PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2013-14
EUU Alm.del Bilag 482
Offentligt

sikret ved Charterets artikel 8, eftersom det foreskriver en behandling af

personoplysninger, jf. præmis 36. Domstolen bemærker på den baggrund,

at det indgreb i de grundlæggende rettigheder, som direktivet herved inde-

bærer, er meget vidtrækkende og må anses for at være af særligt alvorlig

karakter. Den omstændighed, at lagringen af data og den efterfølgende an-

vendelse af dem finder sted, uden at abonnenten eller den registrerede bru-

ger oplyses herom, er egnet til at skabe en følelse hos de berørte personer

af, at deres privatliv er genstand for konstant overvågning, jf. præmis 37.

EU-Domstolen undersøger herefter, om indgrebet kan begrundes.

EU-Domstolen fastslår i den forbindelse, at den lagring af data, som kræ-

ves i henhold til direktivet, ikke er af en karakter, der kan krænke det væ-

sentligste indhold af den grundlæggende ret til respekt for privatliv og be-

skyttelse af personoplysninger. Direktivet giver således ikke mulighed for

at gøre sig bekendt med indholdet af den elektroniske kommunikation som

sådan og bestemmer, at udbydere af tjenester eller telenet skal overholde

visse principper om beskyttelse og sikkerhed vedrørende data, jf. præmis

38-40.

Endvidere fastslår EU-Domstolen, at lagring af data med henblik på en

eventuel udlevering af disse til de kompetente nationale myndigheder i

forbindelse med efterforskning, afsløring og retsforfølgning af grov krimi-

nalitet i medlemsstaterne, forfølger et formål af almen interesse, nemlig

bekæmpelse af grov kriminalitet samt i sidste ende at bidrage til den of-

fentlige sikkerhed, jf. præmis 41-44.

EU-Domstolen undersøger dernæst, om EU-lovgiver ved at vedtage direk-

tivet overskred de grænser, der følger af proportionalitetsprincippet, dvs.

om direktivet er udfærdiget på en sådan måde, at det både er egnet til at nå

det tilsigtede lovlige mål (bekæmpelse af grov kriminalitet og beskyttelse

af den offentlige sikkerhed) og ikke går videre, end hvad der er nødvendigt

og passende for at nå dette mål, jf. præmis 46. Domstolen bemærker i den

forbindelse, at EU-lovgivers skønsbeføjelse

–

henset dels til den betydelige

rolle, som beskyttelsen af personoplysninger spiller i forhold til den grund-

læggende ret til respekt for privatliv, dels til rækkevidden og alvoren af det

indgreb i denne ret, som direktivet indebærer

–

er begrænset, således at der

skal foretages en streng efterprøvelse, jf. præmis 47-48.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det er EU-Domstolens opfattelse, at den lagring af data, der kræves i hen-

hold til direktivet, kan anses for

egnet

til at gennemføre det mål, som for-

følges med det nævnte direktiv, jf. præmis 49.

For så vidt angår vurderingen af, om direktivet går videre, end hvad der er

nødvendigt og passende for at nå det tilsigtede mål (dvs. om direktivet er

proportionalt), udtaler EU-Domstolen, at selv om bekæmpelse af grov

kriminalitet, navnlig organiseret kriminalitet og terrorisme, er af afgørende

betydning for at beskytte den offentlige sikkerhed, kan et sådant mål af

almen interesse, hvor grundlæggende det end er, ikke i sig selv begrunde,

at en foranstaltning som den lagring, der finder sted efter direktivet, anses

som nødvendig. Beskyttelsen af personoplysninger har en særlig betydning

for retten til respekt for privatlivet, der efter EU-Domstolens faste praksis

kræver, at undtagelser fra eller begrænsninger i beskyttelsen af personop-

lysninger skal holdes inden for det strengt nødvendige, jf. præmis 51-53.

EU-Domstolen anfører på den baggrund i præmis 54, at EU-lovgivningen

skal fastsætte klare og præcise regler, som regulerer rækkevidden og an-

vendelsen af den omhandlede foranstaltning og opstiller en række mind-

stekrav, således at de personer, hvis data er blevet lagret, råder over til-

strækkelige garantier, der gør det muligt effektivt at beskytte deres person-

lige oplysninger mod risikoen for misbrug og mod ulovlig adgang til og

anvendelse af disse oplysninger.

I forlængelse heraf understreger EU-Domstolen, at behovet for at råde

over sådanne garantier er så meget desto større, når persondata er undergi-

vet automatisk databehandling, og hvor der er en betydelig risiko for ulov-

lig adgang til disse data, jf. præmis 55.

Det er EU-Domstolens opfattelse, at direktivet ikke fastsætter klare og

præcise regler, der regulerer rækkevidden af indgrebet i de grundlæggende

rettigheder beskyttet i Charterets artikel 7 og 8, hvorfor direktivet indebæ-

rer et indgreb i disse grundlæggende rettigheder, som er meget vidtræk-

kende og af særligt alvorlig karakter i EU’s retsorden, uden at dette ind-

greb er præcist afgrænset af bestemmelser, der gør det muligt at sikre, at

det faktisk er begrænset til det strengt nødvendige. Domstolens begrundel-

se herfor er treleddet:

For det første omfatter direktivet generelt alle personer, alle elektroniske

kommunikationsmidler og samtlige trafikdata, uden at der i direktivet fore-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

tages nogen form for differentiering, begrænsning eller undtagelse under

hensyn til målet om bekæmpelse af grov kriminalitet, jf. præmis 57.

Dels omfatter direktivet således generelt alle personer, der gør brug af

elektroniske kommunikationstjenester, uden at de personer, hvis data lag-

res, dog

–

end ikke indirekte

–

befinder sig i en situation, der vil kunne gi-

ve anledning til strafferetlig forfølgning, og indeholder endvidere ikke no-

gen undtagelsesbestemmelse og finder således anvendelse selv på perso-

ner, hvis kommunikation i henhold til nationale retsregler er omfattet af

tavshedspligt. Dels kræver direktivet ikke nogen sammenhæng mellem de

data, som foreskrives lagret, og en trussel mod den offentlige sikkerhed, og

det er navnlig ikke begrænset til en lagring, som er rettet mod data vedrø-

rende et bestemt tidsrum og/eller et bestemt geografisk område og/eller en

given personkreds, der på den ene eller den anden måde vil kunne være

indblandet i grov kriminalitet, eller mod personer, der af andre grunde

gennem lagring af deres data ville kunne bidrage til forebyggelse, afsløring

og retsforfølgning af grov kriminalitet, jf. præmis 58-59.

For det andet fastsætter direktivet ikke et objektivt kriterium, der gør det

muligt at afgrænse de kompetente nationale myndigheders adgang til data-

ene og den efterfølgende anvendelse af disse med henblik på forebyggelse,

afsløring eller strafferetlig retsforfølgning vedrørende kriminalitet, der

–

henset til rækkevidden og alvoren af indgrebet i rettighederne, der er be-

skyttet i Charterets artikel 7 og 8

–

kan anses for tilstrækkeligt grov til at

begrunde et sådant indgreb. I direktivets artikel 1, stk. 1, er der i stedet

alene henvist til ”grov kriminalitet”

som defineret i national ret, jf. præmis

60.

Endvidere indeholder direktivet ingen materielle og processuelle betingel-

ser for de kompetente nationale myndigheders adgang til dataene og efter-

følgende anvendelse heraf. Direktivet foreskriver således ikke udtrykke-

ligt, at denne adgang og efterfølgende anvendelse skal være strengt be-

grænset til forebyggelse og afsløring af præcist afgrænsede strafbare hand-

linger eller strafferetlig retsforfølgning heraf, jf. præmis 61.

Navnlig fastsætter direktivet ikke noget objektivt kriterium, der gør det

muligt at begrænse antallet af personer, der er bemyndigede til at få ad-

gang til og efterfølgende anvende lagrede data til det strengt nødvendige

henset til formålet. Særligt er myndighedernes adgang til lagrede data ikke

undergivet en forudgående kontrol, der udøves enten af en retsinstans eller

af en uafhængig administrativ enhed, jf. præmis 62.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

For det tredje foreskriver direktivet, at dataene skal lagres i minimum 6

måneder og maksimum 2 år, uden at der på nogen måde foretages en son-

dring mellem de forskellige kategorier af data efter deres relevans for det

mål, som forfølges, eller afhængigt af, hvilke personer der er berørt. Det er

således ikke præciseret, at fastsættelsen af lagringsperioden skal være ba-

seret på objektive kriterier for at sikre en begrænsning til det strengt nød-

vendige, jf. præmis 63-64.

EU-Domstolen anfører på den baggrund, at direktivet ikke fastsætter klare

og præcise regler, der regulerer rækkevidden af indgrebet i de grundlæg-

gende rettigheder, som er fastslået i Chartrets artikel 7 og 8. Derfor fastslås

det, at direktivet indebærer et indgreb i disse grundlæggende rettigheder,

som er meget vidtrækkende og af særligt alvorlig karakter i EU’s retsor-

den, uden at dette indgreb er præcist afgrænset af bestemmelser, der gør

det muligt at sikre, at det faktisk er begrænset til det strengt nødvendige, jf.

præmis 65.

