EUU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 608: Justitsministeriets notat vedr. afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-218/14, Singh (opholdsdirektivet)

Europaudvalget 2013-14
EUU Alm.del Bilag 608
Offentligt

Lovafdelingen

Dato:

Kontor:

EU-retskontoret

Sagsbeh: Christian Lundgaard

Madsen

Sagsnr.: 2014-6140-0648

Dok.:

1245128

Notat til Folketingets Europaudvalg om afgivelse af indlæg i EU-

Domstolens præjudicielle sag C-218/14, Singh

1. Indledning

High Court of Ireland (Irland) har forelagt EU-Domstolen to præjudicielle

spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 7 og 13 i Europaparlamen-

tets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet).

Den forelæggende ret har endvidere forelagt et spørgsmål om, hvorvidt en

tredjelandsstatsborger, der er ægtefælle til en unionsborger, i medfør af

EU-retten har ret til at arbejde i en værtsmedlemsstat med henblik på at

skaffe midler til at sikre eller hjælpe med at sikre unionsborgerens ophold i

staten som selvforsørgende.

EU-Domstolen har anmodet de parter, der måtte afgive indlæg i sagen, om

at forholde sig til, om en eller flere af tredjelandsstatsborgerne i hovedsa-

gen har opnået ret til tidsubegrænset ophold i medfør af opholdsdirektivets

artikel 16, stk. 2.

Det centrale spørgsmål i sagen vedrører anvendelsen af opholdsdirektivets

artikel 12 og 13 om tredjelandsstatsborgeres fortsatte ret til ophold i en

medlemsstat, når den unionsborger, de tidligere har afledt en opholdsret

fra, er udrejst af værtsmedlemsstaten, og parret herefter er blevet skilt.

2. Sagens faktiske omstændigheder og juridiske problemstilling

Den forelagte sag vedrører tre tredjelandsstatsborgere (hhv. Singh, Njume

og Aly), der alle har opnået opholdsret i Irland som ægtefælle til en uni-

onsborger, der har udnyttet sin ret til fri bevægelighed. I alle tre sager har

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

EUU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 608: Justitsministeriets notat vedr. afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-218/14, Singh (opholdsdirektivet)

tredjelandsstatsborgeren i en vis periode under opholdet i Irland forsørget

sin ægtefælle.

Ægteskaberne gik herefter i stykker. Singh, Njume og Aly’s oprindelige

opholdsgrundlag forsvandt hermed, og de pågældende blev efterfølgende

meddelt afslag på fortsat opholdsret i Irland efter opholdsdirektivet. På af-

gørelsestidspunktet var Singhs og Njumes ægtefæller udrejst af Irland, og

parterne var herefter blevet skilt. Aly og dennes ægtefælle var på afgørel-

sestidspunktet separeret, men ikke skilt. Aly’s ægtefælle var udrejst på det-

te tidspunkt.

Det følger af opholdsdirektivets artikel 7, stk. 2, at et familiemedlem, der

ledsager eller slutter sig til en unionsborger, der er vandrende arbejdstager,

eller som råder over tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemed-

lemmer, således at opholdet ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens

sociale system, og er omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige ri-

sici i værtsmedlemsstaten, har ret til ophold på en medlemsstats område i

mere end tre måneder.

I sag C-408/03, Kommissionen mod Belgien, udtalte EU-Domstolen, at

betingelsen i artikel 1, stk. 1, første afsnit, i direktiv 90/364 om at råde

over tilstrækkelige midler er opfyldt, hvis de finansielle midler er sikret af

et familiemedlem til unionsborgeren. Det nævnte direktiv blev ophævet

med og erstattet af opholdsdirektivet.

Opholdsdirektivets artikel 12 regulerer retsstillingen for et familiemedlem

til en unionsborger i det tilfælde, at unionsborgeren dør eller udrejser af

værtsmedlemslandet. Det fremgår af bestemmelsen, at et familiemedlem,

der selv er unionsborger,

som udgangspunkt bevarer sin opholdsret ved

ægtefællens udrejse, mens bestemmelsen ikke indeholder en tilsvarende ret

for et familiemedlem,

der er tredjelandsstatsborger.

