Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af lovforslag nr. L 84:

Forslag til lov om ændring af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og lov om en børne- og ungeydelse. (Særligt børnetilskud til selvvalgte eneforsørgere og tilpasning af optjeningsprincippet for ret til børne- og ungeydelse og børnetilskud).

Af social- og integrationsministeren (Karen Hækkerup).

(Fremsættelse 16.11.2012).

Sammen med dette punkt foretages:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 85:

Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik. (Tilskud til tandpleje og hjælp til udsættelsestruede lejere).

Af social- og integrationsministeren (Karen Hækkerup).

(Fremsættelse 16.11.2012).

Fru Louise Schack Elholm.

Dette lovforslag omhandler tre forskellige tiltag. Lovforslaget giver for det første selvvalgte eneforsørgere ret til et særligt børnetilskud. For det andet undtages flygtninge, der har opholdstilladelse i Danmark efter § 7 eller § 8 i udlændingeloven, fra optjeningsprincippet for ret til børne- og ungeydelse og børnetilskud. Det vil for det tredje være sådan, at der vil kunne optjenes ret til disse ydelser i Grønland og på Færøerne.

Som det ser ud i dag, kan eneforsørgere få et særligt børnetilskud, der er på små 15.000 kr. årligt. Det kan de få, hvis det kun er den ene af barnets forældre, der lever, hvis barnet efter forældremyndighedsindehaverens død er blevet adopteret af en person med tilknytning til barnet, som er enlig, eller hvis faderskabet ikke kan fastslås.

Det særlige børnetilskud skal altså ses som en slags forsikring mod udefrakommende ulykker såsom dødsfald. Tilskuddet sikrer, at man, hvis man er eneforsørger og man havner i en sådan tragisk situation, så ikke lades i stikken, men at man her ekstraordinært får en hjælpende hånd.

Med dette forslag får også de, der er selvvalgte eneforsørgere, ret til det særlige børnetilskud. Det betyder, at man også for børn, der er blevet til ved kunstig befrugtning af enlige kvinder, vil kunne modtage det særlige børnetilskud. Man vil altså fremover, hvis man selv har valgt at blive eneforælder, og der dermed ikke har været nogen uforudset hændelse, også kunne modtage det særlige børnetilskud.

Lovforslaget er dermed i modstrid med det, der har været hensigten bag det særlige børnetilskud. Fra at have været en forsikring mod udefrakommende ulykker bliver det nu til en generel ydelse, der gives til nogle borgere, som helt frivilligt har valgt at ville være eneforsørgere. Det vurderes, hvad angår denne del af lovforslaget, at det, når det er fuldt indfaset, årligt vil komme til at koste 200 mio. kr. Det er i en tid, hvor det offentlige fattes penge, bestemt ikke småpenge; da bør man være mådeholdende og ikke udvide det i forhold til de økonomiske ydelser, også når vi ved, at udbetalingen sker ved hjælp af skatteborgernes penge, og særlig hvis udvidelsen er i direkte modstrid med den oprindelige hensigt med ydelsen.

Den anden del af lovforslaget handler om, at man lemper optjeningsprincippet for ret til at få børne- og ungeydelse og børnetilskud. Det var et optjeningsprincip, der blev indført for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund. Det var tidligere sådan, at man kunne komme hertil, og at der efter nogle få uger her ville være en lang række gavmilde velfærdsydelser, der ville være tilgængelige. Det satte det danske velfærdssamfund under pres, og det var på lang sigt uholdbart rent økonomisk.

Med lovforslaget lempes disse regler, så flygtninge, der har opholdstilladelse efter § 7 eller § 8 i udlændingeloven, undtages. Noget af den fremtidssikring af velfærdssamfundet, som Venstre har været med til at foretage, vil derfor med forslaget blive rullet tilbage.

Jeg vil sluttelig bemærke, at jeg ikke synes, at regeringen demonstrerer god regeringsførelse, i og med at det først var i går eftermiddags, at man oversendte høringsnotatet.

Venstre kan ikke støtte lovforslaget.

Jeg vil lige spørge, om man er klar over, at vi sammen med dette lovforslag også behandler lovforslag nr. L 85. (Louise Schack Elholm (V): Nej, det har jeg overhovedet ikke registreret). Ja, men så kan man jo, når vi har haft Socialdemokraternes indlæg, komme op på talerstolen igen senere.

Vi går videre med fru Maja Panduro med begge lovforslag.

Der er bred forvirring i salen. Det var ikke kun hos Venstres ordfører, vil jeg lige forsvare hende med.

Jeg har for så vidt også to taler, men jeg holder dem gerne i forlængelse af hinanden, for jeg synes da også, at der er gode fælles overskrifter i de to forslag. Bl.a. har Red Barnet jo kaldt denne finanslov for en børnevenlig finanslov, og det er jeg rigtig, rigtig enig i. Det er jeg bl.a., fordi jeg synes, at VKO på mange måder førte en noget interessant politik over for børnefamilierne og ikke mindst over for børnene. I Danmark har vi jo ellers indrettet os sådan, at vi holder hånden økonomisk under de børn, som kun har en forælder, børn, hvor faderskabet ikke kan fastslås, eller børn, hvor det kun er den ene af forældrene, som lever. De har ret til et særligt børnetilskud. Det er altså børn, som er afskåret fra at kunne modtage bidrag til forsørgelse fra begge forældre.

Indtil 2009 var det sådan, at også de enlige kvinder, som havde fået barn ved kunstig befrugtning, var omfattet af reglerne for et særligt børnetilskud, som er på knap 15.000 kr. om året inklusive tillæg. Men i 2008 vedtog altså VKO, at nu skulle det være slut med, at de her enlige kvinder, som havde fået et barn ved kunstig befrugtning, skulle have ret til det særlige børnetilskud. Og det var, synes jeg, måske et af de mere slående eksempler på, at det jo ikke var barnets tarv, der var omdrejningspunktet for den børnepolitik, som man førte. For hvis den enlige kvinde var blevet insemineret og derfor så åbenbart, må man formode, havde truffet et andet valg end det, som man fra det politiske flertals hold åbenbart lige mente var det rigtige, så var det barnet, som skulle opleve at have nogle andre økonomiske kår end andre børn. Og det synes jeg jo ikke udtrykker en speciel omsorg for barnets bedste.

Samtidig var det også noget socialt skævt, fordi det jo i realiteten betød, at de mere velstillede enlige kvinder havde en større mulighed for at træffe valg om at blive mor alene end en kvinde, som havde en lav indkomst.

Jeg er rigtig tilfreds med som ordfører her i dag at kunne sætte en streg under, at det igen skal være barnets bedste, som er omdrejningspunktet for, hvornår vi giver det særlige børnetilskud. Jeg er også rigtig tilfreds med, at vi er konsekvente og i samme ombæring får fjernet den forskelsbehandling, der var i forhold til de ca. 800 børn af eneadoptanter, som vi har i Danmark, således at det bliver alle børn, der kun har en forælder, som fremover modtager det særlige børnetilskud.

Mimi Jakobsen, som er generalsekretær for Red Barnet, havde her i forrige uge et debatindlæg med overskriften »Danmark har fået en børnevenlig finanslov«, og det har hun nemlig helt ret i. At det er børnenes finanslov, kommer også til at kunne mærkes hos de flygtningebørn, hvis familier fremover bliver undtaget fra det optjeningsprincip, der ellers er i børne- og ungeydelsen. Og det samme gælder, når bopælsperioder i Grønland og på Færøerne bliver sidestillet med, at man har bopæl i Danmark. Der var ellers en noget uhensigtsmæssig og må man vel også formode utilsigtet konsekvens af optjeningsprincippet, for sådan plejer vi vel ikke at agere inden for rigsfællesskabet i forhold til vores ydelser. Så Socialdemokraterne kan altså i meget høj grad anbefale lovforslag nr. L 84.

Det kan vi også med L 85, og det kan vi, fordi det jo ikke er særlig sjovt at have ondt både i økonomien og i tænderne. Og derfor er jeg så glad for at kunne stå her som ordfører også for det her forslag, som indfører en ny ret til tilskud til de mennesker, som får de lave sociale ydelser, ydelser svarende til kontanthjælpsniveau, efter lov om aktiv socialpolitik, så man kan få hjælp til sine udgifter til tandplejen. Det bliver en ret, som gælder alle former for tandpleje, både den forebyggende og tandbehandlingen. Dem, som får gavn af det her forslag, er jo nogle af dem, som har det største behov, og som vi er mange som i meget lang tid har ønsket at kunne hjælpe. Det er kontanthjælpsmodtagere, det er modtagere af ressourceforløbsydelsen og af andre ydelser, som er på kontanthjælpsniveau, dvs. f.eks. ledighedsydelsen.

For nogle af de unge mennesker er det at komme til tandlægen i tide en investering, og det kan godt være en investering, som man synes ikke giver så meget mening at skulle foretage, hvis man i forvejen har svært ved at få økonomien til at hænge sammen og i øvrigt tænker: Det går nok med de der tænder, for jeg er jo ung. Men det kan altså være en investering, som kan betyde, at man ikke siden hen skal døje rigtig meget både økonomisk og på helbredsfronten med de tandproblemer, som man så ikke fik behandlet i tide, dengang man var ung.

Derfor er jeg også så glad for, at vi får lavet det sådan nu, at unge under 25 år får fuld dækning for beløb, som er over 600 kr. årligt. Hvis man er 25 år eller derover og på de laveste ydelser, vil man få et tilskud på 65 pct. af den egenbetaling, som ligger ud over 800 kr. om året. Det betyder altså igen, at vi målretter hjælpen til tandbehandling til dem, som har mest ondt i tænderne og dermed de højeste udgifter til tandpleje, og som så samtidig tilhører den gruppe, som har de største økonomiske udfordringer og er økonomisk vanskeligst stillet.

Den anden del af det her lovforslag handler om at forebygge udsættelse af lejere. Det at blive sat ud af sin bolig er en meget voldsom social begivenhed. Det er en begivenhed, der risikerer at føre til hjemløshed, føre til massive sociale problemer i mange år fremover, og det er noget, som vi selvfølgelig bør gøre alt, hvad der overhovedet står i vores magt, for at forebygge. Det har jo været sådan, at vi i de seneste 10 år hvert eneste år har set en stigning i antallet af lejere, der er blevet sat ud af deres bolig, også i de år, hvor det jo gik ufattelig godt. Vi kunne købe hele verden, købe udekøkkener og velværebadeværelser, og arbejdsløsheden var historisk lav. Det gik faktisk rigtig godt i Danmark, men selv i de år fortsatte antallet af mennesker, der skulle opleve, at kongens foged bankede på døren og man blev sat ud af sit hjem, med at stige. Og samtidig med det voksende antal hørte vi skiftende ministre sige, at det selvfølgelig var uacceptabelt, og der var også en, der mente, at nu var kurven knækket, men problemet blev altså ved med at vokse i omfang.

Først nu her i september måned kom tallene for første halvdel af 2012, som viste, at kurven nu faktisk var knækket, for første gang i 10 år. Jeg turde dårlig tro på det, da de kom – først fik vi dem for København, og siden kom de så for hele landet – for selv om vi jo i denne regering er meget optaget af det her problem, er vi også klar over, at det er et meget, meget stort arbejde at få vendt den kurve. Så selv jeg, som betragter mig selv som optimist, turde dårlig håbe på, at det skulle kunne lykkes allerede.

Nu gælder det om at holde fast. Vi har allerede taget flere initiativer for at få bremset udsættelse af lejere. Bl.a. har vi jo afskaffet starthjælpen, introduktionsydelsen, timereglerne og kontanthjælpsloftet, og vi har i fællesskab med satspuljepartierne sat massivt af til, at vi kan lave gældsrådgivning og gøre en særlig indsats i de udsatte boligområder i det hele taget.

Men det skal altså ikke stoppe der, for nu kan vi med lovforslaget her give et nyt redskab til kommunerne, et redskab, som kommunerne har efterspurgt igennem længere tid, og som de har bedt os om de ikke nok måtte få, nemlig at de midlertidigt har mulighed for at gå ind og hjælpe med huslejebetalingen for børnefamilier osv., hvis det kan forebygge en udsættelse. Det er stadig væk op til kommunerne selv at vurdere, hvornår det giver mening, men forudsætningen er, at det skal være en midlertidig hjælp, indtil der bliver fundet en mere holdbar løsning for familien.

Kommunerne har meldt, at de har manglet den her mulighed for at kunne give en midlertidig økonomisk hjælp, og derfor er vi i Socialdemokratiet rigtig, rigtig glade for muligheden for at indføre det her nye redskab, som vi tror kan bidrage yderligere til at få begrænset antallet af udsættelser. Og hver eneste gang vi kan forhindre en udsættelse, er det jo simpelt hen så vigtigt. I finanslovaftalen er der nogle yderligere initiativer til at forebygge udsættelse af lejere, men de forslag bliver fremsat senere.

Men jeg skal selvfølgelig anbefale også dette lovforslag, som helt afgørende vil kunne forbedre vilkårene for vores allerdårligst stillede.

