være på SU i den forstand, at det kan betale sig at være på SU under alle omstændigheder? Hvorfor kan det det? Det kan det, fordi man kan have erhvervsarbejde, man kan tage lån, man får en række studierabatter til transportmidler og bolig osv., og det vil sige, at man som studerende rent faktisk har en økonomi, der svarer til 10.000-12.000 kr. om måneden. Det siger de studerendes organisation i hvert fald. Hvorfor skal nogle ydelser presses helt i bund, helt ned på SU-niveau? Det er der stort set ingen der lever for i Danmark i dag, medmindre de har rige forældre.

Ministeren.

Jamen hele pointen er jo, at den unge, der er i kontanthjælpssystemet, og som har forudsætningerne for at kunne gå i gang med en uddannelse, ikke skal blive i kontanthjælpssystemet, men skal væk derfra hurtigere, end ti heste kan løbe, for det er et farligt sted at være. Det burde ikke være sådan, men kontanthjælpssystemet er et af de farligste steder at være i Danmark, fordi der er en risiko for, at folk bliver der.

Vi kan se af den forløbsundersøgelse, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet, at en stor del af den gruppe af unge arbejdsløse, der i start-1990'erne bad om det, der dengang hed bistandshjælp, var stærke unge, der havde det problem, at de var ramt af en økonomisk krise og af arbejdsløshed. En del af dem kom aldrig derfra. Og risikoen ved den fastholdelse – og min påstand om, at det sjældent er det bedste liv, der leves langvarigt i kontanthjælpssystemet – tæller så meget for mig og er af et sådant omfang, at jeg vil gøre stort set hvad som helst for at få de unge hurtigt væk fra kontanthjælpssystemet først og fremmest af hensyn til dem selv. Jeg vil helst ikke have, at man spilder vigtige ungdomsår af sit liv på kontanthjælp. De unge skal i gang med en uddannelse.

Hr. Christian Juhl.

Det tror jeg ikke at der er nogen der er uenige med arbejdsministeren i, men »vi skal gøre op med et forkvaklet syn på mennesker«, siger ministeren. Det er der, jeg spørger: Er det at gøre op med et forkvaklet syn på mennesker at sætte dem ned på en ekstremt lav ydelse, når vi på forhånd ved, at mange af dem aldrig får en uddannelse eller et job – eller i hvert fald ikke i overskuelig fremtid får en uddannelse eller et job? Jeg ønsker det samme som ministeren, nemlig at de får det, men virkeligheden taler jo et andet sprog, og derfor siger jeg: Skulle det ikke være sådan, at man også kan overleve, når nu argumentet, at det skal kunne betale sig at gå på SU, slet ikke holder? Det er det, jeg mener, og derfor mener jeg, at der stadig væk er en ufattelig stor grad af et forkvaklet menneskesyn i det her oplæg.

Ministeren.

Men hvorfor lægge den præmis, at de unge ikke skal i gang med en uddannelse, ind? vil jeg spørge hr. Christian Juhl. Har hr. Christian Juhl overhovedet ret i påstanden om, at de unge ikke kommer i uddannelse? I dag skal unge ikke stå til rådighed for uddannelse i kontanthjælpssystemet. Det skal de i fremtiden. Det burde i virkeligheden glæde hr. Christian Juhls sociale hjerte, at vi med den her kontanthjælpsreform tager det ideologisk vigtige skridt væk fra, at unge uden uddannelse i dag skal stå til rådighed for et ufaglært arbejdsmarked, i stedet i fremtiden skal stå til rådighed for et uddannelsessystem, for det er jo den sikreste vej til at understøtte, at de får et stærkere fundament at stå på.

Det er jo i virkeligheden en kæmpe ideologisk sejr, at man går væk fra at tænke den ikkeuddannede unge kontanthjælpsmodtager som en del af en ufaglært arbejdsstyrke til at bruge de penge og den tid, der skal til, for at vedkommende bliver så dygtig, at vedkommende kan trække sig ud af den livssituation, vedkommende er i, qua en uddannelse. Præmissen om, at den unge skal blive i kontanthjælpssystemet i lang tid, er forkert, for vi taler her kun om unge, der er vurderet til at være uddannelsesegnede og derfor efter ganske kort tid – gerne enten uger eller måneder – går i gang med en uddannelse.

Jeg tror, at vi overholder forretningsordenen og siger tak til ministeren, for så er der ikke flere, der har bedt om ordet inden for forretningsordenen.

Så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslagene henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.