Det sidste punkt på dagsordenen er:

23) 1. behandling af lovforslag nr. L 227:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings-og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Astrid Krag).

(Fremsættelse 28.05.2013).

Forhandlingen er åbnet, og første ordfører er fru Sophie Løhde fra Venstre.

Først og fremmest skal der ikke være nogen tvivl om, at Venstre allerhelst havde set, at regionerne og Praktiserende Lægers Organisation, PLO, var nået til enighed om en ny samarbejdsaftale i forhandlingerne om en ny overenskomst. Det lykkedes som bekendt desværre ikke, og som opfølgning på sammenbruddet i forhandlingerne og regionernes efterfølgende opsigelse af aftalen har regeringen altså truffet det valg at fremsætte et lovforslag om en justering af de fremtidige rammer for almen praksis. Det er et lovforslag, der bl.a. har til formål at skabe bedre muligheder for, at alle danskere kan få adgang til læge, uanset hvor i landet de bor, sikre en bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet, samtidig med at den gældende overenskomst foreslås forlænget, indtil der foreligger en ny aftale om en ny overenskomst.

Venstre støtter en modernisering af de styringsmæssige rammer for almen praksis, og vi vil gerne være med til at påtage os et ansvar for at tilvejebringe de lovgivningsmæssige rammer, der kan være med til at udvikle og fremtidssikre almen praksis i det samlede sundhedsvæsen. Det har vi sådan set gentaget flere gange, men vi har samtidig heller ikke lagt skjul på, at vi mente, at der var plads til en række ændringer eller forbedringer i det udkast til lovforslag, som sundhedsministeren nu har haft igennem en grundig høringsproces, og som man vist rolig kan sige har givet anledning til en livlig debat samt både ris og ros.

For Venstre har det været afgørende, at lovforslaget respekterede de praktiserende læger som selvstændige erhvervsdrivende, og dermed at praktiserende læger selvfølgelig også skal have indflydelse på de opgaver, som almen praksis varetager i dag såvel som fremadrettet, og herunder at nye opgaver qua f.eks. sundhedsaftaler eller forløbsprogrammer vil kræve en særskilt aftale mellem parterne på området i forhold til implementering og spørgsmålet om økonomi.

Så har det været afgørende, at vi i lovforslaget fik indhegnet omfanget af ministerbemyndigelser og dermed opstillet nogle tydelige begrænsninger i adgangen til at kunne detailregulere arbejdstilrettelæggelsen i almen praksis. Vi mener ganske enkelt ikke, at det er en opgave for 179 folketingsmedlemmer at detailstyre, hvor ofte og i hvilke tilfælde en læge skal tage på hjemmebesøg. For det første fordi den slags altid bør bero på et lægefagligt skøn, og for det andet fordi den slags detailregulering bør og skal aftales mellem de relevante parter frem for af Folketinget.

Samtidig har det været væsentligt, at de praktiserende læger med lovforslaget ikke skulle pålægges et eller andet nyt og omfattende registreringsarbejde, men at der tværtom er tale om data, som de praktiserende læger allerede i dag er forpligtet til at registrere, og herunder at data, der deles, ikke på nogen måde må kunne identificere den enkelte patient, sådan at der ikke kan rejses tvivl om fortroligheden mellem læge og patient i forhold til netop personfølsomme data.

Endelig har det været afgørende, at regionerne med lovforslaget ikke fik adgang til at kunne tvangsopkøbe eller tvangsflytte praksisser.

I forhold til det fremsatte lovforslag, altså det lovforslag, som vi nu i dag førstebehandler her i Folketinget, glæder vi os i Venstre dermed også over, at regeringen har valgt at lytte til de mange bekymringer, som har været rejst fra forskellig side, og som altså nu foreslås konkret udmøntet via konkrete ændringer, præciseringer m.v. i lovforslaget sammenholdt med det, som blev udsendt i høringsudkastet.

Det er rigtig godt, at regeringen lytter, også til Venstre – ja, det sidste må man jo sige at regeringen faktisk gerne måtte gøre til en vane og gøre noget oftere. Lovforslaget, som det ligger nu, er på en række punkter ændret, præciseret og tydeliggjort efter høringen – ikke bare i forhold til et enkelt komma eller nogle smådele, men i forhold til en række elementer. Det synes jeg er svært ikke at anerkende, uanset om man så ikke måtte være hundrede procent tilfreds med det fulde indhold, og det kan dermed forhåbentlig også danne grundlag for, at man igen kan mødes om forhandlingsbordet.

Dermed ikke sagt, at der ikke kan være enkelte elementer, som vi i den videre udvalgsbehandling kan forbedre yderligere eller præcisere yderligere via svar på udvalgsspørgsmål m.v. – det er jo netop hele formålet med den proces, som vi nu skal igennem. Og jeg kan da i hvert fald bl.a. se af nogle af de breve, jeg har modtaget her de seneste dage, at der stadig på nogle punkter er en vis usikkerhed i forhold til enkeltelementer i lovforslaget, og som jeg da synes at vi i den videre udvalgsbehandling skal have afklaret og boret ud, sådan at der er en helt klar forståelse af, hvad lovforslaget indebærer, og lige så meget af, hvad det ikke indebærer.

Men lovforslaget, sådan som det ligger nu, kan vi altså bakke op om. Det skal sikre en bedre sammenhæng, bedre rammer for lægedækning i hele landet, samtidig med at nye organisationsformer kan afprøves under hensyntagen til lokale forhold, udfordringer og behov.

Vi ser frem til den videre udvalgsbehandling.

Tak. Der er et enkelt medlem, der har bedt om adgang til korte bemærkninger. Det er fru Benedikte Kiær fra Det Konservative Folkeparti, værsgo.

Jeg kan forstå, at Venstre ikke er hundrede procent tilfreds, men er klar til at mødes igen om forhandlingsbordet. Nu er det jo ikke alle, der er blevet inviteret til forhandlinger. Det var faktisk ret mange partier, der ikke var opmærksomme på, at der var forhandlinger på det her område, men vi kan forstå af medierne, at der åbenbart har været forhandlinger i gang i flere uger, før ministeren fremsatte det her lovforslag.

Med hensyn til ikke at være hundrede procent tilfreds vil jeg høre, hvad ordføreren egentlig siger til det her om udbud, og at en læge kan have op til seks ydernumre. Er det et af de områder, hvor ordføreren ikke er helt tilfreds, hvis man ser i forhold til de krav, der bliver stillet til uddannelse og kompetencer – eller hvad? For det fremgår jo kun, at der skal være en eller anden form for ensartethed.

Ordføreren.

Nu skal jeg jo i forhold til den første del af bemærkningerne ikke kunne sige på vegne af en regering, som jeg for det første ikke er medlem af, og som jeg for det andet heller ikke har en ambition om at blive medlem af, hvad den har gjort sig af overvejelser. Men det ville da have været en lille smule underligt – undskyld mig udtrykket – hvis ikke man som regering havde gjort sig den overvejelse og stillet sig selv spørgsmålet: Hvis nu de forhandlinger, der har ligget stille siden november måned, måtte føre til, at den ene part opsagde aftalen, hvad var det så, man skulle stille op? Hvad var det så, man ville gøre fremadrettet? Det har man selvfølgelig et ansvar for at gøre sig nogle overvejelser om.

Så er det, vi siger fra Venstres side, at vi ikke lægger skjul på, at vi synes, at der har været behov for nogle ændringer, præciseringer, forbedringer fra det høringsudkast, som har været igennem en grundig høring nu her, og frem til det lovforslag, som vi så førstebehandler i Folketinget i dag.

Lige til spørgsmålet om adgangen til et antal ydernumre, altså at man skal kunne eje op til seks ydernumre som praktiserende læge, vil jeg sige, at det jo netop er et af de punkter, hvor der rent faktisk er sket en imødekommelse i forhold til bl.a. nogle af de synspunkter, som høringsparterne har givet udtryk for, bl.a. i forhold til hvad det er for nogle krav, der skal stilles til den virksomhedsansvarlige læge om uddannelse, så det ikke bare er hvem som helst, men at man skal være praktiserende læge for at kunne eje et ydernummer.

Fru Benedikte Kiær.

Altså, nu tænkte jeg på, at der har været forhandlinger – eller en eller anden form for diskussion mellem Venstre og regeringen – før ministeren fremsatte forslaget. Jeg tænkte ikke på høringsprocessen, hvilket egentlig også fremgik af, at da ministeren fremsatte det her lovforslag, påpegede Venstre netop, at det her med udbud var en af de ting, som Venstre havde fået for at støtte forslaget.

Men finder ordføreren ikke, at det er et problem, hvis bemandingen, altså de læger, der er på nogle af de her klinikker, praksisser, som så bliver ejet af en kapitalfond eller nogle andre, ikke er almene medicinere, men at der kun er én, der er almen mediciner, altså at ikke alle er almene medicinere, som man ellers stiller krav om, når de praktiserende læger i dag skal have et ydernummer? Er der ikke en eller anden form for diskrepans, i forhold til hvad det er for nogle uddannelseskrav, man stiller, når det er en praktiserende læge, der gerne vil have en praksis, og når det sker via udbud? Mener ordføreren virkelig ikke, at der er et problem dér?

Ordføreren.

Jamen jeg er nødt til at korrigere den konservative ordfører, for hvis man læser lovforslaget, er det sådan set fuldstændig klart og tydeligt, at netop eksempelvis en kapitalfond ikke kan eje et ydernummer. Det fremgår fuldstændig klart. Jeg er godt klar over, at det har været fremme i debatten fra mange forskellige sider, men en kapitalfond eller en anden virksomhed kan ikke eje et ydernummer, punktum.

Så har vi det sådan generelle, principielle synspunkt i Venstre, at lige så vel som vi ikke synes, at offentlige monopoler er særlig fremmende og en god ting, så synes vi heller ikke, at private monopoler er fremmende for udviklingen af en sektor. Derfor har vi ikke noget imod, at man de steder, hvor man har en udfordring i forhold til lægedækning, nu kan få lejlighed til at afprøve nogle nye organisationsformer, altså dér, hvor ingen praktiserende læge selv måtte være interesseret i at købe et ydernummer. For det er jo det, der er betingelse nr. 1 i den trappemodel, der er, nemlig at et ledigt ydernummer først skal bydes ud, for at se om der er en praktiserende læge, som eksempelvis godt vil købe det. Er der ikke det, kan regionen lade ydernummeret gå i udbud.

Her er det helt klart i lovforslaget, at en kapitalfond eller andre ikke kan eje et ydernummer, punktum.

Fru Liselott Blixt for en kort bemærkning.

Tak. Fru Sophie Løhde nævnte, at det er selvstændigt erhvervsdrivende, vi her taler om. Og der kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren til den problemstilling, der var med praksisplanudvalget, hvor der i første omgang ikke skulle sidde læger. Så har Venstre været inde at sige, at nu skulle der sidde læger i praksisplanudvalget, og at der nu kommer et mindretal.

Mener fru Sophie Løhde, at det er det, der skal til, for at selvstændigt erhvervsdrivende kan være med til at sætte fokus på deres arbejdsplads og få lov til at bestemme på deres område, altså at der nu sidder et mindretal i et praksisplanudvalg?

Ordføreren.

Først og fremmest skal jeg da ikke lægge skjul på, at vi netop lægger vægt på, at praktiserende læger i dag er en privat virksomhed og også skal være det fremadrettet. Og derfor har vi jo også taget afstand fra dem, der har haft så meget fantasi – det gælder visse partier her i Folketingssalen, jeg behøver ikke at afsløre, i hvilken side af salen de befinder sig, men der er tale om deres regionskollegaer – at de har sagt, at hvis de ikke de praktiserende læger nu makker ret, skal vi bare til at lave nogle regionsdrevne klinikker, og så skal vi overtage det hele. Det er ikke den form for udvikling, vi forestiller os i Venstre, og den har vi bestemt heller ikke lyst til at deltage i.

Men i forhold til om man nu får et mindre antal pladser i et praksisplanudvalg, synes jeg, det er svært at tale om et mindretal, når det er sådan, at lovforslaget som det, der er fremsat i dag, og som vi førstebehandler her i Folketinget, jo sådan set giver tre pladser i praksisplanudvalget til de praktiserende læger. Det er nøjagtig det samme antal pladser, der bliver stillet til rådighed for regionerne. Det vil sige, at hver gruppe har tre pladser – det er ikke et mindretal, det er et lige antal. Og så får kommunerne fem pladser.

Fru Liselott Blixt.

Er vi enige om, at det er regionerne, der har det sidste ord, hvis man er uenige? For det står også i aftalen. Og det er det, jeg gerne vil høre fru Sophie Løhde om: om det er tilfredsstillende, i forhold til hvad man har haft i dag.

Man har sagt, at der skal være det her mindretal, fordi de praktiserende læger har spændt ben for, hvor man placerede nogle klinikker. Der kunne jeg godt tænke mig at høre nogle konkrete eksempler på, hvor man har spændt ben for, at der kunne oprettes nogle regionsklinikker eller noget andet.

Ordføreren.

Med den sidste bemærkning formoder jeg, at ordføreren hentyder til rigsrevisors beretning. Jeg har i hvert fald ikke selv brugt rigsrevisors beretning som argumentation for noget i det, jeg har sagt fra talerstolen her i dag. Så den del vil jeg ikke skulle forklare og forsvare, altså for noget, jeg i udgangspunktet ikke selv har brugt.