Der er en kort bemærkning fra hr. Sjúrður Skaale. Nej. Så er der en kort bemærkning fra fru Louise Elholm.

Tak. På trods af den her lidt forvirrende situation vil jeg alligevel forsøge at stille et spørgsmål. Jeg bemærkede, at ordføreren sagde, at antallet af udsættelser ifølge den seneste opgørelse er faldet. Jeg har også set den seneste opgørelse, og jeg håber, at tallet kan holde, men det er jo meget, meget begrænset, hvad man kan sige det skulle være faldet i forhold til samme tidspunkt året før. At slutte, at der i år bliver færre udsættelser end næste år, tør jeg i al fald ikke håbe på endnu. Jeg vil sige, jeg stadig væk synes, det er så usikre tal, så det er uforudsigeligt, om vi kommer til det.

Så vil jeg spørge, om ordføreren kan forklare mig, hvorfor man ikke venter på den SFI-undersøgelse, der skal forklare os, hvorfor folk er sat ud af deres bolig, hvorfor man ikke venter, til den kommer her den 20. december, dagen efter vi skal vedtage det her lovforslag, før man kommer med nogle forslag, så man rent faktisk ved, hvad det er, der virker?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk ikke, vi kan vente med at gøre noget på det her område, og vi ved jo faktisk allerede en del om, hvad der virker. Det ved vi fra kommunerne, som er meget optaget af det her, vi ved det fra boligselskaberne, som vi jo heldigvis arbejder rigtig tæt sammen med, og vi ved det jo også fra noget af det arbejde, som bl.a. SFI har lavet allerede. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke skal bruge det arbejde, som er på vej, det ser jeg også meget frem til, men vi bliver nødt til at sætte ind med alt, hvad vi har. Som jeg sagde i min tale, er hver eneste udsættelse, vi kan forhindre, hvert eneste barn, der ikke skal opleve at blive sat ud med mor i hånden af kongens foged, vigtig socialpolitik.

Som jeg også sagde i min tale, tør jeg ikke række armene helt i vejret endnu, både fordi hver eneste udsættelse er en for meget, og fordi tallene selvfølgelig kan vende, for vi er også i en rigtig, rigtig vanskelig situation for landet, så det er jeg meget opmærksom på. Men jeg vil dog sige, at når tallet fra første halvår i 2012 i forhold til første halvår i 2011 er faldet med over 20 pct. svarende til over 400 færre udsættelser, så er det for mig meget signifikant. Er det nok? Nej, overhovedet ikke, men det er ganske betydende. Det er også det, som bl.a. boligforeningerne fortæller os, og de siger jo, at det er, fordi de forskellige ting, vi har gjort, begynder at virke nu.

Så er det fru Louise Schack Elholm.

Tak. Vi har jo gjort rigtig meget i vores tid på det her område, og at undgå udsættelser er noget, jeg virkelig brænder for, men jeg synes bare stadig væk, at de tal, jeg så, ikke var helt så signifikante, men jeg ved selvfølgelig ikke, hvad det er for nogle tal, ordføreren har.

Men i forbindelse med det her med, at man bare skal gøre noget, vil jeg sige, at det jo også handler om at gøre de rette ting. Vi har gjort mange ting i tidens løb, og personligt er en af mine egne mærkesager det her med fremskudt gældsrådgivning; det er noget, jeg brænder meget for, og som jeg tror hjælper meget.

Jeg synes stadig væk, det er mærkeligt, at man skal vedtage et lovforslag, når der dagen efter kommer en rapport, der kan fortælle os, hvad der er op og ned i det her. Jeg er ked af at sige det, men det virker altså lidt som noget sjusk, at man skal vedtage noget, dagen før rapporten kommer. Det er jo ikke, fordi vi skal vente et halvt år på det; det kommer, dagen efter vi skal vedtage det her lovforslag.

Ordføreren.

Jamen det er jeg bare ikke enig i. Vi ved jo, at det her er et redskab, som kommunerne gerne vil have, og som de beder om, og jeg føler mig helt overbevist om, at det vil kunne gøre en forskel i nogle af de spidsbelastningssituationer, hvor der faktisk findes udveje, og hvor man bare gerne også fra kommunal side vil undgå at skulle sætte de her mennesker ud. Man har nu mulighed for at strække den lidt, give en midlertidig hjælp, sådan at man kan finde en anden løsning, få lavet en aftale om, at man får flyttet, lavet en aftale om, hvordan man fremover bedre kan komme til at betale sin husleje. Jeg føler mig helt overbevist om, at det vil hjælpe, for det er jo det, vores dygtige folk ude i kommunerne siger til os.

Vedrørende de tal, som jeg refererede til før, vil jeg sige, at jeg ikke ved, om det er, fordi Venstres ordfører har KAB-tallene, som jo ikke var helt identiske. Men ellers er det de officielle tal, og jeg har selv siddet og regnet på procenter, og det er altså lidt over 19 pct., det er faldet med, og det synes jeg egentlig er ganske signifikant.

Så er det hr. Joachim B. Olsen for en kort bemærkning.

Der er tidligere blevet lavet en SFI-rapport, som omhandler spørgsmålet om udsættelser. Som jeg husker det, svarer en ret stor procentdel, at grunden til, at de bliver sat ud af deres bolig, er, at de ikke har styr på deres økonomi. Det er ikke nødvendigvis, fordi de ikke har penge nok, men de kan ikke styre deres økonomi.

Hvorfor er svaret så, at man skal bruge flere af skatteborgernes penge og give dem til folk, så de kan betale en husleje? Vi kunne i stedet for sige: Der er en gruppe borgere, nogle socialt udsatte borgere, men i stedet for, at vi giver dem flere penge, går vi ind og betaler deres husleje fra starten af. Så kan vi sige: Nu er de faste udgifter betalt, og her har du dit rådighedsbeløb, så kan du koncentrere dig om at komme på fode igen. Hvorfor er det hele tiden bare noget med at bruge flere penge, der er det rigtige for socialdemokrater og andre på venstrefløjen?

Ordføreren.

Det er jo ikke altid, at svaret er at bruge flere penge. Det er jeg faktisk enig i. Det er jo derfor, at vi sætter ind på rigtig mange forskellige måder, bl.a. med 40 mio. kr. – tror jeg det var vi satte af – til gældsrådgivning og flere forskellige slags gældsrådgivning og gældsrådgivning helt ude i de enkelte boligområder. Det tror jeg er noget af det, der boner igennem nu, og som rent faktisk har en effekt.

Jeg vil også bare henholde mig til, at vores folk ude i boligforeningerne og i kommunerne jo også siger, at det har en selvstændig effekt, at vi som noget af det første, da vi kom til, afskaffede de særlig lave fattigdomsskabende ydelser, for nogle gange, men ikke altid, handler det om penge. Derfor kan det også nogle gange være et godt svar, at kommunen får det redskab, at de midlertidigt kan gå ind og betale en husleje, mens de finder en anden og mere varig løsning på, hvordan folk kan få styr på deres økonomi, hvis det er det, der er brug for. På den måde kan vi forebygge menneskelige tragedier og nogle gange sådan set også relativt omkostningstunge menneskelige tragedier, for det er jo ikke kun dyrt i menneskeskæbner, men også tit for samfundsøkonomien, når folk bliver hjemløse og bliver sat ud af deres hjem.

Jeg må bede folk om at overholde taletidsreglerne.

Så er det hr. Joachim B. Olsen.

Men at bruge 40 mio. kr. på gældsrådgivning er også at bruge flere penge. Det, jeg taler for, er, at man betaler socialt udsatte menneskers husleje på forhånd, så det, de får udbetalt, er deres rådighedsbeløb. Det er ikke at bruge flere penge. Det er at bruge pengene smartere og klogere og opnå de samme effekter. Nu gør man noget, hvor man skaber en skidt incitamentsstruktur, for man giver nemlig mulighed for, at hvis folk ikke kan styres deres økonomi, er der den udvej, at kommunen kommer og betaler huslejen for dem. Efter min opfattelse er det ikke noget, der får folk til at være mere ansvarlige, tværtimod.

Med hensyn til det sædvanlige om fjernelsen af loftet over kontanthjælp, og hvordan det har reddet folk, må jeg bare henvise ordføreren til, at hendes egen regering siger, at den fastholder 3.000 mennesker på offentlig forsørgelse. Og hvis der er noget, vi ved, er det, at det at være på offentlig forsørgelse skaber sociale problemer.

Ordføreren.

Jeg vil altid gerne diskutere de her ting med hr. Joachim B. Olsen, bl.a. fordi der jo her tit er tale om nogle reelle politiske diskussioner, som vi kan have. Men det gør så også, at det på en måde er lidt sjovt at høre frihedspartiet gå ind for, at man skal administrere folks penge ved at betale deres husleje. Mig bekendt er det allerede i dag muligt i nogle tilfælde at lave sådan en aftale om, at man kan betale folks husleje med det samme.

Derudover er noget af det, vi faktisk også har gjort, og det er boligministeren, der har gjort det – det er jeg egentlig glad for at jeg lige får lejlighed til at nævne, for det fik jeg ikke med i første omgang – er, at vi har fjernet de der løbedage. For nogle kan det jo godt være en så stor udfordring at styre deres økonomi, at hvis pengene bliver udbetalt fredag og huslejen først skal betales tirsdag, kan det betyde, at pengene er smuttet mellem fingrene på dem. Det lavede vi, så vidt jeg husker, om på i foråret.

Vi skal jo sætte ind på alle mulige fronter for at begrænse antallet af udsættelser.

Så er det hr. Lars Dohn.

Grunden til, at jeg stiller spørgsmål, er, at Venstres ordfører spurgte til SFI-rapporten. Jeg vil bede ordføreren om at bekræfte, at i aftalen mellem Enhedslisten og regeringen ligger der, at når SFI-rapporten kommer, skal der ske drøftelser af resultaterne derfra.

Ordføreren.

Det kan jeg bekræfte. Tak.

Har hr. Lars Dohn flere spørgsmål?

Så går vi tilbage til fru Louise Schack Elholm med førstebehandlingen af forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik. Og så kommer vi på sporet.

Tak, fordi jeg må komme op igen. Jeg havde ikke bemærket, at vi skulle behandle lovforslagene sammen, og jeg må altså indrømme, at det også undrer mig, for jeg synes ikke, de hænger sammen. Jo, de er en del af den samme finanslovaftale, men de omhandler meget forskellige ting.

Dette lovforslag består af to dele: en del om tandpleje til dem, som modtager de laveste ydelser, og en anden del om tilskud til udsætningstruede lejere.

I den første del af lovforslaget indføres en ret til tilskud til personer, der modtager kontanthjælp eller lignende, til dækning af udgifter til alle former for forebyggende og behandlende tandpleje. Regeringen kalder gruppen for personer, der modtager de laveste ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Det kan lyde, som om disse er på vej mod fattigdommens afgrund, men lad mig præcisere: Der er tale om folk på kontanthjælp og andre ydelser, der ligger i den størrelsesorden. Det betyder med andre ord, at det er personer, vi kender som dovne Robert, som vi nu skal give gratis tandpleje.

Det er altså alle på kontanthjælp, der kan modtage ydelsen. Det vil samlet set koste 180 mio. kr. i offentlige udgifter – penge, der ser ud til at komme fra de skattestigninger, som er i finansloven. Det vil altså gøre det dyrere at være dansker, det vil forringe vores konkurrenceevne, og det vil betyde, at endnu flere arbejdspladser forlader Danmark. Vi har verdens højeste skatter, og vi skal ikke gøre verdens højeste skatteniveau højere. Og vi skal ikke gøre verdens dyreste offentlige sektor endnu dyrere.

Forslaget kan virke sympatisk, men tiden er ikke til sådanne manøvrer. Tiden er ikke inde til, at vi giver gaver til personer på overførselsindkomster. Derimod er tiden inde til at hjælpe disse personer til at komme ud på arbejdsmarkedet. Derved vil de selv have muligheden for at tage ansvaret for deres egen tandpleje.

Den anden del af lovforslaget handler om, at kommunerne får øget mulighed for at yde økonomisk støtte til personer, der er udsætningstruede på grund af huslejerestancer.

I Venstre er vi meget optaget af at hjælpe personer med at undgå at blive udsat af deres bolig. Det var under VK-regeringen, at vi satte fokus på udsættelser. Vi bad SFI om at undersøge, hvorfor lejere blev sat ud af deres bolig, og derefter lavede vi en bred satsaftale, som fulgte op på resultaterne af undersøgelsen. Da antallet af udsættelser fortsatte med at stige, bad vi SFI om at lave en ny undersøgelse af, hvorfor lejere bliver sat ud af deres bolig. Den undersøgelse ligger endnu ikke klar, men kommer i december.

