Jeg har set frem til dagen i dag, fordi jeg synes, at vi med den her nye redegørelse får et rigtig godt udgangspunkt for en god og konstruktiv debat.
Jeg vil også gerne takke ordførerne for både S, DF, Radikale, SF, Enhedslisten og sidst, men ikke mindst, Liberal Alliance for en god og konstruktiv tone.
Vi er jo i udgangspunktet ikke enige om alting; vi er faktisk valgt til at være uenige.
Men jeg vil også godt sige, at politisk samtale er dialog og respekt for hinandens synspunkter, og det handler også om, at vi kan have forskellige opfattelser – vi skal bare gøre det på en ordentlig måde.
Om den måde, som Venstres ordfører, hr.
Thomas Danielsen, fremfører de synspunkter, som Venstre har, vil jeg sige, at jeg i mine 15 år i Folketinget aldrig har oplevet noget lignende.
Jeg har aldrig oplevet en sådan tone, og jeg synes egentlig ikke, det er Venstre eller et politisk parti værdigt at spørge, om ministeren selv kan tænke en tanke, og at sige, at det er en Carstenredegørelse, sige, at det er utilstedeligt, kalde det varm luft.
Jeg har bare skrevet en række af de her fyndord ned.
Jeg vil appellere til, at vi, uanset hvad vi måtte have synspunkter, hvor uenige vi kan være, prøver at holde en ordentlig tone over for hinanden.
Det klæder ingen, og især ikke, da der var mange tilhørere på det tidspunkt.
Jeg tror, man tager afstand fra den slags mudderkastning, og jeg tror ikke, vælgerne bryder sig om det.
Det er helt fair, at vi kan være uenige og have forskellige synspunkter, men den måde både at nedgøre redegørelsen på – synspunkterne i den – og bruge alle de her tillægsord, som jeg ikke bryder mig om, på, har jeg aldrig oplevet.
Jeg har taget rigtig mange debatter i Folketingssalen i de her mange år, men jeg har aldrig før oplevet en sådan tone fra en ordfører.
Selv mine egne døtre brugte ikke, da de var i puberteten, den slags udtryk.
Nå, men vi må videre med redegørelsen.
Jeg har set frem til dagen i dag, og jeg synes, den er et godt udgangspunkt for debatten.
I de her år oplever vi en demografisk og økonomisk udvikling, som ikke er på samme måde alle steder i landet.
Jeg synes derfor, det er vigtigt, at vi har en konstruktiv debat om at skabe de bedst mulige rammevilkår i hele landet, at skabe et Danmark, der hænger sammen.
I virkeligheden opfatter jeg jo også det engagement, som landdistriktsordførerne har – og det vil jeg gerne rose – som et udtryk for, at vi gerne vil opnå nogle bedre forhold, nogle bedre rammevilkår for vores landdistrikter.
Vi ser så forskelligt på, hvad det er for nogle redskaber, vi skal bruge.
Men det er jo sådan, at befolkningen flytter fra de tyndt befolkede landdistrikter mod de største byer.
Og vi har jo ikke bosætningstvang i Danmark.
Vi kan ikke tvinge nogen til at blive, hvor de er.
Og der er ikke noget nyt i det.
Urbaniseringen, som det hedder på moderne fynsk, har været der i mange år, men billedet bør, synes jeg, nuanceres.
For det første synes jeg ikke, det er uhensigtsmæssigt at sondre mellem de tyndtbefolkede landdistrikter, der ligger tæt på de store byer, og dem, der ligger længere væk.
Det gør den nye områdeafgrænsning i redegørelsen, og det afslører jo så i virkeligheden, at landdistrikterne længere væk fra de største byer gennemsnitligt oplever en forholdsvis stor befolkningstilbagegang.
Landdistrikterne tæt på de større byer oplever derimod en betragtelig befolkningsfremgang.
Så vil nogle sige:
Jamen er der noget nyt i det?
Det er da logik for perlehøns, minister.
