PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2013-14
EUU Alm.del Bilag 518
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 19 32 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 400.A.5-3-0

16. juni 2014

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i retssager, som har

den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger

om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I

sager, der i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og

afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens hjemmeside

(http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-Domstolen med kort

varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-53/13

og C-

80/13

Titel og kort sagsresumé

Strojírny Prostějov m.fl.

Er artikel 56 og 57 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde til

hinder for anvendelsen af national lovgivning, som i tilfælde, hvor en

virksomhed, der stiller arbejdstagere til rådighed for en anden virksomhed

(leverandøren), har hjemsted på en anden medlemsstats område, pålægger

den virksomhed, der benytter sig af arbejdstagerne, en pligt til at indeholde

indkomstskat for disse arbejdstagere og betale den til statskassen, mens det er

leverandøren, der har denne pligt, hvis leverandøren har hjemsted på Den

Tjekkiske Republiks område?

TDC

Sagen vedrører: 1. Omfatter definitionen af "adgang" i adgangsdirektivets

artikel 2, a), adgang i form af etablering af stikledninger mellem

fordelingspunktet i et accessnet og det terminerende segment hos

slutbrugeren? Gør det en forskel for besvarelsen, at strækningen for

stikledninger højst er 30 meter? 2. Er etablering af stikledning på op til 30

meter mellem fordelingspunktet i et accessnet og det terminerende segment

hos slutbrugeren omfattet af begrebet "adgang til og anvendelse af specifikke

netelementer og tilhørende faciliteter" i adgangsdirektivets art. 12,jf. art. 2 og

art. 8? 3. Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 1 og spørgsmål 2

om adgangsforpligtelse i form af pligt til etablering af f.eks. stikledninger

mellem fordelingspunktet i et accessnet og det terminerende segment hos

slutbrugeren, om ejeren af et elektronisk kommunikationsnet skal foretage

investeringer, der væsentligt overstiger anskaffelsessum-men for det

elektroniske kommunikationsnet, der skal gives adgang til? 4. Har det

betydning for besvarelsen af spørgsmål 3, at ejeren får dækket

omkostningerne til etablering af stikledningerne gennem en pålagt forpligtelse

til priskontrol?

Kongeriget Spanien mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den

Europæiske Union

Påstande: Det fastslås, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1257/2012 af 17. december 2012 om gennemførelse af et forstærket

samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse er en nullitet, subsidiært

Processkridt

Dom

Dato

19.06.14

C-

556/12

Dom

19.06.14

C-

146/13

Mundtlig

forhandling

01.07.14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

annulleres den i det hele. Subsidiært fastslås, at følgende er en nullitet: a)

Artikel 9, stk. 1, i sin helhed og artikel 9, stk. 2, i det omfang, det er anført i

dette søgsmåls femte anbringende. b) Artikel 18, stk. 2, i sin helhed og alle

forordningens henvisninger til Den Fælles Patentdomstol som

domstolsordning og retskilde for det europæiske patent med ensartet

retsvirkning.

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale

sagens omkostninger.

C-

147/13

Kongeriget Spanien mod Rådet for Den Europæiske Union

Påstande: Rådets forordning (EU) nr. 1260/2012 af 17. december 2012 om

gennemførelse af et forstærket samarbejde om indførelse af

enhedspatentbeskyttelse for så vidt angår gældende oversættelsesordninger

annulleres, og Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger. Subsidiært

annulleres artikel 4 og 5, artikel 6, stk. 2, og artikel 7, stk. 2, i Rådets

forordning (EU) nr. 1260/2012 af 17. december 2012 om gennemførelse af

et forstærket samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse for så vidt

angår gældende oversættelsesordninger, og Rådet tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Martens

Sagen vedrører: 1A. Skal EU-retten, især artikel 45 TEUF og artikel 7, stk. 2, i

forordning nr. 1612/68, fortolkes således, at den er til hinder for, at EU-

medlemsstaten Nederlandene indstiller studiestøtten til en uddannelse uden

for EU til et voksent barn, over for hvem en i Belgien bosat grænsearbejder

med nederlandsk tatsborgerskab, som arbejder dels i Nederlandene, dels i

Belgien, har forsørgerpligt, og dette sker på det tidspunkt, da grænsearbejdet

ophører, og

arbejdstageren nu kun arbejder i Belgien, og med den begrundelse, at barnet

ikke opfylder betingelsen om at have boet i Nederlandene i mindst tre af de

seneste seks år forud for optagelsen på den pågældende undervisningsanstalt?