Derfor undrer det mig, at man kort tid før præsentationen af den nye SFI-undersøgelse kommer med nye forslag. Man må sige, at der er forskel på VK-regeringens arbejdsmetoder, hvor man undersøger problemerne, indhenter sagkyndige anbefalinger udefra og laver en bred aftale om tiltagene, og den røde regerings arbejdsmetode, som er at få lavet en aftale lige før fremlæggelsen af undersøgelsens resultater. Man kommer så med et lille ikkegennemarbejdet tiltag, som ikke er underbygget af en undersøgelse, og som udelukkende er lavet med det parlamentariske grundlag. At dette tiltag kommer nu, undrer mig endnu mere, da regeringens ministre tidligere har udtalt, at der ville komme tiltag på området, efter at SFI's undersøgelse var blevet offentliggjort.

I den brede aftale til imødegåelse af udsætning af lejere fik kommunerne en række redskaber til bedre at hjælpe lejerne. Kommunerne fik flere informationer om, hvornår lejere var i knibe, og de fik bedre mulighed for at administrere folks økonomi, hvis de ikke selv formåede at betale deres husleje osv. Inden vi giver kommunerne flere redskaber, er det relevant at vide, om kommunerne overhovedet gør brug af de redskaber, de har; om de overhovedet er klar over, at de har dem; om de ved, at de har en forpligtelse over for deres borgere. Det skal vi vide, før vi giver dem flere redskaber.

Venstre havde forventet, at regeringen ville komme med et større udspil om at undgå, at lejere blev sat ud, når den nye SFI-undersøgelse ville ligge klar. Vi havde forventet, at den røde regering ville have fortsat VK-regeringens tradition for brede aftaler på dette område. Dette lovforslag indeholder skattestigninger, forringet konkurrenceevne og et udspil til imødegåelse af udsættelse af lejere, før SFI's store rapport om udsættelser er kommet, ja, dagen før.

Venstre kan på den baggrund ikke støtte lovforslaget.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Maja Panduro.

Jeg kan ikke lade være med lige at starte med at bemærke, at det er en lille smule flot, at vi skal høre Venstre beklage sig over, at man laver ting snævert alene med sit parlamentariske grundlag. Det er jo dog sådan, man hart ført politik i dette land i 10 år, men fred være med det.

Så siger Venstres ordfører, at der søreme er forskel på arbejdsmetoderne hos den nuværende og den tidligere regering, og det er jo meget rigtigt. For det, man gjorde i 10 år i den tidligere regering med det tidligere flertal var bare at sidde og kigge på, at antallet af udsættelser steg år for år. Selv i økonomiske opgangstider, selv mens arbejdsløsheden var historisk lav og det hele buldrede derudad og man ville købe hele verden, steg antallet af udsættelser. Det vil vi ikke acceptere. Så det er rigtigt, at vi der har ganske andre arbejdsmetoder. Vi har taget fat fra start af med at fjerne de særlig lave fattigdomsydelser, med at sætte ind med gældsrådgivning, med at fjerne løbedagene og nu med det her værktøj. Det er rigtigt, at det er nogle lidt andre arbejdsmetoder.

Det, jeg gerne vil spørge Venstres ordfører om, er – og det gælder for alle elementerne i de to lovforslag her, som man nu holdt ordførertaler om: Vil man rulle disse elementer tilbage, såfremt man igen skulle få magt, som man har agt, i dette land?

Ordføreren.

Jeg synes også, at der er markant forskellige arbejdsmetoder. Jeg opfatter det her som en famlen i blinde. Der kommer en rapport, den er bestilt, den skulle være kommet i september, og den kommer så til december, og dagen før den kommer, skal vi vedtage det her lovforslag om, hvad man skal gøre. Det ville da have været naturligt at se på, om det, der er brug for, måske er en bedre information til kommunerne om, hvordan de kan administrere folks økonomi, eller hvordan de kan hjælpe dem med at flytte til en billigere bolig, altså hjælpe dem til at bruge de redskaber, de har i forvejen. Det ville da have gavnet den her sag markant, hvis vi havde vidst, hvilket grundlag vi skulle træffe beslutning på, i stedet for at tage en masse beslutninger uden at have det faglige grundlag i orden.

Fru Maja Panduro.

Jeg ved ikke, om det var, fordi man ikke ville svare på mit spørgsmål, for der var da stadig taletid, kan jeg se, men så prøver jeg bare at spørge helt klart og lade være med at lade mig provokere af nogle af de ting, som ordføreren sagde. Vil man rulle hvert element i de her lovforslag tilbage – den styrkede tandpleje for de udsatte, færre udsættelser og det redskab, vi giver til kommunerne, det særlige børnetilskud og ligestillingen af flygtningebørn med andre børn? Vil ordføreren ikke for hvert af de her elementer sige, hvad man vil og ikke rulle tilbage, og hvorfor?

Ordføreren.

Jeg må lige først sige, at jeg ikke ser det her som tandpleje til udsatte. Det her drejer sig jo kontanthjælpsmodtagere, og i forvejen er der tandpleje til de allermest udsatte. Til dem kan kommunerne bevilge tandpleje, så der er allerede en ordning for de mest udsatte. Hvis man ville tage fat i de mest udsatte, skulle man have fokuseret på en anden gruppe, end man har gjort her. Her tager man næsten alle på overførselsindkomst, ikke? Så det er en helt anden gruppe.

Så vil jeg sige, at vi til næste valg fremlægger vores valggrundlag, og der kan jeg fortælle spørgeren, hvad det er, vi går til valg på. Der er lang tid til næste valg, jeg kan ligesom fornemme, at det ikke er noget, der er lige op over. Så vi venter til næste valg med at fremlægge, hvad vi går til valg på.

Jeg siger tak til ordføreren. Så er det fru Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti.

Jeg tager mine 10 minutter samlet her.

Der skal i dag behandles to forslag, som hver især har meget forskelligt indhold, og endvidere skal de behandles samlet. Det kan godt undre mig lidt, men jeg vil i min tale forholde mig til de delelementer, der er, og så må vi i det videre udvalgsarbejde komme med vores endelige udmelding og bemærkninger til hvert forslag og til delelementerne deri.

Indledningsvis vil jeg gerne kommentere den socialpakke, som regeringen sammen med Enhedslisten er blevet enig om i forbindelse med finansloven for 2013, og af hvilken disse to lovforslag fremkommer. Umiddelbart er der jo mere integrationspakke end socialpakke i den, og jeg synes måske, at det havde været lidt bedre, hvis man havde delt den op i to forskellige pakker.

Jeg synes, det havde været ønskeligt, hvis man havde fokuseret mere på de sociale områder og afsat en klækkelig sum penge til de udsatte grupper i det danske samfund. Det undrer mig faktisk, at en socialistisk ledet regering ikke i en socialpakke har mere fokus på f.eks. ældre medborgere og på børn og unge, der er vokset op i misbrugshjem eller har været udsat for sorg.

Jeg vil så gerne komme med nogle kommentarer til L 84. I en tid, hvor det er mere aktuelt, end vi vel tidligere har oplevet, at forholde os til værdier og til det, som vi som nation og befolkning er rundet af, og i en periode, hvor der dagligt er en dagsorden i medierne med overskrifter om økonomisk krisetid, hvor den enkelte borger føler, at det er blevet sværere at klare sig, og hvor arbejdsløsheden er stigende og den enkelte borger oplever en mere udfordrende hverdag, kan det forekomme besynderligt, at vi nu skal diskutere et lovforslag, som skal øge statens udgifter til en gruppe af borgere, der måske ikke ligefrem står forrest i køen af udsatte og mindrebemidlede. Det handler om de kvinder, der ønsker at få børn som eneadoptant eller ved kunstig befrugtning, kvinder, som for at få adoptionstilladelse har været igennem en myndighedsvurdering af deres økonomiske forhold for at sikre, at de har tilstrækkeligt til at kunne forsørge et barn. For de kvinder, der har valgt at få et barn ved kunstig befrugtning, er der ikke tale om en udefrakommende social begivenhed, som berettiger til det særlige børnetilskud, men om et bevidst valg. Umiddelbart må det være således, at man har gjort sig alle mulige overvejelser og gennemtænkt, hvorledes hverdagen skal hænge sammen både indholdsmæssigt og økonomisk, når man skal være eneforælder og dermed eneforsørger. Der er altid nogle konsekvenser af det, man som menneske beslutter, og det er der også, når man vælger at få et barn alene.

Dansk Folkeparti mener ikke, at det er samfundets opgave at bidrage økonomisk til det, som er foreslået i det her forslag. Faktisk mener vi, at der er større udfordringer lige nu, som vi som politikere bør forholde os til at lave lovgivning om. Selv i et velfærdssamfund som det danske har vi behov for nøje at overveje, hvad vi skal prioritere økonomisk. Vi, der er socialordførere, har for nylig forhandlet satspulje og erfaret, hvor svært det kan være at tilgodese så mange som muligt af de udsatte og mindrebemidlede grupper og sikre, at der ikke er borgere, der uforskyldt kommer i klemme socialt og ikke får den nødvendige hjælp. Vi har besluttet, at nogle får afslag, at gode initiativer må stoppe, og at noget ikke kan sættes i værk.

Jeg forstår ikke regeringens måde at prioritere på. Burde især Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne ikke tænke mere på de mennesker, som ikke har det så godt, end på at udstede checks til de – for de flestes vedkommende – ressourcestærke kvinder, som af den ene eller den anden årsag har valgt at leve et andet familieliv og stifte familie på deres egen måde? Når ministeren for nylig flere gange har talt om, at alle skal have varme vinterstøvler, uanset hvor de vokser op, kan det jo lyde meget tiltalende. Men det er nok ikke denne gruppe børns fødder, der bliver de kolde til vinter. Her tror jeg, at vi skal rette blikket mod helt andre grupper, f.eks. enlige arbejdsløse mødre med måske op til flere børn. Selv om de i dag skulle få særlige børnebidrag, kan det stadig være svært at få det til at hænge sammen økonomisk.

I forslaget ønsker regeringen også at lempe på optjeningsprincippet for flygtninge, så de får samme rettigheder som danske familier fra dag et i Danmark. Dansk Folkeparti finder optjeningsprincippet udmærket. Det er jo ikke sådan, at man ikke får noget, men at det sker med en gradvis stigning i de første 2 år. Vi finder det rigtigt, at man skal have boet i Danmark et stykke tid, før der kan opnås fuld støtte fra det danske samfund. Derfor bakker vi ikke op om den del. Det nævnes så, at danskere med periodevis bopæl i Grønland og på Færøerne ikke er med i de danske ordninger og også skal optjene retten til fuld ydelse. Det kan forekomme lidt underligt, og det kunne der eventuelt kigges på særskilt.

L 85, som sambehandles med L 84, omhandler noget helt andet end L 84, og i og for sig er det også to meget forskellige indholdspunkter, vi skal forholde os til. I det her forslag finder Dansk Folkeparti, at der fra regeringens side fremføres en måske lidt mere reel social politik. Her forslår man, at der skal være øget mulighed for at yde hjælp til de borgere, f.eks. børnefamilier og socialt udsatte, som ikke kan klare at betale deres husleje og er i risiko for at blive udsat af deres bolig på grund af huslejerestancer. Det er udmærket, at der kan ydes hjælp til borgere, som på sigt vil kunne komme til at klare sig efter råd og vejledning fra det offentlige eller vil kunne hjælpes til en anden eller billigere bolig.

Gældsrådgivning er meget vigtig i forbindelse med denne gruppe af medborgere, og det er glædeligt, at der er flere fra både offentlig og frivillig side, der er optaget af at bidrage til denne gældsrådgivning. Somme tider skal der ikke så meget til for at få et menneske på ret køl, også økonomisk.

Det er trist, at vi de seneste år har set et stigende antal personer blive udsat af egen bolig, og det er endvidere ekstra trist, når der er børn involveret. Det kan virke meget traumatisk for børn at skulle flytte i huj og hast, og derfor bør det også noteres, at kommunerne har givet udtryk for, at der mangler muligheder for at kunne yde midlertidig økonomisk hjælp til f.eks. børnefamilier, der i en periode ikke kan betale husleje eller lignende. I disse tilfælde kan en flytning måske komme på tale. Man er blevet givet lidt mere tid til det, og det kan foregå i et roligere tempo og på en måde, som ikke påvirker børnene unødigt.

Den anden del af dette forslag drejer sig om tilskud til tandpleje til de personer, som modtager de laveste sociale ydelser. Dansk Folkeparti har igennem mange år været meget optaget af den forskelsbehandling, der findes på henholdsvis sundhedsområdet generelt og på tandbehandlingsområdet. Der er heldigvis sket lidt forbedringer de seneste år, men der er en længere vej forude, som skal betrædes.