Men jeg mener grundlæggende, at det er tilfredsstillende, at myndigheds- og finansieringsansvaret følges ad. Det plejer faktisk at være et synspunkt, som langt, langt de fleste partier, herunder også ordførerens eget, normalt synes er en god idé på stort set alle områder inden for den offentlige sektor.

Jeg synes, det er en misforståelse, hvis man fra starten lægger op til, at praksisplanudvalget skal være sådan et kampudvalg, hvor man skal sidde og stemme sig frem til alle fremtidige løsninger, for så vidt angår almen praksis. Det skal være et samarbejdsudvalg, hvor man i en god tone kan samarbejde om den fremtidige udvikling, og det er jo også derfor, at det nu er præciseret i lovforslaget fra sundhedsministeren, at for så vidt angår andre aftaler, som måtte ligge herudover – via sundhedsaftaler, forløbsprogrammer eller andet – skal det kunne forudsætte en underliggende aftale.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så er det den socialdemokratiske ordfører, hr. Flemming Møller Mortensen.

Lovforslaget her i dag handler om sundhedsloven, lovforslaget handler om de praktiserende læger, almen praksis. Lovforslaget handler om, at der skal sikres en mulighed for, at almen praksis kan blive moderniseret, moderniseret til glæde for alle, der i fremtiden får brug for almen praksis, den praktiserende læge. Det er mig en stor glæde, at lovforslaget, som det ligger her, bliver positivt bakket op af de store patientorganisationer, også af kommunerne og regionerne.

Har vi brug for en modernisering af almen praksis? Ja, det har vi. Vi har nogle velkendte udfordringer, som berører de praktiserende læger. Lad mig blot nævne to udfordringer. Vi har desværre egne af Danmark, hvor der er stor mangel på praktiserende læger i dag, og når vi kigger ind i krystalkuglen, kan vi se, at problemet ikke umiddelbart og hurtigt bliver mindre eller løst. For mig som socialdemokrat er det afgørende vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre, at alle hjørner af Danmark har praktiserende læger nok. Jeg bor selv i Nordjylland, et af de hjørner, hvor vi meget tydeligt oplever problemet. Lad mig nævne en anden udfordring i forhold til de praktiserende læger. Som socialdemokrat er jeg rigtig stolt af vores sundhedsvæsen. Vi har fri og lige adgang, vi har dygtige og engagerede medarbejdere, men vi har en udfordring i, at mange patienter for ofte føler, at de forskellige dele af sundhedsvæsenet ikke arbejder godt nok sammen, at der ikke er en o.k. sammenhæng mellem f.eks. sygehus og kommune. Det gør vi også noget ved i forhold til det ændringsforslag til sundhedsloven, der er til debat her i dag.

Som sagt betyder det rigtig meget for mig som socialdemokrat, at vi har fået balanceret lovforslaget sådan, at de store patientorganisationer bakker op om det her lovforslag, men også at de, der bærer det helt store ansvar i hverdagen, regionerne og kommunerne, også synes, man har ramt rigtigt i forhold til den måde, hvorpå de ser udfordringerne.

Men hvorfor er det nu Folketinget, der skal tage sig af det her og ikke de parter, som vanligt har det overordnede ansvar, altså de fem regioner og Praktiserende Lægers Organisation, PLO, som den er betegnet og forkortet? Desværre er de her to parter ikke i deres forsøg på en ny aftale nået i mål. Forhandlingerne har været frugtesløse, de brugte meget lang tid på det, uden at de kom hinanden nærmere. Regeringen har følt sig forpligtet til herefter at sikre en overordnet lovgivningsramme for almen praksis, sådan at almen praksis kan udvikle sig i takt med de øvrige dele af sundhedsvæsenet. Patienterne skal nemlig opleve kvalitet og sammenhæng i alle dele af sundhedsvæsenet, og vi skal hver især som borger i Danmark føle tryghed ved den praktiserende læge, når der opstår spørgsmål om sundhed eller mistanke om sygdom.

Socialdemokraterne ønsker og kæmper for, at almen praksis' rolle i sundhedsvæsenet skal styrkes, og vi ønsker, at almen praksis også i fremtiden skal være et privat ejerskab, hvor der forhandles en aftale på plads mellem regionerne og Praktiserende Lægers Organisation. I øjeblikket har de fem regioner og kommunerne ikke den nødvendige mulighed for at realisere deres ønsker og idealer om en modernisering af almen praksis, bl.a. som følge af, at Praktiserende Lægers Organisation har en vetoret, som de en gang imellem bruger, selv om der er et politisk ønske om forandring. Det problem fjerner ændringen af sundhedsloven her også.

Meget er sagt om udfordringerne vedrørende almen praksis frem mod den her førstebehandling. Der har været en høringsperiode, som har givet rigtig mange saglige og utrolig konstruktive forslag til forbedringer og justeringer i det forslag, der var fremlagt til høring. Sundhedsministeren har nu lavet justeringer og præciseringer, og vi synes fra socialdemokratisk side, der ligger et rigtig velbalanceret lovforslag nu. Jeg vil gerne udtrykke min glæde over dem, der har arbejdet meget sagligt og konstruktivt i høringsperioden. Det er også Socialdemokraternes ønske og mål, at forløbet frem til tredjebehandlingen må blive konstruktivt, og jeg vil gerne give udtryk for, at vi håber, at lovforslaget vil få bred opbakning.

Almen praksis og sundhedsvæsenet som helhed skal løbende moderniseres. Lovforslaget her vil sikre, at de praktiserende læger kommer ud i alle hjørner af Danmark, at vi alle sammen kan have vores egen praktiserende læge. Lovforslaget vil også sikre en ny og bedre sammenhæng i vores rigtig gode offentlige sundhedsvæsen. Vi skal have muligheden for at føle en helt reel tryghed og tillid til alle dele af vores sundhedsvæsen. Det er og bliver et ufravigeligt socialdemokratisk krav og mål.

Socialdemokraterne støtter selvsagt lovforslaget, og vi ønsker, at vi må få et godt udvalgsarbejde frem mod tredjebehandlingen.

Der er to korte bemærkninger. Først er det fru Benedikte Kiær.

Ordføreren siger, det er afgørende, at der kommer praktiserende læger ud i alle hjørner af landet. Det er vi jo fuldstændig enige i. Så er det bare et spørgsmål om, hvordan man gør det. Og en af de ting, der ligger i det her forslag, er, at man har mulighed for at lave udbud.

Nu fik jeg ikke svar fra den foregående ordfører for Venstre, men nu vil jeg høre, om den socialdemokratiske ordfører ikke mener, der er et problem med, at der ikke er de samme krav for alle i forhold til uddannelse.

Der kan være tale om en praktiserende læge, der køber et ydernummer og har sin egen praksis eller måske går sammen med flere om at skabe et lægehus. Men hvis det er en privat aktør – og nu vil jeg ikke sige noget som helst andet end en privat aktør – som køber nogle af de her ydernumre eller vinder dem i et udbud, så er der ikke de samme krav til uddannelse.

Mener ordføreren ikke, at det kan være et problem? For der er jo kun krav om, at der skal være én med speciallægeuddannelse i almen medicin.

Ordføreren.

Jeg vil takke fru Benedikte Kiær rigtig meget for spørgsmålet, for det her må da være sidste chance for at prøve at aflive nogle af de myter, der er. Andre private end alment praktiserende læger kan ikke købe et ydernummer. Og jeg ved, at min kollega fra Venstre, fru Sophie Løhde, forsøgte at præcisere nøjagtig det samme.

De eneste, der kan eje ydernumre og praktisere, er privatpraktiserende speciallæger i almen medicin, som køber deres eget ydernummer. De får til gengæld mulighed for at eje op til seks ydernumre fremover. Hvis der er noget, der skal i udbud, sendes det i udbud i en 4-års-periode af regionerne. Det er det, der ligger i det.

Det er også sådan, at regionerne – og det er måske det, der mere er sandheden – kan drive et ydernummer i 4 år, hvis det er sidste chance for at få læger ud i et område.

Fru Benedikte Kiær.

Det er ikke det, jeg spørger om. Jeg spørger til, når man sender noget i udbud, og der er nogle andre private aktører, der skal drive det her sted. Nu vil jeg ikke sige andet, end at der er andre aktører, der skal drive det her sted. Så står der altså i lovforslaget, at der skal sikres en bemanding med én læge med specialuddannelse i almen medicin. Det vil sige, at man kun lægger vægt på, at der skal være en vis ensartethed.

Nu må ordføreren forholde sig til det, jeg siger: Der stilles ikke de samme uddannelseskrav, hvis man har noget i udbud, som skal drives af en anden privat aktør, i forhold til hvordan det ellers skal drives af en praktiserende læge. Mener ordføreren ikke, der er et problem i den forskel? Jeg taler om speciallægeuddannelsen; jeg taler om de praktiserende læger og hvad de kan, i forhold til at vi har vores egen praktiserende læge, hvad ordføreren lagde meget vægt på i sin ordførertale.

Ordføreren.

Specialet i almen medicin er grundlaget for at drive almen praksis. Kigger man på, hvordan en almen praksis bliver drevet i dag, vil man se, at der også er yngre læger, der kommer ind og arbejder. Men udgangspunktet er, at den, der står i spidsen for det, er speciallæge i almen medicin, og det ændres der ikke på i forhold til det her lovforslag.

Fru Liselott Blixt for en kort bemærkning.

Tak. Hr. Flemming Møller Mortensen nævnte, at lægerne tidligere havde haft vetoret – et lidet flatterende ord. Jeg tænkte på, om ordføreren har nogle konkrete eksempler på, at lægerne har brugt den her form for spænden ben for nedsættelse af en praksis.

Ordføreren.

Jeg vil også gerne takke fru Liselott Blixt for spørgsmålet, for ja, der er eksempler på, at amtsrådspolitikere og regionsrådspolitikere har ønsket at flytte ydernumre til bestemte steder, hvor organisationer og praktiserende læger har nedlagt veto.

Fru Liselott Blixt.

Kunne vi så ikke til anden behandling få de her konkrete eksempler? Én ting er, at man siger det, men jeg vil gerne have nogle konkrete eksempler, så jeg kan efterprøve dem.

Ordføreren.

[Lydudfald] ... ministeren her i dag eller på skrift, og jeg vil da også glæde mig til at se oversigten.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det fru Liselott Blixt som ordfører for Dansk Folkeparti.

Mine børn er i dag 18 og 22 år. I hele deres liv, ja, fra før de blev født, er de blevet fulgt af den samme praktiserende læge. Hun har fulgt dem gennem livet, har set dem vokse op: de er kommet, når de skulle vaccineres; hun har været der, når vi som forældre kom rådvilde og ængstelige, fordi en af dem havde høj feber; hun har talt med dem om deres seksualitet; hun har givet dem råd og vejledning og lyttet til deres fysiske og psykiske problemer, som de ved man kan tale åbent om, for det forlader aldrig lægens kontor. Mine børns læge, som også er min, ved måske ting om mine børn, som ikke engang jeg, deres mor, ved.

Jeg værdsætter vores praktiserende læger i Danmark højt, og jeg synes, de gør et fremragende stykke arbejde. Derfor forstår jeg ikke den måde, man har behandlet dem på. OECD's undersøgelser viser, at vi er det land, hvor flest mennesker er tilfredse med de praktiserende læger. Samtidig har vi faktisk et system, som fungerer, og som faktisk ikke koster mere end 4 kr. pr. borger pr. dag.

Der sker en udvikling i samfundet, og det er naturligt. Det er også naturligt, at lægerne skal følge med i udviklingen. Og jeg tror heller ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, at vi er enige om det samlede resultat, bare ikke om måden, det nås på. Ingen er jo imod, at vi skal fremme sundhed i befolkningen, samt at vi skal sikre, at alle har adgang til en læge og man får den behandling, man har brug for. Mange læger er jo netop fulgt med tiden og har indrettet lægeklinikker, som samarbejder med regionerne om laboratorieprøver, samarbejder med kommunerne om medicingennemgang og hjemmebesøg, implementerer ny it og datafangst. De er godt i gang.

Man forstår måske også de læger, som ikke har lyst til at ændre for meget ved deres praksis, da de er nået pensionsalderen. Over 15 pct. af de praktiserende læger er over 65 år. Jeg frygter, at de drejer nøglen om, hvis man stiller for mange krav her og nu.

I Dansk Folkeparti er der specielt tre ting i lovforslaget, som vi sætter spørgsmålstegn ved, og som vi ikke direkte kan støtte.

Det første er hele fremgangsmåden. Lærerne bliver sat uden for døren. Man havde en plan fra starten, da overenskomstforhandlingerne gik i gang. Da man ikke kunne få den igennem, opsagde man aftalen med PLO. Ministeren kom med lovforslaget, og det vil sige, at de er blevet sat uden for døren fra starten; de er blevet sat uden for døren i forhandlingerne, behandlingerne og den fremtidige planlægning af arbejdet.