Men det er måske alligevel sådan, at tidligere redegørelser faktisk ikke har kunnet give os vished for den her konklusion.
I forlængelse af det synes jeg i øvrigt det er værd at bemærke, at også befolkningstallet i byområder længere væk fra de større byer – i rigtig mange af vore købstæder – faktisk er stagnerende.
Det er ikke kun i landdistrikterne; det er det ikke.
For det andet er det også vigtigt, synes jeg, at det gennemsnitlige billede af landdistrikterne nuanceres.
Det har været en del af det, som hr.
Thomas Danielsen forsøgte at latterliggøre, nemlig den visionsgruppe, hvori der var en række mennesker med forskellig tilgang, som gav et bud på deres vision for landdistrikterne, for der
er
faktisk et nuanceret billede af vores landdistrikter.
Det er ikke sådan, at det er rådne bananer og ruiner og socialnomader det hele, bestemt ikke.
De rigtig gode eksempler findes ud over hele landet; de findes også i de ydre egne – også de steder, hvor der er længere til en større by.
De positive eksempler skal vi selvfølgelig fremhæve, vi skal også prøve at lære af dem, og samtidig skal de minde os om, at der ikke altid kan sættes lighedstegn mellem landdistrikter og problemer.
Det er der ingen grund til.
Jeg mener, det er stigmatiserende, og det kommer ikke nogen til gavn, og slet ikke landdistrikterne.
Jeg tror, at hvis man skal flytte ud i landdistrikterne og nyde de herlighedsværdier, de stærke fællesskaber, der er i landdistrikterne, skal de også opfattes på en positiv måde.
På flere parametre er det jo faktisk meget spændende og i virkeligheden opsigtsvækkende, synes jeg, at landdistrikterne tæt på de større byer gennemsnitligt klarer sig bedre end dem, der ligger længere væk.
Det gælder også med hensyn til befolkningsudviklingen, det gælder uddannelsesniveau, det gælder indkomstniveau, og det gælder søreme også med hensyn til beskæftigelse.
Med hensyn til beskæftigelsen er det i øvrigt værd at bemærke, at ledigheden i landdistrikterne er forholdsvis lav.
På trods af at krisen har ramt landdistrikterne, er beskæftigelsesfrekvensen faktisk høj i landdistrikterne.
Det er et billede, som jeg kan genkende fra mine mange tur rundt i de danske landdistrikter og Vandkantsdanmark, som jeg tror hr.
Eigil Andersen kaldte det.
Det er engagerede borgere, som arbejder hårdt, og som gør en forskel.
Det kan i sig selv desværre ikke ændre på, at antallet af arbejdspladser i landdistrikterne er faldende, særlig i områder længere væk fra de større byer.
Jeg tror, at det var hr.
Lars Dohn, der nævnte det, og jeg tror også, at hr.
Leif Mikkelsen beskæftigede sig med det, nemlig at arbejdspladserne flytter fra landdistrikterne, og hertil kommer at erhvervsstrukturen i landdistrikterne og yderområderne udgør en udfordring for os alle sammen i lyset af den strukturelle udvikling.
Som det er gjort i redegørelsen, vil jeg også gerne knytte en særskilt kommentar til udviklingen på de danske småøer.
I år har vi fået et langt mere fyldestgørende billede af situationen på øerne, end det har været tilfældet i de tidligere redegørelser, og det er jeg faktisk rigtig glad for.
Nu er hr.
Flemming Damgaard Larsen desværre gået, men han går jo på Venstres vegne virkelig op i øerne, og vi har altid en god dialog om det her.
Men vi må også erkende, at udviklingen på mange af vores mindre øer desværre går mindre godt.
Heldigvis gælder det for øerne som for landdistrikterne, at der er muligheder, der er potentiale, og der er også optimisme.
Øerne er jo en central del af den danske natur, den danske kultur, og de er beboet af virkelystne og dygtige mennesker.
Det er også de mennesker, der gør det muligt for os at tage del i den unikke natur og kultur, når vi bevæger os ud i landet som turister.