Der skal ikke herske tvivl om, at uanset hvor man befinder sig på den såkaldte sociale rangstige, er der et ønske for den enkelte om at have en høj tandsundhed. Vi ved, at smilet er den korteste vej mellem to mennesker, og derfor skal det også helst være sådan, at alle har mulighed for at smile og ikke isolere sig og undlade at involvere sig socialt på grund af dårlig tandsundhed. Det er ikke kun et spørgsmål om, at tænderne ikke er pæne. Det hænger ofte sammen med, at der er tandsygdomme, som kræver behandling. Det har nogle borgere ikke råd til, og derfor kan staten allerede i dag yde en ekstra hjælp til de økonomisk vanskeligt stillede mennesker. Vi finder ikke, at der i forslaget er taget højde for alle grupper, som kunne have behov. Der er en gruppe af folke- og førtidspensionister med så lave indkomster, at de faktisk kan sammenlignes med kontanthjælpsmodtagernes indkomster. Derudover er der grupper, som på grund af forskellige handicap har store udgifter til tandpleje. Disse menneskers forhold burde der vel egentlig også kigges på.

Vi har endvidere set, at regeringen – for at finansiere aftalen om kriminalforsorgen – har skåret et andet sted på tandplejeområdet, nemlig i tilskud til tandrensning for danskerne. Det er jo egentlig lidt som at give med den ene hånd og tage med den anden. Dansk Folkeparti mener også, at der kan være forskel på, om man er et par på kontanthjælp, eller om man er enlig. Husstandens samlede indkomst er forskellig, og derfor er behovet for tilskud vel forskelligt, alt efter om man er alene eller lever i et parforhold. Når man taler tandsundhed, er det vigtigt, at der ud over penge sættes ind med en helhedsorienteret indsats over for de udsatte borgere, for problemet med dårlige tænder er som regel et blandt mange problemer for den enkelte.

Såfremt forslaget om tandpleje vedtages, vil jeg opfordre ministeren til at lave en evaluering om et par år, så vi kan se, om det har haft den ønskede effekt på tandsundheden.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg da håber, at der bliver sat ordentlig tid af til udvalgsarbejdet. Desværre har der jo ikke været en tilfredsstillende høringsfrist, hvilket man vel egentlig skulle have krav på at der var, og det stemmer måske heller ikke helt overens med det, vi oprindelig har hørt af intentioner på det her område fra regeringen, da den tiltrådte.

Dansk Folkeparti ser frem til det videre udvalgsarbejde, og vi vil selvfølgelig stille en del spørgsmål til forslagene.

Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger, så jeg siger tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Liv Holm Andersen.

L 84 er et lovforslag, som gør mig meget glad, for med det lovforslag undtager vi flygtninge fra optjeningsprincippet for børneydelser – et optjeningsprincip, som for flygtninge aldrig burde have været der. Helt konkret gør lovforslaget, at flygtninge får fuld børne- og ungeydelse og børnetilskud fra den dag, de har fået opholdstilladelse. Det er måske det, Dansk Folkepartis ordfører vil kategorisere som integrationspolitik, og det kan vi for min skyld sagtens kalde det, men pointen for de tre regeringspartier er sådan set den, at netop integrationspolitik faktisk er socialpolitik. Så når børnebidrag er velfærdspolitik eller socialpolitik for resten af danskerne, er det også velfærdspolitik eller socialpolitik for vores flygtningemedborgere.

For mig og for Radikale Venstre var det at lade optjeningsprincippet omfatte flygtninge helt utilstedeligt, for flygtninge er netop mennesker, som ikke selv vælger at rejse og forlade deres land, og som allerede står i en svær situation og skal etablere sig i et nyt samfund. De mennesker imødekommes her og rækkes den hånd, som fællesskabet også rækker til andre børnefamilier. På den måde hører en urimelig forskelsbehandling altså op med det her lovforslag, og der er faktisk ikke ret meget andet at sige fra radikal side end: Hurra for det! Vi er virkelig glade og kan i den grad bakke op om den del af lovforslaget.

Samtidig sørger lovforslaget også for, at selvvalgt enlige får ret til det særlige børnetilskud igen, og det er igen på lige fod med andre eneforsørgere, og derved hører en anden forskelsbehandling op. For de ting, der er påkrævet for at varetage et barn, bliver jo ikke billigere af, at man selv har valgt at være enlig. Ordningen udvides i samme ombæring, sådan at enlige adoptanter også er med. Den del kan Radikale Venstre også bakke op om.

Sluttelig ændres der, som andre ordførere også har redegjort for, på optjeningsprincippet til børneydelser, sådan at bopælsperioder i Grønland og på Færøerne også tælles med. Det anser vi i Radikale Venstre som fair, vi anser det for at give mest mening i forhold til rigsfællesskabet, og så er det også de samme betingelser, som gælder, når man skal optjene folkepension og førtidspension, så det kan Radikale Venstre ligeledes støtte. Dermed kan Radikale Venstre støtte hele L 84 og tilmed med glæde. Men det stopper ikke her, for vi har jo et andet lovforslag, som vi behandler i samme ombæring.

L 85 er egentlig også et dejligt lovforslag at stå her på talerstolen med, for det kommer, ligesom det er tilfældet med L 84, også til at kunne gøre en stor forskel for nogle mennesker i vores samfund. Lovforslaget omhandler helt kort to ting: tilskud til tandpleje for personer på de laveste ydelser efter lov om aktiv socialpolitik samt bedre muligheder for, at kommunerne på flere måder kan hjælpe deres udsættelsestruede lejere bedre. Begge ting sigter på at løfte lige lidt mere for nogle af dem, der har mindst, og det ser vi i Radikale Venstre som et stort gode. Tandlægebesøg kan være en stor udskrivning, særlig når man har en meget lille indkomst og har svært ved at få enderne til at mødes, og derfor er vi i Radikale Venstre glade for, at vi med det her lovforslag får mulighed for at målrette et ekstra tandlægetilskud til de her mennesker. Vi er i det hele taget glade for, at man med det her lovforslag netop prioriterer i vores sociale midler og udvælger at hjælpe dem, hvor skoen trykker mest.

Det samme er tilfældet med lovforslagets anden del, hvormed ønsket er at give udsættelsestruede lejere bedre forhold. Det gøres ved at give kommunerne tilstrækkelige værktøjer, give kommunerne de værktøjer, som kommunerne har bedt om i forhold til at hjælpe de her mennesker. Det handler om, at kommunerne får mulighed for at yde hjælp til huslejebetaling i en begrænset periode naturligvis, men med det formål at forebygge udsættelser, for somme tider handler det for de her mennesker om at få lidt luft og komme ovenpå, få noget rådgivning, få hjælp til at sikre, at de har fået deres boligstøtte, eller om bare at få orden i økonomien. Her synes jeg, det er godt, at kommunerne i en begrænset periode kan hjælpe med så at sige at købe tid, at købe ro, også fordi en udsættelse, og hvad deraf følger af genhusning osv., kan tære rigtig meget på et kommunalt budget. Samtidig skal boligorganisationerne underrette kommunerne tidligere, og kommunerne forpligtes til at afholde opfølgningssamtaler med de anviste borgere.

Der lægges op til, at det er fællesskabets ansvar at løfte de borgere, som er udsættelsestruede og på den ene eller anden måde ikke kan få det med at betale deres husleje til at hænge sammen. Det er klart, at for Radikale Venstre handler det først og fremmest om at løse de grundlæggende problemer, som ofte er meget mere og måske noget helt andet end det ikke at kunne få sin økonomi til at hænge sammen. Der gjorde vi nogle gode ting, som det også fra flere ordføreres side er blevet nævnt, i satspuljeregi sidste år, men i Radikale Venstre har vi det bare sådan, at hvis en huslejebetaling eller et par stykker kan forhindre en i forvejen udsat familie i at blive sat ud af deres bolig, er vi altså ikke i tvivl om, at så er det det, vi skal gøre. Radikale Venstre ser således positivt på de ekstra tilskud til tandpleje for dem med de laveste indkomster, ligesom vi er glade for, at der sættes fokus på udsættelser af lejere. Derfor kan Radikale Venstre også støtte L 85. Tak for ordet.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så jeg siger tak til ordføreren. Johanne Schmidt-Nielsen.

Vi behandler jo to lovforslag i dag, både L 84 og L 85, og jeg vil starte med det første. Begge lovforslag er som bekendt en del af finanslovaftalen mellem regeringen og Enhedslisten, og det er to lovforslag, som vi i Enhedslisten er rigtig glade for. Men jeg vil som sagt starte med det første og sige noget om det særlige børnetilskud, altså det børnetilskud, der, som lovgivningen er i dag, gives til børn, der kun har én forsørgelsespligtig forælder, og i praksis er det jo i de situationer, hvor kun en forælder lever, eller hvor faderskabet ikke har kunnet fastslås.

I Enhedslisten har vi i årevis kæmpet for at få afskaffet diskriminationen på det her område, sådan at også børn af eneadoptanter og børn, der er blevet til ved kunstig befrugtning af enlige, får det særlige børnetilskud. Det er nu endelig lykkedes, også selv om det desværre først træder i kraft fra den 1. januar 2014. Med det her lovforslag tager man entydigt udgangspunkt i barnets situation. Fremover har man ret til det særlige børnetilskud, hvis man kun har en forælder, uanset hvordan befrugtningen har fundet sted. Forslaget betyder simpelt hen, at alle børn af enlige forsørgere ligestilles. Det er i den grad positivt.

At man, som loven er i dag, skelner mellem eneforsørgere og de såkaldt selvvalgte eneforsørgere, når det skal afgøres, om der kan gives det særlige børnetilskud, er for mig at se dybt, dybt gammeldags og i den grad diskriminerende. Dermed siger man jo indirekte, at børn, der er kommet til verden på den ene måde, er mindre værd end børn, der er kommet til verden på den anden måde.

Man kan altså sige, at nogle politikeres moralske kvababbelse over, at enlige kvinder kan finde på at adoptere børn, har den konsekvens, at børnene får ringere økonomiske vilkår end andre børn af enlige. Man kan sige, at uanset at der findes nogle mennesker, der mener, at det der med, at enlige kvinder kan finde på f.eks. at adoptere børn, er noget værre noget, overgår det simpelt hen min forstand, at man kan finde det rimeligt, at børnene af disse kvinder skal have ringere vilkår end andre børn. Børn vælger som bekendt ikke selv deres forældre.

I øvrigt har jeg nu hørt både Dansk Folkepartis og Venstres ordførertaler, og jeg kan forstå, at det afgørende for Venstre og Dansk Folkeparti er, om der har været en udefrakommende social begivenhed. Så jeg får sådan en lyst til at gøre de to ordførere opmærksom på, at det i årevis har været sådan, at der findes kvinder, der får børn med mænd, vel vidende at der ikke er helt styr på, hvem manden er – måske var det ovenikøbet planlagt – og som har været rigtig glade for de børn, og de børn har haft det ganske udmærket. Det er så det, som man ifølge Dansk Folkeparti og Venstre kalder for en udefrakommende social begivenhed.

Det er for mig lidt underligt, at man i Venstre og Dansk Folkeparti synes, det er o.k., at kvinder, der går i byen og bliver gravide med en mand og derefter har barnet alene, gerne må få det særlige børnetilskud, men at kvinder, der vælger at adoptere et barn, ikke må få det særlige børnetilskud, for den slags familieformer bryder man sig ikke om. Nå, men som sagt bliver der nu med den her lovgivning entydigt sat fokus på barnets tarv, og det er barnets tarv, der er i fokus. Det er positivt. Sådan bør det være.

Lovforslagets anden halvdel handler jo om at undtage flygtninge fra optjeningsprincippet i forhold til børnechecken og derudover, at perioden med bopæl eller beskæftigelse i Grønland og Færøerne sidestilles med perioder i Danmark i forhold til optjeningsprincippet. Jeg tror ikke, det kommer bag på nogen, at også den del af lovforslaget er vi meget glade for i Enhedslisten.

Som Dansk Flygtningehjælp også skriver i sit høringssvar, er flygtninge mennesker, der er tvunget på flugt fra deres hjemland, de kan ikke frit vælge mellem at leve i deres hjemland eller leve i det land, hvor de har fået asyl. Når vi vælger at give en flygtning asyl, anerkender vi, at de har behov for og krav på beskyttelse, vi anerkender også, at det ikke bare er en mulighed for dem at vende hjem, og derfor bør de mennesker naturligvis behandles på samme måde som alle andre borgere i Danmark.

Vi er for mig at se forpligtet til at sørge for, at alle børn her i Danmark har så gode vilkår som muligt i deres opvækst, uanset om de er børn af flygtninge, eller om de er børn af etniske danskere. Som Dansk Flygtningehjælp også skriver i sit høringssvar, er der i den grad risiko for dybt alvorlige sociale problemer, ved at man – i det her tilfælde VKO – har indført det her optjeningsprincip på børnechecken for flygtningefamilier, og det er, simpelt hen fordi man placerer mennesker i en situation med så lavt et rådighedsbeløb, at nødvendige, daglige udgifter kan være ekstremt svære at få finansieret. At starte livet i Danmark i fattigdom må man vel sige er direkte skadeligt for integrationen.

I Enhedslisten deler vi derudover Dansk Flygtningehjælps undren over, at familier med humanitært ophold ikke i første omgang var omfattet af lovforslaget. Det er selvfølgelig rigtig positivt, at der blevet rettet op på det.