1B. Såfremt spørgsmål 1A skal besvares bekræftende, og det antages, at de

øvrige betingelser for studiestøtte er opfyldt, er EU-retten da til hinder for, at

studiestøtten tilkendes for en periode, der er kortere end varigheden af den

uddannelse, som studiestøtten er bevilget til? Såfremt Domstolen ved

besvarelsen af spørgsmål 1A og 1B når til den afgørelse,

at reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed ikke er til hinder for, at der i

perioden fra november 2008 til juni 2011 eller i en del af denne periode ikke

tilkendes Babette Martens nogen studiestøtte: 2. Skal artikel 20 TEUF og

artikel 21 TEUF da fortolkes således, at de er til hinder for, at EU-

medlemsstaten Nederlandene ikke forlænger studiestøtten til en uddannelse

på en undervisningsanstalt i et OLT-område (Curaçao), som der var ret til, da

den pågældendes fader var beskæftiget i Nederlandene som grænsearbejder,

idet den manglende forlængelse begrundes med, at den pågældende ikke

opfylder den betingelse, der gælder for enhver unionsborger, herunder egne

statsborgere, nemlig at den pågældende i mindst tre af de seneste seks år

forud for optagelsen på den omhandlede uddannelse skal have boet i

Nederlandene?

Mundtlig

forhandling

01.07.14

C-

359/13

Mundtlig

forhandling

02.07.14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

T-

260/11

Titel og kortsagsresumé

Kongeriget Spanien mod Kommissionen

Sagsøgerens påstande: Kommissionens forordning (EU) nr. 165/2011 af 22.

februar 2011 om nedsættelse af visse makrelkvoter, der er tildelt Spanien i

2011 og følgende år på grund af overfiskning i 2010, annulleres. Europa-

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Bayer CropScience

Sagen vedrører: Fortolkning af artikel 3, stk. 1, og artikel 1, nr. 8 og 3, i

Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 1610/96 af 23. juli 1996

om indførelse af et supplerende beskyttelsescertifikat for

plantebeskyttelsesmidler til præjudiciel afgørelse: Skal begreberne »produkt« i

forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 1, nr. 8, og »aktive stoffer« i dens

artikel 1, nr. 3, fortolkes således, at også en safener er omfattet heraf?

Evans

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 2 og/eller 16 i forordning nr. 1408/71

fortolkes således, at en person som L.F. Evans, der er statsborger i en

medlemsstat, har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed som arbejdstager,

har været omfattet af den nederlandske lovgivning om social sikring og

efterfølgende er blevet ansat ved det tjenstgørende personale på Amerikas

Forenede Staters generalkonsulat i Nederlandene, fra begyndelsen af denne

ansættelse ikke længere falder under den af forordning nr. 1408/71 omfattede

personkreds? I benægtende fald: 2) a. Skal artikel 3 i forordning nr. 1408/71

og/eller artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 fortolkes således, at

anvendelsen af status som privilegeret person på L.F. Evans, hvilket i dette

tilfælde bl.a. indebærer fritagelse for den sociale forsikring og bidragsbetaling

hertil, kan anses for tilstrækkelig begrundelse for den udøvede

forskelsbehandling på grundlag af nationalitet? b. Hvilken betydning har det i

denne sammenhæng, at L.F Evans i 1999 på forespørgsel valgte at fortsætte

sin status som privilegeret person?

Oberbank m.fl.

Sagen vedrører: fortolkning af artikel 3, stk. 1, og 3, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2008/95/EF om indbyrdes tilnærmel-se af medlemsstaternes

lovgivning om varemærker af 22. oktober 2008 (EUT L 299 af 8.11.2008, s.