I de efterfølgende præmisser fastslår EU-Domstolen derudover, at direkti-

vet ikke fastsætter tilstrækkelige garantier, der gør det muligt at sikre en

effektiv beskyttelse af data

–

sådan som det er påkrævet efter artikel 8 i

Charteret

–

mod risikoen for misbrug og mod enhver ulovlig adgang til og

benyttelse af disse data. Der er således ikke fastsat regler, som er specifik-

ke og tilpasset den meget store mængde data, til disse datas følsomme ka-

rakter samt til risikoen for ulovlig adgang til dataene, og som navnlig skul-

le udgøre en klar og streng regulering af beskyttelsen og sikkerheden af de

omhandlede data med henblik på at sikre deres integritet og fortrolighed.

Domstolen anfører endvidere, at direktivet sammenholdt med de relevante

bestemmelser i direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger

og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor

(Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (heref-

ter e-data-beskyttelsesdirektivet) og direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995

om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af per-

sonoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (herefter da-

tabeskyttelsesdirektivet) ikke sikrer, at udbyderne anvender et særlig højt

beskyttelses- og sikkerhedsniveau ved hjælp af tekniske og organisatoriske

foranstaltninger, men bl.a. tillader disse at tage økonomiske hensyn i be-

tragtning ved fastlæggelsen af det sikkerhedsniveau, de anvender. Navnlig

sikrer direktivet ikke en irreversibel destruktion af dataene ved udløbet af

lagringsperioden, jf. præmis 66-67.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Endelig bemærker EU-Domstolen, at direktivet ikke fastsætter krav om, at

dataene skal

lagres inden for EU’s område.

Domstolen konstaterer, at det

derfor ikke kan antages, at det fuldt ud er sikret, at overholdelse af kravene

om beskyttelse og sikkerhed kontrolleres af en uafhængig myndighed, så-

ledes som det udtrykkeligt påkræves efter Charterets artikel 8, stk. 3, jf.

præmis 68.

EU-Domstolen erklærer henset til samtlige ovenstående betragtninger log-

ningsdirektivet ugyldigt med henvisning til, at EU-lovgiver med vedtagel-

sen af direktivet anses for ikke at have handlet i overensstemmelse med

proportionalitetsprincippet i lyset af Charterets artikel 7, 8 og 52, stk. 1, jf.

præmis 69.

3. Dansk ret

3.1.

Nedenfor redegøres først for de danske regler om logning, jf. pkt. 3.2.

Dernæst redegøres for reglerne i telelovgivningen, der regulerer teleudby-

deres adgang til i visse nærmere bestemte situationer at registrere og opbe-

vare personers tele- og internetkommunikation, jf. pkt. 3.3. Endelig rede-

gøres for udvalgte bestemmelser i persondataloven, jf. pkt. 3.4.

3.2.1.

Ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsple-

jeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våben-

loven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Fin-

land, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til be-

kæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikker-

hedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse

af terrorisme m.v.) (anti-terrorpakke I), blev der indsat en bestemmelse i

retsplejelovens § 786, stk. 4, om registrering og opbevaring af oplysninger

om teletrafik samt om telenet- og teletjenesteudbyderes praktiske bistand

til politiet.

Det fremgår af forarbejderne til denne lov (pkt. 3.1.1.1 i de almindelige

bemærkninger til lovforslag nr. L 35 fremsat den 13. december 2001), at

bestemmelsen er indsat på baggrund af et forslag fra Justitsministeriets ud-

valg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet (Brydensholt-

udvalget) i betænkning nr. 1377/1999 om børnepornografi og IT-

efterforskning.

3.2.2.

Efter retsplejelovens § 786, stk. 4, påhviler det udbydere af telenet

eller teletjenester at foretage registrering og opbevaring i 1 år af oplysnin-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ger om teletrafik til brug for efterforskning og retsforfølgning af strafbare

forhold. Efter bestemmelsen fastsætter justitsministeren efter forhandling

med (nu) erhvervs- og vækstministeren nærmere regler om denne registre-

ring og opbevaring.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 378 af 6. juni 2002 (bemærknin-

gerne til § 2, nr. 2 og 3, i lovforslaget), at retsplejelovens § 786, stk. 4, in-

debærer pligt for udbydere af telenet og teletjenester til at registrere både

tele- og internetkommunikation.

Det er endvidere i forarbejderne (pkt. 1.2 i de almindelige bemærkninger

til lovforslaget) forudsat, at udbydere alene skal registrere og opbevare op-

lysninger om, hvem der har haft kontakt, men ikke oplysninger om, hvad

indholdet af kommunikationen imellem de pågældende var.

Bekendtgørelse nr. 988 af 28. september 2006 om udbydere af elektroniske

kommunikationsnets og elektroniske kommunikationstjenesters registre-

ring og opbevaring af oplysninger om teletrafik (logningsbekendtgørelsen)

er udstedt med hjemmel i bl.a. retsplejelovens § 786, stk. 4.

Det fremgår af logningsbekendtgørelsens § 1, at udbydere af elektroniske

kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere skal foretage registrering

og opbevaring af oplysninger om teletrafik, der genereres eller behandles i

deres net, således at disse oplysninger vil kunne anvendes som led i efter-

forskning og retsforfølgning af strafbare forhold.

Efter logningsbekendtgørelsens § 4 skal teleudbydere registrere en række

nærmere angivne oplysninger om fastnet- og mobiltelefoni samt SMS-,

EMS- og MMS-kommunikation, herunder oplysninger om det opkaldte og

det opkaldende nummer og tidspunktet for kommunikationens start og af-

slutning.

Efter logningsbekendtgørelsens § 5 skal teleudbydere registrere en række

nærmere angivne oplysninger om internettrafik. Det gælder bl.a. oplysnin-

ger om en brugers adgang til internettet og tidspunktet for kommunikatio-

nens start og afslutning. Der skal endvidere registreres oplysninger om

selve internetsessionen, dvs. kilden og endepunktet for en internetkommu-

nikation (sessionslogning).

Efter logningsbekendtgørelsens § 6 skal teleudbydere registrere en række

nærmere angivne oplysninger om brug af udbyderens egne e-mail- og in-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ternettelefonitjenester, herunder bl.a. oplysninger om modtagende og af-

sendende e-mail-adresser.

Det bemærkes i den forbindelse, at logningsbekendtgørelsen på enkelte

punkter går videre end de forpligtigelser, der følger af logningsdirektivet,

som er et minimumsdirektiv. Ifølge bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 6, skal

der således registreres og opbevares oplysninger om den første og sidste

mast, som en mobiltelefon er forbundet til som led i en kommunikation,

mens direktivet kun stiller krav om, at der registreres og opbevares oplys-

ninger om den første mast, jf. direktivets artikel 5, stk. 1, litra f, nr. 1.

For så vidt angår internetkommunikation går logningsbekendtgørelsen vi-

dere end direktivet, idet oplysninger om internetsessionen (også kaldet ses-

sionslogning), dvs. kilden og endepunktet for en internetkommunikation,

skal registreres og opbevares jf. § 5, stk. 1 og stk. 4. Der skal tillige logges

oplysninger om trådløs adgang til internettet, herunder oplysninger om det

lokale netværks geografiske placering samt identiteten på det benyttede

kommunikationsudstyr.

3.2.3.

Efter retsplejelovens § 786, stk. 4, og logningsbekendtgørelsens § 9

skal de registrerede oplysninger opbevares i 1 år.

For så vidt angår opbevaring af teletrafikdata fremgår det bl.a. af forarbej-

derne til lov nr. 378 af 6. juni 2002 (pkt. 3.1.3.1 i de almindelige bemærk-

ninger til lovforslaget), at

”Justitsministeriet foreslår, at opbevaringsperiodens varighed fast-

sættes til 1 år. Dette vil være i overensstemmelse med Europa-

Parlamentet og Rådets direktiv om behandling af personoplysnin-

ger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren

(97/66/EF), jf. pkt. 2.1.2. ovenfor. I det omfang, der ikke er tale om

oplysninger, der i henhold til direktivet kan opbevares med henblik

på kundedebitering, kan opbevaringstiden ikke være længere end

hensynet til ”forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølg-

ning i straffesager” tilsiger, jf. direktivets artikel 14, stk. 1. Efter

Justitsministeriets opfattelses går en opbevaringsperiode på 1 år ik-

ke videre, end dette hensyn tilsiger.”

For så vidt angår opbevaring af internettrafikdata fremgår det endvidere af

de nævnte forarbejder (pkt. 3.1.3.2 i de almindelige bemærkninger til lov-

forslaget), at

”[d]er

er, som [Brydensholt-]udvalget ligeledes anfører, tale om en

vanskelig afvejning mellem på den ene side hensynet til kriminali-

tetsbekæmpelse og på den anden side hensynet til både privatlivets

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

fred og de omkostninger, der påføres udbyderne. Særligt vedrøren-

de hensynet til privatlivets fred tilsiger dette hensyn, at der logges

mindst muligt, og at loggen opbevares i så kort tid som muligt, idet

risikoen for, at oplysningerne falder i de forkerte hænder, er større,

jo længere opbevaringsperioden er.

Imidlertid tager selv terrorhandlinger af væsentlig mindre omfang

end de tragiske angreb på New York og Washington den 11. sep-

tember 2001 normalt lang tid at planlægge. Justitsministeriet finder

det i lyset heraf tvivlsomt, om en opbevaringsfrist på kun 6 måne-

der dækker det behov for adgang til oplysninger, som politiet måtte

have i en konkret sag. Efter Justitsministeriets opfattelse bør der

derfor lægges afgørende vægt på de efterforskningsmæssige hen-

syn, der som Brydensholt-udvalget påpeger taler for en frist på ik-

ke under 1 år. Justitsministeriet stiller på den baggrund forslag om

en lovfæstet

opbevaringsperiode på 1 år.”