Så behandler vi jo også L 85, altså tilskud til tandpleje og hjælp til udsættelsestruede lejere. Den del om lejerne handler jo, som det også er blevet sagt tidligere, om at begrænse antallet af lejere, der sættes på gaden, ved at give kommunerne mulighed for midlertidigt at betale for huslejen. Det kan spare den enkelte for alvorlige sociale problemer, men det kan sådan set også for kommunen være en ret fornuftig forretning, fordi det er meget, meget dyrt, når borgere bliver sat på gaden, fordi de ikke kan betale deres husleje. Så vidt jeg kan forstå, er de gennemsnitlige udgifter for en lejer, der sættes på gaden, omkring 50.000 kr., så rent økonomisk kan det meget vel vise sig at være en ret fornuftig forretning for kommunerne, at de altså nu får mulighed for at gribe ind, før udsættelsen sker.

Så er der også tanddelen af lovforslag L 85. Det kommer jo nok heller ikke bag på nogen, at det også er noget, vi er meget glade for i Enhedslisten. Stod det til os, var al tandpleje finansieret over skatten. Jeg har altid undret mig over, at man skal betale med sit dankort, når man brækker en tand, men ikke, når man brækker et ben. Det giver for mig at se ikke nogen mening. Og det er rigtig, rigtig dyrt at gå til tandlæge. Det betyder desværre, at der er rigtig mange danskere, der vælger tandlægebesøget fra.

Med lovforslaget, vi behandler i dag, om billigere tandpleje for nogle af de danskere, der har allermindst at leve for, tager vi et lille skridt i den rigtige retning. Især de unge, som lever for den ekstraordinær lave særlige ungeydelse, får nu en god mulighed for at få hjælp til behandling af tandproblemer. Men også kontanthjælpsmodtagere over 25 år og andre grupper på tilsvarende lave ydelser får en økonomisk håndsrækning til de her dyre tandlægeregninger. Det er vi rigtig glade for.

Så tog Dansk Folkepartis ordfører fat i bl.a. førtidspensionister og fattige folkepensionister. Det er nogle af de grupper, som Enhedslisten helt oplagt mener også bør have mulighed for billigere tandpleje, så hvis Dansk Folkeparti vil være med til at finde penge til det, vil vi meget gerne arbejde videre med det.

Målet er som sagt for Enhedslisten, at tandbehandling bliver finansieret ligesom al anden sundhedsbehandling i det her land, og som sagt er det her et lille skridt i den rigtige retning.

Der er en enkel kort bemærkning. Fru Karin Nødgaard.

Tak. Jamen det sidste, som ordføreren kommer ind på, må vi jo så finde ud af, men sikken en svada, der kom til Venstre og Dansk Folkeparti her. Når man sådan generelt hører Enhedslisten tale de svages sag, vil jeg gerne spørge fru Johanne Schmidt-Nielsen: Kan man betegne den gruppe af kvinder, der selvvalgt vælger at få et barn ved adoption eller ved kunstig befrugtning som værende udsatte borgere i det danske samfund? Vi ved, at der bliver foretaget en myndighedsvurdering i forhold til eneadoptanter, hvor man kan se, om økonomien kan hænge sammen. Man må også regne med, at de er blevet vurderet til, at de har en ordentlig økonomi. Jeg synes måske, at vi står i en speciel situation lige nu, og det kan undre mig, at Enhedslisten ikke har valgt at prioritere nogle helt andre områder på det sociale felt i forhold til den finanslovaftale, man har indgået.

Ordføreren.

Det særlige børnetilskud giver man til børn, hvor der kun er en forælder til at forsørge. Det synes jeg er et rigtig, rigtig godt princip, nemlig at vi siger, at fordi vi som samfund ønsker at tilstræbe, at alle børn har ligeværdige opvækstvilkår, så hjælper vi i de situationer, hvor der kun er en forsørger. Problemet er bare, at der har været diskrimination på området. Der er nogle børn, hvor man har tænkt, at de ikke skal have lov til at have det. Og som sagt vælger børn altså ikke deres forældre selv.

Jeg har ikke personligt noget problem med, at der er kvinder, der vælger at få børn alene. Det ved jeg at der er andre politikere der har, men uanset hvilken holdning man har til det, altså uanset om man har det moralsk dårligt med, at der findes kvinder, som sådan set synes, at det er udmærket at være alene, så kan jeg uanset holdningen til det ikke forstå, hvordan man kan få det til at hænge sammen, at det er o.k., at det er børnene, det går ud over. For det har jo været konsekvensen af den diskrimination, der har været på området, at børn af enlige mødre, der har adopteret, eller enlige kvinder, der er blevet insemineret, har fået ringere vilkår end andre børn af enlige. Det er fuldstændig rigtigt, som ordføreren siger, at fordi man er enlig mor, er man ikke nødvendigvis en socialt udsat gruppe. Men det er heller ikke det, det særlige børnetilskud handler om. Det handler om at skabe lige vilkår for børn.

Så er det fru Karin Nødgaard.

Jeg synes måske ikke helt, ordføreren svarer på det, jeg spørger om. For det, jeg egentlig gerne vil høre, er: Når man snakker om ligeværdige vilkår, hvad vil det så sige? Det ved vi jo. Hvis man tager en skoleklasse, er der ikke ligeværdige vilkår som sådan. Der er forskel på, hvad vi som forældre kan give vores børn, om vi kan købe de dyreste – apropos – vinterstøvler eller nogle, der er lidt billigere, men som også godt kan være varme osv.

Jeg mener bare, at det er en skæv prioritering, som Enhedslisten foretager her, i forhold til hvordan man egentlig gerne vil være socialpolitisk. Man siger, at de her børn jo faktisk for manges vedkommende har, tror jeg, ressourcestærke mødre, der klarer sig godt og har arbejde osv., så de har det jo egentlig bedre end så mange andre. Jeg synes, at det var bedre så måske at gå ind og kigge på den enlige mor med to børn, som næsten ikke kan få det til at hænge sammen. Skulle hun så ikke have noget ekstra, ekstra særligt børnetilskud, eller hvad? Jeg synes bare ikke, at det hænger sammen med den profil, som Enhedslisten somme tider prøver at få i forhold til socialpolitikken.

Ordføreren.

Jeg har drøftet sagen med Dansk Folkeparti før, det har så været en anden ordfører i andre sammenhænge, og argumentationen fra Dansk Folkeparti plejer at være, at man ikke synes, at man skal opfordre til den her type af familier. Som sagt har jeg ikke personligt nogen moralske problemer med, at enlige kvinder kan finde på at få børn, og jeg synes egentlig, at det er lidt underordnet, om Dansk Folkeparti har, fordi det her handler om børnenes opvækstvilkår.

Ordføreren har fuldstændig ret i, at der ikke er lighed i det danske samfund, at forældre i en klasse ikke kan give deres børn de samme opvækstvilkår, men vi kan gøre, hvad vi kan på alle mulige fronter for, at vi skaber højere grad af lighed for børn. Det er altså sådan, at et af de redskaber, det danske samfund bruger, er det særlige børnetilskud, som vi giver, hvis der kun er en forsørger. Jeg kan som sagt ikke forstå, hvordan man – uanset hvilken holdning man har til kvinder, der vælger at få børn alene – kan komme frem til, at deres børn skal have ringere økonomiske vilkår end andre børn af enlige.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Joachim B. Olsen.

Når ordføreren siger, at den her børnecheck handler om at skabe lige vilkår for alle børn, skal det så forstås sådan, at når en enlig mor, som har et velbetalt job, og som sammenlignet med en enlig mor, der har en meget lav indkomst, får en børnecheck, er der lige vilkår mellem børnene? Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Arh, jeg vil sige til hr. Joachim B. Olsen, at det næsten er for pjattet et spørgsmål. Jeg tror godt, at ordføreren ved, at vi ikke skaber lighed blandt børn i Danmark gennem den her lovændring, desværre. Tænk, hvis det var så simpelt. Det er jo noget, jeg faktisk tilstræber, nemlig en højere grad af lighed blandt børn – og mennesker i det hele taget. Jeg ved ikke, om ordføreren har den samme holdning. Nej.

Vi skaber ikke lighed mellem alle børn i Danmark gennem det her forslag. Men vi gør det, at vi fjerner den diskrimination, der tidligere har været. Tidligere har man sagt, at børn af mødre, der har valgt at adoptere alene, eller børn af mødre, der har valgt at få kunstig befrugtning som alenemødre, skulle have ringere økonomiske vilkår end børn af en kvinde, der er blevet gravid med en mand, hun ikke kan huske hvem er, eller børn, hvis ene forælder er død. Det synes jeg er diskrimination, og jeg synes, det er så fornuftigt, at det endelig er lykkedes at få fjernet den diskrimination.

Hr. Joachim B. Olsen.

O.k. Jeg prøver at skære det lidt mere ud med et eksempel: Du er enlig mor, du tjener 600.000 kr. om året. Du kan ikke få en børnecheck i dag, fordi du har adopteret det barn. Nu kan du så få en børnecheck. Ordføreren sagde, at det her handler om at skabe lige vilkår for børn. Så må ordføreren bare forklare mig, hvordan der bliver skabt lige vilkår for børn, når en mor med en meget høj indkomst nu får en børnecheck.

Ordføreren.

Det er ikke børnecheck, vi diskuterer i dag. Børnecheck er noget andet. Det, vi diskuterer, er det særlige børnetilskud. Det er lidt vigtigt at få med. Vi taler om en særlig ydelse, der gives i situationer med kun en forsørger.

Liberal Alliance går jeg ud fra er uenige i principperne for universelle ydelser. Det er en helt anden diskussion, det ved jeg godt at Liberal Alliance er. Jeg synes, at universelle ydelser er fornuftige.

Men den diskussion, vi har i dag, handler om, at der i dag findes en universel – det kan vi kalde den – ydelse til børn med kun en forsørger. Undtagelsen er børn, der er kommet til verden gennem kunstig befrugtning af en enlig mor, eller børn, der er adopteret af en enlig mor. Den diskrimination fjerner vi nu. Det synes jeg er fornuftigt.

Hvis man skulle tage Liberal Alliances frihedshat på – jeg ved, at de plejer at være glade for den – ligger det vel i virkeligheden sådan set i meget god forlængelse af Liberal Alliances politik, at man ikke diskriminerer mellem forskellige former for familier.

Den næste kommentar er fra fru Louise Schack Elholm.

Jeg er ganske udmærket klar over, at Venstre og Enhedslisten ikke er enige på det her punkt. Venstre mener, at det her er en slags forsikring, hvis en familie på grund af en udefrakommende begivenhed måske pludselig har mistet faren, han er død i et trafikuheld. Så har man et stort problem, fordi hele familiens økonomi er baseret på to indkomster. Så skulle det her være et plaster på såret, så man bedre kan klare sig igennem. Det er det syn, Venstre har på det.

Jeg er godt klar over, at Enhedslisten siger, at det her skal være en ydelse til barnet, mens Venstre ser på det som en ydelse til familien. Hvordan vil ordføreren sikre, at det er barnet, der får pengene, og at det ikke går til alt muligt andet?

Ordføreren.

Det var et interessant spørgsmål, som man jo kunne rejse både ved spørgsmålet om børnecheck og om det særlige børnetilskud. Det er rigtigt, at pengene ikke sættes ind på en særlig lille børnekonto og kun kan bruges i børnebutikker. Men jeg går ikke ud fra, at Venstre mener, at vi skal afskaffe børnechecken, som jo sådan set heller ikke giver nogen garanti for, at forældrene bruger pengene på børneting.

Virkeligheden er den, vil jeg sige til fru Louise Schack Elholm, at der findes mange forskellige måder at være familie på. Jeg ved godt, at der er nogle, der synes, at det burde være sådan, at der kun er far, mor og børn. Der er nogle, der synes, at sådan skulle det være hele tiden. Men virkeligheden er den, at der findes mange forskellige familieformer. Jeg synes ikke, vi kan tillade os som samfund at diskriminere børn, fordi deres forældre har valgt at leve i en anden familieform end far, mor og børn.

Så er det fru Louise Schack Elholm.

Jeg taler bestemt ikke om at diskriminere børn. Jeg mener, at børn skal have de samme muligheder for at tage en uddannelse, blive behandlet i sundhedsvæsenet og alt muligt. Vi skal hjælpe børn med at bryde den negative sociale arv, det mener jeg bestemt. Men jeg mener bare, at man på ingen måde kan garantere, at det her går til børnene. Det her går til det fælles budget.

Jeg har ikke noget imod, at man vælger at være enlig mor. Det synes jeg er et helt fair valg. Men jeg snakker om, at jeg opfatter det her som en forsikring, i tilfælde af at man kommer ud i en meget uheldig situation og mister den ene forælder. Det er en meget tragisk situation, og det er endnu mere tragisk, hvis man også skal gå fra hus og hjem og ikke har råd til noget som helst. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at man tager hånd om dem, der kommer ud for noget uforudset. Derfor er det vigtigt for mig, at man støtter op om dem, der kommer ud i problemer.