Vi mener, at familielægen skal have en direkte indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen. At påstå, at regionerne skal kunne stå for det mener jeg er utopi, for de har svært ved at styre deres eget. Vi ønsker, at man får det system, som man kender, hvor der er en ligestilling, så der ikke er nogen, der blokerer. Derfor har jeg også udtrykt ønske om, at hvis der har været blokeringer, vil jeg gerne have en liste over dem.

Regionerne vil sikre læger ved at opføre regionsklinikker eller sætte private investorer til at komme ind på markedet. Jeg undrer mig så over, hvad det er for læger, vi skal få til at passe klinikkerne. Igen er det et dårligt tiltag for at få ulighed væk i sundhed, for med den afgørelse vil det jo ikke være danske almenmedicinske læger, der kommer til at forestå opgaven.

En anden ting, som vi er bekymret over, er 15-kilometersgrænsen. Hvad sker der med udkantslægen, der mister erhvervsaktive patienter, hvis de fleste søger væk? I Dansk Folkeparti ønsker vi at stille nogle spørgsmål til netop 15-kilometersgrænsen. Vi synes, at det er rigtig godt, at man kan gå ud over grænsen, hvis lægen har nok patienter, hvis der er fyldt op og man kan få en, der ligger tættere på. Men hvad sker der så, den dag man går på pension, hvor vi også ved, at man forlanger, at lægen skal kunne komme på hjemmebesøg, hvis man har været indlagt osv.? Hvordan ser man den overgang? Det er nogle af de spørgsmål, jeg vil stille til sagen.

Den tredje ting, vi vil spørge ind til, er den dataoverførsel, der skal ske til regionerne. Vi skal sikre, at det ikke sker på cpr-nummerniveau, og vi skal sikre, at der er den tavshedspligt, som man oplever og altid har vidst der er hos ens læge.

I Dansk Folkeparti kan vi ikke tilslutte os lovforslaget, som det er udformet. Vi synes, at det er rigtig godt, at man forlænger det 1 år. Derfor foreslår vi, at man opdeler lovforslaget, så man tager kravene i den ene del, og i den anden del kan vi så stemme om forlængelsen, for den ser vi gerne i Dansk Folkeparti, og den vil vi gerne stemme for.

Der er en kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen.

Tak for det, og tak til fru Liselott Blixt. Ordføreren nævner OECD, som giver udtryk for, at vi har en god almen praksis i Danmark, men kan fru Liselott Blixt ikke også bekræfte, at OECD faktisk også løfter pegefingeren, at OECD for det første siger, at der er behov for reformer og modernisering af almen praksis, for det andet, at man har behov for, at der er noget, der kommer til at understøtte kvaliteten og sammenhængen i behandlingen, og for det tredje, at der ikke er tilstrækkelig viden om kvaliteten i almen praksis?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, og det er vi også enige i. Vi går alle sammen ind for kvalitet, samt at man skal styre, og det er lægerne jo også i gang med. Vi ser flere og flere og lægeklinikker, der netop har lavet al den her datafangst, og som har ansat personale, og som har samarbejde med kommuner og regioner. Nogle af dem vil jo mildest talt blive chokeret over, at man er kommet med en lov, man nærmest trækker ned over hovedet på dem uden at forklare, hvad det her drejer sig om. Da jeg spurgte en rådgiver på et tidspunkt, fik jeg også at vide, at de klinikker jo ikke skal noget, de gør jo det, vi beder dem om. Hvorfor så komme med en plan, der trækker noget ned over hovedet på nogle andre, når det er den fremgangsmåde, man har?

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Kan fru Liselott Blixt bekræfte, at der i lovforslaget står, at de data, som den almenpraktiserende læge skal dele med f.eks. regionen, skal være anonymiseret? Kan fru Liselott Blixt bekræfte, at det, der blev sagt i ordførertalen, lige nøjagtig er det, der vil ske i lovforslaget?

Jeg også gerne spørge ordføreren: Ønsker ordføreren, at de praktiserende læger skal bibeholde deres vetoret, sådan at det ikke er det, som de store patientorganisationer, Danske Regioner og organisationen af kommuner i Danmark bakker op om, der skal være fremtiden, altså det, som sikrer patienterne en bedre dækning af praktiserende læger i fremtiden? Er det virkelig det, der er Dansk Folkepartis holdning? Kalder man det modernisering?

Ordføreren.

Jeg kan så godt lide, når ordføreren kommer op i det hjørne. Med hensyn til anonymisering vil jeg sige, ja, det står der i lovforslaget, men teknisk vil jeg gerne se, hvordan det bliver håndteret. Vi har set alt for mange tilfælde ude i regionerne, hvor cpr-numre og journaler har ligget og flydt rundtomkring, hvor andre har kunnet se dem, så derfor er jeg da interesseret i, hvordan det kan gøres.

Hvad angår it, har vi ikke været heldige på det her område. Der tror jeg vist vi kan få mange ting frem. Når det drejer sig om det med at være ligeværdig, mener jeg, at lægerne skal være ligeværdige i de forhandlinger, og at de er ligeværdige forhandlingspartnere, og det er de ikke, hvis de ikke får et eneste ord at skulle have sagt. Det er også derfor, jeg siger, at jeg skal have nogle konkrete eksempler på, hvor det er, man mener, at lægernes – som hr. Flemming Møller Mortensen kalder det – vetoret har været.

Tak til ordføreren. Fru Özlem Sara Cekic som SF's ordfører.

Tak. Jeg vil rigtig gerne starte med at sige, at jeg også tror, at de fleste anerkender det kæmpe stykke arbejde, som familielægen derude laver. Det her er mere et spørgsmål om, at alle skal have adgang til lige præcis det, som den tidligere ordfører fortalte om, nemlig at man har en familielæge, som man har en ret stor tillid til, fordi man også ved, at familielægen er den, man henvender sig til, hvis man selv eller ens børn har problemer, og derfor ønsker vi også, at alle borgere i Danmark skal have den adgang.

Desværre er det jo sådan i dag, at vi ved, at der er områder i Danmark, hvor der ikke er lægedækning, og det mener vi er dybt bekymrende. For på den måde, som almen praksis fungerer på i dag, fungerer det rigtig godt, og derfor skal der også være mulighed for, at man kan få adgang til en læge.

Samtidig siger vi også, at det bliver utrolig vigtigt, at der er en sammenhæng i den behandling, man får. Så når nogen er syg, skal det også være muligt, at man som læge i langt højere grad kan gå ind og samarbejde med kommunen eller med hospitalet, hvis det er det, der kræves. Vi siger som det sidste også, at alle familielæger selvfølgelig skal følge de kvalitetsretningslinjer, der er i forhold til en behandling. Det er nogle af de her ting, som vi ikke opgiver med lovforslaget.

Så har der jo i forbindelse med den her debat været sagt og skrevet en masse ting. Der har været underskriftsindsamlinger, der gik ud på, at nu lukker man den ene praksis efter den anden, der har været underskriftsindsamlinger, der gik ud på, at nu tvangsflytter man de privatpraktiserende læger, og en masse andre ting; der var faktisk også nogle myter, der nærmest gik hen og blev til sandheder. Derfor vil jeg også sige fra talerstolen: Nej, vi kommer med det her lovforslag ikke til at tvangsflytte familielægen; nej, vi kommer heller ikke til at lukke familielægens klinik; og nej, vi kommer heller ikke til at detailstyre, hvor meget man skal gå på sygebesøg, og opfølgning af udskrivninger. Så bliver det også sådan, at vi heller ikke kommer til at pådutte en læge nye opgaver, uden at lægen har aftalt det med regionerne, og uden der følger nogle penge med. Der kan jeg så forstå at det, der har optaget PLO utrolig meget, er, hvordan taksterne skal være i forhold til de her ydelser, og om det skal være markedspriser, og der vil jeg bare sige at det må de så aftale videre med regionerne. De kommer også til at sidde i et udvalg, hvor de kan få lov til at fortælle, hvad de har på hjerte.

Men samtidig vil jeg også gerne stå frem og sige, at det bliver sådan, at man ikke kommer til at få vetoret. Jeg synes, det er helt utroligt, at der i et land som Danmark, som ikke er særlig stort, er områder, hvor man ikke har kontakt til en læge. Altså, jeg kunne godt forstå det, hvis det var i Tyrkiet, for det er bare et megamonsterstort land, men ikke, at vi i et land som Danmark sidder og diskuterer, hvorvidt den mulighed skal være der eller ej. Indtil videre har det jo været sådan, at PLO har haft muligheden for selv at kunne tage et ansvar. Men det ansvar har de ikke løftet. Der bliver vi bare nødt til at anerkende, at når der er områder i Danmark, hvor borgerne ikke har adgang til en læge, så må vi som ansvarlige politikere da også tage ansvaret på os. Vi må sige, at hvis man ikke kan finde ud af det, selv om man har siddet og forhandlet i over et år, så må vi så gøre det. Og det har jeg overhovedet ikke noget problem med at man gør. For jeg synes, og SF synes, at det allervigtigste er, at vi ser det her ud fra borgerens synspunkt: Hvad er det, der er godt for borgeren? Der vil jeg til enhver tid mene at det bedste for borgeren er at have adgang til en læge, og at lægen også i langt højere grad er i stand til at kommunikere med kommunen og hospitalet, og at man følger nogle retningslinjer, som også sikrer en høj kvalitet.

Derfor glæder jeg mig til, at vi i fællesskab skal snakke videre om det her lovforslag i udvalget. Jeg kan forstå ud fra høringsbidragene, at der er rigtig mange, der faktisk bakker op om det her. PLO har haft en række indvendinger, og dem har ministeriet faktisk også imødekommet. Jeg har også hørt, at nogle få læger – det er ikke mange – har kvitteret for det. Men sådan er det altid; når man går ind og sikrer en principiel adgang, altså en principiel lighed i sundhed, så vil der altid være nogle, der er sure. Sådan er det. Men jeg er faktisk rigtig glad for, at der bliver lægedækning alle steder.

Der er tre medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger, først fru Liselott Blixt.

Jeg kunne da godt tænke mig at se nogle af de der tilfredse læger, for den sidste mail, jeg har modtaget, var faktisk fra en, som havde været tilfreds i starten, indtil man fik en jurist til at kigge på lovforslaget. Så var vedkommende ikke så tilfreds med det mere.

Ordføreren nævner også, at nu skal vi sørge for, at der kommer læger ud i yderområderne, og det har vi jo gjort i lang tid. Man har fra regionernes side kunnet oprette regionsklinikker, og det er åbenbart også det, man vil blive ved med. Spørgsmålet er bare: Er det den vej, vi skal gå? Ender vi så ikke bare med ikke så mange praktiserende læger, men med nogle regionsklinikker, som har læger on and off i et stykke tid, som man kan læse her. En læge skriver:

Lige ringet op af en patient, som er tilmeldt regionsklinikken i Nykøbing Falster. Han har forsøgt at få genordineret en recept på epilepsimedicin, men der er ingen læge dér før på mandag. Han har det seneste år haft ni forskellige læger, og altså indimellem er der ikke nogen til stede, da de åbenbart ikke kan skaffes.

Det er forholdene i Nykøbing Falster. Hvordan bliver de bedre af det her forslag?

Ordføreren.

Jeg sagde ikke, at der var mange læger, der var tilfredse. Jeg sagde, at der var nogle få, der var tilfredse, og nogle af dem har også udtalt sig rundtomkring.

Som jeg kan forstå det, er logikken hos Dansk Folkeparti, at der er nogle steder, hvor regionale klinikker ikke fungerer, fordi man ikke har formået at skabe en høj kvalitet og sikre kontinuitet og sikre, at det er de dygtigste læger, der sidder på de poster – og så må vi hellere lade være.

Altså, den logik køber jeg desværre ikke, for jeg synes, at målet hele tiden må være, at vi sørger for, at der er lægedækning. Og hvis det er, at PLO ikke selv vil løfte den opgave, kan jeg forstå, at det ligger i aftalen, at det kommer i udbud. Og hvis det ikke lykkes, er det regionen, der opretter en klinik, og det er jeg faktisk ret tilfreds med.

Samtidig skal vi selvfølgelig blive ved med at holde fast i, at når de driver de her klinikker, skal der være en høj kvalitet. Det kommer man bare ikke uden om, og det skal vi da i fællesskab være rigtig gode til at holde øje med for på den måde at se, om de lever op til lovens intentioner.

Fru Liselott Blixt.

Men jeg kan da godt fortælle, at logikken for Dansk Folkeparti er, at hvis man, når man ønsker at blive privatpraktiserende læge, investerer et par millioner kroner i en klinik og kommer ud og skal agere selvstændigt, så er det jo ikke rart, hvis man overhovedet ikke har noget at skulle have sagt. Det vil jo gøre, at vi får færre og færre, der søger ind på almen medicin og kommer ud som praktiserende læger, og så ender det med, at vi får regionsklinikker med læger, der kun kommer en gang imellem og derfor ikke kan dække behovet. Så når man gør tilværelsen sværere for de praktiserende læger, er det måske ikke derhen, de søger, og det er det, der er problemet.

Det er vores logik.

Ordføreren.

Som jeg har svært ved at dele. Fru Liselott Blixt siger, at det jo ikke er rart, at de privatpraktiserende læger ikke har noget at skulle have sagt. Over 8 mia. kr. får de for ydelser til regionerne. Den største kunde er regionerne. Det svarer lidt til, at man sagde til en grønthandler: Vi vil rigtig gerne have, at du skal levere grønsager, men det er op til dig, om det skal være tomater eller pærer eller agurker, og hvordan de skal være, hvilken størrelse, hvor stor en mængde.