3.2.4.

Det følger af § 1 i logningsbekendtgørelsen, at de registrerede op-

lysninger skal opbevares med henblik på at kunne anvendes som led i ef-

terforskning og retsforfølgning af strafbare forhold.

De nærmere betingelser for, hvornår udbydere af telenet og teletjenester

skal udlevere oplysningerne, fremgår af retsplejelovens regler om indgreb i

meddelelseshemmeligheden og edition.

3.2.4.1.

De oplysninger om teletrafik, som teleudbydere ifølge logningsbe-

kendtgørelsen skal registrere, udgør i vidt omfang historiske teleoplysnin-

ger i retsplejelovens forstand. Det betyder efter retspraksis, at indhentelse

af oplysningerne kan finde sted efter reglerne om edition, hvis betingelser-

ne for indgreb i meddelelseshemmeligheden samtidig er opfyldt.

Visse oplysninger, som er registreret hos en teleudbyder i henhold til log-

ningsbekendtgørelsen, vil dog kunne indhentes alene efter reglerne om edi-

tion. Det drejer sig navnlig om oplysninger om de master, som en mobilte-

lefon er forbundet til som led i en kommunikation, samt oplysning om,

hvem der på et givet tidspunkt har været bruger af en specifik internetpro-

tokol-adresse.

Retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden og edition

gennemgås nærmere nedenfor.

3.2.4.2.

Det er alene politiet, der efter retsplejelovens § 780 kan foretage

indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder få udleveret registrerede

historiske teleoplysninger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

De nærmere betingelser for at foretage indgreb i meddelelseshemmelighe-

den fremgår navnlig af retsplejelovens §§ 781-783.

Retsplejelovens § 781 opstiller særlige krav til mistankegrundlaget (mis-

tankekravet), behovet for at foretage indgrebet (indikationskravet) samt til

grovheden af den kriminalitet, som efterforskningen angår (kriminalitets-

kravet). Således kræves det, at der foreligger bestemte grunde til at antage,

at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsen-

delser til eller fra en mistænkt, ligesom indgrebet må antages at være af af-

gørende betydning for efterforskningen. Det er endvidere et krav, at efter-

forskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med

fængsel i 6 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af f.eks. straffelo-

vens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og

13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder,

terrorisme m.v.), eller en række særligt oplistede bestemmelser i straffelo-

ven og særlovgivningen, herunder bl.a. udlændingeloven.

Fælles for disse særligt oplistede bestemmelser, jf. retsplejelovens § 781,

stk. 1, nr. 3, sidste led, stk. 2 og stk. 3, er, at de alle har en lavere straffe-

ramme end 6 års fængsel, jf. det generelle strafferammekrav i retsplejelo-

vens § 781, stk. 1, nr. 3.

Bestemmelserne om indgreb i meddelelseshemmeligheden har i det væ-

sentligste fået deres nuværende udformning ved lov nr. 227 af 6. juni

1985, der er udarbejdet på grundlag af Strafferetsplejeudvalgets betænk-

ning nr. 1023/1984 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og

anvendelse af agenter.

Straffelovens § 124, stk. 2 (ændret fra stk. 1 til stk. 2 ved lov nr. 382 af 6.

juni 2002), og §§ 125, 127, stk. 1, 266 og 281 blev indsat i retsplejelovens

§ 781, stk. 1, nr. 3, ved denne lov. Det fremgår i den forbindelse af pkt. 2.4

i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at de nævnte bestemmelser

blev taget med under henvisning til betænkning nr. 1023/1984.

Det fremgår af betænkningen s. 51, at der i udvalget var enighed om, at der

generelt bør sættes snævre grænser for politiets indgreb i meddelelses-

hemmeligheden. Samtidig påpegede udvalget, at der i det moderne sam-

fund findes nye kriminalitetsformer, der er kendetegnet ved, at sædvanlige

efterforskningsmetoder ikke er tilstrækkelige.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det fremgår nærmere af betænkning nr. 1023/1984, s. 91f, at udvalget har

fundet det nødvendigt at føje enkelte bestemmelser til hovedreglen om et

kriminalitetskrav på 6 års fængsel i strafferammen. Indføjelse af straffelo-

vens §§ 124, 125 og 127, stk. 1, begrundes med, at de har karakter af kom-

plot, og at telefonaflytning kan være en hensigtsmæssig foranstaltning til

at hindre eller opklare fangeflugt. For så vidt angår straffelovens § 281

fremgår det, at telefonaflytning og teleoplysninger her er helt relevante ef-

terforskningsmidler. Vedrørende straffelovens § 266 lægger udvalget vægt

på, at telefonkommunikation netop er et særligt egnet middel til at frem-

sætte trusler, hvorfor telefonaflytning kan være nødvendig for at afsløre

den truendes identitet.

Straffelovens § 235 om børnepornografi blev indsat i retsplejelovens §

781, stk. 1, nr. 3, ved lov nr. 441 af 31. maj 2000. Det fremgår bl.a. af pkt.

8.3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at det fortsat er Ju-

stitsministeriets principielle synspunkt, at der generelt bør sættes snævre

grænser for politiets adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemme-

ligheden, men at der imidlertid kan være særlige kriminalitetsformer, hvor

sædvanlige efterforskningsmetoder ikke er tilstrækkelige. Justitsministeriet

finder derfor, at der løbende på baggrund af udviklingen i kriminalitets-

formerne må tages stilling til, om der

–

på enkelte områder

–

er særlige

behov for at udvide adgangen til at foretage indgreb i meddelelseshemme-

ligheden. Der må i den forbindelse foretages en overordnet afvejning mel-

lem på den ene side hensynet til en effektiv kriminalitetsbekæmpelse og på

den anden side hensynet til borgernes privatliv. Det fremgår endvidere, at

Justitsministeriet på det foreliggende grundlag kun har overvejet, om der

bør være adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden ved

efterforskning af sager om udbredelse og besiddelse af børnepornografi, da

denne kriminalitet i høj grad begås ad elektronisk vej, hvor mere traditio-

nelle efterforskningsmetoder ikke er tilstrækkelige, hvorfor der i sager af

denne karakter skal være mulighed for at foretage indgreb i meddelelses-

hemmeligheden, uanset at det almindelige krav om mindst 6 års fængsel i

strafferammen ikke er opfyldt.

Straffelovens § 233, stk. 1, (tidligere § 228) om rufferi blev indsat i rets-

plejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, ved lov nr. 436 af 10. juni 2003. Der henvi-

ses i pkt. 6.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget på ny til, at

der generelt bør sættes snævre grænser for politiets adgang til at foretage

indgreb i meddelelseshemmeligheden, og at der i forbindelse med overve-

jelser om, at udvide adgangen hertil foretages en overordnet afvejning af

på den ene side hensynet til en effektiv kriminalitetsbekæmpelse og på den

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

anden side hensynet til borgernes privatliv, men at der imidlertid kan være

særlige kriminalitetsformer, hvor sædvanlige efterforskningsmetoder ikke

er tilstrækkelige. Det fremgår i den forbindelse bl.a., at udviklingen i det

danske prostitutionsmiljø, herunder den mere organiserede måde prostitu-

tion drives på i dag, har medført, at politiet har fået stadig vanskeligere ved

at efterforske og opklare bagmandsvirksomhed i forbindelse med prostitu-

tion, og at frygten for repressalier afholder de prostituerede, der udnyttes

ved bagmændenes virksomhed, fra at medvirke til sagens opklaring.

Muligheden for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden ved mis-

tanke om overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1-5 (dengang

§ 59, stk. 3, og senere § 59, stk. 5), om forsætlig bistand til udlændinge

med ulovlig indrejse, ophold, arbejde samt vidererejse blev indsat i retsple-

jelovens § 781, stk. 1, nr. 3, ved lov nr. 411 af 6. oktober 1997.

Det fremgår af pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget fra

1997, at indgreb i meddelelseshemmeligheden i mange tilfælde vil være et

relevant efterforskningsmiddel i forhold til kriminalitet, som er kendeteg-

net ved, at den begås af flere personer i forening, og at der på den bag-

grund bør være adgang til indgreb i meddelelseshemmeligheden for krimi-

nalitetsformer, der ofte begås af en flerhed af personer, i det omfang, der er

tale om kriminalitet af en sådan alvorlig karakter, at sådanne indgreb er

velbegrundede.

Det fremgår endvidere af Retsudvalgets betænkning over lovforslaget, at

baggrunden for ændringsforslaget, hvorefter en overtrædelse af udlændin-

gelovens § 59, stk. 7, nr. 1-5, blev indsat i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr.

3, var, at udviklingen i den internationale menneskesmugling i stadig sti-

gende omfang bar præg af professionel planlægning, at en meget stor andel

af asylansøgerne var kommet til Danmark illegalt, bistået af personer, der

mod betaling havde hjulpet de pågældende hertil, at menneskesmugling

udgjorde en grov kriminalitetsform, og at det således var af afgørende be-

tydning at styrke politiets muligheder for at optrevle den professionelle

menneskesmugling ved at give politiet adgang til at foretage indgreb i

meddelelseshemmeligheden som led i efterforskningen af sager om men-

neskesmugling. Det fremgår endvidere, at de almindelige betingelser for at

foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder mistankekravet

(§ 781, stk. 1, nr. 1) og indikationskravet (retsplejelovens § 781, stk. 1, nr.