25): 1) Er direktivets artikel 3, stk. 1 og 3, til hinder for en fortolkning af

national ret, hvorefter der for et abstrakt farvemærke (konkret: rød HKS 13),

der søges registreret for finansielle tjenesteydelser, skal opnås en korrigeret

henføringsgrad på mindst 70% i en forbrugerundersøgelse, for at det kan

antages, at mærket har opnået fornødent særpræg som følge af brug? 2) Skal

direktivets artikel 3, stk. 3, første punktum, fortolkes således, at det ligeledes

er tidspunktet for ansøgningen om varemærket

–

og ikke tidspunktet for dets

registrering

–

der er afgørende, når varemærkeindehaveren i sit forsvar mod

en begæring om, at varemærket kendes ugyldigt, gør gældende, at varemærket

i hvert fald mere end tre år efter ansøgningen, men inden registreringen, har

opnået fornødent særpræg som følge af brug? 3) For det tilfælde, at

ansøgningstidspunktet ligeledes under de ovenfor anførte forudsætninger er

afgørende: Skal varemærket kendes for ugyldigt, allerede fordi det er uafklaret

Processkridt

Dom

Dato

18.06.14

C-11/13

Dom

19.06.14

C-

179/13

19.06.14

C-

217/13

og C-

218/13

Dom

19.06.14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

og ikke længere kan afklares, om det på ansøgningstidspunktet havde opnået

fornødent særpræg som følge af brug? Eller forudsætter ugyldighed, at

sagsøgeren i ugyldighedssagen godtgør, at varemærket på

ansøgningstidspunktet ikke havde opnået fornødent særpræg som følge af

brug?

C-

501/12 -

C-

506/12,

C-

540/12

og C-

541/12

Specht m.fl.

Sagen vedrører: 1) Skal den primære og/eller sekundære EU-ret, her navnlig

direktiv 2000/78/EF, med hensyn til et omfattende forbud mod uberettiget

forskelsbehandling på grund af alder fortolkes således, at det også omfatter

nationale bestemmelser om aflønning af tjenestemænd i delstater? 2) Såfremt

det første spørgsmål besvares bekræftende, følger det da af fortolkningen af

denne primære og/eller sekundære EU-ret, at en national bestemmelse,

hvorefter størrelsen af en tjenestemands grundløn ved etableringen af

tjenestemandsforholdet afhænger afgørende af den pågældendes alder og

efterfølgende først og fremmest stiger i takt med varigheden af

tjenestemandsforholdet, udgør en direkte eller indirekte forskelsbehandling

på grund af alder? 3) Såfremt også det andet spørgsmål besvares bekræftende,

er fortolkningen af denne primære og/eller sekundære EU-ret da til hinder

for, at en sådan national bestemmelse begrundes med det lovgivningsmæssige

mål, at erhvervserfaring skal belønnes? 4) Såfremt også det tredje spørgsmål

besvares bekræftende, tillader fortolkningen af den primære og/eller

sekundære EU-ret da en anden retsfølge, end at de personer, som har været

udsat for forskelsbehandling, skal aflønnes med tilbagevirkende kraft efter det

højeste løntrin i deres lønramme, så længe der ikke er foretaget en

implementering af regler om aflønning, som ikke indebærer en

forskelsbehandling? Følger retsfølgen af tilsidesættelsen af forbuddet mod

forskelsbehandling i denne forbindelse af den primære og/eller sekundære

EU-ret, her navnlig af direktiv 2000/78/EF, selv, eller følger kravet alene af

det EU-retlige erstatningsansvar for staten ud fra det synspunkt, at der er

blevet foretaget en mangelfuld gennemførelse af EU-retlige bestemmelser? 5)

Er fortolkningen af den primære og/eller sekundære EU-ret til hinder for en

national foranstaltning, der lader kravet på (efter-)betaling eller erstatning

være afhængigt af, at tjenestemanden har gjort dette krav gældende hurtigt? 6)

