Det er fuldstændig rigtigt, at vi har interesse i, at de andre europæiske lande kommer på fode, nogle af dem er så også kommet det, selv om de er tynget af euroen, som det er i dag. Men tror erhvervs- og vækstministeren virkelig, hvis Danmark havde sagt ja til euroen i 2000 og afskaffet vores krone, at den kæmpemæssige nation, Danmark ville være i det her spil, og den kæmpemæssige indflydelse, vi dermed kunne have ydet i forhold til eurozonen, ville kunne have betydet, at de andre lande havde fået styr på økonomien? Eller: Er det i virkeligheden ikke sådan, at det er den uansvarlighed, der har været udvist specielt af Sydeuropa, som gør, at der ikke har været styr på økonomien?
Jeg mener jo det sidste. Og jeg synes, det er sundt og godt, at Danmark netop har kunnet koncentrere kræfterne om at have en økonomi, så andre lande og investorer er interesserede i at lægge penge i Danmark, fordi de ad den vej kan få det bedste afkast af deres investeringer.
Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren, om regeringen fuldstændig ærligt, fuldstændig uden krumspring, vil fortælle befolkningen, hvad det vil komme til at betyde, også når det handler om den økonomiske omkostning ved eventuelt at tilslutte sig bankunionen og banktilsynet, hvis det er den linje, regeringen vælger. For det er altså vigtigt, at vi har et fuldstændig ærligt beslutningsgrundlag.