2) også gælder i disse sager. Herudover gælder kravet om proportionalitet i

retsplejelovens § 782.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Efter retsplejelovens § 782 må indgrebet ikke være uforholdsmæssigt i

forhold til indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulem-

pe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det

rammer.

Endvidere foreskriver retsplejelovens § 783, at indgreb i meddelelses-

hemmeligheden alene kan ske efter indhentelse af en retskendelse, med-

mindre indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afven-

tes. I så fald skal indgrebet forelægges for retten senest 24 timer fra ind-

grebets iværksættelse.

Det følger af retsplejelovens § 784, stk. 1, at der

–

inden retten træffer af-

gørelse efter § 783

–

skal beskikkes en advokat for den, som indgrebet

vedrører, og at advokaten skal have lejlighed til at udtale sig.

Endelig følger det af retsplejelovens § 788, at der efter afslutningen af et

indgreb i meddelelseshemmeligheden skal gives underretning om indgre-

bet til bl.a. indehaveren af den pågældende telefon ved telefonaflytning og

teleoplysning, medmindre underretning eksempelvis vil være til skade for

efterforskningen i en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som ef-

ter loven kan danne grundlag for et indgreb i meddelelseshemmeligheden,

jf. retsplejelovens § 788, stk. 4.

3.2.4.3.

For så vidt angår reglerne om edition fremgår det af retsplejelo-

vens § 804, at retten som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der

er undergivet offentlig påtale, kan meddele en person, der ikke er mis-

tænkt, pålæg om at forevise eller udlevere genstande, hvis der er grund til

at antage, at en genstand, som den pågældende har rådighed over, kan tje-

ne som bevis, bør konfiskeres eller ved lovovertrædelsen er fravendt no-

gen, som kan kræve den tilbage. I modsætning til reglerne om indgreb i

meddelelseshemmeligheden indeholder reglerne om edition

–

bortset fra

kravet om, at der skal være tale om lovovertrædelse, der er undergivet of-

fentlig påtale

–

ikke noget krav om, at lovovertrædelserne skal være af en

særlig art eller grovhed.

Det fremgår af retsplejelovens § 806, stk. 2, at afgørelse om pålæg om edi-

tion træffes af retten ved kendelse. Såfremt indgrebets øjemed ville for-

spildes, hvis retskendelse skulle afventes, kan politiet dog i medfør af §

806, stk. 4, træffe beslutning om edition. Fremsætter den, som indgrebet

retter sig mod, anmodning herom, skal politiet snarest muligt og senest in-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

den 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om ind-

grebet kan godkendes.

3.2.4.4.

For så vidt angår politiets, herunder PET’s, erfaringer med anven-

delsen af logningsreglerne henvises der til pkt. 5 og 6 i Justitsministeriets

redegørelse af 21. december 2012 til Folketingets Retsudvalg om diverse

spørgsmål vedrørende logningsreglerne og Justitsministeriets svar af 28.

maj 2014 på spørgsmål nr. 942 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

3.2.5.

For så vidt angår anden hjemmel end retsplejeloven til udlevering af

oplysninger, der registreres og opbevares i henhold til logningsbekendtgø-

relsen, kan det om Justitsministeriets område oplyses, at Datatilsynet efter

persondatalovens § 62, stk. 1, kan kræve enhver oplysning, der er af be-

tydning for dets virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder

ind under persondatalovens bestemmelser.

Baggrunden for bestemmelsen, der udspringer af persondatadirektivets ar-

tikel 28, stk. 3, er, at Datatilsynet som tilsynsmyndighed skal have mulig-

hed for at kræve oplysninger udleveret af både den offentlige forvaltning

og private dataansvarlige.

Bestemmelsen omfatter

– jf. udtrykket ”enhver oplysning” –

i princippet

også oplysninger registreret efter logningsbekendtgørelsen, men det må

antages, at det kun i helt særlige tilfælde vil være relevant for Datatilsynet

at indhente sådanne oplysninger.

Efter § 73 i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, jf. lov-

bekendtgørelse nr. 128 af 7. februar 2014 (herefter teleloven), som hører

under Erhvervs- og Vækstministeriet, kan Erhvervsstyrelsen kræve alle

oplysninger og alt materiale, som Erhvervsstyrelsen skønner relevant i for-

bindelse med tilsyn med overholdelse af lovens regler eller regler fastsat i

medfør heraf og i forbindelse med administration, undersøgelser og kon-

krete afgørelser, der gennemføres og træffes efter lovens bestemmelser

herom, af blandt andre udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -

tjenester og udbydere af teleterminaludstyr, der anvendes til mobilkom-

munikationstjenester.

Erhvervs- og Vækstministeriet har oplyst, at bestemmelsen efter sin ordlyd

principielt kunne omfatte de i logningsbekendtgørelsen anførte oplysnin-

ger, men at indhentelse mv. af sådanne oplysninger ville forudsætte, at det-

te kunne betragtes som relevant i forhold til de pågældende bestemmelsers

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

formål, hvilket er usandsynligt.

Ifølge skattekontrollovens § 8 D, som hører under Skatteministeriet, skal

blandt andre bestyrelser eller lignende øverste ledelser for private juridiske

personer efter anmodning meddele told- og skatteforvaltningen oplysnin-

ger, der af myndighederne skønnes at være af væsentlig betydning for

skatteligningen.

Bestemmelsen blev i sin nuværende form indsat i skattekontrolloven ved

lov nr. 1113 af 21. december 1994. Det fremgår af lovforslagets specielle

bemærkninger om bestemmelsen, at skattemyndighedernes adgang efter

skattekontrollovens § 8 D, stk. 1, til at rekvirere oplysninger til brug for

skattemyndighedernes virksomhed fra juridiske personer mv. begrænses til

kun at omfatte oplysninger, der skønnes at ville være af væsentlig betyd-

ning for skattemyndighedernes virksomhed. I væsentlighedskriteriet ligger

bl.a., at skattemyndighederne skal være tilbageholdende med at kræve

nødvendige oplysninger direkte fra juridiske personer mv., hvis oplysnin-

gerne lige så vel kan kræves af den skattepligtige selv eller gennem denne.

Skatteministeriet har oplyst, at SKAT med hjemmel i den nævnte bestem-

melse i forbindelse med ligning af en skattepligtig kan anmode teleselska-

berne om at oplyse den skattepligtiges brug af telefon, typisk ved fremsen-

delse af specificeret faktura. Skatteministeriet har endvidere oplyst, at der i

praksis er tale om oplysninger, der registreres i henhold til bekendtgørelse

nr. 715 af 23. juni 2011 om udbud af elektroniske kommunikationsnet og -

tjenester (herefter udbudsbekendtgørelsen, jf. nærmere nedenfor). Skatte-

ministeriet har i samarbejde med Erhvervsstyrelsen rettet henvendelse til

Europa-Kommissionen for at få afklaret, om der eventuelt er regelkonflikt

mellem skattekontrolloven og e-data-beskyttelsesdirektivet (2002/58/EF).

Skatteministeriet har oplyst, at de oplysninger, der i praksis indhentes, er

oplysninger, der registreres i henhold til udbudsbekendtgørelsen, og at det

er usandsynligt, at SKAT skulle få behov for at indhente oplysninger regi-

streret i henhold til logningsbekendtgørelsen. Efter det oplyste har Skatte-

ministeriet ikke taget stilling til, om sådanne oplysninger i givet fald ville

kunne indhentes med hjemmel i skattekontrollovens § 8 D.

3.3.

Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (teleloven) in-

deholder regler, hvis formål er at fremme et velfungerende og innovati-

onspræget marked for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester til

gavn for slutbrugerne. Loven indeholder regler, der bl.a. gennemfører e-

data-beskyttelsesdirektivet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I medfør af bl.a. telelovens § 8, stk. 1, 2 og 4, jf. § 20, stk. 1, har erhvervs-

og vækstministeren udstedt udbudsbekendtgørelsen. Ifølge bekendtgørel-

sens § 19 skal teleudbydere, hvis deres opkrævning er afhængig af forbru-

get, tilbyde kunden specificeret regning. Til brug for dette registrerer og

opbevarer teleudbyderen oplysninger, sådan at kunden kan identificere

forbruget af tjenesten. De oplysninger, teleudbyderen skal registrere, er

blandt andet tidspunkt, varighed og opkaldt nummer.

Formålet med bestemmelsen er at give kunderne mulighed for at kontrolle-

re, at teleudbyderens opkrævning for forbrug af teletjenesten er korrekt.

Efter § 23 i udbudsbekendtgørelsen skal udbydere af offentlige elektroni-

ske kommunikationsnet eller -tjenester sikre, at trafikdata vedrørende

abonnenter eller brugere slettes eller anonymiseres, når de ikke længere er

nødvendige for fremføringen af kommunikationen. Det fremgår dog sam-

tidig af bestemmelsen, at det er tilladt for en udbyder at opbevare trafikda-

ta til visse nærmere angivne formål, herunder bl.a. til debitering af abon-

nenter samt til opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler dem i medfør af

logningsbekendtgørelsen.

