UDENRIGSMINISTERIET
Den 25. februar 2013
§ 20-spørgsmål i
Folketinget
nr. S 1142 af 18.
februar 2013 til
skriftlig besvarelse fra
Jakob Ellemann-
Jensen (V).
Spørgsmål nr. S 1142
”Er det i overensstemmelse med regeringens ambitionsniveau, at EU's udviklingsbistand i form
af European Development Fund (EDF) og Development Cooperation Instrument (DCI)
undervejs i budgetforhandlingerne blev beskåret med 6,3 mia. euro, når man sammenligner det
endelige resultat med Kommissionens oprindelige udspil?”
Begrundelse:
Ifølge hjemmesiden euractiv.com blev EU's overordnede budgetramme 2014-2020 beskåret
med 6,34 pct., når man sammenligner det endelige resultat med Kommissionens oprindelige
udspil. Undervejs i forhandlingerne blev European Development Fund (EDF) og
Development Cooperation Instrument (DCI) beskåret med henholdsvis 10,1 pct. og 16 pct.,
hvilket i alt giver en samlet besparelse på 6,3 mia. euro på EU's udviklingsbistand.
Svar
Det væsentlige er at sammenligne Det Europæiske Råds beslutninger med det gældende EU-
budget - ikke med Kommissionens oprindelige budgetforslag. Det har hele tiden været klart, at
Kommissionens forslag ikke ville ligge i nærheden af det endelige resultat. Det har været den
danske regerings forhandlingslinje, at Kommissionens budgetforslag var for højt. Denne
holdning er blevet bakket op i Folketinget, herunder af partiet Venstre.
Der er ikke tale om en besparelse, men om en beslutning i Det Europæiske Råd om, at det
eksterne EU-budget skal stige med 3,4% i perioden 2014-2020 i forhold til i dag. Midlerne til
Den Europæiske Udviklingsfond, som ligger uden for budgettets kategori 4, vil ligeledes stige
med 0,7% i perioden 2014-2020. Det er et tilfredsstillende resultat i lyset af, at det samlede
budget er blevet beskåret.
Det Europæiske Råd har truffet beslutning om den samlede ramme for kategori 4 i EU-
budgettet om de eksterne relationer. Fordelingen af midlerne indenfor kategori 4 til de enkelte
poster - herunder midler til instrumentet for udviklingssamarbejde (DCI) - kan først finde sted i
den kommende tid.