1. Indledning

En ret i Finland, Satakunnan käräjäoikeus har anmodet EU-Domstolen om at be-svare en række præjudicielle spørgsmål (i alt 11), herunder om fortolkningen afreglerne om fri bevægelighed for tjenesteydere i TEUF artikel 56 og 57 og artikel3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 97/71/EF af 16. december 1996om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (”udsta-tioneringsdirektivet”).

2. De præjudicielle spørgsmål

De præjudicielle spørgsmål kan inddeles i to dele. Spørgsmål 1-5 vedrører bl.a.spørgsmålet om, hvilken lovgivning der finder anvendelse eller skal inddrages iforbindelse med behandlingen af en sag som den i hovedsagen beskrevne. Spørgs-mål 6-6.5 vedrører forståelsen af begrebet ”mindsteløn” i udstationeringsdirektivetsartikel 3, stk. 1, c). Det er alene spørgsmålene om begrebet ”mindsteløn”, der harBeskæftigelsesministeriets interesse. Spørgsmålene herom har følgende ordlyd:”6. Skal artikel 3 i direktiv 96/71 set i lyset af artikel 56 og 57 TEUF fortol-kes således, at begrebet mindsteløn omfatter grundløn pr. time afhængigt aflønklasse, akkordløn med garanteret mindsteløn, feriepenge, faste dagpengeog en godtgørelse for den daglige transporttid til arbejde (rejsetidsgodtgørel-se) i overensstemmelse med de fastlagte arbejdsvilkår i den kollektive over-enskomst, der er omfattet af bilaget til direktivet og som erklæret for almentbindende?

6.1

Skal artikel 56 [og 57] TEUF og/eller artikel 3 i direktiv 96/71/EF for-tolkes således, at de er til hinder for, at medlemsstaterne i deres egenskab afsåkaldt værtsstat i deres nationale lovgivning (alment gældende kollektivoverenskomst) pålægges tjenesteydere fra andre medlemsstater at betaletransporttidsgodtgørelse og dagpenge til arbejdstagere, der er udstationeret iværtsstaten, når man tager hensyn til, at den udstationerede arbejdstager ihenhold til den nationale lovgivning, hvortil der henvises, i hele udstatione-ringsperioden anses for at arbejde inden for rammerne af en tjenesterejse ogderfor har ret til transportgodtgørelse og dagpenge?

6.2

Skal artikel 56 og 57 TEUF og/eller artikel 3 i direktiv 96/71/EF fortol-kes således, at de er til hinder for, at den nationale ret kan nægte at anerken-de en eventuel lønskala, som en virksomhed fra en anden medlemsstat harudarbejdet og anvender i sin hjemstat?

6.3

Skal artikel 56 og 57 TEUF og/eller artikel 3 i direktiv 96/71/EF fortol-kes således, at de giver en arbejdsgiver fra en anden medlemsstat ret til, gyl-digt og med bindende virkning for retten i beskæftigelsesstaten, at fastsætte

arbejdstagernes indplacering i lønklasser, såfremt der i en alment bindendekollektiv overenskomst i beskæftigelsesstaten er fastsat regler, der fører tilen anden indplacering i lønklasser, eller kan værtsmedlemsstaten, i hvilkenarbejdstagerne hos en tjenesteyder, der stammer fra den anden medlemsstat,er blevet udstationeret, fastsætte, hvilke bestemmelser tjenesteyderen skaloverholde i forbindelse med indplaceringen af arbejdstagerne i lønklasser?

6.4

Skal indlogering, hvortil arbejdsgiveren på grundlag af den i spørgsmål 6nævnte kollektive overenskomst skal afholde omkostningerne, og de spise-billetter, som en tjenesteyder fra en anden medlemsstat udleverer i henholdtil arbejdsaftalen, ved fortolkningen af artikel 3 i direktiv 96/71/EF i lyset afartikel 56 og 57 TEUF anses for en godtgørelse af udgifter, der er afholdtsom følge af udstationeringen, eller er sådanne ydelser omfattet af begrebetmindsteløn som omhandlet i artikel 3, stk. 1?