Erhvervsstyrelsen under Erhvervs- og Vækstministeriet har oplyst, at slet-

ningsreglen i udbudsbekendtgørelsens § 23 bl.a. gælder for oplysninger,

der er logget efter logningsbekendtgørelsen. Oplysninger, som teleudby-

derne registrerer og opbevarer

alene

med det formål at opfylde lognings-

forpligtelsen i henhold til logningsbekendtgørelsen, vil således ikke efter

de gældende regler kunne opbevares i mere end 1 år, jf. den 1-årige opbe-

varingspligt i logningsbekendtgørelsens § 9.

Erhvervsstyrelsen har over for Justitsministeriet på spørgsmålet om, hvilke

sikkerhedskrav til teleudbyderne der gælder på telelovgivningens område,

herunder hvilke garantier der i denne lovgivning er fastsat for at sikre en

effektiv beskyttelse af data mod risiko for misbrug samt ulovlig adgang til

og benyttelse af data, endvidere oplyst følgende:

”Erhvervsstyrelsen kan som uafhængig telemyndighed oplyse, at

opbevaring eller lagring af data, som er logget efter Justitsministe-

riets logningsbekendtgørelse er underlagt reglerne i bekendtgørelse

nr. 445 af 11. maj 2011 om informationssikkerhed og beredskab

for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Bekendtgørelsen

er udstedt med hjemmel i § 8, stk. 1 og 8, stk. 4 i lov 169 af 3.

marts 2011 om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Reglerne om persondatasikkerhed følger af bekendtgørelsens § 7.

Efter denne bestemmelse skal net- og tjenesteudbyderne jf. § 5

gennemføre en risikovurdering og udarbejde en sikkerhedspolitik

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

for persondatasikkerheden i forbindelse med net- og tjenesteud-

buddet og i relevant omfang sikringsplaner omfattende foranstalt-

ninger til beskyttelse heraf. Sådanne foranstaltninger skal leve op

til kravene i kap. 4 i bekendtgørelse nr. 715 af 23. juni 2011 om

udbud af elektroniske kommunikationsnet- og tjenester

–

herunder

kravene til behandling (navnlig sletning og anonymisering) af tra-

fik- og lokaliseringsdata.

Herudover skal foranstaltningerne som minimum:

1. Sikre at kun autoriserede personer får adgang til persondata til

lovlige formål

2. Beskytte lagrede persondata og persondata under transmission

mod hændelig eller ulovlig tilintetgørelse, hændeligt tab eller

ændring og ubeføjet eller ulovlig lagring, behandling, adgang

eller videregivelse.

Erhvervsstyrelsen kan desuden oplyse, at der på myndighedens

område ikke findes specifikke regler, der regulerer overførsel af

data

til lande uden for EU.”

Erhvervsstyrelsen fører som telemyndighed tilsyn med, at teleudbyderne

overholder reglerne i udbudsbekendtgørelsen og bekendtgørelse nr. 445 af

11. maj 2011 om informationssikkerhed og beredskab for elektroniske

kommunikationsnet og -tjenester (herefter sikkerhedsbekendtgørelsen), jf.

den generelle tilsynspligt i telelovens § 20.

3.4.

Persondataloven indeholder regler om persondatabeskyttelse. Loven

gennemfører databeskyttelsesdirektivet.

Persondataloven gælder bl.a. for behandling af personoplysninger, som

helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, jf. lo-

vens § 1, stk. 1.

Teleudbyderes behandling af personoplysninger er ud over reglerne i tele-

lovgivningen reguleret af de generelle bestemmelser i persondataloven, i

det omfang disse ikke er fortrængt af særregler i f.eks. telelovgivningen, jf.

herved persondatalovens § 2, stk. 1.

Det fremgår af persondatalovens § 55, at Datatilsynet fører tilsyn med en-

hver behandling, der omfattes af loven. Tilsynet med de bestemmelser i

persondataloven, som finder anvendelse på teleudbydernes behandling af

personoplysninger, fordi de ikke er fortrængt af særregler i telelovgivnin-

gen, ligger derfor hos Datatilsynet. Datatilsynet udøver sine funktioner i

fuld uafhængighed, jf. lovens § 56.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Af persondatalovens §§ 41 og 42 fremgår bl.a., at den dataansvarlige skal

træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger

mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller for-

ringes, samt mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges

eller i øvrigt behandles i strid med loven. Det fremgår endvidere, at en da-

taansvarlig, når denne overlader en behandling af oplysninger til en data-

behandler, skal sikre sig, at databehandleren kan træffe de nævnte tekniske

og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger, og påse, at dette sker. Det er

i forarbejderne til persondataloven forudsat, at foranstaltningerne under

hensyn til det aktuelle tekniske niveau og de omkostninger, som er forbun-

det med deres iværksættelse, vil tilvejebringe et tilstrækkeligt sikkerheds-

niveau i forhold til de risici, som behandlingen indebærer, og arten af de

oplysninger, som skal beskyttes, jf. herved også databeskyttelsesdirektivets

artikel 17, stk. 1, 2. afsnit.

I persondataloven er der desuden fastsat nærmere regler om overførsel af

oplysninger til tredjelande.

Det fremgår af persondatalovens § 27, stk. 1, at oplysninger kun må over-

føres til et tredjeland, hvis dette land sikrer et tilstrækkeligt sikkerhedsni-

veau. Ved tredjeland forstås en stat, som ikke indgår i EU, og som ikke har

gennemført aftaler, der er indgået med EU, og som indeholder regler sva-

rende til databeskyttelsesdirektivet, jf. persondatalovens § 3, nr. 9.

Vurderingen af, om beskyttelsesniveauet i et tredjeland er tilstrækkeligt,

skal efter persondatalovens § 27, stk. 2, ske på grundlag af samtlige de

forhold, der har indflydelse på en overførsel, herunder navnlig oplysnin-

gernes art, behandlingens formål og varighed, oprindelseslandet og det en-

delige bestemmelsesland, samt de retsregler, herunder regler for god for-

retningsskik og sikkerhedsforanstaltninger, som gælder i tredjelandet.

Kommissionen kan med bindende virkning for medlemsstaterne træffe be-

slutning om, at et bestemt tredjeland sikrer et tilstrækkeligt beskyttelsesni-

veau, jf. artikel 25, stk. 6, i databeskyttelsesdirektivet.

I de tilfælde, hvor et tredjeland ikke kan siges at sikre et tilstrækkeligt be-

skyttelsesniveau, kan der ske overførsel af oplysninger til det pågældende

tredjeland, hvis betingelserne i § 27, stk. 3, er opfyldt, herunder hvis den

registrerede har givet udtrykkeligt samtykke hertil, jf. stk. 3, nr. 1, eller

hvis overførslen er nødvendig eller følger af lov eller bestemmelser fastsat

i henhold til lov for at beskytte en vigtig samfundsmæssig interesse eller

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, jf. stk. 3,

nr. 4. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af persondatalovens §

50, stk. 2, at ved overførsel af oplysninger, som nævnt i bestemmelsens

stk. 1

–

det vil bl.a. sige ved overførsel af følsomme personoplysninger

–

til tredjelande i medfør af bl.a. § 27, stk. 3, nr. 2-4, skal der indhentes en

tilladelse fra Datatilsynet.

Uden for de i stk. 3 nævnte tilfælde kan Datatilsynet give tilladelse til, at

der overføres oplysninger til tredjelande, som ikke opfylder stk. 1, hvis den

dataansvarlige yder tilstrækkelige garantier for beskyttelse af de registre-

redes rettigheder, jf. persondatalovens § 27, stk. 4.

Efter persondatalovens § 27, stk. 5, kan overførsel til tredjelande ske uden

tilladelse fra Datatilsynet, på grundlag af kontrakter, der er i overensstem-

melse med standardkontraktbestemmelser godkendt af Kommissionen.

Det bemærkes, at bestemmelsen i persondatalovens § 27 om overførsel af

personoplysninger til tredjelande både gælder ved videregivelse af person-

oplysninger til en anden dataansvarlig, ved overladelse af personoplysnin-

ger til en databehandler samt ved intern brug, f.eks. inden for en koncern.

4. Dommens betydning for de danske logningsregler

4.1.

På baggrund af EU-Domstolens dom af 8. april 2014 er der rejst

spørgsmål om, hvorvidt de danske logningsregler kan opretholdes, altså

om de gældende danske logningsregler er i overensstemmelse med Charte-

rets bestemmelser om retten til respekt for privatliv og familieliv (artikel

7) og om retten til beskyttelse af personoplysninger (artikel 8).

4.2.

Justitsministeriet skal indledningsvis bemærke, at det er ministeriets

vurdering, at Charteret finder anvendelse i forhold til de danske lognings-

regler.

Efter Charterets artikel 51 finder det anvendelse i forhold til medlemssta-

terne, ”når de gennemfører EU-retten”.

Det fremgår af de såkaldte forkla-

ringer til Charterets artikel 51, der i overensstemmelse med Traktaten om

Den Europæiske Unions artikel 6, stk. 1, og Charterets artikel 52, stk. 7,

skal tages i betragtning i forbindelse med fortolkningen af dette, at Charte-

ret også finder anvendelse, når medlemsstaterne handler inden for EU-

retten. Samtidig følger det af e-data-beskyttelsesdirektivets artikel 15, stk.

