SammenfatningEuropa-Parlamentet vedtog den 16. april et nyt udspil til samarbejde medEU-landenes nationale parlamenter. Heri udtrykker Europa-Parlamentetbl.a..bekymring over den seneste tids organisering af uformelle mødermellem mindre grupper af nationale parlamenter (”clusters of interest”)samt det stadig tættere bilaterale samarbejde mellem Kommissionen ogde nationale parlamenter.Hovedbudskabet fra Europa-Parlamentet er, at de nationale parlamentersvigtigste rolle er at udøve parlamentarisk kontrol med deres regeringersEU-politik i medlemsstaterne – og ikke at udvikle sig til en ny EU-institution i den europæiske lovgivningsproces.Europa-Parlamentet efterlyser i det lys ”en fælles forståelse” mellem Eu-ropa-Parlamentet og de nationale parlamenter om organiseringen af detinterparlamentariske samarbejde i EU.

mindre grupper af nationale parlamenter (”clusters of interest”) samt det sta-dig tættere bilaterale samarbejde mellem Kommissionen og de nationale par-lamenter inden for den såkaldte ”politiske dialog”.Samtidig erkender Europa-Parlamentet dog, at de nationale parlamenter haren nøglerolle i forhold til at forklare europæiske beslutninger for borgerne ogdermed øge den europæiske bevidsthed, som er forudsætningen for at bringeborgerne tættere på EU.Europa-Parlamentet efterlyser i dette lys ”en fælles forståelse” mellem Euro-pa-Parlamentet og de nationale parlamenter om organiseringen af samarbej-det mellem parlamenterne i EU. Europa-Parlamentet ønsker dog ikke på nu-værende tidspunkt at åbne op for forhandlinger om en revision af de såkaldteLissabon-retningslinjer, som EU-landenes parlamentsformænd vedtog på enkonference i juni 2008, og som fastsætter de overordnede rammer for organi-1seringen af det interparlamentariske samarbejde i EU .Europa-Parlamentet vedtog betænkningen på sin session i Strasbourg den16. april med Forfatningsudvalgets formand, italieneren Carlo Casini, somordfører.BaggrundNår debatten om de nationale parlamenters rolle i EU blusser op netop nu,skyldes det behovet for en demokratisk forankring af EU-landenes stadigtættere koordination af deres økonomiske politikker inden for bl.a. det euro-pæiske semester. EU-landenes stats- og regeringschefer besluttede allerede ijuni 2012, at en styrket økonomisk monetær union samtidig skulle gøres de-mokratisk legitim og ansvarlig gennem tæt inddragelse af Europa-Parlamentetog de nationale parlamenter. Hvordan inddragelsen af Europa-Parlamentet ogde nationale parlamenter skulle foregå mere konkret, kom stats- og rege-ringscheferne ikke nærmere ind på. Det Europæiske Råd vedtog dog i de-cember 2012 et overordnet princip om,”at den demokratiske kontrol skal fo-2regå på det niveau, hvor beslutningerne træffes” .Flere parlamenter har siden taget denne udfordring op og udarbejdet konkreteforslag til, hvordan man kan styrke den demokratiske kontrol i EU.

”Guidelines for Interparliamentary Cooperation in the European Union” vedtaget på Parlaments-formandskonferencen i Lissabon i juni 2008.2Se rapporten ”Hen imod en egentlig Økonomisk og Monetær Union”, som blev forelagt DetEuropæiske Råd den 13.-14. december 2012 af formanden for det Europæiske Råd, HermanVan Rompuy, i tæt samarbejde med formanden for Europa-Kommissionen, José Manuel Barro-so, formanden for Eurogruppen, Jean-Claude Juncker og formanden for ECB, Mario Draghi.

Europa-Parlamentets udspil skal ses som et af flere bidrag til denne debatsamt til det kommende COSAC til juni i Athen, hvor spørgsmålet om demokra-tisk kontrol med EU-landenes stadig tættere økonomiske samarbejde er sathøjt på dagsordenen.Også Folketingets Europaudvalg er kommet med et debatoplæg bestående af23 anbefalinger, som blev lanceret af formand Eva Kjer Hansen på COSAC-formandsmødet i Athen den 27. januar 2014. Hertil kommer udspil fra dethollandske Repræsentanternes Hus og det britiske Underhus og fra det græ-ske formandskab.Europa-Parlamentets udspilEuropa-Parlamentets udspil indeholder en række forskellige forslag til, hvor-dan man kan styrke den samlede parlamentariske kontrol med EU-sager.Udspillet følger Det Europæiske Råds overordnet anbefaling om,”at den de-mokratiske kontrol skal foregå på det niveau, hvor beslutningerne træffes.Hovedbudskabet fra Europa-Parlamentet er, at de nationale parlamentersvigtigste rolle er at udøve parlamentarisk kontrol med deres regeringers EU-politik i medlemsstaterne – og ikke at udvikle sig til en ny EU-institution eller ettredje kammer i den europæiske lovgivningsproces. Parlamentarisk kontrol påEU-plan skal varetages af Europa-Parlamentet selv.Europa-Parlamentet anviser i betænkningen tre hovedveje til bedre parlamen-tarisk kontrol i EU, som kort vil blive gennemgået nedenfor:---Nationale parlamenter som medspillere i den europæiske beslut-ningsprocesInddragelse af Europa-Parlamentet i den politiske dialog med Kom-missionenUdvikling af en fælles forståelse for organiseringen af interparlamen-tarisk samarbejde i EU