6.5

Skal artikel 3 i direktiv 96/71/EF sammenholdt med artikel 56 og 57TEUF fortolkes således, at en alment bindende kollektiv overenskomst i be-skæftigelsesstaten i forbindelse med fortolkningen af spørgsmålet om ak-kordaflønning, transporttidsgodtgørelse og dagpenge skal anses for at værebegrundet i hensynet til den offentlige orden?”

3. Baggrunden for spørgsmålene

Tvisten i hovedsagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt finske lønregler kan findeanvendelse på en gruppe arbejdstagere, der er udstationeret fra et selskab medhjemsted i Polen til at udføre arbejde i Finland.Sagsøgeren i hovedsagen er en finsk fagforening, sähköalojen ammattiliitto ry, somrepræsenterer 186 arbejdstagere, som er udstationeret i Finland. Arbejdstagerne haroverdraget deres lønkrav til fagforeningen med henblik på inddrivelse af lønkravet.Sagsøgte er et selskab ved navn Elektrobudowa SpółkaAkcyjna med hjemsted iPolen, der har registreret en filial i Finland. Sagsøgte har indgået arbejdsaftalermed arbejdstagere i Polen og udstationeret dem i Finland i henhold til loven omudstationering af arbejdstagere med henblik på udførelse af filialens tjenesteydel-ser. Arbejdstagerne udførte bl.a. el-arbejde på en byggeplads tilhørende kernekraft-værket på Olkiluoto i Eurajoki kommune.Sagsøgeren støtter sine krav på, at sagsøgte ikke har betalt arbejdstagerne lønnen ihenhold til de alment bindende, tidsmæssigt på hinanden følgende kollektive over-enskomster for henholdsvis el-området og bygningsinstallationsområdet, el-sektionen, der gælder for arbejde udført i Finland. Sagsøgte betalte arbejdstagerneen løn på tidsbasis, der efter sagsøgtes opfattelse i vidt omfang svarede til mini-mumsbeløbet for de kollektive overenskomsters laveste tidslønklasse. Sagsøgte be-talte derudover arbejdstagerne en kompensation for overtid, søndagsarbejde, lovbe-stemte fri- og helligdage og uafhængighedsdagen, ydede feriepenge og udleveredespisebilletter. Arbejderne boede under deres ophold i Finland i boliger, til hvilkesagsøgte afholdt omkostningerne. Sagsøgte betalte ikke dagpenge eller transport-tidsgodtgørelse til arbejdstagerne i henhold til de finske kollektive overenskomster.Sagsøgte har påberåbt sig artikel 56 og 57 TEUF samt udstationeringsdirektivetsartikel 3, stk. 1.

4. Regeringens interesse i sagen

I Danmark fastlægges mindstelønnen af arbejdsmarkedets parter, eventuelt gennemanvendelse af kollektive kampskridt, jf. udstationeringslovens § 6 a, der gælder irelation til udenlandske tjenesteydere. I Danmark anvendes således ikke en lovfast-sat mindsteløn, og Danmark har heller ikke som Finland almengjorte overenskom-ster. Imidlertid er det også i dansk sammenhæng af væsentlig betydning, at enværtsstats adgang til at definere, hvad der forstås ved ”mindsteløn” i relation til ud-stationerede arbejdstagere, der opererer i værtsstaten, ikke undermineres. Det er så-ledes i dansk kontekst vigtigt at sikre, at arbejdsmarkedets parter i Danmark harmulighed for at fastlægge mindstelønnen. Regeringen er derfor af den opfattelse, atregeringen bør afgive indlæg i sagen, hvori der navnlig argumenteres for, at det erværtsstaten, der kan fastsætte, hvilke lønelementer der indgår i det mindstelønsbe-greb, der anvendes på værtsstatens område, og at dette følger umiddelbart af udsta-tioneringsdirektivets artikel 3, stk. 1, c).