1, 2. pkt., at medlemsstaterne af hensyn til bl.a. forebyggelse, efterforsk-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ning, afsløring og retsforfølgning i straffesager kan vedtage retsforskrifter

om lagring af data i en begrænset periode

. En medlemsstat, der, som sket

ved de danske logningsregler, fastsætter regler om logning af teledata,

handler således efter Justitsministeriets opfattelse inden for rammerne af

EU-retten.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at de danske log-

ningsregler

–

selv om Danmark, nu hvor logningsdirektivet er erklæret

ugyldigt, strengt taget ikke gennemfører dette

–

som følge af e-data-

beskyttelsesdirektivets artikel 15 falder inden for EU-rettens anvendelses-

område, jf. Charterets artikel 51, stk. 1, således som denne bestemmelse er

fortolket i EU-Domstolens dom i sag C-617/10, Hans Åkerberg Fransson

4.3.

Det skal derfor vurderes, om den gældende danske lovgivning på om-

rådet er i overensstemmelse med Charterets bestemmelser om retten til re-

spekt for privatliv og familieliv (artikel 7) og ret til beskyttelse af person-

oplysninger (artikel 8).

De rettigheder, der sikres ved Charterets artikel 7 om respekt for privatliv

og familieliv, svarer indholdsmæssigt til de rettigheder, der er sikret ved

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (herefter EMRK) artikel

8. Ligeledes er Charterets artikel 8 om beskyttelse af personoplysninger

baseret på bl.a. EMRK artikel 8.

EMRK artikel 8 har følgende ordlyd:

”Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit

hjem og sin korrespondance.

Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af

denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er

nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale

sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske vel-

færd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundhe-

Det bemærkes, at det fremgår af direktivets artikel 1, stk. 3, at direktivet under ingen

omstændigheder gælder for bl.a. ”statens aktiviteter på det strafferetlige område.” Efter

Justitsministeriets opfattelse er denne undtagelse vedrørende det strafferetlige område be-

grænset til tilfælde, hvor staten opbevarer og behandler data som led i strafferetlige akti-

viteter. I modsætning hertil retter de danske logningsregler sig mod teleudbydere.

I denne sag havde de svenske myndigheder fastsat regler om sanktioner i tilknytning til

et direktiv, uden at direktivet forpligtede hertil. EU-Domstolen fandt, at strafforfølgnin-

gen af Åkerberg Fransson efter de pågældende bestemmelser udgjorde en gennemførelse

af EU-retten i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Charterets artikel 51, stk. 1, selv

om den svenske lovgivning ikke var vedtaget for at gennemføre direktivet i national ret,

da anvendelsen af de svenske regler havde til formål at sanktionere en tilsidesættelse af

direktivets bestemmelser og dermed havde til formål at gennemføre medlemsstaternes

traktatmæssige forpligtelse til effektivt at sanktionere adfærd, der skader Unionens finan-

sielle interesser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

den eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og

friheder.”

Det følger af Charterets artikel 52, stk. 3, at i det omfang Charteret inde-

holder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, har de sam-

me betydning og omfang som i konventionen. I det omfang rettighederne i

Charteret således svarer til rettighederne i EMRK, skal rettighederne i

Charteret derfor fortolkes i overensstemmelse med Den Europæiske Men-

neskerettighedsdomstols (herefter Menneskerettighedsdomstolen) rets-

praksis vedrørende de relevante bestemmelser i EMRK.

4.4.

I det følgende foretages en analyse af betydningen af EU-Domstolens

dom af 8. april 2014 for dansk ret med udgangspunkt i dommen og artikel

7 og 8 i Charteret og med inddragelse af Menneskerettighedsdomstolens

praksis vedrørende EMRK, hvor det er relevant.

4.4.1.

Indledningsvis bemærkes, at registreringen og opbevaringen af op-

lysninger foretaget i henhold til logningsbekendtgørelsen tager udgangs-

punkt i den forpligtelse til at foretage registrering og opbevaring af oplys-

ninger, der fulgte af logningsdirektivet. Der er grundlæggende tale om re-

gistrering og opbevaring af den samme type af oplysninger, dvs. oplysnin-

ger, der skaber mulighed for i et vist omfang at få indblik i kommunikatio-

nen foretaget af de personer, hvis oplysninger registreres og opbevares,

uden at der dog skabes mulighed for at få indblik i indholdet af denne

kommunikation.

Formålet med registreringen og opbevaringen af oplysninger efter log-

ningsbekendtgørelsen er desuden det samme som formålet med registre-

ring og opbevaring ifølge logningsdirektivet, dvs. at skabe mulighed for at

anvende oplysningerne som led i efterforskning og retsforfølgning af

strafbare forhold.

Med udgangspunkt i EU-Domstolens afgørelse vedrørende logningsdirek-

tivet er det derfor Justitsministeriets vurdering, at registreringen og opbe-

varingen af oplysninger foretaget i henhold til logningsbekendtgørelsen

udgør et indgreb i retten til privatliv, jf. Charterets artikel 7, og retten til

beskyttelse af personoplysninger, jf. Charterets artikel 8.

Det er desuden Justitsministeriets vurdering, at registreringen og opbeva-

ringen af oplysninger i henhold til logningsbekendtgørelsen med henblik

på, at oplysningerne kan indgå som led i efterforskning og retsforfølgning

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

af strafbare forhold, forfølger et sagligt formål, og at registreringen og op-

bevaringen af oplysninger er egnet til at opnå dette formål.

Særligt for så vidt angår oplysninger registreret som led i sessionslogning,

jf. logningsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, har erfaringerne dog vist, at op-

lysningerne kun i meget begrænset omfang er brugbare i praksis i forbin-

delse med efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold. Det skyl-

des bl.a., at reglerne er udformet på en måde, der gør det muligt for inter-

netudbyderne at nøjes med at logge hver 500. datapakke, der indgår i en

slutbrugers kommunikation på internettet. Endvidere kan internetudbyder-

ne foretage registreringen af internetkommunikationen på kanten til andre

net i deres netværk. Der henvises nærmere herom til pkt. 5.5.1.1 i Justits-

ministeriets redegørelse af 21. december 2012 til Folketingets Retsudvalg

om diverse spørgsmål vedrørende logningsreglerne. Det er efter Justitsmi-

nisteriets opfattelse tvivlsomt, om reglerne om sessionslogning på nuvæ-

rende tidspunkt og i deres nuværende udformning kan anses for ”egnede”

til at opnå deres formål (skabe mulighed for anvendelse af oplysningerne

som led i efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold). Justitsmi-

nisteriet vil derfor tage skridt til at ophæve reglerne herom i bekendtgørel-

sens § 5, stk. 1. Der kan i forlængelse heraf henvises til, at justitsministe-

ren i folketingsåret 2014-15 vil fremsætte et lovforslag om revision af log-

ningsreglerne.

På den anførte baggrund forholder det nedenfor angivne sig ikke til regler-

ne om sessionslogning efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1.

4.4.2.

Som anført i pkt. 2 ovenfor er det i forhold til logningsdirektivet

EU-Domstolens opfattelse, at indgrebet i de grundlæggende rettigheder

beskyttet i Charterets artikel 7 og 8 ikke er tilstrækkeligt afgrænset med

henblik på at sikre, at det pågældende indgreb rent faktisk er begrænset til

det strengt nødvendige.

Med udgangspunkt i EU-Domstolens treleddede begrundelse for, at Dom-

stolen ikke fandt indgrebet tilstrækkeligt afgrænset, jf. gennemgangen af

dommen i pkt. 2 ovenfor, analyseres i det følgende betydningen af dom-

men i forhold til de gældende danske regler om registreringen af oplysnin-

ger (I), adgangen til de registrerede oplysninger (II) og varigheden af op-

bevaringen af de registrerede oplysninger (III).

I. For så vidt angår

registreringen og opbevaringen

af oplysninger bemær-

kes, at den registrering og opbevaring, der skal foretages i henhold til log-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ningsbekendtgørelsen, som udgangspunkt svarer til den registrering og op-

bevaring, der skulle foretages med udgangspunkt i logningsdirektivet. Her-

til kommer, at der som anført i pkt. 3 ovenfor på enkelte punkter (mobilte-

lefoni og sessionslogning og trådløs adgang til internettet) foretages regi-

strering og opbevaring af oplysninger, der går videre end de forpligtelser,

der fulgte af logningsdirektivet.

For så vidt angår vurderingen i forhold til Charterets artikel 7 og 8 bemær-

kes, at registreringen og opbevaringen af oplysninger foretaget i henhold

til logningsbekendtgørelsen

–

på samme generelle vis som registreringen

og opbevaringen foretaget i henhold til logningsdirektivet

–

omfatter alle

personer og alle elektroniske kommunikationsmidler og samtlige trafikdata

uden nogen form for differentiering, begrænsning eller undtagelse under

hensyn til målet om at bekæmpe kriminalitet.

II. I relation til spørgsmålet om

adgangen

til de oplysninger, der er regi-

streret og opbevaret i henhold til logningsbekendtgørelsen, bemærkes, at

logningsdirektivet i vidt omfang overlader det til medlemsstaterne at ud-

fylde de materielle og proceduremæssige betingelser for denne adgang, li-

gesom direktivet også i vidt omfang overlader det til medlemsstaterne at

fastsætte de nærmere krav til opbevaringen af oplysningerne.

Som anført i EU-Domstolens dom, præmis 54, må det kræves, at lovgiv-

ningen fastsætter klare og præcise regler, således at de personer, hvis op-

lysninger registreres og opbevares, råder over tilstrækkelige garantier, der

gør det muligt effektivt at beskytte deres personlige oplysninger mod risi-

koen for misbrug og mod ulovlig adgang til og anvendelse af disse oplys-

ninger.