Det er ikke for at diskriminere nogen, men ordføreren må trods alt have overvejet, hvad pengene går til i en sådan husholdning. Går de til, at barnet kan komme på en ekstra ferie, eller går de måske til, at familien får råd til pizza en ekstra dag om ugen eller noget andet? Kan ordføreren give en fornemmelse af, hvordan det her skal sikre at børnene får nogle bedre vilkår?

Ordføreren.

Jeg vil sige til fru Louise Schack Elholm, at jeg synes, at det er en lidt useriøs måde at diskutere på. Det må jeg tilstå. Som sagt har jeg aldrig hørt Venstre stille krav om, at der til staten skulle indleveres dokumentation for, at den børnecheck, som man i øvrigt får, når man har børn, bruges til børnerelevante produkter. Det er en meget særlig og i øvrigt ekstremt bureaukratisk tilgang, som Venstre her lancerer.

Hvad angår diskrimination, er jeg glad for at høre, at Venstre ikke mener, at det er o.k. at diskriminere børn. Men så kan jeg simpelt hen ikke forstå, hvordan man samtidig kan mene, at det er o.k., at børn, der er adopteret af en enlig mor, har ringere økonomiske vilkår i deres opvækst end et barn, der er kommet til verden, ved at mor gik i byen og blev gravid med en tilfældig mand. Hvis ikke det er diskrimination, så ved jeg ikke, hvad det er.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg siger tak til ordføreren, og så er det hr. Joachim B. Olsen.

Jeg er jo ikke socialordfører. Jeg har valgt at blande mig i debatten alligevel. Men jeg skal altså læse en tale op på vegne af fru Thyra Frank:

Liberal Alliance kan ikke stemme for de to fremsatte forslag. L 84, der handler om tilskud til selvvalgte eneforsørgere, forventes at forøge de offentlige udgifter med cirka 215 mio. kr. L 85, der handler om tilskud til tandpleje og hjælp til udsættelsestruede lejere, forventes at forøge de offentlige udgifter med ca. 180 mio. kr. Samlet set giver det en stigning af de offentlige udgifter på op mod 0,5 mia. kr.

Liberal Alliance mener ikke, at der i den nuværende økonomiske situation er plads til at hæve de offentlige udbetalinger og tilskud til eneforsørgere, tandpleje og lejere, og stemmer derfor imod de fremsatte lovforslag.

Der er ingen korte bemærkninger, så jeg siger tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Benedikte Kiær.

Ja, det er en effektiv eftermiddag, hvor vi får behandlet to lovforslag på en gang. Begge lovforslag er et resultat af finanslovaftalen mellem regeringen og Enhedslisten. Ved første øjekast er der et tiltag i et af forslagene, som umiddelbart lyder meget godt. Der vil jeg gerne lige fremhæve det tiltag i L 85, som betyder, at kommunerne nu vil få mulighed for i kortere tid, men ikke permanent, at betale huslejen for udsættelsestruede lejere.

Der er ingen tvivl om, at vi i forhold til det med udsættelse af lejere har et problem, idet der er flere og flere, der gennem årene er blevet sat ud af deres lejlighed. Derfor er der også gjort rigtig meget gennem de seneste år for at forebygge udsættelse af lejere. For at nævne nogle af de ting, som er blevet sat i værk gennem de senere år, kan jeg nævne, at løbedagene er blevet afskaffet, at kommunerne har fået bedre mulighed for at administrere udsættelsestruede lejeres økonomi, at der er givet bedre mulighed for at få flyttehjælp, så man kan flytte til en billigere bolig, og at der i forhold til lejeloven er sket en forlængelse af påkravsfristerne fra 3 dage til 2 uger.

Hvorfor er det så egentlig, at vi har gjort så meget gennem de seneste år for at forebygge udsættelser af lejere? Det har vi, fordi der er store menneskelige omkostninger, når f.eks. en børnefamilie sættes ud af lejligheden, ligesom der for en almennyttig boligafdeling og de tilbageværende lejere også er konsekvenser, da de sidder tilbage med nogle store regninger, fordi der i mange tilfælde ikke er betalt husleje i rigtig, rigtig mange måneder.

Derudover koster udsættelserne også rigtig mange penge for kommunerne. 40-50 pct. af de lejere, der sættes ud af deres bolig, er børnefamilier, som kommunerne ifølge husvildebestemmelsen skal finde en ny bolig til. Men det er også forbundet med store udgifter for kommunerne, når ikkebørnefamilier skal sættes ud af deres lejlighed. Derfor er det så, at kommunerne har efterspurgt muligheden for, at de i en midlertidig periode kan betale for huslejen, så de, imens de lige betaler for huslejen, kan få hjulpet borgerne til at få styr på situationen, få styr på økonomien eller måske flytte til en helt anden bolig. Det kan også godt være, at der er krav, der skal opfyldes, for at man kan få betalt lejen i en midlertidig periode, f.eks. at man skal indgå i noget gældsrådgivning, eller at kommunen skal overtage administrationen af økonomien, eller at man, hvis det drejer sig om, at der er nogle problemer med misbrug, gennemgår et behandlingsforløb.

Hvordan kommunerne strikker det sammen, er op til dem. Det har de frihed til at finde frem til. Jeg hæfter mig også ved, at det er kommunerne, der står til ansvar for forvaltningen af den her mulighed, ligesom det er noget midlertidigt. Det vil sige, at det er en mulighed og ikke noget, som kommunerne skal.

Det var så noget af det positive ved de her to lovforslag. Noget af det dårlige er, at de begge tilføjer endnu flere kvadratmeter til tilskudsjunglen. Det Konservative Folkeparti så hellere, at systemet blev gjort langt mere enkelt og gennemskueligt, og at man tog fat allerede nu. F.eks. er der mange former for børnetilskud ud over det, vi ser på i dag. Der er det ordinære børnetilskud til enlige, der er det ekstra børnetilskud til enlige, der er børnetilskud til forældre under uddannelse, der er børnetilskud ved flerbørnsfødsler, og der er børnetilskud til pensionister, og der er det særlige børnetilskud.

Jeg er ikke engang sikker på, at jeg har nævnt alle de former for børnetilskud, der egentlig er i dag, men det viser bare, at det er noget af en jungle. Og i nogle tilfælde er det faktisk sådan, at der ikke bliver taget hensyn til, om man har en god økonomi eller ej, hvorimod børnetilskuddet i andre tilfælde faktisk er afhængigt af indtægten. Så det hele er meget rodet, og efterhånden er logikken helt forsvundet. Vi ser derfor helt bort fra spørgsmålet om, hvordan børnene er kommet til verden og af hvem, men mener, at det er på tide, at der bliver ryddet op i den her jungle, og det er baggrunden for, at vi ikke kan støtte denne del af forslagene.

Tilskudsjunglen bliver ikke kun udvidet beløbsmæssigt. Der kommer også nogle nye rettigheder til. Der indføres faktisk en helt ny rettighed, et helt nyt tilskud til tandpleje for borgere, hvor der udelukkende skeles til, at borgerne er på en bestemt ydelse, f.eks. kontanthjælp.

Men der er meget, meget stor forskel på mennesker. Jeg har mødt den hjemløse på herberget, der i den grad havde brug for hjælp til at få foretaget tandbehandling, og det gælder også den unge skrøbelige pige med flere diagnoser, der har svært ved at få fodfæste. Heldigvis får hun fremadrettet et ressourceforløb, men hun har også svært ved at finde penge til en tandpleje. De har brug for hjælp. Men så er der også knøsen på 25 år, som på forunderlig vis er sluppet uden om alle de krav, der er til aktivering, og derfor lever han fint af kontanthjælp, på trods af at han egentlig har en udmærket uddannelse. Han har brug for, at der stilles nogle meget håndfaste krav til ham, så han kommer i gang med det samme og selv kan spare op til sin tandpleje.

Ja, der er meget stor forskel på mennesker, og vi vil meget gerne fra Det Konservative Folkepartis side hjælpe dem, som har behov for det. Men med det her forslag om tandpleje bliver der sigtet meget bredt, og det kan være, at det så betyder, at det for nogles vedkommende endnu mindre kan betale sig at tage en uddannelse eller at tage et arbejde. Derfor så vi egentlig hellere, at man, hvis man kunne – det må man jo kunne undersøge om man kan, og det kan man sikkert godt – målrette nogle af de mange millioner kroner til § 82 i lov om aktiv socialpolitik, hvormed kommunerne kan yde hjælp til udgifter som f.eks. tandbehandling, hvis der er brug for tandbehandling og der ikke er nogen økonomiske muligheder for at betale udgifterne i dag. Som det fremgår af lovbemærkningerne, er § 82 i lov om aktiv socialpolitik faktisk gældende i dag.

Nå, men konklusionen er, at Det Konservative Folkeparti ikke kan stemme for de to lovforslag.

Tak. Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg kan forstå, at De Konservative ikke kan stemme for forslaget om at fjerne diskriminationen af børn af selvvalgte enlige mødre, fordi man generelt mener, at systemet omkring børnetilskud er uoverskueligt. Den holdning kan man jo så have, men fru Benedikte Kiær udtaler den 8. november 2012 til Politiken på spørgsmålet om, hvorvidt man fra De Konservatives side vil støtte fjernelsen af diskriminationen:

»Det er sympatisk; jeg synes også, at de børn skal ligestilles med andre børn«.

Så jeg skal høre, om det fortsat er De Konservatives holdning, at vi skal fjerne diskriminationen af børn af selvvalgte enlige mødre, om det er holdningen, selv om man altså, fordi man synes, at børnetilskudsreglerne generelt er for komplicerede, vælger ikke at stemme for forslaget.

Benedikte Kiær.

Vi har haft en diskussion om alle de former for børnetilskud, der er, og har simpelt hen fundet frem til, at der er et hav, og jeg listede jo så nogle af dem op her. Det er også derfor, vi har fundet frem til, at vi ser bort fra, hvordan børnene er kommet til verden, og hvem der har bragt dem til verden, og simpelt hen ser på hele den tilskudsjungle, som der egentlig er. Derfor mener vi ikke, at vi kan bakke op om det her forslag, for vi mener egentlig, der skal ryddes op nu. For der er heller ikke nogen logik i, hvor det er, man tager hensyn til indtægt, og hvor det er, man ikke tager hensyn til indtægt.

Tak. Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Men lad os nu lægge diskussionen om det, ordføreren kalder en tilskudsjungle, til side og lægge diskussionen om universelle versus ikkeuniverselle ydelser til side og alene forholde os til det spørgsmål, der hedder: Er det o.k. at diskriminere børn, der er født af enlige, der har valgt enten at adoptere som enlige eller valgt kunstig befrugtning som enlige, og er det o.k., at de har ringere økonomiske vilkår end andre børn, der vokser op med eneforsørgere? Altså, hvis vi kun forholder os til det spørgsmål – og jeg spørger til det, fordi ordføreren eksplicit i Politiken den 8. november siger, at børnene skal ligestilles med andre børn – og hvis nu vi lægger de andre diskussioner til side, hvad er så De Konservatives holdning til diskriminationen af børn af selvvalgte enlige mødre?

Fru Benedikte Kiær.

Nu skal vi jo forholde os til det særlige børnetilskud, om det skal være for eneadoptanter, og i forhold til dem, der er blevet gravide og har fået et barn ved hjælp af f.eks. kunstig befrugtning. I den forbindelse har vi haft en lang diskussion om de her tilskud, der er, og det er faktisk sådan, at selv om man f.eks., og det er jo også blevet nævnt flere gange i dag, er barn af en eneadoptant, så er det jo ikke det samme, som at man faktisk er rigtig dårligt økonomisk stillet.

Det er jo baggrunden for, at vi er gået dybere ned i det her og har sagt: Jamen der er noget ulogisk ved det her, alle de her tilskud. Og der er rigtig mange tilskud, hvor man simpelt hen tildeler tilskud uden overhovedet at have blik for, om der er behov for dem eller ej. Derfor siger vi: Det er ligegyldigt, hvordan børnene er kommet til verden, og af hvem, men vi synes simpelt hen, der skal ryddes op i det her. Det skal der ryddes op i nu, og det er baggrunden for, at vi ikke kan støtte forslaget.

Tak for det. Tak til ordføreren. Og så er det hr. Sjúrður Skaale, værsgo.

Tak for det. Jeg skal ikke sige så meget om den generelle debat, der har været i dag. Jeg skal kun sige noget om L 84 og kun noget om den del af det, som drejer sig om udvidelse af optjeningsprincippet, således at det også kommer til at omfatte Færøerne.

Det er sådan, at Danmark og det danske rige jo er to forskellige størrelser, selv om det selvfølgelig overlapper en hel del. I dette lovforslag ændres det fra formuleringen i Danmark til formuleringen her i riget, således at man kan optjene retten til børne- og ungeydelse og børnetilskud, også når man bor i Færøerne eller i Grønland, selv om ydelsen selvfølgelig kun udbetales, såfremt man flytter til Danmark og i øvrigt opfylder de kriterier, der er gældende.