Det må vi ikke glemme.
Mit budskab i dag skal være, at mens der er udfordringer på de små øer og i landdistrikter og yderområder, må det ikke være anledning til, at vi bare giver op.
Tværtimod skal det være anledning til at fokusere på de positive ting og tage det som afsæt for at komme videre.
Vi ved, at folk flytter mod de større byer, men på trods af det er der grund til optimisme.
Jeg er slet ikke i tvivl om, efter det 1½ år jeg har fået lov at være minister, at der er et utal af inspirerende ting, der sker i landdistrikterne, og at de sker i mange forskellige dele af landet.
Der findes rigtig mange virkelystne og engagerede, ihærdige mennesker, som insisterer på et liv i landdistrikterne og i de ydre egne af landet eller på en af de små øer.
Vi hverken kan eller skal modsætte os bevægelsen fra land mod by, men vi skal understøtte de her mennesker, der gør en forskel.
Vi skal lytte til dem, og vi skal bestræbe os på at skabe de rigtige rammevilkår, som gør bosætning attraktivt i hele landet.
Kun på den måde kan vi skabe et Danmark, der hænger sammen.
Derfor er jeg også meget tilfreds med de mange initiativer, som vi har haft lejlighed til at gennemføre med forskellige partier i løbet af det sidste 1½ år.
Vi står over for udfordringer i landdistrikterne; det er der ingen tvivl om.
En af de udfordringer, vi ser i de mange lande, vi plejer at sammenligne os med, er som sagt den stærke bevægelse mod de større byer.
En anden udfordring er den økonomiske krise, som også har ramt rigtig mange landdistrikter hårdt.
De store udfordringer ændrer jo ikke på, at vi har en ambitiøs målsætning i regeringen om et Danmark, der hænger sammen.
I det sidste 1½ år har vi i regeringen iværksat en lang række initiativer til gavn for Danmarks landdistrikter.
Det er initiativer, der imødegår en række centrale udfordringer, og initiativer, der gør det muligt at udnytte de mange muligheder og ressourcer, der findes i landdistrikterne.
Listen over regeringens initiativer er oplistet i redegørelsen, men lad mig alligevel nævne nogle stykker af dem:
Vi har indført en ny landdistriktsbestemmelse i planloven, som giver helt nye muligheder for at starte virksomheder og udvide de eksisterende virksomheder.
Der er lavet en justering af den kommunale udligning, så den i højere grad afspejler forholdene i kommunerne og i land- og yderkommunerne.
Der er indgået en aftale om at afsætte en pulje til nedrivning og istandsættelse af dårlige boliger på landet.
Samlet set er det 400 mio.
kr.
i 2014 og 2015.
Kombineret med de 2 gange 75 mio.
kr., vi har reserveret af byfornyelsesmidlerne, giver det 550 mio.
kr.
Med den kommunale medfinansiering kommer vi faktisk op på en aktivitet her på 900 mio.
kr.
i landdistrikterne.
Det vil jeg gerne kvittere for, også over for de partier, der var med i vækstpakken.
De her ting giver altså som sagt bedre rammevilkår for kommunerne.
Vi kæmper for bedre infrastruktur.
Vi gør det både på det digitale område og på det fysiske område.
En række udvalgte områder vil frem mod 2015 få bedre mobilt bredbånd, og på Bornholm har vi sikret en helt særlig indsats med 60 mio.
kr.
til forbedring af bredbånd.
Vi har også indgået en aftale, som forbedrer den kollektive trafik i yderområderne.
Der er sat, så vidt jeg husker, 257 mio.
kr.
af over 5 år.
Det vil være med til at binde Danmark sammen.
Det vil også komme landdistrikterne til gode, og det vil være med til at fastholde arbejdspladserne i landdistrikterne, og det afgørende er jo at sætte fokus på jobskabelse og erhvervsudvikling.
Det synes jeg også afspejler sig i »Vækstplan DK«, hvor vi bl.a.
har aftalt lavere afgifter på øl og sodavand.