Menneskerettighedsdomstolen har i sin afgørelse af 29. juni 2006 i sagen

Weber og Saravia mod Tyskland (54934/00),

særligt præmis 93-95, taget

stilling til forholdet mellem EMRK artikel 8 og hemmelig overvågning af

kommunikation med henblik på kriminalitetsbekæmpelse. I den forbindel-

se bemærkede Menneskerettighedsdomstolen, at det ikke kan kræves af

national lovgivning, at den enkelte skal være i stand til at forudse, hvornår

vedkommendes kommunikation bliver overvåget. Derimod må det kræves,

at national lovgivning er tilstrækkeligt klar for så vidt angår betingelserne

for, at hemmelig overvågning af kommunikation kan iværksættes med

henblik på at sikre den enkelte mod vilkårlige indgreb i retten til privatliv.

Menneskerettighedsdomstolen opsummerede herefter sin retspraksis

således:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

”In its case-law

on secret measures of surveillance, the Court has

developed the following minimum safeguards that should be set

out in statute law in order to avoid abuses of power: the nature of

the offences which may give rise to an interception order; a defini-

tion of the categories of people liable to have their telephones

tapped; a limit on the duration of telephone tapping; the procedure

to be followed for examining, using and storing the data obtained;

the precautions to be taken when communicating the data to other

parties; and the circumstances in which recordings may or must be

erased or the tapes destroyed.”

Det bemærkes, at der i forbindelse med registrering og opbevaring af op-

lysninger i henhold til logningsbekendtgørelsen ikke er tale om egentlig

hemmelig overvågning (logningen medfører således ikke i sig selv, at poli-

ti mv. automatisk får adgang til de opbevarede data), ligesom der heller ik-

ke er tale om overvågning af indholdet af kommunikationen mv. (lognin-

gen indebærer således ikke nogen adgang til indholdet af de opbevarede

data). Med forbehold herfor må Menneskerettighedsdomstolens afgørelse

dog efter Justitsministeriets opfattelse antages at kunne tjene som grundlag

for vurderingen af de krav, der må stilles til national lovgivning for så vidt

angår adgangen til og opbevaringen af oplysninger, der er registreret og

opbevaret i henhold til logningsbekendtgørelsen.

Som beskrevet i pkt. 3.2.4 ovenfor er adgangen til de oplysninger, der er

registreret og opbevaret i henhold til logningsbekendtgørelsen med henblik

på at kunne anvendes som led i efterforskning og retsforfølgning af straf-

bare forhold, reguleret i retsplejelovens kapitel 71 om indgreb i meddelel-

seshemmeligheden og kapitel 74 om edition.

For så vidt angår de materielle betingelser for adgangen til registrerede og

opbevarede oplysninger i form af indgreb i meddelelseshemmeligheden,

skal der særligt henvises til retsplejelovens § 781, der opstiller krav til mis-

tankegrundlaget (mistankekravet), behovet for at foretage indgrebet (indi-

kationskravet) samt til grovheden af den kriminalitet, som mistanken angår

(kriminalitetskravet).

For så vidt angår kriminalitetskravet bemærkes, at der som betingelse for

indgreb i meddelelseshemmeligheden generelt kræves, at der er tale om

kriminalitet af en vis grovhed (strafferamme på mindst 6 års fængsel eller

forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod sta-

tens selvstændighed og sikkerhed eller straffelovens kapitel 13 om forbry-

delser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme

mv.).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Overtrædelse af en række andre specifikke bestemmelser i straffeloven og

særlovgivningen, herunder udlændingeloven kan dog også begrunde ind-

greb i meddelelseshemmeligheden, jf. retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3,

stk. 2 og stk. 3.

Som det fremgår af pkt. 3.2.4 ovenfor, er det ved indsættelsen af de særli-

ge bestemmelser i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, generelt forudsat, at

der bør sættes snævre grænser for politiets adgang til at foretage indgreb i

meddelelseshemmeligheden, at der i forbindelse med overvejelser om at

udvide adgangen hertil foretages en overordnet afvejning af på den ene

side hensynet til en effektiv kriminalitetsbekæmpelse og på den anden side

hensynet til borgernes privatliv, og at der imidlertid kan vise sig at være

særlige kriminalitetsformer, hvor sædvanlige efterforskningsmetoder ikke

er tilstrækkelige.

I forbindelse med indsættelse af hver enkelt af de særligt oplistede be-

stemmelser i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, er der således foretaget en

konkret vurdering af behovet for at udvide adgangen til at foretage indgreb

i meddelelseshemmeligheden. Behovet begrundes med, at udviklingen af

nye kriminalitetsformer i det moderne samfund gør det nødvendigt at tage

andre end de sædvanlige efterforskningsmetoder i brug, og at der løbende

bør tages stilling til dette behov. Det gælder f.eks., hvor kommunikations-

data er det afgørende bevismiddel eller det helt relevante efterforsknings-

middel, hvor overtrædelsen begås af en flerhed af personer, har karakter af

et komplot eller som led i organiseret international kriminalitet, eller hvor

overtrædelsen sker ad ren elektronisk vej.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at mistankekravet i retsplejelovens §

781, stk. 1, nr. 1, og indikationskravet i stk. 1, nr. 2, samt proportionali-

tetskravet i § 782 ligeledes finder anvendelse for så vidt angår de særligt

oplistede bestemmelser. Der henvises i øvrigt til den nærmere beskrivelse

af de materielle betingelser i pkt. 3.2.4 ovenfor.

Ved indhentelse af historiske teleoplysninger skal de materielle betingelser

for både editionspålæg, jf. retsplejelovens § 804, og indgreb i meddelel-

seshemmeligheden, jf. retsplejelovens § 781, være opfyldt.

De proceduremæssige betingelser for adgang til sådanne oplysninger

fremgår af retsplejelovens § 783 (krav om retskendelse), § 784 (advokat-

beskikkelse for den, som indgrebet vedrører) og § 788 (efterfølgende un-

derretning af den, som indgrebet vedrører).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Også ved indhentelse af andre oplysninger (alene) efter reglerne om editi-

on, jf. retsplejelovens § 804, jf. pkt. 3.2.4.1 ovenfor, gælder der procedu-

remæssige betingelser, jf. retsplejelovens § 806, herunder krav om rets-

kendelse.

Dansk ret indeholder således klare betingelser for adgangen til oplysnin-

ger, der er registreret og opbevaret i henhold til logningsbekendtgørelsen

Ud over adgang i form af indgreb i meddelelseshemmeligheden og pålæg

om edition efter bestemmelserne i retsplejeloven findes der som nævnt

ovenfor i pkt. 3.2.5 på visse områder hjemmel til, at myndigheder kan

kræve at få indblik i oplysninger, der er registreret og opbevaret i henhold

til logningsbekendtgørelsen. Således vil både Datatilsynet og Erhvervssty-

relsen kunne kræve at få adgang til oplysninger registreret og opbevaret i

henhold til logningsbekendtgørelsen, hvis det måtte være relevant for de

pågældende myndigheders tilsynsvirksomhed. Dette vil kun i helt særlige

tilfælde være relevant for Datatilsynet, og efter det af Erhvervs- og

Vækstministeriet oplyste usandsynligt i forhold til Erhvervsstyrelsen. End-

videre har Skatteministeriet oplyst, at de oplysninger, der i praksis indhen-

tes, er oplysninger, der registreres i henhold til udbudsbekendtgørelsen, og

at det er usandsynligt, at SKAT skulle få behov for at indhente oplysninger

registreret i henhold til logningsbekendtgørelsen. Efter det oplyste har

Skatteministeriet ikke taget stilling til, om sådanne oplysninger i givet fald

ville kunne indhentes med hjemmel i skattekontrollovens § 8 D.

For så vidt angår opbevaringen af oplysninger, der er registreret i henhold

til logningsbekendtgørelsen, bemærkes, at persondataloven som anført i

pkt. 3.4 ovenfor gælder for oplysninger, som registreres og opbevares efter

logningsbekendtgørelsen, og at Datatilsynet fører tilsyn med enhver be-

handling, der omfattes af loven.

Hertil kommer, at der i udbudsbekendtgørelsen er fastsat særlige bestem-

melser for teleudbydere, herunder bekendtgørelsens § 23 om sletning eller

anonymisering af trafikdata, der også finder anvendelse på trafikdata, der

er registreret og opbevaret i henhold til logningsbekendtgørelsen. Det in-

debærer som nævnt i pkt. 3.3 ovenfor, at oplysninger, som teleudbyderne

registrerer og opbevarer alene med det formål at opfylde forpligtelsen i

Justitsministeriet vil i forbindelse med den kommende revision af logningsreglerne

nærmere overveje forholdet mellem Danmarks internationale forpligtelser med hensyn til

retten til respekt for privatlivet og de krav, der efter retsplejelovens editionsregler gælder i

forhold til politiets adgang til visse loggede oplysninger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

henhold til logningsbekendtgørelsen, ikke vil kunne opbevares i mere end

1 år.

Der er således i dansk ret etableret en række garantier vedrørende adgan-

gen til og opbevaringen af oplysninger, der er registreret og opbevaret i

henhold til logningsbekendtgørelsen. For så vidt angår adgangen til oplys-

ningerne adskiller de danske regler sig væsentligt fra logningsdirektivet,

der i vidt omfang overlod reguleringen af disse spørgsmål til medlemssta-

terne.