Alligevel efterlyser Europa-Parlamentet, at de nationale parlamenter blivermere aktive medspillere i opbygningen af det fælles Europa. F.eks. menerEuropa-Parlamentet, at de nationale parlamenters udtalelser til EU-institutionerne vedrørende EU-forslags overholdelse af nærhedsprincippet,bør anvendes mere proaktivt til at forbedre form og indhold af EU-lovgivningen og ikke blot til at standse EU-forslag, som er i strid med nær-hedsprincippet.Europa-Parlamentet mener derudover, at de nationale parlamenter kan bliveendnu bedre til at udtale sig om EU-sager og kontrollere deres regeringer iRådet, hvis de får øget indsigt i Rådets arbejde. Dette vanskeliggøres dogifølge Parlamentet af, at Rådet stadig ikke forhandler EU-lovforslag åbent.Parlamentet opfordrer derfor Rådet til at indføre samme ”gennemsigtigheds-standarder” som Europa-Parlamentet i forbindelse med vedtagelsen af retsak-ter. Hvad dette mere præcist indebærer, gør Parlamentet ikke rede for.Endelig opfordrer Europa-Parlamentet EU-landenes regeringer til i Rådet attage behørigt hensyn til deres nationale parlamenters synspunkter, så manogså på den måde kan styrke Rådets demokratiske legitimitet.

En anden bekymring hos Europa-Parlamentet er de seneste års stadig tætte-re samarbejde mellem Europa-Kommissionen og de nationale parlamenterinden for den ”politiske dialog”, som blev lanceret af Kommissionens formand3José Manuel Barroso i 2006 og siden udbygget i 2012 i forbindelse med dentættere samordning af EU-landenes økonomiske politik inden for det europæ-iske semester. Europa-Parlamentet kræver at blive inddraget mere i dennepolitiske dialog af navnlig to grunde.For det første fordi Parlamentet er medlovgiver på en del af den EU-lovgivning, som sætter rammerne for samordningen af EU-landenes økono-miske politikker inden for det europæiske semester – herunder six-packen ogtwo-packen. Men der er også et mere ”konstitutionelt” argument. Europa-Parlamentet betragter sig selv som EU-borgernes repræsentanter på det eu-ropæiske niveau og derfor som den eneste legitime instans, som kan føre

demokratisk kontrol med Kommissionen . Nationale parlamenter skal derforikke blande sig, men holde sig til at kontrollere deres egne regeringer.Trods bekymringen for at blive koblet af dialogen mellem de nationale parla-menter og Kommissionen, opfordrer Europa-Parlamentet alligevel Kommissi-onen til at ”besvarealle henvendelser fra de nationale parlamenter hurtigt ogdetaljeret”.Europa-Parlamentet går dog ikke så vidt, at man i den forbindelseogså tilskynder Kommissionen til at ”tage behørigt hensyn” til de nationaleparlamenters udtalelser, men nøjes med at opfordre EU-institutionerne til atse enhver udtalelse fra et nationalt parlament som en god mulighed for at ”fået bedre indtryk af, hvordan man bedst gennemfører målene i EU-lovgivningen”.

Endelig mener Europa-Parlamentet, at der er behov for et mere effektivt inter-parlamentarisk samarbejde i EU, da det er et velegnet middel til at fremmeden europæiske integrationsproces, hvilket bl.a. kan bidrage til en mere gnid-ningsløs gennemførelse af EU-retten i national lovgivning.Ifølge Europa-Parlamentet er det dog for tidligt at forsøge at vedtage en ny”fælles ramme” for det interparlamentariske samarbejde. I stedet skal manudvikle en ”fælles forståelse” mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet om organiseringen af det interparlamentariske samarbejde.Samarbejdet mellem parlamenterne i EU har udviklet sig betragteligt de sene-ste år både for så vidt angår antallet af interparlamentariske fora og de spille-regler, der regulerer dem.Hvad denne ”fælles forståelse” mere specifikt skal gå ud på, siger Parlamen-tet ikke meget om. Konkrete forslag er der meget få af i betænkningen, somdog indeholder nogle få overordnede budskaber.Europa-Parlamentet lægger f.eks. op til en skarp arbejdsdeling mellem deforskellige interparlamentariske konferencer, som hvis den gennemføres,risikere at tømme europaudvalgenes samarbejde i COSAC for indhold.F.eks. skal alle konkrete EU-lovgivningsspørgsmål drøftes på interparlamen-tariske møder i Europa-Parlamentet mellem de ansvarlige stående udvalg iEuropa-Parlamentet og repræsentanter fra de nationale parlamenters fagud-

valg. Udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål skal behandles i FUSP-konferencen og økonomiske og finanspolitiske debatter skal tages i den nyefinanspolitiske konference (artikel 13 konferencen). Endelig bør spørgsmål omEU’s politisamarbejde, Europol, drøftes i en særlig parlamentarisk arbejds-gruppe under Europa-Parlamentets Udvalg for Borgerlige Rettigheder ogFrihedsrettigheder (LIBE) med deltagelse af repræsentanter for de nationaleparlamenter.

Antal pladser pr. NP

COSAC

Parlamentsformandskonference

61 (+1 for NP med tokam-mersystemer)

FUSP-konferencen

Finanspolitisk Konference (forslag

fra græsk formandskab)

Kontrol med Europol

(EP-forslag)

Ad hoc møder mellem fagudvalgs-

formænd arrangeret af parlament i

land med EU-formandskab

Ad hoc møder mellem EP-udvalg

og fagudvalg arrangeret af EP

Euromiddelhavsforsamlingen

31-21-2 pladser1-26Op til hvert enkelt parlament

En sådan arbejdsdeling vil i praksis betyde, at europaudvalgene ikke længereskal debattere konkrete EU-lovforslag eller økonomiske, finanspolitiske ogudenrigspolitiske emner eller Europol på COSAC-møderne, da disse er dæk-ket ind af ovenstående parlamentariske samarbejdsfora. COSAC bør i stedetsom det udtrykkes i Europa-Parlamentets betænkning begrænse sig til atfungere som ”forum for udveksling af synspunkter, information og bedstepraksis vedrørende de praktiske aspekter af parlamentarisk kontrol”.Derudover er Europa-Parlamentet meget kritisk over for organiseringen af deuformelle møder for mindre grupper af parlamenter (clusters of Parliaments),som er blevet afholdt inden for det seneste års tid på bl.a. dansk initiativ. Eu-ropa-Parlamentets Forfatningsudvalg mener, at disse møder er i strid medbåde bogstav og ånd i traktaterne.Til slut skal det nævnes, at Europa-Parlamentets betænkning slet ikke omtalernogle af de normalt følsomme spørgsmål om fordelingen af delegerede i in-terparlamentariske fora mellem Europa-Parlamentet og de nationale parla-

Europa-Parlamentet og EU-landenes nationale parlamenter vil allerede fålejlighed til at drøfte spørgsmålet om EU’s demokratiske legitimitet og de nati-onale parlamenters rolle på COSAC-mødet i Athen den 15.-17. juni.Hovedbudskabet fra Europa-Parlamentet i Casini-betænkningen er dog, at denationale parlamenters væsentligste rolle i den europæiske beslutningsproceser at udøve parlamentarisk kontrol med deres regeringers EU-politik i med-lemsstaterne. De skal ikke føre parlamentarisk kontrol med Kommissioneneller udvikle sig til medlovgivere i den europæiske lovgivningsproces – doggerne medspillere.Europa-Parlamentet vil gerne selv - som EU-borgernes direkte repræsentant -stå for den parlamentariske kontrol med Kommissionen.Det må i det lys antages, at Europa-Parlamentet ikke støtter nogle af de cen-trale ideer, som er blevet fremlagt af nationale parlamenter i løbet af de sene-ste par år om f.eks. at give nationale parlamenter ret til at opfordre Kommissi-onen til at fremsætte forslag til EU-lovgivning på linje med Europa-6Parlamentet og Rådet eller om indførelsen af et grønt kort, som gør det mu-ligt for nationale parlamenter at forpligte Kommissionen til at revurdere ind-holdet af sine EU-lovforslag, hvis 1/3 af parlamenterne finder det ønskeligt.Med venlig hilsen

I Parlamentsformandskonferencen og COSAC, som er fra henholdsvis 1988 og 1989 byggersammensætningen på et ligestillingsprincip om, at alle parlamenter uanset størrelse skal havesamme antal medlemmer. Heroverfor står de to nye parlamentariske konferencer om den fællesudenrigs- og sikkerhedspolitik og finanspolitiske spørgsmål, hvor Europa-Parlamentet har kræ-vet en større repræsentation end de nationale parlamenter. I FUSP-konferencen har de natio-nale parlamenter accepteret, at Europa-Parlamentet får 16 pladser, mens forhandlingerne omsammensætningen af den finanspolitiske konference er gået i stå. I det seneste udkast til for-retningsorden hedder det, at det enkelte parlament selv skal afgøre, hvor mange medlemmerman deltager med6Se TEUF artikel 225 og TEUF artikel 241.