Lad mig nu dvæle lidt ved det, for det gjorde Venstres landdistriktsordfører lidt grin med.
Jeg mener bare at kunne huske, at Venstre jo faktisk var meget, meget optaget af den diskussion i forbindelse med det syd- og sønderjyske område.
Så kan man have forskellige holdninger til det, men jeg har da i hvert fald været i samråd, hvor Venstre er gået vældig meget op i den del, så det undrer mig, at landdistriktsordføreren gør grin med den slags ting.
Jeg synes faktisk, at det er rimeligt nok, at det er med.
Vi har også øget fradraget for hotelmoms fra 50 pct.
til 75 pct.
Der er lavere afgifter på procesenergi og på emballage.
Vi har annulleret kørselsafgifterne på lastbilerne, og det er jo ting, som har en kæmpe betydning i landdistrikterne og yderområderne.
Når jeg har været ude og rundt i landdistrikterne, har jeg selv på de små mejerier og på mindre virksomheder og ude i detailhandelen hørt om, hvad den tidligere regerings kørselsafgift ville betyde.
Derfor var det med i vækstpakken, og derfor havde vi det med for at fokusere på at skabe arbejdspladser.
Jeg vil bare sige, at det ikke er en lille ting.
Jeg vil sige til både hr.
Thomas Danielsen og andre, at vi selvfølgelig også fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter præger diskussionerne, når vi arbejder sammen med andre ministerier.
Lad mig bare give som eksempel transportløsningen for landdistrikterne.
Der var et tæt samarbejde med trafikministeren i det her spørgsmål.
Vi havde det med hensyn til udligning, og vi har haft det med hensyn til de 2 gange 400 mio.
kr., som nu er kommet over til Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, og som er en del af byfornyelsespuljen, så selvfølgelig er det en samlet regering, som fremlægger de her ting.
Så vil jeg fremhæve kreditpakken fra november 2012, som især styrker de små og mellemstore virksomheder og deres finansieringsmuligheder.
Afslutningsvis vil jeg godt fremhæve, at vi har gennemført en ændring af boligreguleringsloven, som præciserer, at kommunerne har mulighed for at tillade, at helårsboliger benyttes til fritidsformål og senere kan vende tilbage og blive brugt til helårsbeboelse.
Samtidig er de her fleksboliger jo kommet med i boligjobordningen, som en række borgmestre har bedt om, og sommerhusene kom også med.
Jeg ved, at andre også har kæmpet for det.
Jeg vil gerne kvittere for den indsats, der blev gjort, da man lavede vækstplanen for den del af det.
Derudover er det rigtigt, hvad flere ordførere har sagt, nemlig at vi har gennemført en ændring af lejeloven, så kommunerne får langt bedre muligheder for at modvirke spekulativ udlejning af meget dårlige boliger.
Så jeg synes ikke, det er så ringe, som nogle vil gøre det til.
Jeg synes faktisk, at jeg er stolt over de resultater, vi har opnået.
Jeg synes også, at vi er kommet et stykke videre, og til hr.
Leif Mikkelsen vil jeg sige, at den dag, man holder op med at have ambitioner om at udvikle sin politik og med at gøre vilkårene bedre i Danmark, tror jeg, man skal stoppe i Folketinget.
Jeg tror, det er meget væsentligt, at vi hele tiden fokuserer på at skabe udvikling.
Så er vi ikke helt enige om, hvad det er for politiske mål og redskaber, vi skal have, men samlet set tror jeg, det er helt afgørende, det, jeg oplever fra alle partier, nemlig at man gerne vil den udvikling.
Tak for en god debat, tak for nogle spændende synspunkter.
Når jeg beder om at få min skriftlige redegørelse til debat, er det også for at få lejlighed til, at vi i fællesskab kan sætte fokus på de udfordringer, der er i vores landdistrikter, og som uden tvivl vil præge diskussionen ikke kun i udvalg her i Folketinget, men også udeomkring.
Men tak for en god debat.