UDENRIGSMINISTERIET
Orienterende notat
Åbning af forhandlinger mellem EU og Norge indenfor rammerne af EØS-aftalens artikel 19
Den daværende norske regering annoncerede i 2012 i forbindelse med igangværende
finanslovsforhandlinger en række toldforhøjelser på oste- og kødprodukter. Toldforhøjelserne
trådte i kraft d. 1. januar 2013. De norske toldmyndigheder gennemførte også i sommeren 2012
en omklassificering af tolden på hortensia.
Tiltagene har samlet set været til skade for konkrete danske eksportinteresser. På grund af
EØS-aftalen er toldforhøjelserne som udgangspunkt en sag mellem EU og Norge.
Toldforhøjelserne synes at gå imod hensigtserklæringen i EØS-aftalens artikel 19 om gradvis
liberalisering af handlen med landbrugsprodukter. Danmark har derfor forfulgt sagen i
EU/EØS-regi med den påstand, at toldforhøjelserne er i strid med ånden i EØS-aftalen, dog
hidtil uden konkrete resultater. Fra dansk side har man sørget for, at konklusionerne fra
møderne i EØS-rådet har indeholdt et klart budskab om, at et samlet EU er utilfreds med de
norske toldforhøjelser.
Regeringen har også opbygget og opretholdt et politisk pres på det bilaterale niveau. Sagen har
således været på dagsordenen, når danske ministre er mødtes med deres norske kolleger. Den
nuværende norske regering har – modsat den tidligere regering, som indførte tiltagene – ved
flere lejligheder erklæret, at den ønsker at tilbagetrække toldforhøjelserne på de berørte oste- og
kødprodukter. Den norske regering er imidlertid i mindretal i det norske Storting i denne sag.
For så vidt angår omklassificeringen af tolden på hortensia fastholder den norske regering, at
det var en administrativ fejl, at havehortensia tidligere ikke havde været toldbelagt.
Den nuværende norske regering har indvilget i at åbne forhandlinger i medfør af EØS-aftalens
artikel 19, som omhandler liberalisering i handlen med landbrugsvarer. Forhandlingerne
forventes påbegyndt inden årets udgang. Et udkast til forhandlingsmandat diskuteres i disse
måneder i den relevante arbejdsgruppe i EU. Fra dansk side arbejdes der som sædvanlig aktivt
på at sikre varetagelse af danske interesser i forhandlingerne, herunder særligt en
tilbagetrækning af toldforhøjelserne på ost, kød og hortensia.
Udenrigsministeriet