Europaudvalget 2013-14
EUU Alm.del Bilag 701
Offentligt
1398938_0001.png
Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 9. september 2014
Sagsnr.: 23709
Dok.nr.: 719458
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 507 (FLF alm. del) stillet den 4.
september 2014 efter ønske fra Bjarne Laustsen (S)
Spørgsmål nr. 507:
”I forlængelse af gennemgangen af Fødevareministeriets del af finanslovsforslaget for 2015 bedes
ministeren oversende en opgørelse over for meget udbetalt EU-støtte samt en status herpå.”
Svar:
NaturErhvervstyrelsen har svaret følgende, som jeg henholder mig til:
”Med henvisning til medsendte sammenligning af udviklingen i underkendelser i medlemsstaterne
kan NaturErhvervstyrelsen oplyse, at Danmark i perioden 2002-2014 har tilbagebetalt 1,213 mia.
kr., fordi Kommissionen har vurderet, at der har været en risiko for uretmæssigt udbetalt støtte.
Det svarer til 1,15 % af det samlede udbetalte beløb, og Danmark ligger dermed under EU-
gennemsnittet på 1,37 %. Som det fremgår, har alle medlemsstater (med undtagelse af Kroatien)
modtaget underkendelser i perioden. NaturErhvervstyrelsen vil ligeledes henlede
opmærksomheden på, at Danmark i 2009 tilbagebetalte 750 mio. kr. vedrørende udbetalt
hektarstøtte i støtteårene 2002-2004. Hvis Danmark ikke havde modtaget denne ekstraordinært
store underkendelse, ville underkendelsesprocenten ligge på ca. 0,4 % i perioden, hvilket ville
være blandt de laveste i EU.
I juni 2014 er der tilbagebetalt 7,6 mio. kr. for støtte til producentorganisationer inden for frugt-
og grøntsagssektoren efter revisionsbesøg i 2010 og 38,2 mio. kr. for svagheder i kontrollen med
overholdelse af krydsoverensstemmelseskravene i 2008-2010. I september 2014 er 24,9 mio. kr.
tilbagebetalt for støtte under enkeltbetalingsordningen efter revisionsbesøg i 2012. Midlerne til alle
tilbagebetalinger i 2014 er afsat i tidligere regnskabsår.
I to underkendelsessager, der vedrører landdistriktsprogrammet, har Kommissionen den 10. juni
2014 truffet afgørelse om beløbenes størrelse. I sag om demonstrationsprojekter skal Danmark
tilbagebetale 15,2 mio. kr. efter en skriftlig undersøgelse i 2010, og i sag om
investeringsstøtteordninger er beløbet 1,9 mio. kr. på baggrund af revisionsbesøg i 2010.
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
[email protected]
www.fvm.dk
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Fødevareministeriet har for øjeblikket tre igangværende underkendelsessager på baggrund af
revisionsbesøg fra EU-Kommissionen, hvor der ikke er ikke truffet endelig beslutning om beløbenes
størrelse. Det skyldes, at sagerne er i undersøgelses- og forhandlingsfasen. Ministeriet skønner, at
tilbagebetalingskravet kan ligge mellem 18,0 - 118,4 mio. kr. Da det samlede undersøgelses- og
forhandlingsforløb for underkendelsessager kan vare op til 5 år, er det usikkert, hvornår sagerne
afsluttes og afregnes.
Fødevareministeriet tager alle underkendelsessager alvorligt. Ministeriet følger op på alle
kritikpunkter, som Kommissionen fremsætter og retter op på svagheder for at undgå fremtidige
underkendelser. Fødevareministeriet arbejder løbende med at finde et passende administrations-
og kontrolniveau, der kan balancere en fornuftig anvendelse af statslige midler, minimering af
risikoen for underkendelser og hensynet til ansøgere af støttemidler.”
Dan Jørgensen
/ Anne Freilev
2