III. Om

opbevaringsperioden

for oplysninger, der registreres og opbevares

i henhold til logningsbekendtgørelsen, bemærkes, at det efter retsplejelo-

vens § 786, stk. 4, påhviler teleudbydere at foretage registrering og opbe-

varing i 1 år af oplysninger om teletrafik til brug for efterforskning og rets-

forfølgning af strafbare forhold. I overensstemmelse hermed fremgår det af

logningsbekendtgørelsens § 9, at de registrerede oplysninger skal opbeva-

res i 1 år.

Der henvises til pkt. 3.2.3 ovenfor for en beskrivelse af motiverne bag fast-

læggelsen af opbevaringsperioden til 1 år. Som det fremgår heraf, er det

udtrykkeligt anført i forarbejderne til lov nr. 378 af 6. juni 2002 (pkt.

3.1.3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget), at fastsættelsen af

en opbevaringsperiode på 1 år ikke går videre, end hensynet til forebyggel-

se, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager tilsiger.

Også på dette punkt adskiller dansk ret sig fra logningsdirektivet, idet det i

direktivet var overladt til medlemsstaterne selv at fastlægge en opbeva-

ringsperiode på mellem 6 måneder og 2 år. EU-Domstolen fremhævede i

den forbindelse bl.a., at det ikke var præciseret i direktivet, at fastsættelsen

af lagringsperioden skal være baseret på objektive kriterier for at sikre en

begrænsning til det strengt nødvendige, jf. præmis 64.

Det bemærkes desuden, at der som også anført ovenfor gælder en forplig-

telse for teleudbyderne i medfør af udbudsbekendtgørelsens § 23 til at slet-

te eller anonymisere oplysninger, der udelukkende er registreret og opbe-

varet i henhold til logningsbekendtgørelsen, ved udløbet af den 1-årige op-

bevaringsperiode.

For så vidt angår, hvor længe de registrerede oplysninger skal opbevares,

har Danmark således på dette punkt fastsat en klar afgrænsning i lovgiv-

ningen baseret på hensynet til efterforskning og kriminalitetsbekæmpelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4.5.

Det bemærkes endelig, at EU-Domstolen anfører i præmis 66-68, at

logningsdirektivet ikke fastsætter tilstrækkelige garantier i forhold til ef-

fektiv beskyttelse af lagrede data mod risikoen for misbrug og mod enhver

ulovlig adgang til og anvendelse af disse data, således som foreskrevet i

Charterets artikel 8. Navnlig sikrer direktivet efter Domstolens opfattelse

ikke en irreversibel destruktion af dataene ved udløbet af lagringsperioden.

Direktivet fastsætter endvidere ikke krav om, at lagrede data skal opbeva-

res på EU’s område, hvilket kan underminere den uafhængige myndig-

hedskontrol, der skal foretages efter Charterets artikel 8, stk. 3.

4.5.1.

Som det fremgår ovenfor under pkt. 3.3, er der på teleområdet i sik-

kerhedsbekendtgørelsen fastsat sikkerhedskrav til teleudbyderne.

Formålet med sikkerhedsbekendtgørelsen er at sikre en effektiv beskyttelse

af data mod risiko for misbrug samt ulovlig adgang til og benyttelse af da-

ta. Dette omfatter også data, der er blevet logget efter logningsbekendtgø-

relsen.

Efter reglerne i sikkerhedsbekendtgørelsen er der bl.a. krav om, at tjene-

steudbyderne skal udarbejde en sikkerhedspolitik, der som minimum sik-

rer, at det kun er en begrænset kreds af personer, som får adgang til per-

sondata til lovlige formål, og at der bl.a. ikke kan ske en ubeføjet eller

ulovlig lagring, behandling, adgang eller videregivelse af persondata. End-

videre er der

–

som nærmere redegjort for under pkt. 3.3

–

efter udbudsbe-

kendtgørelsens § 23 krav om, at teleudbydere ikke kan opbevare lognings-

data ud over logningsperioden på 1 år, idet teleudbyderne efter den nævnte

bestemmelse er forpligtet til at slette eller anonymisere dataene.

Hertil kommer, at udbyderne skal overholde persondatalovens regler om

fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger.

Disse sikkerhedskrav og -foranstaltninger er som nævnt ovenfor en gen-

nemførelse af henholdsvis e-data-beskyttelsesdirektivet og databeskyttel-

sesdirektivet. Dommens præmis 67 må efter Justitsministeriets opfattelse

forstås sådan, at der navnlig sigtes til krav om irreversibel destruktion af

data. Dette er som nævnt ovenfor opfyldt ved udbudsbekendtgørelsens §

23, hvorefter teleudbyderne ikke kan opbevare oplysninger, der (alene) er

logget efter logningsreglerne, ud over logningsperioden på 1 år, hvorefter

dataene skal slettes eller anonymiseres.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4.5.2.

Særligt i forhold til EU-Domstolens bemærkning om, at logningsdi-

rektivet ikke sikrer, at lagrede data skal opbevares på EU’s område,

be-

mærkes, at der i persondatalovens § 27 er fastsat nærmere regler for over-

førsel af oplysninger til lande uden for EU. Denne bestemmelse gælder og-

så for oplysninger, der er blevet logget efter logningsbekendtgørelsen.

Persondatalovens regler indebærer således, at oplysninger kun må overfø-

res til et tredjeland, hvis dette land sikrer et tilstrækkeligt sikkerhedsni-

veau, hvis betingelserne i lovens § 27, stk. 3, er opfyldt, hvis Datatilsynet i

medfør af § 27, stk. 4, har givet tilladelse til overførslen, eller hvis over-

førslen sker på grundlag af kontrakter, der er i overensstemmelse med

standardkontraktbestemmelser godkendt af Kommissionen.

Som nævnt ovenfor gælder bestemmelsen i persondatalovens § 27 om

overførsel til tredjelande også ved overladelse af personoplysninger til en

databehandler samt ved intern brug, f.eks. inden for en koncern.

5. Konklusion

Som det nærmere fremgår under pkt. 2 ovenfor, foretog EU-Domstolen en

samlet

vurdering af, om det indgreb i EU-borgernes rettigheder efter Char-

terets artikel 7 og 8, som logningsdirektivet indebar, var begrænset til det

strengt nødvendige. Domstolen fandt

–

med henvisning til samtlige i

dommen angivne betragtninger

–

at EU-lovgiver ved ikke at have fastsat

klare og præcise regler for medlemsstaterne havde overskredet de grænser,

som overholdelsen af proportionalitetsprincippet kræver, henset til Charte-

rets artikel 7, 8 og 52, stk. 1, jf. dommens præmis 65 og 69.

Henset til, at dommen er baseret på en samlet vurdering, kan det give an-

ledning til tvivl, hvilken vægt de enkelte led i begrundelsen skal tillægges,

og dermed også hvilken betydning dommen i givet fald kan tillægges i

forhold til de danske logningsregler.

I og med, at der er tale om en samlet vurdering, kan det forhold, at regi-

streringen og opbevaringen af oplysninger foretaget i henhold til de danske

logningsregler

–

på samme generelle vis som registreringen og opbevarin-

gen foretaget i henhold til logningsdirektivet

–

omfatter alle personer og

alle elektroniske kommunikationsmidler og samtlige trafikdata uden nogen

form for differentiering, begrænsning eller undtagelse under hensyn til må-

let om at bekæmpe grov kriminalitet, efter Justitsministeriets opfattelse ik-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ke i sig selv føre til, at de danske regler må anses for at være i strid med

Charteret.

Som det fremgår ovenfor, fastsætter den danske lovgivning klare og præci-

se regler, der indeholder en række væsentlige garantier med henblik på ef-

fektivt at beskytte logningsdata mod risikoen for misbrug og mod ulovlig

adgang til og anvendelse af disse data.

Modsat logningsdirektivet indeholder dansk lovgivning en række materiel-

le og proceduremæssige betingelser for adgangen til de registrerede oplys-

ninger. Særligt skal det fremhæves, at adgangen til oplysningerne

–

som

beskrevet ovenfor

–

sker under iagttagelse af retsplejelovens regler om

indgreb i meddelelseshemmeligheden og/eller edition, hvilket medfører, at

en række materielle og proceduremæssige krav skal være opfyldt, for at

politiet kan få adgang til oplysningerne. Derudover fastsætter de danske

logningsregler

–

modsat direktivet

–

pligten for teleudbyderne til at opbe-

vare oplysningerne til 1 år. Endelig følger det af udbudsbekendtgørelsen,

at oplysninger, der udelukkende er registreret og opbevaret under henvis-

ning til logningsbekendtgørelsen, herefter irreversibelt skal slettes eller

anonymiseres.

Samlet set finder Justitsministeriet af de ovenfor anførte grunde, at der ik-

ke er grundlag for at antage, at de gældende danske regler om registrering

og opbevaring af oplysninger i henhold til retsplejeloven og logningsbe-

kendtgørelsen og om adgangen til disse oplysninger skulle være i strid

med Charterets bestemmelser om retten til respekt for privatliv og familie-

liv (artikel 7) og ret til beskyttelse af personoplysninger (artikel 8)

Det bemærkes, at som anført ovenfor under pkt. 4.4.1 vil Justitsministeriet tage skridt til

at ophæve reglerne om sessionslogning.