L 224 - 2012-13 - Endeligt svar på spørgsmål 44: Spm. om at hensyn til almenvellet, jf. grundlovens §73, stk. 1, kan kræve, at det offentlige fratager en person fri råderet over egen formue samt egne formuegoder, blot for at overdrage dele af denne råderet til en anden privatperson, til beskæftigelsesministeren

”1.Grundlovens § 73, stk. 1, har følgende ordlyd:”§73.Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sinejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølgelov og mod fuldstændig erstatning.”Det følger af grundlovens § 73, at to overordnede betingelser skal være opfyldt, forat der er tale om, at et indgreb udgør ekspropriation i grundlovens forstand. For detførste skal indgrebet være rettet mod ”ejendom”, som er beskyttet efter grundlo-vens § 73. For det andet skal indgrebet være ekspropriativt (der skal være tale omafståelse).Om den første betingelse bemærkes, at udtrykket ”ejendom” i grundlovens § 73 måforstås i vid betydning. Det er således almindeligt antaget, at bestemmelsen ikkealene beskytter ejendomsret i traditionel forstand. Også begrænsederådighedsrettigheder, såsom brugsrettigheder, servitutter og panterettigheder samtrettigheder i henhold til private aftaler er beskyttet af grundlovens ejendomsbegreb,jf. således bl.a. Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret, 3. udgave (2003), side 184 f.For så vidt angår betingelsen om, at der skal være tale om, at der foretages etekspropriativt indgreb (at der skal være tale om afståelse) bemærkes, at det ikke erethvert indgreb i en rettighed, som er beskyttet af grundlovens § 73, der harkarakter af ekspropriation.

Det er således almindeligt antaget, at lovgivningsmagten – uden at der foreliggerekspropriation – kan regulere udøvelsen af de rettigheder, der er beskyttet afgrundlovens § 73, idet lovgivningsmagten bl.a. kan opstille almindelige regler ombegrænsning i borgernes handlefrihed og i deres råden over, hvad de ejer, jf. MaxSørensen, Statsforfatningsret (2. udg. ved Peter Germer, 1973), side 405.Det er i forfatningsretlig litteratur og praksis almindeligt antaget, at spørgsmåletom, hvorvidt et indgreb har karakter af ekspropriation, må bero på et samlet skønover indgrebets beskaffenhed, jf. Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgaveved Ole Espersen (1980), side 665 ff., Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udg.ved Peter Germer (1973), side 412, Peter Germer, Statsforfatningsret, 5. udgave(2012), side 291 f., og Orla Friis Jensen i Danmarks Riges Grundlov medkommentarer (redigeret af Henrik Zahle), 2. udgave (2006), side 476 f. Sommomenter, der må tillægges betydning ved udøvelsen af dette skøn, peger mannavnlig på indgrebets formål, i hvilken grad indgrebet er generelt eller konkret(herunder om det rammer mange eller få personer), indgrebets intensitet, omindgrebet angår en fremtidig eller en aktuel rettighed, om indgrebet går ud på atoverføre rettigheden fra den hidtidige ejer til en ny eller på en tilintetgørelse afdenne råden samt indgrebets begrundelse.2.Grundlovens § 73 indebærer, at ekspropriation kun kan finde sted med hjemmeli lov.Hvis der er hjemmel i lov til at foretage ekspropriation, opstiller § 73 de yderligerekrav, at ekspropriationen skal være påkrævet af hensyn til almenvellet, og at derbetales fuldstændig erstatning.Henrik Zahle anfører side 206 f. i Dansk Forfatningsret 3, Menneskerettigheder (3.udgave, 2003), om hensynet til almenvellet bl.a. følgende:”Ekspropriation kan kun ske, hvor ”almenvellet kræver det”, grl § 73,stk. 1, 2. pkt. Henvisningen til almenvellet bygger historisk på en tropå, at den parlamentariske repræsentation gennem en bred debat villekunne nå frem til en fælles indsigt i det almene vel. For et aktuelt ogpraktisk synspunkt er det afgørende, at loven er dikteret af almenesamfundshensyn, men hvad der nærmere følger heraf, kan der væreforskellige politiske opfattelser af, og der kan ikke forventes opnåetstørre enighed, end hvad der følger af behovet for et parlamentariskflertal. Ekspropriationen skal bero på ”almene, saglige, samfundsmæs-sige vurderinger”, A. Ross 1980, s 683.Hensynet til almenvellet må repræsentere et kvalificeret sæt af argu-menter, der underbygger indgrebets nødvendighed. Men nogen ind-holdsmæssig angivelse af, hvad der ligger inden for almenvellet, erikke mulig.(…)”3.Beskæftigelsesministeriet har med lovforslaget bl.a. foreslået, at der indføres enpligt for ugifte samlevende, der omfattes af den foreslåede ordning, til at forsørgehinanden, hvis den ene eller begge ansøger om eller modtager uddannelses- ellerkontanthjælp efter loven.

Den foreslåede forsørgelsespligt skal ses i sammenhæng med forslaget til en ny §97 a i lov om aktiv socialpolitik, som har følgende ordlyd:”§97 a.Forsømmer en samlever at opfylde sin forsørgelsespligt efter§§ 2 a og 2 b, udbetaler kommunen uddannelses- eller kontanthjælp tilansøgeren. Kommunen kan opkræve et beløb hos samleveren svaren-de til den udbetalte uddannelses- eller kontanthjælp. Kommunen kandog kun opkræve beløbet, hvis samleveren efterlades tilstrækkeligemidler til at skaffe det nødvendige til sin egen og familiens forsørgel-se.”Den foreslåede § 97 a sikrer således, at den gensidige forsørgelsespligt kangennemføres (på en i øvrigt i administrativ henseende forholdsvis simpel måde),hvis en samlever forsømmer at opfylde sin forsørgelsespligt.4.Det er Justitsministeriets opfattelse, at lovforslaget ikke vil indebære indgreb afekspropriativ karakter, jf. grundlovens § 73. Lovforslaget vil dermed ikke giveanledning til spørgsmål om, hvorvidt hensynet til almenvellet krævergennemførelse af den foreslåede lovregulering.Det bemærkes i øvrigt, at der allerede i dag gælder en indbyrdes forsørgelsespligtmellem ægtefæller, jf. § 2 i lov om ægteskabets retsvirkninger, jf.lovbekendtgørelse nr. 1053 af 12. november 2012. Det følger endvidere af lovens §5, at en ægtefælle, som forsømmer sin forsørgelsespligt, kan pålægges at yde denanden ægtefælle et pengebidrag i det omfang, hvori det efter omstændighederne måanses for rimeligt.”