Alle andre steder har man da en forventning om, at det, man køber, også lever op til det, man gerne vil have. Derfor synes jeg, det er rigtig vigtigt også at understrege, at når privatpraktiserende læger går på barrikaderne på den måde, har jeg enormt svært ved at forstå logikken, for vi bruger over 8 mia. kr. på det her. Det mindste, man kan gøre, er at prøve at holde en lille smule øje med, at de penge, man bruger til det, faktisk også reelt går til det.

Fru Benedikte Kiær for en kort bemærkning.

Når man lytter til ordføreren, lyder det nærmest, som om det er sådan en omgang wild west derude, hvor man bare har en masse praktiserende læger, der slet ikke gør det, som de egentlig er sat i verden for, nemlig at tage sig af patienterne og sørge for deres ve og vel, og at de overhovedet ikke gider at arbejde sammen med regionerne. Sådan opfatter jeg nu ikke det, der foregår derude uden for de tykke mure på Christiansborg.

Ordføreren siger jo, at PLO ikke har løftet opgaven, og at det her forslag sikrer læger i hele landet, og så vil jeg lige spørge ordføreren: Vil det sige, at ordføreren mener, at det ikke har kunnet ske i dag, at man faktisk har kunnet etablere de her regionsklinikker, hvorefter man har haft drøftelser med PLO? Vil det sige, at PLO har stoppet det, hver gang man gerne har villet have en regionsklinik?

Ordføreren.

Altså, hvis det lyder, som om jeg siger, at der ikke er nogen læger, der løfter den her opgave rent kvalitetsmæssigt, så tror jeg, at jeg enten har formuleret mig ekstremt forkert, eller også er det blevet opfattet forkert. Ligesom alle andre har jeg også en familielæge, som jeg gerne vil hilse herfra, og som jeg er dybt, dybt taknemmelig for at jeg har. Jeg tror, de fleste danskere har det på den måde.

Men når jeg står her på talerstolen, er det jo ikke for at tale PLO's sag eller for at tale regionernes sag. Jeg vil rigtig gerne være med til at tale borgernes sag, og jeg synes, at alle skal have ret til at have adgang til en læge. Det er det mindste, vi kan gøre i et lille land som Danmark. Og den læge samarbejder i høj grad både med kommune og hospital, og der er en høj faglighed.

Fru Benedikte Kiær spørger så ind til, om der er nogen steder, hvor man har de her regionsklinikker, men vi ved jo bare, at virkeligheden i dag er, at den måde, PLO har brugt deres vetoret på, har gjort, at vi ikke har kunnet opfylde det mål, der hedder, at alle skal have adgang til en læge.

Fru Benedikte Kiær.

Nu har jeg selv siddet i et regionsråd og har også oplevet, at der var udfordringer med at få læger til et område, men det kunne faktisk godt lade sig gøre ad samtalens vej til sidst at få lavet en regionsklinik, før man fik indført undtagelsesbestemmelsen. Så PLO og samarbejdsudvalgene og lægerne i samarbejdsudvalgene har jo ikke været fuldstændig umulige at tale med.

Men ordføreren taler jo om de her praksisudvalg, nu hvor lægerne kommer med, og om det der med, at lægerne er bange for, at de skal lave nogle ting, uden at de overhovedet er med på den eller har mulighed for at finansiere det, fordi det selvfølgelig kræver nogle ekstra ydelser fra dem, og siger, at det ikke kommer til at ske, fordi lægerne er med i beslutningen.

Vil ordføreren ikke give mig ret i, at det faktisk fremgår af lovforslaget, at selv om der tilstræbes en vis enighed, er det regionerne, der har muligheden for at overrule til sidst, og at de faktisk egentlig har en vetomulighed, hvis nu man ikke kan blive enige? Det vil sige, at man har ophævet vetoretten, og det vil sige, at man faktisk godt kan overrule lægerne i praksisudvalgene.

Ordføreren.

Der er sikkert mange, der sidder og følger med i den her debat, og jeg vil starte med at sige, at vi forlænger overenskomsten med 1 år. Så vi håber selvfølgelig, at samtalens vej er den rigtige vej, og at man i fællesskab kan beslutte nogle ting. Så siger vi også, at det med lovforslaget bliver sådan, at alle de her ekstra ting, om det så er ekstra sygebesøg eller det ene eller det andet, skal der samarbejdes med regionerne om, og man skal i fællesskab finde en aftale, også i forhold til finansiering.

Men i forhold til om man kan sidde og have vetoret over, hvor der skal være læger, siger vi nej. Altså, ad den vej går vi ikke længere. Det skal være muligt for alle at have adgang til en læge.

Fru Sophie Løhde for en kort bemærkning.

Hvad angår de indledende bemærkninger fra min konservative kollega, må jeg da sige, at jeg havde svært ved at nikke genkendende til det billede, som ordføreren tegnede af almen praksis og af, at der overhovedet ikke er indsigt i, hvad pengene bliver brugt til på området m.v. Det var måske sådan en lille smule generaliserende.

Men jeg hæftede mig ved en ting, som ordføreren sagde i sin tale, nemlig at praktiserende læger ikke har løftet deres ansvar for at sikre lægedækning i hele landet. Jeg vil bare høre, om ordføreren er helt sikker på, at ordføreren mener, hvad ordføreren siger i Folketingssalen. Er det ikke regionerne, som ikke har kunnet løfte deres myndighedsansvar og myndighedsforpligtelse, eller hvem er det, der ifølge SF's ordfører i dag har forsyningsforpligtelsen med henblik på at sikre lægedækning i alle egne af landet og efter ordførerens opfattelse også bør have det fremadrettet?

Ordføreren.

Der er noget, jeg synes at ordføreren fra Venstre er ekstremt dygtig til. Det har jeg altid ment. Det er i forhold til de der ord.

Det, jeg mener, er, at det er fuldstændig rigtigt, at det er regionerne, der skal løfte ansvaret, men hvis man sidder som PLO og siger nej og har vetoret, har det jo heller ikke været muligt at sige, at vi så skulle have lægedækning alle steder. Det er jo det, der er baggrunden for, at vi laver det her lovforslag.

Fru Sophie Løhde.

Jeg takker for de første bemærkninger, som jeg vælger at tage som en ros. Men for lige at stille helt skarpt på det vil jeg sige, at jeg synes, at der er et eller andet galt, hvis man i dag tager det udgangspunkt, at man bebrejder de praktiserende læger for, at vi i dag ikke har lægedækning i hele landet.

Altså, forsyningsforpligtelsen ligger i regionerne. Det, som det her lovforslag bl.a. handler om, når vi taler lægedækning, er, hvilke instrumenter, redskaber i værktøjskassen, man kan kalde det, som man vil, der skal være fremadrettet, for at regionerne netop kan leve op til deres forsyningsforpligtelse. Det håber jeg da at ordføreren anerkender, nemlig at man er med til at forbedre det med lovforslaget her og ikke peger fingre ad de praktiserende læger og siger, at det er dem, der ikke har løftet ansvaret, for det er jeg sådan set ikke enig med ordføreren i.

Ordføreren.

Det er jo sådan, at hvis der f.eks. skulle en læge ud til Mjølnerparken eller de her udsatte boligområder, har man jo kunnet sidde i PLO, i det her udvalg hos regionerne, og sige nej. Det er jo det, der er sket hidtil, fordi man har haft et system, der har gjort, at PLO har haft vetoret, så man ikke har kunnet lave den lægedækning.

Selvfølgelig er ansvaret i sidste ende altid regionernes, men hvis man har et aftalesystem, der gør, at den ene part kan nedlægge veto, er det jo lidt svært at komme videre. Og det er jo derfor, at jeg synes, at det bedste ved det her lovforslag er, at man går ind og siger, at vi vil have lægedækning alle steder. Det er et politisk mål, at alle skal have adgang til en læge. Det synes jeg faktisk er rigtig, rigtig positivt.

Tak til SF's ordfører. Fru Stine Brix som Enhedslistens ordfører.

Jeg bor selv i København. Fra min bopæl er der omkring 50 m til den nærmeste læge og 100 m til den næste. Men jeg er opstillet og valgt til Folketinget i Nordjylland. Nu har Socialdemokraternes ordfører allerede været inde på Nordjylland tidligere i debatten. Det er sådan, at i Nordjylland er betingelserne ganske, ganske anderledes, i hvert fald hvis man bor uden for Aalborg eller nogle af de andre større byer, for så kan der desværre være rigtig, rigtig langt til den nærmeste praktiserende læge. Region Nordjylland er nemlig det område i landet, hvor lægemanglen er størst. Kort før jul sidste år så jeg en opgørelse, der viste, at der på det tidspunkt manglede 47 læger i det nordjyske. Det betyder, at nogle af de læger, der i dag arbejder i Nordjylland, har flere end 3.000 patienter tilknyttet. Og det siger sig selv, at det kan være rigtig svært at levere en ordentlig kvalitet, når man er læge for så mange patienter.

I Danmark har vi heldigvis ret til gratis lægehjælp. Men uden for byerne og også i de socialt belastede bydele i nogle af de større byer er det vanskeligt at rekruttere læger. Derfor er det selvfølgelig en fuldstændig central opgave at sikre, at alle danskere får adgang til en praktiserende læge, som har tid til at levere et godt stykke arbejde, når man kommer ind ad døren. Som flere har været inde på, er et af hovedformålene med dette lovforslag netop at sikre, at alle danskere får adgang til en god og dygtig praktiserende læge, uanset hvor de bor. Det formål bakker vi fra Enhedslistens side fuldt op om.

Til gengæld er vi ikke enige i, at problemet skal løses med udbud og nye private aktører i sundhedsvæsenet. Løsningen bør i stedet være, at man bruger regioner eller alternativt kommuner til at drive lægeklinikker under mere stabile vilkår, end de har haft mulighed for indtil i dag. Det ville dog være en klar forbedring af lovforslaget, hvis regeringen lyttede til Dansk Sygeplejeråd, Danske Patienter og Kræftens Bekæmpelse, som alle skriver i deres høringssvar, at regionerne ikke bør forpligtes til at gennemføre udbud, men at de i stedet selv kan vælge, om de vil drive dem selv eller udbyde dem. Man kan også sige, at det ville være at fastholde status quo.

Et andet hovedformål med lovforslaget er at sikre en bedre sammenhæng for patienterne, når de har brug for vores sundhedsvæsen, ikke mindst for de patienter, som har en kronisk sygdom. Det er en meget, meget stor udfordring, når vi har et sundhedsvæsen med så mange forskellige aktører: regioner, som driver sygehuse, kommuner, som står for forebyggelse, pleje og genoptræning og så de praktiserende læger, som har ansvaret for medicin og behandling i dagligdagen.

Jeg synes derfor, at det er rigtig positivt, at lovforslaget nu lægger op til at integrere almen praksis fuldt i sundhedsloven og sikre mere koordination med det nye praksisplanudvalg. Vi bakker op om, at alle parter – kommuner, regioner og almenpraktiserende læger – nu bliver repræsenteret i det her nye praksisplanudvalg. Det betyder, som flere før jeg har sagt, at lægerne mister deres vetoret i spørgsmålet om, hvor nye praksisser skal placeres. Men det betyder ikke, at lægerne står tilbage uden nogen form for indflydelse. Lægerne sidder med om bordet og sidder med, når diskussioner og beslutninger skal træffes, både når det gælder sikring af fremtidens lægedækning, og også når det gælder beslutning om, hvilke opgaver almen praksis skal løse i samspil med sygehuse, plejehjem og sundhedshuse.

Det tredje større tema, som loven indeholder, handler om adgang til data. Der har fra flere sider været rejst en bekymring om, hvorvidt det ville ødelægge det fortrolige rum mellem patient og læge, hvis andre fik adgang til data om patienten. Jeg synes derfor, at det er helt centralt, at det understreges i loven, at data ikke må kunne føres tilbage til en given person. Det er også vigtigt at understrege, at de data, som regionerne i fremtiden skal have adgang til, er oplysninger, som lægerne allerede registrerer i dag. Det er vigtigt for os, at der ikke er tale om en masse nye dokumentationsopgaver, som tager tid fra patienterne.

Til gengæld er jeg betænkelig ved at bruge data til kontrol af den enkelte læge. Det er helt centralt, at vi kan stole på de data, der kommer ud af almen praksis, så de netop kan bruges til at sikre sammenhæng i patientforløbene. Her vil jeg gerne i udvalgsarbejdet spørge ind til, hvordan de her data konkret skal bruges. Ikke mindst er vi bekymrede for, hvis det bruges til kontrol af den enkelte læge, at det går ud over kvaliteten af de data, som produceres.

Som opsummering vil jeg sige, at vi fra Enhedslistens side samlet set bakker op om intentionerne bag lovforslaget. Det er intentioner om at sikre alle danskere adgang til en praktiserende læge og om at sikre et mere sammenhængende sundhedsvæsen. Jeg tror også, at det er de to formål, der gør, at så mange patientforeninger er positive over for lovforslaget.