Såfremt det første til det tredje spørgsmål besvares bekræftende, følger det da

af fortolkningen af den primære og/eller sekundære EU-ret, at en

overgangslov

–

hvorefter de gamle tjenestemænd (Bestandsbeamten) alene

indplaceres på et løntrin i den nye ordning på grundlag af beløbet for den

grundløn, de har erhvervet i henhold til de tidligere regler om aflønning (som

indebærer en forskelsbehandling) på datoen for overgangen, og hvorefter den

videre opstigning i højere løntrin således uafhængigt af tjenestemandens

absolutte erfaringsperiode kun beregnes efter de erfaringsperioder, der er

tilbagelagt fra overgangslovens ikrafttræden

–

udgør en vedvarende

opretholdelse af den bestående forskelsbehandling på grund af alder, indtil

det pågældende øverste løntrin er nået? 7) Såfremt også det sjette spørgsmål

besvares bekræftende, er fortolkningen af den primære og/eller sekundære

EU-ret da til hinder for, at denne ubegrænset vedvarende ulige behandling

kan begrundes med det lovgivningsmæssige mål [org. s. 3], at overgangsloven

ikke (kun) skal beskytte bestående erhvervede rettigheder på datoen for

overgangen, men (også) forventningen om den prognosemæssigt forskaffede

livsindkomst ihenhold til de tidligere regler om aflønning i den pågældende

lønklasse? Kan den vedvarende forskelsbehandling af gamle tjenestemænd

være begrundet, fordi den alternative regulering (individuel indplacering også

af gamle tjenestemænd efter erfaringsperioder) ville være forbundet med en

større administrativ byrde? 8) Såfremt det syvende spørgsmål besvares med,

at forskelsbehandling ikke kan være begrundet, tillader fortolkningen af den

primære og/eller sekundære EU-ret da en anden retsfølge, end at de gamle

tjenestemænd skal aflønnes med tilbagevirkende kraft og fortløbende efter

det højeste løntrin i deres lønramme, så længe der ikke også for de gamle

Dom

19.06.14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

tjenestemænd er foretaget en implementering af regler om aflønning, som

ikke indebærer en forskelsbehandling? Følger retsfølgen af tilsidesættelsen af

forbuddet mod forskelsbehandling i denne forbindelse af den primære

og/eller sekundære EU-ret, her navnlig af direktiv 2000/78/EF, selv, eller

følger kravet alene af det EU-retlige erstatningsansvar for staten ud fra det

synspunkt, at der er blevet foretaget en mangelfuld gennemførelse af EU-

retlige bestemmelser?

C-

507/12

Saint Prix

Sagen vedrører: 1. Skal den opholdsret, som en »arbejdstager« tildeles i

unionsborgerdirektivets artikel 7, fortolkes således, at den kun finder

anvendelse på dem (i), der er i et eksisterende ansættelsesforhold, (ii) der (i

det mindste under visse omstændigheder) er arbejdssøgende, eller (iii) som er

omfattet af udvidelserne i artikel 7, stk. 3, eller skal denne artikel fortolkes

således, at den ikke udelukker anerkendelse af yderligere personer, der

forbliver »arbejdstagere«, med henblik herpå? 2. (i) Hvis det sidstnævnte er

tilfældet, finder den da anvendelse på en kvinde, som af rimelige grunde

holder op med at arbejde eller med at søge arbejde på grund af fysiske

begrænsninger i forbindelse med en graviditets sene stadier (og

eftervirkningerne af en fødsel)? (ii) Hvis dette er tilfældet, er hun da berettiget

til fordelen efter den nationale rets definition af, hvornår det er rimeligt for

hende at gøre dette?