Så jeg vil gerne takke ministeren for den store forståelse, hun har vist for den her sag, og for den gode dialog, vi har haft om sagen siden engang i foråret, og for det arbejde, hun har gjort for at få det bragt hertil, så det nu ligger som et færdigt forslag. Tak for det. Det er der rigtig mange, som får stor gavn af.

Den her lovændring er i overensstemmelse med en tradition, der altid har været i dansk og i færøsk lovgivning, nemlig at man har fulde rettigheder i hinandens lande, både når det gælder sociale ydelser som f.eks. folkepension eller førtidspension, og når det gælder f.eks. stemmeret. Når en dansker flytter til Færøerne, har han fulde rettigheder samme dag. Når en færing flytter til Danmark, har han fulde rettigheder samme dag. Sådan har det været, og den ordning, som var gældende på det her område før, var et skridt væk fra den tradition, som har været.

Den ændring, som nu foreslås, betyder rigtig meget for de færøske forældre, som det sidste års tid har været frataget de her rettigheder, men jeg tror ikke, at ændringen bliver så dyr for statskassen, som regeringen regner med. Der står i forslaget – jeg citerer:

Tilpasningen i forhold til Grønland og Færøerne skønnes at vedrøre ydelser for cirka 500 børn årligt og at medføre merudgifter på 4 mio. kr. årligt i 2013 og ca. 4,5 mio. kr. årligt herefter.

Jeg kender ikke den statistik, som dette skøn bygger på, men jeg kan forstå på embedsmændene og på ministeren, at det er et kvalificeret skøn. Men mig forekommer det her tal at være meget højt, det må jeg sige. Fraflytning er som bekendt et meget stort problem for Færøerne ligesom for mange andre små samfund, men langt, langt de fleste, som flytter fra Færøerne til Danmark, er unge mennesker, som søger uddannelse, og som ikke har børn. Mange af dem får naturligvis børn, mens de er i Danmark. Men når de har boet i Danmark i 2 år, er de blevet omfattet af de her regler alligevel. Derfor har jeg svært ved at se, at det her tal kan beløbe sig til 500 børn årligt. Det synes jeg er meget højt. Men hvis det koster mindre end 4 mio. kr., er det jo næppe et problem for ministeren.

Men selv om det ikke er så dyrt, betyder det utrolig meget for de mennesker, som det drejer sig om. Jeg har været i kontakt med mange, som har været lige ved at opgive deres studium, fordi de ikke havde råd til at fortsætte. Det får de med den her løsning, så det er mægtig fint.

Så jeg skal bare sige tak for det her og tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er det social- og integrationsministeren, værsgo.

Jeg vil gerne indledningsvis starte med at beklage, at høringssvarene til lovforslagene blev sendt sent over til Folketinget. Det er jeg rigtig ked af, og det vil jeg selvfølgelig gerne beklage.

Når det så er sagt, vil jeg gerne sige tak for en ualmindelig god debat. Jeg synes, det har været en debat, der har været favnende. Vi har været vidt omkring de mange elementer, der ligger i de to forskellige lovforslag. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det var rigtig dejligt, da vi forhandlede finanslov, at vi kunne lande en aftale, hvor socialområdet blev så flot vægtet. Når man er socialminister, er det naturligvis en ting, som man er rigtig glad for. Det var jeg, for der er rigtig mange ting, som vi trænger til at gøre bedre, og hvor vi synes, at vi kan gøre en endnu større forskel.

Jeg vil gerne sige, når kritikken fra nogle af de partier, som ikke har lyst til at stemme for, bl.a. Dansk Folkeparti, er, at vi ikke kigger på nogle andre ting end lige præcis at prioritere de ting, der ligger i den her aftale, at vi ikke kigger på børn eller andre, at man jo bare skal huske på, at ud over det, der ligger i det, vi aftaler her, og det, vi skal stemme om her, er der hele den store indsats, som vi har aftalt for satspuljen. Der prioriterer vi en hel masse andre områder. Der ligger tilsynsreformen, som vi også er fælles om, som handler om at få styrket kvaliteten for de anbragte børn og i de institutioner og botilbud, vi har. Så der ligger mange andre ting.

Når det så bliver sagt, at der er for meget integration og for lidt socialpolitik i den her pakke, er jeg simpelt hen ikke enig. Det, der ligger på integrationsområdet, vægter faktisk ikke så meget, når man kigger på det procentvis, men det er rigtig vigtige ting, vi har med, og som vi skal sørge for selvfølgelig kan komme til at virke rigtig godt.

Der har om lovforslag L 84 om selvvalgte eneforsørgere været en munter polemik og en debat her fra talerstolen. Jeg skal ikke tilføje så meget yderligere til den andet end at sige, at jeg også opfatter det som diskrimination, at forholdene har været sådan, som de er i dag, og det glæder mig ualmindelig meget, at vi kan gøre op med den diskrimination.

Når det drejer sig om optjeningsprincippet, vil jeg gerne sige, at jeg er glad for rosen fra Færøerne. Vi har haft et godt samarbejde for at få løst den her situation, for det var jo ikke meningen, da reglerne under den tidligere regering blev ændret, at man lige pludselig skulle til at diskriminere inden for rigsfællesskabet. Men det kom man til, da man i sin tid lavede lovændringen, og det er jeg rigtig glad for at vi retter op på nu.

Jeg er også glad for, at vi har kunnet tage den forhandling med Enhedslisten, der drejer sig om, at familier, som har flygtningebaggrund, naturligvis også kan modtage fuld børnecheck.

Jeg vil også gerne sige, at der kommer et ændringsforslag til det her lovforslag på baggrund af de drøftelser, vi har haft, og på baggrund af høringssvaret fra bl.a. Dansk Flygtningehjælp, så de, der har ophold efter § 9 b i udlændingeloven, også omfattes, dvs. dem, der er her på humanitært ophold.

Når vi har valgt at gøre det på den her måde, er det jo, som fru Maja Panduro sagde, fordi det her i vid udstrækning er børnenes finanslov. Det er her, vi går ind og siger: Det er sådan set lidt ligegyldigt, hvorfor du er her, eller hvem du er; hvis du er et barn og du er i Danmark, så koster skoletasker, madpakker og vinterstøvler det samme, og så hjælper vi til, at du kan få din hverdag til at fungere ved at hjælpe dine forældre. Jeg synes, det er en fantastisk ting, at vi på den måde kan sige, at vi ikke skeler til, hvem man er, men til den situation, man står i.

Der er også en del i lovforslagene, som drejer sig om tandpleje. Jeg synes, det er rigtig fornuftigt, at vi giver nogle af dem, der har en dårlig økonomi, og som derfor ender med at prioritere deres tandpleje væk, fordi det er noget af det, det er nemt at skære ned på, en ekstra hånd. Vi har haft en drøftelse af, hvor snittet skulle ligge, og vi har valgt at træffe den afgørelse, at det var en fornuftig ting at kigge på dem, der er på kontanthjælp og på kontanthjælpslignende ydelser, altså som er inde i det system, og som er unge.

Vi ved nemlig, at hvis man ikke fortsætter med at gå til tandlæge, efter at man er kommet ud af børne- og ungdomstandplejen, er der nogle, der først kommer tilbage, når det er alt, alt for sent. Derfor har vi brug for at sørge for, at den gode sundhedstilstand, som danske unge i dag heldigvis har, fordi de har en gratis skoletandlæge, ikke bliver ødelagt af, at man lige pludselig har en hel masse år, hvor man prioriterer tandlægen væk og falder helt ud af systemet, fordi man vil spare pengene.

Vi ved også, at de, der er over 25 år, som nu også kan få bedre hjælp til tandplejen, hvis de er på kontanthjælp, er nogle af dem, der går og holder sig for munden, fordi de ikke vil vise, hvor dårlige tænderne er. Alle ved, hvor udstødt man kan blive, hvis man har en dårlig tandhygiejne, og hvor svært det kan være at komme ind på arbejdsmarkedet. Derfor er der sådan set rigtig god økonomi i at sørge for, at nogle af dem, der har den dårlige økonomi, og som også har de dårlige tænder, naturligvis får hjælp. Derfor har vi lavet det sådan, at man får store tilskud til sin tandpleje, hvis man er på de her ydelser.

I forhold til L 85 og huslejerestancer har der været noget polemik og især kritik fra Venstre af, at vi gør noget, når der kommer en SFI-rapport, for hvorfor kan vi ikke vente på den? Fru Maja Panduro svarede, at det kan vi ikke, fordi der er mennesker, der bliver sat på gaden, og derfor bliver vi nødt til at gøre noget. Jeg vil gerne sige, at det, vi gør med L 85, er noget, kommunerne har spurgt om i lang tid. Det er noget, som i den grad er efterspurgt, og som folk er så glade for at der nu bliver mulighed for.

Det betyder nemlig, at kommunen i en situation, hvor man har en familie eller en enlig, som man skal til at sætte på gaden, kan gå ind med den ekstraordinære hjælp, der skal til, for at undgå, at den udsættelse bliver til noget. Det er en god idé for den børnefamilie, der ellers skulle pakke alle tingene sammen og sættes på gaden. Det er også en god idé for vores økonomi, for det er rigtig, rigtig dyrt at sætte folk ud af deres bolig og skulle flytte dem rundt. Så det her er altså en løsning, som er rigtig god både for den enkelte og for samfundsøkonomien.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg naturligvis er indstillet på at indgå konstruktivt i udvalgsarbejdet. Lovforslagene her omfatter jo mange forskellige elementer, og det vil glæde mig, hvis der både vil være yderligere opklarende spørgsmål eller yderligere debatter. Jeg synes, det er en fantastisk pakke og en fantastisk aftale, vi har lavet med Enhedslisten, men alle er selvfølgelig velkomne til at stemme for.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Fru Karin Nødgaard først.

Tak. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vende tilbage til noget af det, som jeg spurgte Enhedslistens ordfører om. Ministeren var også selv lidt inde på det med de famøse vinterstøvler osv., som jeg også godt vil vende tilbage til. Altså, jeg har meget svært ved at se, at man skaber den her lighed, som ministeren åbenbart så gerne vil have. Vi ved, at de kvinder, der selvvalgt får børn som enlige forsørgere, som enlige adoptanter, er ressourcestærke i forhold til så mange andre – og så får de noget ekstra. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvordan det hænger sammen, at man er socialdemokrat og så har den indstilling.

Jeg synes, vi har så mange andre områder i vores socialpolitik, man kunne se på, og det er derfor, jeg også i min tale var inde på det her omkring satspuljen. Det er korrekt, som ministeren siger, at vi har lavet en tilsynsreform, at vi har lavet en overgrebspakke osv., men der er masser af andre gode ting, som vi godt kunne have bevilget penge til. Og jeg synes, det er en forkert prioritering – jeg ved godt, at ministeren er uenig med mig i det, men jeg kan bare ikke følge det, når man er socialdemokrat og har den holdning til det her. Er man blevet presset af Enhedslisten lige på det her område?

Tak for det. Ministeren, værsgo.

Nej, vi er bestemt ikke blevet presset til det her. Vi har glædet os til, at vi fik mulighed for at indfri det, som vi skrev i vores regeringsgrundlag, nemlig at vi gerne vil have ligestilling på det her område. Så det har vi sådan set gået rundt og glædet os til at vi kunne få opfyldt.

Jeg kan ikke forstå kritikken af eller tvivlen i forhold til, at man som socialdemokrat kan gå ind for det her. Man kan faktisk ikke gå ind for det modsatte, for lige nu er der altså en forskelsbehandling af børn, og det går vi som socialdemokrater ikke ind for. Der kigger vi på, at de børn, som vi har i vores samfund, skal have lige muligheder. Og der har vi altså i dag diskrimineret nogle.

Jeg vil også sige i forhold til de kvinder, som har fået at vide, at fordi de har valgt at adoptere i stedet for at være blevet enlige forsørgere på en anden måde, så må de selv om det: De påtager sig et ansvar, de hjælper et barn, og de vil gerne stille sig til rådighed for at være den trygge base, som et barn har brug for. Og så synes jeg, det er en mærkelig tak, vi kvitterer med som samfund, når vi siger: Så er det også dit eget ansvar. Jeg synes da, det er fint, at den her forskelsbehandling holder op.

Tak. En kort bemærkning fra fru Karin Nødgaard.

Jeg tror, at hvis man spurgte den enlige mor med to børn, ville hun nok ikke sige, at det her var ligestilling.

Nu er det lidt beklageligt, at vi sambehandler to forslag, hvor hvert forslag har rigtig mange elementer, for vi har jo kun mulighed for at stille to spørgsmål, så vi må gøre det hele skriftligt efterfølgende.