Opholdsdirektivets artikel 13 regulerer retsstillingen for et familiemedlem

til en unionsborger bl.a. i det tilfælde, at familiemedlemmet og unionsbor-

geren bliver skilt. Bestemmelsen fastsætter nogle særlige betingelser, som

familiemedlemmer, der er tredjelandsstatsborgere, skal opfylde for at be-

vare deres opholdsret. Dette er eksempelvis, at ægteskabet ved begyndel-

sen af proceduren til skilsmisse har varet i mindst tre år, heraf mindst ét år

i værtsmedlemsstaten, jf. artikel 13, stk. 2, litra a. Artikel 13 forholder sig

ikke til det tilfælde, at unionsborgeren udrejser før skilsmissen.

EUU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 608: Justitsministeriets notat vedr. afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-218/14, Singh (opholdsdirektivet)

Sagens centrale spørgsmål er derfor, om en tredjelandsstatsborger kan ha-

ve en fortsat opholdsret i medfør af artikel 13, stk. 2, når unionsborgerens

udrejse er en følge af samlivsophør, og hvor samlivsophøret derefter med-

fører en skilsmisse. Der ses ikke at foreligge praksis herom.

Det følger af opholdsdirektivets artikel 16, stk. 2, sammenholdt med arti-

kel 16, stk. 1, at et familiemedlem til en unionsborger, der i fem år i træk

har haft lovligt ophold i en værtsmedlemsstat og har boet dér sammen med

unionsborgeren, har ret til tidsubegrænset ophold.

3. Sagens betydning for dansk ret

Opholdsdirektivets artikel 12 og 13 er implementeret i dansk ret ved §§ 14

og 15 i bekendtgørelse nr. 474 af 12. maj 2011 med senere ændringer om

ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske

Unions regler (EU-opholdsbekendtgørelsen).

Efter dansk praksis mister en tredjelandsstatsborger, der har ret til at op-

holde sig her i landet som familiemedlem til en unionsborger, der eksem-

pelvis har udnyttet sin ret til fri bevægelighed som vandrende arbejdstager

eller selvforsørgende her i landet, retten til ophold ved unionsborgerens

udrejse af Danmark. Opholdsretten kan efter praksis ikke efterfølgende

bevares, hvis parret bliver skilt efter unionsborgerens udrejse.

Opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1, litra b, om en unionsborgers opholdsret

som selvforsørgende er implementeret i dansk ret ved § 6 i EU-

opholdsbekendtgørelsen. Efter dansk praksis vil selvforsørgelseskravet og-

så anses for opfyldt, hvis midlerne til familiens underhold f.eks. stammer

fra unionsborgerens ægtefælle.

I det omfang, der i medfør af EU-retten måtte følge en ret – ud over op-

holdsdirektivet – for en tredjelandsstatsborger til at tage ophold i en med-

lemsstat som familiemedlem til en unionsborger, følger det af udlændinge-

lovens § 14, stk. 1, nr. 2, at udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, jf.

lovens §§ 2 og 6, er fritaget for krav om arbejdstilladelse.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt en eller flere af tredjelands-

statsborgerne i hovedsagen har opnået ret til tidsubegrænset ophold i med-

før af opholdsdirektivets artikel 16, stk. 2, bemærkes, at det ud fra de fore-

liggende oplysninger i forelæggelseskendelsen ikke er muligt at fastslå det

tidligste tidspunkt, ansøgerne blev omfattet af EU-rettens regler som med-

EUU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 608: Justitsministeriets notat vedr. afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-218/14, Singh (opholdsdirektivet)

følgende familiemedlemmer til en unionsborger. Hvis der tages udgangs-

punkt i datoen for ægteskabernes indgåelse, havde ansøgerne i sagerne ik-

ke opholdt sig fem år i værtsmedlemsstaten sammen med hovedpersonen,

førend hovedpersonen udrejste af landet, og familiemedlemmernes EU-

opholdsret dermed ophørte. Ansøgerne vurderes derfor efter dansk praksis

ikke at have opnået ret til tidsubegrænset ophold alene på grund af ægte-

skabet.

Regeringen vil på den baggrund afgive indlæg til støtte for den forståelse,

der er lagt til grund i dansk praksis.