Jeg mener ikke, at der er behov for mere privat sundhed. Jeg mener tværtimod, at der er behov for mere offentlig sundhed. Derfor vil vi i udvalgsarbejdet ud over det her spørgsmål om data især interessere os for reglerne vedrørende udbud af almen praksis, og jeg tror også, at jeg allerede nu kan varsle, at der kommer et ændringsforslag fra vores side til denne del af lovforslaget.

Så har jeg lyst til at tilføje en enkelt ting til sidst: Jeg synes ikke, at det billede, der bliver tegnet af lægerne i medierne, altid er helt rimeligt. Det er mit indtryk, at langt, langt de fleste læger knokler, arbejder samvittighedsfuldt, loyalt og engageret for at sikre patienterne den bedst mulige behandling. Jeg håber, at de vil blive ved med det. Jeg tror, at både vi og især deres patienter har brug for dem, så jeg håber, vi kommer ud på den anden side af lovforslaget med en stærkere almen praksis, end vi har i dag.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Joachim B. Olsen som ordfører for Liberal Alliance.

Tak. I dag behandler vi L 227, forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Regeringen betegner lovforslaget som en modernisering af sundhedsvæsenet. De praktiserende læger betegner modsat lovforslaget som et opgør med familielægen og et angreb på krumtappen i det danske sundhedsvæsen, nemlig almen praksis.

Fra begge sider er det helt store spinapparat sat i gang, og det er nærmest umuligt for almindelige borgere at komme til bunds i, hvad sagen drejer sig om. Præcis som i lærerkonflikten bliver almindelige borgere taget som gidsler i en retorisk kamp mellem to magtfulde parter. Denne kamp er ganske uskøn.

De praktiserende læger beskriver deres virksomhed som et liberalt erhverv. Det er delvis også rigtigt, men deres samlede indtægter stammer fra de offentlige kasser, og det er ganske gode indtægter, også når man tager højde for de udgifter, de har til personale, husleje, edb, medicinsk udstyr osv. Sandheden er dog den, at hverken jeg eller andre ved, om de praktiserende læger tjener for meget eller for lidt, for den eneste mulige målestok, det frie marked, er sat ud af funktion.

Dette lovforslag åbner dog op for, at der kan komme en lille smule konkurrence, idet der åbnes op for, at private aktører kan drive almene praksisklinikker, og at regionerne kan benytte sig af udbud, ganske vist under særlige forhold, men alligevel. Der åbnes også op for, at borgerne kan vælge en læge, som ligger længere væk end 15 km fra deres bopæl. Dette er lægerne modstandere af.

Det er direkte selvmodsigende at kalde sig liberale erhvervsdrivende og samtidig være for sådan en regel, som i den grad er en indskrænkning af det frie valg. Hvis lægerne oprigtigt mener, at de er liberale erhvervsdrivende, så burde det ikke give anledning til modstand. De burde faktisk hilse konkurrencen velkommen, men præcis som med lærerne eller apotekerne eller andre aktører, som får deres privilegier udfordret, værger man for sig med argumenter om, at det naturligvis er for børnenes, borgernes eller patienternes skyld, at man ikke ønsker forandringer. Det virker dog ikke helt troværdigt.

I Liberal Alliance er vi meget positive over for de dele af lovforslaget, som øger konkurrencen og styrker borgernes frie valg. Vi er også positive over for, at en læge kan eje op til seks ydernumre. På en række områder er der altså tale om en liberalisering. Fra LA's side havde vi gerne set, at man var gået endnu længere. Men de praktiserende læger har også nogle rigtig gode pointer, når de påpeger, at dette lovforslag stærkt indskrænker lægernes medindflydelse på, hvilke opgaver de skal løse. Det er ikke acceptabelt.

Selv om det er en klar forbedring, at de praktiserende læger får sæder i de nye praksisplanudvalg, så er det efter vores opfattelse problematisk, at regionsrådet har den endelige beslutningsret. De forhold, mennesker arbejder under, skal være genstand for en forhandling. Er de ikke det, så er mennesker ikke frie. Det er også helt centralt for os, at det bliver indskrevet i loven, at sundhedsdata ikke kan føres tilbage til den enkelte patient. Derudover rejser høringssvarene en række spørgsmål, som vi ønsker afklaret, inden vi kan tage endelig stilling til dette lovforslag.

Tak til ordføreren. Fru Benedikte Kiær som konservativ ordfører.

De praktiserende læger har en meget vigtig rolle i det danske sundhedsvæsen. Som speciallæger i almen medicin kan de favne bredere og har en mere helhedsorienteret tilgang til deres patienter. Vi kan i dag se, at godt ni ud af ti henvendelser i almen praksis bliver afsluttet med behandling i almen praksis. Og en af de helt store styrker ved familielægerne er de langvarige patient-læge-forhold. Det skaber detaljeret kendskab og sammenhæng og tryghed i behandlingen.

Rigtig mange danskere lægger vægt på og en meget stor værdi i, at de netop har deres egen læge, der både kender dem og familien rigtig godt. Netop den tillid er afgørende i særlig den forebyggende indsats og i behandlingen af patienter med kroniske sygdomme. Men netop denne styrke mener jeg kan blive udvandet med det her lovforslag. Med lovforslaget vil regionerne kunne afhænde ydernumre, der ikke kan sælges på normal vis mellem læger på andre måder. De kan lade en læge have op til seks ydernumre eller foretage udbud til andre private aktører, der så kan virke inden for overenskomsten.

I Det Konservative Folkeparti er vi imidlertid bekymret over disse tiltag, fordi vi er bekymret for kvaliteten. I bemærkningerne fremgår det, at der skal være tale om »en vis ensartethed i borgernes adgang til og kvaliteten i almen medicinsk lægehjælp, uanset leverandør«. Det er altså en vis ensartethed, ikke den samme kvalitet eller en bedre kvalitet, bare en vis ensartethed. Samtidig bliver der ikke stillet de samme uddannelsesmæssige krav til lægerne hos de private aktører som til de alment praktiserende læger. Det finder vi er et problem. Det fremgår bl.a. af bemærkningerne, at når en privat aktør driver en klinik, skal der i hvert fald være en med en almen medicinsk speciallægeuddannelse. Her mener vi at der egentlig burde være helt de samme krav.

Alt i alt mener vi, at der er det problem, at vi ser noget af et opgør med familielægeinstitutionen, som vi kender den. For vi ved jo fra nogle af de regionsklinikker, der er rundtomkring i landet, at der er en stor udskiftning af lægerne, og derved kommer man jo væk fra det, der netop er styrken i de langvarige patient-læge-forhold, og vi ser faktisk, at de kan blive udvandet, ved at man har det her flow og ikke får den her kontinuitet. Især det sidste er meget bekymrende, da vi sådan set mener, at det er styrken, plus vi mener, at det er et problem, at der ikke er de samme krav, da netop speciallæger i almen medicin er specialister i at kunne henvise korrekt videre og er oplært i at kunne tage sig af alt lige fra psykiatriske lidelser til at kunne opspore kræftsygdomme. Så derfor er vi bekymrede for kvaliteten.

Når det gælder de nye praksisudvalg, vil vi gerne kvittere for, at ministeren erkender, at det var forkert fuldstændig at udelukke lægerne. Ministeren vil nu give lægerne pladser i udvalgene, og der skal tilstræbes en vis enighed om praksisplanerne i de enkelte regioner.

Jeg kan forstå, at det har været meget magtpåliggende for ministeren, aftalepartneren Venstre og regionerne at gøre op med den ligeværdige tilgang til samarbejdet mellem regioner og almen praksis. Men hvorfor give regionerne en form for vetoret? Og hvorfor foretage et opgør med det ligeværdige samarbejde i stedet for at styrke det? De problemer, der har været på området, og som bl.a. Statsrevisorerne har beskrevet, kunne nemt være løst på anden vis. Man kunne have indhegnet lægernes vetoret f.eks. i sager om snyd, og man kunne have givet regionerne kompetence til at løse lægemanglen der, hvor der ikke kan findes en praktiserende læge til et ydernummer.

Aftaler, der er resultatet af forhandlinger og enighed, har en høj værdi, da alle parter har medejerskab og dermed medansvar for at virkeliggøre aftalen. Derfor havde vi hellere set princippet om ligeværdighed i de nye praksisudvalg med ovenstående undtagelser, og at man kunne hente hjælp fra nogle faglige eksperter til at fremme enigheden i de sager, hvor det var svært at finde fælles fodslag. Et ligeværdigt samarbejde i udvalgene ville bane vejen for et stærkere samarbejde mellem hospital, kommune og praktiserende læge til glæde for patienterne – især dem, der har kroniske lidelser.

Alt i alt kan vi ikke støtte forslaget. Jeg har nævnt to af de væsentlige bekymringer, vi har, nemlig det med kvaliteten og også det her med, at man ikke får skabt en ordentlig sammenhæng i sundhedsvæsenet, hvis der ikke er det ligeværdige samarbejde. Men vi frygter også, at lovforslaget kan føre til for meget registrering. Vi frygter også, at lovforslaget kan føre til, at færre læger har lyst til at uddanne sig til speciallæger i almen medicin, hvilket vil være katastrofalt, da vi netop på grund af demografien, og på grund af at flere vil leve længere med kroniske sygdomme, virkelig vil få brug for endnu flere speciallæger i almen medicin de kommende år.

Alt i alt mener vi, at ministeren burde pille lovforslaget af bordet og i stedet tvinge regionerne og PLO til forhandlingsbordet under ledelse af en neutral opmand og finde en forhandlingsløsning, hvor nogle af ministerens forslag også kunne indgå, i stedet for at hastevedtage dette lovforslag, som kan få store konsekvenser. Lægerne er meget faste i kødet, når de siger, at de ikke vil samarbejde under de vilkår, som forslaget lægger op til. Derfor havde vi hellere set en forhandlingsløsning end det her lovforslag, og det er baggrunden for, at vi ikke kan støtte det.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg kan forstå, at der er mange herinde i dag, der gerne havde set, at der var blevet fundet en forhandlingsløsning – det tror jeg vi alle sammen er enige om. Men når nu det skulle være, undrer det mig lidt, at De Konservative sådan er hoppet med op på den høje hest. Jeg forstår det simpelt hen ikke. De regionsklinikker, som er oprettet rundtomkring i landet, er jo netop blevet til, fordi man ikke har kunnet nå til enighed med lægerne om at få nogen til at overtage et ydernummer f.eks. i Region Sjælland eller i Region Nordjylland. Det jo lige præcis det, der er udfordringen.

Jeg er da helt enig med ordføreren i, at man selvfølgelig altid skal sørge for, at der er kontinuerlighed i det, patienterne oplever. Jeg har også godt set, at der f.eks. i Region Sjælland har været utilfredshed, men det skyldes jo lige præcis det problem, at de praktiserende læger ikke har medvirket til at sikre, at en af deres gode kolleger ville bosætte sig i lige præcis det område. Hvad vil De Konservative dog gøre ved det, hvis ikke de vil være med til det her lovforslag?

Ordføreren.

Jamen nu fik vi jo sådan set undtagelsesbestemmelsen, som blev vedtaget sidste år, i februar 2012, som netop skulle sikre, at man, de steder, hvor der ikke kunne findes en praktiserende læge, kunne lave en regionsklinik, så man altid kunne sørge for, at der var en praktiserende læge til borgerne i det område.

Vi har jo ikke set det her virke ordentligt endnu. Jeg har også stillet spørgsmål om, hvor mange gange det egentlig har været bragt i anvendelse, og jeg glæder mig til at få et svar på det, for det er faktisk noget af det, der kunne have løst problemet. Så jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke lige ser, hvordan det virker, og evaluerer, om der yderligere er brug for noget.

Det kan godt være, at man siger, at baggrunden for de nye regler – også for, at man f.eks. kan bruge udbud – er, at det kan være svært at blive dækket ind med læger over hele landet, og at det her så skal afhjælpe lægemangelen. Men som lovforslaget ligger lige nu, kan jeg blive bekymret for, om en region faktisk kan bruge mulighederne, uden at der egentlig foreligger en lægemangel, og det er noget af det, som jeg har tænkt mig at spørge ind til.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Det sidste kan jeg slet ikke forstå, for sådan som lovforslaget ligger, skal regionen jo først afsøge mulighederne for at sælge et ydernummer videre til en anden praktiserende læge, inden man foretager sig yderligere. Der er jo netop sat et hegn op om, at man kan lave regionsklinikker eller udbyde regionsklinikker til private i maks. 4 år, fordi målet hele tiden er at få en praktiserende læge til at tage et ydernummer, købe det og være der og praktisere, sådan at der kommer den kontinuitet for patienterne, som man ønsker. Men jeg kan stadig væk ikke forstå: Synes fru Benedikte Kiær, at det var o.k., sådan som det f.eks. foregik oppe i Helsingør, hvor de praktiserende læger sammen med PLO-Hovedstaden nægtede at flytte ind i en ny sundhedsklinik og dermed medvirke til, at borgerne i Helsingør kunne få adgang til en vagtlæge?

Ordføreren.

Nu bor jeg i Helsingør, så jeg ved nok lidt mere om, hvordan det var, end ordføreren ved, og det kan jeg også høre. De praktiserende læger var faktisk i huset i forvejen, og så kom regionen ind med deres sundhedstilbud i samme hus. Det, som de praktiserende læger ikke ville, var at arbejde under de vilkår. De mente, at bemandingen i sundhedshuset ikke stemte overens med det, som sundhedshuset egentlig skulle lave, hvilket ville betyde, at de ville blive belastet. Det viste sig også efterfølgende, at regionen ikke havde bemandet sundhedshuset med læger, der havde de rette kompetencer til at tage sig af alle de mennesker, der kom i sundhedsklinikken, hvilket betød, at man havde lavet om på lægedækningen i sundhedshuset. Så lægerne havde faktisk ret i deres bekymringer. Det er bare så ærgerligt, at man ikke anerkender, at de egentlig havde ret i de anker, de havde, og så sørgede for at få sat et samarbejde op igen.

Hr. Flemming Møller Mortensen, en kort bemærkning.

Tak for det. Det er korrekt, som ordføreren siger, at lægerne måske nok virker lidt faste i kødet, men jeg vil da sige som socialdemokrat, at hvis der er nogen, som jeg også oplever være meget faste i kødet er det Det Konservative Folkeparti i deres forsvar for konservatisme i sundhedsvæsenet. Jeg vil gerne spørge ordføreren, for ordføreren taler rigtig meget om ligeværdigheden i praksisplanudvalget: Hvis vi nu forestiller os, at der er ligeværdighed og der er lighed i, hvem der synes hvad, hvor bevæger vi er så hen?

Ordføreren.

Jeg synes, at det var et lidt mærkeligt spørgsmål, jeg lige fik fra ordføreren. Jeg sagde, at man jo kunne hegne det ind, sådan at i de tilfælde, hvor man ikke kunne finde en læge til et område og havde problemer med at lave en lægedækning, kunne man bruge de her muligheder, der var. Man kunne have brugt undtagelsesbestemmelsen, og der havde lægerne så ikke deres vetoret, eller når det var i sager, hvor man egentlig havde mistanke om, at der var sket noget, der ikke var hensigtsmæssig hos en praktiserende læge, så havde man heller ikke den vetoret, man har i dag i samarbejdsudvalgene. Det var sådan set noget, man kunne hegne ind.

Så mener jeg faktisk, at det er vigtigt, at læger og region og kommune er enige om, hvordan man skal tilrettelægge samarbejdet, for jeg mener faktisk, at det er væsentligt med et ligeværdigt samarbejde, hvor man er enige om, hvilken retning man egentlig skal henimod. Jeg mener faktisk, at det er til gavn for patienterne, at man alle er med i beslutningen, at man alle kan tage et medejerskab.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Min pointe er, at hvis der er to parter, der har lige stor magt, og de ikke er enige, så bevæger de sig ikke. Så flytter man sig ikke, så moderniserer man ikke, så står man stille, og så risikerer man lige nøjagtig, at der sker det for mig og mine medborgere i Nordjylland, at vi kommer til at stå med idealer om et sundhedsvæsen, som vi ikke kan efterleve, fordi den ene part har en vetoret, til at man ikke vil udvikle.

I forhold til bekymringen om at afhænde ydernumre ved udbud og regionsdrift vil jeg gerne spørge ordføreren, om det ikke er korrekt, at det er sådan, at som aftalen er i øjeblikket, kan regionsklinikkerne kun se 2 år frem, og det er ligesom den mulighed, man har. Deri ligger der vel en barriere, en forhindring til at prøve at lave noget, der på sigt også er attraktivt for de læger, man gerne vil lokke ud til et område. Men altså i kraft af at Det Konservative Folkeparti ikke ønsker noget ændret, hvordan er det så, at De Konservative vil skaffe de her læger til de mange områder i min region, hvor der ikke er praktiserende læger i dag, hvis ikke ordføreren vil være med til at give politikerne i regionsrådet det mandat til at gøre, som de gerne vil?

Ordføreren.

Nu er det jo ikke sådan, at fordi vi ikke støtter alt det, der ligger her, så vil vi ikke udvikling. Selvfølgelig vil vi det. Jeg tror ikke lige, at ordføreren hørte helt præcis, hvad det var, jeg sagde. Jeg sagde faktisk, at man ikke skulle have vetoret der, hvor man skulle sikre en lægedækning, hvor man ikke kunne afhænde, som man ellers plejer at gøre. Det synes jeg egentlig at jeg sagde ret tydeligt, og jeg sagde også, at når man ikke kunne blive enige – og nu vil jeg lige sige, at det jo ikke kun er to parter, men tre parter, hvor man får kommunerne med – så jeg gerne, at man fremmede muligheden for at kunne få fælles fodslag, ved at man kunne få hjælp udefra.

Nu lyder det sådan set egentlig på ordføreren, som om lægerne ikke vil være med til at udvikle. Det er altså ikke det, jeg oplever. Jeg oplever, at både læger og regioner og egentlig også kommuner, nu hvor de skal på banen, har lyst til at være med til at udvikle den primære sundhedssektor, for vi ved bare, at det er der behov for. Og ja, det er 2 år med den undtagelsesbestemmelse, vi har i dag, men vi aner jo ikke noget om, hvordan det fungerer, for der jo ikke engang er gået 2 år, siden reglen blev vedtaget.

Tak til den konservative ordfører. Så er det med en lille forsinkelse fru Camilla Hersom som radikal ordfører.

Tak, fordi det kunne lade sig gøre at ændre på rækkefølgen i ordførertalerne. Det er et væsentligt lovforslag, vi behandler i dag. Det skyldes ikke alene, at sundhed er et afgørende velfærdsområde, men også, at den reaktion, der kommer på lovforslaget, vil have betydning for fremtiden for almen praksis.

Baggrunden for, at regeringen fremsætter lovforslaget, er de kuldsejlede forhandlinger mellem de praktiserende lægers organisation, PLO, og Danske Regioner. Det stod klart, at parterne ikke kunne nå hinanden, og regionerne endte da også med at opsige den gældende aftale. Men på så væsentligt et område som den basale sundhedsdækning kan regeringen ikke tage nogen chancer. Borgerne skal kunne få lægehjælp, og derfor er der dette lovforslag.

Med lovforslaget styrkes de praktiserende lægers rolle og placering i sundhedssystemet, bl.a. ved at etablere en stærkere sammenhæng med kommuner og regioner. Lovforslaget sikrer lægedækning i hele landet, og lovforslaget etablerer rammer, der kan give større ensartethed og kvalitet i behandlingen af en række folkesygdomme. Det bliver klart, at praktiserende læger skal følge nationale retningslinjer og pakkeforløb, idet der fortsat vil være den fornødne respekt for det lægefaglige skøn i det konkrete tilfælde.

Regionerne har som bekendt ansvaret for at sikre lægehjælp over hele landet. Lovforslaget skaber en balance ved at give regionerne mulighed for at etablere nye praksis de steder, hvor der i dag ingen er, men samtidig beskytte de allerede etablerede lægers investering, da ingen praksis vil blive opkøbt mod lægens vilje, ligesom det ikke vil være muligt at ekspropriere praksis.

Endelig forlænger lovforslaget den eksisterende økonomiske aftale med 1 år, så parterne har en fornyet mulighed for at nå til enighed. Lovforslaget træder ikke som helhed i kraft, før en aftale er indgået, idet dette dog skal ske senest den 1. september 2014. Ellers vil vi have en ny situation.

Lovforslaget har været i høring, og der er indgivet en lang række høringssvar. Lovforslaget er efterfølgende blevet justeret på en række punkter. Radikale Venstre hilser det velkommen, at lægerne får plads i praksisplanudvalget, for det letter nu engang samarbejdet, hvis man sidder sammen. Det reviderede lovforslag er endvidere præciseret på en række områder, hvor særlig PLO har rejst bekymringer. Det fremgår således klart, at data, der fremover skal udveksles mellem almen praksis og regionerne, ikke vil kunne spores tilbage til den enkelte patient. Det bliver som allerede nævnt klargjort, på hvilke vilkår eksisterende praksis kan købes og ny praksis etableres. Og endelig klargøres det, at de praktiserende læger ikke kan påføres nye opgaver, uden at det bliver en del af økonomiaftalerne.

I Radikale Venstre mener vi, det er et godt lovforslag. Det er for os at se helt nødvendigt, at almen praksis bliver bedre integreret i det øvrige sundhedsvæsen, hvis det skal lykkes at løfte den ambition om forebyggelse, kvalitet og sammenhæng, som vi alle deler. Jeg håber derfor også, at de justeringer og præciseringer, der er foretaget, kan imødekomme de bekymringer, der er blevet rejst fra de praktiserende lægers side. Jeg vil synes, det er en ulykke, hvis det ikke er muligt at nå til en aftale om økonomien inden for de 15 måneder, der er til rådighed, ligesom jeg synes, det er meget svært at vurdere de langsigtede konsekvenser, hvis lægerne over en bred kam vælger at deponere deres ydernumre.

Radikale Venstre mener, at de praktiserende læger er det helt centrale omdrejningspunkt i det danske sundhedsvæsen. Det gælder ikke bare nu, men også fremover, hvor der bliver behov for et stærkere bindeled mellem den kommunale forebyggende indsats og den behandlende regionale indsats. Det er familielægen, der kender patienterne og deres familier bedst, og som bedst kan bedømme, hvilke videre skridt der er behov for. Den nærhed skal vi bevare.

Vi har i Danmark et forholdsvis billigt og velfungerende primært sundhedssystem, hvor der er fri og lige adgang for borgerne, og det skal vi værne om. Men almen praksis må også forny sig i takt med resten af sundhedssystemet, og det formål er lovforslaget med til at løfte.

Radikale Venstre kan derfor støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det ministeren for sundhed og forebyggelse.

Tak for det, og tak for bemærkningerne og den gode modtagelse af lovforslaget her. Det har jo været en meget engageret debat, ikke mindst i tiden op til i dag. Og vi har været rundt om rigtig mange spørgsmål. Det er også en meget vigtig sag, vi har med at gøre, nemlig udviklingen af almen praksis.

Jeg vil godt sige det så klart, jeg overhovedet kan: Regeringen ønsker ikke et opgør med den model for almen praksis, vi har i dag. Vi vil almen praksis, og vi ønsker at udvikle almen praksis, så man kan tage bedre hånd om de sundhedsproblemer, danskerne slås med her i starten af det 21. århundrede.

Jeg vil også gerne sige, at jeg genkender billedet fra fru Stine Brix. Jeg kender også de praktiserende læger som samvittighedsfulde, hårdtarbejdende mennesker, der hver dag knokler for at gøre en forskel for deres patienter.

Men her i begyndelsen af det nye årtusinde står vi jo med en situation, hvor der bliver flere, der lever længere med kroniske sygdomme, flere, der overlever alvorlige sygdomme og lever med følgerne af det, og flere, der lever med større eller mindre skavanker i en periode alene i kraft af, at man lever længere.

Vi er jo i gang med grundlæggende at udvikle vores sundhedsvæsen til at håndtere det, så vi har færre sygehuse, der så har en høj faglig specialisering, og så vi har kommuner, der påtager sig en stadig større rolle som en del af sundhedsvæsenet.

Vi har et voksende pres på vores sundhedsbudgetter, som stiller krav om en høj kvalitet i behandlingen, som gerne må foregå så tæt på borgernes hverdagsliv som muligt, fordi det koster mindre, og vigtigst af alt fordi det øger livskvaliteten for borgerne.

Det betyder, at der er behov for et nyt grundlag for den aftale, som har været, og som også fortsat skal være mellem det offentlige og Praktiserende Lægers Organisation. Det er den sammenhæng, lovforslaget skal ses i.

Lovforslaget er det grundlag, som Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation skal stå på, når de – noget, som jeg er sikker på vil ske – forhandler en ny aftale på plads i løbet af de næste knap 15 måneder.

Lovforslaget skal sikre, at vi har redskaberne til at tage hånd om nogle helt grundlæggende udfordringer i vores sundhedssystem. Flere af ordførerne har været rigtig godt inde på det heroppefra.

Alle danskere skal have adgang til en læge, uanset hvor de bor. Behandlingen skal være ensartet god med udgangspunkt i den nyeste viden og lægefaglige vurderinger. Og så skal vi sikre en bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet. Det må ikke ligge patienterne hertillands til last, hvis den gode behandling for dem kræver både bidrag fra deres praktiserende læge, fra den kommunale sygepleje og fra regionssygehusene.

Vejen til at nå de mål er at give folkevalgte i kommuner og regioner nye redskaber og bedre rammer til at foretage den overordnede sundhedsplanlægning. Det sikrer vi med lovforslaget. Men det kan ikke lade sig gøre uden et tæt samarbejde med de privatpraktiserende læger. Der skal være et tæt samarbejde mellem dem, personalet på sygehusene og de dygtige medarbejdere på det kommunale sundhedsområde. Alle skal høres, og alle skal bidrage, hvis vi skal nå i mål.

Der har jo gennem længere tid været en meget intens offentlig debat om hele den her sag, først om de strandede forhandlinger mellem parterne, og, efter at vi sendte lovforslaget i høring, så også om, hvad der rent faktisk står i lovforslaget. Der er også sat spørgsmålstegn ved, hvad intentionerne overhovedet er med lovforslaget.

Det er en usikkerhed, som utvivlsomt bunder i et meget langstrakt forløb med hårde og fastkørte forhandlinger, forud for at lovforslaget blev lagt frem. Det har været hårdt, det synes jeg er tydeligt at mærke.

Den usikkerhed, der var rejst, har regeringen ønsket at fjerne. Derfor er vi også gået så langt, som det overhovedet er muligt, for at imødekomme de bekymringer og kritikpunkter, som bl.a. Praktiserende Lægers Organisation er kommet med, uden at gå på kompromis med de afgørende nybrud i lovgivningen.

Jeg har allerede i debatten i dag været rundt om en del af de bekymringer, der har været rejst, og om, hvordan vi i lovforslaget har taget højde for det, men lad mig alligevel kort opsummere.

Det fremgår nu soleklart – meget, meget tydeligt – af lovforslaget, at regionerne ikke kan tvinge en læge til at sælge sin praksis; at en lægepraksis skal bemandes af en speciallæge i almen medicin; at sundhedsministeren ikke kan bestemme, hvor ofte eller i hvilke tilfælde en læge skal tage på hjemmebesøg, det afgøres efter et lægefagligt skøn og efter aftale mellem relevante parter; at 15-kilometersgrænsen ikke kan ændres af sundhedsministeren, men at borgeren kan vælge en læge længere væk, hvis man samtidig frasiger sig retten til hjemmebesøg af den valgte læge; at vi ikke detailstyrer åbningstider og regler for telefonpasning fra Christiansborg, men at vi sørger for, at der er de rette strukturer til at indgå aftaler og træffe beslutninger om bedre adgang til lægen lokalt, og det på en måde, som forpligter alle læger; at de data, som de praktiserende læger fremover skal dele med regionen, er de data, de i forvejen er forpligtede til at registrere; at det, hvis der skal registreres på en anden måde end i dag, og det bliver der jo nok behov for på et tidspunkt, for ikke bare samfundet, men også sundhedsvæsenet og vores sygdomsbilleder udvikler sig, så er det noget, man aftaler sig til; og at de oplysninger, der deles mellem praksis og regioner, ikke må være på personniveau, så man kan identificere den enkelte patient.

Fra mange sider har der også været peget på, at sammensætningen af praksisplanudvalget med fordel kunne udvides til at omfatte de praktiserende læger. Det har vi lyttet til, så de nu bliver repræsenteret med tre medlemmer helt på linje med regionerne.

Når man så sidder i sådan et udvalg, og når man har et fælles ansvar for at lave en plan for sundhedsdækningen i området, prøver man selvfølgelig at blive enig. Det tror jeg også vi vil se ske. Men hvis det ikke lykkes i enkelte tilfælde, ja, så er det regionen, som jo også bærer pligten til at sikre danskerne lægedækning, som har retten til det sidste ord. Det holder vi fast i.

En anden vigtig diskussion i de sidste uger har været, om sundhedsministeren og regionerne fik mulighed for at udskrive en masse nye arbejdsopgaver uden betaling eller uden indflydelse til de praktiserende læger. Problemstillingen om ministerens beføjelser til at blande sig i praksislægens hverdag har vi taget hånd om ved at tydeliggøre og tydeligt afgrænse og i et enkelt tilfælde helt fjerne bemyndigelsesbestemmelsen fra lovforslaget.

Når en opgave beskrives som en opgave for de praktiserende læger i praksisplanen, ja, så kræver det efterfølgende en aftale med lægerne om, hvordan det skal implementeres, om der skal tilføres ressourcer til opgaverne, og om andre opgaver eventuelt udgår.

Når der så er indgået en aftale, ja, så vil alle lægerne være forpligtet til at følge den, når det er relevant i den konkrete behandling af patienterne.

Endelig har vi også lyttet til Praktiserende Lægers Organisations bekymringer, når vi har besluttet at holde fast i det nugældende system, hvor tvister om enkelte lægers overholdelse af overenskomsten skal afgøres i samarbejdsudvalget mellem PLO og Danske Regioner.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at jeg og i øvrigt resten af regeringen ønsker, at de almenpraktiserende læger fortsat vil føle ejerskab. Vi håber, at familielægerne med deres engagement og deres uundværlige faglighed fortsat vil være med til at udvikle sektoren og vores fælles sundhedsvæsen.

Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen, hvor vi helt sikkert vil få lejlighed til at vende en række af de spørgsmål og temaer, der kan tåle at blive belyst yderligere efter i dag og efter debatten under høringsfasen. Og jeg besvarer selvfølgelig gerne alle de spørgsmål, udvalget måtte have. Tak.

Der er tre medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Først fru Benedikte Kiær.

Vi kunne jo alle sammen godt have tænkt os, at de havde fundet en forhandlingsløsning i stedet for, for det er jo rigtig ærgerligt, at vi har den her meget opkørte situation. Jeg er glad for, at ministeren sådan fik blødt lidt op på nogle af de ting, som SF-ordføreren kom til at sige om almen praksis. For min opfattelse er også, at der er rigtig mange dygtige praktiserende læger rundtom i landet, som virkelig gør et hårdt stykke arbejde, og som meget, meget gerne vil udvikle deres praksis og gerne vil tage ansvar.

Det, jeg vil høre, er om de her tilfælde, hvor man ikke kan finde en praktiserende læge lige her og nu og lave den sædvanlige overgang fra den ene praktiserende læge til den anden praktiserende læge, men hvor man laver udbud. Kommer der til at være forskel på de krav til uddannelse og kvalitet, som hvis det havde været praktiserende læger, speciallæger i almen medicin, der havde overtaget et område, i forhold til at det nu er en privat aktør, der skal drive praksissen? For som det fremgår lige nu, står der, at der blot skal sikres en bemanding med én læge med en speciallægeuddannelse.

Ministeren.

Nu skulle jeg lige til at finde lovforslaget frem og læse på side 23, hvor det står. Nu står der jo ikke en med streg over e'et, men ellers så var det meget korrekt læst højt af den konservative ordfører.

Altså, det er jo en parallelitet til almen praksis, hvor den praktiserende læge jo også har klinikpersonale, det være sig sygeplejerske eller bioanalytiker, som det jo typisk er, og som laver opgaver på lægelig delegation. Det vil selvfølgelig også være muligt i et udbud, men der skal jo være en speciallæge i almen medicin tilknyttet et ydernummer Så kan der være opgaver på lægelig delegation, men det er jo en fuldstændig parallelitet til systemet inden for overenskomsten, som det gælder i dag.

Fru Benedikte Kiær.

Det lyder interessant, og det vil jeg så spørge ind til i udvalget, for det fremgår af bemærkningerne, at der skal sikres en vis ensartethed. Der vil jeg så sikre mig, at det er fuldstændig de samme krav til de lægefaglige kompetencer, der skal være i de her praksisser, der bliver sendt i udbud, som der skal være, hvis det ellers foregår normalt. Det vil jeg meget gerne have sikret mig.

Men vi taler om, at der skal være et stærkt samarbejde mellem hospitaler, mellem kommuner og praktiserende læger, ellers løser vi simpelt hen ikke fremtidens udfordring. Kunne vi ikke have sikret, at der var en vis ligeværdighed i praksisudvalgene (taleren får et hosteanfald) , ved at man skulle være enige om beslutningerne, frem for som det fremgår nu, at regionerne så har den endelige beslutningskompetence?

Jeg håber, at ministeren forstod mit spørgsmål, for nu kan jeg virkelig ikke sige mere.

Ministeren.

Ja, den konservative ordfører må hellere få et glas vand; nu begynder resten af salen at sidde at hoste med i sympati.

Jamen først vil jeg bare sige, at det er klart, at der skal selvfølgelig være kvalitet. Det er ikke sådan, at skal man sikre lægedækningen i en egn af landet gennem udbud, kan man se stort på kvaliteten. Det synes jeg nu også fremgår af bemærkningerne, men kan vi tydeliggøre det yderligere, så stil endelig spørgsmålet, så får vi gjort det tydeligere.

Til det sidste vil jeg jo sige, at jeg forestiller mig sådan set, at man kan blive enig om langt det meste. Det afgørende er, at vi nu får et praksisplanudvalg, så vi undgår de situationer, man jo indimellem støder på, hvor der går sport i at sende aben videre og sige: Jamen det er også sygehusene, der ikke sender beskederne rigtigt; og det er også kommunerne, der ikke har de rigtige it-systemer til at modtage beskeden; eller det er også lægerne, der ikke rykker ud.

Nu sidder parterne rundt om bordet og skal finde ud af, hvordan de håndterer de patienter, de er fælles om. Og det vil være stadig flere patienter i fremtiden, man er fælles om, i kommune, sygehus og almen praksis.

Jeg ser, at formanden beredvilligt giver ordføreren en läkerol – der er virkelig, synes jeg, en god fællesskabsånd her i eftermiddag.

Nej, det tror jeg jo vil gøre, at vi slipper for rigtig mange af de situationer i fremtiden. Jeg tror faktisk også, at man vil kunne nå til enighed i langt de fleste tilfælde, men det er klart, at i sidste ende er det regionerne, der har myndighedsansvaret for at sikre alle danskere en læge og i øvrigt at finansiere det. Derfor fastholder vi altså, at kan man i sidste ende ikke blive enig, er det regionerne, der har det endelige ansvar og dermed også den endelige myndighedsbestemmelse.

Fru Liselott Blixt for en kort bemærkning.

Der er nogle ting, der undrer mig i de her debatter om hele vores sundhedsvæsen i forbindelse med sundhedsministerens plan for, hvordan sundhedsvæsenet skal se ud fremover, hvor det her vil være en stor del af selve planen. Da jeg læste planen, tænkte jeg: Hvor får vi alle de her læger fra? Ministeren og regionsformanden vil meget gerne have, at patienterne rykkes ud af sygehusene, og derfor nedlægges der sengepladser en masse i øjeblikket, mens patienterne ligger på gangene rundtomkring, men så skal der jo være en praktiserende læge, der tager sig af dem, når de kommer hjem, og i forvejen har vi for få praktiserende læger udeomkring, som så nu skal til at have endnu flere opgaver. Jeg tænker ikke på økonomien her, jeg tænker på mandskabet, personalet, altså hvor er lægerne henne?

Når man samtidig siger, at vi nu laver den her plan, for så kommer der flere læger til, tænker jeg: Hvor kommer lægerne fra? Kommer der flere almenpraktiserende læger med det her forslag, eller er det ikke de samme almenpraktiserende læger, vi har? Jeg tænker: Hvor får vi alle de her læger fra? Og kan de klare den her arbejdsopgave?

Ministeren.

For at tage det sidste først vil jeg sige, at det her lovforslag ikke går ind og gør noget ved dimensioneringen af lægers uddannelse, og som jeg husker den, men det kan vi jo oversende, kommer vi til at få flere almene medicinere i fremtiden. Der bliver nikket nede fra embedsmandslogen. Så det helt faktuelle er, at ja, der kommer til at være flere almene medicinere i Danmark i fremtiden.

Så vil jeg sige, at det spørgsmål handlede om rigtig mange ting, og det viser jo, hvor afhængige delene i vores sundhedsvæsen er af hinanden, for man kan ikke bare tale om, at der nu skal nedlægges senge på hospitalerne, og så må folk hjem og i øvrigt hænge i telefonen til deres praktiserende læge. Nej, der er tale om, at vi skal have et meget bedre system opbygget, hvor den ældre borger, der er for syg til at være hos sig selv, som det vurderes af egen læge, men ikke er så syg, at borgeren har behov for at ligge på en hospitalsafdeling, skal have andre muligheder. Det er jo det, man ser kommunerne er i gang med at opbygge rundtomkring. Man er rigtig langt nogle steder, mens man andre steder ikke er så langt, men er i gang med akutpladser, aflastningspladser og andet. Det system, den treenighed, almen praksis, den kommunale sygepleje og sygehusafdelingerne, kan jo kun fungere, hvis de tre tænker sammen, arbejder sammen og har forpligtende fællesaftaler, og man skal have en sikkerhed for, at alle spiller med på den, altså kommune, praktiserende læge og sygehusafdelinger. Det er jo det, det her lovforslag sikrer.

Fru Liselott Blixt.

Nu ved jeg, at der jo er mange kommuner, der netop har lavet de her ting, og stadig væk mangler der pladser rundtomkring, så jeg tror aldrig nogen sinde vi når så langt.

En anden ting, som jeg vil spørge ind til – nu har vi jo kun to spørgsmål her i salen – er: Når de praktiserende læger her den 1. september afleverer de her ydernumre, vil ministeren så sikre, at man som borger kan komme til en praktiserende læge eller til en læge uden at skulle betale for det, eller vil man skulle betale for det bagefter?

Ministeren.

Altså, først vil jeg sige til den der korte kommentar om, at vi aldrig når så langt i forhold til at få kommunerne oprustet, så de kan hjælpe de ældre borgere, der er for syge til at være hos sig selv, men ikke skal på sygehuset, at det da skal være ambitionen. Det handlede sidste års økonomiaftale om, hvor vi sikrede kommunerne 300 mio. kr. til det her. Kommunerne er optaget af, at det her skal lykkes, for selvfølgelig skal vi da nå så langt. Når op mod hver femte ældre borger, der ligger på en medicinsk afdeling, slet ikke bør være på et sygehus, så skal vi da nå så langt, at de kan være tættere på deres eget hjem, og at de ikke ligger og optager en hospitalsseng for en, der har behov for at være på hospitalet. Så det kan godt være, at det er svært, og det er jeg enig med Dansk Folkepartis ordfører i, men det er da en bunden opgave at komme så langt.

I forhold til den sidste del af spørgsmålet må jeg jo med skam melde, at det er undsluppet min opmærksomhed, så hvis formanden lige vil lade fru Liselott Blixt gentage det, så skal jeg nok svare kort.

O.k. da. Hvad var den sidste del af spørgsmålet?

Det var om betaling den 1. september.

Jamen det kan jeg svare meget kort på, for det er for mig stadig væk en hypotetisk situation, at det kommer så vidt. Men det er klart, at jeg er ansvarlig for, at der er fri og lige adgang til sundhed i Danmark, så jeg har selvfølgelig også ansvaret for, at danskerne kan få den lægehjælp, de har brug for, uden selv at skulle afholde udgifterne.

Fru Sophie Løhde for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil også gerne spørge ministeren om den debat og den bekymring, der har været, i forhold til hvorvidt der kan udskrives opgaver uden indflydelse af og aftale med de praktiserende læger i forhold til implementering og eventuelle økonomiske ressourcer m.v. Det har vi jo også været meget optaget af. Nu så jeg i det seneste notat fra de praktiserende lægers organisation et af de hovedpunkter i deres kritik af det reviderede lovforslag. Her skriver de:

»De praktiserende læger tillægges tilsyneladende ikke aftaleret i forhold til alle de opgaver, som sundhedsaftalerne måtte påføre almen praksis. Alene forløbsprogrammer er omtalt i lovforslaget som et område, hvor der skal indgås aftaler med de praktiserende læger.«

Mener ministeren, at det er i overensstemmelse med, hvad der faktisk står i lovforslaget? For i bemærkningerne til lovforslaget på side 14 fremgår det netop sort på hvidt:

De opgaver, som f.eks. i et forløbsprogram er rammen om de praktiserende lægers forpligtelse, vil for læger, som virker inden for overenskomsten, skulle følges op af en underliggende aftale om vilkårene for at følge denne forpligtelse.

Så kan ministeren dermed bekræfte, at med ordvalget »f.eks.« er der ikke tale om en udtømmende liste, så det ikke kun omfatter forløbsprogrammer, men også omfatter eksempelvis sundhedsaftaler?

Ministeren.

Jamen det er helt rigtigt, at når man indgår overordnede aftaler, så skal de implementeres sammen med lægerne – det skal de – og kan de ikke det, må man jo vende tilbage og finde en anden løsning. Så det er rigtigt forstået, at det her lovforslag ikke giver mulighed for, at man kan tvangsudskrive arbejde til de praktiserende læger, som det er blevet kaldt i den offentlige debat. Der vil altid skulle en konkret forhandling til om, hvorvidt der skal øgede ressourcer til, om der skal ske opgaveglidning i forhold til andre opgaver, eller om, hvad det nu kan være.

Det skønne ved det her lovforslag er jo, at dem, der skal få det her til at gå op i forhold til patienterne, nu kommer til at sidde sammen rundt om bordet. Så vi kommer til både at få syn for sagen og at få taget snakken om de steder, hvor der er nogle svære overgange, og også om der, hvor vi vil komme til at se, at opgaver flytter sig. Det vil vi se i fremtiden, opgaver vil flytte sig i fremtiden, og det er ikke kun gjort med det her lovforslag, og så står vores sundhedsvæsen stille. Derfor er det også klargjort, at aftalesystemet lever videre, og at de konkrete planer, der lægges, jo selvfølgelig skal udmøntes og implementeres sammen med de praktiserende læger.

Fru Sophie Løhde.

Tak for besvarelsen fra ministeren. Måske vil ministeren også blive bare en lille smule mere konkret i forhold til det specifikke spørgsmål om sundhedsaftaler. Det er noget af det, der også har optaget os i Venstre – i forhold til netop hele den her debat om, om man kan aftale noget uden indflydelse fra de praktiserende læger selv i forhold til implementering og spørgsmålet om økonomiske ressourcer.

Er det sådan med lovforslaget her – nu citerede jeg før fra side 14 – at hvis man via en sundhedsaftale, som indgås mellem kommuner, regioner m.v., aftaler noget, som f.eks. påfører de praktiserende læger nogle nye opgaver, så vil det også specifikt forudsætte en særskilt, hvad der i lovforslaget omtales som en underliggende aftale om vilkårene for at følge denne forpligtelse? Kan ministeren bekræfte, at det også gælder for sundhedsaftaler, og at det dermed, når der f.eks. bruges betegnelsen forløbsprogrammer, ikke er udtømmende, sådan som man umiddelbart kan læse det af de praktiserende lægers notat, eller hvordan skal man forstå det?

Ministeren.

Det er rigtigt forstået af Venstres ordfører, at aftalesystemet lever videre på ryggen af det her lovforslag, og derfor skal aftaler om nye opgaver, når de er aftalt på myndighedsplan, jo implementeres sammen med de praktiserende læger.

Så det er rigtigt forstået af Venstres ordfører, og hvis det kan gøres tydeligere, end det står i bemærkningerne til lovforslaget nu, så stil endelig spørgsmål om det i udvalgsbehandlingen. Så kigger vi på, om man kan formulere det endnu tydeligere, altså så vi går med livrem og seler, eller hvad det hedder populært.

Fru Karina Adsbøl, en kort bemærkning.

Tak til ministeren. Jeg kunne godt tænke mig at høre om de forhandlingsmetoder, regeringen bruger. Er regeringen af den holdning, at det at blive enig er lig med, at man skal sige ja til det, der ligger på bordet, ligesom det skete ved trepartsforhandlingerne og med lærerne? Nu er det så lægernes tur.

Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge ind til, for jeg synes, det er lidt mærkeligt, fordi statsministeren tidligere har været ude at sige: Vi lytter. Men det virker bare ikke, som om regeringen lytter særlig meget.

Ministeren.

Nu tror jeg ikke helt, at jeg er enig i paralleliteten mellem trepartsforhandlingerne, lærerforhandlingerne og så den her situation. Jeg vil sådan set egentlig gerne sige, hvis jeg ikke har fået sagt det klart endnu, at ligesom de fleste andre ordførere har udtrykt det heroppefra, så havde jeg jo også meget gerne set, at man havde kunne indgå en forhandlet aftale. Det havde været det bedste, og jeg ønsker, at aftalesystemet lever videre på ryggen af det her lovforslag.

Jeg må sige, at jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad det er, spørgeren sigter til. Altså, kan man ikke indgå en aftale om at implementere en konkret praksisplan fra et praksisudvalg, så må parterne jo tage det til efterretning og gå tilbage og finde ud af, hvad man så kan gøre, hvis de praktiserende læger f.eks. ikke ønsker at spille en rolle i forhold til de ældre medicinske patienter.

Men jeg vil nu bare sige, at om noget har de sidste ugers debat også bekræftet mig i, at de praktiserende læger ønsker at spille en rolle i det sammenhængende sundhedsvæsen. Og de praktiserende læger deler ligesom regeringen ambitionen om, at familielægen også i fremtiden skal være langt de fleste danskeres indgang til sundhedsvæsenet.

Fru Karina Adsbøl.

Det, jeg gør, er, at jeg drager en parallel til de forhandlinger. Det er, ligesom om man skal tage det, der ligger på bordet – ellers er der ikke rigtig nogen reelle forhandlinger. Det er det, jeg hentyder til.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre, om ministeren kan redegøre for, hvor mange regioner der er startet på at oprette de her regionsklinikker, og hvor mange der er oprettet nu. Har ministeren nogle tal på det?

Ministeren.

Jamen det har jeg tal på, og jeg har også tal på, hvor mange ledige ydernumre, altså vakante kapaciteter, der ligger rundt omkring, dels på praktiserende lægehånd og dels på regionshånd, og dem sender jeg gerne over.

Men jeg bliver nødt til at sige noget, som måske ikke er blevet sagt tydeligt nok her i dag til spørgsmålet om regionsklinikkerne. Der er jo den grundlæggende forskel, at regionsklinikkerne hidtil med den gældende sundhedslovgivning har været begrænset af et 2-årigt loft for, hvor længe de kan eksistere. Det bliver nu udvidet til 4 år. Det betyder noget for muligheden for at drive et stabilt tilbud i den periode, hvor man har brug for at drive en regionsklinik, fordi man ikke ad anden vej har kunnet sikre lægedækningen. Det vil gøre en forskel, også i forhold til den kvalitet, borgerne oplever.

Det har ikke været tydeligt i debatten her og i de spørgsmål, der er stillet, men der er altså den forandring, som også betyder, at det vil være et andet tilbud i fremtiden end det, vi kender i dag.

Fru Stine Brix for den sidste korte bemærkning, jeg har noteret.

Tak. Der er allerede blevet stillet mange interessante spørgsmål, og jeg har et nyt, som vedrører § 227, stk. 3, altså det her, der vedrører udbud til private. Jeg har bemærket, at PLO i deres høringssvar skriver, at det ikke er hegnet tilstrækkeligt ind, hvornår det kan bruges. De skriver, at de mener, at en region kan vælge at sætte drift og praksis i udbud når som helst, altså som en generel betingelse.

Jeg har tidligere hørt ministeren sige, at det skal være, når man ikke kan afhænde et ydernummer ad den normale vej så at sige, altså til en praktiserende læge. Så kan ministeren opklare, hvad der er den korrekte fortolkning af loven her? Altså, kan man altid bruge muligheden for at udbyde praksis til private, eller skal man altid have forsøgt ad anden vej, både når det gælder eksisterende numre, oprettelse af nye numre og andre muligheder, der er, for at få fat i et ydernummer?

Ministeren.

Jeg synes egentlig, at det står meget tydeligt i paragraffen og i bemærkningerne, men vi kan jo gerne uddybe det yderligere. Altså, regionen kan udbyde drift af praksis i de tilfælde, hvor regionen har fået overdraget ydernummeret. Det vil jo typisk være, fordi en praktiserende læge med PLO-overenskomst forgæves har forsøgt at afsætte sit ydernummer til en anden PLO-læge, men at der ikke er nogen, der er interesseret i at overtage det. Så kan man udbyde nye ydernumre i de tilfælde, man opretter nye ydernumre. Og endelig kan regionen som led i praksisplanen opkøbe eksisterende ydernumre fra læger, som har ønsket at sælge og ønsker at sælge til regionen, og dem kan man vælge at udbyde.

Men man kan sige, at det jo på den led er et politisk valg, og der bliver jo med lovgivningen her – ud over at der bliver åbnet op for udbudsmulighederne – også åbnet op for at kunne sikre lægedækning inden for PLO-systemet bedre end i dag, fordi der bliver åbnet op for, at en PLO-læge kan eje mere end et ydernummer, nemlig op til seks ydernumre. Det er jo også en ny mulighed, vi ikke har set før end i dag.

Derfor er der jo også flere, der har spurgt, hvordan det egentlig er, at det her lovforslag sikrer bedre mulighed for at sikre lægedækning. Jamen der er forskellige nye praksisformer, man så kan prøve at gøre brug af for at sikre danskerne lægedækning.

Fru Stine Brix.

Når ministeren siger, at det er et politisk valg, vil det så sige, at man i regionen selv vælger, i hvilken rækkefølge man benytter sig af de her forskellige muligheder, altså PLO-systemet, udbud, regionsklinikker, eller ligger der nogle krav om, at man skal forsøge at afhænde både et eksisterende ydernummer, som en eksisterende læge, der stopper, ikke kan afhænde, og nye ydernumre? Skal man forsøge at afhænde dem først til en PLO-læge, eller kan man selv træffe et valg om, hvilken af de her modeller man bruger i en given region?

Ministeren.

Man kan sige, at i rigtig mange af de tilfælde, hvor regionen får overdraget et ydernummer af en læge, er det jo, fordi det ikke har kunnet afsættes til en anden PLO-læge efter den klassiske model: 1 til 1.

Der kan man jo så vælge enten at prøve at udbyde det i det, vi kunne kalde for en PLO-kæde, altså at en PLO-læge kan eje mere end et ydernummer, nemlig op til seks, og ansætte andre praktiserende læger, eller man kan vælge et udbud. Regionsklinik bliver jo først relevant, hvis udbuddet er for dyrt, kan man sige. Det er en overbetalingsklausul, som er vigtig at have, al den stund at det her jo ikke handler om at bygge et privat marked op for det private markeds skyld. Det her handler om at give flere muligheder for at sikre alle danskere adgang til læge ved også give mulighed for nogle nye organisationsformer, vi ikke kender i dag.

Men jeg kan ikke forestille mig andet, end at PLO-læger, som har deres praksis i dag, i mange og langt de fleste tilfælde jo vil forsøge at afsætte deres ydernummer til en PLO-læge, som vi også ser det er tilfældet i dag. Når man ender med at overdrage sit nummer til regionen, er det altså, fordi man ikke har kunnet afsætte det på anden vis. Der får regionen så med det her lovforslag nogle flere forskellige muligheder, end den har i dag.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren

Der er i øvrigt heller ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter det som vedtaget.

Det er vedtaget.