Jeg vil gerne vende mig til det andet forslag om tandpleje. Der kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre ministeren, om man har kigget på nogle andre grupper, som kunne have været med. Jeg var i min tale også inde på pensionister, som for nogles vedkommende har meget, meget lidt at rutte med og derfor faktisk også har behov for den her støtte. Jeg vil også gerne stille ministeren et spørgsmål om folk, der er på kontanthjælp. Hvis man tager et par på kontanthjælp, som får boligydelse, og som får friplads til institutioner og sådan noget, har de egentlig ikke mere end et par, som går på arbejde hver dag, men til mindstelønnen?

Tak. Ministeren.

I forhold til den tidligere replik om den enlige mor vil jeg gerne sige, at den enlige mor faktisk er noget, vi tænker meget på i regeringen, og det er en situation, tror jeg, som alle godt kan forstå er svær, altså at hvis man er alene om det ansvar, det er at tage sig af sine børn, så er det rigtig svært. Det er svært økonomisk, og det er svært i det hele taget.

Noget af det, vi gjorde med skatteaftalen, var jo bl.a. at sørge for, at hvis man er enlig, får man et større fradrag, og det vil sige, at man får en væsentlig større udbetaling af sin løn, fordi vi lige præcis anerkender, at for dem, der er enlige, er det ekstra svært. Og det er ekstra godt, når de også bidrager og er på arbejdsmarkedet. Det var i forhold til de enlige.

I forhold til tanddelen vil jeg sige, at man jo kunne have valgt at lægge snittet mange forskellige steder, men vi har valgt at lægge det her ud fra det rationale, som vi – som jeg sagde indledningsvis – har drøftet: Hvordan sørger vi for, at de unge mennesker, som jo heldigvis kommer igennem børnetandplejen, og som har en god tandsundhed, ikke falder helt igennem? Og der har vi lavet den model, som vi har gjort, samtidig med at vi har sagt, at for dem, der er over 25 år, har vi i stedet for at lave en eller anden bureaukratisk model, hvor man skal have godkendt, hvilket tandarbejde man skal have lavet, i kommunen, nu gjort det muligt at få et tilskud, som er så stort, at de vil prioritere – det ved vi – at få lavet tænderne, hvis der er knas med dem. Og det sker, uden at det er en bureaukratisk løsning.

Tak for det. Så er det fru Louise Schack Elholm fra Venstre, værsgo.

Vi har jo ikke så meget spørgetid her, fordi forslagene er blevet behandlet sammen, så jeg vil prøve på at gøre det hurtigt. Og så håber jeg, at ministeren vil svare på alle mine spørgsmål, for jeg er nødt til at presse dem sammen.

Det første spørgsmål handler om det her med, at ministeren siger, at det er, fordi man skal hjælpe folk, der har dårlig økonomi, så de har råd til tandpleje. Men hvis man gerne vil hjælpe folk med dårlig økonomi, hvorfor har man så ikke sagt, at det skal være folk med en indkomst på under et eller andet. For vi ved jo, at der er mange, der går på arbejde og har en lønindkomst, som er mindre end kontanthjælp, og de har jo så ikke ret til det her tandplejetilskud. Så jeg synes, det er inkonsistent, hvad ministeren siger, for det er jo ikke afhængigt af indkomsten. Det er afhængigt af, om man er på offentlig overførsel, og det giver et mindre incitament til at arbejde, for nu får man endnu en ydelse, når man er på offentlig overførsel, i forhold til hvis man har et lavtlønnet job. Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål handler om udsættelser, om man kan vente på rapporten. Den kommer jo, dagen efter at vi skal vedtage det her lovforslag. Der kommer rapporten fra SFI med resultaterne, og det er en længe ventet undersøgelse, som jeg er rigtig spændt på. Derfor havde jeg håbet, at man ville have ventet, så man rent faktisk kunne lave nogle ting, som man var sikker på ville virke.

Ministeren.

For at tage det sidste først vil jeg sige, at vi allerede ved rigtig meget om, hvad der virker. Det virker at forebygge, det virker at hjælpe med gældsrådgivning, og det virker at lave aftaler med folk, hvis de ikke selv kan styre deres økonomi, om, at man kan hjælpe dem med at administrere, at eksempelvis huslejen bliver betalt; det hjælper på en hel masse ting. Og derfor kan man jo også sige, at den indsats, som vi har sat i gang, og som jo kun har haft tid til at virke i et års tid, siden regeringen kom til, allerede har betydet, at for første gang i rigtig mange år ser vi et fald i antallet af familier, der bliver sat på gaden. Det synes jeg er rigtig fantastisk.

Der er rigtig mange kommuner, som har efterspurgt andre løsninger og andre muligheder, og det synes jeg er ganske fremragende, nemlig at en af de ting, som man har efterspurgt, eksempelvis om man ikke godt kan få lov at gå ind og betale huslejen, rent faktisk også kom til at kunne lade sig gøre.

Vi har i satspuljekredsen haft frivillig gældsrådgivning, og man har tidligere, også under den tidligere regering, arbejdet med de her dagsordener, og det er jo frugterne af de arbejder, vi alt i alt ser nu. Det synes jeg er rigtig fantastisk.

Tak. Fru Louise Schack Elholm.

Der er ingen tvivl om, at vi har taget nogle gode initiativer. Den fremskudte gældsrådgivning, som også var en del af finansloven sidste år, var jo noget, som VK-regeringen kom med til at starte med, og var med i vores finanslov, og det var også med i vores finanslovforslag for 2011. Vi sætter pris på, at den nuværende regering har videreført det, for vi mener, det er noget af det, der virker.

Men det virker jo absurd, at vi skal vedtage en lovgivning om, hvad vi skal gøre i forhold til udsættelse af lejere, dagen før SFI kommer med deres store rapport. Det ville jo have været skønnere, at vi lige kunne have haft tålmodigheden til at vente den dag ekstra og så lige høre, hvad det egentlig er, de siger betyder noget, altså hvad det er, der kan hjælpe, og så kunne have sikret, at vi var kommet med en samlet pakke, som gav mening. Det er ikke ensbetydende med, at man ikke skulle have gjort noget sidste år, men nu er det én dag, vi snakker om, én dag, fra vi vedtager det her, og så til forslaget kommer.

Tidligere sagde fru Maja Panduro: Jamen vi kan ikke vente, for folk bliver sat ud. Men så vil jeg bare lige huske regeringen på, at det faktisk var Socialdemokraterne, der, sidste gang vi lavede en pakke, oven på den sidste rapport fra SFI, fik udsat ikrafttrædelsesdatoen med 2 måneder, fordi man ikke ville afgive betænkning. Så jeg vil sige, at det har man i hvert fald ikke tidligere haft et problem med. Jeg synes godt, man kunne have ventet en ekstra dag, til man havde fået en rapport.

Tak, og ministeren.

Det er vi så bare ikke enige i, for vi vil gerne forhindre så mange familier som overhovedet muligt i at blive sat på gaden. Og det kommer ikke til at gøre nogen forskel, i forhold til når den SFI-rapport kommer. Vi vil stadig væk synes, det er en god idé, at man kan gå ind og hjælpe folk med at betale deres husleje, hvis man dermed kan forhindre, at de bliver sat på gaden.

Vi har i øvrigt en aftale også med Enhedslisten om, at når SFI-rapporten kommer, sætter vi os sammen og drøfter, om der er yderligere, vi kan gøre, for vi har jo ikke udtømt den her dagsorden. Men det er et skridt på vejen – og et skridt på vejen, som forhåbentlig vil føre til, at endnu færre børnefamilier sættes på gaden.

Tak. Så er det hr. Joachim B. Olsen, værsgo.

SFI har for nogle år siden lavet en rapport, som også omhandlede det her emne. I den rapport står der bl.a., at 77 pct. af dem, der bliver sat på gaden, angiver, at de har svært ved at administrere deres økonomi. Det er ikke et spørgsmål om, om man har penge nok. Det er et spørgsmål om, at man har svært ved at administrere sin økonomi. 75 pct. siger, at de havde gæld på udsættelsestidspunktet. De har altså brugt flere penge, end de har. 18,6 pct. af dem, som har forholdt sig til begået kriminalitet, angiver, at kriminalitet er en årsag til, at de bliver sat på gaden. 37 pct. af lejere med anden etnisk baggrund, der bliver sat ud, angiver kriminalitet som grunden til, at de bliver sat på gaden.

Mit spørgsmål er: Hvad er ideen med at betale folk flere penge, altså at man betaler folks husleje, når størstedelen angiver, at det er, fordi de har svært ved at administrere deres økonomi, at de bliver sat på gaden? Vil ministeren ikke mene, at det skaber en meget skæv incitamentsstruktur? Lad være med at betale dine regninger, vær dårlig til at administrere din økonomi, så kommer kommunen og betaler din husleje.

Tak. Så er det ministeren, værsgo.

Det kommer næsten til at lyde, som om at det med, at man skal pakke sine ting ned i gennemsigtige affaldssække med kort frist, alle bamserne, alt børnetøjet, huske at få det hele puttet ned i sækkene og blive sat på gaden, mens kongens foged står uden for og venter, er noget, folk vælger til, fordi det er sjovt – at man for sjov står nede på gaden med børnene i hånden og skal finde ud af, hvor man nu skal gå hen. Det tror jeg ikke er en situation, der er nogen forældre eller andre, der har lyst til at opleve.

Derfor handler det jo om at hjælpe folk. Og når folk angiver, at de ikke kan styre deres økonomi, så vil jeg sige, at alle, der har set Luksusfælden eller andre programmer, jo kan se, hvor svært det kan være for folk, også folk, som har gode indtægter, at lære, hvordan man håndterer det. Derfor har vi bl.a. frivillig gældsrådgivning. Derfor har vi bl.a. enormt fokus på, hvordan vi lærer folk at administrere deres penge, for det er da ikke meningen, at der er nogen, der skal sættes på gaden.

Det, der bare er situationen, når vi lige præcis taler om udsættelser, er altså, at det ikke kun handler om, at det er et eller andet teoretisk med, at folk ikke kan betale deres regninger. De bliver sat på gaden, og det er kommunen, der ender med at skulle samle den ekstraregning op, der ville være. Derfor er det også dårligt for samfundsøkonomien, ikke kun dårligt for den enkelte.

Tak. Der er en ny kort bemærkning fra hr. Joachim B. Olsen.

Så ministeren kan ikke se, at der er en skæv incitamentsstruktur, når folk selv angiver, at det ikke er et spørgsmål om penge, men at det er et spørgsmål om, at de har gæld, og at de er dårlige til at styre deres økonomi. Og så på et eller andet tidspunkt kan de ikke betale deres regninger, og – vupti – så kan kommunen komme og betale regningerne. Hvordan forbedrer det folks evne til at styre den økonomi, de allerede har? Hvorfor tager man ikke nogle andre redskaber i brug? Hvorfor siger man ikke, at over for de mest socialt udsatte, dem, der har sociale problemer, er det kommunen, der som det første, inden de får forudbetalt noget, betaler huslejen? De andre initiativer er jo ting, der koster penge, og det er initiativer, som skaber en dårligere incitamentsstruktur. Lad være med at komme med et eller andet om børneposer og tøj og alt muligt andet. Der er ikke nogen, der her har nogle problemer med at sige, at det er svært at blive sat på gaden.

Her handler det om, hvorfor folk bliver sat på gaden. Og er løsningen, når det handler om ikke at kunne styre økonomi, at man så betaler folk flere penge, altså at kommunen så tager regningen?

Tak. Ministeren.

Jamen det koster sådan set penge for en kommune, hvis man igen og igen skal være med til at få placeret nogle, som er blevet sat på gaden. Det er en stor udgift for kommunerne. Det synes jeg da er et stort samfundsproblem. Men jeg synes, det er lige så alvorligt et problem for de børnefamilier, der bliver sat på gaden. Det kan jo godt være, at de selv er skyld i det, men det er da et problem alligevel, og jeg synes, vi skal gøre, hvad vi kan, for at undgå det. Jeg synes, vi skal gøre, hvad vi kan, for at få hjulpet folk til, at det ikke er en situation, de bringer sig i.

Jeg er enig i, at det er en rigtig god idé, at folk, når de ikke kan finde ud af at styre deres økonomi, kan få hjælp, og at man kan sørge for, at eksempelvis deres husleje bliver betalt, før de får resten af deres rådighedsbeløb. Det kan man også godt inden for de forskellige ordninger lave frivillige aftaler om, og det er noget, som er rigtig fint at kunne. Men det her handler jo også om folk, som er i lønnet arbejde, og som ikke kun er på en eller anden form for overførsel. De kan jo også lige pludselig stå i den situation. Og der kan det altså give god mening at sige til kommunen: Kan I forhindre en udsættelse, så har I nu et nyt redskab til at hjælpe. Jeg tror ikke, at der er nogen som helst, der spekulerer i det, for det her er en situation, der er rædselsfuld for dem, der står i den.

Tak til ministeren.

Det er slut. Der er ikke flere, der har bedt om ordet.

Jeg foreslår, lovforslagene henvises til Socialudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Tak til ministeren.

Det er slut. Der er ikke flere, der har bedt om ordet.

Jeg foreslår, lovforslagene henvises til Socialudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)