Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4401-00337
Den 3. juni 2014
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 26. maj 2014 stillet følgende spørgsmål nr. 2
til B 102, forslag til folketingsbeslutning om økonomisk hjælp til særlig trængte
grundejere i forbindelse med kommunalt påbud om kloakforbedringer og
kloaktilslutning, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Charlotte Dyremose (KF).
Spørgsmål nr. 2 (B 102)
Er ministeren enig i, at det kan være vanskeligt for borgerne at implementere
kloakeringen, hvis man ikke får en rimelig periode til at finde de nødvendige
midler til at gennemføre kloakeringen? Hvor langt er et rimeligt varsel set fra
ministerens bord?
Svar
Jeg er enig i at det er vigtigt at berørte borgere får en rimelig frist for at
efterkomme et påbud, og må gå ud fra, at kommunerne overholder regler for
almindelig god sagsbehandling, når de træffer afgørelser og udsteder påbud.
Herunder følger det af den almindelige forvaltningsret, at princippet om
proportionalitet skal overholdes. Men der er ved lovgivningen lagt et vist skøn over
til kommunerne, når de behandler de enkelte sager. Hvad der er en rimelig frist i
én sag, behøver ikke nødvendigvis være det i andre.
Hvis en borger synes, at fristen er urimeligt kort, kan vedkommende henvende sig
til Statsforvaltningen eller til Folketingets Ombudsmand, som begge holder øje
med, at kommunerne overholder alle regler, herunder også om fristerne er fastsat
rimeligt. Naturstyrelsen har oplyst om disse muligheder til alle grundejere, som
har henvendt sig til Miljøministeriet.
Som jeg også nævnte i min tale ved 1. behandlingen af B 102 er Miljøministeriet i
gang med at undersøge, hvilke løsningsmuligheder der er for at udjævne
betalingen over flere år for grundejere, som har vanskeligt ved at finde midlerne
inden fristens udløb.
Kirsten Brosbøl
/
Mads Leth-Petersen
Miljøministeriet
•
Børsgade 4
•
1215 København K
Tlf. 72 54 60 00
•
Fax 33 32 22 27
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk