Først og fremmest tak for en god og grundig og også følelsesladet debat, som jeg synes den er med god grund, for en reform af førtidspensionen og fleksjobområdet er jo inde at røre ved noget af det, der er grundstammen i et velfærdssamfund, nemlig det sociale sikkerhedsnet.
Og der er ikke nogen som helst tvivl om, at Danmarks styrke altid skal vurderes på, hvordan vi passer på og behandler, men også skaber grundlag for en menneskelig udvikling hos dem, der står svagest i vores samfund.
Lad mig bare i forhold til det starte med at sige, at jeg gerne vil advare mod, at man skærer alle førtidspensionister, alle fleksjobbere og alle borgere på ledighedsydelser over én kam.
Og jeg vil gerne kraftigt appellere til, at man ikke placerer hele denne meget, meget stor gruppe af mennesker i en position, hvor de betragtes som værende særlig udsatte eller sårbare.
Det er der nogle af dem der er.
Nogle af dem er meget sårbare.
Vi har kronisk alvorligt syge, vi har mennesker med store funktionsnedsættelser, vi har borgere med komplekse problemer, der i øvrigt ofte går på tværs af deres sundhedstilstand, og med sociale problemer og andre udfordringer.
Men der er altså også i den her meget store gruppe af borgere mennesker, der har et problem i forhold til en funktionsnedsættelse eller en aktuel sygdomsproblemstilling, men som ikke desto mindre er ressourcestærke med masser af arbejdsevne og med masser af mod på at få et arbejde.
Jeg vil også gerne sige, at når vi taler om det sociale sikkerhedsnet, er udfordringen jo altid – især når man er tilhænger af, at det skal være stærkt – at det aldrig bliver så finmasket, at det kommer til at spænde ben for folk.
Og jeg skal ikke lægge skjul på, at med socialdemokratiske briller – nu er der flere gange refereret til, hvad det vil sige at være socialdemokrat, og hvad vil det sige at kere sig om et lands udsatte borgere – er det hverken solidarisk eller at kere sig om andre, når man til et helt ungt menneske giver den besked, at man ikke forventer, at den borger på noget tidspunkt kommer til at kunne bidrage til resten af samfundet.
Og jeg er så, kan man sige, gammeldags socialdemokratisk i min måde at se tingene på, at det at have et arbejde tillægger jeg værdi.
Og det gør jeg ikke kun ud fra socialdemokratiske principper, det gør jeg også ud fra konkrete erfaringer – mit møde med mennesker.
Det at have noget at stå op til om morgenen, det at gå på arbejde, det at have kolleger, det at kunne gøre nytte, har en værdi for rigtig, rigtig mange mennesker, og med god grund.
Betyder det så, at hvis man ikke kan gå på arbejde, har man ikke samme værdi som andre mennesker?
Nej, det gør det selvfølgelig ikke, for vi kan alle sammen blive omfattet af en situation eller nogle vilkår, der gør, at vi ikke kan gå på arbejde.
Det siger sig selv.
Men det betyder, at der er rigtig, rigtig mange mennesker, der, selv om de måtte have store funktionsnedsættelser eller være i et sygdomsforløb, har en utrolig stor lyst til og en trang til at kunne gå på arbejde.
Jeg har selv mødt mennesker, der har fået at vide i kontanthjælpssystemet eller i sygedagpengesystemet eller sågar i førtidspensionssystemet, at de aldrig vil kunne komme til at arbejde, og hvis de så kommer på en arbejdsplads, hvor rammerne er til stede, hvor troen på dem er etableret, og hvor der er kolleger, der har en rummelighed og en vilje til at byde dem indenfor, så kan mennesker blomstre op og pludselig se sig selv udføre et arbejde, som de ikke havde troet på de kom til at udføre.
Det er i mine øjne den moderne solidaritet.
Det er ikke at opgive mennesker, og det er ikke at tro på, at det at give en overførselsindkomst nødvendigvis er det bedste svar.
Man skal have noget at leve af, men man skal også have noget at leve for.
Og jeg synes, det er et problem, at vi, når vi kigger på fleksjobområdet og i særdeleshed på førtidspensionsområdet, kan se, at der er stadig flere borgere, der kommer langt væk fra det ordinære arbejdsmarked.
Og når vi kigger på, hvor tilvæksten sker lige nu, kan vi se, at det jo er i forhold til unge mennesker.
Det er unge mennesker, der står i starten af deres liv, og som måske nok her og nu oplever alvorlige udfordringer – og psykisk sårbarhed er et af de største elementer – men det skal da aldrig få lov til at bestemme, hvordan resten af deres liv kommer til at være.
Så vil nogle sige:
Jamen det er jo ikke sådan, Mette, at når man først har fået en førtidspension, er det et grundvilkår for resten af livet.
Nej, ikke de jure, men sådan er det jo blevet de facto.
For rigtig, rigtig mange mennesker betyder det, at når de først har fået en førtidspension, stopper – nogle steder i hvert fald – den aktive indsats; der sker ikke nogen kontinuerlig opfølgning; der er ikke nogen krav, der er ikke nogen forventninger.
Vi risikerer at slukke håbet i menneskers øjne og i menneskers liv.
Det kan vi ikke være bekendt.
Det er det, der er mit socialdemokratiske afsæt for det her.
At reformen samtidig giver et positivt bidrag til samfundsøkonomien, ser jeg ingenlunde som et problem, vil jeg gerne sige – ingenlunde som et problem.
For det har dog aldrig været sådan, at fordi ting koster mange penge, er de også gode.
Det er heller ikke sådan, at fordi noget er billigt, er det godt.
Det er indholdet.
Det er indholdet af den førte politik, der bestemmer, om vores social- og beskæftigelsespolitik er god eller ej – da ikke prisen for den.
Det er da et problem, at de økonomiske forudsætninger for den oprindelige reform af førtidspension- og fleksjobområdet er skredet så meget, som de er.
Og husk nu på, at selv med den her reform vil vi bruge mere end 50 mia.
kr.
om året på førtidspension- og fleksjobområdet og ledighedsydelse i det her samfund – mere end 50 mia.
kr.
Det kan være værd at huske på.
Nogle ord om indholdet af reformen, for det er jo det, der er det vigtigste:
Det, jeg personlig selv lægger mest vægt på, er, at vi i stedet for at afprøve arbejdsevne hos mennesker, sætter som mål at udvikle arbejdsevne hos mennesker.
I mine øjne er der i dag en alt for kortsigtet forståelse af, hvad det er, mennesker kan og ikke kan.
Der lægges for meget vægt på, hvordan livet arter sig her og nu for det enkelte menneske, i stedet for at se på, hvad der er af livsperspektiv.
Det er derfor, som det også er sagt fra talerstolen, at vi nu gør op med, at så mange unge mennesker førtidspensioneres; de skal i stedet i gang med et ressourceforløb, hvor fokus er på det hele menneske.
Det, der måske er allervigtigst i reformen her, og som i øvrigt adskiller den her reform fra de reformforslag, der har været fremsat af den tidligere regering, er hele tanken om, at man ude i den enkelte kommune skal begynde at arbejde tværfagligt, samtidigt, koordineret og rehabiliterende omkring det enkelte menneske.
For rigtig mange af de borgere, der er i den her målgruppe, har sjældent kun et problem.
En psykisk sårbarhed kan være kombineret med et misbrug; det kan være kombineret med svære opvækstbetingelser i barndommen; det kan være kombineret med sociale problemer; det kan være kombineret med dårlig uddannelsesbaggrund; det kan være kombineret med løs eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet.
Noget af det, jeg synes er det største problem i vores velfærdssamfund i dag, er, at i jobcentret har medarbejderen kun én opgave, nemlig at få folk i arbejde.
Uddannelsesvejlederen skal få den unge i uddannelse.
Den person, der sidder på socialområdet, skal forsøge at løse sociale problemer, og psykiateren, psykologen, social- og sundhedsassistenten, lægen eller sygeplejersken er optaget af de sundhedsfaglige forhold.
Men hvis man som borger, som menneske, som person har problemer på alle fronter på en gang, har man jo behov for, at alle de mennesker kigger på en samtidigt – altså, at mennesket reelt bliver sat før systemet.
I stedet for at det er borgeren, der skal løbe spidsrod mellem først den ene forvaltning, så den anden, så den tredje, i stedet for at det er borgeren der har 5, 8, 10 forskellige sagsbehandlere, så er det nu borgeren, der får lov til at være i centrum for et rehabiliteringteam og dets arbejde.
Heri ligger måske det allerallervigtigste i den her reform, nemlig at vi begynder at se mennesker som hele mennesker igen, at alle påtager sig et fagligt ansvar for at sikre personen en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet.
Ressourceforløbene bliver, når de kommer til at fungere, en styrke, både for det enkelte menneske og også for den samlede social- og beskæftigelsespolitik, for det er deri, vi skal lægge kimen til en udvikling af arbejdsevnen i stedet for blot at bruge kræfterne på at afprøve den, som vi gør det i dag.
Jeg vil i øvrigt også gerne i forhold til det her sige, at det ikke bliver let.
Det her bliver utrolig svært at omsætte til virkelighed, og der er langt fra de fine politiske ord, der står skrevet i en lovgivning – tænkt i en politikers hoved og formuleret som en del af en politisk forhandling – og så til den faktiske virkelighed i den enkelte kommune.
Det kommer til at kræve blod, sved og tårer, når faggrupper, der ikke er vant til at arbejde sammen, skal gøre det i fremtiden; når forvaltningsmure skal brydes ned; når sundhedsvæsenet pludselig skal til at tage ansvar for, om mennesker kommer i arbejde; og når virksomheder pludselig skal til at tage ansvar for, at psykisk sårbare også kan være gode kolleger.
Det kommer til at kræve en kæmpestor indsats.
Jeg tror ikke på, og jeg forventer heller ikke, at vi pr.
1.
januar 2013 er fuldt kørende med den her reform i alle landets kommuner.
Vi bliver nødt til at have forståelse for, at det her tager tid at indfase; at det tager tid at forankre; at det tager tid at udvikle i de 98 respektive kommuner, der er.
Der bliver spurgt, om det så ikke vil være godt at forlænge fristen for, hvornår reformen skal være indfaset.
Sådan noget kan man jo altid ønske sig, og jeg ved godt, at vi strammer skruen og beder kommunerne om at reagere meget hurtigt.
Omvendt må jeg også sige, at jeg tror ikke, at en længere indfasningsperiode er det, der gør forskellen, for vil man det, så vil man det.
Det afgørende er, at vi også fra Christiansborg og dermed fra hele forligskredsens side har en forståelse for, at det er lettere sagt end gjort.
Det er spændende, hvad der kommer til at ske på førtidspensionsområdet, og jeg glæder mig over, at vi forhåbentlig i fremtiden er i stand til at give en helt anden besked til nogle af vores mest sårbare mennesker end den, vi giver dem i dag, nemlig at vi regner med dem, håber på dem, tror på dem, men også er villige til at investere de nødvendige ressourcer, der skal investeres, for at de får et bedre liv end i dag.
Jeg vil også gerne sige lidt omkring fleksjobområdet, som også har været diskuteret i dag.
Man kan jo altid diskutere, hvad der er ret og rimeligt, men man må jo konstatere, at også med den her reform vil der være et højt indtægtsniveau som fleksjobber.
Det er vigtigt, at vi bevarer fleksjobordningen, det er den, der har sikret, at der er rigtig mange mennesker, der trods en funktionsnedsættelse eller en sygdom har kunnet bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet eller komme ind på arbejdsmarkedet.
Jeg synes, det giver god mening, når man er i et fleksjob, at vi, især når det er et ungt menneske, vurderer løbende, om arbejdsevnen har udviklet sig så meget, at vedkommende vil kunne gå ud på det ordinære arbejdsmarked.
Vi ved selvfølgelig godt, at fleksjobbere er lige så forskellige som alle andre mennesker.
Der er nogle fleksjobbere, hvis sygdom eller funktionsnedsættelse kun vil resultere i færre arbejdstimer, lavere arbejdsevne, men der er også fleksjobbere, der vil kunne udvikle sig i den anden retning, hvor sygdommen pludselig mindskes, hvor behandlingsmetoderne bliver bedre, hvor livet udvikler sig anderledes.
Jeg tror, det er vigtigt, at vi har en fleksjobordning, der kan rumme de forskellige grupper af mennesker, der er.
Lad mig bare gøre opmærksom på, at en buschauffør, der i fremtiden arbejder i et 25-timers-fleksjob, inklusive pension vil have en månedsløn på knap 28.000 kr.
om måneden.
Det synes jeg sådan set er en meget god månedsløn, især når man tænker på, at der er masser af mennesker i Danmark, der arbejder 37 timer om ugen og får mindre i løn end det.
Det her eksempel er blot for at sige, at det billede, jeg synes står efter debatten, om, at man ikke i fremtiden vil være sikret en ordentlig indtægt som fleksjobber, synes jeg ingenlunde er rigtigt.
Så samlet set betyder den her reform, at vi bevarer ordninger, som har afgørende betydning, nemlig fleksjobordningen og førtidspensionssystemet, men vi moderniserer dem.
Jeg mener også, vi lægger det klare politiske snit ind i det, at vi ved, at mennesker kan udvikle sig, at livet kan forandre sig, at sygdomsforløb kan ændre karakter, måske på grund af ny behandling eller andre elementer, og derfor er det vigtigt, at mennesker ikke fastfryses i den situation, de måtte stå i på et givet tidspunkt af deres liv, men at de får muligheden for at udvikle sig, og det er den her reform garanten for.