Centro Hospitalar de Setúbal et SUCH

Sagen vedrører: 1) Er det foreneligt med Fællesskabets retsteori om indgåelse

af in house-kontrakter, at et offentligt hospital med fritagelse for den ved lov

fastsatte procedure for indgåelse af den pågældende kontrakttildeler en

sammenslutning, der arbejder uden gevinst for øje, og som den deltager i og

har til formål at varetage en offentlig tjenesteydelsesopgave på

sundhedsområdet med henblik på dens deltageres større effektivitet, kontrakt

om levering af hospitalslevnedsmidler, som henhører under dens

kompetence, og på denne måde overdrager ansvaret for sine funktioner på

dette område til den pågældende sammenslutning, når ikke kun enheder, der

henhører under den offentlige sektor, men også under den sociale sektor, i

henhold til den nævnte sammenslutnings vedtægter kan deltage i den, og når

på tildelingsdatoen de enheder, der henhørte under den sociale sektor, ud af

de i alt 88 deltagere udgjorde 23 private institutioner for social solidaritet

(IPSS), der alle arbejdede uden gevinst for øje, og hvoraf nogle var

velgørende institutioner? 2) Kan den ordremodtagende enhed anses for at

befinde sig i et beslutningsmæssigt underordningsforhold til dens offentlige

deltagere, således at disse individuelt eller samlet udøver en kontrol, som

svarer til den, de udøver over deres egne tjenestegrene, når den

ordremodtagende enhed i henhold til sine vedtægter skal sikre, at majoriteten

af stemmerettighederne tilhører de deltagere, som er omfattet af det

ansvarlige regeringsmedlem for sundhedsområdets ledelse, tilsyn og kontrol,

og når dens bestyrelse ligeledes for størstepartens vedkommende består af

offentlige deltagere? 3) Kan kravet om »kontrol som svarer til« anses for

opfyldt i lyset af Fællesskabets retsteori om in house-kontrakter, når den

ordremodtagende enhed i henhold til sine vedtægter er omfattet af det

ansvarlige regeringsmedlem for sundhedsområdets kontrol, som har beføjelse

til at udpege bestyrelsens formand og næstformand, godkende

generalforsamlingens forhandlinger om lånekontrakter, som indebærer et

likvidt gældsniveau på eller over 75% af den egenkapital, der er konstateret i

det foregående skatteår, godkende forhandlingerne om ændringer af

vedtægterne, godkende generalforsamlingens forhandlinger om opløsning af

den ordremodtagende enhed og fastlægge, hvad der skal ske med dens goder i

tilfælde af opløsning? 4) Giver den omstændighed, at den ordremodtagende

enhed er en stor og kompleks organisation, er aktiv på hele det portugisiske

område, blandt sine deltagere har størstedelen af tjenestegrenene og

Dom

19.06.14

C-

674/12

Dom

19.06.14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

institutionerne under Serviço Nacional de Saúde, herunder landets største

hospitalscentre, har en omsætning på ca. 90 mio. EUR og en forretning, som

udstrækker sig til komplekse og varierede aktivitetsområder med

iøjnefaldende aktivitetsindikatorer, har over 3 300 ansatte og deltager i to

yderligere virksomhedssammenslutninger og i to handelsselskaber, mulighed

for, at dens relationer med dens offentlige deltagere, kan kvalificeres som

intern eller som en in house-kontrakt? 5) Giver den omstændighed, at den

ordremodtagende enhed i henhold til sine vedtægter kan levere

tjenesteydelser i en konkurrenceordning til ikke-deltagende offentlige enheder

eller til nationale eller udenlandske private enheder, (i) forudsat at dette ikke

påfører dens deltagere nogen skade, men er til fordel for disse og for den

ordremodtagende enhed, såvel økonomisk som med hensyn til berigelse og

teknologisk udnyttelse, og (ii) forudsat at leveringen af disse tjenesteydelser

ikke udgør en omsætning på over 20% af dens samlede årlige omsætning, der

er konstateret i det foregående regnskabsår, mulighed for at anse kravet til en

in house-kontrakt for opfyldt, navnlig hvad angår kravet om »hovedparten af

sin virksomhed«, som er fastlagt i CCP’s artikel 5, stk. 2, litra b)? 6) Såfremt

besvarelsen af nogle af de foregående spørgsmål ikke i sig selv er tilstrækkelig

til at fastslå, om kravene i CCP’s artikel 5, stk. 2, er opfyldt, giver den samlede

vurdering af besvarelserne, i lyset af Fællesskabets retsteori om in house-

kontrakter, da mulighed for at konkludere, at der foreligger en sådan type

kontrakt?

C-

658/11

Parlamentet mod Rådet

Annullation af Rådets afgørelse 2011/640/FUSP af 12. juli 2011 om

undertegnelse og indgåelse af en aftale mellem Den Europæiske Union og

Republikken Mauritius om betingelserne for overførsel af mistænkte pirater

og tilknyttede, beslaglagte genstande fra den EU-ledede flådestyrke til

Republikken Mauritius og om forholdene for de mistænkte pirater efter

overførsel

–

valg af retsgrundlag

–

forpligtelse til straks at underrette Europa-

Parlamentet fuldt ud i alle faser af proceduren og opnå Parlamentets

godkendelse før indgåelsen af aftalen

–

tilsidesættelse af artikel 218, stk. 6,

litra a), nr. v), og artikel 218, stk. 10, TEUF

Europa-Kommissionen mod Den Portugisiske Republik

Påstande: Det fastslås, at Den Portugisiske Republik har undladt at opfylde

Domstolens dom af 7. oktober 2010 i sag C-154/09, Europa-Kommissionen

mod Den Portugisiske Republik. Den Portugisiske Republik tilpligtes at

betale Kommissionen en tvangsbøde på 43 264,64 EUR for hver dag, den har

undladt at opfylde dommen i sag C-154/09, fra datoen for afsigelse af

dommen i nærværende sag og indtil sagsøgeren fuldt ud har opfyldt dommen

i sag C-154/09. Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale Kommissionen

en bøde på et fast beløb på 5 277,3 EUR for hver dag, den har undladt at

opfylde dommen fra den 7. oktober 2010, som er datoen for afsigelse af

dommen i sag C-154/09 indtil:

—

datoen for opfyldelse af nævnte dom, såfremt Domstolen måtte fastslå, at

Den Portugisiske Republik reelt har opfyldt den, før der afsiges dom i

nærværende sag

—

datoen for afsigelse af dom i nærværende sag, såfremt Domstolen måtte

fastslå, at dommen i sag C-154/09 reelt ikke er blevet opfyldt før afsigelse af

dommen i nærværende sag

Republikken Portugal tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Mukarubega

Sagen vedrører: 1) Skal retten til at blive hørt i forbindelse med enhver

procedure, hvilken ret udgør en integrerende del af det grundlæggende

princip om respekt for retten til forsvar og i øvrigt er fastsat ved artikel 41 i

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes

således, at den pålægger en forvaltning, som påtænker at træffe en afgørelse

Dom

24.06.14

C-76/13

Dom

26.06.14

C-

166/13

26.06.14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

om tilbagesendelse af en udlænding med ulovligt ophold

–

uanset om denne

tilbagesendelsesafgørelse er eller ikke er en følge af et afslag på

opholdstilladelse, og bl.a. under omstændigheder, hvor der er en risiko for, at

den pågældende vil forsvinde

–

at give den pågældende lejlighed til at

fremsætte bemærkninger? 2) Tillader den opsættende virkning af den retslige

procedure ved en forvaltningsdomstol at fravige en udlænding med ulovligt

opholds mulighed for forudgående at kunne fremføre sine synspunkter i

forhold til en bebyrdende udsendelsesforanstaltning, som påtænkes truffet

over for vedkommende?

C-

249/13

Boudjlida

Sagen vedrører: 1) Hvad omfatter retten til at blive hørt, som fastsat i artikel

41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, [org. s.

8] for en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt i en EU-

medlemsstat, og som skal omfattes af en tilbagesendelsesafgørelse? Omfatter

denne ret navnlig retten til at blive sat i stand til at analysere samtlige de

elementer, som lægges vedkommende til last, for så vidt angår dennes

opholdsret, ret til at udtale sig, mundtligt eller skriftligt, efter en rimelig

betænkningstid samt modtage bistand fra en rådgiver efter eget valg? 2) Bør

indholdet af denne rettighed i givet fald tilpasses eller eventuelt begrænses

under hensyntagen til tilbagesendelsespolitikkens mål af almen interesse, som

er fastsat ved ovennævnte direktiv af 16. december 2008? 3) Hvilke former

for tilpasning bør i bekræftende fald være tilladt, og efter hvilke kriterier?

Ålands Vindkraft

Sagen vedrører: 1. Den svenske el-certifikatordning er en national

støtteordning, som forpligter elleverandører og visse el-forbrugere i

medlemsstaten til at købe et el-certifikat modsvarende en procentdel af deres

salg eller forbrug, uden at der direkte stilles krav om, at elektriciteten købes

fra samme kilde. El-certifikatet uddeles af den svenske stat, og er et bevis på,

at der er produceret en vis mængde vedvarende energi. Producenter af

elektricitet fra vedvarende energikilder oppebærer en indtægt fra salget af el-

certifikaterne som en yderligere indkomst ud over produktionen af

elektricitet. Skal artikel [2], litra k), og artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen

af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af

direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF, fortolkes således, at de tillader en

medlemsstat at anvende en national støtteordning som beskrevet ovenfor,

hvor kun producenter, som er geografisk beliggende på det nationale område,

kan indgå, og som bevirker, at disse producenter begunstiges økonomisk i

forhold til de producenter, som ikke kan få tildelt et el-certifikat? 2. Skal en

ordning som den, der er beskrevet i det første spørgsmål

–

i lyset af artikel 34

[TEUF]

–

anses for at udgøre en kvantitativ restriktion eller en foranstaltning

med tilsvarende virkning? 3. Såfremt det andet spørgsmål besvares

bekræftende, kan en sådan ordning da anses forenelig med artikel 34 [TEUF]

for så vidt angår formålet om at fremme produktionen af elektricitet fra

vedvarende energikilder? 4. Hvordan påvirker det vurderingen af de nævnte

spørgsmål, at den begrænsning, der er indført i støtteordningen, til kun at

omfatte nationale producenter, ikke er udtrykkeligt reguleret i den nationale

lov?

Sophie in ’t Veld mod Rådet for Den Europæiske Union (appel)

Påstande: Den appellerede dom fra Retten ophæves. Der afsiges endelig dom

vedrørende genstanden for denne appelsag. Sagsøgeren i sag T-529/09

tilpligtes at betale Rådets omkostninger i forbindelse med sagen for Retten og

nærværende appelsag.

Kamino International Logistics m.fl.

Sagen vedrører: 1. Er det EU-retlige princip om forvaltningens respekt for

Dom

03.07.14

26.06.14

C-

573/12

Dom

01.07.14

C-

350/12 P

Dom

03.07.14

C-

129/13

og C-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

130/13

retten til forsvar egnet til at have direkte virkning ved de nationale domstole?

2. Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: a. Skal det EU-retlige princip

om forvaltningens respekt for retten til forsvar fortolkes således, at dette

princip er tilsidesat, såfremt adressaten for en truffet afgørelse ganske vist

ikke er blevet hørt, før forvaltningen udstedte en bebyrdende forvaltningsakt

til ham, men har fået lejlighed til at blive hørt i en efterfølgende administrativ

(klage)fase, der går forud for en prøvelse ved domstolene? b. Fastsættes

retsvirkningerne af forvaltningens tilsidesættelse af det EU-retlige princip om

forvaltningens respekt for retten til forsvar i national ret? 3. Såfremt

spørgsmål 2b besvares benægtende: Hvilke omstændigheder kan de nationale

domstole tage hensyn til ved fastsættelsen af retsvirkningerne, og kan de især

tage hensyn til, at sagen ville have fået et andet udfald uden forvaltningens

tilsidesættelse af det EU-retlige princip om respekten for retten til forsvar?

Gross

Sagen vedrører: Er artikel 9, stk. 1, andet afsnit, i Rådets direktiv 92/12/EØF

om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og

omsætning heraf samt om kontrol hermed [org. s. 2] med forbehold af den

systematiske sammenhæng med samme direktivs artikel 7, stk. 3, til hinder for

en medlemsstats lovgivning, ifølge hvilken en person, der med handel for øje

har oplagt punktafgiftspligtige varer, som i en anden medlemsstat er overgået

til forbrug, ikke bliver afgiftspligtig, hvis han først har erhvervet varerne fra

en anden person, efter at indførselstransaktionen er tilendebragt?

flyLAL-Lithuanian Airlines

Sagen vedrører:

1) Skal en sag, hvori der nedlægges påstand om erstatning for skade og tab og

om, at de sagsøgtes adfærd, bestående i indgåelse af en ulovlig aftale og

misbrug af en dominerende stilling, erklæres ulovlig, og som er støttet på

anvendelsen af almengyldige retsakter i en anden medlemsstat, anses for en

civil- eller handelsretlig sag i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i

Rådets forordning (EF) nr. 44/2011, når der henses til, at ulovlige aftaler er

ugyldige fra tidspunktet for deres indgåelse, og at vedtagelsen af en retsregel

derimod er en statslig handling på det offentligretlige område (acta iure

imperii), som er underlagt de folkeretlige regler om staters jurisdiktionelle

immunitet over for retter i andre stater?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende (dvs. hvis der er tale

en civil- eller handelsretlig sag i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i

forordningen), skal erstatningssøgsmålet da anses for en sag vedrørende

gyldigheden af beslutninger truffet af selskabsorganer i henhold til

forordningens artikel 22, stk. 2, hvorved der er mulighed for ikke at

anerkende retsafgørelsen i medfør af forordningens artikel 35, stk. 1?

3) Såfremt genstanden for erstatningssøgsmålet henhører under

anvendelsesområdet for forordningens artikel 22, stk. 2, (enekompetence),

har retten i den stat, hvori der anmodes om anerkendelse, da pligt til at

efterprøve, om der foreligger sådanne omstændigheder som er opregnet i

forordningens artikel 35, stk. 1, i forbindelse med anerkendelsen af en

retsafgørelse, hvorved der er iværksat foreløbige og sikrende retsmidler?

4) Kan klausulen om grundlæggende retsprincipper i forordningens artikel 34,

stk. 1, fortolkes således, at anerkendelsen af en retsafgørelse, hvorved der er

Dom

03.07.14

C-

165/13

C-

302/13

03.07.14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

iværksat foreløbige og sikrende retsmidler, er i strid med de grundlæggende

retsprincipper (ordre public) i en medlemsstat, 1) hvis det primære grundlag

for iværksættelsen af de foreløbige og sikrende retsmidler er det påstævnte

beløbs anseelige størrelse, uden at der er foretaget en rimelig og begrundet

beregning heraf, og 2) hvis anerkendelsen og fuldbyrdelsen af den

pågældende retsafgørelse kan påføre de sagsøgte parter et tab, som

sagsøgeren

–

et selskab, der er erklæret konkurs

–

ikke har mulighed for at

erstatte i tilfælde af, at erstatningssøgsmålet forkastes, hvilket kan have

indvirkning på de økonomiske interesser hos den stat, hvori der anmodes om

anerkendelse, hvorved statens sikkerhed således bringes i fare, henset til at

Republikken Letland ejer 100% af aktierne i Lidosta Rīga og 52,6% af

aktierne i AS Air Baltic Corporation?

C-

417/13

Starjakob

Sagen vedrører: Fortolkningen af artikel 21 i chartret om grundlæggende

rettigheder, sammenholdt med artikel 7, stk. 1, artikel 16 og artikel 17 i

direktiv 2000/78/EF. Grundet det præjudicielle spørgsmåls længde henvises

til selve den præjudicielle forelæggelseskendelse for uddybning.

Nederlandene mod Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Artikel 1 i Kommissionens afgørelse 2010/668/EU af 4. november 2010

om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne

har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget

(EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget

(EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af

Landdistrikterne (ELFUL) annulleres, i det omfang den vedrører

Nederlandene og en finansiel korrektion på (i alt) 28 947 149,31 EUR, som er

anvendt på udgifter, der er anmeldt for årene 2003-2008 inden for rammen af

kvoteordningen for produktion af kartoffelstivelse.

—

Europa-Kommissionen

Zanjani mod Rådet

Påstande: Annullation af afsnit I.I.1 med overskriften »Person« i bilaget til

Rådets afgørelse 2012/829/FUSP af 21. december 2012 om ændring af

afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT

L 356, s. 71). Annullation af afsnit I.I.1 med overskriften »Person« i bilaget til

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1264/2012 af 21.december 2012

om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive

foranstaltninger over for Iran (EUT L 356, s. 55). Rådets afgørelse

2012/829/FUSP af 21. december 2012 om ændring af afgørelse

2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) nr. 1264/2012 af 21. december 2012 om

gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive

foranstaltninger over for Iran erklæres uanvendelige i det omfang artikel 19,

stk. 1, litra b) og c), i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om

restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning

2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39) finder anvendelse på sagsøgeren, og det

fastslås, at sagsøgeren ikke er omfattet af de restriktive foranstaltninger, der er

fastsat i afgørelsen.

03.07.14

T-16/11

Dom

03.07.14

T-

155/13

Dom

03.07.14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

T-

157/13

Sorinet Commercial Trust Bankers mod Rådet

Påstande: Nr. 12) i afsnit I.I. (under overskriften »Enheder«) i bilaget til

Rådets afgørelse 2012/829/FUSP af 21. december 2012 om ændring af

afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran,

annulleres. Nr. 12) i afsnit I.I. (under overskriften »Enheder«) i bilaget til

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1264/2012 af 21. december 2012

om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive

foranstaltninger over for Iran, annulleres.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Dom

03.07.14

T-

181/13

Sharif University of Technology mod Rådet

Påstande: Annullation af bilaget til Rådets afgørelse 2012/829/FUSP af 21.

december 2012, bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010,

bilaget til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1264/2012 af 21.

december 2012 og bilag IX til Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23.

marts 2012 for så vidt som de angår sagsøgeren, og

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsøgerens

sagsomkostninger.

Dom

03.07.14

T-

565/12

National Iranian Tanker Company mod Rådet

Påstande: Rådets afgørelse 2012/635/FUSP af 15. oktober 2012 og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) nr. 945/2012 af 15. oktober 2012 annulleres,

for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren. Det fastslås, at

annullationen får virkning øjeblikkeligt og at den ikke kan udsættes.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Dom

03.07.14